Det næste punkt på dagsordenen er:

6) 1. behandling af lovforslag nr. L 207:

Forslag til lov om ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien. (Oprettelse af særlige pladser på psykiatrisk afdeling).

Af sundhedsministeren (Karen Ellemann, fg.).

(Fremsættelse 03.05.2017).

Forhandlingen er åbnet, og vi starter med fru Pernille Rosenkrantz-Theil, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Det her er jo i virkeligheden i forlængelse af det sidste lovforslag, og derfor vil jeg undlade hele samme indledning som sidst og bare konstatere, at når vi laver det her, er det på grund af et kæmpemæssigt efterslæb i psykiatrien generelt, som afspejler sig i, at vi har rigtig mange psykisk sårbare og psykisk syge borgere i Danmark, som i dag slet ikke får den hjælp, de har fortjent. De her lovforslag er for så vidt et forsøg på at gå lidt mere i retning af, at vi har et mere fintmasket velfærdsnet under den her gruppe borgere.

Det, der så afstedkom, at vi overhovedet har haft forhandlingerne, er, at der har været en stribe drab og også rigtig meget vold på landets bosteder, og det er selvfølgelig en situation, som vi fra Christiansborgs side ser på med ganske stor alvor, men det er også en situation, hvor man bare bliver nødt til at sige, at der simpelt hen ikke findes nogen lette løsninger. Der findes ikke nogen løsninger, hvor man bare kan sige, at i morgen kan vi garantere, at med de her ting, vi vedtager, kommer der ikke til at være vold længere, og der kommer ikke til at være personale, der bliver dræbt. Jeg tror, at alle, der har været med om forhandlingsbordet, ville ønske, at den slags løsninger fandtes, for så ville det selvfølgelig være den type løsning, vi alle sammen pegede på.

Så når man går til det her, er der samtidig også nogle dilemmaer, og der vil jeg egentlig bare ridse et af dem op. For på den ene side har vi en medarbejdergruppe, hvor alle – jeg har ikke hørt nogen sige noget andet – er enige om, at det er fuldstændig uacceptabelt at gå på arbejde med risiko for liv og lemmer. Det mener alle selvfølgelig. På den anden side har vi at gøre med, at de beboere, der bor på landets bosteder, måske udgør den mest sårbare gruppe. Jeg tror kun, jeg kan komme i tanker om psykisk sårbare børn, der er mere sårbare, fordi de er børn – ellers taler vi om, at det er den mest sårbare gruppe, vi overhovedet har i vores samfund, som vi har boende på vores bosteder.

Hver gang vi gør noget, hvor vi beskytter medarbejderne, så tager vi frihedsrettigheder fra de borgere, som vi forsøger at beskytte. Og hver gang vi forsøger at give flere frihedsrettigheder til de borgere, vi forsøger at beskytte, er det med risiko for liv og lemmer for de medarbejdere, der er til stede på bostederne. Og det er simpelt hen dilemmaets karakter. Det vil sige, at hver gang vi flytter os lidt til den ene side, gør det ondt på medarbejderne, og hver gang vi flytter os lidt til den anden side, gør det ondt på de beboere, der er. Det tror jeg sådan set i virkeligheden afspejler meget godt, hvorfor det har taget næsten et år at lande en aftale om det her, og også, hvorfor vi er endt med at komme ud i en anden høringsrunde og i tredje ombæring havde alle organisationer om bord. Det er så svært at lande noget, hvor man forsøger at bevæge sig i den rigtige retning i den der helt fine balanceakt mellem de to grupper.

Jeg vil i den anledning gerne sige, at jeg synes, at organisationerne har været besværlige. Man når virkelig at trække vejret dybt. Jeg har været ved at eksplodere ad flere omgange i løbet af de her forhandlinger. Så har det været den ene organisation, så har det været den anden organisation, og når man er det, så afspejler det rigtig ofte, at det, de kommer med, fandeme er kvalificeret – undskyld, jeg må ikke bande fra Folketingets talerstol. ( Fjerde næstformand (Leif Mikkelsen): Det er rigtigt). Det er simpelt hen noget af det mest kvalificerede arbejde, jeg har set organisationer levere i forbindelse med mit efterhånden 15 år lange folketingsliv. De har bidraget så positivt, så konstruktivt, så fagligt, sagligt og dygtigt, at jeg sjældent har set noget lignende. Og det gælder hele vejen rundt, uanset om det har været organisationer, der repræsenterede medarbejderne, eller det har været organisationer, der har repræsenteret beboerne på bostederne.

Det har været et fuldstændig afgørende indspark i den måde, vi har kunnet arbejde på. Så er det frustrerende som politiker, fordi man så skal forsøge at binde de ender sammen, og det er ikke så nemt, når dilemmaerne er sådan der, så det har man kunnet blive lidt frustreret over. Men det, at vi har fået de indspark, mener jeg simpelt hen har gjort, at vi har startet et sted, lavet en politisk aftale, har haft det ude i en høringsrunde og er blevet opmærksomme på, at vi overhovedet ikke var i mål endnu; at vi slet ikke var i mål endnu; at der var nogle ting, vi slet ikke havde taget højde for; at der var nogle fundamentale principper, der blev trådt under fode; og at vi simpelt hen blev nødt til at tænke os om en gang mere. Det har vi så gjort. Vi har sloges med hinanden, også internt partierne imellem, under de forhandlinger – jeg tror ovenikøbet, de fleste af os også har skændtes med hinanden internt i partierne for at finde ud af, hvordan man løste de her rigtig svære dilemmaer.

Så det, vi er kommet frem til her, er jo i virkeligheden et udtryk for noget af smukkeste demokratiske arbejde, jeg har set i min tid herinde, nemlig at man har lyttet til alle dem, der har haft noget med området at gøre, at vi har lyttet til hinanden, og at vi er blevet klogere, og at vi har landet noget et sted nu, hvor jeg mener vi kan være det bekendt. Kommer det så til at virke ude i virkeligheden? Det ved jeg ikke. Det tror jeg bliver lidt på samme måde som med metroen. Kan I huske, hvor mange problemer der var med den i starten? Så kørte den ikke til tiden, så lukkede linjerne ned, og der var meget i vejen, og der var det ene tv-indslag efter det andet om, hvor stor en katastrofe det var, man havde lavet metroen. Jeg tror, at det for de fleste mennesker, der bor i København, er sådan en lille smule svært at undvære den nu, og sådan tror jeg også det kommer til at være med den lovgivning, vi laver her.

Vi følger det selvfølgelig rigtig tæt og er indstillet på, at vi undervejs kommer til at justere, men jeg er overbevist om, at vi er kommet et godt skridt videre i forhold til at beskytte på den ene side personalet og på den anden side de beboere, vi taler om.

Tak. Der er en kort bemærkning.

Det hjælper godt på tilgivelsen, når man retter sig selv, vil jeg bare sige.

Så er det fru Stine Brix. Værsgo.

Det kan godt undre mig lidt, når jeg hører Socialdemokratiets ordfører, at det sådan tilsyneladende var en overraskelse, at det første lovforslag var så fundamentalt et brud med alt, hvad vi hidtil har haft regler for, hvornår man må tvinge folk i psykiatrisk behandling. Men lad nu det ligge. Det er godt, vi er kommet hertil.

Mit spørgsmål drejer sig om den fælles pressemeddelelse, som vi fik fra ni organisationer for et par dage siden, om det lovforslag, der så foreligger nu. Deri skriver de ni organisationer, at de penge, der er sat af, ikke er tilstrækkeligt til, at der rent faktisk kan være 150 nye sengepladser, hvis man sammenligner med pladsprisen på afdeling M på Sct. Hans. Så jeg kunne godt tænke mig at høre, om Socialdemokratiets ordfører føler sig sådan forsikret om, at vi får 150 nye sengepladser, og om der er tilstrækkelig økonomi til, at kvaliteten bliver, som man har ønsket, i den aftale, man har lavet.

Ordføreren.

