I Enhedslisten synes vi, at muligheden for at repatriere er vigtig og god, altså at flygtninge bosiddende i Danmark på et tidspunkt finder ud af, at de gerne vil vende tilbage nu, hvor der er fred og sikkert i det land, de kommer fra.
Og der er faktisk flygtninge, som efter at have boet en årrække i Danmark kommer frem til, at de rigtig godt kunne tænke sig det, men muligheden eksisterer ikke, hvis ikke de får noget støtte til det.
Det er selvfølgelig fuldstændig afgørende for os, at den repatriering er frivillig.
Altså at det er en beslutning, man som flygtning selv træffer.
I princippet støtter vi derfor også tiltag, som styrker muligheden for at repatriere, altså muligheden for at vende tilbage til hjemlandet, og konkret i det her lovforslag at styrke muligheden for sygeforsikring og bedre mulighed for, at børn kan få uddannelse.
Så langt så godt.
Problemet med lovforslaget er, at det er skrevet ud fra et markant andet udgangspunkt end Enhedslistens, nemlig et udgangspunkt, som er, at man ønsker, at så mange som overhovedet muligt forlader landet.
For os i Enhedslisten er hovedformålet med, at muligheden for at repatriere findes, ikke at få en masse flygninge til at forlade Danmark.
Formålet er, at der er en frivillig mulighed for, at flygtningene kan vende tilbage, hvis det er det, de ønsker.
Det største problem i det her lovforslag er det, der bliver kaldt et resultattilskud til kommunerne.
Ordningen har været prøvet før, og som det også påpeges af Dansk Flygtningehjælp, blev den tidligere ordning ikke evalueret, og ligesom dengang er Kommunernes Landsforening kritisk indstillet over for ordningen.
Altså den ordning, hvor en kommune får en bonus, hvis det lykkes dem at få en flygtning til at forlade landet.
Det er fuldstændig afgørende, at rådgivningen om mulighederne for repatriering foregår uvildigt og tager udgangspunkt i flygtningenes egen situation og muligheder for at få et godt liv.
Hvis den kommunale sagsbehandler ved, at kommunen får penge pr.
repatrieret flygtning, så er rådgivningen pr.
definition ikke uvildig, og som påpeget af Kommunernes Landsforening, skaber ordningen risiko for, at flygtningene simpelt hen mister tiltroen til den vejledning, de får i kommunen.
Altså i stedet for at man som flygtning går til kommunen og siger, at man faktisk godt kunne overveje at vende tilbage til det land, man kommer fra, og gerne vil tale om, hvilke muligheder der er, så kommer de flygtninge til at sidde i en situation, hvor de tænker:
De giver mig nok den her vejledning, fordi de får penge for, at jeg forlader landet.
Det er ikke uvildig vejledning.
KL peger endvidere på, at kommuner, som har færre flygtninge og derved færre, som ligesom kan overtales til repatriering, via modregning i bloktilskuddet kommer til at betale for resultattilskud til de kommuner, som sender mange flygtninge ud af landet.
Så er der lovforslagets absolutte tilbagebetalingskrav, som ifølge regeringen skal modvirke misbrug.
Vi ved fra Dansk Flygtningehjælps høringssvar, at der er meget få og meget sjældne eksempler på misbrug af den eksisterende repatrieringsstøtte.
Hvis repatriering mislykkes og en flygtning er nødt til at vende tilbage til Danmark, så vil jeg nu synes, det var frygtelig trist, hvis det første, der møder flygtningen, er en massiv gæld til det offentlige.
Og vi har jo hæftet os ved, at Dansk Flygtningehjælp skriver, at fortrydelsesretten primært bruges som et sikkerhedsnet for repatrierede, der oplever, at det ikke var sikkert at vende tilbage til det land, de oprindelig flygtede fra.
Vi er enige med Dansk Flygtningehjælp i, at det vil være at svække det sikkerhedsnet at gennemføre det her absolutte tilbagebetalingskrav.
Så med mindre regeringen vil dele lovforslaget op, således at man kan stemme for den del, der handler om sygeforsikring og støtte til skolegang osv., og imod det her tilskud, som kommunerne får, hvis det lykkes dem at overtale en flygtning til at forlade landet, så stemmer vi imod lovforslaget.