Det næste punkt på dagsordenen er:

17) 1. behandling af lovforslag nr. L 170:

Forslag til lov om ændring af straffeloven. (Ophævelse af straffelovens blasfemibestemmelse).

Af Bruno Jerup (EL) m.fl.

(Fremsættelse 28.03.2017).

Forhandlingen er åbnet, og det er først justitsministeren. Værsgo.

Beklager ventetiden. Enhedslistens lovforslag går ud på at ophæve den såkaldte blasfemiparagraf i straffelovens § 140. Det er ikke første gang, der har været debat om straffelovens blasfemiparagraf, og det er heller ikke første gang, der fremsættes et lovforslag, der går ud på, at bestemmelsen skal ophæves. Blasfemiparagraffen har med andre ord været genstand for debat i Folketinget i mange år, og det er med god grund, for det er jo ikke et spørgsmål, der skal tages let på, og derfor vil jeg gerne kvittere Enhedslisten for at rejse en vigtig debat.

Lad mig begynde med at understrege, at denne regering naturligvis er optaget af ytringsfrihed. Ytringsfrihed er en kerneværdi. Ytringsfriheden er også en grundlæggende forudsætning for et velfungerende demokrati og for udviklingen af samfundet og det enkelte individ. Ytringsfriheden er fundamental for en demokratisk styreform, hvor vælgere kan træffe deres valg på baggrund af en fri politisk debat, hvor ideer og holdninger kan fremføres og blive imødegået. Som det fremgår af regeringsgrundlaget, vil vi derfor nedsætte en kommission, som skal vurdere ytringsfrihedens rammer og generelle vilkår i Danmark. Kommissionen skal bl.a. beskrive, hvad vores tradition og historie fortæller os om ytringsfrihedens udvikling i Danmark, hvordan det retlige grundlag for ytringsfrihed ser ud i dag, og den skal også se på, om vi kan lære noget af de lande, vi sammenligner os med. Regeringen forventer at nedsætte denne kommission inden sommer.

Der er ingen tvivl om, at regeringens holdning er, at hvis vi i dag ikke havde en blasfemiparagraf, skulle vi heller ikke lave en sådan. Når det er sagt, er det vigtigt at holde fast i, at spørgsmålet om en ophævelse af blasfemiparagraffen ikke er enkelt. Det rummer mange principielle og komplicerede elementer, som man med god mening kan have forskellige og nuancerede syn på.

I 2014 afgav Straffelovrådet en udtalelse om netop spørgsmålet om ophævelse af blasfemiparagraffen. Straffelovrådet peger i udtalelsen på en række fordele og ulemper ved at ophæve bestemmelsen. Blandt fordelene peges der på, at en ophævelse af blasfemiparagraffen vil styrke ytringsfriheden i Danmark. Straffelovrådet peger også på, at samfundsudviklingen kan siges at have gjort bestemmelsen utidssvarende, fordi de meningstilkendegivelser, som er omfattet af bestemmelsen, ikke længere opfattes som acceptable begrænsninger af ytringsfriheden. Blandt ulemperne ved at ophæve blasfemiparagraffen peges der navnlig på hensynet til at beskytte religiøse mindretal mod grove krænkelser af deres religion. Straffelovrådet anfører også, at man skal være opmærksom på, hvordan det vil blive opfattet i udlandet.

Uden for Danmark, hvor baggrunden for en ophævelse vil kunne blive forenklet og måske også bevidst fordrejet, vil der være risiko for, at politiske eller religiøse ledere vil udlægge beslutningen som et religionsfjendtligt signal og i værste fald som et fjendtligt signal ikke alene mod religion generelt, men i særlig grad mod bestemte religioner. Man skal altså være opmærksom på, at en ophævelse vil kunne have sikkerhedsmæssige og udenrigspolitiske konsekvenser for Danmark.

På den anden side vil en ophævelse af blasfemiparagraffen kunne imødekomme internationale anbefalinger. Straffelovrådet peger nemlig også på, at de nyeste internationale anbefalinger fra såvel Europarådet som FN går ud på, at hverken det at vise disrespekt for en religion, altså blasfemi, eller at krænke religiøse følelser bør være kriminaliseret. En ophævelse vil samtidig være i tråd med udviklingen i de europæiske lande, hvor Holland og Norge for relativt nylig har gennemført en sådan afkriminalisering.

Som jeg tidligere har sagt, er blasfemiparagraffen bestemt en diskussion værd; der er fordele, der er ulemper ved at afskaffe paragraffen, og det har jeg allerede været inde på. Regeringen anerkender fuldt ud, at dette spørgsmål både er et principielt og et kompliceret spørgsmål, og det er derfor afgørende, at vi her i Folketinget tænker det grundigt igennem. Vi har et samfundsmæssigt ansvar for at træffe den rigtige beslutning, og derfor vil regeringen i den kommende tid indhente erfaringer fra de lande, som for nylig har ophævet blasfemiparagraffen i deres nationale lovgivning. Det gælder lande som Norge og Holland: Hvad var det for en debat, hvilke reaktioner har det givet, hvordan er det foregået, hvad giver det os at kunne lære af? Det handler om at kunne stå på det stærkest mulige fundament, når beslutningen skal træffes.

Blasfemiparagraffen blev i sin første udgave indført i dansk ret i 1866, og den har altså været en del af dansk ret i mere end 150 år. Jeg mener derfor godt, vi kan vente lidt endnu med at træffe den endelige beslutning, og jeg håber da heller ikke, at det skal være de få måneder, den undersøgelse vil tage, der skal skille os ad.

Med den begrundelse kan jeg oplyse, at regeringen ikke på nuværende grundlag kan støtte lovforslaget. Jeg vil samtidig sige, at vi i regeringen har en åben tilgang til de videre drøftelser med Folketinget om dette vigtige og vedkommende spørgsmål. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en række korte bemærkninger. Fru Lisbeth Bech Poulsen, Socialistisk Folkeparti.

Tak, og tak for den grundige besvarelse. Der var jo lidt på den ene side og lidt på den anden side.

Ytringsfriheden og spørgsmålet om censur rækker endnu videre end det, som ministeren nævner, for der var jo en indvandrer, der hed Struensee, som fik det indført, omend kortvarigt – det gik ham jo ikke så godt. Men det er en diskussion, vi har haft i hundredvis af år efterhånden. Og ministeren anerkender selv, at der er en lang række meget respekterede internationale organisationer, der meget anbefaler, at vi afskaffer blasfemiparagraffen, fordi den, som ministeren selv siger, ikke hører hjemme i et moderne og sekulært samfund – det er jo både FN's Højkommissariat for Menneskerettigheder, FN's særlige udsending for ytrings- og religionsfrihed, FN's Menneskerettighedskomité, Europarådet, EU's udenrigstjeneste, Amnesty International, Human Rights Watch og mange andre.

Mit spørgsmål er: Hvor længe skal vi blive ved med at vente? For ministeren henviser til den ytringsfrihedskommission, som ikke opstod i regeringsgrundlaget, men opstod for et år siden, da vi var nogle partier, der ønskede den. Men jeg er rigtig glad for, at den så også står i regeringsgrundlaget. Og den kommission kan jo så arbejde i flere år. Så mit spørgsmål er altså: Hvorfor skal vi blive ved med at vente? Det er jo ikke, fordi vi ikke har diskuteret det her i lang, lang tid.

Værsgo til ministeren.

Jeg skal beklage, hvis jeg har udtrykt mig uklart. Det er ikke meningen, at det skal være en del af ytringsfrihedskommissionen. Vi nedsætter en ytringsfrihedskommission, og den skal vi have nedsat med de medlemmer, der nu skal være i sådan en kommission, og de skal kigge på det bredt. Sideløbende med det arbejde vil der være en gruppe i ministeriet, der undersøger lige præcis den del, jeg talte om her – man har lige ophævet den i Norge og Holland – og i forhold til den alvorlige situation, vi står i, se på: Hvad var det så for en debat, man havde op til det? Hvad gav det anledning til, og hvad betyder det?

Så når jeg siger, at vi godt kan vente nogle måneder endnu, mener jeg faktisk kun nogle måneder endnu, i forhold til at få det grundlag på plads. Og så har jeg det synspunkt, at når vi kommer til efteråret og har fået det her undersøgt, er det naturligt, at vi har en drøftelse af det igen.

Fru Lisbeth Bech Poulsen.

Tak. Nu skal det jo ikke handle om ytringsfrihedskommissionen, men der var flere partier, SF og bl.a. også Liberal Alliance, inden de kom i regering, som var med til at nedsætte den. Så den ser vi da frem til også at kunne være med til at diskutere kommissoriet for.

Men mit spørgsmål er igen: Hvad er det, der skal undersøges nærmere? Nu siger ministeren, at det her ikke skal være en del af ytringsfrihedskommissionen. Så er det jo på plads. Hvorfor kan vi ikke tage diskussionen nu i salen? Ja, der er fordele og ulemper ifølge ministeren, men dem må man jo så opveje mod hinanden og så sige klokkeklart, hvor man står.

Værsgo til ministeren.

Jamen jeg synes sådan set, jeg har prøvet både ordentligt og sagligt at sige, hvad for nogle overvejelser man kan have for og imod, og hvad regeringen beder om, og hvad vi ønsker. For det her kan medføre internationale udfordringer, og der kan man så vælge at sige: Jamen det vejer vi ikke i den skål; det er ikke tungt nok, for vi har nogle principper, vi vil gennemføre. Der kan man jo godt ende, og for nylig afskaffede man den i Holland og Norge. Og hvad var det for en debat, hvad gav det anledning til? Man kunne jo tage hensyn til, hvad det også kunne få af indflydelse på en dansk debat. Og når den undersøgelse så er lavet, kan man komme tilbage. Og det er altså inden for i år. Det er ikke noget, der skal i en syltekrukke – det er altså ikke ideen med det.

Hr. Peter Kofod Poulsen, Dansk Folkeparti.

Jeg er, må jeg sige, rigtig skuffet over ministerens tale her. Man trækker på et sikkerhedsargument. Man siger, at det her handler om, f.eks. med henvisning til en terrorrisiko, at folk kan finde på at tage det så ilde op, at det kan blive ubehageligt for Danmark. Det synes jeg simpelt hen er slapt. Hver gang der sker noget ude i verden, står vores ledere og er enige med hinanden om, at det her aldrig må knække os, at det aldrig må knække vores værdier, at det aldrig må knække vores ytringsfrihed, og nu står landets justitsminister så på Folketingets talerstol og siger, at de følelser og de reaktioner må vi tage hensyn til, når vi laver lovgivningsarbejdet her på Christiansborg. Det synes jeg simpelt hen er for slapt af den her regering. Så jeg vil meget opfordre til, at man kommer op i omdrejninger. For det her er jo i høj grad en politisk diskussion, vi må have, og så må vi derefter lægge os fast på, hvad det er, vi vil, og nu kan jeg bare forstå, at regeringen har købt sig tid til den anden side af sommerferien. Det synes jeg er lidt uambitiøst.

Værsgo til ministeren.