Det synes jeg er utrolig svært at sige nu. Vi er villige til at skrue det ned til 120, hvis det viser sig at være et forkert bud, vi er kommet med. Noget af det, der er rigtig svært, når man skal lægge økonomien på plads omkring noget, som er nyt, er jo, at de interessenter, der er på området, altid beder om flere penge, jeg har aldrig oplevet, at de beder om færre penge, og nogle gange har de jo ret, ikke? Nogle gange har de faktisk ret i, at det bud, organisationerne kom med, på, hvad det skulle koste, var det rigtige, andre gange er det helt klokkeren interessevaretagelse og ikke noget, der har et sagligt ophæng, og det vil sige, at jeg ikke ved, om vi er landet det rigtige sted, og det mener jeg sådan set vi har været ret åbne om i forhandlingerne.

Det vil sige, at hvis det viser sig, at der er for få penge til at kunne leve op til det rehabiliterende sigte, vi har med de her pladser, og den tværfaglighed, vi har et ønske om kommer til at eksistere her, så mener jeg man igen må tage det op til en åben overvejelse i forligskredsen – det mener jeg sådan også vi alle sammen har nikket til – og sige: Jamen så må vi skrue ned for pladserne for at være sikre på, at den rigtige kvalitet er til stede. For det er faktisk kvaliteten i de her pladser, der er det helt afgørende for, at borgerne får noget ud af det.

Altså, jeg mener sådan set Enhedslistens ordfører rammer hovedet på sømmet. Vi aner ikke, hvad det koster, for vi har ikke prøvet det her før, og så har vi sagt, at det skal ligne afdeling M, og derfor kommer høringssvaret selvfølgelig. Men hvorfor er der så forskel på de to niveauer? Jamen der er forsøgt lavet en faglig vurdering, og har vi ret i den? Det aner jeg ikke. Altså, hvor skulle vi vide det fra? Vi har aldrig prøvet det før. Så derfor bliver man nødt til at lave det bedste sjus af alle, og viser det sig at være forkert og ikke at leve op til formålet, så må man jo lave det om igen. Det tror jeg egentlig vi skal tage ret stille og roligt. Det væsentlige er, at vi kan gribe hurtigt ind, og derfor har vi bedt om, at der kommer kvartalsvise opfølgninger på præcis det her spørgsmål, så man ikke venter til en evaluering flere år efter.

Tak. Spørgeren.

Den allersidste bemærkning synes jeg var rigtig god og rigtig interessant, for det handler om, hvordan man følger det løbende, og man må sige, at vi har nogle ringe erfaringer, når det handler om de satspuljemidler, der er givet til psykiatrien, og hvad der så rent faktisk sker med dem. Så det er rigtig vigtigt, at der er en løbende opfølgning på det.

Men mit andet spørgsmål er mere til faktuel oplysning, for man kunne læse ud af den første aftale, satspuljekredsen indgik, at de her 150, eller hvor mange pladser det nu bliver, bliver taget ud af den eksisterende kapacitet, men det er ret vanskeligt at se ud af lovforslaget, så er det fortsat sådan, at de her pladser bliver taget ud af den eksisterende kapacitet, eller er det nogle nye pladser, der kommer og bliver tilført den kapacitet, der er i psykiatrien?

Ordføreren.

Det er simpelt hen nye penge, kan man sige. Det er altid et sådan lidt mærkeligt christiansborgbegreb, så jeg ved ikke rigtig, om der er nogen som helst af dem, der følger med, der forstår, hvad det betyder. Men når man giver nye penge, betyder det, at det er ekstra pladser, og så ved jeg, at hvis det var, at ordføreren havde mulighed for det, ville hun spørge: Hvordan garanterer vi så, at pengene ikke forsvinder, ligesom det skete med de 2,2 mia. kr., eller ligesom vi har set det ske på andre områder? Ved du hvad? Undskyld, jeg må heller ikke sige du, men hvis jeg kunne garantere det, ville jeg jo have fundet et eller andet forvaltningsredskab, vi endnu ikke har opfundet på Christiansborg.

Så man kan sige, at vi har gjort, hvad vi kunne for at hegne det ind, og gør det netop til nye penge, og det synes jeg vi har gjort mere grundigt, end vi har gjort i forbindelse med andre ting, jeg har været med til at vedtage herinde, for vi er netop opmærksomme på, at vi ikke altid kan følge, hvorhen penge forsvinder, selv om vi beslutter det herinde, og at de kan finde på at skære dem andre steder. Er vi lykkedes med det? Jeg tror, vi er lykkedes bedre med det, end vi er tidligere, og man kan sige om de 2,2 mia. kr., at en del af grunden til, at vi ikke kan følge dem, er simpelt hen, at der er sket en 44-procentsstigning i antallet af brugere af psykiatrien, og så er der noget andet, der nok bare er forsvundet ud i besparelser andre steder.

Det er rigtigt. Der er regler, også taletider, og man kan ikke blive ved med at få tilgivelse ved at rette sig selv hver gang.

Tak til ordføreren. Nu er det fru Liselott Blixt fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Jeg vil starte der, hvor den sidste ordfører slap, ikke ved at lave alle overtrædelserne, det håber jeg ikke, men med at takke de mennesker, der har været med til at hjælpe os til det, vi er kommet frem til i dag. Der er jo utrolig mange organisationer, der har givet os gode input. Der er personale, der er kollegaer til de dræbte, der er rigtig mange, der har fået os i tale. Der har været demonstrationer. Vi har været ude hver især, tror jeg, og tale på forskellige institutioner med kollegaer og folk, der arbejder derude.

Jeg har i hvert fald selv været ude og tale med dem, og jeg har spurgt, hvad det er, der sker ude på de psykiatriske bosteder. Det har jeg gjort for at finde hoved og hale i, hvad det er, vi skal gøre. Jeg vil da også være ærlig og sige, at hvis det kun var mig og mit parti, der skulle bestemme, havde det måske set anderledes ud. Jeg vil også sige, at det her er en nødlov. Det er en nødlov, fordi vi har fået nedlagt for mange sengepladser de seneste år. Det er en nødlov, fordi kommunerne ikke har brugt de pladser, der faktisk er på specialiserede institutioner. Vi har set, at der her inden for det sidste år er to institutioner, der lukker, fordi kommunerne ikke har gjort brug af dem. Så det, jeg hæfter mig ved ved den her lov, lige præcis det her lovforslag nr. L 207, er, at der ligger nogle klare bindinger på, at kommunen skal være med inde over, for det er dem, der er handlekommunen; at almenpraktiserende læge skal være med inde over. Vi forpligter dem. Så kan man sige, at det skulle de også have været før. Ja, men det er også det, vi så skal sikre, når vi får den her lov igennem, nemlig at vi holder dem op på, at de skal sikre de her handleplaner.

For det her drejer sig ikke om, at vi har nogle mennesker, der er født onde og farlige. Det her drejer sig om nogle mennesker, der har fået en psykisk lidelse og mange gange et misbrug ved siden af, der gør, at de har svært ved at håndtere det og derfor nogle gange bliver udadreagerende. Det er mennesker, der har brug for en hjælp, og som skriger på hjælp, men som ikke har fået hjælpen.

Jeg talte med en af kollegerne til en af de dræbte, der fortalte, at de havde en person på deres sociale bosted, som var alkoholiseret, og som ønskede at komme på en afdeling for at komme ud af sit misbrug. Der var ikke plads. Og dagen efter er chancen ligesom forpasset, for så har man drukket fem liter vodka igen. Det er jo en speciel type mennesker, vi her taler om. Nu har jeg hørt den tidligere debat. Og det her handler ikke bare om, at det er mennesker med en psykisk lidelse. Det er mennesker, der mange gange også har et misbrug og en udadreagerende adfærd, der kan være til gene for dem, de bor sammen med, og det personale, der er der.

Hvad gør vi så bedst? Jeg håber, at vi med det her forslag får dannet en institutionstype i regionen under psykiatriloven, der sikrer en aktivitet på det sted, de bor; en misbrugsbehandling, som sikrer, at de kan komme ud af det; at de får et værdigt liv. For det har mange af dem ikke i dag. Mange af dem skriger på hjælp, og mange af dem bliver nødt til at gøre noget for at blive hørt, og det at gøre noget går mange gange ud over nogle andre mennesker, fordi der er så mange, der ikke forstår dem. Det, at man ikke kan få den hjælp, man har brug for, er det, der har gjort, at vi så også står her og skal sikre, at vi giver den hjælp.

