Det næste punkt på dagsordenen er:

2) 1. behandling af lovforslag nr. L 189:

Forslag til lov om indfødsrets meddelelse.

Af udlændinge- og integrationsministeren (Inger Støjberg).

(Fremsættelse 20.04.2017).

Forhandlingen er åbnet. Fru Astrid Krag.

Tak for det. Med lovforslaget her tildeler vi dansk statsborgerskab til 2.139 borgere, hverken mere eller mindre. Vi ordførere plejer jo at stå her på talerstolen og på skift byde velkommen, men i virkeligheden er der ikke som sådan den store grund til at sige velkommen, for de mennesker, der står på dagens lovforslag, er jo mennesker, der har deres liv her i Danmark og har haft det i mange år med arbejdsliv og familieliv side om side med os andre. Det er vores venner, vores naboer, vores kolleger, vores partikammerater og vores familiemedlemmer, vi nu kan ønske tillykke med det danske statsborgerskab. Samtidig kan vi så glæde os over deres ønske om at kunne kalde sig danske statsborgere og på den måde fuldt ud at forpligte sig på vores fællesskab og vores land.

Så fra Socialdemokratiets side skal der her i dag ikke så meget lyde et velkommen, som der skal lyde et stort og varmt tillykke. Vi glæder os til at dele både statsborgerskabets pligter og rettigheder med jer.

De her lovforslag om indfødsrets meddelelse er ofte en anledning til at knytte et par ord til det at være og blive dansk. Senere i dag er der tilfældigvis en forespørgselsdebat om præcis det emne, så jeg skal ikke begive mig dybt ind i diskussionen nu og her, for det kommer vi til senere i dag, men det er alligevel naturligt lige at berøre det kort her også. For hvad vil det sige at være dansk?

Rent juridisk er man jo dansk, hvis man har dansk statsborgerskab, men det får man jo kun, hvis man består en indfødsretsprøve, som kredser om de ting, som vi finder er en central fællesmængde for det danske – historisk, kulturelt og samfundsmæssigt set. Og hvad er så det?

Jo, det er de grundlæggende værdier og principper om demokrati, ytringsfrihed, ligestilling, børns selvstændige rettigheder, retsstaten og videnskabens forrang over troen.

Sådan har det ikke altid været i Danmark, og de ting er ikke kommet af sig selv. Og den del af vores historie, gør jeg altid en del ud af, når jeg viser skoleklasser rundt på Christiansborg. Det land, vi er i dag, er blevet til takket være politiske kampe og stridigheder gennem danmarkshistorien.

Der var jo faktisk stærke kræfter i Danmark, der var imod demokratiet og imod at folk flest skulle have adgang til magten. De var for censur og imod ytringsfrihed, og det er jo helt vildt at tænke på i dagens Danmark.

Kvindernes adgang til vores demokrati kom jo heller ikke af sig selv; tværtimod måtte der kæmpes hårdt og længe mod en grundlæggende opfattelse af, at manden selvfølgelig talte for kvinden, og at kvinder slet ikke kunne håndtere at være en del af det politiske liv.

Læser man debatterne fra den tid, hvor kvinderne kæmpede for valgret, finder man sågar læger, der udtaler, at kvinder rent biologisk ikke er skabt til at forholde sig til det politiske. Vores hjerne ville ikke kunne tåle det, mente de. Det tror jeg nu vi er et par kvinder i salen her i dag der vil skrive under på de ikke havde helt ret i.

Heldigvis kan vi også se, at der er et træk i det danske, der handler om at have en sund portion skepsis over for autoriteter. For havde vi nu som samlet folk været mere autoritetstro, ville den slags advarsler fra lærde folk i lægestanden jo kunne have medført, at kvinderne skulle have ventet længere for at få adgang til Folketing og Landsting.

Børns ret til en barndom med leg, skolegang og et liv uden tæsk er jo alt sammen ting, vi forbinder med det kernedanske. Men det er også noget, der måtte kæmpes for, og i næste måned kan vi faktisk her i folketingssalen fejre 20-årsjubilæum for afskaffelsen af revselsesretten. Det blev først en realitet, da en ung justitsminister ved navn Frank Jensen fremsatte et lovforslag om at afskaffe forældres ret til at slå deres børn. Tænk, at det for så relativt nyligt har været lovligt og accepteret i danske familier og i vores samfund.

Sådan kan man jo gennemgå hver eneste af de værdier og principper, vi i dag tager for givet som grundlæggende danske. De er fundamentet for vores hverdag, og vi forventer af hinanden, at de respekteres, men det har ikke altid været et fundament for livet i Danmark.

Dermed er også sagt, vi jo ikke er færdige endnu, for ligesom alle de ting ikke er kommet af sig selv, bliver de heller ikke ved med at bestå af sig selv. Den frie og lige adgang til sundhed, skolegang, uddannelse og en ældrepleje med omsorg og tryghed for alle er jo fundamentale ting i det, der i dag udgør det danske og grundtanken om vores skattefinansierede velfærdssamfund, hvor man yder efter evne og nyder efter behov, hvor organisationsgraden er høj, hvor den danske model er stærk og sikrer ordentlige lønforhold. Det kan man ikke tage for givet. Kigger vi rundt i verden eller bare syd for vores egen grænse, har man altså større og illegale underklasser, og det plejer vi ikke at ville acceptere som dansk. Det mener jeg heller ikke vi skal i fremtiden.

Det korte af det lange fra Socialdemokratiets side her i dag er, at det danske ikke kan reduceres til en juridisk definition. Der er mere på spil, og vi må stå på mål for det sammen. Det er jo i grunden temmelig værdifuldt, at det er sådan.

Så kære nye statsborgere: Nu er det ikke kun jeres ret at være med til at bestemme over Danmark, for det er også jeres pligt at være med til at tilføre vores fælles diskussioner jeres egne erfaringer og tage aktiv del i debatten og samfundslivet.

Afslutningsvis vil jeg igen gerne sige tillykke til alle jer, der har knoklet for at få jeres navne på det her lovforslag, og jeg vil også beklage, at der i nogle tilfælde har været en meget lang sagsbehandlingstid. Det tror jeg sådan set vi her i salen er enige om skal gøres bedre, og det arbejder vi på. Jeg kan også se på formanden, at jeg skal se at få konkluderet, så jeg vil sige, at vi Socialdemokrater selvfølgelig støtter lovforslaget.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Christian Langballe, Dansk Folkeparti.

Tak, formand, og tak for talen. Jeg kunne godt tænke mig at bruge den her debat som anledning til at spørge ordføreren: Hvem er det egentlig, der tildeler statsborgerskab, om det er det danske Folketing, eller om det er konventionerne, der ligesom forpligter os til at give statsborgerskab? Det er en principiel overvejelse, som jeg egentlig mener er blevet mere påtrængende at få drøftet, al den stund at et flertal i Indfødsretsudvalget i går besluttede sig for at prøve de såkaldte handicapsager. De skulle alle sammen prøves juridisk igennem handicapkonventionen. Så kunne jeg godt tænke mig at vide: Hvem er det så egentlig, der giver statsborgerskab? Er det sådan, at hvis der foreligger en juridisk dom i forhold til handicapkonventionen, er det så pr. definition statsborgerskab, der bliver givet i forhold til konventionen, eller er det Folketinget?

Ordføreren.

Det kan der jo ikke være så meget tvivl om. Ordføreren sad jo til det samme møde, ordføreren var faktisk formand ved det samme møde, hvor jeg også var, hvor vi diskuterede det her, og nu kommer det til at lyde, som om vi vil have sendt hver enkelt dispensationssag forbi en domstol og få en afgørelse her og dermed tage magten fra os her i Folketinget til at give statsborgerskab og give den til domstolene. Det var jo ikke det, der blev besluttet. Det, der blev besluttet, var at få en uddybet vurdering af, hvordan de her menneskers personlige sag, og det er jo heldigvis er et fåtal, der ansøger om dispensation, bliver set i forhold til handicapkonventionen. Men det blev også sagt meget klart på mødet i går, og det var der jo også enighed om i udvalget – jeg kan se flere, der var på mødet, er her i dag – at det jo ikke er noget, der så er bindende for udvalgsmedlemmer, fordi statsborgerskab gives ved lov og dermed af Folketinget.

Hr. Christian Langballe.

Der er ingen her, der har talt om domstole. Det har jeg ikke. Jeg har udelukkende sagt, at der er sket den nyskabelse inden for tildeling af indfødsret, at et flertal i Indfødsretsudvalget ledet af Enhedslisten og med Socialdemokratiet og Venstre nu har fundet det opportunt, at de her sager skal prøves af en juridisk ekspertise fra Indfødsretskontoret. Så bliver jeg bare nødt til at spørge, om det ikke er rigtigt.

Ordføreren.

