Tak for debatten om det her lovforslag.
Det danske sprog er afgørende for at kunne fungere på arbejdspladsen, i skolen, i sportsklubben, ja, også i supermarkedet.
Derfor er det vigtigt, at alle udlændinge, der bor og lever i Danmark, kan det danske sprog, så de kan blive aktive bidragsydere og medborgere på arbejdsmarkedet og i samfundet i øvrigt.
Danskuddannelse er jo ikke et mål i sig selv.
Det er derimod et vigtigt middel i integrationsindsatsen, og derfor skal det også være klart rettet mod f.eks.
beskæftigelse.
Det blev også slået fast i både to- og trepartsaftalerne i foråret 2016, som er grundlaget for lovforslaget.
Og i november 2016 indgik en bred kreds af partier en aftale om at gennemføre en reform af danskuddannelsen, så den bliver langt mere virksomhedsrettet, end den er i dag, og det vil jeg gerne kvittere for.
Med lovforslaget sikres en danskuddannelse til voksne udlændinge, hvor beskæftigelse i højere grad er i fokus, og hvor samspillet med virksomhederne styrkes.
Det er en danskuddannelse, hvor forenkling og fleksibilitet i tilrettelæggelsen er nøgleord.
Fælles for alle initiativer i lovforslaget er samtidig, at de ikke ændrer ved kvaliteten i danskuddannelsen.
Danskundervisningen skal fortsat kunne føre op til niveauet for de afsluttende danskprøver, som gælder i dag, og det er den grundlæggende præmis.
Initiativerne i lovforslaget har konkret fokus på, at danskundervisningen bliver mere arbejdsmarkedsrettet og sker i samspil med den virksomhedsrettede indsats under integrationsprogrammet; at de virksomheder, der har interesse i at stå for undervisningen af udenlandske ansatte, får muligheder for det; at det kommunale danskuddannelsestilbud tilrettes og bliver mere effektivt og økonomisk; og at kursisterne gennemfører danskuddannelsen uden unødigt frafald og fravær.
Endelig indeholder lovforslaget et forslag om midlertidig indkvartering af flygtninge i andre kommuner.
Forslaget er en udmøntning af en folketingsbeslutning, nemlig B 19, som vi blev enige om i december måned sidste år, og som betyder, at kommuner fremover kun kan indkvartere flygtninge i midlertidige opholdssteder i en anden kommune, hvis denne kommune er indforstået hermed.
Nogle af elementerne i lovforslaget har givet anledning til så vel bekymring som kritik.
Det gælder f.eks.
forslaget om indførelse af et gennemsnitligt timeloft på maksimalt 15 timer om ugen for udlændinge omfattet af integrationsprogrammet.
Her vil jeg henvise til en vigtig konklusion i den analyse af danskuddannelserne, der bl.a.
ligger til grund for lovforslaget, nemlig at der er kommuner, som tilbyder flere undervisningstimer, end der er pædagogisk udbytte af.
Det er jo ikke blot spild af ressourcer, men det er også spild af vigtig tid i integrationsprocessen, tid, som den enkelte udlænding i stedet kunne have brugt på job og træningsforløb på virksomheder eller noget andet relevant.
Så er det vigtigt at huske, at der i lovforslaget også indgår, at kommunalbestyrelsen kan fravige timeloftet, hvis sprogcenteret vurderer, at en kursist har behov for flere timer, f.eks.
på grund af ordblindhed.
Også den del af lovforslaget, der vedrører henholdsvis nedsættelse og afskaffelse af den statslige refusion af kommunernes udgifter til danskuddannelse, har givet anledning til spørgsmål om, hvorvidt det vil forringe ikke blot danskuddannelsestilbuddet, men hele den beskæftigelsesrettede indsats og integrationsindsatsen generelt.
Men her viser analyser, at det er muligt at nedbringe udgifterne på området uden at forringe kvaliteten.
Det fremgår bl.a.
klart af analyserne, at der ikke er nogen sammenhæng mellem omkostninger og kvalitet på sprogcentre.
Så er det i den forbindelse jo også vigtigt at understrege, at kommunerne selvfølgelig samlet set fortsat via bloktilskuddet kompenseres for deres udgifter til danskuddannelse.
Forslaget om indførelse af klippekort og depositum for arbejdstagere og studerende har f.eks.
begge til formål at reducere både frafald og fravær.
Det er blevet kritiseret, at retten til forlængelse af danskuddannelse, f.eks.
i forbindelse med barsel, afskaffes, og her er det jo altså vigtigt at huske på, at der er tale om udlændinge, der som udgangspunkt opholder sig i Danmark i kortere perioder, og med den fleksibilitet, der er indlagt i klippekortsmodellen, har en kursist mulighed for at holde pause i op til 1½ år inden for den 5-årige uddannelsesperiode, der er lagt.
Reformens initiativer vedrørende afskaffelse af kravet om overbygningsuddannelse for lærere og danskuddannelserne og etablering af et kortere pædagogikum indgår ikke i selve lovforslaget.
Det vil derimod blive gennemført administrativt ved en bekendtgørelse efterfølgende.
Jeg vil dog kort kommentere den kritik, der har været rejst af præcis disse forslag.
Det skal allerførst understreges, at der naturligvis fortsat vil blive stillet krav til undervisernes faglige kvalifikationer på danskuddannelserne.
Det nye er, at der i højere grad vil blive lagt vægt på praktiske pædagogiske kompetencer i lærernes uddannelse, herunder i den endelige bedømmelse af den pågældendes kvalifikationer.
Der er nu nedsat en arbejdsgruppe, der skal komme med forslag til indholdet i en pædagogikumuddannelse for undervisere på danskuddannelsen, og det er en arbejdsgruppe med repræsentanter for universiteter, professionshøjskoler, sprogcentre og ministerier samt ressourcepersoner med særlig indsigt i dansk som andetsprog og voksenpædagogik.
Så jeg er ikke i tvivl om, at resultatet bliver en uddannelse, som er både mere praksisorienteret, og som også har et højt fagligt niveau.
Det mener jeg også må være et ønske fra os alle sammen.
Jeg ser frem til den videre behandling af lovforslaget og den debat, der måtte komme enten i dag eller i løbet af udvalgsbehandlingen.