Det er jo en dejlig dag i dag, solen skinner, det er forår, og lige om lidt udvider vi perioden for den trafikale ligestilling, så det nu bliver hele året, undtagen i højsæsonen, at man kan komme billigt over og besøge de smukke danske øer.
Så det er en rigtig god dag i dag.
Det er også i dag, jeg kigger tilbage på, hvad der egentlig er sket siden 2011, altså hvordan det her med den trafikale ligestilling egentlig kom i spil.
Tilbage i 2011 kan jeg huske vi lige havde fået en ny regering, som var helt vild med, at der skulle være en betalingsring rundt om København, men det blev det gudskelov ikke til, men efter den blev skrinlagt, var vi, der var i Landdistriktsudvalget, rundt og besøge de forskellige danske øer, og de sagde overalt:
Det, I sagde med betalingsring rundt om København, var sjovt, for den har vi jo allerede.
Vi oplever jo betalingsring rundt om hver eneste af vores øer.
Skulle I ikke tage at kigge lidt på den betalingsring, vi faktisk har på øerne?
Det syntes jeg i hvert fald var en rigtig god idé at kigge på, og jeg er den dag i dag meget taknemmelig for, at de danske småøer, Sammenslutningen af Danske Småøer, var med til at presse på for det.
Det, der ramte hovedet på sømmet, som jeg også er rigtig taknemmelig for, var Ærø, det var Læsø, og det var Samsø, som lavede en rapport, der hed »Betalingsringen«, hvor de ligesom gjorde opmærksom på det kæmpe problem, at det var så dyrt at komme til de danske øer.
Det tog jeg videre og rejste i en forespørgsel her i Folketingssalen i 2014, og så har det ellers taget fart lige siden i samarbejde med rigtig mange gode kolleger, som også er her i salen i dag.
Det var jo dejligt at få erfaringer ind fra øerne, da den så trådte i kraft sidste år, og de fortalte, hvordan de oplevede, at der var kommet mere overnatning, at der var mere vækst, og at der var cafeer, som havde 50 pct.
mere vækst i forhold til samme periode sidste år.
Så det var dejligt at se, at det virker, folk kommer, der kommer flere til øerne, og de lægger en masse penge på øerne, og det er vi rigtig glade for.
Så er det også i dag, vi skal se fremad, for det her forslag gør jo også, som hr.
Magnus Heunicke sagde, at der ikke kommer ekstra regninger på moms, som gør billetterne dyrere, og i Dansk Folkeparti mener vi ikke vi er færdige endnu.
I Dansk Folkeparti vil vi gerne kæmpe for den fulde trafikale ligestilling; det skal ikke koste mere at sejle til en ø, end det koster at køre samme strækning på landeveje.
Det gælder for øvrigt også i højsæsonen.
Det koster heller ikke noget at gå på en landevej, og derfor synes vi heller ikke, at det er fair, at man skal betale for at være gående passager på færgerne.
Så der er plads til forbedringer i den her ordning, men det er et rigtig flot skridt, vi har taget, i den rigtige retning.
Til sidst skal der bare lyde en kæmpe opfordring til øerne, og det er, at her i Folketinget giver vi jer rammerne for, at det nu bliver billigere at komme ud og besøge de smukke danske øer, men det her kan kun blive en succes, hvis I, der bor ude på øerne, også griber muligheden og dermed sørger for, at jeres øer bliver attraktive.
Det er de allerede i forvejen, for vi, der har besøgt dem, ved jo godt, hvor attraktivt det er at være på øerne, men det, jeg mener, er, at øerne selvfølgelig også har tilrettelagt sig efter, hvornår der kommer turister, og når de mest er kommet i højsæsonen, har det selvfølgelig også gjort, at det er der, man mest har haft åbent.
Men med den her mulighed, hvor man kan forvente turister hele året, er det altså også vigtigt, at man er klar til at tage imod dem hele året.
Så hvis folk kommer over til en ø i november måned og kroen er lukket og købmanden er lukket og der ikke er noget sted, de kan gå hen at spise, kommer de ikke igen, og derfor er det rigtig vigtigt, at øerne også udfylder de rammer, som vi giver dem her i dag.
Nu havde vi i går fornøjelsen af at have en høring i Landstingssalen, hvor jeg også fik talt med en del fra øerne, og der var efterfølgende et hyggeligt arrangement om aftenen også, og de er også meget opmærksomme på, at der da også med den her glædelige nyhed følger et ansvar for, at man er klar til turister hele året rundt, og så gør det forhåbentlig også, at der er mange flere mennesker, der ønsker at bosætte sig på øerne, så vi kan få knækket den kurve.
Vi glæder os i hvert fald over de resultater, der er kommet indtil videre, og vi glæder os rigtig meget til at se, hvad det her kan skabe fremadrettet.
Så tak for det gode samarbejde til alle mine kolleger hele vejen rundt i Folketingssalen om at få det her til at lykkes.