Jeg synes ikke, at det er en helt rimelig fremstilling, der kommer fra Dansk Folkepartis ordfører. Konstateringen var jo, at den mulighed allerede foreligger, altså Enhedslistens fru Johanne Schmidt-Nielsen – for at tage et eksempel – ville til hver en tid kunne oversende hver enkelt sag til Indfødsretskontoret og bede dem om at lave den vurdering. Det vil jo betyde en yderligere forsinkelse af en sagsbehandlingstid, som jeg tror vi vel bredt er enige om i forvejen er rigelig lang, og som vi jo faktisk lægger os i selen for at få bragt ned. Så nu prøver vi den tilgang, hvor vi får ord med på vejen fra Indfødsretskontoret i forhold til handicapkonventionen i første runde. Det har vi jo ikke prøvet endnu. Nu må vi se, hvordan det bliver, og så må vi tage den derfra. Men jeg synes, at hr. Christian Langballe skylder at sige, at det stod meget klart på mødet, at hr. Christian Langballe jo stadig ikke er bundet af den vurdering, der kommer, i højere grad, end han har været hidtil af de forpligtelser, han har.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Christian Langballe, Dansk Folkeparti.

Tak. Det er L 189, der er til forhandling i dag, og det drejer sig om tildeling af dansk statsborgerskab. Der er 2.139 voksne og 571 børn, der i dag får statsborgerskab. Vi kommer ikke til at stemme for. Vi kommer ikke til at deltage i den fortsatte opløsning af Danmark. Vi kommer ikke til at fremme parallelsamfund med statsborgere, der måske aldrig bliver danskere.

Vi nægter at deltage i det parlamentariske skuespil, der kommer til at foregå i dag, hvor samtlige andre partier vil ønske velkommen og tillykke og bedyre, hvor fantastisk det går. Socialdemokratiet har lige gjort det, Venstre vil gøre det, Liberal Alliance, De Radikale, SF, Enhedslisten, Alternativet – og måske selv De Konservative vil gøre det. I en stor kollektiv venlig forbrødring vil de foregive, at alting er så fantastisk godt. Og sådan vil det parlamentariske teater køre videre med de samme humanistiske floskler, som er hentet fra de kulturradikale og den intellektuelle venstrefløjs gamle arsenal, og dette parlamentariske teater vil så fortsat bevirke en opløsning af Europa og Danmark.

Hvorfor det? Det vil det, fordi historien bliver ved med at gentage sig. Det begynder altid med, at der kommer flygtninge og indvandrere til Danmark, og der er jo kommet en farlig masse siden den ulyksalige flygtningelov anno 1983. Det er en flygtningestrøm, der hovedsagelig er kommet fra mellemøstlige muslimske lande. Nu er det så gået sådan for sig, at disse flygtninge fra dag et er blevet gjort til indvandrere, der så skal have arbejde og integreres i det danske samfund, og når der så er gået omtrent 10 år, skal de selvfølgelig ifølge et stort flertal af partier i Folketinget have dansk statsborgerskab, for man kan ikke udvise dem, når de har været her i så mange år, har et stort flertal sagt. Konsekvensen af det har så været, at personer, der har fået asylstatus, på et eller andet tidspunkt ender med at få statsborgerskab. Det er jo nærmest en menneskeret, mener et stort flertal af Folketingets partier, og derfor kommer de også til at stemme for indfødsretsloven igen, sådan som de har gjort det gang på gang.

Blot for at der ikke er nogen tvivl om, hvor vi i Dansk Folkeparti står: Flygtninge skal pr. definition ikke have dansk statsborgerskab, fordi de er kommet til Danmark som flygtninge. De skal hjem, når der er fred i hjemlandet. Hvorfor skal 120 irakere i dag have statsborgerskab? Hvorfor bliver de ikke sendt hjem, når der nu er fred og ingen fare? Hvorfor skal de ikke hjælpe med at opbygge deres eget land? Og sådan kan man jo så blive ved. Det er personer, der kommer til landet som flygtninge og indvandrere, og der mener et stort flertal af partierne i Folketinget, at de personer på en eller anden måde har en uimodsigelig og hellig ret til dansk statsborgerskab.

Derfor fortsætter det parlamentariske teater, og derfor stemmer alle Folketingets partier på nær DF for statsborgerskab gang på gang. Vi siger nej. Vi gider ikke at deltage i det forløjede teater. Vi mener, at hensynet til fædrelandet og vores efterkommere en gang imellem bør erindres. Vi mener, at et flertal af partierne fortsat medvirker til at opløse Danmark, og vi nægter at medvirke til dette.

Tillad mig så her til sidst at adressere et forhold mellem DF og Venstre. Venstre talte meget højlydt for inden valget at gøre op med konventionsregimet. Hr. Karsten Lauritzen udtalte sig om det, Pind udtalte sig om det, men det er selvfølgelig lang tid siden, og nu er man kommet i regering. Men jeg spørger så alligevel, hvordan det kan være, at Venstre i Indfødsretsudvalget begiver sig ind under konventionsregimet og stemmer for, at et stort antal dispensationssager, de såkaldte handicapsager, nu skal prøves af jurister fra Indfødsretskontoret i forhold til handicapkonventionen. Hvordan kan det være, at Venstre med Enhedslisten, Alternativet, De Radikale og Socialdemokratiet stemmer for dette og imod DF? Jeg spørger bare. Tak for ordet.

Tak. Da der bliver henvist til en, som ikke var minister på det tidspunkt, skal man i hvert fald lige sige hr. Søren Pind. Værsgo til hr. Jan E. Jørgensen.

Tak. Det var en meget overraskende tale fra Dansk Folkeparti, for Dansk Folkeparti er jo med i den aftale, vi har lavet, om kriterierne for at få dansk statsborgerskab. Vi har jo strammet betingelserne for at få dansk statsborgerskab ganske betragteligt – ganske betragteligt – efter vi fik en ny regering. Samtidig er flertallet i Indfødsretsudvalget jo skiftet, så hvor der i sidste periode blev givet dispensation praktisk talt til alle, der søgte, er det sådan i dag, at det er meget, meget vanskeligt at få dispensation, i hvert fald fra sprogkravene, for vi er jo er enige med Dansk Folkeparti i, at hvis ikke man kan dansk, så er man ikke dansker – det er det, der binder os sammen.

Dansk Folkeparti har jo stemt for de tidligere lovforslag, vi har haft, hvor vi har tildelt indfødsret. Så derfor vil jeg sige, at talen fra Dansk Folkeparti overrasker mig og ærgrer mig, og jeg er noget uforstående over for, at Dansk Folkeparti stemmer imod de mennesker, som vi havde givet statsborgerskab i henhold til en aftale, som Dansk Folkeparti er medunderskriver på.

Værsgo til ordføreren.

Jamen betragt det endelig på den måde, at den aftale er opsagt. Vi har gang på gang gjort opmærksom på, at vi med meget blandede følelser stemmer for, og nu gør vi det altså ikke mere, bl.a. under henvisning til, at vi havde et forslag om et loft på 1.000 – vi vil ikke give statsborgerskab til mere end 1.000 om året – og vi tilkendegav ved den lejlighed, at hvis det blev stemt ned, kunne vi ikke fortsat stemme for. Sådan er det.

Så vil jeg i øvrigt sige, at det da klart betinger min holdning til tingene, at Venstre er begyndt at stemme med Enhedslisten med hensyn til det her konventionsregime, man gerne vil lægge ned over Indfødsretsudvalget, og det vil vi ikke være med til.

Hr. Jan E. Jørgensen.

Det var da en nyhed i dag, at man opsiger en aftale fra Folketingets talerstol. Det synes jeg er rigtig, rigtig ærgerligt, for jeg synes sådan set, vi havde landet en rigtig god aftale, hvor vi ovenikøbet havde kunnet lave en aftale hen over midten med Socialdemokratiet, som vi havde fået vristet fri af Enhedslistens og Det Radikale Venstres klør, om jeg så må sige. Så det synes jeg er rigtig, rigtig ærgerligt. Og så synes jeg ikke, at hr. Christian Langballe refererer mødet i Indfødsretsudvalget korrekt. Det, der er tale om, er, at intet kan forhindre et medlem af Folketinget i at bede om de oplysninger, som udvalget nu beder om. Så det vil være et slag i luften at prøve at forhindre Enhedslisten i noget, som vi ikke kan forhindre Enhedslisten i alligevel.

Værsgo til ordføreren.

Det, der bare er sagen, er, at Venstre stiller sig bag. Venstre stiller sig bag, og det er jo så bare beklageligt, at Venstre vælger den vej ind under konventionsregimet. Det er den vej, vi ikke vil gå. Det er da egentlig meget enkelt.

Så er det fru Astrid Krag, Socialdemokratiet.

Tak for det. Hr. Christian Langballe fik det jo i sin ordførertale nærmest til at lyde, som om man kan rejse ind over grænsen, få ophold som flygtning, få asyl i Danmark, og så kan man blive statsborger. Det er jo ikke rigtigt. Man skal have permanent ophold i Danmark, dvs. retten til at leve her og have sit liv her, for at kunne søge om statsborgerskab, og man bliver så mødt med en masse krav, også nogle krav, vi har været med til at skærpe sammen.

