Det her lovforslag handler primært om lovgivning som følge af de forhandlinger, som alle partier deltog i, om det, som regeringen kalder retssikkerhedspakke II.
Det var nogle forhandlinger, som vi alle sammen var med i fra start til slut.
Hvis skatteministeren ikke føler sig for ilde til mode, ved at jeg her fra Enhedslistens side står på Folketingets talerstol og roser skatteministeren for processen, vil jeg sige, at jeg synes, vi havde en god proces, som gjorde, at vi kom rundt i alle emnerne i retssikkerhedspakke II og til sidst sad om bordet, hvor man måtte sige til, om man kunne godkende det samlede resultat.
Det synes jeg var en rigtig god måde at føre forhandlingerne på.
Enhedslisten endte med ikke at støtte den samlede retssikkerhedspakke II, primært fordi der var én ting, vi havde vældig store problemer med.
Det skyldes, at pakken indeholder genindførelsen af omkostningsgodtgørelsen for selskaber og fonde i forbindelse med klagesager og domstolsbehandling.
Den her omkostningsgodtgørelse blev ellers afskaffet af den daværende VK-regering.
Samtidig blev det indført, at selskaber og fonde kunne få fradrag for udgifter til sagkyndig advokatbistand.
Genindførelsen af omkostningsgodtgørelsen vil så koste 60 mio.
kr.
om året, og fra Enhedslistens side mener vi, at det er helt urimeligt, at store virksomheder, som tester grænserne for skattelovgivningen, skal have lige så stor godtgørelse som en almindelig lønmodtager, som fører en sag mod SKAT.
De 60 mio.
kr.
er således endnu en gave til erhvervslivet, som i stedet kunne være brugt på velfærd.
Jeg konstaterer også, at Venstre og Liberal Alliance og Konservative, da de tre partier sad i opposition i 2014, fremsatte et beslutningsforslag om netop at genindføre den her omkostningsgodtgørelse for selskaber og fonde.
Dengang var det sådan, at Socialdemokraterne, SF, Radikale, Enhedslisten og Uffe Elbæk, der dengang var løsgænger, fordi Alternativet endnu ikke var blevet dannet, stemte imod, fordi vi dengang var enige om, at de millioner, som det ville koste, ville være brugt andre steder.
Dengang stemte DF hverken for eller imod.
Enhedslisten er helt overordnet mod den genindførelse af omkostningsgodtgørelsen til selskaber og fonde for udgifter til sagkyndig bistand i klagesager mod SKAT.
Det kan ikke være rimeligt, at store virksomheder med masser af ressourcer skal have omkostningsgodtgørelse netop på samme niveau som en almindelig borger, der klager til SKAT.
Vi frygter, at virksomhederne vil misbruge omkostningsgodtgørelsen til at føre sager mod SKAT for at teste skattelovgivningen, så de kan foretage en så aggressiv skatteplanlægning som muligt.
Hvis virksomhederne vil teste skattelovgivningen, må de i det mindste selv betale for det.
Vi synes ikke, man skal bruge 60 mio.
kr.
om året på det, som er den udgift, der vurderes i lovforslaget.
Man vil så i virkeligheden heller ikke alene genindføre omkostningsgodtgørelsen, men ydermere også fastholde den fradragsmulighed, man indførte i 2009 i stedet for godtgørelsen, dog sådan at samme udgift ikke både kan give godtgørelse og bruges som fradrag.
Det var jo en Venstreledet regering, der i 2009 fjernede omkostningsgodtgørelsen.
Dengang udtalte den daværende skatteminister, hr.
Kristian Jensen, at nogle virksomheder flyttede udgifterne til sagkyndig hjælp frem til den instans, hvor man kunne få godtgørelse, frem for at anvende den instans, hvor man kun var berettiget til fradrag for udgifterne til at føre sagen.
Vi konstaterer bare, at regeringen og en lang række partier har ændret syn på den her omkostningsgodtgørelse, men som det fremgår af ordførertalen heroppefra, har Enhedslisten ikke ændret sin holdning i den her sag.
Så er der en ting i lovforslaget, som vi er positivt indstillet over for.
Enhedslisten er helt enig med regeringen i, at vi skal stoppe den rovdrift, der har været, på Landsskatteretten i forbindelse med FFF-sagerne.
Advokater har således fundet ud af, at man ved at flytte sagerne fra Landsskatteretten kan få godtgørelse, som man ikke kan få, hvis sagerne behandles i vurderingsankenævnene.
Det er godt, at dette hul nu bliver lukket.
Vi er ligeledes enige med regeringen i, at det er godt at få sat en stopper for advokaternes ublu honorarer.
Der skal ikke være tale om et tag selv-bord, og det er godt, der bliver kigget på de her urimeligheder.
Forslaget om at flytte FFF-sagerne estimerer man kan give en samlet besparelse på 90-110 mio.
kr.
over en periode.
Vi mener sådan set, at man bør kigge på, om nogle af de her penge ikke skal tilføres SKAT.
Her er der god brug for pengene, og det her lovforslag påfører i øvrigt SKAT yderligere omkostninger på 4,2 mio.
kr.
Det er ting, vi ser i andre sammenhænge, når der er lovforslag om SKAT, hvor SKAT bliver pålagt yderligere opgaver.
Så følger der ikke altid penge med.
Det er faktisk langtfra tilfældet, og det mener vi sådan set er en uskik, specielt i en situation, hvor man er i gang med en genopretning af SKAT.
Det kan ikke være rigtigt, at vi pålægger SKAT arbejdsopgaver, uden at der samtidig følger penge med.
Det er en generel problematik, som ikke kun har med det her lovforslag at gøre.
Men samlet set er der flere gode tiltag i retssikkerhedspakke II og også i lovforslaget, men fordi lovforslaget også indeholder omkostningsgodtgørelse, kan Enhedslisten ikke støtte lovforslaget.