Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget 2016-17
L 40 Bilag 6
Offentligt
1687455_0001.png
2. november 2016
Vedrørende L40 (markedsføringsloven) og forslagets § 10, stk. 3, om
elektronisk markedsføring mellem erhvervsdrivende
Kære erhvervsordfører
Undertegnede organisationer (herefter ”organisationerne”) har noteret sig, at
lovforslagets bestemmelse om elektronisk markedsføring mellem erhvervsdrivende har
fået ændret lovbemærkningerne sammenlignet med markedsføringslovsudvalgets forslag.
Markedsføringslovsudvalgets forslag, som ligger til grund for den pågældende
bestemmelse, understøtter på afbalanceret vis en let og tidssvarede elektronisk
kommunikationen mellem erhvervsdrivende, der allerede har en relation, samtidig med
at det beskytter mod spam. Forslaget blev bl.a. bakket op af samtlige
erhvervsorganisationer repræsenteret i udvalget, herunder undertegnede organisationer.
Ændringen i lovbemærkningerne medfører imidlertid, at det nu er meget uklart, hvilke
personer i modtagervirksomheden man må sende elektronisk post til. Ændringen kan
endvidere læses som en uhensigtsmæssig indsnævring i personkredsen, som vil betyde, at
den tilsigtede lempelse med bestemmelsen går helt tabt i praksis.
Organisationerne ønsker at gøre opmærksom på, at den nævnte ændring i lovbemærk-
ningerne er unødvendig og uhensigtsmæssig, og henstiller til at lovbemærkningerne rettes
tilbage, så bestemmelsen bliver klar og praktisk anvendelig for virksomhederne.
Problemstillingen er uddybet i vedlagte bilag.
Organisationerne stiller meget gerne op til en uddybning.
Med venlig hilsen
Branchedirektør Annette Falberg, DI
Markedschef Lone Rasmussen, Dansk Erhverv
Direktør Tine Aurvig-Huggenberger, Kreativitet & Kommunikation
Chefkonsulent Jeppe Rosenmejer, Håndværksrådet
Seniorkonsulent Christina Moshøj, Danske Medier
�½
 L 40 - 2016-17 - Bilag 6: Henvendelse af 11/11-16 fra DI, Dansk Erhverv, Håndværksrådet, KreaKom og Danske Medier
1687455_0002.png
Bilag: Uddybning af problemstillingen vedr. § 10, stk. 3.
Indledningsvis bemærkes, at § 10, stk. 3, kun vedrører markedsføring via elektronisk post
mellem erhvervsdrivende. Bestemmelsen har således ingen forbrugervinkel.
Forslaget fra markedsføringslovsudvalget
Baggrunden for lovforslagets § 10, stk. 3, er et forslag fra markedsføringslovsudvalget.
Udvalget foreslog at udnytte EU-reglernes mulighed for at lempe på reglerne om
elektronisk markedsføring i visse afgrænsede forhold mellem erhvervsdrivende (B2B),
idet der i praksis er situationer, hvor de formelle krav til et forudgående samtykke er
unødvendigt formalistiske og går videre end nødvendigt for at beskytte mod spam i B2B-
forhold. Andre EU-lande har også valgt at udnytte muligheden for lempeligere regler i
B2B-forhold, f.eks. Sverige, Finland, Holland, Frankrig, UK, Irland og Østrig.
Forslaget blev bl.a. bakket op af samtlige erhvervsorganisationer repræsenteret i udvalget.
Det skal i den forbindelse understreges, at organisationerne repræsenterer både
potentielle afsendere og modtagere af den pågældende type markedsføring. Det var - og
er - derfor afgørende for organisationerne, at lempelsen afbalancerer hensynene til de
involverede parter, herunder giver modtageren en passende beskyttelse mod spam. En
sådan balance blev fundet i markedsføringslovsudvalgets forslag. Udvalgets forslag
understøtter på afbalanceret vis en let og tidssvarede elektronisk kommunikation mellem
erhvervsdrivende, der allerede har en relation, samtidig med at det beskytter mod spam.