Jeg ville egentlig have bedt ordføreren for Dansk Folkeparti bekræfte de krav, vi blevet enige om i en fælles aftale efter grundige og seriøse forhandlinger, men jeg kan så forstå – og det overrasker også mig, og jeg tror ikke, at jeg har oplevet det på den måde før – at Dansk Folkeparti er trådt ud af den aftalekreds nu fra Folketingets talerstol, og så giver det jo ikke meget mening at bede ordføreren om at bekræfte de ting, vi blevet enige om, hvis man ikke længere er enig. Men kan ordføreren så løfte sløret for, hvad Dansk Folkeparti ønsker der skal sættes i stedet af krav.

Ordføreren.

Så lad mig formulere det på en lidt anden måde, nemlig på den måde, at vi selvfølgelig står ved de aftaler, vi har indgået, det er klart, men vi er bare ikke forpligtet af aftalen længere. Vi føler os ikke forpligtet af aftalen længere, fordi vi stadig væk mener, at der kommer for mange, og det er jo en ærlig sag. Nu har vi set, hvordan den her aftale virker, og vi har fremsat forslag om, at der blev lavet et loft på 1.000. Det mener vi er det eneste rigtige af hensyn til Danmark og fremtiden og vores efterkommere, som jeg mener spiller en meget lille rolle i den her debat.

Så vil jeg i øvrigt sige, at når jeg adresserer det her med hensyn til den trappestige, der er i, at folk kommer hertil som flygtninge og så bliver gjort til indvandrere fra dag et, hvilket de også gør nu, og så venter der måske på et tidspunkt et statsborgerskab, så kan jeg jo bare se på, at nu kommer der altså mange, mange tusinde syriske flygtninge, og jeg kan så regne med, at når de har opfyldt opholdskravene, vil de søge om dansk statsborgerskab, og så vil de få det af et flertal. Selvfølgelig skal de opfylde nogle krav, det er klart, men jeg synes, at den mekanisme bare bliver ved med at gå videre, og det er det, jeg prøver at adressere i min tale. Det fortsætter jo. Flygtningestrømmene forsvinder jo ikke.

Taletiden skal overholdes. Værsgo til fru Astrid Krag.

Jeg synes, at det er useriøst at prøve at tegne et billede af, at man kan trække et statsborgerskab i en automat, eller at det er sådan noget, der automatisk kommer dumpende efter en årrække. Der knytter sig nogle meget skrappe krav til det at få statsborgerskab, og sådan skal det også være. Men altså, jeg bliver nødt til at spørge igen: Betyder det, at man ikke er forpligtet af en aftale? Er Dansk Folkeparti trådt ud af aftalekredsen, eller er Dansk Folkeparti ikke trådt ud af aftalekredsen? Man kan jo ikke både blæse og have mel i munden. Man kan ikke sådan være lidt gravid. Enten er man med i en aftalekreds, og så er man forpligtet af den, eller også er man trådt ud. Jeg synes, at ordføreren prøver lidt at gøre begge ting, og det må vi jo altså bare få afklaret her i dag.

Værsgo.

Det, jeg siger, er faktisk ikke noget nyt. Jeg sagde det i sin tid, da vi behandlede forslaget med loftet på 1.000 statsborgere. På det tidspunkt sagde jeg, at hvis det ikke var et krav, der blev opfyldt, eller der kom yderligere stramninger, følte vi os ikke mere forpligtet af den aftale. Vi anerkender, at vi har indgået den, men det er bare sådan, som det er. Det er altså ikke første gang, jeg siger det. Jeg har sagt det før.

Tak. Så er det fru Johanne Schmidt-Nielsen, Enhedslisten.

Jeg er bare mystificeret – det ved jeg ikke om det hedder, men i tvivl i hvert fald. Hvad betyder det, at Dansk Folkeparti nu fra talerstolen i Folketinget meddeler regeringen, at aftalen om indfødsretcirkulæret er opsagt? Hvad er konsekvensen?

Ordføreren

Nu er vi inde i den der fru Johanne Schmidt-Nielsen-mølle, hvor fru Johanne Schmidt-Nielsen skal stille drilske spørgsmål, fordi fru Johanne Schmidt-Nielsen så vil undgå at fremlægge, hvad Enhedslistens politik på statsborgerskabsområdet er, hvor der jo stort set ikke er nogen som helst form for politik. Det synes jeg bare er interessant. Jeg har svaret fru Astrid Krag på det spørgsmål, og jeg har egentlig ikke lyst til at gentage det over for fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Det var et utrolig underligt svar, som absolut ikke havde noget med spørgsmålet at gøre. Spørgsmålet var ellers simpelt, og jeg spørger, fordi jeg oprigtigt er i tvivl. Hvad betyder det, når Dansk Folkeparti i dag fra talerstolen i Folketinget meddeler regeringen, at indfødsretsaftalen er opsagt? Jeg ved ikke, hvad det betyder. Hvad er konsekvensen af den melding? Det spørgsmål må det være muligt for ordføreren at svare på.

Ordføreren.

Jeg vil gerne afgive et svar. Jeg har ikke noget problem med det, og jeg har gjort det i tre omgange, og så føler fru Johanne Schmidt-Nielsen – for ligesom sådan at skulle sætte lidt lus i skindpelsen – for at fortsætte den diskussion i stedet for fremlægge sin egen politik. Det er i orden, for det er, som det plejer at være med Enhedslisten. Vi føler os ikke forpligtet af den aftale mere. Vi anerkender, at vi har indgået den, men vi føler os ikke forpligtet af den aftale mere, og derfor stemmer vi nej. Det er det, der er sagen. Det er sådan, det skal forstås.

Så er det fru Laura Lindahl, Liberal Alliance.

Tak for det, og tak til ordføreren for at være sådan rimelig klar i mælet på det her område, for det må man sige at han er. Er det i forhold til handicapkonventionen og det nye, der så kom frem i udvalget i går, nemlig at der er en juridisk vurdering af de sager med syge og handicappede mennesker, så ikke rigtigt, at et flertal i udvalget stadig væk kan vælge at sige, at hvis man lægger x, y og z til grund, så vil det være i strid med handicapkonventionen ikke at give statsborgerskab, men at vi jo kan være uenige i, at man lægger x, y og z til grund og dermed stadig væk uden at bryde nogen konventioner overhovedet nægte statsborgerskab til en række borgere? Er det ikke korrekt?

Værsgo til ordføreren.

Jeg er simpelt hen uenig i præmisserne, for de her konventioner går ind over noget og prøver at determinere noget, de ikke kan, og det er i forhold til statsborgerskabet. Statsborgerskabet gives af Folketinget. Den eneste konvention, vi har tilsluttet os, der omfatter statsborgerskabet, er statsborgerkonventionen anno 1997. Nu prøver man så at gøre vores arbejde i Indfødsretsudvalget til et konventionsspørgsmål. Jeg er uenig i den præmis. Jeg mener ikke, at det er et konventionsspørgsmål, og derfor mener jeg, at Venstre og andre går Enhedslistens ærinde, som gerne vil have gjort det hele til en konventionsspørgsmål, sådan at der kan gives statsborgerskaber pr. automatik. Det er det, det hele handler om.

Fru Laura Lindahl.

Men vi er jo enige med ordføreren i, at det her er et spørgsmål, som ikke handler om konventioner, og at det er en beslutning, som bliver truffet af Folketinget. Det er jeg helt sikker på at Venstre og andre gode kræfter også er enige med os, altså med ordføreren og os selv i Liberal Alliance, i. Og sådan kan vi jo gøre det fremadrettet. Fremadrettet kan det godt være, at der ligger en juridisk vurdering i det materiale, vi får, men beslutningen er ene og alene vores. Derfor betyder det her ikke nødvendigvis, at vi er forpligtet til at give flere statsborgerskaber, end vi har været hidtil.

Tak. Ordføreren.

Jeg er simpelt hen uenig i den måde at stille det op på. Det er jo ikke det, der er sagen. Det, der er sagen, er, at ved at stemme sammen med et flertal i forhold til handicapkonventionen gør man det til et konventionsspørgsmål. Det er det, der er den grundlæggende præmis for mig, og det mener jeg simpelt hen er en kæmpe fejltagelse. Det må jeg bare sige. Så kan man jo stemme for eller imod. Vi har tænkt os at stemme, som vi plejer. At begive sig ind under det konventionsregime i forhold til indfødsret mener jeg simpelt hen er en kæmpe misforståelse og en politisk brøler af rang.

Fru Pernille Schnoor, Alternativet.

Nu nævner ordføreren ordet konventionstyranni – det mener jeg at ordføreren kaldte det flere gange – i forbindelse med det her med, at vi har bedt om at få en uvildig juridisk vurdering af, om vi bryder med handicapkonventionen i udvalget. Jeg er oprigtigt overrasket over, at ordføreren bruger det med handicapkonventionen til at begrunde, at man ikke stemmer for i dag, bl.a. fordi jeg ikke rigtig synes, det flugter med Dansk Folkepartis politik på handicapområdet og på socialområdet. Og jeg undrer mig over, om handicapkonventionen skal gøre, at DF melder sig ud af det at behandle handicappede med respekt.

Ordføreren, værsgo.

