Det næste punkt på dagsordenen er:

4) 1. behandling af lovforslag nr. L 185:

Forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile. (Tvangsbehandlingsloven).

Af sundhedsministeren (Karen Ellemann, fg.).

(Fremsættelse 30.03.2017).

Vi åbner forhandlingerne. Det er hr. Flemming Møller Mortensen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Som samfund skal vi måles på, hvordan vi tager os af de allersvageste, og det lovforslag, vi behandler her i dag, drejer sig netop om nogle af de allersvageste medborgere i vores samfund. Det er mennesker med en udviklingshæmning, med en hjerneskade eller med demens – for bare at nævne nogle eksempler. Det er mennesker, som er varigt inhabile, og som derfor ikke er i stand til at vurdere alle aspekter, hvis de har behov for behandling, og hvilke konsekvenser det vil have for dem, hvis de ikke får den behandling.

Det er altafgørende, at vi som samfund tager bedst muligt hånd om de her mennesker og ikke lader dem i stikken. Det gør vi efter Socialdemokratiets opfattelse bedst ved at opsætte nogle meget klare rammer for, hvordan vi sikrer, at de modtager den bedst mulige behandling og omsorg, og det er det, som det her lovforslag er udtryk for.

Jeg vil sige, at det her lovforslag har – om noget lovforslag – været meget, meget længe undervejs. Det har været meget efterspurgt fra pårørendes side, fra det sundhedsfaglige personale, fra Det Etiske Råd. Det har været længe undervejs. Der har været mange og meget komplekse overvejelser og hensyn, der skulle balanceres, før vi kom frem til et lovforslag, som ligger og er så konkret. Det, der har været på spil, har været selvbestemmelsesret, det har været omsorgspligt, og det har været retssikkerhed.

Nu er vi meget tæt på målet, og jeg er rigtig glad for alle dem, der har arbejdet positivt frem mod det her lovforslag. Jeg synes også, at høringssvarene giver udtryk for, at vi politisk har fået det her lovforslag balanceret godt, om end det er virkelig kompliceret. Indholdet i det her forslag til en ny lov, tvangsbehandlingsloven, signalerer jo alvoren i sig selv bare ved navnet. Vi arbejder her i vores land, her i Folketingssalen, på sundhedsområdet rigtig meget mod tvang. Men her er vi bragt i en helt særlig situation, fordi det drejer sig om varigt inhabile. Derfor har det også været rigtigt, at vi har arbejdet frem mod et retligt grundlag for, at man kan sikre behandling og omsorg til dem, der ikke selv er i stand til at vurdere, om det er bedst for dem.

Sundhedsloven, som den ligger i dag, levner ingen mulighed for det, fordi den kræver, at man ikke på nogen måde må behandle, uden at der er et samtykke fra patienten. Det vil sige, at hvis man har en patient, en borger, som sætter sig imod en behandling med ord eller med fysisk handling, så kan og må man ikke behandle. Det, der er det store dilemma for rigtig mange sundhedsfaglige personer, er, at de i hverdagen oplever, i hvor høj grad de enten må overtræde loven for at gøre det, de synes er rigtigt, eller at de, hvis ikke de gør det, oplever patienter, de her medborgere, blive udsat for unødvendig smerte og lidelse. Vi synes fra Socialdemokratiets side, at det er uværdigt, at det er forholdene.

Lovforslaget indeholder rigtig mange elementer og detaljer. Lad mig bare nævne nogle enkelte. Det er sådan, at læger og tandlæger kan træffe beslutning om tvangsbehandling af patienter, som netop i ord eller handling modsætter sig, at det sundhedsfaglige personale skal gøre noget i forhold til dem. Lovforslaget siger, at den, der er besluttende, lægen eller tandlægen, skal have kontakt til personens nærmeste pårørende eller værge eller en eventuel fremtidsfuldmægtig, og at vedkommende skal give sit samtykke.

Det er fuldstændig klart defineret, hvad varig inhabilitet er. Det er også fuldstændig klart defineret, at der skal være tale om en situation, hvor undladelse af at behandle patienten vil føre til en væsentlig forringelse af patientens helbred eller sundhedstilstand; hvor det anses for nødvendigt for at forhindre netop en forringelse af sundhedstilstanden; og hvor det efter en helhedsvurdering fremstår, at det er den bedste løsning for patienten, at man netop gennemfører behandlingen. Og det skal være et spørgsmål om meget konkrete og aktuelle behandlingsbehov, og at det er det, der gælder i forhold til perioden. Der er sat en maks. periode på, 6 måneder, og det er fastsat, at tvangsbehandlingen naturligvis skal afbrydes øjeblikkeligt, hvis situationen forandrer sig for patienten.

Noget af det, vi fra Socialdemokratiets side er rigtig glade for der også er sket ændringer af her frem mod førstebehandlingen, er, at det nu står meget tydeligt, at har borgeren på et tidligere tidspunkt i sit liv lavet livstestamente, skal livstestamentet naturligvis respekteres. Det er i forhold til retssikkerheden rigtig, rigtig godt. Jeg ved, at flere af mine kolleger ligesom mig har arbejdet frem mod et behandlingstestamente, noget, der er i proces imellem Folketingets partier og sundhedsministeren, og vi havde også gerne set, at vi havde været klar til at få det indføjet i lovforslaget, som det ligger her.