Om det er den rigtige måde at gøre det på, og om der er penge nok – det tror jeg ikke der er nogen af os der ved noget om. Jeg ville gerne have mange flere penge til psykiatrien. Det, der er vigtigt nu, er, at vi skal sikre, at der ikke bliver lukket nogen sengepladser, fordi der nu bliver oprettet nogle andre; at vi sikrer, at kommunerne tager sig af de borgere, som de er forpligtet til at hjælpe; at man, når man flytter en borger, gør det, fordi vedkommende er til fare og ulempe for de andre. Og vi skal sikre, at man allerede der begynder at tale om, hvor det så er, man hører til. For i dag er det sådan, at kommunerne har samlet alle med en psykiatrisk diagnose et sted, bum, og så er det jo lige meget, om de har været kriminelle, eller om de har en dobbeltdiagnose, har været store misbrugere, og de samles med andre, der ikke er det. Der har været nogle, der har haft bandemedlemmer, der kommer og sælger narko på stedet til fare for alle de andre. Jeg vil sige, at det har været en rodebunke, sådan har det været, og jeg håber, at vi med det her forslag og med den enighed, der trods alt er imellem alle partier med undtagelse af Enhedslisten, holder fast i det her og sikrer, at det bliver en succes.

Nu må jeg ikke sige mere.

Tak. Der er en kort bemærkning fra fru Stine Brix. Værsgo.

Det har jo været en lang proces, som de to ordførere, der har været på talerstolen, allerede har sagt, og for os som parti, som har stået udenfor, må vi sige, at vi har undret os noget over den proces, ikke mindst den første aftale, man kom frem til, hvor man jo lagde op til en fuldstændig principiel ny tilgang til, hvornår der må bruges tvang, nemlig også over for patienter, som ikke er psykotiske i øjeblikket, som ikke er sindssyge. En af de ting, der undrede mig mest, var faktisk, hvordan det kunne være, at Dansk Folkeparti gik med til det. For jeg kender Dansk Folkeparti som et parti, som arbejder indædt mod tvang, og som er stærkt skeptisk over for at udvide brugen af tvang. Så hvad var det, der foregik? Altså, hvordan kan det være, at man i første omgang overhovedet kom frem til det lovforslag, som blev sendt i høring, og som man havde lavet aftale om, og som så heldigvis blev trukket tilbage, efter at det blev sablet ned fra en lang række organisationers side?

Ordføreren.

Det er jo en lang proces, og hvad der gjorde, at vi til sidst på et tidspunkt gik med, men også, at vi faktisk vendte om og gik ud af aftalen, kan det være svært at forklare. For det her handler om mange ting. Det handler om, at der var organisationer, der ville det her, som vi havde samtaler med, og som sagde, at de var glade for de intentioner, og at de også var enige om, hvordan de her ting skulle være. Så på et tidspunkt lød det, som om organisationerne var enige, selv om jeg ikke var enig, eller selv om DF ikke var enig, og derfor sagde vi, at vi siger god for det. For hvis organisationerne mener, at det er godt, så må vi også.

Men der er jo så mange ting i det, så jeg tror, at organisationerne bagefter fik gennemlæst det og sagde: Hov, der er nogle ting, vi er ikke enige i. Så det har været sådan lidt på skift, og jeg tror også, at andre ordførere vil give mig ret i, at der har været forskellige meldinger om, hvad der var godt og skidt. Jeg tænkte, at hvis alle organisationer siger, at det er godt, så er det os, der må lægge os ned og sige ja.

Spørgeren.

Vi har jo som folketingspolitikere et ansvar for selv at læse tingene igennem, uanset hvad organisationerne siger, og nu har vi jo her en kæmpe bunke høringssvar, som alle sammen vedrører den første udgave af lovforslaget, og man kan læse, at det er nogle krasse bemærkninger. Der er jo organisationer, der advarer mod, at det er i strid med menneskeretten, og at det er i strid med handicapkonventionen, og at det er i strid med grundloven, er der også flere der påpeger. Så jeg må bare igen sige, at det undrer mig, at man overhovedet kunne komme dertil. Hvorfor var der ikke en i ordførerkredsen – det var der måske også – som sagde: Hvor i alverden er vi på vej hen? Altså, det er mærkeligt at se på udefra, at man kan komme så langt i en proces og fremsætte et lovforslag, som er så vidtgående, ovenikøbet med så bred en kreds af partier bag.

Ordføreren.

Jeg kan godt forstå, at ordføreren undrer sig, og det er jo, fordi man står udenfor og slet ikke har været med i de samtaler, som vi har haft, og som jeg ikke kan stå og referere fra. Der er mange, der undrer sig, der er mange, der er gået, Og jeg tror også, at den tidligere ordfører fortalte, at vi en gang imellem blev uvenner, fordi vi ikke var enige. Men når man får at vide, at organisationerne synes, det er et godt lovforslag, og man slår til og siger, at man så gør det, så er det jo ikke, fordi man ikke har læst det. Jeg har søreme læst alt, hvad der stod, og vi har diskuteret det og hudflettet det, men når de sagde god for det, så var det, vi sagde, at så er det det.

Dermed siger vi tak til ordføreren, og så er det fru Jane Heitmann fra Venstre. Værsgo.

Tak. I dag førstebehandler vi et lovforslag om oprettelse af 150 pladser i psykiatrien til en særlig gruppe udsatte patienter. Det er ikke almindelige sengepladser, men pladser med et særligt rehabiliterende sigte for en relativt lille gruppe af patienter, som er særlig udadreagerende, som har en alvorlig psykiatrisk diagnose, måske et misbrug, og som har flere afbrudte behandlingsforløb bag sig.

Det er på tide, at vi nu får sat fart på indsatserne. Der er mennesker, som går på arbejde hver dag med fare for at blive forulempet, og der er beboere på bostederne, som oplever utryghed, ligesom der er mennesker derude, som virkelig har brug for hjælp. Og det er både trist og tragisk, at vi igen og igen har kunnet læse i dagspressen om vold og drab på kommunale bosteder. Det er sager, som f.eks. drabet på Center Lindegården i Roskilde og Forsorgshjemmet Saxenhøj i Sakskøbing, der har gjort det soleklart for os alle, at der er behov for handling, og det har også gjort det klart for os alle, at vi har manglet skræddersyede tilbud til den lille og særlige gruppe patienter, som lever med en alvorlig psykiatrisk diagnose, et misbrug og et liv, som på mange måder er uværdigt i et samfund som vores. Vi må og skal gøre det bedre.

For os i Venstre er det afgørende, at der med det nye tilbud, som forankres i regionerne, bliver gode muligheder for at yde en intensiv og helhedsorienteret behandlings- og rehabiliterende indsats for de patienter, som ikke kan rummes i det nuværende tilbud. Det ønske har også været omdrejningspunktet i forhold til delaftalen om satspuljen, som dette lovforslag er en udmøntning af, og det har været en lang rejse at nå hertil. Vi har haft mange og lange konstruktive drøftelser i ordførerkredsen, og jeg glæder mig over, at også de interessenter og patientforeninger, som møder målgruppen, har spillet aktivt med i processen.

Der har været mange etiske dilemmaer at forholde sig til i forhold til brugen af tvang på afdelingerne, retten til et sted at bo og frivillig indlæggelse kontra tvangsindlæggelse, for nu blot at nævne nogle få. De særlige pladser på de psykiatriske afdelinger oprettes med inspiration fra Afdeling M på Psykiatrisk Center Sct. Hans i Roskilde. Når det er Afdeling M, som vi ønsker som model, så er det, fordi man her behandler patienter med en alvorlig psykisk lidelse og misbrug ud fra en helhedsorienteret tilgang. Der er brug for, at vi kommer hele vejen rundt om patienten, helhedsorienteret, for problemstillingerne er ofte komplekse, og med lovforslaget her stiller vi helt nye krav til samarbejdet mellem kommuner og regioner. For her er ikke blot tale om behandling og så farvel og tak – nej, målet er, at patienten skal kunne leve et mere roligt og stabilt liv. Og for at komme i betragtning til et ophold på de særlige psykiatriske afdelinger skal man indstilles af et visitationsforum, som lægger særlige kriterier til grund for indstillingen. F.eks. skal patienten have en uforudsigelig adfærd og have særlige sociale problemer.

