Det næste punkt på dagsordenen er:

8) 1. behandling af lovforslag nr. L 177:

Forslag til lov om ændring af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. (Mellemkommunal refusion ved efterværn).

Af børne- og socialministeren (Mai Mercado).

(Fremsættelse 29.03.2017).

Forhandlingen er åbnet, og det er fru Pernille Rosenkrantz-Theil, Socialdemokratiet.

Inden for EU-systemet har man et begreb, der hedder tekniske handelsbarrierer. Det brugte jeg på et tidspunkt i mit liv utrolig meget tid på, det er meget, meget nørdet. Men det her lovforslag burde man egentlig kalde tekniske sociale barrierer, for det har sådan lidt samme karakter. Og jeg tror, at ligesom de i EU-systemet har forsøgt at udradere alle tekniske handelsbarrierer og i øvrigt ikke skottet til nogen som helst andre hensyn – det kunne man jo godt klandre dem for – så burde man indimellem gøre lidt det samme med sociallovgivningen, nemlig at man uden at skotte til noget som helst andet bare fjernede de barrierer, der er for at gøre en social indsats.

Det her er faktisk et meget godt eksempel på det, for det handler om noget så tørt som refusion mellem kommunerne. Hvis den ene kommune i første omgang har anbragt en ung i en anden kommune, hvem skal så betale, når den unge bliver så ung, at vedkommende bliver voksen? Og det kan kommunerne så ligge og slås med hinanden om – om det er den kommune, der i første omgang anbragte den unge, eller om det er den kommune, som den unge er blevet anbragt i, og som den unge så bor i, når vedkommende fylder 18 år. Den slags ting morer de sig med i kommunerne, og midt i det er der selvfølgelig nogle unge mennesker, der kommer i klemme, og som har brug for en indsats, de så ikke får tildelt.

Så fundamentalt set betyder det her lovforslag, at det er den kommune, der oprindelig anbragte den unge, som også kommer til at betale og dermed refundere den kommune, som den unge bor i, når den unge på et tidspunkt fylder 18 år og skal have det, vi kalder efterværn. Og efterværnet går ud på, at vi i stedet for at slippe den unge, når den unge fylder 18 år, sørger for, at vi faktisk som samfund går ind og griber den unge i de der rigtig, rigtig svære år i overgangen til at blive et voksent menneske.

Når man beskæftiger sig med socialpolitik, vil man vide, at vi indimellem som samfund bruger utrolig mange kræfter – og heldigvis for det – på at få hjulpet og støttet børn og unge, som har haft en vanskelig vej i tilværelsen, men når de så bliver 18 år, er det, som om de bliver suget ned i sådan et sort hul. Og det er jo ikke, fordi man lige så godt kunne have ladet være med indsatsen, for den har hjulpet i de år, den har hjulpet, men det kan gå ufattelig hurtigt ned ad bakke, når det så er, at systemet slipper sit tag, når den unge fylder 18 år. Så den her overgang til voksenlivet er utrolig vigtig, og der gælder det altså om at få udraderet alle de der barrierer bl.a. kommunerne imellem, som gør, at de unge ikke bliver grebet.

Ja, det er et virkelig, virkelig teknisk lovforslag, men ikke desto mindre et rigtig vigtigt lovforslag, og derfor støtter Socialdemokratiet det.

Tak. Fru Karin Nødgaard, Dansk Folkeparti.

Forslaget, som vi behandler her, har til formål at genoprette den tidligere retstilstand, så det fremover klart fremgår, at der bliver ret til mellemkommunal refusion fra den anbringende kommune for den kommune, hvori efterværnet finder sted. Årsagen er jo, som vi lige har hørt – og det er meget teknisk – at Ankestyrelsen har truffet en principafgørelse, der indebærer, at der ikke er ret til refusion. Det er sket, fordi Ankestyrelsen har vurderet, at lovtekstens ordlyd ikke giver hjemmel til at pålægge den anbringende kommune at betale refusion. Og nu bliver der så genetableret den her adgang, så der også dermed bliver skabt nogle klare regler for tilbagebetaling, også af den refusion, der er betalt.

Jeg kan sige, at Dansk Folkeparti bakker op om lovforslaget, for det betyder jo netop, at det nu sikres, at kommunerne ikke går hen og blive uenige om, hvem det egentlig er, der skal betale for det her efterværn. Efterværn er jo meget vigtigt i forhold til de her sårbare unge, som lige pludselig bliver 18 år. Hvad skal der så ske, og hvad kan man gøre fra samfundets side for at støtte dem? Og der er der jo netop det her efterværn for de 18-22-årige.