Jeg nåede kun at ridse få, men væsentlige aspekter op af indholdet af lovforslaget. Jeg skal sluttelig for at skære det fuldstændig ud i pap sige, at Socialdemokratiet støtter det her lovforslag. Vi vil følge monitoreringen meget nøje, og vi vil naturligvis frem til evalueringen om 3 år sikre os, at vi får lavet de justeringer, der måtte være nødvendige, når vi når frem dertil.

Tak til ordføreren. Så er det fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Det her forslag handler om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile, tvangsbehandlingsloven. Med forslaget foreslår regeringen at få indført regler, hvorefter det bliver tilladt at tvangsbehandle varigt inhabile somatiske patienter over 15 år. Der foreslås desuden indført regler om tvangsindgreb, som skal sikre, at tvangsbehandling kan gennemføres, herunder regler om fysisk fastholdelse, anvendelse af beroligende medicin, tvangsindlæggelse, tilbageholdelse og tilbageførelse, samt regler om gennemførelse af personlig hygiejne.

En beslutning om tvangsbehandling og tvangsindgreb kan alene træffes af en læge eller tandlæge. Beslutningen kræver desuden samtykke fra patientens nærmeste pårørende eller værge. Af hensyn til patientens retssikkerhed foreslås det, at der kan klages over beslutninger om tvang til Tvangsbehandlingsnævnet, som oprettes ved Styrelsen for Patientsikkerhed. Nævnet kan tage stilling til, om betingelserne for en beslutning om tvang var opfyldt på tidspunktet for beslutningen. Ud fra det samme hensyn foreslås det endvidere, at en beslutning om og enhver gennemførelse af tvangsbehandling og tvangsindgreb bortset fra ved personlig hygiejne skal indføres i en tvangsprotokol. Enhver beslutning om tvangsbehandling og tvangsindgreb skal ligeledes indberettes til Sundhedsdatastyrelsen.

Det her lovforslag, som regeringen har fremsat, har en række etiske dilemmaer, f.eks. hvorfor tvang ved personlig hygiejne ikke skal indføres i en tvangsprotokol. Jeg er også bekendt med, at der står i serviceloven, at der kun kan gives tilladelse til magtanvendelse, hvis det er absolut nødvendigt i forhold til opfyldelse af omsorgspligten, herunder varetagelsen af forhold som den enkeltes værdighed, sociale relationer og sundhedstilstand.

I hygiejnesituationen skal der sørges for borgerens grundlæggende behov, vises respekt og tages hensyn til borgerens selvværd og livsfølelse. Efter bestemmelsen kan der anvendes magt i form af fastholdelse med henblik på tandbørstning, barbering, hårvask, badning, tøjskift, klipning af hår og negle, skift af bleer og bind, pleje af hud og fjernelse af madrester i kindpose og mundhule. Der må ikke bruges hjælpemidler til fastholdelsen, og det må ikke være et fysisk overgreb.

Hvordan håndteres det så i praksis? For hvis det er et tvangsindgreb, mener vi også, det skal føres til protokols. DF ønsker at forebygge disse tvangsindgreb ved konkret at foreslå, at vi med det her lovforslag også får behandlingstestamentet ind. Vi skal sikre, at der kan laves et behandlingstestamente, sådan at man, mens man er rask, kan få nedskrevet, hvordan man vil behandles, så det ikke er andre, der bestemmer over en.

Lovforslaget, som regeringen har fremsat, indeholder som nævnt en lang række etiske og patientsikkerhedsmæssige og retssikkerhedsmæssige dilemmaer. Skal det være muligt via f.eks. et behandlingstestamente at kunne tilkendegive, mens man stadig er habil, om man ønsker behandling? Og hvordan sikrer vi så, at der ikke udvikles forskellig praksis på forskellige behandlingssteder? Skal der eventuelt oprettes et videncenter? Er det forsvarligt med en gyldighedsperiode på hele 6 måneder i forhold til beslutninger om tvangsbehandling og tvangsindgreb, herunder tvangsindlæggelse?

Er det nødvendigt med en bestemmelse om gennemførelse af personlig hygiejne på tvangsindlagte patienter; hvorfor er der ikke tilknyttet en klagemulighed til denne bestemmelse; og hvorfor skal personlig hygiejne under anvendelse af tvang ikke indføres i tvangsprotokollen? Skal indberetningerne ikke også indeholde oplysninger om, hvilke pædagogiske tiltag der er anvendt før tvangen? Og hvordan sikrer vi, at det personale, der skal udføre det her, er ordentligt uddannet?

Det fremgår heller ikke klart af lovforslaget, om patientens egne ønsker om helbredelse eller om ikke at blive holdt i live skal inddrages på anden måde end ved den beskrevne helhedsvurdering. Det kan undre en, at patientens værdighed fremstår som et hensyn, der skal tages i betragtning, mens patientens egen vilje og egne ønsker ikke er specifikt nævnt.