Jeg håber, hr. Peter Kofod Poulsen er enig med mig i, at vi som ansvarlige parlamentsmedlemmer selvfølgelig må tage ned, om der er forbundet en terrorrisiko med det her mod ambassader i udlandet eller herhjemme, og at vi da skal forholde os til, at det kan være en sandsynlig mulighed. Så sagde jeg jo ikke – og det anstrengte jeg mig faktisk for at sige – at det så betyder, at vi må være imod det. Jeg synes egentlig i hvert fald, jeg sådan i min tale ret tydeligt prøvede at sige, at der er nogle lodder i den ene kurv og nogle lodder i den anden kurv, og at jeg bare synes, at vi skal tage sikkerhedsperspektivet i betragtning. Og så er der bare det at sige, at vi, fordi vi tager det her rigtig alvorligt – for jeg er jo sådan set enig i hr. Peter Kofod Poulsens præmis – så gerne lige vil have lov at bruge nogle få måneder på at se, hvad der er sket i Holland, og hvad der er sket i Norge, og så kan man jo så tage stilling til, hvad det skal betyde efterfølgende. For jeg er jo enig i, at det ikke skal være terrorister, der afgør, hvad for en lovgivning vi har i Danmark. Det er jeg fuldstændig enig med hr. Peter Kofod Poulsen i.

Hr. Peter Kofod Poulsen.

Jo, men det her er jo også en politisk debat, og det skal det jo helst være, og der har ministeren faktisk på glimrende vis listet nogle af de ting, der kunne tale for og imod, op i sin tale. Så jeg forstår sådan set ikke, hvad det er, sådan en undersøgelse skal sætte gang i. Hvad er det konkret, undersøgelsen skal sætte gang i? Er det at finde ud af, at det i Norge, Island og Holland faktisk fungerer fint? Det vil jo være det, der er resultatet, altså at man kan komme frem til en konklusion om, at det i Holland, Island og Norge faktisk fungerer ganske udmærket. Der er styr på tingene, og verden står endnu. Hvis det er det, forstår jeg ikke, hvorfor vi skal vente til efter sommerferien. Så kan vi da tage den politiske debat nu og komme i gang med at ændre de her regler.

Værsgo til ministeren.

Det er jo, fordi vi vil være på helt sikker grund, og så kan man sige, at det godt kan være uambitiøst, at regeringen ikke kan tage stilling til før efter sommerferien, hvad det er. Men i forhold til at vi har haft den her paragraf i 150 år og vi så beder om nogle få måneders betænkningstid for at undersøge alt, så synes jeg ikke at det sådan kan kaldes at trænere det voldsomt.

Så er det hr. Bruno Jerup, Enhedslisten. Værsgo.

Nu siger ministeren flere gange det med, at vi har haft den her paragraf i 150 år. Måske bør man sådan også kigge lidt mere historisk på den, for hvis man går tilbage til de gamle skrifter, kan man allerede se, at anbefalingen i forhold til gudsbespottere var, at de skulle stenes, og hvis vi tager den store lovbog fra 1683, Danske Lov, og kigger i sjette bog, kapitel 1, paragrafferne 7 og 8, kan vi se, at straffen for trolddom og gudsbespottelse var udskæring af tungen, halshugning samt anbringelse af tungen sammen med hovedet på en stage, og hvis nogen havde brugt en hånd til gudsbespottelsen, skulle hånden også anbringes på stagen. Det var måske sådan en lidt anden lov end den, vi står over for i dag, kan man sige, men blasfemiparagraffen er bare en reminiscens fra fortiden, som vi skal have væk. Det giver simpelt hen ingen mening i et moderne samfund, at man har en sådan paragraf, og at man beskytter guder og trosretninger ved straffelove i de enkelte lande. Det er jo meningsløst, synes jeg, og derfor kan jeg ikke forstå, hvad det er, ministeren har brug for ligesom at kunne vide ekstra for at kunne træffe et valg i forhold til det her.

Ministeren.

Altså, jeg hører det mere som et politisk indlæg, som jeg fuldt ud kan forstå argumenterne for, det er såmænd ikke det. Det eneste, vi sådan set bare siger, er, at vi i den verden, vi lever i, i den situation, vi står i, med de mange argumenter, jeg nu sådan synes jeg har prøvet at opveje og opliste her, så lige må se på, hvor det senest er sket. Hvad har det ført med sig? Har det ikke givet nogen anledning til ballade? Hvis det ikke har det, er det jo én ting, og hvis det har det, må vi selvfølgelig overveje, om vi som politikere er ligeglade med det, eller om vi vil overveje det en ekstra gang. Jeg siger jo ikke, at det skal føre frem til, at vi så har en særlig holdning til det. Jeg synes sådan set bare, at vi skal have alt frem. For det kan have sikkerhedsmæssige konsekvenser, og det er ikke sikkert, at der har været noget særligt i Norge og Holland, og så må vi jo kigge på det. Det er jo bare lige det, vi beder om, altså at få lov til at kigge på det nogle få måneder i forhold til en over 150 år gammel lov. Jeg synes ikke, det er så bagstræberisk.

Hr. Bruno Jerup.

Ministeren henviser flere gange til Straffelovrådets betænkning. En af de ting, som er i den betænkning, er en klar udtalelse om, at afbrænding af hellige skrifter er strafbart i henhold til blasfemiparagraffen. Det er noget, man kan dømmes for. Nu har vi en sag der. Men samtidig er det sådan, at Straffelovrådet på ingen måde i deres redegørelse omtaler, at der rent faktisk blev brændt en bibel af under en tv-avis i 1997. Den gang blev der ikke rejst nogen sag. Så Straffelovrådet siger, at afbrænding af hellige skrifter skal føre til en straf i henhold til blasfemiparagraffen. Men det er rent faktisk ikke det, der er sket. Hvordan forholder ministeren sig til det?

Ministeren.

Jeg forholder mig sådan til det, at lige nu har vi en sag. Der er rejst en tiltale, på baggrund af at en har stået i, var det en grillbar?, og har brændt en koran af og filmet det og lagt det ud på nettet, og så har man offentliggjort det. Det er jo ikke sådan, at man ikke må skaffe sig af med en koran i det her land. Man må skaffe sig af med alle de koraner, man vil, man må gøre med dem, næsten hvad man vil. Men ifølge loven er det jo så, at man ikke må filme det og lægge det ud, som det er blevet gjort.

Det er jo noget, domstolene skal tage sig af. Den verserende sag skal jeg jo ikke gå ind og dømme i. Det tilkommer ikke mig. Jeg synes, at det var usigelig dumt at gøre og unødvendigt at gøre. Diskussionen er så selvfølgelig, om det skulle være ulovligt, og det er så den debat, vi får her.

Fru Zenia Stampe, Radikale Venstre.

Altså, jeg kan jo forstå af justitsministerens redegørelse, at regeringen har brug for at vinde tid. Jeg kan godt huske den situation, når man sidder flere partier i en regering, og der nogle gange er forskellige holdninger, det er der nogle gange også inden for et parti. Derfor kan jeg godt gennemskue, at det er det, det handler om, både når man gerne vil have redegjort for nogle forskellige ting, og man også nævner sikkerhedsargumentet. Derfor bliver jeg bare nødt til at spørge: Er der egentlig så meget mere at grave rundt i? Da vi fik undersøgt den paragraf for et par år siden i 2015, fik vi jo at vide, at det eneste, den reelt forhindrede eller forbød, var afbrænding og måske også at tisse på hellige bøger. Er det korrekt, at det er det, som paragraffen afgrænser, og ikke andet?

Værsgo til ministeren.

Jeg er jo ikke juridisk ekspert. Det, vi sådan set vil undersøge, er jo ikke, hvad paragraffen på den måde dækker i dag. Det, vi har bedt om at få lov til at undersøge, er jo, hvad det var for en konsekvens i Holland og Norge, der just har ophævet den. Hvad var det for en debat, hvilken betydning har den haft? Vi tager det sådan set meget alvorligt. Der er jo svaret på et spørgsmål op til debatten i dag om det sikkerhedsmæssige, og det kan meget vel have en sikkerhedsmæssig konsekvens for Danmark. Og så siger jeg: Det skal man bare vide. Men det har jo ikke noget at gøre med, om man så skal sige ja eller nej til det. Men vi er da nødt til at tage det i betragtning, når vi vejer det hele i vores vægtskåle, og derfor vil vi gerne have hele paletten af argumenter undersøgt. Og derfor vil vi godt lige have lov til at kigge på debatten fra Norge og Holland.

Fru Zenia Stampe.

Jamen så vil jeg bare gerne høre justitsministerens holdning til det her citat: Vi skal ikke deponere vores beslutninger og handlefrihed i hænderne på ekstremister, der konstant føler sig fornærmet, siger hr. Naser Khader for to uger siden, tror jeg. Det må vel præcis handle om den diskussion, som justitsministeren rejser lige nu. Det er ikke en betragtning, som justitsministeren deler?

Værsgo til ministeren.

Det har jeg slet ikke udtalt mig om. Jeg har udtalt mig om, at regeringen ønsker og også vil se på konsekvenserne i Holland og Norge. De kommer så for en dag. Naser Khader er jo et utrolig klogt og vidende menneske. Han er kommet med en udtalelse her. Nu undersøger vi det nærmere, og så vil jeg bare gerne sige, at vi har haft paragraffen i over 150 år. Mon ikke vi så kan vente nogle måneder på de sidste undersøgelser.

Vi skal lige huske at sige hr. og fru – det vil jeg sige til både ordføreren og ministeren.

Så er det hr. Rune Lund, Enhedslisten. Værsgo.

I Enhedslisten har vi det sådan, at vi skal beskytte mennesker i lovgivningen og ikke guder, som man jo i virkeligheden gør med blasfemiparagraffen. Personligt synes jeg, at det er en dybt respektløs handling at stå og brænde en koran af. Jeg ser ingen som helst grund til, at man skulle gøre det, og jeg ser intet formål i, at man som udgangspunkt skulle ønske at fornærme en stor gruppe mennesker i vores land ved at brænde en koran af. Det synes jeg er respektløst, og det synes jeg er en forkert måde at udtrykke sine holdninger på.

Men det ændrer jo ikke ved, at det er noget mærkeligt noget, at vi har noget gammel lovgivning, som gør det decideret ulovligt at fornærme guder. Vi bør jo netop, hvis det står til os, lave en lovgivning, som beskytter mennesker og ikke guder eller hellige skrifter.

I den forbindelse vil jeg så spørge justitsministeren: Skal det forstås sådan, at regeringens væsentligste argument for at udskyde en diskussion om det her til efter sommerferien er sikkerhedsargumentet, sådan som justitsministeren fremlagde det i dag?

Værsgo til ministeren.