I Dansk Folkeparti mener vi helt klart, at det er vigtigt at sikre, at der bliver en god overgang fra det at være barn og ung og så til at blive voksen, og at det ikke må blokeres af nogle stridigheder om betaling af et mellemværende mellem kommunerne. Så forhåbentlig bliver der nu rettet op på det.

Lovforslaget skal selvfølgelig igennem den her vej med behandling i Folketinget osv. Det er rigtig fint, men vi håber ikke, at der nu vil være yderligere barrierer i forhold til de unge mennesker, som får et efterværn.

Tak for det. Hr. Carl Holst, Venstre.

Tak for det, formand. Det er, som det er blevet sagt, på baggrund af en principafgørelse fra Ankestyrelsen, at der opstod en situation, som man fandt uhensigtsmæssig, nemlig at en hidtidig praksis med, at det var den kommune, der visiterede et ungt menneske væk, ikke havde forpligtelsen til efterværn. Det rettes der op på. Det her er ikke nyt, det er en fastholdelse af hidtidig praksis, men for at fastholde den hidtidige praksis har man været nødt til – i forhold til efterværn for 18-22-årige – at komme med det her lovforslag.

Det er et lovforslag, som er forhandlet hurtigt; et lovforslag, der i sjælden grad har et indhold af opbakning og udelukkende opbakning. Jeg tror ikke, at jeg har kunnet finde en eneste negativ sætning i alle høringsbidragene – og det tror jeg er et udtryk for, at ingen har en interesse i, at principafgørelsen fra Ankestyrelsen skulle være bærende fremadrettet, men heller ikke i det, der også kunne være en konsekvens af principafgørelsen, nemlig at man 3 år bagud kunne få refunderet udgifter. Der har både minister og ministerium afhandlet hurtigt, og de har haft en dygtig hånd i forhold til at tage højde for de udfordringer, den nye principafgørelse medførte. Det fortjener de ros for.

Venstre støtter lovforslaget.

Tak for det. Så er det hr. Finn Sørensen, Enhedslisten.

Tak. Enhedslisten kan også kun melde sig i rækken af ordførere, som støtter lovforslaget, og jeg vil også gerne skrive under på den ros, som hr. Carl Holst kom med. Det er hurtig handling – i de kredse hedder det vist rettidig omhu – man har udvist her. Det er jo sådan, som alle i virkeligheden også har opfattet det, men sådan var lovens tekst altså ikke, når Ankestyrelsens tog den store lup frem. Og så skal tingene jo bringes i orden, og det synes jeg de bliver med det her lovforslag.

Så kan man jo også sige, at vi normalt ikke går ind for at lave lovgivning med tilbagevirkende kraft, og det er måske heller ikke det ord, man vil bruge her. Det er jo så det, der sker i praksis. Og der vil jeg bare sige, at det er ualmindelig elegant lavet, hvis man endelig skal lave noget med tilbagevirkende kraft, nemlig at man laver et lovforslag, hvor man neutraliserer virkningen af Ankestyrelsens afgørelse, også bagudrettet. Så det kan vi også kun støtte.

Så sagde fru Pernille Rosenkrantz-Theil jo nogle meget vigtige ting om den ulykkelige situation, der kan opstå, når borgeren fylder 18 år, hvor det offentlige så ikke i samme grad er forpligtet, som man er frem til det fyldte 18. år. Der må vi bare se i øjnene, at det her jo så er en barriere, vi får fjernet, for at kommunerne kan handle fornuftigt på det, og derfor kan vi kun være tilfredse med det. Men det løser jo ikke det fulde problem.

Derfor vil jeg så lige endnu en gang gentage et ønske og et krav eller et forslag – kald det, hvad I vil, alt efter temperament – om, at de unge får en ret til at få det her tilbud om et efterværn. Det ville dog øge sandsynligheden for, at vi ikke tabte nogen unge mennesker på gulvet som følge af de regler, der gælder i dag. Men det er også klart, at det ikke lige er det, det her lovforslag handler om. Det havde været dejligt, hvis det havde handlet om det, og så ville vi have været rigtig glade. Det gør det så ikke, men det skal jo ikke stille sig i vejen for, at vi støtter et udmærket lovforslag.