Beskyttelsen mod spam er indbygget i bestemmelsen via en række kumulative elementer,
der alle skal være opfyldt:
For det første må der kun sendes markedsføring i B2B-forhold, hvor der allerede er
en
eksisterende relation
– enten på virksomhedsniveau eller personniveau. Dette er
en væsentlig begrænsning af anvendelsesområdet i forhold til det potentielle antal
henvendelser, modtageren risikerer at modtage. Dette skyldes, dels at antallet af
eksisterende relationer er begrænset, dels at man i eksisterende B2B-relationer ikke
er interesseret i at miste relationen og derfor vil være påpasselig med at sende mails,
som af modtageren vil kunne blive opfattet som spam.
For det andet må der kun sendes markedsføring, der har
relevans for den pågældende
modtagers arbejdsfunktion.
Dette skal sikre mod irrelevant markedsføring og give
modtageren nemmere mulighed for at blive opmærksom på arbejdsrelevante tilbud
fra eksisterende B2B-relationer.
For det tredje skal modtageren ved hver henvendelse have mulighed for let at
frabede
sig
yderligere markedsføring. Er man således ikke interesseret i arbejdsrelevant
markedsføring fra eksisterende B2B-relationer, kan man sige nej tak. Da de to
førstnævnte betingelser allerede sikrer, at det er begrænset hvor mange henvendelser
man potentielt kan få, er retten til at sige nej tak en meget stærk yderligere beskyttelse.
2
 L 40 - 2016-17 - Bilag 6: Henvendelse af 11/11-16 fra DI, Dansk Erhverv, Håndværksrådet, KreaKom og Danske Medier
1687455_0003.png
Den foreslåede beskyttelse er stærkere end de tilsvarende regler i de andre EU-lande, som
har udnyttet muligheden for lempeligere regler i B2B-forhold. Det er især kravet om, at
der skal være en allerede eksisterende relation, som udgør en ekstra beskyttelse i forhold
til de andre lande. Kravet om ”relevans for den pågældende modtagers arbejdsfunktion”
findes heller ikke i alle de andre lande, men findes i f.eks. Sverige, Finland og Frankrig.
Selve bestemmelsen i § 10, stk. 3, er ikke ændret i det fremsatte lovforslag, men i
bemærkningerne er der skabt tvivl om, hvad der skal forstås ved kriteriet ”relevans
for
den pågældende modtagers arbejdsfunktion”.
Lovbemærkningerne på side 62 indeholder markedsføringslovsudvalgets oprindeligt
tiltænkte forståelse af ”arbejdsmæssig relevans”:
”Kravet
om, at der kun må sendes markedsføring, som har relevans for den pågældende
modtagers arbejdsfunktion, betyder, at markedsføringen skal ligge inden for den
pågældende modtagers arbejdsområder i virksomheden. En ansat, der arbejder med it-
sikkerhed, må tilsendes markedsføring, der er relevant for virksomhedens it-sikkerhed,
mens en ansat, der arbejder med indkøb, må tilsendes markedsføring, der er relevant
for virksomhedens indkøbsfunktion. Markedsføringen skal således være tilpasset den
enkelte modtager. Ønsker afsenderen at afsende bredere form for markedsføring, må
der indhentes samtykke efter stk. 1, eller betingelserne efter stk. 2 skal være opfyldt.”
Udvalgets forslag til fortolkning af ”arbejdsmæssig relevans” svarer til fortolkningen i de
andre lande, hvor man har dette kriterium, bl.a. Sverige og Finland.
Ændring af lovbemærkninger underminerer den tilsigtede lempelse
I lovbemærkningerne på s. 61 i det fremsatte lovforslag er der imidlertid blevet tilføjet et
nyt eksempel på, hvordan ”arbejdsmæssig relevans” skal forstås, som ikke fremgik af
markedsføringslovsudvalgets forslag:
”Det
vil f.eks. sige, at markedsføring om medarbejderkurser alene må sendes til de
personer i en virksomhed, der har en arbejdsfaglig interesse for indkøb af kurser, f.eks.
en HR-chef.”
(egne fremhævninger)
Organisationerne mener, at det tilføjede eksempel gør bestemmelsen uklar, da det strider
mod lovtekstens ordlyd og mod lovbemærkningerne på s. 62. Eksemplet indikerer
endvidere en yderst uhensigtsmæssig indsnævring af bestemmelsens anvendelses-
muligheder, som reelt vil gøre den uanvendelig i praksis.
