Tak for det, hr.
formand.
Jeg havde skrevet sådan en fin tale med masser af tal og procenter osv., og da jeg skulle skrive ud, fungerede printeren ikke.
Så den ligger et eller andet sted i cyberspace.
Det er lige meget.
Så må jeg improvisere.
Jeg tænker på, at da jeg tog af sted i morges mod Danmark, tog bussen til lufthavnen i Tórshavn kl.
6.50, stod der nogle skolebørn over for mig og tog skolebussen.
Da jeg var dreng, var der ikke nogen gratis busforbindelse i Tórshavn, som der er i dag.
Da gik vi i skole.
Det tog 15-20 minutter.
Man gik i skole, når man gik i skole.
Så gik man.
Nu venter de på bussen.
Bussen er gratis eller skattefinansieret.
Og så står de og venter på bussen, og nogle gange står de og venter 20 minutter på bussen, der fører dem ad en strækning, som det tager 20 minutter at gå.
Når man får noget gratis, holder man op med at gøre det selv.
Så kom jeg til Københavns Lufthavn i Kastrup.
Jeg gik ad de lange gange, og der er sådan nogle rullebånd på gangene.
Det kender I godt?
Jeg gik hen mod rullebåndet og tænkte, at det siger meget om det forslag, der er på dagsordenen i dag:
Alle bruger rullebåndet, de går hen til rullebåndet, træder op på det og standser.
Når man bliver ført gratis frem, bruger man ikke sine ben længere.
Så standser man.
Det siger også meget om det forslag, vi har i dag, for når man får ydelser kvit og frit uden indsats, så holder man op med at gøre tingene selv.
Det er tanken bag den fastfrysning, som er på dagsordenen:
Man kommer ud af det, når man forkorter rullebåndet lidt.
Rullebåndet blev forkortet med en tredjedel i 2002, og det bliver forkortet, for hver dag der går, så længe fastfrysningen er på plads.
Hjemme hos mig selv i Tórshavn er der to strandskader, som kommer hvert år.
Om vinteren er de i Afrika, og så kommer de hjem igen til Færøerne om sommeren.
De kommer direkte på vores altan, og de sidder på vores altan hver eneste dag hver eneste sommer.
Det har de gjort de sidste 10 år.
Det er faktisk anden generation, som er der nu.
Vi giver dem ost, så derfor er de der.
De er meget velkomne.
Det er som en slags husdyr.
Men nogle gange tænker jeg på, om de overhovedet er i stand til selv at finde regnorme efterhånden, for vi giver dem alting.
De står bare og venter.
Når vi er bortrejst om sommeren, står de stadig væk på vores altan og venter på, at der er nogle, der skal give dem ost.
De får ikke noget ost.
Det er også det, der sker, når man får tingene uden indsats.
Så venter man bare på, at der kommer noget, og hvis der ikke kommer noget, så får man ikke noget at spise.
Det er tanken bag den her fastfrysning.
Vi skal komme ud af den situation, hvor vi får tingene uden indsats.
Siden blokstøtten blev beskåret med en tredjedel til 620 mio.
kr.
i 2002, har vi haft en eksplosiv vækst i økonomien på Færøerne.
Den har aldrig været større.
BNP er nu på 18 mia.
kr., og de 640 mio.
kr.
i bloktilskud gør selvfølgelig en forskel på finanslovens indtægtsside, men det er kun knap 4 pct.
af BNP på Færøerne.
BNP er faktisk, som hr.
Magni Arge var inde på, lige så stort som det danske pr.
indbygger for første gang nogen sinde.
Det er selvfølgelig med bloktilskuddet.
Det betyder ikke, at alt er godt i den færøske økonomi.
Der er pres på huspriserne, fordi der er tilflytning.
Der er pres på lønningerne, og selv om alle konjunkturerne går med i øjeblikket – oliepriser, renter, fiskeri og fiskepriser – har vi lige akkurat balance i budgettet, som langtfra er godt nok.
Men alle disse udfordringer løses ikke med flere tilskud.
De løses, ved at man renoncerer og gør noget hjemme hos sig selv.
Så har jeg været lidt inde på, hvor meget 640 mio.
kr.
er.
Det er meget lidt.
Men problemet er, at det fylder meget politisk på Færøerne.
Der er jo folk, der går til valg på:
Stem på os, så skal vi sikre, at vi får pengene fra Danmark – stem på de andre, så mister vi pengene fra Danmark.
Det vil sige, at det politiske fokus flytter til spørgsmålet om, hvad vi kan få ud af danskerne, i stedet for hvad vi selv kan gøre.
Jeg synes, det er langt sundere for rigsfællesskabet, hvis vi i stedet for tilskud har fælles projekter.
Som jeg også har talt med finansministeren om før:
Hvis Danmark og Færøerne sammen finansierer fælles projekter, giver det et sundt fællesskab, et bedre fællesskab, end hvis den ene part modtager penge, mens den anden part yder.
Det fylder meget politisk i begge ender.
Så med disse få, improviserede ord vil jeg sige, at jeg støtter forslaget.