Det er det ikke. Hvis jeg har udtrykt det sådan, var det ikke min hensigt. Vi vil gerne have alt belyst, også hvilken diskussion de havde i Holland og Norge op til ændringen, og hvad der er sket efterfølgende. Så vil jeg også gerne lige minde om det, jeg sagde i min tale, for det mener jeg selvfølgelig. Det er regeringens klare holdning, at hvis vi ikke havde blasfemiparagraffen, skulle vi heller ikke have den. Så der er ikke nogen, der forestiller sig, at vi ville indføre den, hvis vi ikke havde den. Så kigger man selvfølgelig på, hvilke implikationer det kan få at afskaffe den, og så vejer man for og imod. Vi vil bare gerne lige udfylde de sidste farver i paletten med den sidste del af undersøgelsen.

Hr. Rune Lund.

Skal det så forstås sådan, at når nu regeringen får indsamlet nogle erfaringer og nogle informationer om, hvordan situationen er blevet håndteret i Holland og Norge, og når man på den baggrund har fået nogle erfaringer, der siger, at det kan håndteres på en fornuftig måde, og når man måske har fået nogle værktøjer fra kollegaer i Holland og Norge til at håndtere en sådan situation – hvis der altså kommer noget hjem i den retning – vil ministeren være rykket nærmere i retning af det, at vi sådan set kan afskaffe den her paragraf?

Ministeren.

Jeg synes, at jeg i min tale prøvede at være ret nuanceret og sådan set også var ret imødekommende over for det her forslag. Regeringen vil, når vi har resultatet af det, diskutere med sig selv, hvad det giver anledning til, og så vil regeringen derefter udtrykke sin holdning.

Så går vi videre i ordførerrækken. Fru Trine Bramsen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Forslagsstillerne ønsker med det her lovforslag at ophæve straffelovens § 140 om blasfemi. Det er jo en debat, vi har haft mange gange før. Jeg tror, det er fjerde eller femte gang, at jeg som Socialdemokratiets ordfører repræsenterer vores synspunkter i debatten, og dermed også sagt, at det er et forslag, som vi i Socialdemokratiet ikke har ændret holdning til. Vi kan ikke støtte det. Vi mener, at der bør være en bundprop for, hvor meget man kan krænke andre mennesker. Det er derfor, vi har racismeparagraffen. Det er derfor, vi har blasfemiparagraffen.

For blot 2 år siden kom Straffelovrådet med en juridisk gennemgang af blasfemibestemmelsen, og lad mig her indskyde, at det er uhyre sjældent, at bestemmelsen overhovedet er blevet taget i anvendelse. Men konklusionen fra Straffelovrådet, som vel at mærke er de ypperste jurister i landet, er meget klar. I sin udtalelse peger Straffelovrådet på, at blasfemiforbuddet ikke – ikke – er til hinder for skarp kritik af religioner og religiøse dogmer. Og man skal da også kigge meget lidt på debatten i Danmark for at få øje på, at der er endda vid religionskritik og -debat her i landet.

Straffelovrådet skriver endvidere, at såfremt man vælger at afskaffe forbuddet, vil det betyde, at der vil kunne forekomme offentlige afbrændinger af hellige bøger som Bibelen eller Koranen, hvilket myndighederne ikke vil kunne gribe ind over for. Altså, det, vi diskuterer her i dag, det, der står tilbage, er: Skal man eller skal man ikke lovligt kunne afbrænde hellige skrifter? For det er jo alene det, som blasfemibestemmelsen begrænser.

I Socialdemokratiet er vores holdning klar. Vi skal være et frit samfund, hvor der er plads til kritik af religioner, også gerne hård kritik, sådan er det i dag, og sådan kommer det forhåbentlig også til at være i fremtiden. Religionskritikken lever stærkt og bredt i samfundet. Så vi har i Socialdemokratiet meget svært ved at se, hvad det er, det bibringer vores samfund, at man får lov til at afbrænde hellige skrifter. Jeg må også stille spørgsmålene: Gør det vores samfund stærkere, at vi kan brænde hellige skrifter af? Gør det debatten bedre? Gør det vores demokrati bedre? Gør det vores sammenhold i Danmark bedre? Det mener vi ikke i Socialdemokratiet at det gør. Og derfor kan vi ikke støtte det her forslag.

Tak for det. Der er en række korte bemærkninger. Hr. Peter Kofod Poulsen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for ordførertalen. Jeg har jo interesseret siddet og fulgt med i, hvad der skete i weekenden med præsentationen af det nye socialdemokratiske program, for jeg tænkte, at nu havde man virkelig en anledning til at ændre noget af det, som man måske syntes var træls, og så syntes jeg jo, det var godt at kunne læse følgende:

»I Danmark skal alle leve efter demokratiets regler og respektere vores frihedsværdier. Religiøse og patriarkalske normer må aldrig stå over lov og ret.«

Det er fra det nye program. Jeg vil gerne høre, hvordan det harmonerer med Socialdemokratiets indstilling i den her sag?

Værsgo.

Hr. Peter Kofod Poulsen har nok ikke fulgt så meget med, at han har hørt formanden for Socialdemokratiet, fru Mette Frederiksens, tale, for der adresserede hun netop den del, som handler om parallelsamfund og radikalisering, som vi i Socialdemokratiet ønsker et værn imod. Derfor synes vi ikke, at nogen skal leve med at være underlagt religiøse dogmer. Fru Mette Frederiksen, formanden for Socialdemokratiet, brugte faktisk ret lang tid på at adressere den del.

Hr. Peter Kofod Poulsen.

Men i den her sag virker det, som om man løsriver sig fra det, der egentlig var det nye politiske kompas for Socialdemokratiet, for man siger jo meget klart i programmet, at regler, love og det verdslige skal stå over hensynet til beskyttelse af religion, og nu siger man så det stik modsatte i Folketingssalen. Det synes jeg da er ærgerligt – rigtig ærgerligt. Er det virkelig den socialdemokratiske linje?

Værsgo til ordføreren.

Nu indskriver hr. Peter Kofod Poulsen sig vist i rækken af debattører, der ønsker at definere, hvad Socialdemokratiets politik skal indeholde. Det afsnit, hr. Peter Kofod Poulsen henviser til, står i den del af programmet, som handler om forbedret integration, og det drejer sig netop om, at vi ikke vil have parallelsamfund. Men den socialdemokratiske holdning til det her spørgsmål, der handler om, hvorvidt man skal kunne krænke andre mennesker ved at afbrænde deres religiøse skrifter, er meget klar: Vi kan ikke se, hvad det bidrager med, og derfor synes vi, at blasfemiparagraffen skal bibeholdes.

Tak for det. Så er det fru Lisbeth Bech Poulsen, Socialistisk Folkeparti.

Tak. Jeg vil gerne spørge Socialdemokratiets ordfører, om det er bedre at brænde dannebrog af, fordi i 2012 fremsatte DF jo – og det er jo også lidt sjovt i den her debat – et forslag om, at det skulle være forbudt at brænde dannebrog af, og der sagde daværende socialdemokratiske justitsminister, Morten Bødskov:

»Vi lægger i Danmark vægt på, at der er en udstrakt grad af ytringsfrihed. Man skal i et demokratisk samfund som det danske frit kunne ytre sig kritisk om landet. Den danske lovgivningsmagt bør efter regeringens opfattelse derfor ikke kriminalisere meningstilkendegivelser ...« osv. osv.

Et rigtig godt svar, som jeg er fuldstændig enig i, men hvordan er det anderledes end blasfemiparagraffen? Mener ordføreren, at det er fint, at man så brænder dannebrog?

Ordføreren.

Jeg kan heller ikke se, hvorfor man skulle brænde dannebrog af, men vi mener i Socialdemokratiet, at der er forskel på et flag og på religion og på race, og det er derfor, at vi står fast på, at blasfemiparagraffen og racismeparagraffen skal opretholdes. Jeg må i den forbindelse også indskyde, at jeg synes, det er lidt besynderligt at høre nogle af de partier, der i dag står og vil have blasfemiparagraffen afskaffet, for det er nogle af de samme partier, der ønsker at fastholde racismeparagraffen for enhver pris. Der kunne man jo bruge samme argumentation, så jeg synes, at det er en lidt besynderlig debat at hive flag ind i det her.

Spørgeren.

Nej, man kan overhovedet ikke bruge den samme argumentation, for det er to forskellige ting, og det tror jeg også at ordføreren godt ved. Racismeparagraffen handler om det enkelte menneske eller det enkelte individ som medlem af en gruppe, hvorimod blasfemiparagraffen handler om at beskytte ideer, tankesæt, det, nogle har besluttet sig for skal være deres religion. Så det ene er ideer, og det andet er mennesker, så det er slet ikke det samme, plus det argument, vi hele tiden hører, om at brænde Koranen af. Det vil i de fleste tilfælde jo slet ikke kunne lade sig gøre rent lovligt på grund af ordensbekendtgørelsen. Så man kan ikke bare brænde Koranen af midt på Rådhuspladsen.

Ordføreren.

Den argumentation er jeg er ikke enig i, fordi for nogle er religion så meget en del af dem selv, så man bliver nødt til at anerkende, at de føler sig krænket, når deres hellige skrift bliver brændt af, på lige fod med at deres hudfarve eller etniske oprindelse bliver hetzet.

Jeg må igen vende tilbage til det spørgsmål, jeg startede med. Hvorfor skal man kunne brænde religiøse skrifter af? Hvad er det, det bidrager med? Gør det vores samfund bedre? Gør det vores debat bedre? Gør det vores sammenhold bedre? Det synes vi ikke i Socialdemokratiet.

Hr. Bruno Jerup.

Måske er det i virkeligheden den omvendte fortælling. Det, at det er forbudt, det, at det er strafbart, er et incitament for nogle til at gøre det, fordi det er ligesom deri, provokationen så består.

Men jeg kunne egentlig godt tænke mig lige at sige i forhold til Socialdemokratiets historie – det kan godt være, at jeg kommer til at gå lidt langt tilbage – at Louis Pios fætter Harald Brix i 1877 fik 4 års forvaringsdom, 21 måneders fængsel og 1.500 kr. i bøde for majestætsfornærmelse, blasfemi, opfordring til revolution og injurier. Det var så det hele, der kom med her i en samlet pakke, men det var altså ikke noget med, at han brændte bøger af. Det var jo, fordi han skrev nogle kritiske skrifter i et tidsskrift, der hed Ravnen dengang, og han var en af, som jeg ser det, grundlæggerne af både arbejderbevægelsen, måske også i en vis udstrækning af Socialdemokratiet, og dengang var det en fundamental del af den socialdemokratiske dna.

Tak. Så er det ordføreren for at svare.

Jeg kan høre, at der er lobbyorganisationer, der har været på besøg hos Enhedslisten og bidraget med en historisk gennemgang. Den har vi også selv modtaget. Selv dengang gik Socialdemokratiet ind for opretholdelse af blasfemiparagraffen.

Spørgeren.

Så lad os prøve at tage et andet eksempel. Da justitsminister K. K. Steincke i 1924 fremsatte sit forslag til en ny straffelov, havde han ikke blasfemiparagraffen med, og det var først, efter at der kom en Venstrejustitsminister til et par år efter, at den faktisk kom ind igen. Så igen, hvad er egentlig Socialdemokratiets dna i det her spørgsmål? Jeg kan måske også gå længere frem til 1973, hvor der også var en socialdemokratisk justitsminister, der også ...