På den baggrund er det også væsentligt her at understrege, at der sigtes mod en tværfaglig indsats, altså ikke alene med behandlingsmæssige kompetencer, men også socialfagligt personale. Socialrådgivere og socialpædagoger vil være tilknyttet afdelingen og sikre, at patienten får den skræddersyede hjælp. Det skal være trygt at gå på arbejde hver dag, og det skal være trygt at bo på et bosted. Et eventuelt misbrug skal behandles, og patienten skal lære mestringsteknikker, så det bliver muligt for den enkelte med støtte at leve et mere almindeligt liv, om man så må sige.

Derfor er det også vigtigt, at et ophold på de særlige afdelinger har en vis længde. Udgangspunktet er 3 til 6 måneder, og at det er frivilligt, selv om der på afdelingerne kan anvendes tvang med udgangspunkt i psykiatriloven, og det er godt for retssikkerheden for den enkelte patient. For os i Venstre er det og har det været afgørende, at man har et skarpt blik på og for patienten. Derfor er jeg glad for, at der med lovforslaget her følger en pligt til at revurdere patienterne ved behov og som minimum hvert halve år. Det sikrer, at man ikke bare »gør, som vi plejer«, men rent faktisk forholder sig til den enkelte og det ståsted, som er det aktuelle ståsted for patienten.

Som jeg nævnte tidligere, skal det være trygt at gå på arbejde og bo på et bosted. Lovforslaget her kan derfor ikke stå alene. Der er også brug for, at der kommer andre indsatser i spil, og at der koordineres. Indsatsteams og faste læger på bostederne er blandt de initiativer, som både skal sikre tryghed og styrke sundheden blandt beboerne på bostederne. Venstre kan støtte lovforslaget som fremsat.

Tak til Venstres ordfører. Så er det Enhedslisten ved fru Stine Brix. Værsgo.

Tak, formand. Baggrunden for lovforslaget her er jo de tragiske hændelser, som har været på psykiatriske bosteder, hvor svært syge borgere har begået vold eller overgreb på personale eller andre borgere. Det har, som flere af mine kollegaer allerede har været inde på, været en meget lang proces at nå frem til det lovforslag, som ligger på bordet her i dag.

I satspuljeaftalen fra efteråret sidste år indgik alle andre partier end os fra Enhedslisten en aftale om at lave fem specialiserede socialpsykiatriske afdelinger målrettet de borgere, som har svær psykisk sygdom, og som også har et misbrug og er voldsomt udadreagerende på samme tid. Det lovforslag var meget vidtgående. Som noget helt afgørende nyt åbnede det op for, at man kunne tvangsindlægge borgere, fordi de var farlige, også selv om de altså ikke var psykotiske, som ellers siden 1933 har været et krav for, at man kunne bruge tvang. Lovforslaget blev da også sablet ned fra stort set alle sider, læger, sygeplejersker, pårørende, brugere. F.eks. skriver Psykiatrifonden og Sind i den bunke af høringssvar, vi har liggende, at lovforslaget var i strid med både menneskerettighedskonventionen, handicapkonventionen og grundloven. Lovforslaget var samtidig også et skridt i den helt forkerte retning, som vi har i bestræbelserne på at mindske brugen af tvang i psykiatrien.

Derfor kan jeg egentlig godt forstå, at der var nogle partier her i Folketinget, som fortrød den aftale, de havde indgået. Jeg kan kun undre mig over, at man kom så langt i første omgang, og at det skulle tage så lang tid, før vi nu står her i dag og kan få det her arbejde skudt i gang.

Nu har vi imidlertid et nyt forslag, hvor det ikke er muligt at tvangsindlægge på de her nye særlige psykiatriske sengepladser, og hvor der dermed heller ikke er et skred i, hvornår man kan bruge tvang. Og det er godt, at vi kom hertil. Som flere af mine kollegaer allerede har nævnt, er forbilledet her Sankthans afdeling M, hvor de er rigtig dygtige til at varetage både psykiatrisk behandling og misbrugsbehandling. Det er jo en afdeling, der findes i dag, og som er muligt at drive inden for den nuværende lovgivning. Derfor kan man selvfølgelig godt lige tænke sig en ekstra gang om, hvorfor det er nødvendigt at lave et lovforslag. Det, som jeg kan læse mig frem til, er, at det nye er, at man laver et visitationsforum, hvor kommunerne sidder med, men også, at man prøver at samle planen omkring patienten, og det er selvfølgelig nogle gode ting. Langt hen ad vejen kunne man måske godt gøre det i dag, men det bliver så lidt mere forpligtende.

Vi synes, det er en rigtig god idé at udbrede det gode arbejde, som foregår på Sankthans afdeling M allerede. Der er ingen tvivl om, at der er borgere med svær psykisk sygdom, som også har misbrugsproblemer og komplekse sociale problemer, som vil have god gavn af et behandlingstilbud, som når hele vejen rundt om borgeren. Man kan jo tilføje, at det helhedssyn nok ville være gavnligt i hele psykiatrien og ikke kun for lige præcis den her gruppe.

Derfor kan man selvfølgelig også godt støtte det lovforslag, der ligger her, som jo hænger tæt sammen med udmøntningen af de penge, som er sat af. Vi har dog en række spørgsmål til lovforslaget. Jeg vil gerne fremhæve det, jeg nu kan nå her. Dels er der spørgsmålet om, hvor mange pladser vi reelt får. Der kan jeg forstå, at der ikke er nogen garanti for, at det bliver 150 pladser. Det kan sagtens blive mindre. Endelig vil jeg også fremhæve sammenhængen med det lovforslag, som vi lige har behandlet, nemlig 206, fra socialministeren, hvor det jo betyder, at der tilsyneladende også er en sammenhæng i finansieringen ved, at kommunerne kan stille krav til borgerne om, at man for at kunne få plads på de her særlige sengeafsnit skal opgive sin bolig i et botilbud. Det synes vi er stærkt problematisk. Efter min mening kan det også spænde ben for, at borgeren overhovedet vil tage imod det her tilbud.

Til sidst en lidt mere overordnet kommentar. For mig at se er der ingen tvivl om, at hovedproblemet i psykiatrien handler om, at psykiatrien er så stærkt underprioriteret, som den overhovedet er. Som jeg også sagde, da vi behandlede lovforslag 206, så er problemet, at der er alt for lidt personale på bostederne, alt for lidt personale i hospitalspsykiatrien, at der er for ringe kompetencer til stede, og der er for lidt tid til uddannelse, for lidt tid til forebyggelse, for lidt tid til rehabilitering. Det er hovedproblemet for mig at se. Havde vi flere ressourcer, havde vi flere sengepladser, tror jeg faktisk, at vi ville kunne løse problemerne i langt højere grad. Det er bare en bemærkning, i forhold til hvad vi skal arbejde videre med fremover i Folketinget, når det gælder psykiatrien. Det handler i høj grad om at sikre en mere varig og en mere stabil finansiering, og det opnår vi efter min mening ikke, når vi bliver ved med at finansiere tiltag i psykiatrien via satspuljen.

Det er også bare den allersidste kommentar, som jeg så vil komme med, nemlig at pengene igen skal komme fra satspuljen. Det synes jeg er stærkt problematisk. Vi ved jo, at satspuljen finansieres af de mennesker, som har mindst at leve for, og derfor er det efter vores mening ikke en rimelig måde at finde pengene på.

Der er en enkelt kort bemærkning, og den er fra fru Jane Heitmann, Venstre. Værsgo.

Jeg vil da godt starte med at udtrykke glæde over, at Enhedslisten støtter lovforslaget og dermed er med til at tage ansvar for en særlig gruppe udsatte borgere. Jeg kan jo høre på de spørgsmål, som Enhedslisten har stillet, og også på ordførerens tale, at man har de retrospektive briller på. Jeg vil bare gerne bede ordføreren bekræfte, at der ikke er noget lovforslag i den her sammenhæng, der er blevet trukket tilbage.

Ordføreren.

