Det næste punkt på dagsordenen er:

14) 2. behandling af lovforslag nr. L 31:

Forslag til lov om tilskud til Færøernes hjemmestyre for 2016-2019.

Af finansministeren (Claus Hjort Frederiksen).

(Fremsættelse 06.10.2016. 1. behandling 13.10.2016. Betænkning 07.12.2016).

Der er ikke stillet ændringsforslag.

Er der nogen, der ønsker at udtale sig? Hr. Tórbjørn Jacobsen fra Tjóðveldi, Færøerne.

Finansministrene i Færøerne og Danmark har den 19. april 2016 underskrevet en aftale, der medfører, at den danske stat overfører et nominelt pengebeløb til Færøernes landsstyre på 641,8 mio. kr. hvert af årene 2017, 2018 og 2019. Der findes dog en ventil i aftalen, der giver mulighed for, at statens tilskud bliver reduceret, såfremt Lagtinget træffer en beslutning og meddeler den til den danske regering.

Der findes mange politiske varianter og historiefortællinger om tilskudsordningen, alt efter hvordan den politiske observans er skruet sammen her og i Færøerne. Samhørighedspartierne opfatter den som en materiel paternalistisk gave, et perpetuum mobile, der i al evighed vil sikre dansk politisk dominans over øerne, og en psykisk politisk tilstand, der til afveksling ligner Stockholmsyndromet. Patrioterne og løsrivelsesfolkene har den diametralt modsatte anskuelse vedrørende tilskudsordningen. Man ser allerede kimen i forberedelserne af hjemmestyreloven, hvor man fra dansk side efter alt at dømme erkender det politiske tab ved folkeafstemningen den 14. september 1946. Derfor sker der en kursændring, hvor man lægger an til en økonomisk kolonialisering i form af refusioner m.m. i stedet for.

Nu er vi inde i historien om snebolden. Jo længere den ruller, des større bliver den. Refusionerne får vokseværk, og i 1987 beslutter man sig til at konvertere en del af dem til overførsler i en tilskudsordning, i daglig tale kaldet det danske bloktilskud. I 1993 kobler man det samlede beløb i én blok. I 1980'erne og frem til 1992 svarede tilskudsordningen – gaven – til 20 pct. af BNP, og i samme periode lånte man derudover 10 pct. af BNP p.a. udefra. I perioden blev det til en samlet lånebyrde på 8-9 mia. kr. Med dette luksustog kørte man ud over skrænten i 1992, og Færøerne kom ud i en af verdens største økonomiske katastrofer, hvor 7.000 mennesker forlod landet – det ville svare til 800.000 indbyggere i Danmark – på grund af nød, armod og økonomisk undergang.

Dette er nu historie, men bloktilskuddet er stadig væk en realitet, som man skal forholde sig til, da myndighederne vedblivende holder fast i dette økonomiske instrument, der dog har en helt anden betydning i den færøske økonomi end tidligere. I forhold til situationen for godt 30 år siden og frem til den store krise, der startede i 1992, har man regnet sig frem til, at BNP i 2016 vil lande på 17,9 mia. kr. Det vil sige, at tilskuddet på 641,8 mio. kr. nu repræsenterer 3,58 pct. af BNP i forhold til de daværende 20 pct. I forhold til den færøske finanslov, der endnu ikke er endeligt vedtaget, men som ligger og svinger omkring de 6 mia. kr., repræsenterer bloktilskuddet cirka 10,7 pct. af budgettet for 2017.

Parametrene er nogle helt andre, end de var før hen. Hovedårsagen er den, at det landsstyre, der regerede fra 1998 og frem til 2004, og som engang havde en plan om at etablere den færøske stat, trods alt kunne komme overens om at reducere tilskudsordningen med 366 mio. kr. og låse den fast. I et hug blev støtten barberet ned fra næsten 1 mia. kr. om året til 615,5 mio. kr., og pristalsreguleringen blev suspenderet. Siden har man periodevis fiflet med reguleringen, men den økonomiske vækst har overhalet den mindre vækst i bloktilskuddet flere gange. Det medfører, at det, der i 1980'erne lignede en hollandsk sygelig opblomstring, aldeles ikke har de samme muligheder for at gøre sit indtog i økonomien i vore dage, men det skal dog for retfærdighedens skyld pointeres, at det også var en hel del højst mærkværdige politiske beslutninger, der medførte den store krise i 1992, for udefrakommende gaver som kunstig kapital, hvor der ikke ligger nogen egenproduktion bag, har det med at producere bobler. Der er ingen tvivl om, at en forloren økonomisk tilførsel udefra umiddelbart giver en højere absorption til glæde for alle, der får del heri, men den medfører også nogle fordrejninger i hele økonomien, der medfører nogle meget problematiske konsekvenser på længere sigt. Det var det, der skete i 1980'erne.