Der er ikke mulighed for at lave den historiske gennemgang her på korte bemærkninger. Værsgo, ordfører.

Jeg vil sige, at det da er interessant, at Enhedslisten kan læse præcis ordret de eksempler op, som lobbyorganisation Justitia har peget på – ordret. Selv dengang gik Socialdemokratiet altså ind for blasfemiparagraffen, og det undrer mig lidt, at Enhedslisten er så let påvirkelig af tidligere CEPOS-folk med den her form for lobbyisme.

Så er det hr. Rune Lund.

Det sidste skyldes jo, at der er en gruppe af frihedspartier i det her Folketing, som også går på tværs af, hvad der er venstre-højre i dette Folketing. Disse frihedspartier er dog blevet noget stækket, siden Liberal Alliance gik ind i regeringen, men vi eksisterer dog stadig væk og har heldigvis en lang række ting, som vi er enige om på tværs af øvrige uenigheder.

Men det, som jeg egentlig vil spørge fru Trine Bramsen om, er: Hvis blasfemiparagraffen ikke eksisterede i dag, ville Socialdemokratiet så indføre den?

Ordføreren.

Vi ville i hvert fald stadig væk have den holdning i Socialdemokratiet, at der ikke er nogen grund til, at man krænker andre mennesker unødigt. Vi ville stadig væk synes, at det er dybt besynderligt, hvorfor man skal brænde hellige skrifter af, og vi ville stadig væk ikke synes, at det bidrager med noget som helst godt til vores debat.

Nu sagde hr. Rune Lunds partikollega før, at det netop er, fordi det er forbudt, at der er nogle, der så får lysten til at foretage afbrænding. Sådan kunne man argumentere. Så skulle man argumentere på samme måde med racismeparagraffen, altså at bare fordi der er en racismeparagraf, så der er nogle, der får lyst til at hovere og håne og krænke andre mennesker.

Det kan vi altså ikke se hvorfor man skal gøre. Vi kan ikke se, at vi får et bedre samfund ved det.

Hr. Rune Lund.

Jeg synes også, at det er dybt respektløst at brænde en koran af, men det spørgsmål, som jeg stillede, var: Hvis blasfemiparagraffen ikke eksisterede i dag, ville Socialdemokratiet så stemme for, at den skulle indføres? Til det spørgsmål kan jeg sige meget klart: Nej, det ville Enhedslisten ikke. Hvad ville Socialdemokratiet sige?

Ordføreren.

Jamen jeg forholder mig til, hvordan det er i dag. Der har vi en blasfemiparagraf, og det er den, vi diskuterer her nu, og Socialdemokratiet ønsker ikke at afskaffe den. Hvad vi teoretisk set kunne have haft af diskussioner, hvis ikke den havde eksisteret, synes jeg måske er lidt fjernt fra spørgsmålet her.

Så er det fru Zenia Stampe.

Det er jo en sjov diskussion, der sådan går lidt på kryds og tværs. Hvad er en krænkelse? Altså, jeg ved ikke, om jeg synes det er mere krænkende at afbrænde Koranen, end det er at sige, at folk, der bruger køller, kan smutte hjem til hulabulaland, altså der, hvor man gør det, for det gør man ikke her i Danmark. Altså, nu prøver jeg at referere noget, som ordføreren selv har sagt tidligere, nemlig at det jo er ekstremt subjektivt, hvad der er krænkende, og hvad der ikke er krænkende.

Men det, som jeg egentlig gerne ville spørge om, var: Hvad siger det ordføreren, når det kun er fem EU-lande, som har en blasfemiparagraf? Er det så et udtryk for, at de andre EU-lande ikke respekterer deres borgeres forskellige religioner?

Ordføreren.

Altså, jeg må sige, og det lyder sådan lidt hårdt, til fru Zenia Stampe: Hvis hun gerne vil citere mig, eller for den sags skyld andre, så har jeg en meget klar forventning om, at hun gør det korrekt. At begynde at lave påstande om andres citater bidrager simpelt hen ikke til noget godt i den her debat. Så bare den opfordring til fru Zenia Stampe: Fru Zenia Stampe har også et ansvar for, at vi bevarer en ordentlig tone i debatten – og særligt når man går ud i medierne og erklærer, at man er tilhænger af det.

I Danmark har vi en dansk lovgivning – det er den, som jeg står på mål for. Hvad man har i andre lande, må de stå på mål for. I Socialdemokratiet kan vi virkelig ikke se, hvad det er, det bidrager med, at man brænder hellige skrifter af, og det er derfor, vi står på mål for blasfemiparagraffen.

Fru Zenia Stampe.

Jamen jeg skal da gerne finde citatet, så kan vi jo tage den bagefter. Det var også bare for at illustrere, at det jo er ekstremt subjektivt. Altså, alle kender jo også min position i den her debat, men jeg har det sådan, at jeg gerne vil forsvare levende mennesker og deres ry og rygte, men jeg forsvarer ikke en bog og noget papir. Det kan godt være, at det rammer nogles følelser, men det rammer jo ikke billedet af dem, og det er det, jeg synes der er forskellen på racismeparagraffen og på blasfemiparagraffen.

Grunden til, at jeg ikke kan se den sammenligning, er, at med racismeparagraffen prøver vi at forsvare mennesker mod en tilsværtning, der kan skabe et forkert billede af dem i offentligheden, som kan føre til forfølgelse. Det er noget helt andet end blasfemiparagraffen, hvor vi måske nok forsvarer nogles følelser, men altså ikke det offentlige billede af dem.

Værsgo til ordføreren.

Jeg tror, at fru Zenia Stampe må erkende, at man i et demokrati kan have forskellige holdninger til ting, og i den her sammenhæng ser Socialdemokratiet altså anderledes på sagen, end fru Zenia Stampe gør.

Vi siger tak til fru Trine Bramsen – der er ikke flere korte bemærkninger – og går videre i ordførerrækken til hr. Peter Kofod Poulsen, Dansk Folkeparti.

Allerførst en meget stor tak til Enhedslisten for at fremsætte det her forslag om en afskaffelse af blasfemiparagraffen. Jeg synes, det er godt og det er fornuftigt, at Folketinget får lejlighed til at tage den her debat igen. I Dansk Folkeparti håber vi, at debatten ender anderledes, end den har gjort de seneste gange, altså at vi kan ende med at afskaffe blasfemiparagraffen. Det er vores helt klare mål, hvorfor jeg også kan starte med at meddele, at vi støtter forslaget.

Vi er tilhængere af at få afskaffet paragraffen, som vi ser som en tosset begrænsning af ytringsfriheden og den fri debat. I Danmark skal vi have lov til at diskutere og debattere og også kunne gå meget langt i debatten. Sådan er det at have en fri politisk debat. Det kan være behageligt, eller det kan være det modsatte, men det er sådan, det bør være. Hvis man skal følge lighedsprincippet, er der jo intet sagligt argument, der tilsiger, at vi bør bevare en paragraf, der i så høj grad beskytter religiøse opfattelser, men ikke yder nogen tilsvarende beskyttelse af sekulære livsopfattelser. Det synes jeg ganske enkelt er problematisk.

Det er også værd at bemærke, at landene omkring os igennem de senere år har afskaffet deres svar på blasfemiparagraffen. Alene inden for de sidste 5-6 år har Holland, Island og Norge afskaffet deres. Så det er jo ikke, fordi Danmark på nogen som helst måde vil bevæge sig alene i verden, hvis vi går ad den vej. Jeg betragter også Holland, Island og Norge som meget sammenlignelige lande med Danmark. Derfor ser jeg sådan set ikke nogen grund til, at man skal bruge lang tid på at indhente erfaringer fra lande, hvor ting fungerer ganske udmærket.

Det er også værd at bemærke, at i EU er der kun fem lande, der har opretholdt deres blasfemiparagraf. Kigger man lidt ud over EU-grænsen, vil man også opdage, at det er Erdogans Tyrkiet og Putins Rusland, der har valgt at opretholde deres. Det synes jeg er en kedelig kategori at komme i. Det er jo også værd at bemærke, at 18 ud af 20 lande i Mellemøsten og Nordafrika har valgt at beholde det her – altså igen, synes jeg, et meget, meget ubehageligt selskab for et frit demokrati som Danmark at være i.

Hvis man skal følge et af argumenterne for at bevare blasfemiparagraffen, er det jo ønsket om, at det her skal bruges som et værktøj til at kunne undgå uro, som kunne fremkomme som respons på blasfemi. Jeg synes, at historien i dag viser noget helt andet. For i dag hører vi jo først og fremmest om den her type af sager, når anklagemyndigheden en sjælden gang beslutter sig for at foretage sig noget i en sag. Ellers havde vi aldrig hørt om den her type sager. Så som reglerne er i dag – hvis man skal følge det oprindelige argument – gør de jo principielt større skade end gavn. For hvis man måtte købe præmissen om, at nogle kunne føle sig krænkede, så er det at have det her regelsæt, der er ensbetydende med en enorm eksponering af sagerne, jo lig med en større gruppe mennesker, der så i givet fald kunne føle sig krænkede. Så paragraffen er sådan set et problem for sig selv, hvis man kan sige det sådan.

Så er der hele argumentet om sikkerhed, altså at Danmark skulle bringe sig selv i en farlig position ved at afskaffe det her, fordi nogle med grimme hensigter over for vores frie demokrati kunne ønske at skade os af den grund. Jeg må sige, at jeg giver ingenting for det argument. Danmarks love vedtages i Folketinget – Folketinget, som vælgerne sammensætter. Men det danske Folketing retter ikke ind efter, hvad vanvittige mennesker ude i verden måtte ønske eller foretage sig eller true med. Det er os, der laver reglerne i det her land, og vi tager ikke imod, reagerer ikke på trusler.

Igen vil jeg, inden jeg slutter af, sige tak til Enhedslisten for at have fremsat det her. I bemærkningerne – og det er måske, hvis jeg skal finde et hår i suppen – bruger man en meget stor del af pladsen på at, ja, skamrose eller hylde racismeparagraffen, 266 B. Jeg vil bare for god ordens skyld sige, at vi altså ikke har ændret holdning til § 266 B, selv om vi støtter det her forslag. Jeg regner med, at vi kan komme med lidt tekst til forslaget i løbet af udvalgsarbejdet i Retsudvalget, så det fremgår meget tydeligt, at når Dansk Folkeparti kommer til at stemme for det her forslag, for det gør vi, så betyder det selvfølgelig ikke, at vi opgiver kampen for at slippe af med den også dybt uretfærdige og udemokratiske racismeparagraf.

Tak. Der er en kort bemærkning fra fru Lisbeth Bech Poulsen.

Tak. Jeg har nogle spørgsmål. I forhold til det, vi diskuterer i dag, er vi jo enige – måske af forskellige årsager, men vi er enige om målet.

Men jeg vil høre, om ordføreren kan fortælle lidt om, hvorfor dannebrog ikke må brændes af. Altså, jeg synes heller ikke, det er sjovt at se dannebrog blive brændt af. Men må det ikke være de samme argumenter, der gælder – altså, at i et land, hvor man synes, der skal være den bredest mulige brug af ytringsfrihed, skal selv det at brænde dannebrog af være tilladt, ligesom man også skal kunne sige, hvad man vil, om religion og folks guder eller regioner?