Vi har rigtig mange spørgsmål i Dansk Folkeparti. Vi synes, det er et rigtig, rigtig svært lovforslag, og derfor vil vi stille en række spørgsmål under udvalgsbehandlingen og se, om vi kan få nogle opklarende svar, i forhold til hvilke konsekvenser det her vil medføre. Vi synes også, det er rigtig svært, fordi vi sådan set ikke rigtig ved, hvor mange borgere det fremsatte lovforslag handler om. Vi har ikke rigtig nogen føling med det. Så vi ser frem til udvalgsbehandlingen, hvor vi vil stille en række opfølgende spørgsmål, og så vil vi på baggrund af de svar, vi får, komme frem til, om vi kan støtte forslaget.

Tak til ordføreren. Den næste er fru Jane Heitmann fra Venstre. Værsgo.

Tak for det. Vi behandler i dag L 185, et lovforslag om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile. Jeg vil gerne kvittere for det gode arbejde og den åbne dialog, som vi har haft i ordførerkredsen, for det er jo et lovforslag, der har været rigtig længe undervejs. Hvorfor, kan man spørge sig selv. For gruppen af varigt inhabile, som afviser behandling, er jo i en dybt ulykkelig situation uden at vide det.

Der er nok flere svar på mit spørgsmål, men et af svarene er, at vi i ordførerkredsen bag satspuljen har haft rigtig mange svære og rigtig mange lange diskussioner om, hvordan vi både etisk, menneskeligt og stadig med et fornuftigt sundhedsfagligt udgangspunkt ville kunne hjælpe f.eks. demente, som har en tandbyld, blærebetændelse, en brækket arm eller en anden lidelse, som både giver smerter og ubehag for patienten, men ikke mindst forringet livskvalitet. Det handler i bund og grund om værdighed og om, hvordan vi lovgivningsmæssigt kan skabe den helt rigtige ramme for vores sundheds- og plejepersonale at arbejde inden for, samtidig med at vi stadig sætter patienten i centrum og på bedst mulig vis drager omsorg for den bedst mulige sundhedsstatus for gruppen af varigt inhabile, som er en særlig sårbar og udsat gruppe.

Med de nuværende regler kan en læge eller en tandlæge ikke behandle en varigt inhabil patient, som modsætter sig behandlingen enten i ord eller handling. Det betyder, at der er nogle borgere, som ikke får den behandling, som de åbenlyst har behov for. Med lovgivningen her i hånden kan sundhedspersonalet nu tvangsbehandle varigt inhabile.

Det lyder brutalt, at man med loven i hånden kan tvangsbehandle, men hvis vi tænker på omsorg for patienten, så giver det mening. Det er ikke omsorg at lade en ældre dement gå rundt med en brækket hofte efter et fald, og det er ikke omsorg at lade en psykisk handicappet gå rundt med en tandbyld, som væsker med betændelse, og det er ikke omsorg at lade nogle mennesker i stikken og ikke få behandling for åbenlyst smertefulde eller akutte lidelser.

For os i Venstre er det afgørende, at vi med lovgivningen hegner regelsættet ind, så vi på den ene side skærmer patienten, og på den anden side sikrer sundhedspersonalet en klar lovgivningsmæssig hjemmel. Det gør vi ved at understrege, at beslutningen om tvangsbehandling af patienten skal tages ud fra en uvildig og objektiv vurdering. Og det glæder mig, at ministeriet har imødekommet de udmærkede høringssvar fra både Lægeforeningen og Institut for Menneskerettigheder, således at det nu er skrevet ind i lovforslaget, at der skal være tilslutning fra en anden sundhedsperson til tvangsbehandling, som ikke tidligere har eller skal deltage i behandlingen.

Derudover er der tre krav, som skal opfyldes: for det første, at en undladelse af behandling af patienten ud fra en sundhedsfaglig vurdering vil føre til en væsentlig forringelse af patientens helbred eller sundhedstilstand; for det andet, at behandlingen anses for nødvendig for at forhindre denne væsentlige forringelse; og for det tredje, at det efter en helhedsvurdering vil fremstå som den bedste løsning for patienten at gennemføre behandlingen.

Men det er også afgørende, at der indhentes samtykke fra nærmeste pårørende, værge eller fremtidsfuldmægtige, ligesom der oprettes klageadgang, og at det kun er tilladt at behandle patienten tvangsmæssigt i den periode, som behandlingen reelt tager. Man kan altså ikke risikere at give carte blanche til tvangsbehandling. Det er et vigtigt budskab, særlig set i lyset af de mange bekymringsmails, som jeg har modtaget de sidste uger. Det er vigtigt at beskytte den enkelte, og jeg glæder mig over de mange positive høringssvar fra bl.a. Alzheimerforeningen, FOA og Det Etiske Råd.

Venstre kan støtte lovforslaget som fremsat.

Tak til Venstres ordfører. Så er det fru Stine Brix fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Mine kollegaer har jo så udmærket redegjort for lovforslagets indhold, så jeg vil nøjes med at knytte nogle kommentarer til de ting, jeg synes er de vigtigste.

Men jeg vil starte med at sige, at det grundlæggende er mig imod, at vi overhovedet bruger tvang i sundhedsvæsenet. Når vi fastholder, indespærrer, tvangsbehandler, er det for dem, der oplever det, krænkende, og mange beskriver det også som et overgreb, hvis de har været udsat for det. Derfor er min grundindstilling til det her lovforslag, som jo har titlen tvangsbehandlingsloven, også skeptisk.