Altså, jeg bliver nødt til at bede ordføreren om at lytte efter. Vi har ikke stemt nej med henvisning til handicapkonventionen. Vi har stemt nej af helt andre grunde, som jeg er kommet ind på i min tale. Til sidst, afslutningsvis i min tale adresserede jeg det forhold, at et flertal i går gjorde statsborgerskabet til et konventionsspørgsmål. Det er to forskellige ting.

Kan ordføreren ikke bare lytte efter, hvad det er, jeg siger, inden man stiller spørgsmål, hvor man så skal til at problematisere en masse forhold, der ikke er nogen grund til at problematisere?

Vil fru Pernille Schnoor have ordet? Så skal hun lige trykke sig ind. Værsgo.

Jeg lyttede rigtig, rigtig godt efter, og meget af det, som ordføreren sagde, tror jeg godt at jeg og andre vidste i forvejen. Men jeg synes også, at ordføreren brugte rigtig, rigtig meget taletid på at tale om det her med handicapkonventionen, så det kunne jeg stadig væk godt tænke mig at høre noget om. Jeg synes ikke, det flugter med den politik, som Dansk Folkeparti, som jeg kender dem, står for på social- og handicapområdet. Så jeg forstår ikke, hvorfor ordføreren bruger så meget tid på at synes de her ting om, at vi bare gerne vil have vurderet noget i forhold til handicapkonventionen i udvalget.

Værsgo til ordføreren.

Altså, undskyld mig, men det her synes jeg er lidt goddag mand økseskaft. Det, jeg diskuterer, og det har jeg prøvet at udfolde, er, at jeg ikke mener, at det er konventionen, der skal bestemme, hvem der skal have statsborgerskab. Betyder det så, at jeg er uenig med mit parti i, at handicappede skal have en menneskeværdig og ordentlig tilværelse i Danmark, hvor vi skal hjælpe dem så godt, vi kan? Det har jeg ikke sagt noget om at vi ikke skal. Det mener jeg fortsat at vi skal, og det vil jeg kæmpe for at vi skal. Det er bare et andet spørgsmål.

Så er det fru Lotte Rod, Radikale Venstre.

For mig virker det meget underligt, at Dansk Folkeparti stemmer nej til et lovforslag, som følger direkte af en aftale, som Dansk Folkeparti selv er med i. Derfor får jeg har bare lyst til at spørge ordføreren: Får det andre konsekvenser, at Dansk Folkeparti ikke længere føler sig forpligtet af aftalen?

Værsgo til ordføreren.

Nu har ordføreren i flere omgange kaldt de forslag, jeg er kommet med på statsborgerskabsområdet, for utrolig usympatiske. Og jeg kan mærke den der snert af ubehag, når ordføreren har kommenteret mine forslag. Jeg sagde i en debat om loftet på de 1.000, som vi mener skal være loftet over, hvor mange der kan få statsborgerskab om året, at det selvfølgelig, når man ikke anerkender, at der stadig væk kommer for mange, betyder, at vi ikke længere føler os forpligtet af den aftale, som vi har indgået. Og hvad så?

Vi har før stemt nej til at give statsborgerskab, og vi har faktisk gjort det temmelig mange gange, vil jeg godt minde om. Vi var glade for den aftale, da vi indgik den. Nu har vi så set på følgevirkningerne af den, og så konstaterer vi, at der stadig væk er for mange, der får statsborgerskab, og at de 120 irakere, der er på forslaget, jo ikke skulle have haft statsborgerskab. De skulle have været sendt hjem for at hjælpe med at opbygge deres land. Det er en misforstået måde gøre tingene på.

Fru Lotte Rod.

Det er bare for at forstå, hvad det betyder, for jeg undrer mig en lille smule over det. Når Dansk Folkeparti siger det her med, at man ikke længere føler sig forpligtet af det, er det så, fordi man har tilkendegivet over for regeringen, at man ikke længere ønsker at være en del af aftalen, eller hvad er konsekvensen af det?

Ordføreren.

Jeg er næsten beæret over, at man både fra Radikale Venstre og Enhedslisten er så interesserede i, hvad Dansk Folkeparti mener. Det kunne være, at det så smittede af, i forhold til at man traf nogle mere fornuftige beslutninger. Det betyder det enkelte, at vi opfordrer regeringen – hvad jeg så faktisk har gjort – til at få strammet op. Det er det, det betyder.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Jan E. Jørgensen, Venstre. Værsgo.

Tak for ordet. Jeg kan godt høre på det hele, at den tale, jeg havde skrevet til i dag, kan jeg ikke bruge til så frygtelig meget. Den starter med, at i dag er en ganske særlig dag, og ja, det er det, men ikke på den måde, jeg havde regnet med. Jeg havde regnet med, at det var en særlig dag, fordi 2.139 personer og de 571 medfølgende børn får statsborgerskab. Alene i dag giver vi jo statsborgerskab til mere end de 1.000, som Dansk Folkeparti tidligere har fremsat forslag om. Nu taler jeg sådan set til Dansk Folkeparti, så jeg bliver rigtig glad, hvis man vil høre efter, hvad jeg siger – det vil man så ikke.

Nå. Det synes jeg er rigtig ærgerligt. Jeg synes måske heller ikke, at den samtale egentlig egner sig til at blive ført her, men måske snarere skulle være ført i aftalekredsen. Men hvis man opfylder et kriterium, så opfylder man et kriterium, og det gør man, hvad enten man er nr. 1.001, der opfylder det kriterium, eller man er nr. 1.000. Og det var ikke et krav, der blev fremført i forhandlingerne dengang, at der skulle lægges et loft over, for så burde man jo have indkaldt til en ny runde forhandlinger og drøftet det her.

Så er der blevet nævnt noget om et møde, som jeg har oven i købet tror var et lukket møde, men jeg må jo godt referere, hvad jeg har sagt på det møde. Og det, jeg har sagt, er, at eftersom der ikke er noget som helst, der kan forhindre et hvilket som helst medlem af Folketinget i at stille spørgsmål til et lovforslag, så giver det jo ikke mening, at udvalget så skulle forsøge at forhindre et medlem i at få de oplysninger. Altså, fru Johanne Schmidt-Nielsen eller hr. Martin Henriksen eller hr. Christian Langballe eller hvem som helst kan jo bede om at få en vurdering af, om det vil være i strid med handicapkonventionen eller ej at meddele statsborgerskab til en eller anden person. Så det vil være et fuldstændig tomt slag i luften, hvis vi skulle sige, at det må I ikke, for det kan vi ikke forhindre.

Jeg synes også, det er en meget voldsom reaktion, nærmest en overreaktion, før vi overhovedet har set det brev, der bliver sendt af sted fra udvalget til Indfødsretskontoret om, hvad det er vi beder om. Det er noget rent processuelt. Jeg synes, det virker meget impulsivt at ty til at opsige aftaler, og hvad ved jeg, fordi Venstre ikke har villet forhindre noget, vi ikke kan forhindre. Jeg vil godt slå fuldstændig fast, at ja, det er Folketinget, ingen andre end Folketinget, der tildeler statsborgerskab, og det gør vi i henhold til lov. Omvendt er det jo også sådan, at Danmark selvfølgelig tiltræder konventioner for at overholde dem. Man tiltræder ikke en konvention for at bryde den. Men jeg har ikke nogen formodning om, at handicapkonventionen skulle tvinge os til sådan pr. automatik at give statsborgerskab til en hel masse mennesker, der ikke er danskere.

Jeg kan jo også sige – for det er åbenbart en misforståelse, der florerer mange steder, at hvis man eksempelvis har ptsd, får man dansk statsborgerskab nærmest sådan pr. automatik – at det er ikke tilfældet. Jeg kunne også godt sige, at det er ikke tilfældet længere, fordi der er kommet et nyt politisk flertal, og der er kommet en ny regering, som betragter det som fuldstændig fundamentalt, at man kan dansk, hvis man vil være dansk statsborger. Det er det, der binder os sammen. Det er sproget. Dansk tales ikke i andre lande end Danmark. I Sverige og Norge taler de noget, der minder om det, men det er ikke dansk. Det er kun os, der taler dansk, og derfor er man ikke dansker, hvis ikke man taler dansk. Så kan vi diskutere, hvor godt man skal kunne tale det osv., men det er et helt fundamentalt krav. Vi giver altså ikke dispensation til mennesker, der ikke kan dansk. Det fik de tidligere. Sådan er det ikke længere. Det var også det, som Grundtvig så smukt skrev, at man skal have for modersmålet øre for at kunne få dansk statsborgerskab.

Så jeg må sige, at jeg er overrasket og uforstående over for Dansk Folkepartis reaktion på en ren processuel ting, medmindre det selvfølgelig er det her med de 1.000, altså maks.-grænsen på 1.000, som har været udslagsgivende. For det er jo korrekt, at vi giver statsborgerskab til flere end 1.000, men det fremgår ikke af den aftale, vi har lavet, at der skulle være et eller andet loft. Min og Venstres retfærdighedssans ville altså være voldsomt krænket, hvis man sagde til 1.000 mennesker, der opfyldte kriterierne: I kan godt få, men de næste 1.000, der opfylder nøjagtig de samme kriterier, kan ikke få.