Ordføreren.

Jeg er glad for, at spørgeren synes, det er dumt at brænde dannebrog af. Det synes jeg også selv. Jeg synes også, det ville være dumt at brænde koraner eller bibler af. Men jeg kunne ikke drømme om at forbyde det. Da Dansk Folkeparti tog sagen om dannebrog og afbrænding af dannebrog op, var det jo set i lyset af, at det, mig bekendt i hvert fald, er forbudt at brænde samtlige andre landes flag af i Danmark. Det eneste flag, der gerne måtte brændes af, var dannebrog. Så jeg synes, at vi skal kigge på de regler igen. For om ikke andet kunne det jo være fint, hvis der var noget lighed, så de samme regler, der gælder for vores flag, også kunne gælde for alle andre flag.

Spørgeren.

Når det gælder for alle andre flag i verden, er det jo, fordi flaget for de fleste lande er et symbol for landet. Når vi siger, at vi gerne vil have en udpræget grad af ytringsfrihed, kan det selvfølgelig kun gælde for vores eget flag, alt andet ville være utrolig fornærmende over for andre lande. Sådan kunne man i hvert fald fortolke den praksis, som også vil være udtryk for sådan ganske almindelig diplomatisk omgang landene imellem. Jeg synes bare, det er inkonsistent, og det var det, jeg ville påpege.

Men så vil jeg høre, om Dansk Folkepartis holdning til blasfemiparagraffen også dækker over Jens Jørgen Thorsens Jesusfilm, hvor det jo endte med, at der blev sendt en brevbombe til en film- eller institutdirektør og også mod Birkerød Station, hvor der var et billede med en peniserigerende Jesus.

Så er det ordføreren for at svare. Værsgo.

Tak for spørgsmålet i anden runde. For mig begrænser det her sig ikke til koranen; man kan sådan set tage biblen med. Der er religionerne lige for loven. Sådan må det være. At jeg så aldrig selv kunne finde på at brænde hverken en bibel eller koranen, er en anden sag. Det synes jeg ville være tåbeligt. Men nu skal det jo ikke være sådan, at alt det, jeg finder tåbeligt, skal være forbudt.

Vi siger tak til hr. Peter Kofod Poulsen og går videre i ordførerrækken til hr. Preben Bang Henriksen, Venstre. Og han kommer med de rette papirer.

Tak for det. Belært af andres erfaringer ved jeg, at man skal have den rigtige sag med op, for ellers kommer det hele til at lyde lidt falsk. Enhedslisten har i dag begunstiget Folketinget med behandlingen af et særdeles vanskeligt emne. Det er svært med firkantede og entydige svar, i hvert fald for mit vedkommende. Vi er i Venstre udstyret med tvivlens nådegave, og vi kan se sagen fra begge sider; lad mig sige det rent ud. Citatet fra straffeloven, og det er jo en bestemmelse, der har været gældende i 151 år, er, at det er strafbart at drive spot eller forhåne noget her i landet lovligt bestående religionssamfund, nogens troslærdom eller gudsdyrkelse. Beskyttelsesinteressen er ikke Vorherre, som nogen har været inde på, men det er den religiøse følelse, som der står.

Vi respekterer i Venstre de betænkeligheder, som mange danskere har i relation til ytringsfriheden, for der er ingen tvivl om, at bestemmelsen er en indskrænkning af ytringsfriheden, og vi skal have så få indskrænkninger i ytringsfriheden som overhovedet muligt. Vi skal ikke lukke øjnene for, at store organisationer som FN, Europa-Kommissionen og Institut for Menneskerettigheder osv. osv. – de har alle sammen været nævnt i dag – går ind for en afskaffelse af bestemmelsen.

For så vidt angår indskrænkning af ytringsfriheden, er jeg nok nødt til for en god ordens skyld at påpege, at vi har indskrænkninger i ytringsfriheden i Danmark. Det er ikke sådan, at det her er den eneste. Straffeloven indeholder da adskillige undtagelser – jeg tror faktisk 10-12 stykker – heriblandt jo racismeparagraffen og injurieparagraffen, som er de helt klare undtagelser. Så ytringsfriheden har altså i forvejen mange begrænsninger.

Straffelovens § 140 er et vanskeligt emne, og derfor bad vi også Straffelovrådet om at se på bestemmelsen for et par år siden. Den afgivne betænkning gav en grundig gennemgang, men den gav ikke nogen entydig afklaring af problematikken. Der blev opsummeret en række gode argumenter for og en række gode argumenter imod. Mange af disse bemærkninger ser vi gerne uddybet og ikke mindst sammenholdt med den retstilstand, der gælder vedrørende øvrige ytringer i Danmark og i udlandet.

Er det forhold, at der kun er faldet to domme på 151 år, der har medført domfældelse, et udtryk for, at bestemmelsen er helt overflødig, eller er det snarere udtryk for, at bestemmelsens eksistens har haft sin virkning og derfor skal bibeholdes? Det kan man argumentere for herfra og til juleaften, men det tror jeg ikke at der er nogen der bliver klogere af. Hvordan vil en ophævelse af bestemmelsen så blive opfattet rundtomkring, når det er samtidig med, at vi netop har indskrænket ytringsfriheden for hadprædikanter? I hvor høj grad medfører en ophævelse af bestemmelsen en yderligere unødvendig forråelse af debatten, altså ud over det skrækkelige niveau, der jævnligt ses på de sociale medier? Og hvad er der egentlig sket i Norge og i Holland i den relation?

§ 140 optræder i straffeloven i det afsnit, der hedder forbrydelser mod den offentlige orden og fred. Noget kunne tyde på, at man i tidernes morgen så den offentlige orden og fred som det, der skulle beskyttes, og for Venstre er det da også af væsentlig betydning at få en nærmere undersøgelse af, hvilke bestemmelser der i givet fald efter en eventuel ophævelse vil være gældende til beskyttelse af orden og fred her i landet. Også her kan en sammenligning til andre lande være relevant: Hvad har de i de andre lande i stedet for, eller er der, om man så må sige, fri leg på området?

Vi skal have et fuldt oplyst grundlag, men der skal ikke gå år med det, og jeg har bemærket justitsministerens udtalelser om, at vi taler om måneder. Vi taler altså ikke om, at den annoncerede ytringsfrihedskommission først skal blive færdig. Det kan der nemlig gå rigtig lang tid med. Men det er et vigtigt emne, og vi vil derfor have det fuldstændige grundlag. Derfor opfordrer vi regeringen til at indhente erfaringer fra andre lande, som også justitsministeren allerede har redegjort for, nemlig fra de andre lande, der har ophævet en kriminalisering af blasfemi, når regeringen nu sideløbende med ytringsfrihedskommissionens arbejde skal træffe sin endelige beslutning. Så på det foreliggende grundlag kan Venstre ikke støtte forslaget.

Tak for det. Der er et par korte bemærkninger. Først er det hr. Peter Kofod Poulsen. Værsgo.

Tak for ordførertalen. Jeg vil bare spørge ind til de erfaringer, man givetvis vil kunne finde i Norge, Holland og Island. Jeg vil næsten forudse, at man finder ud af, at alting er normalt, og at der er roligt og fredeligt. Jeg tror, alle lande vel er yndede turistmål. Jeg kan ikke sådan lige stå og komme på noget, der skulle være dårligt eller forandret i de tre lande. Jeg anser dem alle tre for at være sammenlignelige med Danmark og med nære relationer og meget handel, turisme, hele molevitten.

Men okay, hvis man nu kunne se, at der var en eller anden forandring eller en eller anden erfaring, vi kunne trække på, ville Venstre så fuldstændig lægge sin beslutningskraft ind i det arbejde, der skal foregå nu, og så bare sige, hvis der er fint og roligt og fredeligt, som jeg har indtryk af at der er: Jamen så er det jo fint, så afskaffer vi den her paragraf? Og hvad ville formålet ellers være med at sætte det her arbejde i gang?

Ordføreren.

Det lyder næsten, som om vi kan nøjes med at stole på, at hr. Peter Kofod Poulsen ligesom er rundt i alle lande for at garantere, at der er fred og ro osv. Det gør vi ikke. Vi vil godt have en, om jeg så må sige, officiel undersøgelse. Og når der bliver spurgt, om vi på forhånd vil acceptere resultatet, så er jeg nødt til at sige, at det jo ikke bare er en undersøgelse af, om der har været ballade, om der har været en koranafbrænding, eller om der er en, der har urineret på en bil eller noget i den retning. Det er også en undersøgelse af, hvad der i de forskellige lande er af regler, der måtte træde i funktion, når man har afskaffet blasfemiparagraffen. Det skal vi jo have sammenholdt med, om der i Danmark er tilsvarende regler, og om der er behov for regler i den retning. For vi skal ikke bare afskaffe paragraffen ud i den blå luft, om jeg så må sige, med risiko for koranafbrændinger og bibelafbrændinger hernede på slotspladsen.

Spørgeren.

Så vil jeg spørge ind til noget andet, og det er netop de her konkrete sager, der nævnes. Der er mit indtryk, at det, at vi har en blasfemiparagraf, faktisk i dag er medvirkende til, at når der er en eller anden sag, som anklagemyndigheden tager op, og der bliver rejst tiltale osv., så bliver det eksponeret i medierne. Så hvis man køber hele præmissen om, at der skulle være ofre for sådan en krænkelse – det gør jeg ikke – altså køber argumentationen fra tilhængerne af blasfemiparagraffen om, at der skulle være ofre, er blasfemiparagraffen så ikke lig med, at der vil komme mange flere af disse ofre, netop fordi sagerne vil blive så eksponeret, som de nu engang bliver, når de rammer medierne?

Ordføreren.

Jeg er alvorligt bange for – og det er ikke nogen kritik – at jeg bare ikke rigtig forstod spørgsmålet. Men hvis det var et spørgsmål om, hvem der egentlig er beskyttelsesværdig i den her sammenhæng, ja, så står der i bemærkningerne til den oprindelige lov, at det er den religiøse følelse. Og det fortolker jeg jo altså også som de mennesker, der er religiøse, der vil føle sig som ofre, og som vil føle sig påvirket af ulemperne ved en mulig lempelse af blasfemiparagraffen.

Så er det hr. Bruno Jerup.

Jeg har lyst til at stille et spørgsmål, som også er blevet stillet til de andre ordførere. Justitsministeren var inde på det, nemlig at hvis det var sådan, at den her lov ikke var der, så ville man fra regeringens side heller ikke foreslå at indføre den. Og det spørgsmål vil jeg sådan set også stille til Venstres ordfører: Lad os antage, at der var et flertal herinde, der afskaffede blasfemiparagraffen, ville Venstre så have det på sit lovprogram, at den skulle genindføres?

Ordføreren.