Den skepsis kommer ikke mindst på baggrund af de erfaringer, som vi har, med tvang i sundhedssystemet i dag. Vi ved jo, at tvang er meget udbredt i psykiatrien, også selv om vi faktisk har viden og erfaringer, som viser, at hvis man har ressourcer og kompetencer til stede, kan man næsten undgå tvang.

Vi har også erfaringer fra socialområdet, hvor man ikke kalder tvang for tvang, men magtanvendelse. Der har jeg bidt mærke i en undersøgelse fra Ankestyrelsen, som viser, at på det område ser vi også store problemer med at holde reglerne. I den undersøgelse, Ankestyrelsen lagde frem, så man, at over halvdelen af de afgørelser, der var truffet i kommunerne, om magtanvendelse over for demente ikke var truffet i overensstemmelse med loven.

Så vi har både problemer med, at tvang anvendes i et meget vidt omfang, hvor vi kunne undgå det, og vi har erfaringer med, at reglerne ikke administreres i overensstemmelse med loven.

Jeg vil samtidig sige til det lovforslag, der ligger her, at jeg anerkender, at vi har et problem. Jeg anerkender, at der findes eksempler på svært demente ældre eller udviklingshæmmede, som modsætter sig behandling, som kunne lindre eller måske helt helbrede den sygdom, de har. Hvor mange der er tale om, ved jeg ikke. Jeg anerkender også, at nogle af de mennesker i dag, på trods af at det ikke er tilladt i loven, faktisk bliver behandlet med tvang, altså i strid med loven og uden den retssikkerhed, som ellers kunne følge med, og at der så er andre, som ikke får den behandling, som de ellers kunne bruge. Det er de dilemmaer, vi står med her. Jeg anerkender også, at lovforslaget er et forsøg på at imødekomme de dilemmaer.

Min absolut største betænkelighed ved det lovforslag, som så ligger her på bordet i dag, er, at jeg tror, at det vil føre til, at langt flere end det, som der er tilsigtet, langt flere end det, der er nødvendigt, vil blive udsat for tvang. Jeg er med på, at der klart står i lovforslaget, at tvang skal være sidste udvej. Men det er jo ikke altid sådan, at fordi det står i loven, så bliver det også sådan i virkeligheden. Det helt store og afgørende spørgsmål er jo, hvordan de regler bliver praktiseret. Hvordan møder det her lovforslag virkeligheden? Her er især et spørgsmål meget centralt, og det er: Hvornår har man reelt forsøgt andre tiltag for at skabe tillid, så man kan opnå det mål, man har, for behandling på andre måder end tvang? Derfor synes jeg, det er en stor mangel i det her lovforslag, at det ikke er beskrevet nærmere.

I flere af høringssvarene, som ligger, foreslås det, at ministeren laver en vejledning på det område. Der er også flere, der foreslår, at man opretter et nationalt center, som sundhedspersoner, som står med de her beslutninger, kan konsultere og finde rådgivning hos, så vi mindsker det, at loven misbruges. Det synes jeg er gode forslag.

Vi må også se lovforslaget i sammenhæng med de arbejdsvilkår, som der er for sundhedspersonalet. Vi ved, vi har et sundhedsvæsen, hvor der er høj grad af travlhed, og der er krav om at øge produktiviteten år efter år. Vi kender hjemmeplejen, som ofte skal udføre ydelser, hvor der er sat tid af, målt af på minutter. Hvordan ser vi de to ting i sammenhæng med, at man så skal forsøge tillidsskabende tiltag for at undgå tvang? Jeg synes, der er et modstridende forhold her.

Det er ikke mindst et problem, når der ikke følger en indsats med for at klæde personalet på til den her nye type svære opgave. Vi ved, at der, hvor der har været inspiration fundet i lovgivningen – i Norge – afsatte man 60 millioner norske kroner til en målrettet efteruddannelsesindsats for at klæde personalet på til opgaven. I Danmark er der alene afsat penge til at behandle klager, og det synes jeg faktisk er lidt problematisk.

Så der er noget omkring lovforslaget, vi også kan kigge på. Jeg synes i hvert fald, vi skylder de læger, som skal stå med den beslutning om, at man må bruge tvang, og de sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter, som skal forsøge sig med andre metoder, men som også kan være dem, der skal stå og udføre tvangen over for borgere, at de har de rigtige redskaber til at mindske brugen af tvang. Derfor er det afgørende for os, at vi kommer omkring, hvordan vi får lavet det setup, der skal til, for at loven ikke bliver misbrugt.

Endelig vil jeg sige her til sidst, at et andet vigtigt tema for os er retssikkerheden. Jeg synes, der er meget inspiration at hente i både magtanvendelsesreglerne og psykiatriloven, hvor de borgere og patienter, der udsættes for tvang og magt, har flere rettigheder, end det her lovforslag lægger op til. Derfor vil vi også finde inspiration der, når vi skal kigge på ændringsforslag.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru May-Britt Kattrup, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. For det første vil jeg gerne sige, at jeg er meget ked af, at dette lovforslag har fået kaldenavnet tvangsloven. Det ville have været meget mere på sin plads at kalde den for hjælpeloven. De beføjelser, der gives i dette lovforslag, er noget, som pårørende til mennesker med demens har tigget og bedt os politikere om at indføre. Det har de, fordi de uhjælpeligt har måttet se til, mens deres kære har lidt voldsomt uden at kunne få den fornødne hjælp, fordi de har modsat sig det. Ofte er mennesker med demens overhovedet ikke i stand til at vurdere, at de f.eks. er i livsfare, hvis de ikke får hjælp. Der behøver såmænd ikke engang at være tale om liv og død. Det kan også være, at de stakkels mennesker lider alvorligt, selv om de ikke ligefrem ville dø af det.