Jeg vil også godt lige forsøge at udrydde en misforståelse. Det er altså ikke nogle mennesker, der kommer til Danmark, som vi taler om her i dag. Det er nogle mennesker, der er i Danmark – det er nogle mennesker, der er i Danmark. Det kan vi ikke forandre. Og så synes jeg da, at det er glædeligt, at de mennesker har tilegnet sig dansk, at de ikke har begået kriminalitet, at de har et arbejde, at de ikke skylder penge til det offentlige, at de forsørger sig selv, at de er integreret og indgår i det danske samfund og betragter sig selv som så danske, at de søger om dansk statsborgerskab. Det synes jeg egentlig vi skulle glæde os over i stedet for det modsatte.

Tak. Hr. Christian Langballe, Dansk Folkeparti, for en kort bemærkning.

Da vi i oktober 2015 lavede en aftale om nye betingelser for statsborgerskab, forpligtede vi os til at stemme for den aftale. Færdig, slut. Altså forpligtede vi os til at stemme for aftalen og stemme for betingelserne. Og nu er vi så kommet en situation, hvor vi mener, der skal strammes op. Og det er klart nok, at det så er det, vi siger, og det, vi gør. Det er der intet odiøst i. Vi har ikke indgået noget forlig. Det er ikke et forlig, vi taler om nu, det er en stemmeaftale. Der er intet odiøst i at sige, at nu har vi prøvet at se, hvordan den her aftale virker, og der er stadig væk for mange, der får statsborgerskab. Det er det, der er forudsætningen for, at vi siger det, vi gør i dag.

Når jeg så tager fat i hr. Jan E. Jørgensen som ordfører, er det ikke kun et procedurespørgsmål med hensyn til konventionerne. Det passer simpelt hen ikke. Det er en nyskabelse i Indfødsretsudvalget, at tingene skal prøves konventionsmæssigt. Det er en nyskabelse, som Venstre har lagt stemmer til. Og jeg synes, man må rose fru Johanne Schmidt-Nielsen. Hun har gjort det godt. Hun har jo sat hele den borgerlige blok skakmat, hvad angår det her. Det synes jeg bare er ærgerligt.

Værsgo, ordføreren.

Jamen det er fuldstændig korrekt. Altså, der er ikke tale om et forlig, der er tale om en stemmeaftale. Og jeg havde egentlig foretrukket et forlig, fordi det havde bundet socialdemokraterne også efter et valg, hvor de måtte få flertal – det valg komme om mange, mange år. Men hvis det måtte ske, ville det jo være rigtig, rigtig rart at have et forlig, sådan at socialdemokraterne var bundet til ikke at indgå et nyt forlig eller en ny aftale med de partier, som jo nærmest synes, at alle skal have dansk statsborgerskab. Så jeg havde bestemt foretrukket et forlig. Men det er korrekt, at det er en stemmeaftale, og derfor kan man selvfølgelig opsige den. Jeg synes bare, det havde været formålstjenligt, om man i stedet for havde bedt om, at der var blevet indkaldt til drøftelse, så vi eventuelt kunne lave en tillægsaftale, eller hvad ved jeg.

Venstre kan ikke forhindre fru Johanne Schmidt-Nielsen i at bede om de oplysninger, som fru Johanne Schmidt-Nielsen gerne vil have. Hvis Enhedslisten eller andre vil have en vurdering af, om noget er i strid med en konvention eller ej, så er man i sin fulde ret til at gøre det. Jeg kan ikke forhindre det.

Hr. Christian Langballe, værsgo.

Ordføreren bestemmer jo selv, hvad ordføreren stemmer ja eller nej til. Vi stemte nej, og ordføreren stemte ja, og det er deri, forskellen ligger. Men jeg kan så ikke se, hvorfor man egentlig ikke påberåber sig Den Europæiske Menneskerettighedskonvention? Hvorfor så ikke et hav af andre konventioner? Altså, hvad er det egentlig lige, der gør, at det er handicapkonventionen? Man kunne forestille sig alt muligt andet. Og jeg er fuldstændig klar over, at Enhedslisten gerne vil have gjort det her til et konventionsspørgsmål, sådan at man kan få givet så mange statsborgerskaber som overhovedet muligt. Det er jo det, det handler om.

Værsgo, ordføreren.

Jamen jeg er da enig i, at det er den bagvedliggende dagsorden. Det kan der jo ikke være så meget tvivl om. Men hvad enten Venstre havde stemt ja eller Venstre havde stemt nej til, at udvalget sender det brev, ville resultatet blive nøjagtig det samme. For Enhedslisten kan bare sende et udvalgsspørgsmål og bede om bistand til at få belyst, om de her sager efter juristernes opfattelse er i strid med handicapkonventionen eller ej. Det er der ikke nogen, der kan forhindre. Jeg kan heller ikke forhindre hr. Christian Langballe i at tage ordet eller ikke tage ordet eller stemme det ene eller stemme det andet. Altså, der er bare ting, som er ude af ens hænder, og som man ikke har nogen indflydelse på. Og så giver det jo ikke mening at kæmpe mod vindmøller.

Fru Astrid Krag, Socialdemokratiet.

Det er nok i virkeligheden ikke så meget et spørgsmål, for jeg vil bare sige til Venstres ordfører, at jeg oplevede det samme, som Venstres ordfører oplevede, at der skete på mødet i går. Jeg synes ikke, det er så klædeligt, at man på den måde prøver at tegne et andet billede af, hvad der er sket på en lukket og fortroligt møde, men det må vi så eventuelt vende i udvalget bagefter.

Så vil jeg bare kvittere for, at Venstre også så klart siger, at det er ønskeligt, at vi har et forlig på det her område. Det ønsker vi jo også fra Socialdemokratiets side. Det er altså nogle krav, det tager mange år at kvalificere sig til, og af den grund er det jo godt, at det er et forlig, men også fordi det er noget fuldstændig fundamentalt. Jeg synes, der må være noget ro og værdighed omkring det at opnå statsborgerskab. Så en kvittering for, at Venstre ligesom Socialdemokratiet ønsker, at der bliver et forlig, og så burde det jo også være muligt, at vi kunne sætte os ved bordet og få lukket et forlig om de her regler.

Værsgo, ordføreren.

Tak for det, og det er jeg måske ikke så overraskende enig i. Et forlig ville jo også have den betydning, at den zigzagkurs, der tidligere har været, ville blive afskaffet. Det, der jo skete tidligere, var, at lige så snart Socialdemokraterne kom til magten og blev presset af sit parlamentariske flertal til at lave en anden aftale, væltede det ind med ansøgninger fra alle dem, som vi under den borgerlige regering ledet af Anders Fogh Rasmussen havde sagt nej til at give statsborgerskab. Vi fik dem jo båret op i flyttekasser – i flyttekasser! – hvor vi passivt måtte se til, at der blev givet statsborgerskab til et hav af mennesker, som vi havde sagt nej til.

Det er jo det eneste, man opnår ved ikke at binde Socialdemokraterne i form af et forlig. Vi opnår ingenting ved det her, i hvert fald ikke noget positivt. Det eneste, vi opnår, er noget negativt. Så jeg synes stadig væk, det er rigtig, rigtig ærgerligt, at vi ikke havde et forlig, og jeg synes også, det er rigtig ærgerligt, at Dansk Folkeparti åbenbart betragter det her som en teaterforestilling i stedet for at forsøge at gøre sin indflydelse gældende.

Fru Astrid Krag.

Jeg tror, jeg vil lade være med at gå ind i polemikken i forhold til, hvad der sker, når socialdemokrater får magten. Jeg vil bare lige bede hr. Jan E. Jørgensen om så at nikke bekræftende til, at de mange ekstra sager, vi fik – det går jeg ud fra hr. Jan E. Jørgensen også anerkender – jo skyldtes en hel masse nye medarbejdere, som blev ansat, fordi vi jo har haft en fælles ambition. Hr. Jan E. Jørgensen har sågar, da han sidst var i opposition, krævet, at der skulle være et meget, meget lavt servicemål for den sagsbehandlingstid. Vi har jo ansat en hel del nye medarbejdere, der kunne bringe sagsbehandlingstiden ned. Det hører altså med til det billede. Og så vil jeg ikke andet end glæde mig over vores fælles indstilling til, at der bør være et forlig på det her område.

Ordføreren.

Det er fuldstændig korrekt, at de mange flyttekasser jo bl.a. skyldtes, at der var opbygget en sagspukkel. Så kom der flere medarbejdere, og så skulle den sagspukkel væk, og det betød selvfølgelig, at udvalget fik en masse sager sendt over. Den del af fortællingen er jo fuldstændig korrekt.