Det kan jeg godt bekræfte. Der har jo været sendt et lovforslag i høring, og der kom en masse høringssvar til det. Det er så også de høringssvar, som vi har at arbejde med i forhold til det lovforslag, der er her. Så det har jo været en del af processen. Jeg kan også høre på flere andre ordførere, at de har været inde på den, som man siger, meget lange proces.

Så er det fru Jane Heitmann, der ønsker ordet. Værsgo.

Jeg synes bare, det er vigtigt at få slået fast, at der ikke har været trukket noget lovforslag tilbage, at der ikke har været fremsat andre lovforslag end det, vi behandler her. Men jeg er fuldstændig enig i, og det nævnte jeg også i min ordførertale, at det har været lang proces. Jeg synes bare, det er vigtigt, når nu vi taler om processen, at vi så er enige om, hvad det helt præcis er, vi snakker om. Men tak, fordi ordføreren ville bekræfte, at der ikke været trukket noget lovforslag tilbage.

Ordføreren.

Det vil jeg gerne bekræfte. Det, jeg sagde, var, at jeg undrer mig over, at man overhovedet kom frem til det forslag i første omgang. Det var et forslag, der var så vidtgående, og som så grundlæggende brød med den måde, som vi har tænkt at det er muligt at bruge tvang på i Danmark. Jeg synes, det er utroligt, at alle andre partier i Folketinget kunne blive enige om, at det ville man gøre. Jeg kan jo kun glæde mig over, at der så har været en masse vakse organisationer, som har lavet et gevaldigt benarbejde og fået overbevist Folketingets partier, som stod bag det første forslag, om, at det var en dårlig idé.

Der er et spørgsmål mere, og det er fra fru Pernille Rosenkrantz-Theil, Socialdemokratiet. Værsgo.

Jeg kan ikke lade være med at slå mig på, at det skulle være et problem, at vi i den lovgivende forsamling sender et lovforslag i høring; så får vi nogle høringssvar ind, og så bliver vi klogere og laver det om. Det er vel det, der er hele ideen med høringsprocessen. Jeg synes på en eller anden måde, at ordføreren får det til at lyde, som om det er et kæmpemæssigt problem, at man forandrer nogle fundamentale elementer efter at have haft det i høring.

Nu brugte jeg også tid på det i min ordførertale, og det er jo faktisk noget af det, jeg synes har været rigtig fint ved den her proces, nemlig at det ikke bare er et spørgsmål om at ændre nogle enkelte kommaer, men et spørgsmål om at turde, efter at man har sendt noget i høring, lytte rigtigt til de høringssvar, der kommer ind. Det synes jeg er en vigtig del af vores demokrati. Jeg synes ikke, man altid gør det, og jeg forstår faktisk ikke helt, hvordan Enhedslistens ordfører kan få det til at lyde, som om vi nærmest har gjort noget forkert i den forbindelse.

Ordføreren.

Det synes jeg bestemt ikke er et problem. Det sagde jeg også flere gange. Jeg sagde: Det er godt, vi er kommet hertil. Det sagde jeg flere gange i min ordførertale. Det, som jeg undrer mig over, og grunden til, at jeg synes, det er værd at nævne, er, at jeg synes, det siger noget om, at der er noget fuldstændig galt med kompasset, hvis man kan komme frem til, at det er en god idé, at man på den måde kommer med et forslag, som så fundamentalt bryder med menneskerettighederne, handicapkonventionen og grundloven. Så sender man sådan et forslag i høring. Det må jeg sige jeg bare synes er lidt uhyggeligt i virkeligheden, altså at der ikke er en større fornemmelse blandt de partier, der har siddet og forhandlet i satspuljekredsen, for, hvor radikalt et brud det var, hvor radikalt et skridt det var, hvad man rent faktisk kom frem med – hvor vidtgående det rent faktisk var.

Spørgeren.

Nu har ordføreren ad nogle omgange været inde på det med psykosebegrebet. Altså, det kommer jo til at lyde enormt voldsomt, når ordføreren står og siger det på den måde, og jeg mener sådan set, at høringsprocessen præcis er til for at fange det, hvis man bevæger sig for langt hen over nogle kanter. Jeg vil bare bede ordføreren bekræfte, at man i andre lande faktisk har et andet psykosebegreb end i Danmark – inden for menneskerettighedskonventionen. Det er bare, fordi ordføreren får det til at lyde, som om det er fuldstændig far out, at man overhovedet kunne tænke, at man kunne bruge et andet begreb end det, der har eksisteret i Danmark siden 1933.

Nu er vi så endt med ikke at gøre det, så man kan sige, at det er en utrolig interessant historietime, vi har her, men jeg synes måske også, at ordføreren får kørt det en lille smule op og får det til at lyde, som om det er helt vanvittigt og far out. Jeg mener sådan set, vi har rettet det til efter nogle høringssvar. Men den her proces mener jeg sådan set er forbilledlig, og jeg synes, at ordføreren lægger op til sådan en nulfejlskultur, hvor Folketinget alene vide, og tænk, hvis man skulle komme derhen, at organisationerne kom med et eller andet klogt. Det synes jeg faktisk er lidt problematisk.

Ordføreren.

Jeg synes, det er en problematisk måde at diskutere på, når man fra Socialdemokratiets ordførers side står og laver den form for stråmandsargumentation. Jeg har på intet tidspunkt sagt, at jeg synes, det er problematisk, at vi har en høringsproces, eller at det skulle være problematisk, at man lytter til organisationer. Men hvis det er den måde, man gerne vil argumentere på, kan man da bare gøre det.

Jeg har sagt flere gange, at jeg synes, det er godt, at man har lyttet til de organisationer, som har sparket ind i høringsprocessen. Det, som jeg påpeger, er, at jeg synes, det er bekymrende, at der sidder otte partier, som i en satspuljeaftale kan blive enige om, at de nu grundlæggende vil ændre psykosebegrebet i den danske lovgivning, at de nu grundlæggende vil ændre kriterierne for, hvornår man kan bruge tvang – bare sådan lige. Så kan jeg sige til ordføreren, at det da godt kan være, man har andre definitioner i andre lande, men vi har haft den her definition siden 1933 i Danmark, så det er et grundlæggende nyt skridt at tage. Jeg må sige, at det undrer mig dybt, at man bare lige sådan finder på det i en satspuljeforhandling. Det må jeg sige.

Så siger vi tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste er fru May-Britt Kattrup, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. Som vi jo allerede har hørt flere gange, har vi i en årrække set nogle forfærdelige hændelser på kommunale bosteder – hændelser med vold og drab, som giver helt urimelige vilkår for ansatte og andre beboere. For at imødegå det oprettes der nu 150 nye rehabiliterende psykiatriske pladser, og de retter sig mod en lille gruppe af særlig udsatte patienter med svære psykiske lidelser og udadreagerende adfærd, samtidig med at de har været indlagt gentagne gange og har afbrudte behandlingsforløb og ofte har et misbrug og/eller en dom til behandling.

Det har virkelig ikke været nemt at finde ud af, hvordan den endelige løsning skulle se ud. Som vi lige har hørt lidt diskussion om, har vi været meget frem og tilbage, og vi har været i tæt kontakt med de personer, som beskæftiger sig med den her problemstilling til daglig, og som derfor ved mest om det. Jeg har selv holdt møde med flere organisationer, og jeg var sikker på, at vores første udkast var i overensstemmelse med behov og ønsker, men det var det godt nok ikke, og så måtte der lige en tur mere til. Det kom der så, og jeg synes, at det understreger styrken ved demokratiet i Danmark, at man kan have så inddragende en proces, hvor der lyttes og ydes fra alle sider.

Jeg vil gerne sige tak til interessenterne, organisationerne for at komme med så mange gode input, og tak til ministeren for at lytte. Det har været vigtigt at finde frem til en løsning, som sikrer ansatte og beboere, men som også sikrer patienternes retssikkerhed. For mig og Liberal Alliance har det også været yderst vigtigt, at de 150 pladser ikke krævede en ny hovedlov med nye magtbeføjelser, men holdes inden for rammerne af den eksisterende psykiatrilov. Det skal bemærkes, at ophold på disse pladser kun kan ske med patientens samtykke.