I dag er det sådan, at hvis personalet hjælper disse mennesker uden deres samtykke, begår de en lovovertrædelse. Det er det, som dette lovforslag skal rette op på til glæde for borgere, som har demens, andre varigt inhabile, deres pårørende og personalet. Og til de bekymrede borgere, som med rette har henvendt sig, vil jeg pointere, at det jo ikke er sådan, at man bare kan tvangsbehandle efter forgodtbefindende. Det kræver samtykke fra patientens nærmeste pårørende og værge, eller at en anden uafhængig sundhedsperson i forening med den behandlende sundhedsperson vurderer, at det er til patientens bedste.

Beslutninger om tvang skal vedrøre en konkret og aktuel behandling, og beslutninger skal være gyldige i højst 6 måneder og kun så længe, det er nødvendigt for at gennemføre den besluttede tvangsbehandling. Ofte vil der være tale om korte behandlinger. Desuden skal det løbende vurderes af overlæge eller tandlæge, at der stadig er behov for behandlingen.

Lovforslaget omhandler på ingen måde medicinske forsøg på mennesker. Bemærkningerne om forholdet til bioetikkonventionen i lovforslaget tjener alene det formål at understrege, at lovforslaget er i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser.

Det Etiske Råd har anbefalet, at der indføres hjemmel i loven til at behandle inhabile patienter med demens, der ikke samtykker til behandling og eventuelt rent fysisk modsætter sig den. Derudover har Institut for Menneskerettigheder anbefalet regulering, således at behandling kan ske imod patientens vilje, når en række betingelser er opfyldt. Desuden har Sundheds- og Ældreministeriet drøftet problemstillingen med en række fag- og patientorganisationer, som har bidraget med opmærksomhedspunkter og været med til at sikre det fornødne faktuelle grundlag for nærværende forslag.

Det er derfor min klare overbevisning, at dette lovforslag forbedrer forholdene for mennesker med demens og varigt inhabile patienter, og at man med denne lovændring lovligt vil kunne modtage fornøden hjælp og føle sig tryg ved og have tillid til det danske sundhedsvæsen. Liberal Alliance støtter derfor lovforslaget.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Pernille Schnoor, Alternativet.

Tak. Tvangsbehandling lyder ikke rart, og det er ganske givet heller ikke rart. Det er et svært område, og man har ofte med meget sårbare mennesker at gøre. Det er i dag ikke muligt for sundhedspersonale i alle tilfælde at give den bedst mulige behandling til en patient. En af årsagerne er, at det i dag ikke er juridisk muligt at sikre den nødvendige behandling til varigt inhabile patienter, som modsætter sig somatisk behandling, som ellers er en nødvendighed. Problemstillingen har været drøftet i de seneste år i flere omgange både politisk og fagligt. Bl.a. har Det Etiske Råd allerede for 6 år siden udtalt, at vi i Danmark har brug for lovgivning på området. Det samme har Institut for Menneskerettigheder. I rapporten »Behandling med tvang? Somatisk sygdom hos behandlingsafvisende varigt inhabile« fra 2016 redegøres der for de store dilemmaer, som dette område indebærer.

På den ene side skal vi beskytte det enkelte individ mod overgreb og umenneskelig og nedværdigende behandling, på den anden side må varigt inhabile naturligvis heller ikke udsættes for unødige smerter eller væsentlige helbredsforringelser som følge af manglende undersøgelse eller behandling. I rapporten nævner Institut for Menneskerettigheder eksempler på, at varigt inhabile har haft unødige smerter eller er døde af sygdomme, som kunne have været behandlet – situationer, der i visse tilfælde kan betragtes som omsorgssvigt. Det er naturligvis også uacceptabelt.

I Alternativet ønsker vi ikke, at dette forslag skal erstatte den forebyggende indsats i forhold til tvang, men vi er tilfredse med, at regeringen nu vælger at følge Institut for Menneskerettigheders opfordring og får udarbejdet et forslag til lovgivning, så vores sundhedspersonale får bedre rammer for at udøve den bedst mulige behandling for deres patienter.

Inden vi nikker helt og fuldt ja til forslaget, vil jeg sige, at vi har et par områder, som vi er bekymrede for, og som vi mener at der er behov for at der ses nærmere på: Hvordan sikrer vi, at der er en tydelig garanti for, at tvang og indgreb begrænses til det absolut nødvendige? Hvordan vil vi sikre os imod risikoen for, at tvang vil blive brugt i forbindelse med andre hensyn end borgerens helbred? Hvordan sikrer lovforslaget, at tillidsskabende og motiverende metoder altid benyttes inden tvang? Hvordan definerer lovforslaget, i hvilket omfang tvang må benyttes? Vil regeringen på opfordring fra Dansk Sygeplejeråd, Alzheimerforeningen, Danske Patienter, Danske Handicaporganisationer og LEV overveje at etablere en patientrådgivning, som vi kender det fra psykiatrien?