Derfor hviler ansvaret tungt på skuldrene af dem, der i dag varetager det politiske ansvar, for at dæmme op for, at et lignende økonomisk vulkanudbrud overhovedet har en mulighed for at gentage sig.

I overførslen af pengene fra statskassen til landskassen sker der en metamorfose. Pengene skifter væsen fra reel dansk kapital til en slags poetisk rigdom, som Karl Marx omtaler i sit tredje bind af Kapitalen, hvor han filosoferer om bobleøkonomien og er den første overhovedet til at pointere, at samfundsskaden sker, når der ikke ligger nogen værdifrembringelse bag ved profitten. Der cirkulerer blot værdiløse papirer rundt imellem folk. De er værdiløse i den forstand, at de ikke har basis i nogen frembringelse af værdier. I forhold til de fiktive værdier, der svømmede rundt i systemet i den globale krise for nogle år siden, har blokstøtten trods alt en værdi, men det giver den en farlig karakter. Er den rigelig stor i forhold til økonomien – eksemplet ligger lige om hjørnet – kan den sætte så meget tryk inde i systemet, at lønningerne er højere end produktiviteten, og man kan regne med, at de fleste private erhvervsspirer kvæles automatisk. Derved bliver staten den eneste i den økonomiske cyklus, der er i stand til at sætte gang i noget som helst med tilskuddet som finansiel base. Man får en statsliggjort økonomi, en særlig form for automatisk socialisme, der er en konsekvens af det økonomiske system og ikke et politisk system, som nogle har valgt til eller fra. Størrelsen af den grønlandske blokstøtte kan have bragt sådanne forstyrrelser med sig.

I de berygtede 10-12 år i 1980'erne og frem til krisen i 1992 havde bloktilskuddet i Færøerne samme virkning. 10 mia. kr. i tilskud fra den danske stat og en belåning med et beløb af samme størrelse i denne periode hentet hjem igen med dansk kreditværdighed gav så megen overvægt og overisning i systemet, at det kollapsede. Hjemmestyrepolitikerne var inde og detailstyrede hvert eneste skibsprojekt igennem diverse offentlige subsidiemekanismer, og i den kunstige pengeoverflod har rationaliseringen af den offentlige sektor ikke ligget lige til højrebenet.

Forslaget, der er til anden behandling i dag, er en aftale mellem to parter, Færøernes Landsstyre og den danske regering. De kommende 3 år modtager den færøske landskasse 641,8 mio. kr. om året i tilskud. Såfremt selvstyrekoalitionen fra 1998 til 2004 ikke havde interveneret i sagen, ville den danske blokstøtte til Færøerne i dag formentlig ligge omkring 1½ mia. kr. årligt. Spørgsmålet er så, hvad ville man da bruge den bortkomne årlige milliard kroner til? Givetvis til en større offentlig sektor, og den ville også på ny skabe store forstyrrelser i systemet, da ingen værdiskabelse ligger til grund for pengene i det færøske samfund. I går fremlagde et flertal i Lagtingets Finansudvalg en betænkning, der viser et budgetteret overskud i Lagtingets finanslovs lovforslag på 215 mio. kr. Derved begynder balancerne at finde deres plads, og udsigterne til større værdiskabelse i det færøske erhvervsliv ser rimelig fornuftige ud, især hvis vi får en bedre markedsadgang til f.eks. det europæiske marked.

Derfor er man kommet dertil i spørgsmålet vedrørende tilskudsordningen, at man burde overveje en lineær nedtrapning af de 641,8 mio. kr. over 5, 7 eller 10 år. Det har ikke så meget med politik at gøre, eller om man ønsker samhørighed eller løsrivelse. Det er mere et spørgsmål om at få en økonomisk cyklus, der lever sit eget liv med egen opdrift. Da estimaterne nu viser, at det færøske bruttonationalprodukt pr. capita er større end det danske bruttonationalprodukt pr. capita, begynder historien om tilskud at få en drejning, der lugter af amoral, så dem, der kører på luksusklasse, bliver subsidieret af dem, der kører på 2. klasse.