Det har ligeledes haft stor betydning, at der udarbejdes én samlet handlingsplan, der kan sikre et forbedret forløb. I planen skal der indgå konkrete mål for patientens ophold på afdelingen og sikres, at opholdet rent faktisk kan gavne patienten. Og for at sikre kontinuitet og stabilitet skal der i planen indgå overvejelser omkring patientens videre forløb efter ophold på afdelingen. Det er vigtigt, at ingen patienter havner mellem to stole efter udslusning. Der skal ske en kvalificeret vurdering af, hvilke tilbud der er bedst for borgeren i det videre forløb. Det er aftalt, at der foretages en evaluering af afdelingerne efter 3 år fra oprettelsen samt en statusredegørelse efter 1 år, der bl.a. skal belyse, om visitationskriterierne matcher den beskrevne målgruppe.

Derudover foretages der en tæt monitorering, så det sikres, at antallet af pladser på landsplan og regionalt stemmer overens med ønsket og den politiske aftale. Løbende udarbejdes der derfor en oversigt over antallet af oprettede pladser i hver region, herunder personalets sammensætning, normering og antallet af henviste patienter. Endvidere følges anvendelsen af den tvang, der eventuelt måtte blive brugt på de særlige psykiatriske afdelinger, via den almindelige tvangsmonitorering. Monitoreringen skal sikre, at de 150 pladser lever op til formålet om bedre forhold for patienter, beboere og personale på bosteder samt de retsmæssige forhold. Evalueringen skal også sikre, at de 150 pladser rent faktisk er ekstra pladser og ikke er brugt som anledning til at nedlægge pladser andre steder i psykiatrien.

Liberal Alliance støtter derfor lovforslaget.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Den næste ordfører er hr. Torsten Gejl, som igen har lidt langt til talerstolen. Men rækkefølgen er jo velkendt. Værsgo til hr. Torsten Gejl.

Jeg beklager. Som afløser for vores sundhedsordfører, fru Pernille Schnoor, som har været med i de her langvarige forhandlinger, men som ikke kan være her i dag, vil jeg gerne sige, at Alternativet støtter det her lovforslag. Med den historik, der har været, med en række dødsfald blandt medarbejdere på vores bosteder er det ikke en mulighed at lade være med at handle. Så efter lange forhandlinger kommer vi her med vores bedste bud i form af oprettelse af 150 særlige psykiatriske pladser. Vi er glade for, at vi skal følge op på den her indsats på løbende basis og ikke bare med f.eks. 2 års mellemrum og med evalueringer osv. For der kan ikke være nogen tvivl hos dem, der har hørt den her debat, om, at vi skal følge udmøntningen af den her lov meget, meget nøje, så vi kan justere, hvis den ikke får den tilsigtede effekt, eller hvis den får effekter, der ikke er tilsigtede.

Tak til ordføreren. Der er ingen bemærkninger. Så er det Lotte Rod, Det Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for det. Alle mennesker har brug for at mærke tillid, mærke kærlighed, mærke høje forventninger, mærke troen på, at de godt kan, også når det er svært – måske især når det er svært. Og det er jo lige præcis nogle af de mennesker, som har det allersværest, som Socialdemokratiets ordfører også var inde på, og som vi diskuterer her i dag, og derfor har vi også brugt rigtig mange måneder på at diskutere det.

Jeg vil gerne starte med at sige tusind tak, som de andre ordførere også har gjort det, til de mange organisationer, som har lavet en virkelig, virkelig stor indsats for at klæde os på og forbedre det her lovforslag. Jeg vil også sige tak til ministeren og resten af satspuljekredsen for, at vi har rykket det i en rigtig retning.

Egentlig var mit udgangspunkt og vores udgangspunkt i Radikale Venstre, at der skulle være frihed til at løse det her på forskellige måder, så man enten kunne lave det som en psykiatrisk afdeling inspireret af Afdeling M på Sankt Hans eller som et bosted som Orion. Vi er jo endt på, at det skulle være fem Afdeling M-agtige steder og dermed også give mulighed for en række af de tvangsforanstaltninger, som findes i den eksisterende psykiatrilovgivning. Jeg synes i virkeligheden, at den debat, der også har været her i dag, viser spændvidden i de diskussioner, vi har haft, og jeg er sådan set stadig væk uenig i det dilemma, som den socialdemokratiske ordfører opstiller, altså det her med, at der skulle være en modsætning mellem den enkeltes frihed og medarbejdernes tryghed. Selvfølgelig vil man kunne pege på en konkret situation, hvor man enten har frihed eller må bruge tvang, men på den lidt længere bane handler det om at have de rigtige rammer og især at have dygtigt personale og personale nok, for så bliver det ikke hinandens modsætninger, men to sider af samme sag, så man skaber en tryg og en god hverdag.

Jeg har i forhandlingerne arbejdet tæt sammen med især Dansk Folkeparti og SF for at trække i den her retning, og det nævner jeg egentlig bare for at sige, at den konstellation ser man ikke super mange steder i dansk politik. Så i virkeligheden en stor tak fra mig for, at vi alle sammen i det her har bøjet os mod hinanden og er kommet frem til noget, som er blevet meget, meget bedre.

Derfor vil jeg også bare sige til Enhedslisten, at det jo er forskellen på, om man står udenfor og kritiserer, eller om man bider sig fast i bordet og sørger for, at det her bliver godt. Så Det Radikale Venstre støtter forslaget.

Tak til ordføreren. Den næste er fru Trine Torp, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Man kan jo mene meget om processen, og om det ser kønt ud, og om det, der lå før, så kønt ud, og om det, vi har nu, ser lidt bedre ud, og hvad der er sket i mellemtiden. Det synes jeg i virkeligheden siger noget om, hvor kompliceret politisk arbejde nogle gange er, når man skal have så mange forskellige partier til at bøje sig mod hinanden og finde en løsning på et meget, meget vanskeligt problem, som også er blevet omtalt som et problem, der har rigtig mange dilemmaer, når man prøver at finde løsninger på det. Nogle kan lave en udlægning, der handler om, at det så uskønt ud og utjekket, og hvad ved jeg.

Jeg vil egentlig sige, at det her også nok bare er et stykke rigtig grundigt arbejde. Det er sådan den positive reformulering af det, og hvor der har været en åbenhed over for alle de input, der er kommet udefra. De er jo kommet undervejs, og når man sidder med i forhandlingerne, ved man, at det altså ikke kun er i høringsprocessen, at der kommer input udefra. De kommer løbende og hele tiden. Det har jo været en opgave for os i forligskredsen at prøve at få de ender til at nå sammen.

Men jeg vil gå mere til indholdet, for med lovforslaget skaber vi nu mulighed for at oprette de her 150 særlige psykiatriske pladser – håber vi – i det regionale behandlingssystem, og de pladser er jo inspireret af det, som eksisterer på Sct. Hans, Afdeling M, som flere også har sagt, afdelinger, hvor man kan skabe en længerevarende, intensiv, helhedsorienteret behandling af mennesker med svære psykiske lidelser, alkohol- og stofmisbrug, udadreagerende, voldelig og truende adfærd og eventuelt en behandlingsdom, mennesker, som ofte også har mange indlæggelser og brudte forløb bag sig.

Formålet med opholdet er, at man samme sted kan arbejde med den psykiske lidelse, misbruget og de psykosociale problemer, for at man ved udskrivningen kan få bedre tag om hverdagen. Noget af det, som vi faktisk også har talt en del om, er, at det også skal være et behandlingstilbud, hvor der er nogle meningsfulde aktivitetsmuligheder, når man skal være der så længe.

Det er faktisk korrekt, som Enhedslisten ordfører sagde i sin ordførertale, at rigtig mange af de her ting jo også burde være noget, vi kunne genfinde i andre afdelinger. Heldigvis er der Afdeling M osv. osv., men det kunne jo også blive et stykke metodeudviklingsarbejde, vi laver, ved at oprette de her pladser.

De her psykiatriske pladser er en del af psykiatrien, og behandlingen, eventuelle tvangsforanstaltninger, patientrettigheder og klagemuligheder følger psykiatriloven. Indlæggelse på afdelingen kan kun ske ved samtykke. Det særlige for de her pladser er, at man skal henvises via et tværfagligt sammensat visitationsforum, hvor det er læger, der har ansvaret for den psykiatriske behandling, og borgernes kommune, der har visitationskompetencen.

