Tak for det, og tak for debatten.
Det her lovforslag kommer jo efter mange års diskussioner om, hvordan man skal indrette partistøtten og reglerne for partistøtte, også efter at vi som land har modtaget en del kritik for ikke at have åbenhed og gennemsigtighed nok.
I forhold til spørgsmålet om partistøtte kan jeg egentlig ret godt lide den måde, Partistøtteudvalget har opfattet det at modtage partistøtte på, nemlig at det er helt okay at få partistøtte, at det er okay, at der er nogle virksomheder eller nogle foreninger, der har lyst til at støtte nogle partier, også med anselige beløb, men at der skal være åbenhed om det, så vælgerne selv kan tage den konsekvens, de nu måtte have lyst til at tage, på baggrund af det, og så man kan gennemskue, hvem der egentlig bliver støttet med hvad og af hvem.
Så det er bare for at sige, at jeg egentlig synes, at det er helt okay med partistøtte, men jeg synes, at det må være et mål at få mere åbenhed, og det er også det, som både GRECO og Partistøtteudvalget ligesom har sagt.
Det her lovforslag er jo så et par skridt på vejen.
Der er i den her debat blevet redegjort for, hvad det er for nogle skridt, nemlig at der skabes mere åbenhed om den private økonomiske støtte til partier, kandidatlister og enkeltkandidater, og også det her med, at man ikke længere må modtage anonyme tilskud på over 20.000 kr.
Det synes jeg sådan set er ganske fornuftigt.
Jeg synes bare, man skulle være gået skridtet videre, og det synes jeg man skulle have gjort sammen alle partierne imellem.
Derfor kan jeg også godt ærgre mig lidt over, at der har været en lidt lukket proces om, hvordan den her aftale er kommet til verden.
Jeg ved godt, at det er en mulighed, en regering har, men jeg synes egentlig, at vi partier har en fælles interesse i at få skabt åbenhed om det her.
Jeg tror egentlig også godt, at vi på sigt kan komme endnu længere, end hvad der ligger i det her lovforslag.
Derfor er jeg også glad for det ret store og også lidt anderledes mindretal, end der plejer at være, sammen med Dansk Folkeparti, Alternativet, Radikale Venstre og Enhedslisten, som ligesom siger:
Vi synes, at man, når det bliver muligt i forhold til det flertal, der ligger, skal gå skridtet videre og f.eks.
offentliggøre beløbets størrelse, når det beløb, der modtages, er på over 20.000 kr., og også at der ikke må modtages anonyme tilskud på mellem 10.000 og 20.000 kr.
Så er der noget, der ikke har været sagt så meget om i debatten, og jeg siger det egentlig bare for sådan at bringe lidt pragmatisme ind i debatten.
Partistøtteudvalget anerkender jo faktisk det problem, at hvis man vil kræve, at der er fuldstændig åbenhed om, hvor store beløb partierne får, hvis det f.eks.
skal fremgå, at nu får et parti 500.000 kr., jamen så er der også den risiko, at partierne vil få mindre.
Det skriver Partistøtteudvalget egentlig klart, og det synes jeg også de partier, der vil have mere åbenhed, skal anerkende, for det er da et problem, hvis de politiske partier bliver svækket på den baggrund.
Derfor synes jeg egentlig, at det forslag, som hr.
Henrik Sass Larsen kom med – jeg tror, det var i Berlingske – er en vej at gå, nemlig at man arbejder hen imod en model, hvor der er total åbenhed om både beløbsstørrelse, og hvor beløbet kommer fra, men hvor man til gengæld styrker partierne og giver partierne mere kraft, så de ikke er afhængige af de her private donationer.
For partierne er jo afhængige af støtte udefra, hvis de vil føre gode kampagner og komme ud med deres budskaber, og der tror jeg bare, at hvis man vil have den her åbenhed, så er man også nødt til at styrke partierne.
Det synes jeg nogle gange bliver lidt glemt i den her debat, og derfor vil jeg også bare håbe, at når man på et tidspunkt tager skridtet videre og sikrer mere åbenhed, ligesom Partistøtteudvalget anbefaler, så er man måske også klar til at styrke partierne, for det tror jeg faktisk er i vores alle sammens interesse.
Så vi stemmer for det her, fordi det er et skridt i den rigtige retning, fordi det trods alt sikrer mere åbenhed, men vi glæder os til, at vi en dag får flertal for at sikre endnu mere åbenhed om partistøttereglerne.