Som sagt anerkender vi i Alternativet, at der er et stort behov for klarhed på dette område, og derfor anerkender vi behovet for denne lovgivning. Vi er positive over for lovforslaget, men vi ser samtidig også frem til svar på vores og andres spørgsmål, som kan bidrage i den videre behandling.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Lotte Rod, Det Radikale Venstre.

Tak for det, formand. Jeg synes, det her er et svært lovforslag. Det har jo været undervejs i meget, meget lang tid. På den ene side er det jo forfærdeligt, hvis vi har et ældre menneske med demens, som er så forvirret, at han eller hun modsætter sig at få den pleje og omsorg, som han eller hun burde. Der kan det jo være omsorgssvigt ikke at gøre noget. Vi stiller også vores personale i en urimelig situation, når nogle af de ting, de gør, faktisk er ulovlige. På den anden side har jeg det også svært med tvang, og derfor vil jeg gerne anerkende, at regeringen har gjort sig meget umage med at skrive fuldstændig tydeligt, at tvang jo ikke må bruges i stedet for god pædagogik eller en ordentlig normering.

Jeg synes, det svære i det her jo er, hvor grænsen går, for hvis vi nu forestiller os en mand eller kvinde, som man som personale ikke kan komme ind til i dag, men at man måske godt kunne det, hvis man gjorde noget andet, altså f.eks. brugte musikterapi, men så ved man jo ikke, at det godt kunne lykkes, for man har ikke prøvet det, og så ville man i god tro bruge tvang, fordi man ud fra situationen i dag ville sige, at man ellers ikke ville kunne gøre det, der skulle til. I det tilfælde ville det jo være i god overensstemmelse med loven. Derfor synes jeg, der er noget tankevækkende i, at ved hele den måde, vi har bygget vores tvangsbestemmelser op på, er retssikkerheden jo altid bundet i, at vi laver nogle meget præcise kriterier. Vi indberetter og giver klagemulighed, men i virkeligheden ville jeg ønske, at vi i fællesskab på et tidspunkt kan komme derhen, hvor vi har endnu mere fokus på, at man som menneske ville få større ret til altid at blive mødt af dygtigt personale, fordi det jo i bund og grund altid falder tilbage på, hvad det er for en kultur, og hvad det er for en ledelse og for en faglighed, der er det sted, man er. Derfor håber jeg, at noget af det, vi kan fokusere på i den videre behandling, er den læring, som også skal finde sted det enkelte sted. Der er jo allerede i udvalget stillet spørgsmål til, hvad ministeren vil gøre for at forebygge og fastholde fokus på at nedbringe tvang. Der er også rejst forskellige ting af høringsparterne, bl.a. det her med, om det er det rigtige sted at lægge snittet på 6 måneder.

Så jeg deler grundlæggende den bekymring, som Enhedslistens ordfører gav udtryk for omkring tvang, men i modsætning til Enhedslisten går jeg og Det Radikale Venstre, ligesom Alternativet også sagde det, positivt ind i det her arbejde og håber, at vi kan bruge udvalgsbehandlingen konstruktivt.

Tak til ordføreren. Fru Kirsten Normann Andersen, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Vi behandler i dag forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile, og jeg tilslutter mig de ordførere, som gør gældende, at den her sag både er vanskelig og fyldt med masser af etiske dilemmaer.

I mit tidligere virke i ældreplejen, hvor jeg bl.a. har arbejdet med mennesker med demens, har jeg ofte stået i situationer, hvor en borger har modsat sig nødvendig og livsvigtig behandling. Som faglært har vi heldigvis en vifte af pædagogiske redskaber med os i baglommen, som vi kan benytte til at skabe tryghed for og tillid til, at vores eneste ærinde er at varetage den enkelte borgers basale behov. Jeg har også stået i situationer, hvor alverdens pædagogiske metoder ikke rakte, eksempelvis til nødvendig tandpleje, medicinsk behandling af en urinvejsinfektion, behandling af en brækket arm eller nødvendig smertebehandling, og jeg har ligesom rigtig mange andre sundhedspersoner derfor også stået i situationer, hvor det har været nødvendigt at snige penicillinen eller den smertestillende medicin med i en skefuld grød. Jeg har også stået med en borger, som var skrækslagen for den lægelige behandling af en brækket arm, som var nødvendig, men hvor den bedste hjælp var at holde fast på en så kærlig måde, som det overhovedet var muligt. Det er blot eksempler på dilemmaer, som man som personale kan komme til at stå i, hvor man på den ene side ikke må behandle en borger uden samtykke, mens det på den anden side ville være omsorgssvigt at lade være.

Behandlingstestamenter er en del af løsningen, men det løser ikke alle tænkelige situationer. I SF er vi derfor glade for, at der med det her forslag nu bliver indført nogle klare regler for, i hvilke situationer personalet, når der ikke er andre muligheder, kan anvende tvang, fordi alternativet ville være omsorgssvigt. Men når man med dette forslag giver sundhedspersonalet mulighed for at bruge tvang og vi derved er inde at røre ved grundlovens § 71, stk. 2, er det også vigtigt, at vi gennemgår lovforslaget med en tættekam, både fordi vi helst skal nedsætte brugen af tvang og om muligt undgå den inden for både somatik og psykiatri, men også fordi vi skal være helt sikre på, at der altid bliver taget behørigt hensyn til patienternes egne behov og ønsker om helbredelse og livsforlængelse, ligegyldig hvor svært det måske kan være at kommunikere med den enkelte.