Intentionen med det er, at visitationen skal ske ud fra en tværfaglig vurdering, og at man styrker sammenhæng og samarbejde mellem kommune, psykiatri, kriminalforsorg osv. Det tværprofessionelle og tværsektoriale samarbejde er ikke ukompliceret, og om vi her har ramt rigtigt ved lige netop den her kompetencefordeling i visitationen, er svært at vide. Vi må være klar til at revurdere det, hvis erfaringerne i praksis kalder på det.

Ved indskrivning skal der laves en samlet handlingsplan, der rummer alle dele af indsatsen, i stedet for at borgerne har forskellige handleplaner, som ikke er koordineret med hinanden. Planen bør opdateres løbende, og ved udskrivningen skal der også lægges en koordineret plan for at sikre en god overgang til f.eks. botilbud og for, at der skal ske opfølgning bl.a. på misbrugsbehandlingen.

Handlingsplanen for forebyggelse af vold på botilbud og det her lovforslag er kun en lille del af det, der er brug for i en hårdt presset psykiatri. Vi har en psykiatri, hvor stigningen i antallet af henviste patienter ikke matcher de midler, der er afsat til området. Det sætter behandlingens kvalitet gevaldigt under pres, og derfor hører vi de mange historier om patienter, der ikke får tidlig, relevant og tilstrækkelig hjælp, og medarbejderne, som ikke er trygge ved at gå på arbejde eller ikke føler, at de kan give borgerne den hjælp, de har brug for. For vi skal huske, at mennesker ikke i sig selv er farlige, udadreagerende, kaotiske eller noget andet. De bliver det, når de ikke får den behandling og den støtte, de har brug for.

Derfor er det også SF's holdning, at vi skal fortsætte det engagement, som vi har lagt i det her i at forbedre og forandre psykiatrien i Danmark. Nu har vi etableret nogle nye pladser i behandlingspsykiatrien, og vi har med handlingsplanen også sat initiativer i gang til at løfte kvaliteten af vores botilbud, men arbejdet bør altså fortsætte, så vi får nogle bosteder, som reelt er i stand til at støtte de borgere, som har deres hverdag der. Vi ved, at der er botilbud, der kan rumme beboere med komplekse problemer, men de er altså ofte også karakteriseret ved en god normering og de rette faglige kompetencer.

Der er brug for et ambitiøst arbejde med en ny psykiatrihandlingsplan, der ikke kun tager afsæt i at løse et problem med voldelige episoder på bosteder, men som ser på hele psykiatrien, og et generelt løft af psykiatrien bør efter SF's mening ske med finansiering fra finansloven.

Der er en enkelt kort bemærkning fra fru Pernille Rosenkrantz-Theil. Værsgo.

Det var bare, fordi der lige kom en illustration af, hvad spændvidden i debatten i virkeligheden er, og det fik jeg lyst til at tage fat om. Det er egentlig ikke så meget et spørgsmål, som det er en kommentar, som jeg tror er meget vigtig i hele det der dilemma. For jeg er simpelt hen fundamentalt uenig i det der med, at en patient bliver udadreagerende, fordi rammerne ikke er i orden.

Altså, jeg er helt med på, at folk godt kan blive udadreagerende, fordi rammerne ikke er i orden. Prøv at proppe for mange ind på for lidt plads i en almindelig folkeskoleklasse. Så kan de godt hænge i gardinerne, ikke?

Men her har vi bare at gøre med en gruppe borgere, hvor jeg fundamentalt set mener, at de bliver udadreagerende, når de bliver syge. Det er jo ikke for at starte en langhåret diskussion om det, men jeg synes bare, det er så god en illustration af, at hvis man har de to forskellige grundsyn på, hvad vi har at gøre med her, så er der jo utrolig mange udfaldsrum i forhold til den løsning, vi laver. Og det synes jeg faktisk illustrerer meget godt, hvorfor det er fuldstændig afgørende at have et bredt samarbejde i Folketinget.

For vi kan ikke afgøre, hvem af os der har sandheden. Altså, der må man sige, at vi deler os efter anskuelser, og så er det nok en meget god idé at prøve at lytte så meget på hinanden, at det bliver løst et eller andet sted midtimellem de sandheder.

Der har været de der meget forskelligartede alliancer på alt det her, så det er bare for at understrege, at rigtig meget af det jo er funderet i synene på, hvad det er at være en syg borger.

Så det var egentlig mest bare en kommentar til ordførerens tale. Tak for samarbejdet omkring det.

Ordføreren.

Det er rigtigt. Ja, det er nogle af de ting, vi har lagt arm om. Jeg tror heller ikke, jeg har sagt, at man bliver farlig eller udadreagerende på grund af rammerne. Jeg tror, jeg udtrykte det på den måde, at jeg sagde: Hvis man ikke får den hjælp, man har brug.

Men det er også rigtigt: Det har været en diskussion, og jeg vil da også takke for samarbejdet og sige, at det sådan set er godt, at vi er nået frem til et eller andet, vi i hvert fald kan se os selv i.

Dermed siger vi tak til ordføreren. Så er vi nået til den konservative ordfører, og det er fru Brigitte Klintskov Jerkel. Værsgo.

Mange tak. Lovforslaget her har til formål at yde en intensiv og helhedsorienteret behandlings- og rehabiliterende indsats over for en gruppe særligt udsatte patienter for derigennem at stabilisere og forbedre deres helbred og tage hånd om et eventuelt misbrug og forbedre patientens evne til at mestre hverdagen. Samtidig skal antallet af voldsepisoder og konflikter nedbringes, så der opnås bedre sikkerhed for andre patienter og medarbejdere. Ved delaftalen om udmøntning af satspuljen for 2017 til 2020 blev det aftalt, at der skulle oprettes 150 rehabiliteringspsykiatriske pladser til denne særlige gruppe udsatte patienter, som skal være en del af den regionale psykiatri. Det vil sige, at pladserne bliver en del af det psykiatriske behandlingssystem.

Med aftalen prioriteres midler fra statens side til øget normering og løft af sikkerheden med 70 mio. kr. årligt for 2018. Der afsættes 2 mio. kr. til kompetenceudvikling af medarbejdere og 40 mio. kr. til fysiske tilpasninger her i 2017. Kommunerne har visitationsansvaret samt det primære finansieringsansvar, mens driftsansvaret varetages af regionerne. Der er tale om frivillige visitationer til pladserne, altså frivilligt ophold for patienter, som skal give informeret samtykke til opholdet efter de almindelige regler i sundhedsloven.

Med forslaget bliver der lagt op til, at man på de rehabiliterende psykiatriske afdelinger får mulighed for anvende de almindelige regler i psykiatriloven om tvangsforanstaltninger. I den forbindelse er det vigtigt igen at understrege, at et ophold på den pågældende afdeling alene kan ske med patientens samtykke. Pladserne her forventes at stå klar i starten af 2018, og der er også lagt op til, at der afsættes 1 mio. kr. til evaluering af de her særlige pladser på psykiatrisk afdeling. Konservative vil følge etableringen af pladserne tæt, og vi kan støtte lovforslaget.

Og dermed siger vi tak til ordføreren. Så er vi faktisk nået frem til sundhedsministeren, der hermed får ordet. Værsgo.

Tak for det, formand. Lad mig starte med at takke for en rigtig god første behandling, en god debat, og jeg vil også tilslutte mig en tak for et godt arbejde, et langt forhandlingsforløb. Jeg er i den heldige situation, at jeg som tidligere social- og indenrigsminister var med, da vi indgik den politiske aftale tilbage i efteråret, hvor vi jo har førstebehandlet det andet lovforslag omkring socialpsykiatrien. Nu er jeg så så heldig at være fungerende sundhedsminister, og derfor får jeg lov til at følge opgaven til dørs med førstebehandlingen her af etableringen af de specialiserede socialpsykiatriske pladser i behandlingspsykiatrien.

