Så kom lovforslaget om helt at ophæve aldersgrænsen for en lægelig screening i forbindelse med en kørekortsfornyelse.
Jeg synes egentlig, det er gået stærkt.
Hr.
Hans Christian Schmidt sagde, at det havde trukket længe ud, men jeg synes egentlig, det er gået stærkt.
Jeg tænker på, at i december 2013 blev beslutningsforslag nr.
B 31 fremsat om at hæve aldersgrænsen, og i november 2014 blev lovforslag nr.
L 69 fremsat, som så skulle slå fast, at aldersgrænsen blev hævet fra 70 år til 75 år.
Det blev vedtaget i februar 2015.
Og nu står vi så i 2017 – det er jo trods alt inden for 3-4 år – med et lovforslag, som helt ophæver aldersgrænsen.
Enhedslisten har, som det er alle bekendt, hele vejen igennem været imod den her udvikling, og det er vi selvfølgelig af færdselssikkerhedsmæssige årsager.
Man kan også, synes jeg, spørge sig selv, hvad nyt der er siden lovforslag nr.
L 69 blev fremsat og vedtaget, altså det, at vi på det tidspunkt hævede aldersgrænsen til 75 år.
Jeg synes ikke, der er noget som helst nyt.
Og jeg synes måske navnlig, at den der rapport, der blev fremsat af den arbejdsgruppe, som den tidligere socialdemokratiske regering nedsatte, for så vidt taler for sig selv.
Når man går den igennem, ser man, at den er meget på den ene side og på den anden side, fordi der selvfølgelig er argumenter for det ene og for det andet.
Men den konkluderer altså også, at der fortsat bør være en fast aldersgrænse.
Jeg har egentlig ikke se bestridt nogen som helst steder fra, at det skulle være fornuftigt.
Lovforslaget ser altså helt bort fra den anbefaling, på trods af at den altså kun er et par år gammel.
Anbefalingen er jo begrundet i, at der faktisk finder en, ja, man kalder det med et mærkeligt ord for selvselektion – det gør man – sted blandt de ældre, altså det, at mange ældre, når de når frem til lægetjekket der ved 75-års alderen, vælger at sige, at okay, det klarer jeg vidst ikke, og jeg er vist ikke længere i stand til at føre en bil forsvarligt.
Og så opfanger selve lægetjekket jo også rent faktisk en del ældre, som ikke opfylder kravene.
Det er i øvrigt de mekanismer – jeg var lidt inde på det i mine spørgsmål – som gør, at det kun er de bedste fysisk set og mest åndsfriske, som bliver tilbage blandt de ældre bilister på vejene.
Det giver selvfølgelig også en bedre ulykkesstatistik.
De er meget forsigtige, de kører ikke i mørke, de kører ikke i glat føre, de kører ikke lange ture, de kører ikke i myldretiden.
Og det kan jo egentlig også tages til indtægt for, at det ikke er fuldstændig sikre bilister, men det betyder selvfølgelig, at de ikke optræder så tit i ulykkesstatistikkerne.
Jeg vil gerne gøre opmærksom på, at lægetjekket ikke er indført for at tage kørekortet fra folk.
Det kan man nærmest få indtrykket af, især når man får henvendelser fra Ældre Sagen og fra Danske Seniorer og Faglige Seniorer, og hvad de hedder alle sammen.
Men det er indført af trafiksikkerhedsmæssige årsager.
Og vi synes altså, at man netop ved en fuldstændig ophævelse af aldersgrænsen ophæver kontrollen og selvselektionen i forhold til den alderssvækkelse, som jo er uomgængelig.
Det betyder, som jeg sagde, at mange kørekort, som ellers ikke ville blive fornyet, nu vil kunne aktiveres, lad os bare kalde det det.
Jeg synes, at der foreligger nogle meget vægtige høringssvar.
Lægeforeningen advarer og argumenterer med den almindelige svækkelse i forbindelse med alder af mental karakter og fysisk førlighed, og de henviser i øvrigt til en tysk undersøgelse.
Tyskland og Sverige har fyldt meget i debatten.
Men man henviser til en tysk undersøgelse, som netop siger, at ved det 75.
år, er der en stigning i selvforårsagede ulykker blandt ældre bilister.
Rådet for Sikker Trafik er bekymret og problematiserer i høj grad den svenske ordning og mener at kunne gøre rede for, at her diskuterer man, om man skal vende tilbage, altså gøre ligesom vi gør i Danmark i dag.
Og de opfordrer jo i øvrigt til, at man, inden man griber til at ophæve aldersgrænsen, undersøger de nugældende regler.
Hvad har det betydet, at vi hævede aldersgrænsen fra 70 år til 75 år?
Rigspolitiet efterspørger en lægefaglig vurdering, og man kan sige, at den har de fået, hvis de læser Lægeforeningens høringssvar.
Om så Rigspolitiet er på Lægeforeningens side i det spil, ved jeg ikke.
Rigspolitiet har tidligere ved de her behandlinger af aldersgrænser været meget skeptiske over for de tiltag.
Og Dansk Kørelærer-Union siger direkte, bygget på erfaringer fra medlemmerne, at det vil forringe færdselssikkerheden på de danske veje, kort og godt.
Jeg tror, det er mange års lobbyvirksomhed – den socialdemokratiske ordfører var inde på det – som tilsyneladende nu har presset partierne under bl.a.
krigeriske kampråb om, at det her er aldersdiskrimination.
Men man svækkes altså med alderen, skulle jeg lige hilse og sige.
Jeg er selv 63 år, og jeg er ikke så god en bilist, som jeg var for 15 år siden.
Jeg har ikke den samme hørelse.
Jeg har ikke det samme syn.
Og jeg har ikke den samme reaktionsevne.
Det synes jeg måske man skulle tænke over.
Vi er i hvert fald i Enhedslisten meget alvorligt bekymrede for færdselssikkerheden i forbindelse med det her forslag.