Derfor vil SF i den kommende udvalgsbehandling forfølge en lang række spørgsmål og forslag til ændringer og præciseringer, der er rejst i høringssvarene fra bl.a. sundhedsorganisationerne, Ældre Sagen, Institut for Menneskerettigheder og Det Etiske Råd. Er der tilstrækkelige tilsyns- og overvågningsmekanismer i forslaget, så der ikke sker en glidning i praksis i en tid med få ressourcer på plejehjem og sygehuse? Er der brug for efteruddannelse af sundhedspersonalet, ikke mindst på sygehusene, så man måske ved hjælp af tillidsskabende foranstaltninger, kommunikation og stærkere inddragelse af pårørende kan undgå tvang og faktisk få informeret samtykke? Er en tilladelse på 6 måneder til muligheder for tvangsforanstaltninger ikke for lang tid? Er en sagsbehandlingstid på 14 dage i Tvangsbehandlingsnævnet rimeligt? Og under hvilke omstændigheder skal en klage have opsættende virkning? Er det praktisk muligt at indføre en praksis som foreslået af Institut for Menneskerettigheder, at en sundhedsperson kun kan give samtykke til gennemførelse af tvangsbehandling, hvis sundhedspersonen ikke tidligere har og ikke senere skal deltage i behandlingen?

Så har Danske Handicaporganisationer en rigtig god pointe, nemlig at en lang række af de foreslåede tvangsforanstaltninger kunne undgås, hvis man i langt højere grad arbejdede med sundhedstjek over for en række af de udsatte borgere. Det kan dog måske med det her forslag blive svært at gennemføre. Men SF ser som udgangspunkt positivt på forslaget, og vi ser frem til den videre udvalgsbehandling.

Tak til ordføreren. Den konservative ordfører er ikke til stede, så derfor er det den fungerende sundhedsminister. Værsgo.

Lad mig starte med at sige tak til alle ordførerne for bemærkninger og også for den generelt positive modtagelse af lovforslaget. Og ja, det er et lovforslag, der har været længe undervejs, og som mange sundhedsministre før mig har været involveret i, og som mange sundhedsordførere også har arbejdet grundigt med. Jeg er enig i forhold til selve titlen på lovforslaget. Jeg ved, at det er noget, der er vanskeligt, og jeg har også svært ved at se, hvordan vi med rette kan ændre titlen, men jeg er med på, hvilke associationer den skaber. I virkeligheden kunne det være rigtig rart, at den hed loven om værdig pleje – det ville være fornuftigt. Men ikke desto mindre er det et tvangsindgreb, vi taler om her, og jeg må sige, at jeg er glad for, at vi er kommet så langt med det her arbejde, at det faktisk i fællesskab er lykkedes os at nå frem til et lovforslag, som så mange kan bakke op om, om end det har været hårdt arbejde for de mange, der har været involveret i det.

Med lovforslaget tager vi et stort skridt henimod at sikre bedre sundhedsforhold for en gruppe patienter i det danske sundhedsvæsen, som er særligt udsatte. Det er den gruppe, vi taler om, som i dag ikke får den sundhedsfaglige behandling, som de burde. De bliver nemlig ikke behandlet, fordi de selv modsætter sig behandling i ord eller i handling. Det er ikke, fordi de efter grundige overvejelser fravælger at blive behandlet, men fordi de på grund af deres nedsatte psykiske funktionsevne ikke kan forholde sig fornuftsmæssigt til, at de rent faktisk har brug for behandling. Det gælder særlig mennesker med demens og udviklingshæmmede. Og de sundhedspersoner, som ønsker at behandle disse patienter må se magtesløse til, mens patienterne bliver udsat for smerte og lidelse, som de kunne have undgået. Her vil jeg gerne takke SF's ordfører for faktisk også at bidrage med helt konkrete eksempler fra den praktiske hverdag.

Hvorfor er det sådan? Ja, det er sådan, fordi de regler, vi har i dag, ganske enkelt er utilstrækkelige, når det kommer til at sikre sundheden for lige præcis den her gruppe af patienter, og det ønsker regeringen ikke skal fortsætte, og der er, som jeg fornemmer det, også en bred opbakning i Folketinget til, at det ikke skal fortsætte. Det er ganske enkelt ikke værdigt over for patienterne, og det er det heller ikke over for de sundhedspersoner, som gerne vil behandle deres patienter. Sundhedspersonalet stilles nemlig i dag i et helt urimeligt dilemma. De tvinges dagligt til at vælge mellem at udføre den behandling, som de brænder for at give deres patienter, eller at overholde loven. Derfor foreslår vi med dette lovforslag en ny og klar retlig ramme for at give disse patienter sundhedsfaglig behandling, selv om de modsætter sig behandlingen. Med lovforslaget indfører vi en ordning, som på afbalanceret vis varetager hensynet til beskyttelsen af patienters sundhed, værdighed og personlige integritet og hensynet til patienternes selvbestemmelsesret.