Og nej, det har ikke været nogen let opgave, for hvad var det, vi var vidne til? Vi var vidne til, at sammenhængen mellem det at være menneske i behandlingspsykiatrien og i socialpsykiatrien er svært. Det er svært at håndtere det samarbejde, der er nødvendigt, for at der bliver en helhed for det pågældende menneske, vi taler om. Vi havde politiske ambitioner om at skabe den her mellemform, altså prøve at lave det her krydsfelt mellem behandlingspsykiatrien og socialpsykiatrien, og det er korrekt, at der var et lovforslag i høring med nogle forslag til, hvordan man prøvede at lave lige præcis det her krydsfelt – et lovforslag, som fik ret kradse høringssvar med på vejen, og som gjorde, at jeg valgte at sige, at jeg ikke er klar til at fremsætte det endnu, og at jeg sådan set synes, vi skal mødes igen.

Det var der ikke en eneste politiker, der syntes var en dårlig idé – faktisk var vi nok alle sammen en kende overrasket over den heftige kritik, der var i høringssvarene. Så tager vi politisk ansvar, og derfor er jeg meget enig med alle de ordførere, der har talt om, at ja, vi har brugt lang tid på det, og ja, vi har også været taknemmelige over de bidrag, de meget brugbare og konstruktive bidrag, vi har fået fra organisationerne i det her arbejde.

Tro mig, det her har ikke været super simpelt, for det er komplekse problemstillinger, vi søger at løse, og det gør vi nu med bl.a. etableringen af de her pladser, hvor vi altså opretter helt særlige pladser på psykiatriske afdelinger med et klart formål om, at den behandling, man som menneske modtager på den her type afdeling, alt andet lige vil komme det enkelte menneske til gavn, for det er ikke »kun« en psykisk sygdom, man kæmper med, for præcis som Dansk Folkepartis ordfører var inde på, er det lige komplekse problemstillinger, dobbeltdiagnoser, triplediagnoser, man kæmper med, og samtidig et misbrug. Og hvad kommer først her? Er det ens psykiske lidelse, eller er det misbruget, der egentlig gør udslaget i forhold til at blive udadreagerende og i forhold til de forfærdelige episoder for både medarbejdere, for andre beboere, for pårørende osv., vi har været vidne til?

Så selvfølgelig har vi skullet reagere og agere politisk, og det er det, vi har gjort med den her politiske aftale, og jeg synes, det er godt, at vi nu står her i dag. Jeg er fungerende sundhedsminister 3 timer endnu, så jeg synes, det er ganske udmærket at få lov til at stå her til førstebehandlingen, det skal jeg ikke lægge skjul på. Så tak til ordførerne for deres kommentarer.

Så vil jeg bare lige sige ganske kort til Enhedslisten i forhold til det her med at tale om det gamle forslag, som var i høring, at ja, det har jeg været inde på man skal, mener jeg, altså tage høringssvar alvorligt. Det er ikke altid, man er enig i dem, men her var der nogle meget konkrete anvisninger til, hvor det egentlig var man så problemstillingen, men også anvisninger til, hvor man så så løsningerne, og jeg synes, det er fornuftigt, at det er det, vi har valgt at gøre.

Det har været en krævende proces, det har det for alle, kan jeg bekræfte. Det kan jeg også bekræfte det har været for de embedsmænd, der sidder og arbejder med alt det papir, vi sidder med nu. Det her med at lave paragraffer, der også skal fungere i virkeligheden, er ikke simpelt arbejde. Så også tak til ministeriet for alt det arbejde.

Lige ganske kort i forhold til det videre arbejde i udvalget vil jeg sige, at det nu er ambitionen, at vi gerne vil have, at det hele her træder i kraft den 15. juli, sådan at regionerne og kommunerne kan komme i gang med forberedelsen, så man fysisk er klar til 1. januar.

Lidt af betydning af udvalgsbehandlingen vil jeg oplyse, at man i ministeriet er ved at undersøge behovet for måske at skulle stille et ændringsforslag, så der sikres en klar hjemmel for regionernes opkrævning af betaling fra kommunerne. Det er ikke, fordi der skal ændres noget i forhold til den aftalte takstfinansiering, det er i hvert fald ikke tanken, som er beskrevet i lovforslagets bemærkninger, men der kan altså muligvis være behov for at lave en klarere hjemmel for opkrævningen. Det er blot lige for at advisere det i forhold til det videre udvalgsarbejde.

Sundhedsministeren stiller sig naturligvis til rådighed for det udvalgsarbejde, som nu kan sættes i gang, og som sagt håber jeg på en god videre behandling af lovforslaget. Tak for ordet.

Der er et enkelt spørgsmål til den fungerende sundhedsminister, og det er fra fru Stine Brix, Enhedslisten. Værsgo.

Det handler jo om at få det maksimale ud af ministerens sidste tid som sundhedsminister, så det, jeg gerne vil spørge den fungerende sundhedsminister om, er den udmelding, der har været fra ni organisationer på området, hvor de påpeger fire problemer, som de mener er med det, der ligger tilbage. Og det første, de påpeger, er, at de ikke mener, det er realistisk, at der bliver 150 sengepladser med den finansiering, der er sat af. Derfor kunne jeg godt tænke mig at høre ministeren, om ministeren vil lægge det regnestykke, der ligger bag, frem til Sundhedsudvalget og i det hele taget komme med de overvejelser, der har været om, hvordan man er nået frem til det tal, og hvor sikre vi kan være på, at der rent faktisk kommer 150 af de her sengepladser.

Ministeren.

Flere af ordførerne har været inde på det. Det er klart ambitionen, at der bliver etableret 150 pladser. Det er også de beregninger, der ligger til grund. Jeg tror, at Socialdemokratiets ordfører var meget eksplicit, i forhold til hvordan den faglige vurdering er af, hvad det her tilbud rummer, og hvad taksten dermed bliver. Og det er alle de forudsætninger, der ligger til grund, i forhold til at vurderingen er, at det bør være muligt at få 150 pladser med den samfinansiering, både kommuner og regioner skal levere.

Jeg synes også, det er vigtigt at få sagt om finansieringsrammen for det her, at det er knap 80 mio. kr. årligt til det af varige midler. Så det her med at få det til at lyde, som om det er satspuljemidler, hvor man så ikke kan være sikker på, at midlerne er der, vil jeg gerne mane i jorden, for der er altså tale om varige midler.

Tak for det. Er der yderligere spørgsmål? Så skal man jo trykke sig ind, og nu får fru Stine Brix ordet.

Jeg beklager, at jeg glemte det.

Men tak for den sidste oplysning om, at det er varige satspuljemidler. Det løser ikke det grundlæggende problem med satspuljen efter min mening, nemlig hvor pengene kommer fra, men det løser selvfølgelig spørgsmålet om, hvorvidt det er midlertidige penge.

Men det, jeg gerne vil spørge ministeren om – og som jeg også spurgte om i første omgang – er, om ministeren vil fremlægge det regnestykke, der ligger bag, om, hvordan man er nået frem til de her 150 sengepladser. Altså, hvordan er det, finansieringen kommer fra henholdsvis stat, kommuner og regioner, og hvordan hænger det sammen med det lovforslag, vi lige har haft, L 206, om, at kommunerne får en mulighed for at bede borgeren om at opsige sin plads i et botilbud, imens man er indlagt på den her nye form for sengeplads?

Ministeren.

Jeg er nødt til at starte med at kommentere den første del af spørgsmålet om satspuljemidler, men jeg skal nok prøve at nå tilbage til det andet også.

Hvor er det, pengene i satspuljen kommer fra? Ja, de kommer fra skatteydere i det her land, og der kan være en lang og stor diskussion om, hvordan satspuljens mekanik er i forhold til regulering af satser og dermed puljemidler. Det er en stor ideologisk diskussion, jeg hjertens gerne tager med fru Stine Brix på et andet tidspunkt.

I forhold til hvordan man har foretaget takstberegningen osv., vil jeg foreslå, at de spørgsmål, der handler om at tilvejebringe yderligere information om, hvordan takstfinansieringen er sammensat, og hvordan man lige præcis har sammensat finansieringsmodellen, bliver stillet under udvalgsbehandlingen.

Tak for det. Så siger vi tusind tak til sundhedsministeren.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, så forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Sundheds- og Ældreudvalget. Hvis ikke nogen af jer gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.