Det vil f.eks. være relevant for en jurist i en virksomhed med ansvar for markedsføring at
få tilbud om kurser i den nye markedsføringslov. Efter lovbemærkningerne på s. 62 og
efter markedsføringslovsudvalgets hensigt med bestemmelsen i § 10, stk. 3, er det klart,
at den pågældende jurist må tilsendes sådan markedsføring (hvis betingelserne om, at der
er tale om en eksisterende relation, i øvrigt er opfyldt).
3
 L 40 - 2016-17 - Bilag 6: Henvendelse af 11/11-16 fra DI, Dansk Erhverv, Håndværksrådet, KreaKom og Danske Medier
1687455_0004.png
Med tilføjelsen af eksemplet på s. 61 er det imidlertid blevet uklart, om det fortsat er
hensigten, at den pågældende jurist må tilsendes kursustilbuddet direkte? Det er
endvidere uklart, om tilbuddet overhovedet må sendes til virksomheden, hvis der ikke er
en medarbejder i virksomheden med ansvar for ”indkøb” af kurser?
Hertil kommer det praktiske problem, at afsendervirksomheden ofte ikke vil kunne vide,
hvem der internt i modtagervirksomheden har det formelle budgetansvar eller
godkendelsesansvar i forhold til det pågældende produkt, der markedsføres.
Såfremt bestemmelsen skal forstås på den indikerede måde, ville det også medføre
administrativt bøvl i modtagervirksomheden, da den budgetansvarlige ofte ikke er rette
vedkommende, der i første omgang skal forholde sig til tilbuddet. Vedkommende har
muligvis ikke engang fuldt overblik over, hvem i virksomheden tilbuddet er relevant for.
Risikoen for, at henvendelsen vil blive opfattet som spam, vil i det hele taget blive forøget,
hvis den ikke tilsendes den person, henvendelsen reelt er relevant for.
Eksemplet på s. 61 gør det endvidere uklart, om der er tale om en specialfortolkning i
forhold til indkøb af kurser, eller det skal forstås bredt i forhold til alle produktkategorier.
Det tilføjede eksempel giver således anledning til en lang række både juridiske og
praktiske udfordringer, som er helt unødvendige, da bestemmelsen og de tilhørende
lovbemærkninger allerede har indbygget en god beskyttelse af modtageren.
De oprindelige lovbemærkninger på s. 62 giver en langt mere klar og hensigtsmæssig
retstilstand, som gør det muligt at navigere efter bestemmelsen i praksis, og som svarer
til fortolkningen af det tilsvarende kriterium i andre EU-lande.
Det bør således være emnet, der afgør, om den tilsendte markedsføring har
relevans
for
modtageren, og ikke om modtageren har budgetansvaret for indkøb af det pågældende
produkt. Denne fortolkning svarer også bedre til lovtekstens ordlyd (”relevans for”).
I eksemplet med it-sikkerhed, bør det være muligt at sende markedsføring til den pågæld-
ende medarbejder, der er ansvarlig for at sikre, at virksomhedens it-sikkerhed er up-to-
date, selvom det overordnede ansvar for indkøbet måske ligger i økonomiafdelingen.
Det skal i den forbindelse bemærkes, at man især i mindre virksomheder ofte ikke har en
central indkøbsfunktion, en HR-chef eller en kursusansvarlig. Også af denne grund er det
uhensigtsmæssigt i lovbemærkningerne at henvise til specifikke titler.
Afslutningsvis har organisationerne noteret sig høringsnotatets oplysning om, at
regeringen påtænker at evaluere bestemmelsen to år efter dens ikrafttræden.
Organisationerne støtter en sådan evaluering, som udgør en yderligere beskyttelsesventil
i forhold til den beskyttelse, der allerede er indarbejdet i markedsføringslovsudvalgets
forslag. Skulle markedsføringslovsudvalgets forslag - trods den bevidst stærkere
beskyttelse end i andre EU-lande - mod forventning vise sig ikke at yde tilstrækkelig
beskyttelse for modtagervirksomheder, er det fint, at en evaluering kan rette op herpå.
4