Det er min klare vurdering, at det er et lovforslag, som virkelig kommer til at gøre en forskel i praksis, og den vurdering baserer jeg bl.a. på de meget positive høringssvar, som vi har fået fra både patientorganisationer og de faglige organisationer, og selvfølgelig også på baggrund af det meget grundige forarbejde, som er tilvejebragt. Så jeg håber, lovforslaget vil få en god udvalgsbehandling, og naturligvis vil der blive besvaret fyldestgørende på de spørgsmål, som vil blive stillet undervejs i udvalgsbehandlingen.

Tak for det. Fru Stine Brix, Enhedslisten, har en kort bemærkning.

Tak for det. Mit spørgsmål til ministeren er: Hvad vil ministeren gøre for at undgå, at vi ser et misbrug af reglerne? Der ligger jo en risiko for, at der bliver brugt tvang i situationer, hvor det kunne være undgået. Hvilke initiativer på det område påtænker man at tage?

Ministeren, værsgo.

Som den socialdemokratiske ordfører også var inde på, er hele monitoreringen af det her lovkompleks et meget vigtigt element for at holde øje med, hvordan loven benyttes, når den rammer praksis. Det er vigtigt at vide og lige præcis være fokuseret på, at den form for metoder ikke så at sige bringer os på en glidebane. Det bedste svar er lige præcis det arbejde, der er lavet med monitorering.

Fru Stine Brix.

Hvad det angår, er der i høringssvarene en række organisationer, der påpeger, at der er mange ting, som ikke monitoreres. F.eks. skal det registreres, når en læge træffer beslutning om, at man vil bruge tvang. Men det skal ikke registreres, hver gang man rent faktisk gør det. Der er også andre eksempler på ting, der ikke monitoreres. Men er ministeren villig til at kigge på at udvide registreringen? Det er mit ene spørgsmål

Det andet spørgsmål er, som jeg også nævnte i min ordførertale, og som flere spørger om: Har ministeren planer om at lave en vejledning om, hvornår man i tilstrækkelig grad har forsøgt sig med tillidsskabende tiltag? Har man planer om det?

Ministeren.

Med hensyn til hvad der monitoreres og indberettes osv., er det klart, at man i det lovforberedende arbejde vitterlig har forsøgt at finde en balance, så man på den ene side tager hensyn til at kunne føre en vis kontrol og netop få skabt et vist overblik over anvendelsen, og på den anden side ikke står der, hvor man skaber regler, som i virkelighedens verden alt andet lige kommer til at binde personalets ressourcer til papirarbejde og dokumentation. Det er den afvejning, man har forsøgt at foretage.

Så er det fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Jeg nævnte i min ordførertale behandlingstestamentet, som er et stort ønske fra Dansk Folkepartis side, og jeg vil høre, hvilke barrierer der er for, at behandlingstestamentet kan indgå i lige nøjagtig den her lov, og om ministeren er villig til at lave et ændringsforslag om behandlingstestamentet.

Værsgo.

Arbejdet med at få etableret behandlingstestamenter er godt i gang, og det er på vej. Men i forhold til at nå at blive helt færdige er det således, at vi i forbindelse med det tekniske møde, vi har haft i Sundhedsudvalget, bl.a. har aftalt, at vi også indhenter erfaringer fra udlandet, bl.a. har vi spurgt Sverige, Norge, Island, Tyskland, Holland, Wales, USA, New Zealand og Australien – blot for at sige, at vi undersøger det her til bunds, og at de oplysninger, vi indhenter fra udlandet, som også er med til at tilvejebringe beslutningsgrundlaget for, hvordan vi skruer behandlingstestamenter sammen i Danmark, ikke er kommet endnu. Men forventningen er, at vi holder ordførermøde om emnet, så vi kommer videre med behandlingstestamenterne, og at det gør vi, inden Folketinget går på sommerferie. Men det her lovforslag skulle af gode grunde fremsættes nu for at nå at blive behandlet inden sommerferien.

Så behandlingstestamenterne kommer altså i halen på det her lovforslag, men kommer ikke som et ændringsforslag til det her lovforslag – det når vi ganske enkelt ikke.

Fru Karina Adsbøl.

Tak for svaret. Så har jeg et opfølgende spørgsmål om det, som fru Stine Brix sagde. I forhold til at registrere tvangen i somatikken – på det psykiatriske område bliver der jo registreret i forhold til det – vil jeg spørge, hvordan ministeren vil sikre, at man også kan følge med på det somatiske område med hensyn til alle registreringer. Måske ministeren vil komme ind på den del.

Ministeren.

Det vil jeg gerne, men jeg vil også tillade mig at svare mere fyldestgørende på det i en skriftlig besvarelse i forhold til tilvejebringelsen af overblikket også på det somatiske område.

Tak til ministeren. Der er ikke flere, der har bedt om ordet. Men der er lige en privatist. Værsgo.

Bare rolig, jeg har ikke lagt op til en ny runde! Det er blot, fordi jeg lige har fået en besked fra Konservatives ordfører, som meget beklager, at hun ikke kan være her i dag, men hun har bedt mig om at hilse og sige, at Konservative også støtter L 185.

Tak. Så er der ikke flere, der har bedt om ordet, og forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Sundheds- og Ældreudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.