Men det er jo ikke ligegyldigt, hvad der sker med de sager, der er i de flyttekasser: om de mennesker så får statsborgerskab eller de ikke får statsborgerskab. Der kunne vi jo bare konstatere, at da sagde et udvalgsflertal ja til at give de mennesker statsborgerskab. Man kunne jo se på rigtig mange af dem, at det var folk, der havde søgt flere gange tidligere – helt tilbage fra 2001. Nogle havde søgt 5, 6, 7, 8 gange, og de havde fået nej alle de 5, 6, 7, 8 gange, men nu fik de altså ja.

Hr. Martin Henriksen, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Jeg kunne godt tænke mig at høre, om Venstre er indstillet på at indlede forhandlinger for at se, om vi kan blive enige om nogle nye, strammere kriterier, så det bliver vanskeligere at blive dansk statsborger, så vi kan få antallet, der får dansk statsborgerskab, længere ned.

Ordføreren.

Nu ved jeg så ikke, om Dansk Folkeparti ønsker at blive indkaldt til de forhandlinger, for nu har man lige opsagt den aftale, der ligger. Så det skal man selvfølgelig også gøre op med sig selv. Men altså, det fremgår af regeringsgrundlaget, og derfor kan det ikke være nogen overraskelse, at regeringen ønsker at se på kriterierne for at få dansk statsborgerskab. Det, som det først og fremmest drejer sig om, er, at vi har set nogle – ikke mange – eksempler på mennesker, der sådan set opfylder de kriterier, der ligger i dag; de kan dansk, de er selvforsørgende, de har ikke begået kriminalitet osv. Men de er antidemokratiske, antidanske i deres adfærd osv. Og kan man skrue en eller anden model sammen, så man kan undgå at give dansk statsborgerskab til personer, som er erklærede fjender af Danmark og danske værdier, så ville det jo være fantastisk. Så det vil vi gerne.

Hr. Martin Henriksen.

Det ville være rigtig godt, hvis vi kunne blive enige om nogle kriterier, som nedbringer antallet af personer, der får dansk statsborgerskab, for det er meget højt efter Dansk Folkepartis opfattelse. Hr. Jan E. Jørgensen må gerne svare på, om den øvelse, som regeringen er indstillet på at vi skal i gang med, handler om at lave nogle kriterier, der gør, at antallet bliver bragt ned. Jeg vil godt høre, om Venstre er indstillet på det, nemlig at antallet bliver bragt ned.

Så kunne jeg godt tænke mig med at knytte en kommentar til det her om forlig eller stemmeaftale. Man skal være opmærksom på, at der er fordele og ulemper ved et forlig. Ulempen ved et forlig er bl.a., at alle partier har vetoret, så hvis der herinde lige pludselig bliver enighed om blandt et flertal i Folketinget, at man ønsker at skærpe kriterierne, gøre det vanskeligere at få dansk statsborgerskab, kan Socialdemokratiet faktisk nedlægge veto og blokere for det, selv om der er et flertal i Folketinget, der ønsker det. Så der er fordele og ulemper.

Men jeg vil gerne have, at hr. Jan E. Jørgensen svarer på, om Venstre vil arbejde på at nedbringe antallet af personer, der får dansk statsborgerskab.

Værsgo.

Der er fordele og ulemper. Venstre vil gerne nedbringe antallet af eksempelvis asylansøgere, der kommer til Danmark. Det har vi jo gjort ganske betragteligt. Men det, vi taler om her, er mennesker, der allerede er her. Det kan vi hverken gøre til eller fra. Venstre synes da, at det er glædeligt, at det er positivt, at der er mange, der er integrerede, der er velintegrerede, der har taget danske værdier til sig, der har lært sig det ret vanskelige danske sprog. Dansk er et af de sværeste sprog at lære i hele verden. De forsørger deres børn, sørger for at sende dem i skole, sørger for, at de bliver danskere. Vi synes da, det er glædeligt, at dem, der kommer, slår rod, bliver integreret, bliver danskere frem for at leve i parallelsamfund, frem for stadig kun at have deres udenlandske baggrund. Det synes vi da er glædeligt. Så derfor kan jeg ikke helt følge den præmis, at antallet af dem, vi giver statsborgerskab, skulle være så interessant.

Så er det fru Karen J. Klint, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil også gerne kvittere for det sidste svar her fra hr. Jan E. Jørgensen om, at når vi snakker antal, er det i forhold til nyankomne og til, hvordan vi modtager asylansøgere. Når vi snakker om antal i forhold til folk, som er kvalificerede og har uddannet sig til at blive danske statsborgere, er det noget andet. Så er det jo noget andet og meget mere objektivt, der skal til. Og som en af dem, der har læst rigtig mange af de sager i flyttekasserne og har været dem igennem, synes jeg også, at jeg har høstet en viden om, hvor meget rigtig mange mennesker på trods af nogle udfordringer hjemmefra på grund af krig eller analfabetisme investerer i at lære dansk og sætte sig ind i vores land.

Så det, vi kan lære af de mange sager, som vi har læst her de sidste par år, er jo også, hvordan vi kan gøre det bedre, så det bliver lettere at integrere sig i det danske samfund. Det er det, vi kan bruge mængden af sager til, og ikke til at slå hinanden oven i hovedet, med hensyn til om vi har så truffet de rigtige eller forkerte beslutninger ud fra nogle partihensyn. Vi kan faktisk lære af de rigtig mange sager. Så det her var mere en bemærkning.

Værsgo til hr. Jan E. Jørgensen.

Tak for det, og tak for den bemærkning. Det er jo to forskellige debatter, som fru Karen J. Klint også er inde på. Altså, den ene går på, hvor mange der kommer til Danmark, og den anden går på, hvad vi gør ved dem, der allerede er kommet til Danmark. Der synes vi jo at det er glædeligt, at dem, der er kommet til Danmark, bliver integreret, bliver danskere og lærer dansk. Jeg synes da, at vi alle sammen må have en interesse i og en glæde ved, at nogle simpelt hen synes, Danmark er så dejligt et land, at de gerne vil være danske statsborgere.

Tak for det. Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Johanne Schmidt-Nielsen, Enhedslisten.

Først og fremmest tillykke til de mennesker, hvis navne nu står på det lovforslag, vi behandler i dag – de mennesker, som nu bliver danske statsborgere. Rigtig mange af dem har jo boet her hele deres liv eller i hvert fald været her i rigtig, rigtig mange år, og rigtig mange af dem har virkelig puklet for at komme igennem det nåleøje, som jeg jo synes er for lille. Jeg synes, det er for svært at blive dansk statsborger. De her mennesker har virkelig puklet for det. Tillykke til dem!

I den her debat er det jo et mål for Dansk Folkeparti – det fremgår tydeligt – at færre mennesker får dansk statsborgerskab. Den tilgang deler jeg ikke, og jeg forstår den egentlig heller ikke. Jeg er meget enig med hr. Jan E. Jørgensen, når han siger, at det da må være et selvstændigt mål, at de mennesker, som bor i Danmark og har deres liv her, integrerer sig og bliver en del af Danmark. Og en måde at blive en del af Danmark på er jo altså at få et dansk statsborgerskab. Jeg har bestemt ikke noget ønske om, at der går en meget stor gruppe mennesker rundt i Danmark, at der bor en stor gruppe mennesker her hos os i Danmark, som ikke er danske statsborgere, og som derved f.eks. er afskåret fra at stemme til folketingsvalg, hvilket jo er en forholdsvis vigtig del af det danske demokrati. Jeg synes tværtimod, at det er fantastisk, hvis så mange som muligt af os, som lever og bor her i Danmark, er fuldgyldige medlemmer af fællesskabet og f.eks. også har mulighed for at stemme til folketingsvalg. Det tror jeg ikke kun er til gavn for den enkelte, som er så heldig at komme igennem det der nåleøje og få det rødbedefarvede pas. Jeg tror også, det er til gavn og glæde for samfundet som helhed, at vi er inkluderende.

Så er der nogle gange nogle, der spørger mig: Hvorfor er det egentlig vigtigt at blive dansk statsborger? For det handler jo ikke om, hvorvidt man må bo her eller ej, som hr. Jan E. Jørgensen også sagde på talerstolen for et øjeblik siden. De mennesker, vi taler om her, har jo altså boet i Danmark i rigtig mange år, og en del af dem er født her. Hvorfor er det så vigtigt at få statsborgerskabet?

Ja, det er det af i hvert fald tre årsager. Den ene handler i virkeligheden om følelsen af at blive anerkendt som fuldgyldigt medlem af det danske samfund. Når jeg møder nye danske statsborgere på statsborgerskabsdagen her på Christiansborg, som vi har en gang om året – vi har lige haft den – så er lige præcis det her med følelsen af ligesom at blive anerkendt noget, som betyder rigtig meget for de her mennesker. Det kan jeg sådan set godt forstå. De tænker: Nu får jeg at vide, at nu er jeg rigtig dansker; jeg har fået passet. Den anden årsag til, at statsborgerskabet er vigtigt, er, at det giver mulighed for at stemme til folketingsvalg og deltage fuldgyldigt i det danske demokrati, og den tredje er, at det giver mulighed for at rejse. Jeg får desværre ofte henvendelser fra unge mennesker, som er forhindret i at tage på studietur med gymnasieklassen eller forhindret i at komme på udvekslingsophold, fordi de ikke har dansk pas – og dermed er der altså en række lande, man ikke kan få visum til. Det danske pas er vel sådan cirka noget af det allerbedste, man kan have, hvis man gerne vil rejse rundt i verden. Så også i forhold til muligheden for at rejse ud er det danske pas rigtig godt.

