Tak.
Det er jo tit, at vi ikke tager ordet til den her type førstebehandlinger, men det vil jeg nu alligevel kort gøre her.
Jeg synes, det er meget fint lige at nævne, hvad mit parti, SF, synes om forslagene, som de foreligger.
De kan jo nå at ændre sig en del.
Vi er imod L 2, og dermed også L 3, i den nuværende form.
Så kommer der forhandlinger.
Vi er i SF for en form for udgiftslofter for bl.a.
at undgå de budgetskred, som vi så under den borgerlige regering i 00'erne.
Men vi er imod en vækst i det offentlige forbrug, som er så lav som i det foreliggende forslag.
En så lav vækst betyder også, at forslaget i vores øjne er uansvarligt.
Adskillige økonomer og senest vismændene har advaret mod det og sagt, at hvis man forudsætter en lav vækst i det offentlige forbrug, er der en stor risiko for – eller måske en chance for – at det ikke holder i praksis.
Her lægger man op til en vækst, der er lavere end det, som demografien med f.eks.
21.000 flere ældre alene fra 2019 til 2020 kræver, og det mener vi er uansvarligt lavt.
Vi har fra SF's side fremlagt en 2025-plan, der giver mulighed for en højere vækst i det offentlige forbrug med forebyggelse og investering i en god start i livet for alle børn.
Når væksten er så lav, hænger det jo også sammen med, at regeringen allerede har givet 4 mia.
kr.
i helt unødvendige skattelettelser til de bedst stillede.
Og vi foretrækker at prioritere ældreomsorg, børn og anden velfærd, og det er jo udtryk for en helt legitim politisk uenighed.
Men jeg synes også, det er fint nok at tage den diskussion, selv om det er noget, som for mange måske lyder meget teknisk, nemlig om udgiftslofter, for det er jo netop udtryk for en prioritering.
Det er ikke et udtryk for, at vi som sådan er imod udgiftslofter – der skal jo bare være budgetbalance – men det kan jo handle om, hvor mange indtægter og dermed også udgifter, der er plads til.