Tak for det. Den næste ordfører er fru Laura Lindahl, Liberal Alliance. Værsgo.

Vi synes, det er rigtig fornuftigt, at man fortsætter den hidtidige praksis, og vi støtter naturligvis op om lovforslaget.

Tak for det. Så er den næste ordfører fru Sanne Bjørn, værsgo.

Tak for det. I fravær af ordfører fru Marianne Jelved vil jeg her gøre rede for Radikale Venstres indstilling til forslaget.

På grund af Ankestyrelsens principafgørelse i slutningen af 2016 om refusion af udgifter til efterværn til anbragte unge har socialministeren fremsat dette relevante forslag. Det præciserer den hidtil gældende praksis, at en ung, der er anbragt af kommune a i kommune b, inden det fyldte attende år og nu som 18-årig skal have efterværn og skal kunne udløse refusion fra kommune a. Det vil sige, at den hidtil gældende praksis kan fortsætte efter dette lovforslags præcisering af den ønskede retstilstand. Det støtter Radikale Venstre.

Tak for det. Næste ordfører er fru Trine Torp, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Jeg kan lige sige, at Alternativets ordfører var lidt i tvivl om, om han kunne nå ind og præsentere Alternativets indstilling, så jeg har lovet at tale på vegne af Alternativet også.

Det her er jo et lovforslag, som viser, hvor vigtigt det er, når vi laver lovgivning, at vi også er meget præcise. For hold da op hvor kan der gå meget kluddermor i det, hvis ikke vi er det. Så er det frem og tilbage mellem Ankestyrelsen og os. Det er jo ret tydeligt, at intentionen med loven er der ikke nogen der er uenige om, men når det så kommer ned på papir og i tekst, kan det tolkes forskelligt.

Så vi støtter selvfølgelig lovforslaget. For den usikkerhed og det behov for præcisering, som Ankestyrelsens principafgørelse har afstedkommet, skal vi selvfølgelig gøre noget ved. Og også herfra tusind tak for, at man reagerer hurtigt på det. For det er immer væk mange penge, der er på spil ude i kommunerne, og det kan faktisk godt betyde rigtig meget for en kommune, hvis man pludselig får sådan en bon, man ikke lige havde regnet med.

Det allervigtigste er trods alt, at anbragte børn og unge har den kontinuitet, der skal til, i deres anbringelse, men også når det gælder deres efterværn. Det skal altså ikke forstyrres af kommunernes indbyrdes slagsmål om, hvem der skal betale for indsatsen. Når det drejer sig om unges overgang til voksenlivet, kan mulighederne for støtte, bopæl og uddannelse jo godt ligge i en anden kommune end den kommune, som har anbragt den unge. Men kommuner skal ikke have fordele af at etablere efterværn i andre kommuner end deres egen. Derfor bør det også være den anbringende kommune, som skal betale for efterværnet.

Så vi støtter lovforslaget, og det gør Alternativet også.

Tak for det. Hr. Orla Østerby, Konservative Folkeparti. Værsgo.

Jeg synes, det, der er vigtigt i det her, er Ankestyrelsens afgørelse. Lovforslaget vedrører således ikke de unges ret til efterværn efter serviceloven, men er alene et spørgsmål om, hvilken kommune der skal betale under efterværnet. Der har vi jo haft en tradition for, at den, der bestiller musikken, også betaler. Det her betyder selvfølgelig, at Ankestyrelsens afgørelse neutraliseres i L 177, og i realiteten er det jo en rettelse af en teknisk fejl, som hidtil har været retningslinje for afgørelser på det her område. Så med det her holder man fast i, at det er den kommune, der placerer den unge, som også betaler, og det støtter Det Konservative Folkeparti.

Tak. Så er det børne- og socialministeren.

Tak, formand. Og også en tak til ordførerne for modtagelsen af lovforslaget. Formålet er jo hurtigt at genoprette den retstilstand vedrørende efterværn og mellemkommunal refusion, som blev opfattet som gældende ret, indtil praksis altså blev ændret i december 2016. Der har også været ønske om den her foreslåede ændring fra flere sider, herunder fra KL og en lang række af kommuner.

Jeg vil selvfølgelig stå til rådighed for besvarelse af de spørgsmål, som udvalget måtte ønske at få nærmere belyst under udvalgsbehandlingen.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, så forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Social-, Indenrigs- og Børneudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.