Så bliver der diskuteret konventioner i dag, og det er jo ikke en ny diskussion. Dansk Folkeparti siger, at man lader sig styre af konventioner. Der er en række konventioner, som har betydning for tildelingen af statsborgerskab. Det er f.eks. statsløsekonventionen, Børnekonventionen og handicapkonventionen. Dansk Folkeparti får det til at lyde, som om der sidder nogle mennesker i et eller andet land eller i en eller anden institution langt væk fra os her i Folketinget og os her i Danmark og bestemmer, at nu skal vi give nogle mennesker statsborgerskab.

Man skal lige huske på, at de konventioner, Danmark har tilsluttet sig, har vi tilsluttet os fuldstændig frivilligt. Det er jo et flertal i det danske Folketing, som har besluttet det her og sagt: Vi synes, statsløsekonventionen er en god idé; vi synes, det er godt at bekæmpe statsløshed; vi ønsker at tilslutte os statsløsekonventionen. Det er et flertal i det danske Folketing, som har besluttet at tilslutte sig handicapkonventionen. Det er et flertal i det danske Folketing, som har besluttet at tilslutte sig FN's børnekonvention. Der er altså ikke nogen udefra, som har tvunget os til noget som helst. Det er et flertal i Folketinget, som har besluttet, at de her spilleregler, de her konventioner, vil vi gerne være en del af. Det kan Dansk Folkeparti jo så være uenig i, og så kan de fremsætte forslag i Folketingssalen om, at Danmark skal udtræde af de her konventioner. Men som sagt tvinger ingen Danmark til at leve op til menneskerettighederne, vi har selv besluttet det.

Afslutningsvis vil jeg endnu en gang sige tillykke til dem, der nu får statsborgerskab. Jeg ville ønske, nåleøjet var større. Jeg ville f.eks. ønske, at børn født i Danmark automatisk fik et dansk statsborgerskab eller i hvert fald fik det i løbet af ganske få år. Men tillykke.

Hr. Christian Langballe har bedt om en kort bemærkning.

Altså, jeg er jo fuldstændig med på, at nåleøjet skal gøres større. Jeg vil måske gå så vidt som at sige, at jeg faktisk tror, Enhedslisten mener, der slet ikke skal være noget nåleøje. Men det er så noget helt andet.

Jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre om sådan forskellige ting angående betingelser for statsborgerskab. Hvad skal der til for at få dansk statsborgerskab? Hvis nu en person er under mistanke af PET for at være til fare for rigets sikkerhed, skal vedkommende så ifølge Enhedslisten have statsborgerskab?

Værsgo.

Hvis man er dømt for terror, synes vi, det er fornuftigt, at man ikke får et dansk statsborgerskab. Og hvis man er sigtet, mistænkt, synes vi, det er fornuftigt, at sagsbehandlingen sættes i stå. Men hvis det er personer, som PET går og kigger på, men hvor der ikke er rejst nogen sigtelse, synes vi faktisk, det er et retssikkerhedsmæssigt problem at forhindre dem i at få statsborgerskab. Og det er jo, fordi det er en del af en retsstat, en del af et retssamfund, at man ikke bare fra myndighedernes side kan sige: Vi tænker, at du måske har gjort noget kriminelt, eller det kunne være, du ville gøre det, men vi sigter dig ikke.

Vi synes, det er fornuftigt, at det er ved domstolene, der dømmes.

Værsgo, hr. Christian Langballe.

Det vil sige, at hvis en person er i færd med at planlægge et terrorangreb inde på Rådhuspladsen og PET og politiet overvåger den her planlægning, men ikke rejser sigtelse, så er det ifølge Enhedslisten i orden, at vedkommende får statsborgerskab?

Ordføreren.

Hvis PET og politiet ved, at der er en person, som er i gang med at planlægge et terrorangreb mod Rådhuspladsen eller andre steder i Danmark, så håber jeg da for søren, at der bliver grebet ind, og at der bliver rejst sigtelse. Og i så fald er det klart, at sagsbehandlingen skal sættes i stå. Og jævnfør den norske fortolkning af statsløsekonventionen tyder alt jo også på, at det kan lade sig gøre.

Derudover er der den her lidt specielle diskussion om netop statsløsekonventionen, for selv hvis man er dansk statsborger og begår en eller anden form for terrorhandling, skal man jo straffes uanset hvad.

Tak. Hr. Jan E. Jørgensen, Venstre.

Tak. Fru Johanne Schmidt-Nielsen siger, at hun ønsker, at nåleøjet bliver gjort større. Kan vi ikke blive enige om, at det, Enhedslisten ønsker, er, at vi skal have en ladeport i stedet for et nåleøje? Jeg har hvert fald til gode at opleve Enhedslisten stemme nej til en dispensationsansøgning.

Men det, jeg egentlig vil spørge om, er: Hvor meget kriminalitet skal der efter Enhedslistens opfattelse til, for at man ikke kan få dansk statsborgerskab eller man i hvert fald skal have en karensperiode for at få dansk statsborgerskab – altså hvis det nu var Enhedslisten, der kunne bestemme kriterierne?

Ordføreren.

Jeg synes, det er et problem, at hvis man begår kriminalitet som 18-årig, kan det betyde, at man heller ikke som 65-årig kan få et dansk statsborgerskab. Jeg synes, det er fair nok, at der er en karensperiode, hvis man begår kriminalitet, og længden af den karensperiode skal selvfølgelig følge af, hvor alvorlig den kriminalitet er. Men at man helt afskæres fra nogen sinde at få et statsborgerskab, synes jeg faktisk ikke flugter med retssamfundets grundidé, nemlig at når man har udstået sin straf, ja, så er man færdig med at udstå sin straf – medmindre der er tale om terror, for så synes jeg faktisk, det kan være fornuftigt, at man afskæres til evig tid.

Men altså, jeg må sige, at jeg faktisk ikke synes, at f.eks. den seneste stramning flugter med den grundlæggende idé i retssamfundet.

Hr. Jan E. Jørgensen.

Jamen så lad mig spørge lidt mere konkret: Hvis en udlænding i Danmark som 18-årig begår mord eller voldtægt, hvor lang tid mener Enhedslisten så der skal gå, før vedkommende kan blive dansk statsborger?

Ordføreren.

Vi har ikke i et principprogram skrevet ned: Så og så lang tid skal karensperioden være, hvis der f.eks. er begået mord. Jeg synes som sagt, det er fornuftigt, at der er en karensperiode, og den må også godt være lang. Men jeg synes ikke, det er fornuftigt, at et menneske, som begår kriminalitet som 18-årig, dermed til evig tid afskæres fra det danske pas.

Diskussionen er jo ikke, om vedkommende skal blive i Danmark eller ej, for vi taler om mennesker, hvoraf mange vil være født i Danmark og dermed har så stor en tilknytning, at de aldrig kan udvises. Det vil sige, at diskussionen ikke er, om de skal være i Danmark eller ej. De skal være her hele deres liv. Skal de til evig tid afskæres fra et statsborgerskab? Nej, det synes jeg faktisk ikke er særlig dansk.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Laura Lindahl, Liberal Alliance.

Tak for det. Jeg tror egentlig også, at jeg vil sløjfe den skrevne tale og tale ind i den debat, som ruller. I Liberal Alliance mener vi også, at det er et kæmpe privilegium at blive dansk statsborger. Det skal være svært at få et dansk pas. Man kan drøfte, om vi har fundet den rette balance med den aftale, der ligger nu, og det er jo et godt spørgsmål. Vi kan høre, at Enhedslisten mener, at det er for svært at blive dansk statsborger, at Dansk Folkeparti mener, at det er for let at blive dansk statsborger, og vi ligger jo nok nærmere Dansk Folkeparti end Enhedslisten. Det er også regeringens politik – det står i regeringsgrundlaget – at vi vil skærpe betingelserne for at opnå dansk statsborgerskab. Det vil jo betyde, at det er færre, der får dansk statsborgerskab.

Jeg synes nu alligevel, at det er en god dag på den måde, at det er en fornøjelse at byde nye danskere velkommen til vores samfund. Det sker selvfølgelig med et håb om, at de vil tilslutte sig vores formelle fællesskab, men sådan set også det, man kan kalde et åndeligt fællesskab, altså et fællesskab, der er præget af værdier som frisind, ligestilling, tillid og en komplet mangel på højtidelighed, altså det, der betyder, at der ikke er noget, der er så helligt, at man ikke kan grine af det.

Med et dansk statsborgerskab følger både rettigheder og pligter. Pligterne er bl.a., at man forholder sig loyalt til grundloven, at man kan tale dansk, at man udviser en positiv interesse for og viden om Danmark, og at man overholder den danske lovgivning. Blandt rettighederne er en formel billet til at tage del i demokratiet, nemlig stemmeretten.