I Hvidbogen, som den islandske forfatter Einar Már Guðmundsson har skrevet om den islandske krise, skriver manden, der bl.a. har modtaget den nordiske litteraturpris:

Jeg befandt mig netop i et tog, ikke i Rusland, men Sverige, på vej fra Stockholm til en by, der hedder Eskilstuna. Der skulle jeg læse op af mine værker. Derfra skulle turen gå til et område, der hedder Sørmland. I toget læste jeg Sky i bukser af Vladimir Majakovskij. Bogen har stadig sit gamle navn, damen i toget var død for længst, også Majakovskij. Jeg var fordybet i læsningen, men da jeg kiggede op, sad der en sigøjnerkvinde over for mig. Hun havde kulsort hår, et sydlandsk udseende og masser af poser. Sammen med hende var en 10-årig dreng, også med kulsort hår og store brune øjne.

Jeg mærker ingen frygt hos kvinden og endnu mindre hos drengen. Vi nikker bare og smiler, parat til at snakke om dagen og vejen, men der kommer sprogvanskeligheder i vejen. Jeg kigger ud ad vinduet og betragter folk udenfor, da jeg hører, at drengen er begyndt at plage sin mor. Jeg ved ikke, hvad det er, han beder om, eller hvad moren svarer, bortset fra at drengens plageri tager til, og morens modstandskraft tager af. Da jeg ser op, siger hun sandsynligvis »Ja ja, ja ja da«, og drengens enstonige tryglen har sandsynligvis betydet »Gør det mor, jeg er så tørstig«. I hvert fald knapper kvinden skjorten op, fører hånden ind under den og stikker det ene bryst frem. Den 10-årige dreng er rask i vendingen og begynder at sutte på brystet. Han sutter med stor ihærdighed på det. Da han har fået tilstrækkeligt, skubber han det ind igen, læner sig tilbage i sædet og bøvser. Derefter haler han en cigaret frem, tænder den og ryger den i magelighed.

Dette er den mest nøgterne beskrivelse, man i en slags ordvisualisering kan give forslaget, der bliver behandlet i dag. Tak.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Rasmus Jarlov til hr. Tórbjørn Jacobsen, så han er nødt til at blive på talerstolen. Værsgo.

Hører den her debat ikke rettelig hjemme i Lagtinget i stedet for i Folketinget? Altså, fra dansk side er det jo ikke for at genere Færøerne, at vi sender et bloktilskud til Færøerne, og min personlige vurdering vil være, at hvis man på Færøerne blev enige om, at man ikke vil have de penge, ville det nok blive imødekommet af det danske Folketing.

Derfor synes jeg egentlig, det er lidt underligt sådan at forsøge at bebrejde Folketinget, at man sender penge, og føre debatten hernede. I virkeligheden er det jo ikke særlig loyalt over for Færøerne, hvis hr. Tórbjørn Jacobsen på den måde går imod det ønske, der er fra Lagtinget, om at modtage de her penge.

Så jeg undrer mig over, hvorfor debatten skal tages her i stedet for i Thorshavn.

Værsgo.

Der er konsensus i den politiske koalition, der i øjeblikket sidder i Landsstyret, om at gå sammen om den aftale, man har lavet med den danske regering. Og som jeg sagde i talen, støtter jeg det fuldt ud. Men jeg repræsenterer nu et andet parti, som hedder Tjóðveldi, som er en del af koalitionen, men som har en helt anden mening om de her forhold.

Vi mener faktisk, at man burde nedtrappe blokstøtten meget hurtigere, fordi situationen altså er den, at den færøske økonomi er på højde med den danske, og da giver det ligesom ingen mening, at man på luksusklasse bliver støttet af nogle, der ligger i samme klasse eller under det. I hvert fald viser tallene for bruttonationalproduktet i øjeblikket, at vi ligger højere end Danmark.

Værsgo til spørgeren.