Det er jo et hypotetisk spørgsmål. Vi plejer at tage begivenhederne, som de kommer, og når vi står i dem. Men altså, så vidt jeg kunne høre, var spørgsmålet, om vi, hvis den blev afskaffet, så ville fremsætte forslag om, at den skulle genindføres. Nej, det tror jeg ikke. Det tror jeg ikke, det må jeg sige. Men som sagt er det et hypotetisk spørgsmål, og jeg kan ikke udtale mig om det. Det er svært at spå, især om fremtiden, som Storm P. sagde.

Hr. Bruno Jerup.

Nej, det tror ordføreren ikke. Men når det handler om den argumentation, som ordføreren selv fører frem i forhold til ligesom at ville bevare paragraffen, så ville jeg måske mene, at ordføreren kunne bruge de samme argumenter for at genindføre den. Det er også derfor, jeg gerne vil høre, om ordføreren faktisk kunne finde på at foretage en sådan, ja, nogle vil måske sige mærkelig handling. Men kunne ordføreren eller kunne Venstre finde på det?

Ordføreren.

Jeg har foretaget mange mærkelige handlinger, og om den også lige kommer til at blive omfattet af dem, ved jeg som sagt ikke. Men spørgeren har jo helt ret i, at jeg har fremhævet argumenter både for og imod en afskaffelse af bestemmelsen, og jeg startede med at sige, at jeg har tvivlens nådegave. Og så er det nok lige at blive spiddet temmelig hårdt at blive spurgt om, om Venstre, hvis man nu afskaffede den i dag, så ville komme med forslag om en genindførelse i morgen. Jeg tror ikke, det ville være tilfældet, lad mig sige det sådan.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, og vi går videre til fru Christina Egelund, Liberal Alliance.

Tak for ordet, formand. Vi behandler en paragraf, om hvilken man kan sige, at den både er ekstremt principiel og jo sådan set også igen meget aktuel. Jeg mener på vegne af Liberal Alliance, at det er på tide at tage et livtag med en paragraf i den danske straffelov, som på mange måder hører fortiden til. Liberal Alliance går ind for en afskaffelse af blasfemiparagraffen, som vi betragter som en indskrænkning af ytringsfriheden og en urimelig og utidig særlig beskyttelse af netop religiøse følelser. Ytringsfriheden bør være så bred og udstrakt som muligt. Et skridt på vejen hertil er at komme af med blasfemiparagraffen.

Det betyder ikke, at jeg personligt synes, det er alle tiders at fornærme andre, men det bør ikke være forbudt at udtrykke kritik af religioner, bare fordi nogle er blevet kede af det. At afskaffe blasfemiparagraffen er ikke startskuddet på en klapjagt på nogen med en anden hudfarve eller af en anden religiøs orientering end flertallets. Tværtimod vil det være at sidestille hensynet til religiøsitet med andre overbevisninger, der heller ikke har deres egen paragraf i straffeloven.

Vi mener, at risikoen for spot, hån og latterliggørelse er en del af det at leve i et åbent og demokratisk samfund, og det er en meget lille pris, som vi hellere end gerne betaler. Som deltager i samfundsdebatten og som beboer i et frit land må man nogle gange tåle at føle sig gået for nær eller at blive misforstået, og der skal man lade argumenter råde i stedet for paragraffer. Det klæder nu engang et moderne samfund bedst.

Jeg hørte på et tidspunkt det argument for fastholdelse, at problemet jo alligevel ikke er særlig stort. Nej, netop, og derfor er det jo en god idé at afskaffe den. Liberal Alliance ønsker ikke, at det nu skal være sådan normaltilstanden, at bibler, koraner og andet afbrændes i gaderne, og vi tror heller ikke, at det vil være konsekvensen af den her lovændring, hvis den bliver vedtaget. Jeg mener personligt, at det er dumt og usmageligt at brænde koraner af, som det skete i Nordjylland tidligere på året, og som fik anklagemyndigheden til at rejse tiltale efter blasfemiparagraffen. Bogafbrænding er i det hele taget ubehageligt og bringer mindelser om mørke perioder i Europas historie. Mener jeg dermed også, at det skal være ulovligt? Nej, i et frit samfund skal der være plads til at gøre og sige ting, som jeg eller andre måtte mene er dumme. Der opstår den frie debat, som kendetegner et stærkt demokrati.

Så er der det internationale perspektiv i sagen. Nogle vil hævde, at Danmark i forvejen er i en udsat position på grund af Muhammedtegningerne, og her knap 12 år efter deres fremvisning i Jyllands-Posten er de jo ikke glemt, det er rigtigt nok. Jeg anerkender fuldstændig, at terrortruslen mod Europa er reel og synlig – det har vi desværre mange konkrete eksempler på – men, for der er indtil flere men'er i den her sag, vi kan ikke lade den latente terrortrussel være styrende for indretningen af vores straffelov og her helt konkret på, hvor alvorligt vi tager fundamentet for demokratiet, de liberale frihedsrettigheder.

Jeg kan ikke forsvare, at vi indskrænker ytringsfriheden af hensyn til nogle religiøse følelser, fordi vi ikke skal risikere at fornærme nogle mennesker, der med religiøse argumenter vil knægte vores ytringsfrihed og handlefrihed. Det giver ikke mening. Vi må ikke give ekstremister de facto vetoret over, hvad man må ytre i Danmark. Flere europæiske lande har gennem de seneste år afskaffet deres udgave af blasfemiparagraffen i kølvandet på terroranslag. I Norge har debatten været levende længe, ligesom den har i Danmark, og man besluttede så endelig at afskaffe blasfemiparagraffen med en konkret henvisning til at stå last og brast om ytringsfriheden og retten til religionskritik efter angrebet på Charlie Hebdo i Paris.

Ved at fastholde blasfemiparagraffen i Danmark er vi i ualmindelig dårligt selskab med f.eks. Saudi-Arabien, hvor ytringsfrihed som bekendt ikke står særlig højt på værdilisten. Vi risikerer endda at legitimere opretholdelsen af forfølgelsen af religionskritikere, for når et frit og demokratisk land som Danmark kriminaliserer blasfemi, må det jo være netop både frit og demokratisk. Det er med andre ord en debat med rigtig mange perspektiver og indgangsvinkler – det er vi i Liberal Alliance godt klar over. Jeg vil gerne kvittere for, at Enhedslisten har rejst debatten. Vi synes, den er rigtig vigtig.

Lad mig afslutningsvis sige, at i Liberal Alliance vil vi – det tror jeg ikke man er i tvivl om – gerne være med til at afskaffe blasfemiparagraffen. Vi afventer og respekterer den proces, som ministeren redegjorde for i sin tale, og vi vil fortsætte med at kæmpe alle de steder, vi overhovedet kan, for at afskaffe den her paragraf.

Der er en kort bemærkning fra hr. Bruno Jerup.

Jeg vil gerne starte med at sige tak til fru Christina Egelund. Jeg har også lyst til at stille et spørgsmål, for ordføreren henviser til justitsministerens Ytringsfrihedskommission: Mener fru Christina Egelund, at der mangler noget, for at der kan træffes en beslutning på det her punkt? Mangler ordføreren nogen informationer, noget viden, noget indsigt? Justitsministeren lægger jo op til, at der mangler noget – noget, der skal undersøges, så vi er helt sikre. Og så har jeg lyst til at spørge, om ordføreren også mener det.

Ordføreren.

Jeg henviste ikke til Ytringsfrihedskommissionen, og det, ministeren sagde – nu skal jeg ikke udlægge ministerens ord, men som jeg i hvert fald hørte det, og ministeren smiler, så jeg tror, vi er enige – er, at det ikke er regeringens plan at henlægge spørgsmålet om blasfemiparagraffen som en del af Ytringsfrihedskommissionen. Det, ministeren sagde, var, at der i regeringen er et behov for at undersøge erfaringerne med andre lande, altså helt konkrete erfaringer med, hvad der er sket i Holland, hvad der er sket i Norge. Vi er ikke i tvivl i Liberal Alliance, det tror jeg også fremgår tydeligt af min tale. Jeg synes, at aspekterne er velbelyst, og vores holdning er sådan set ret klar. Men vi er en del af et regeringskollegium, og jeg respekterer fuldstændig, at andre måtte have et behov for at få nogle andre ting belyst. Jeg vil ikke være den, der står i vejen for, at man får mere viden om det, men min egen og Liberal Alliances holdning er, at blasfemiparagraffen skal afskaffes.

Hr. Bruno Jerup.

Tak for det. Spørgsmålet er vigtigt i forhold til at vurdere, om der rent faktisk allerede nu kan etableres et flertal, og jeg hører så det sidste svar her på den måde, at Liberal Alliance ligesom har pantsat deres stemme hos justitsministeren, indtil den der undersøgelse er klar. Det synes jeg egentlig er lidt kedeligt, for faktisk er det sådan, at der måske ville have været mulighed for, at vi allerede nu med det samme kunne gå efter at få vedtaget den her lov nu her i maj måned.

Ordføreren.

Ordføreren siger jo selv, at der går rygter om, at der måske er det flertal for det her. Der er jo rigtig meget – det tror jeg vi alle sammen har oplevet – von hørensagen omkring, hvem der stemmer hvad, og hvad det ene, det andet og det tredje parti beslutter sig for. Det, jeg kan sige ved førstebehandlingen som ordfører for Liberal Alliance, er, at vi mener, at blasfemiparagraffen skal afskaffes, og så er vi fuldstændig loyale i forhold til den proces, som justitsministeren skitserede.

Fru Lisbeth Bech Poulsen.

Tak. Jeg har jo selv prøvet at være en del af et parti, der har siddet i regering, og kender godt til de overvejelser, der kan være i den forbindelse. Men når ordføreren nu siger så klokkeklart, at det er Liberal Alliances politik, at blasfemiparagraffen skal afskaffes – det tror jeg ikke der er nogen af os der er i tvivl om – og hvis det så skulle vise sig, at det er Liberal Alliances mandater, der er de afgørende, og at lovforslaget ender med at blive stemt ned, fordi der ikke bliver opnået flertal, på grund af at Liberal Alliance ikke stemmer for, vil ordføreren så sige noget andet?

Altså, når den her undersøgelse så er tilvejebragt, og hvis det skulle vise sig, at der ikke nødvendigvis er noget, der taler imod at gennemføre sådan en afskaffelse på baggrund af erfaringer fra andre lande, og den her sag så kommer op i Folketinget igen – det vil jo nok først blive i efterårssæsonen – vil Liberal Alliance så stemme for? Jeg håber, ordføreren forstår mit spørgsmål. Det handler om proces.

Ordføreren.

Ja, jeg tror, jeg forstod, hvad det er for en proces, fru Lisbeth Bech Poulsen beskrev, nemlig det her med, om der nu i første omgang potentielt er flertal i Folketinget for at afskaffe blasfemiparagraffen. Om det er afhængigt eller uafhængigt af Liberal Alliances mandater er ikke helt tydeligt for mig, for at være helt ærlig. Det er ikke, fordi jeg ikke vil svare på det, men det er ikke helt tydeligt for mig, om det flertal er der eller ej.

