Skatteudvalget 2016-17
L 28 Bilag 7
Offentligt
1688559_0001.png
Folketingets Skatteudvalg
Christiansborg
1240 København K
Hellerup, d. 16. november 2016
Vedrørende tvangsflytning af FFF-sager fra Landsskatteretten til
Vurderingsankenævnene – L28 - § 3, stk. 10-13
Skatteministeren har i § 3, stk. 10-13 foreslået at tvangsflytte cirka 10.000 sager fra Landsskatteretten til
Vurderingsankenævnene.
I bemærkningerne til lovforslaget har Skatteministeren begrundet ændringen med tre faktiske række
forhold.
Skatteministeren har anført 1) at stort set alle klager i FFF-sager sendes til Landsskatteretten, 2) at der er
ledig kapacitet ved Vurderingsankenævnene og 3) at sagsophobningen vil føre til kø i Landsskatteretten og
dermed længere sagsbehandlingstid.
Der er imidlertid ingen af de tre forhold, der har nogen form for sandhed på sig og dermed falder hele det
angivne grundlag for at lave ændringen.
Ad. ”Stort set alle klager sendes til Landsskatteretten”
Rafn & Søn har i indeværende år klaget mere end 500 sager vedrørende fradrag for forbedringer direkte til
Vurderingsankenævnene – og ikke til Landsskatteretten. Når over 500 sager er klaget til
Vurderingsankenævnene alene i indeværende år, kan der allerede af den grund ikke være tale om, at ”stort
set alle FFF-sager klages til Landsskatteretten”.
Ifølge de oplysninger vi er i besiddelse af, så svarer den mængde klager vi har sendt til cirka 50 % af alle
sager om fradrag for forbedringer, der er klaget til enten vurderingsankenævn eller Landsskatteretten i
2016. Der er meget langt fra halvdelen af sagerne, til ”stort set alle sager”.
I mange af de sager vi har klaget til Vurderingsankenævnene, kunne der i stedet været klaget til
Landsskatteretten og dermed kunne der være udbetalt omkostningsgodtgørelse. Til trods herfor, har vi
klaget mange sager til Vurderingsankenævnene, hvor der ikke ydes omkostningsgodtgørelse.
Jeg opfordrer Skatteudvalget til at udbede sig de præcise tal fra Skatteministeren om, hvor mange klager
der er afsendt i 2016 til henholdsvis Landsskatteretten og Vurderingsankenævnene indeholdende fradrag
for forbedringer. Ministerens svar vil afsløre, at bemærkningerne i lovforslaget er usande.
Ad. ”Der er ledig kapacitet ved Vurderingsankenævnene”
I Vurderingsankenævnene er der 20,4 måneders gennemsnitlig sagsbehandlingstid. Det vil sige nogenlunde
den samme sagsbehandlingstid som i Landsskatteretten, som udgjorde 22,7 måneders gennemsnitlig
sagsbehandlingstid.
L 28 - 2016-17 - Bilag 7: Henvendelse af 16/11-16 fra RAFN & Søn
1688559_0002.png
Når Skatteministeren hævder, at der skulle være ”ledig kapacitet” ved Vurderingsankenævnene, som i
forvejen har en helt uhørt sagsbehandlingstid på 20,4 måneder, er det således en sandhed med
modifikationer. Kapaciteten er stort set den samme som ved Landsskatteretten.
Jeg opfordrer skatteudvalget til at spørge Skatteministeren om, hvordan en gennemsnitlig
sagsbehandlingstid på 20,4 måneder er foreneligt med en konklusion om, at der skulle være ”ledig
kapacitet”.
Ad. ”Kortere sagsbehandlingstid i Landsskatteretten”
Såvel Landsskatteretten som Vurderingsankenævnene sekretariatbetjenes af Skatteankestyrelsen. Det
betyder, at det er eksakt de samme mennesker der før og efter en eventuel lovændring skal sagsbehandle
de pågældende 10.000 sager, der foreslås tvangsflyttet.