Bare vi kan være enige om, at det er efter færøsk ønske, at der er det her bloktilskud, og det ikke skal lyde, som om man fra færøsk side ligefrem bebrejder Danmark og det danske Folketing, at der gives et bloktilskud. For det er lidt det indtryk, man sidder tilbage med efter at have hørt den her brandtale fra hr. Tórbjørn Jacobsen. Det synes jeg personligt ikke er helt rimeligt. Det er jo altså ikke for at genere Færøerne, at vi sender de penge derop.

Ordføreren.

Efter en forhandling mellem den færøske finansminister og den danske finansminister er man kommet frem til en aftale, som vi støtter. Men det kan ikke være årsagen til, at et parlamentsmedlem ikke skal have lov til at sige sin hjertens mening om ting som dette. Men jeg har pointeret, at jeg støtter aftalen.

Så er det hr. Thomas Danielsen. Værsgo.

Tak for det. Og tak for ordførerens tale. Jeg har bare et afklarende spørgsmål. Mener ordføreren, at lovforslaget skal tilbage i udvalget mellem anden og tredje behandling, eller ville ordføreren egentlig bare sige, at han indstiller, at lovforslaget sendes direkte til tredje behandling?

Ordføreren.

Jeg var ikke til stede, da det blev behandlet tidligere, og derfor tog jeg ordet i dag og tilkendegav min mening om de her forhold. Men jeg mener, vi skal følge den forretningsgang, som der er lagt op til. Så jeg kan ikke se, at vi skal gøre noget andet end det, der ligger i kortene.

Så er det hr. Christian Juhl.

Tak. Jeg vil modsat Konservative sige tak for redegørelsen. Jeg synes, at det altid er godt at kunne stemme på et afklaret grundlag, og især at vide, at der er folk, der ligesom siger: Okay, det er egentlig ikke nødvendigt med de her penge, men vi siger pænt tak. Det er, ligesom det er, når regeringen vil give skattelettelser til de rigeste i landet og der er ærlige mennesker, der står frem og siger: Nej tak, det synes vi er for meget, vi vil meget, meget hellere se, at I sørger for dem, der har sværest i landet, for vi klarer os fint. Og det kan jeg kun sætte pris på, for det er med til at give en meget mere nuanceret debat end den, der næsten tager udgangspunkt i, at alle mennesker er grådige, og at alle mennesker bare vil rage til sig. Så tusind tak for ordførertalen.

Ordføreren.

Det her med tilskudsordningen har ikke så meget med samhørighed eller løsrivelse at gøre. Jeg mener, at det har mere at gøre med det, at enhver økonomisk cyklus på en eller anden måde må klare sig selv. Altså, ethvert individ, som er nogenlunde normalt, har pligt til klare sig selv og ikke leve af andres nåde. Vi er altså i den situation på Færøerne i dag, at vi ikke burde leve af andres nåde.

Så er det hr. Jakob Engel-Schmidt.

Jeg tror, de fleste danskere vil være en kende bekymrede ved at modtage politisk ros fra hr. Christian Juhl. Jeg ved ikke, om ordføreren deler den bekymring. Til gengæld har jeg stor respekt for, at ordføreren mener, at bloktilskuddet er overflødigt. Og derfor vil jeg spørge ordføreren, om han agter at stille et ændringsforslag om at reducere tilskuddet til 0 kr. Hvis man følger med her i Folketingssalen i dag, vil man hurtigt kunne forstå, at vi nemt kan finde andre måder at bruge de betragtelige summer på. Så er det bare en holdningstilkendegivelse, eller vil der også komme et politisk forslag ud af det, man har sagt fra talerstolen?

Ordføreren.

Ja, hvis jeg var færøsk finansminister, ville jeg i hvert fald gøre alt for at reducere det her bloktilskud, så det kom så langt ned som overhovedet muligt. Men det, der er til behandling i dag, er jo en aftale, som er indgået mellem to parter, altså imellem to regeringer, hvis man kan sige det på den måde, og det er det, vi skal tage stilling til. Og som jeg sagde før i talen, støtter jeg aftalen, men jeg er bare ikke enig i, at man ikke kan komme hurtigere ud af den her subsidiering, som i hvert fald har vist sig at være eller kunne være en ganske farlig økonomisk manøvre.

Der er ikke flere, der ønsker at udtale sig, og da det ikke er tilfældet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget går direkte til tredje behandling uden fornyet udvalgsbehandling. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.