Det, man kan regne med i forhold til Liberal Alliances stillingtagen i den her sag, er på den ene side, at vores holdning er fuldstændig klar, og at vi på den anden side har respekt for, at man i regeringen har et behov for at få belyst helt konkrete erfaringer fra nogle af vores nærmest beslægtede lande, Norge og Holland, som jo netop har afskaffet blasfemiparagraffen. Og så vil det jo være naturligt, når resultatet af de undersøgelser foreligger, at man selvfølgelig tager det op igen. Og der vil man igen vide præcis, hvor man har Liberal Alliance, nemlig blandt dem, som synes, at paragraffen skal afskaffes.

Fru Lisbeth Bech Poulsen. Værsgo.

Tak. Jeg vil bare forstå det helt korrekt, for det er jo rigtigt, at Holland og Norge reagerede på Charlie Hebdo-angrebet ved at afskaffe paragraffen, hvorimod nogle af argumenterne, vi hørte i dag, er, at den type angreb skal være grunden til, at man ikke skal afskaffe den. Men Liberal Alliances holdning er altså klar.

Hvis der så har været den her proces og vi ikke har fået gennemført afskaffelsen i den her omgang, fordi Liberal Alliance stemmer imod, og man tog det op igen, ville Liberal Alliance så under ingen omstændigheder stemme for lovforslaget, fordi man er en del af en regering, hvor to andre partier ikke ønsker det? Det er bare for at forstå det rigtigt. For ellers er der jo ingen grund til at blive ved med at bringe spørgsmålet op i salen.

Så er det ordføreren.

Men ordføreren fremlægger jo et scenario, som indebærer to hypoteser: 1, at det her lovforslag ikke finder flertal, 2, at der så på et tidspunkt foreligger et resultat af den her undersøgelse, som justitsministeren skitserede, som viser et særlig resultat, og hvordan ville vi så stille os parlamentarisk i den situation?

Jeg tror egentlig bare, jeg vil appellere til ordførerens tålmodighed, og sige, at det må vi se til den tid. Men vores holdning er klar, og et eller andet sted har jeg det også sådan, at vi er et regeringskollegium. Jeg tror, at alle, som har fulgt med i politik, og det ved jeg at spørgeren gør, ved præcis, hvor man har Liberal Alliance, og at der også er andre partier, som måtte have andre opfattelser. Sådan er den politiske proces. Det respekterer vi, og det arbejder vi inden for rammerne af.

Så er det hr. Peter Kofod Poulsen.

Jeg forstår Liberal Alliances holdning i den her sag, og vi er sådan set enige om holdningen. Jeg vil bare spørge om noget i forhold til den undersøgelse, som regeringen har sat i gang: Har ordføreren kendskab til, at der i de tre nævnte lande skulle have været problemer i forbindelse med afskaffelsen af blasfemiparagraffen?

Ordføreren.

Det var et dejlig konkret spørgsmål. Nej, det har jeg ikke. Jeg har ikke kendskab til, at der skulle have været problemer hverken i det ene eller det andet land, i kølvandet på at man har afskaffet blasfemiparagraffen, men jeg har respekt for, at man i regeringen føler et behov for at få det undersøgt, så man er helt sikker på, at der ikke er noget, man har glemt at få undersøgt. Regerede jeg alene, havde jeg sikkert tænk, at hvis der havde været store problemer, havde vi formentlig hørt om dem, men jeg har fuldstændig respekt for, at andre måtte have behov for at få det fuldstændig afdækket.

Hr. Peter Kofod Poulsen.

Også tak for det klare, ærlige svar, som jeg synes var et fornuftigt svar, men det lader os vel tilbage med to valgmuligheder. Så når de trusler, der rammer vores vestlige frie demokratier, sætter ind, har vi enten muligheden for at rejse os op og sige: Det vil vi ikke finde os i, det er ikke terrorister i andre lande, der vil os det skidt, som skal diktere, som skal svinge taktstokken, det vil vi selv gøre, eller vi har muligheden for at sige: Nå, men så må vi hellere passe på og dække os ind. Der synes jeg jo, at det ville være relevant, hvis ordføreren siger, i hvilken retning Liberal Alliance selv går.

Ordføreren.

Helt klart, og det håber jeg også fremgår af min tale, ellers var den virkelig dårligt fremført, for det står her i hvert fald: Vi mener ikke, at vi de facto skal give ekstremister, som ikke kan lide ytringsfrihed, eller som vil værne om nogle særlige religiøse følelser, vetoret over, hvad man må sige og ytre i Danmark. Mit indtryk er også på baggrund af ordførerens egen tale, som jeg i øvrigt synes var en fremragende tale, at vi her har et punkt, hvor der er fuldstændig meningssammenfald mellem Liberal Alliance og Dansk Folkeparti.

Så er det hr. Rune Lund.

Nu bliver det jo spændende, hvad Alternativets ordfører vil fremføre, når det bliver Alternativets tur til at holde ordførertale under det her punkt. For sådan som det er lige nu, siger valgmatematikken, at hvis Alternativet ender med at stemme for det her beslutningsforslag, vil det være sådan, at der vil være flertal, hvis Liberal Alliance stemmer for forslaget. Nu vil jeg komme med et lidt hypotetisk spørgsmål, men dog et spørgsmål, som er relativt præcist: Hvordan vil ordføreren have det med, at Liberal Alliance skal være det parti, som sådan set står i vejen for at gennemføre det her, hvis Liberal Alliance ender med at stemme imod det her, mens Alternativet måtte vælge at støtte det?

Ordføreren.

Det synes jeg er ret åbenlyst, at det vil vi i Liberal Alliance ikke have det specielt godt med. Det vil jeg ikke engang prøve at bortforklare eller tale sort om. Det er klart, at ytringsfriheden er noget, som er rigtig værdifuldt for Liberal Alliance. Nu italesatte spørgeren jo i sit spørgsmål, jeg tror, det var det, fru Trine Bramsen nævnte, at Liberal Alliance er at regne for et af de partier, som står vagt om frihed i det her land, og antydede ligesom, at det var så en position, som havde en udløbsdato, der hed den dag, Liberal Alliance var i regering. Nu har man altså et regeringsparti, der står og advokerer for at afskaffe blasfemiparagraffen, så jeg kan bare sige, at spørgeren tager fuldstændig fejl.

Hr. Rune Lund.

Vi værdsætter også fra Enhedslisten side, at Liberal Alliance gør det, men vi ville dog ønske, at man fik taget skridtet videre i den situation, hvor der – muligvis – tegner sig et flertal for det her beslutningsforslag. Så ville det da være hamrende ærgerligt, undskyld mig, hvis det skulle være Liberal Alliance, som ved at trykke på de røde knapper forhindrede, at det blev vedtaget.

Ordføreren.

Så må spørgeren jo væbne sig med tålmodighed. Jeg synes hver eneste dag, at det er brandhamrende ærgerligt, at man ikke bare kan finde 90 mandater for at gennemføre Liberal Alliances politik. Sådan håber jeg også at spørgeren har det på vegne af sit eget parti, men sådan er folkestyret nu engang. Jeg kan forsikre spørgeren om, at Liberal Alliance dag og nat kæmper for nogle af de frihedsdagsordener, som jeg ved, vi har tilfælles med Enhedslisten. Et godt eksempel på det er jo f.eks., at vi i regeringen arbejder sammen for en lempelse af offentlighedsloven, som jo også er noget, vi har haft tilfælles med spørgerens parti. Det håber jeg at spørgeren sætter pris på.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi går videre til fru Carolina Magdalene Maier, Alternativet.

Tak for det. Det er rigtigt, at folkestyret selvfølgelig er sådan, at man skal tælle til 90 for at få vedtaget noget, som man går ind for, men at man ligefrem skal stemme imod sin egen politik er alligevel noget andet. Jeg kan godt forstå Liberal Alliances kvababbelser i den her situation.

Jeg vil gerne starte med en lille processuel kommentar, for nu siger ministeren, at man iværksætter en undersøgelse, og at man skal indhente erfaringer fra de andre lande. Det er sådan set sympatisk nok. Vi har vidst, at det her beslutningsforslag kunne komme, i en rum tid. Der har været rigelig tid til at indhente erfaringer fra de andre lande. Det kunne man så også sige til forslagsstillerne, altså at hvis forslagsstillerne havde gjort det, havde de måske haft det fundament, som der er flere, der efterspørger i dag, for at kunne træffe den beslutning.

Så det er mere sådan en processuel kommentar, i forhold til at man nogle gange lægger nogle snubletråde for hinanden for at kunne få afklaret de her forslag, som enten regeringen eller typisk oppositionen fremsætter. Der kunne det måske være en idé, at man bruger tiden inden førstebehandlingen til at få afklaret de ting. Nu er der jo også en rum tid; der er en anden behandling, og der er en tredje behandling. Så jeg vil da bare lægge et forslag til forslagsstillerne om, at hvis jeg var forslagsstiller, ville jeg måske bruge tiden fornuftigt på at indhente noget af det, der bliver efterspurgt. Jeg er ikke sikker på, at det tager flere måneder.

Det er ikke et partsindlæg hverken for eller imod lovforslaget fra Enhedslisten, og det er sådan, at Liberal Alliance også må væbne sig med tålmodighed, i forhold til hvor Alternativet står, indtil på fredag kl. 16. Og når jeg siger det, er det, fordi den proces, der er foregået i Alternativets folketingsgruppe, er, at der har været stor diskussionlyst og debat og også uenighed blandt Alternativets folketingsmedlemmer, i forhold til om vi skulle stemme for eller mod lovforslaget fra Enhedslisten.

Det har resulteret i nogle runder med debat, hvilket til sidst gjorde, at vi besluttede at indhente to partsindlæg – det ene af Jacob Mchangama fra Justitia, jeg kan aldrig udtale hans efternavn, det andet af Erik Bjergager, som er chefredaktør på Kristeligt Dagblad. De præsenterede i dag hver et oplæg på 15 minutter, hvor de fortalte, hvorfor de synes, at vi enten skulle bevare eller afskaffe paragraffen. Alt det har vi live streamet fra vores gruppemøde, og det ligger også på vores facebookside. Jeg kan sige til ministeren, at hvis man gerne vil gøre sig klog på nogle i øvrigt ret intelligente, perspektivrige partsindlæg, så kan man altså finde på dem Alternativets facebookside.

På baggrund af de indlæg har vi bedt Alternativets 11.000 medlemmer om at tage stilling for os. Det vil sige, at det, Alternativet vælger at stemme ved tredjebehandlingen i forhold til det her lovforslag, bliver som Alternativets medlemmer bestemmer det, forudsat at der er 10 pct., der svarer. Men jeg kan så afsløre allerede nu, at det er jeg ret sikker på der er, fordi vi har fået en masse besvarelser ind allerede. Resultatet foreligger først på fredag kl. 16. Så der er vi klogere på, om vi stemmer for eller imod.