Til alle dem, som med det her lovforslag bliver danske statsborgere, vil jeg naturligvis sige tillykke. Jeg glæder mig rigtig meget til at møde de her borgere som aktive deltagere i det levende demokrati, som de jo med det danske statsborgerskab formelt set bliver en del af. Liberal Alliance støtter lovforslaget.

Tak. Hr. Jan E. Jørgensen har en kort bemærkning. Værsgo.

Det er nok lidt uden for forretningsordenen, men jeg var nødt til at skrotte noget af min egen tale; jeg fik så også skrottet den del af den, der handler om, at vores tredje regeringsparti, De Konservative, bakker op om det lovforslag, der ligger. De er desværre forhindret i at deltage i dag – det skulle jeg hilse at sige.

Det tror jeg ikke at ordføreren skal svare på, men tak for det. Den næste ordfører er fru Pernille Schnoor, Alternativet.

Jeg vil godt lige sige, at det er på kanten af det tilladelige, at man kommer med sådan et udsagn i en kort bemærkning. Det bør nok ske fra talerstolen. Men det bliver skrevet ned, tak.

Værsgo til fru Pernille Schnoor.

Tak. Jeg vælger i dag at fastholde den tale, som jeg har forberedt mig på, fordi jeg stadig mener, at vi skal holde fast i, at det er en god dag for rigtig mange mennesker.

Så kære nye danskere: Jeg er stolt af og glad for at stå her i dag og ønske tillykke til Samir, Mirsa, Jack, Fatma, Anna, Kelly, Wolfgang og alle I andre, som i dag fuldt og helt bliver en del af det fællesskab, som vi kalder Danmark. I dag er det efter lang tids hårdt arbejde lykkedes jer at blive en vigtig del af det danske samfund med de rettigheder og de pligter, der følger med. I får nu medindflydelse og den fulde ret til at tage del i vores demokratiske diskussioner og vores fællesskab.

Jeg har netop været med til at fejre jer alle sammen ved statsborgerskabsdagen i Folketinget. Det var en meget rørende og meget festlig begivenhed, og der var også mulighed for mig for at møde mange af jer personligt og tale med jer. Netop derfor ved jeg, at det ikke har været nemt for jer at blive danske statsborgere, og derfor vil jeg også sige til jer i dag: I er nu danskere, I er ikke gæster. Det er ikke en gave, I har fået, så I skal ikke gå rundt og føle jer taknemlige. For I er danskere, fuldstændig som jeg er, og fuldstændig ligesom alle andre i den her Folketingssal er.

Jeg ved, at det betyder rigtig meget for jer, for da I besøgte os i Alternativet på statsborgerskabsdagen, bad vi jer om at skrive på et kort, hvad statsborgerskab betyder for jer – og alle de kort står jeg med her. Så jeg vil slutte af med, at I får det sidste ord, og jeg vil læse et par af kortene op: Fællesskab, at høre til, et godt liv for mine børn, hjem, nu kan jeg stemme ... ( Formanden (Pia Kjærsgaard): Jeg må lige sige til ordføreren, at det ikke er velset at have effekter med på talerstolen). Nå, så læser jeg det bare op, og I ved, at det er jer selv, der har skrevet det her: Demokrati og medborgerskab, kærlighed, at føle, jeg hører til, at have en stemme og at have indflydelse i et land, som jeg elsker.

På vegne af Alternativet vil jeg derfor ønske jer alt godt for fremtiden og et stort og hjertevarmt tillykke.

Tak til ordføreren. Så er det fru Lotte Rod, Radikale Venstre.

Tak for det, formand. Jeg synes, at den her debat i dag måske er kørt en lille smule af sporet ved pludselig at komme til at handle om vores udvalgsmøde går og andre ting, så jeg vil i hvert fald gøre mit til at få debatten tilbage til det, som det her lovforslag handler om, nemlig de 2.139 mennesker, som vi med lovforslaget giver dansk statsborgerskab, og med dem jo også 571 børn.

Nogle af de her mennesker er kommet til Danmark på grund af krig og forfølgelse; nogle er kommet til Danmark på grund af kærlighed. Uanset hvad har de nu den ting tilfælles, at de bliver danskere. Ja, mange af dem har jo følt sig som danskere i lang tid, så det her er jo ligesom det sidste skridt, så de også på papiret bliver danske statsborgere, får lov til at få et pas og får muligheden for at stemme til folketingsvalg.

Når man kigger på listen over, hvor de forskellige mennesker er født, så er der jo folk fra hele verden. Der er folk fra Irak, der er fra El Salvador, der er fra Kina, Filippinerne, Australien, Nepal, Frankrig – bare for at nævne nogle lande. Og så er der selvfølgelig alle dem, som er født i Danmark.

Jeg er ked af, at nogle af jer har været igennem en rigtig lang sagsbehandlingstid. Jeg er endnu mere ked af, at der er mennesker med handicap, som med mine radikale øjne burde stå på lovforslaget, men som har fået nej fra et flertal i Indfødsretsudvalget. Men det ændrer jo ikke på, at det for de 2.139 mennesker, som er på lovforslaget, er en festdag i dag. Jeg er glad for, at I vil være en del af det danske fællesskab, og jeg håber på at se rigtig mange af jer til statsborgerskabsdagen til næste år.

Tak til ordføreren. Der er ingen bemærkninger. Så er det fru Kirsten Normann Andersen, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Kære nye statsborgere: Demokrati er godt. Det sikrer bl.a., at Dansk Folkeparti også har ret til at stille de spørgsmål, de vil, men det giver også mig ret til at beklage på demokratiets vegne, at Dansk Folkeparti benytter netop denne sag til at sætte en efter min mening afsporet debat i forhold til det her punkt. Så jeg vil også insistere på at holde min oprindelige ordførertale til forslag til lov om indfødsretsmeddelelse.

Med det forslag, som vi behandler i dag, kan vi endelig sige tillykke til 2.139 nye statsborgere; 2.139 statsborgere, som selv har valgt, at de gerne vil være danske statsborgere; 2.139 nye statsborgere, som har brugt rigtig mange ressourcer på at opnå det danske statsborgerskab. For selv om man en gang imellem kan få den opfattelse, at dansk statsborgerskab er noget, som man uden videre får, så tror jeg, at mange nye danskere har en oplevelse af, at vejen til statsborgerskab går gennem et mindre og mindre nåleøje.

Det danske demokrati fylder meget i samfundets integrationsindsats, og jeg oplever ofte, at borgere med anden etnisk baggrund faktisk ved mere end den almindelige etniske dansker, når det gælder de demokratiske spilleregler i samfundet. Mange deltager allerede aktivt i nogle af de mange foreninger, som også er en del af det danske demokrati.

Nogle af jer er måske endda medlem af Interkulturelt Kvinderåd, som jeg besøgte i tirsdags – nogle rigtig seje kvinder, som først og fremmest kæmper for kvinders ret til ligestilling, men som også insisterer på at bevare selvrespekten og værdigheden i en til tider ret rå integrationsdebat. Her mødte jeg kvinden med tørklædet, som insisterer på at blive set som virksomhedsejer og bidrager til det danske samfund. ( Formanden (Pia Kjærsgaard): Lige et øjeblik. Jeg er nødt til at bede om ro derovre. Man kan diskutere ude bagved, og hvis man diskuterer, er det lavmælt. Tak, undskyld til ordføreren). Det er helt i orden, det var faktisk rart. ( Formanden (Pia Kjærsgaard): Ja, ikke?). Jo.

Her mødte jeg altså kvinden med tørklædet, som insisterede på at blive set mere som virksomhedsejer og bidrager til det danske samfund end som kvinden med tørklædet. Lidt ligesom når jeg som sygehjælper insisterer på, at min viden om samfundet er lige så vigtig for samfundet som folketingsmedlemmets, som har en uddannelse i statskundskab. Jeg mødte også kvinden, som insisterede på, at hendes søn skulle i privatskole, fordi hun indtil videre havde tabt kampen for at få sin søn ind i børnehaven lidt længere op ad gaden for de fine danskere, som hun udtrykte det. I stedet var hendes søn henvist til en børnehave, som alene havde tosprogede børn, og det var altså ikke fransk, som var andetsproget, som hun udtrykte det.

Ja, det er, ligesom når jeg insisterer på, at mine børn også har mulighed for at gå på universitetet, selv om deres mor ikke gjorde det. Jeg synes selv, at vi havde mange flere ligheder, end vi havde forskelligheder, og det er netop det, som kvinderne insisterede på at tro på, altså at vi ikke bare får noget foræret, men at vi selv skal kæmpe for lighed, for frihed og for demokrati. Tak, fordi I vil være med.

Endnu en gang: Hjertelig tillykke til 2.139 nye statsborgere. Jeg håber at møde rigtig mange af jer på statsborgerskabsdagen. Og SF stemmer selvfølgelig for forslaget.

Tak til ordføreren.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, så forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Indfødsretsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.

(Talen er under udarbejdelse)

(Talen er under udarbejdelse)

(Talen er under udarbejdelse)

(Talen er under udarbejdelse)