L 185 - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 31: Spm. om ministeren vurderer, at det er forsvarligt med en gyldighedsperiode på hele 6 måneder i forhold til beslutninger om tvangsbehandling og tvangsindgreb, til sundhedsministeren

Sundheds- og Ældreudvalget 2016-17
L 185
Offentligt

Holbergsgade 6

DK-1057 København K

T +45 7226 9000

F +45 7226 9001

M [email protected]

W sum.dk

Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg

Dato: 24-04-2017

Enhed: JURPSYK

Sagsbeh.: DEPFRE

Sagsnr.: 1601180

Dok. nr.: 344199

Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg har den 5. april 2017 stillet følgende spørgs-

mål nr. 1 (L 185

–

Lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inha-

bile (Tvangsbehandlingsloven)) til sundhedsministeren, som hermed besvares.

Spørgsmål nr. 1:

”Mi istere bedes ko

e tere he ve delse af 4. april

Patientrådet, jf. L 185 - bilag 3.”

7 fra Forebyggelses-

Svar:

I sin henvendelse til udvalget beskriver Forebyggelses- og Patientrådet blandt andet,

hvorledes lovforslaget efter foreningens opfattelse udgør en alvorlig trussel mod pati-

enters selvbestemmelse, og at loven vil underminere tilliden mellem patient og læge.

Sundheds- og Ældreministeriet kan hertil oplyse, at hensigten med lovforslaget er at

styrke sundheden og omsorgen over for varigt inhabile patienter, som på grund af de-

res nedsatte funktionsevne ikke formår at forholde sig fornuftsmæssigt til et aktuelt

behandlingsbehov og af denne grund afviser at modtage sundhedsfaglig behandling,

som de ud fra en sundhedsfaglig vurdering har behov for.

Ministeriet har desuden noteret sig den store opbakning til lovforslaget fra både fag-

og patientorganisationer.

Foreningen har endvidere sat fokus på den tidsmæssige gyldighed af beslutninger om

tvang. Foreningen anfører, at beslutninger om tvang automatisk har gyldighed i seks

måneder, og at denne periode kan forlænges.

Det er

ikke

korrekt, at beslutninger om tvang automatisk er gyldige i seks måneder.

Som det fremgår af lovforslagets § 4, stk. 3, skal beslutninger om tvang vedrøre en

konkret og aktuel behandling, og beslutninger kan være gyldige i

højst

seks måneder.

Tilsvarende fremgår det af § 6, stk. 3, at beslutninger om tvangsindgreb er gyldige i

den periode, der er nødvendig for at gennemføre den besluttede tvangsbehandling,

dog højst i seks måneder

Det er vigtigt at understrege, at forslagets bestemmelser om gyldighedsperiode ikke

udelukkende gælder for beslutninger om tvangsindlæggelser, som foreningen pri-

mært fokuserer på. Bestemmelsen gælder for beslutninger om tvangsbehandling og

alle tvangsindgreb, herunder fysisk fastholdelse og anvendelse af beroligende medi-

cin.

De foreslåede bestemmelser om beslutningers tidsmæssige gyldighed betyder, at en

læge eller tandlæge kan træffe beslutning om anvendelse af tvang i en periode på

maksimalt seks måneder, hvis det er nødvendigt for behandlingen. Såfremt der er

L 185 - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 31: Spm. om ministeren vurderer, at det er forsvarligt med en gyldighedsperiode på hele 6 måneder i forhold til beslutninger om tvangsbehandling og tvangsindgreb, til sundhedsministeren

tale om kortvarige behandlinger, f.eks. blodprøvetagning, penicillinkur m.v., har be-

slutningen selvsagt kun gyldighed i den periode, der er nødvendig for at gennemføre

denne behandling. Skal patienten derimod undergives et længerevarende behand-

lingsforløb, kan lægen træffe beslutning om gyldighed for dette forløb, dog maksi-

malt seks måneder. Er der behov for behandling i en længere periode end seks måne-

der, kan der ved udløb af de seks måneder træffes en ny beslutning om tvang, hvis

betingelserne herfor er opfyldt på dette tidspunkt.

Af hensyn til retssikkerheden forslås desuden i forhold til indgreb, der udgør friheds-

berøvelse i henhold til grundlovens § 71, herunder eksempelvis tvangsindlæggelse,

krav om obligatorisk efterprøvelse, jf. den foreslåede § 13. Dette betyder, at overlæ-

gen eller overtandlægen henholdsvis 3, 10, 20 og 30 dage efter, at f.eks. en tvangs-

indlæggelse er iværksat, og herefter hver 4. uge, skal påse, om tvangsindlæggelsen

kan opretholdes.

Foreningen finder, der efter gældende ret i sundhedslovens § 18, stk. 4, allerede er

hjemmel til at tvangsbehandle varigt inhabile patienter.

Sundheds- og Ældreministeriet kan oplyse, at en varigt inhabil patient efter sund-

hedslovens § 18, stk. 1 og 2, kan behandles med et stedfortrædende samtykke fra pa-

tientens nærmeste pårørende eller værge, eller med tilslutning fra en anden sund-

hedsperson, såfremt patienten ikke har en pårørende eller værge. Såfremt sundheds-

personen skønner, at patientens nærmeste pårørende eller værge forvalter samtyk-

ket på en måde, der åbenbart er til skade for patienten eller behandlingsresultater,

kan sundhedspersonen gennemføre behandlingen med tilslutning fra Styrelsen for

Patientsikkerhed.

Sundheds- og Ældreministeriet skal understrege, at det

–

uanset de nævnte bestem-

melser

–

ikke efter gældende ret er tilladt at behandle patienten, såfremt patienten i

ord eller handling modsætter sig behandlingen. Lovforslaget skal sikre, at en varigt in-

habil patient

–

trods modstand i ord eller handling fra patienten

–

kan behandles.

Foreningen påpeger ligeledes, at der efter sundhedslovens § 27 e allerede er hjem-

mel til fysisk tilbageholdelse.

Sundheds- og Ældreministeriet kan bekræfte, at sundhedspersoner efter sundhedslo-

vens § 27 e kan beslutte at tilbageholde patienter. Det er imidlertid vigtigt at under-

strege, at hensigten og anvendelsesområdet for sundhedslovens § 27 e og den fore-

slåede § 12 i tvangsbehandlingsloven er forskellige.

Sundhedslovens § 27 e kan anvendes til at sikre indlagte inhabile patienters fysiske

sikkerhed ved at hindre patienten i at forlade en sygehusafdeling og derved komme

til skade, mens den foreslåede § 12 i tvangsbehandlingsloven kan anvendes til at til-

bageholde og tilbageføre patienter til sygeafdelingen med henblik på, at sikre patien-

tens tilstedeværelse på sygehuset for at modtage den besluttede behandling.

Foreningen beskriver endelig, hvorledes lovforslaget efter foreningens opfattelse vil

give mulighed for medicinske forsøg på mennesker, og hvorledes medicinalindustrien

af forskningsmæssige og økonomiske grunde har interesser i lovforslaget.

Side 2

Sundheds- og Ældreministeriet kan fuldstændigt afvise, at lovforslaget, herunder lov-

forslagets bemærkninger om forholdet til bioetikkonventionen, giver hjemmel til me-

dicinske forsøg på mennesker. Bemærkningerne om forholdet til bioetikkonventionen

tjener alene det formål at understrege, at lovforslaget efter ministeriets vurdering er i

overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser i forhold til konventio-

nens bestemmelser om informeret samtykke til sundhedsfaglig behandling.

Med venlig hilsen

Karen Ellemann

Frederik Rechenback Enelund

Side 3