Tak for det.
Jeg vil også gerne her benytte lejligheden til at takke for en bred opbakning til det lovforslag, som vi behandler nu.
Det er jo sådan, som det også blev sagt tidligere, at Folketinget i 2015 behandlede det lovforslag, som ligger til grund for det aktuelle lovforslag.
Lovforslaget har til formål at justere bestemmelserne i loven for 2015 om etablering af en særlig håndhævelsesenhed i Patent- og Varemærkestyrelsen af hensyn til EU's statsstøtteregler.
Håndhævelsesenheden får beføjelse til at vejlede i konkrete sager om piratkopiering.
Denne ordning er blevet anmeldt til Europa-Kommissionen, der har vurderet, at ordningen alene vil harmonere med statsstøttereglerne, hvis vejledningen til virksomhederne i konkrete sager om piratkopiering blev forbeholdt små og mellemstore virksomheder.
Denne begrænsning skal derfor også fremgå af loven.
Lovforslaget blev vedtaget med et bredt flertal tilbage i 2015.
Som flere ordførere har været inde på, er piratkopiering et stigende problem til skade for både forbrugere, virksomheder og samfundsøkonomien.
Hertil kommer, at piratkopiering ofte er forankret i både grov og også organiseret kriminalitet.
Alt sammen noget, som jeg håber et bredt flertal i Folketinget finder forkasteligt.
Piratkopiering kan jo også påvirke danske virksomheders incitament til innovation og dermed også være med til at give en negativ udvikling.
Det skyldes, at vi i Danmark ikke mindst er meget konkurrencedygtige, når man ser på at skabe og udvikle viden, og der er jo også mange danske virksomheder, der lever af at udvikle produkter baseret på den nyeste teknologi og design.
Det er alt sammen noget, som er godt, ved at man kan leve af viden og ikke mindst omsætte viden til vækst.
Den særlige enhed i Patent- og Varemærkestyrelsen skal fungere som en indgang for både forbrugere, virksomheder og myndigheder i spørgsmålet om piratkopiering og håndhævelse af bl.a.
varemærkerettigheder og designrettigheder.
Enheden skal ligeledes bistå Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, Søik, og andre myndigheder i indsatsen mod piratkopiering.
Jeg synes også, det er vigtigt, at vi hjælper de små og mellemstore virksomheder, når de udsættes for piratkopiering.
Det skal den nye enhed sikre.
Her kan forbrugere og små og mellemstore virksomheder henvende sig og få indledende og foreløbig vejledning, når de oplever piratkopiering.
På den måde får de derved et bedre grundlag for at beslutte, om de vil gå videre med en sag til f.eks.
en advokat eller politiet.
Målet er altså, at den hjælp, man kan få ved at henvende sig til den nye enhed, vil føre til, at flere vælger aktivt at håndhæve deres rettigheder, og på den måde forventes enheden også at føre til, at flere sager rejses hos rådgiverbranchen og politiet.
Men jeg noterer mig selvfølgelig også, at der har været nogle spørgsmål under behandlingen her i Folketingssalen, som vi kan tage op i udvalget.
Og det er helt fint.
Jeg kan så sige i forhold til Enhedslistens kommentarer om de digitale spørgsmål, at det er noget, der ligger hos kulturministeren.