Vi havde andenbehandlingen i går, og svarene på de sidste spørgsmål kom så dagen før.
Jeg stillede ministeren et spørgsmål i går om, hvorvidt ministeren på det tidspunkt, hvor vi havde førstebehandlingen, vidste, at der var ændringer på vej for de 82.000 solcelleanlæg, som ikke var omfattet af loven.
Jeg synes egentlig, at det havde været mest fair, at vi, da vi førstebehandlede lovforslaget, havde et klart billede af, hvad loven sådan set omfattede, og hvad der var af andre planer.
Og jeg vil stadig væk gerne have at vide af ministeren, om ministeren ved førstebehandlingen vidste, at Energinet.dk havde en proces i gang for at ændre på vilkårene for de 82.000 solcelleanlæg, som ikke var omfattet af loven.
Det kan meget vel tænkes, at ministeren har været involveret i en bestilling af, at det skulle ske, og man kan godt spørge, hvorfor ministeren skal blande sig i det – det er en statslig institution.
Man må bare konstatere i forhold til det forslag, som Energinet.dk er kommet med, at der har ministeren jo undsagt det og sagt, at Energinet.dk bør komme med en anden løsning for de solcelleanlæg, som ikke er omfattet af den her lov.
Så jeg vil stadig væk gerne have at vide fra ministerens mund, om det er sådan, at ministeren vidste, at det indgreb, som er blevet lanceret, var i proces, var planlagt allerede ved førstebehandlingen af lovforslaget her.
Og hvis ministeren heller ikke i dag vil svare, har vi jo så mulighed for at indkalde til samråd og stille skriftlige spørgsmål osv., men jeg synes egentlig, det er mest fair, at man får tingene at vide, når man har anden og tredje behandling i Folketinget.