Tak for det, formand.
Jeg vil gerne takke ordførerne for de gode indlæg.
Jeg synes, at det har været en god og konstruktiv debat om lovforslaget.
Lad mig begynde med at sige, at det for mig er vigtigt, at vi har en hestelov, der er med til at sikre en god velfærd for heste, men som samtidig ikke stiller urimelige krav til hesteholdene med den konsekvens, at flere rideskoler må dreje nøglen om.
Flere af de indretningsmæssige krav i den gældende hestelov er så omkostningskrævende, at det truer med at lukke en del rideskoler og hestepensioner og dermed fratage mange børn og unge glæden ved at ride og i det hele taget omgås heste.
Lovforslaget har derfor til formål at lempe en række omkostningstunge krav, hvor dette kan gøres, uden at hestenes velfærd forringes.
Det gælder bl.a.
kravet til boksstørrelse.
Kravet til boksstørrelse ved enkeltvis opstaldning af heste foreslås ændret, således at boksen må være lidt mindre, men så det fortsat sikres, at heste ubesværet kan vende sig, lægge sig og komme op igen uden at komme til skade.
Den foreslåede ændring skal ses i lyset af, at der ikke findes videnskabeligt anerkendte undersøgelser vedrørende betydningen af boksens størrelse for hestens velfærd.
Og så er det jo, som også flere ordførere har påpeget, op til hesteejerne også at have et opmærksomhedspunkt om, hvor godt hestene har det, og ingen har vel en interesse i, at dyrene ikke skal have det godt, slet ikke deres ejere.
Med forslaget foreslås det endvidere at indføre mere fleksible regler vedrørende kravet om loftshøjde i hestestalde, så der tages udgangspunkt i den enkelte hests højde.
Det foreslås desuden at ophæve kravet om et minimumsrumfang på 30 m³ pr.
hest.
I stedet præciseres det, at der skal sikres et tilstrækkeligt luftskifte i stalden, både naturlig og mekanisk ventilation, så velfærden for hestene ikke forringes.
Et andet indretningsmæssigt krav, som foreslås ophævet, er kravet til størrelsen på vinduesarealet.
Der vil fortsat være krav om, at der skal være tilstrækkeligt naturligt lys i stalden, eventuelt suppleret med kunstigt lys, og samtidig vil det med ændringen af bestemmelsen om lys blive understreget, at belysningen i stalden bør følge døgnrytmen.
Med lovforslaget vil regeringen desuden gøre det nemmere for f.eks.
rideskoler at have deres heste gruppeopstaldet frem for enkeltvis opstaldning.
Jeg mener, at gruppeopstaldning giver hestene en god mulighed for bevægelse og social kontakt med artsfæller, og derfor vil vi ændre de nugældende regler om opbinding af heste, der i dag sætter nogle begrænsninger, der kan betyde, at rideskoler fravælger at have deres heste gruppeopstaldet.
Med den foreslåede ændring af opbindingsperioden for heste, der gruppeopstaldes hele døgnet, vil rideskoler få mulighed for at opbinde deres heste i op til 5 timer én gang i døgnet, når dette er nødvendigt af sikkerhedsmæssige hensyn.
Ændringerne vil betyde, at rideskoler kan afvikle både rideundervisning og fodring i forlængelse af hinanden.
En anden væsentlig ændring med lovforslaget er et nyt krav om, at føl og plage, indtil de er 1 år gamle, skal på hold med artsfæller, og skulle nogen være i tvivl om, hvad en plag er, ja, så er det enten, at den er fravænnet, eller at den er mere end et år – så det kommer lidt an på, hvilken version man vælger.
Baggrunden for at indføre det krav er, at det har stor betydning for føl og plages udvikling og socialisering, at de har kontakt med artsfæller.
Jeg er opmærksom på, som også flere ordførere har gjort opmærksom på i salen, at heste i al almindelighed har et behov for social kontakt til artsfæller, men der foreslås på nuværende tidspunkt ikke indført et krav om, at alle hestehold skal bestå af minimum to heste.
Jeg mener, at behovet for artsfællekontakt må afvejes over for andre hensyn.
Som nævnt i lovforslaget vil der blive igangsat en undersøgelse, der skal give en indikation af, hvor mange hestehold i Danmark der alene består af én hest, for det findes der ingen opgørelse af på nuværende tidspunkt.
Når det er undersøgt nærmere, kan det på den baggrund vurderes, om der skal indføres et lovkrav om, at ethvert hestehold skal bestå af mindst to heste.
Man kan sige, at der også kan være andre dyretyper, som en enkelt hest kunne stå sammen med.
Med lovforslaget foreslås det desuden, at heste, der lever delvis vildt, er undtaget fra kravet om, at heste i en tidlig alder skal lære at blive håndteret, som også Dansk Folkepartis ordfører rettelig gjorde opmærksom på.
Begrundelsen herfor er jo, at der typisk er adgang for publikum til de arealer, som den type heste går på, og af sikkerhedsmæssige hensyn er det vigtigt, for at hestene naturligt holder en passende afstand til mennesker.
Endelig indeholder lovforslaget nogle mindre ændringer og præciseringer, f.eks.
tydeliggøres det i loven, at det antal heste, der kan benytte en fold på 1 døgn, vil afhænge af foldens størrelse.
Det er vigtigt for mig at understrege, at der med de foreslåede ændringer fortsat er fokus på hensynet til hestes velfærd.
Det går lovforslaget ikke på kompromis med, men som nævnt er der ingen grund til at stille unødig strenge krav til hesteholdene, og med de ord vil jeg se frem til udvalgsbehandlingen af lovforslaget og takker for debatten.