Det betyder, at der ikke bliver flere hænder ved Skatteankestyrelsen til at forberede sager for
Landsskatteretten i andre typer sager, og klagere i disse sager vil derfor få behandlet deres sag på eksakt
samme tidspunkt uanset om lovforslaget vedtages eller ej.
Man kan naturligvis spekulere i, om sagsbehandlingen i Skatteankestyrelsen skulle kunne nå så vanvittigt et
tempo, at Landsskatteretten ikke skulle kunne nå at votere i de sager, der er forberedt af
Skatteankestyrelsen. Dette forekommer dog højst usandsynligt, idet det tager en sagsbehandler ved
Skatteankestyrelsen en uge i gennemsnit at forberede en sag, mens Landsskatteretten bruger cirka en time
på at votere i den. Så medmindre der tilføres titusindvis af nye årsværk til Skatteankestyrelsen, vil
Landsskatteretten aldrig kunne blive ”flaskehals” i forhold til det antal klager, der forberedes af
Skatteankestyrelsen.
Den eneste forandring lovforslaget vil medføre er en ændring i statistikkerne over sagsbehandlingstiden. De
pågældende FFF-sager der tvangsflyttes er behæftet med en lang sagsbehandlingstid, fordi de allerede for
nuværende har ligget i op til 2-3 år. Og når en af disse sager afsluttes vil den herefter tælle med i den
pågældende myndigheds statistik. Så når sådan en sag færdigbehandles i Landsskatteretten, vil sådan en
sag naturligvis trække op i den gennemsnitlige sagsbehandlingstid der har været i afgjorte sager ved
Landsskatteretten. Ved at fjerne dem fra Landsskatteretten, vil den til sagerne behæftede
sagsbehandlingstid forsvinde, hvilket vil føre til et fald i Landsskatterettens gennemsnitlige
sagsbehandlingstider samlet set. Men det er alene statistikken der pyntes på. Ikke den reelle
sagsbehandlingstid for andre typer klager. Den vil være den samme, da det er eksakt de samme hænder der
er til at forberede dem efter lovændringen, da Skatteankestyrelsens FFF-sagsbehandlere jo ”følger med”
over i ankenævnsregi.
Omvendt vil den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i Vurderingsankenævnene på papiret stige voldsomt,
da man modtager en masse sager der har en lang sagsbehandlingstid behæftet. Men heller ikke for de
L 28 - 2016-17 - Bilag 7: Henvendelse af 16/11-16 fra RAFN & Søn
tvangsflyttede sager vil det have nogen reel indflydelse på hvornår de bliver afgjort, da det er de samme
sagsbehandlere der skal behandle sagerne, blot med et andet logo på brevpapiret.
Det eneste lovforslaget derved reelt medfører i forhold til sagsbehandlingstid er rent papir-talskubberi,
hvor Landsskatterettens statistik vil se pænere ud og vurderingsankenævnenes se værre ud.
Da der derved slet ikke er tale om en forbedring eller gevinst – medmindre man synes det er vigtigt at
Landsskatterettens sagsbehandlingsstatistik ser pænere ud end Vurderingsankenævenes - synes forslaget
helt ude af proportioner i forhold til de retssikkerhedsmæssige konsekvenser det har for de berørte
borgere, som omtalt i høringssvarene fra Advokatrådet, Danske Revisorer samt Advokatanpartsselskabet
Adduco, der repræsenterer størstedelen af de berørte grundejere.
Jeg henviser i den forbindelse til, at Skatteministeriets eneste argument for at opretholde lovforslaget i
ministeriets bemærkninger til høringssvarene er, at det er vigtigt at sagsbehandlingstiden ikke stiger i
Landsskatteretten. Det er det eneste argument, Skatteministeriet gengiver. Og som det fremgår af
ovenstående altså et helt tomt og irrelevant argument.
Der er herefter på ingen måde grundlag for at stemme for forslagets § 3, stk. 10-13, således som det er
præsenteret af Skatteministeriet.
Med venlig hilsen
Christian Gommesen
Chefjurist