Helt kort har nogle af de argumenter, som vi har haft oppe at vende for og imod, og som har vægtet meget i vores diskussion, været det her med – i forhold til argumentet for at bevare paragraffen – at det jo sådan set ikke handler, som der har været argumenter fremme om, så meget om ytringsfrihed. Det er jo ikke, fordi man ikke må kritisere religion i Danmark, at vi har en blasfemiparagraf. Vi har rig mulighed for at kritisere religion. Socialdemokratiets ordfører var inde på noget af det samme. Det handler som sådan heller ikke så meget om, at paragraffen beskytter guder; men den beskytter religiøse følelser, når de bliver krænket.

Det handler ikke så meget om holdninger, om kriminalisering af holdninger, når vi har en blasfemiparagraf, men det handler om kriminalisering af handlinger, som kan være krænkende over for dem, der har religiøse følelser. Det handler også om en beskyttelse af roen i det offentlige rum i forhold til ikke at opildne til uro, som når en mand, som vi f.eks. har set det i Nordjylland, hvilket jeg personligt også synes var en fuldstændig tåbelig handling, går ud og brænder en koran af og lægger det på Facebook. Der kan blasfemiparagraffen være en form for beskyttelse af den offentlige orden.

Så er der argumenterne for en afskaffelse, som også vejer tungt, nemlig særlig argumenterne i forhold til det internationale samfund, som anbefaler, at Danmark afskaffer blasfemiparagraffen. FN gør det, EU gør det med reference til, hvad vi ser i Iran, Pakistan, Saudi-Arabien, hvor man begår uhyrligheder mod sine borgere, mod de religiøse mindretal med henvisning til deres blasfemiparagraf – og i øvrigt henviser til Danmark og siger, at i Danmark har de også en blasfemiparagraf. Det har, som den socialdemokratiske ordfører sagde, jo ikke så meget at gøre med den nationale kontekst i Danmark, men det betyder noget i forhold til vores relation og vores position i det internationale samfund.

Nu kan jeg se, at min tid løber ud. Jeg har flere for og imod-argumenter, men man kan se dem på det her lille videoklip, vi har, på vores facebookside. Som sagt bliver det Alternativets medlemmer, der afgør det. Derfor er jeg neutral i dag i den her position, og man må vente til på fredag kl. 16 med at se, hvad vi stemmer.

Således venter vi i spænding. Der kom lige i sidste øjeblik en kort bemærkning fra hr. Bruno Jerup. Værsgo.

Det er i forhold til det, fru Carolina Magdalene Maier sagde. Jeg synes, at noget af den argumentation, der er, imod afskaffelse af blasfemiparagraffen, altså nogle af de argumenter, der bliver benyttet, tenderer til en sammenblanding af to paragraffer, hvor man måske lidt sammenblander diskussioner om blasfemi med racisme. Jeg synes, det er vigtigt, det er i hvert fald vigtigt for Enhedslisten, at man prøver at holde de to dele adskilt. Det er sådan, at racismeparagraffen er en beskyttelse af mennesker. I blasfemiparagraffen er ordlyden: »Den, der offentligt driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder«. Det vil sige, at det jo ikke er møntet på konkrete personer, sådan som racismeparagraffen er. Det er møntet på læren eller guden eller trosretningen. Det kan godt være, det ikke er tilsigtet, men jeg hører lidt en sammenblanding.

Ordføreren.

Jeg tror, der er to ting i det. Det ene er, at det jo ikke er guderne som sådan, der bliver beskyttet i blasfemiparagraffen, det er gudsdyrkelse, der beskyttes – der er jo en forskel. Det andet er, og det er noget af det, som Erik Bjerager fra Kristeligt Dagblad argumenterede, at en ting er, at det hedder en blasfemiparagraf, noget andet er, hvordan den bliver brugt. Den har en symbolsk funktion i forhold til at beskytte handlinger, som krænker religiøse følelser. Hans argument var sådan set lidt, at det egentlig ikke handler så meget om blasfemi, sådan som man nok ville have tænkt det gjorde, da man oprettede paragraffen i 1800-tallet, eller som det gør i Saudi-Arabien, Iran osv., men det handler også om en beskyttelse af den offentlige orden og en sikkerhed for de uroligheder. Men det er selvfølgelig et fortolkningsspørgsmål i praksis.

Så siger vi tak til ordføreren og går videre til fru Zenia Stampe, Radikale Venstre.

Tak for det. Vi fik jo undersøgt blasfemiparagraffen af Straffelovrådet, da vi selv sad i regering i 2015, og deres vurdering var, at den kun forbød afbrænding af hellige skrifter – Koranen, Bibelen. Det blev så på det tidspunkt til et argument for at bevare paragraffen, dels fordi den ikke blev anset for at være et stort indgreb i ytringsfriheden, dels fordi den sjældent var blevet brugt, men også fordi man var bekymret for det signal, det ville sende, og bange for, at det ville få uoverskuelige konsekvenser. Det er jo også det argument, som jeg kan forstå er det tungestvejende i regeringen lige nu.

I mellemtiden er der jo sket noget. Der har været en sag i Nordjylland med en mand, der har brændt Koranen. Jeg tror ikke, der er nogen her, der kan være i tvivl om, hvad jeg og mit parti mener om det. Det er selvfølgelig dybt idiotisk og respektløst og sådan set også uansvarligt. Samtidig har jeg det sådan og mit parti det sådan – og det her er noget, vi har diskuteret rigtig meget, både i folketingsgruppe og i landsforbund – at vi simpelt hen ikke kan forsvare, at vi i et moderne, sekulært demokrati skal straffe en mand for sådan noget. Derfor støtter vi dagens forslag. Men det er jo også en helt ærlig sag, at vi stemte, som vi gjorde, i forbindelse med et lignende forslag for 2 år siden. Så derfor har vi ændret indstilling, og det skyldes bl.a. den her konkrete sag, hvor det pludselig ender i et retslokale, og pludselig bliver man nødt til at forholde sig til, om man så virkelig synes, det er rimeligt, når paragraffen bliver taget i anvendelse i praksis.

Så kunne jeg egentlig også godt tænke mig at drage en parallel til Muhammedkrisen. For jeg tror heller ikke, der er nogen, der er i tvivl om, hvad min og i hvert fald mange i mit partis holdning var til tegningerne. Vi syntes jo også, at de var idiotiske og respektløse og måske også i et omfang uansvarlige. Derfor blev vi tit kritiseret eller ligefrem anklaget for at ville indskrænke ytringsfriheden. Men der havde vi jo præcis den samme holdning, som vi har til blasfemiparagraffen, nemlig at vi var dybt kritiske over for tegningerne, men vi mente da under ingen omstændigheder, at man skulle forbyde dem eller forbyde det at tegne og lave karikaturer af religiøse figurer. Det er jo sådan set den samme holdning, vi har her. Der er da masser af ytringer og handlinger, som vi synes er respektløse eller dumme, men som vi selvfølgelig ikke i et moderne demokrati kan tillade os at begrænse, fordi en vigtig del af et demokrati jo er ytringsfrihed.

Så vil jeg også gerne lige sige en lillebitte smule om racismeparagraffen. For den er jo også blevet nævnt heroppe. For mig er der en virkelig stor forskel. Man kan jo diskutere, om blasfemiparagraffen beskytter religion, for som Straffelovrådet også var inde på i sin tid, er det stort set kun afbrænding af hellige skrifter, som den forbyder og gør strafbart. Man kan lave alt muligt og sige alt muligt andet forhånende og spottende om religion, uden at det er strafbart – og gudskelov for det. Så spørgsmålet er, om blasfemiparagraffen overhovedet er en religionsbeskyttelse. Det er en beskyttelse af nogle bøger, og det en beskyttelse af nogle følelser. Derfor synes jeg, man skal lade være med at brænde Bibelen og Koranen, for det er da respektløst over for de mennesker, som har mange følelser i deres religion. Derfor kunne jeg aldrig selv finde på at gøre det. Jeg ville også fordømme det, hvis jeg så nogen gøre det. Men jeg mener ikke, at man skal forbyde det.

Der synes jeg der er en forskel til racismeparagraffen. Det vigtigste argument for mig for racismeparagraffen er jo at forhindre, at folk spreder løgne, negative generaliseringer eller had om befolkningsgrupper. Det er for mig noget andet end at krænke deres følelser. Jeg synes heller ikke, man skal krænke folks følelser ved at brænde deres hellige skrifter af. Men der er stadig væk en forskel på at krænke nogle følelser og så sprede løgne og negative generaliseringer om mennesker, som kan have meget voldsomme konsekvenser for dem og offentlighedens syn på dem. Jeg synes, der er en helt fundamental og meget klar forskel. Derfor er vi fortsat tilhængere af racismeparagraffen. Men derfor er vi også villige og parate og vil meget gerne støtte afskaffelsen af blasfemiparagraffen.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre til fru Lisbeth Bech Poulsen, SF.

Overalt i verden er retten til ytringsfrihed og religionskritik under pres: Bloggere dømmes til døden i Iran, humanister myrdes af fundamentalister i Pakistan og Bangladesh, og i Saudi-Arabien sidder Badawi fængslet og venter på 950 piskeslag for at kritisere islam. I Europa skydes karikaturtegnere i Paris, og en debat om blasfemiparagraffen i København endte dødeligt. Og så er reaktionen fra den danske regering, at vi ikke klart og utvetydigt kan erklære blasfemiparagraffen for et overstået kapitel i Danmark. Det sender et helt forkert signal. Det var også beskeden fra FN's special rapporteur on freedom of religion, da han i 2016 besøgte Danmark. Han henviste til, at den delegerede fra Pakistan ved et møde i Saudi-Arabien havde henvist til den danske blasfemiparagraf som udtryk for støtte til global opbakning til lov mod religionskrænkelser. Beskeden fra Amnesty International og andre internationale ngo'er er også, at demokratiske lande som Danmark indirekte legitimerer de lande, der bruger blasfemiparagraffer til at undertrykke religiøse minoriteter, ateister og dissidenter. Vi skal i Danmark udvise solidaritet med ofrene for blasfemiparagraffer, ikke de stater, der håndhæver dem.

I dag står vi i Enhedslisten, Radikale, SF, måske Alternativet, måske Liberal Alliance sammen. Den liberale, kulturradikale og socialistiske arv er præget af religionskritik og en afstandtagen til religiøse, reaktionære dogmer. Som SF'eren Poul Dam sagde i Folketinget i en anden forbindelse i 1971: Det er ikke vores stats opgave at foreskrive borgerne visse meninger eller fratage dem retten til at have visse andre meninger. Selv de tåbeligste anskuelser, selv de mest skadelige opfattelser har ret til at eksistere, og der er en ret til at udtrykke dem. Det er udtryk for en primitiv, moralistisk tankegang, at man kan bekæmpe det, man vil bekæmpe, ved at kriminalisere det. Da der blev indledt en sag mod to DR-chefer, efter at Trille havde fremført den fremragende sang i tv, »Øjet i det høje«, skrev Paul Hammerich i Politiken følgende: Ytringsfriheden omfatter nemlig også friheden til at spotte, og blasfemiparagraffen indikerede, at mennesker, som bekender sig til en religiøs tro, skal skærmes og skånes mere end f.eks. politibetjente, hippier og ministre, vegetarianere, professionelle boksere og dyrevenner. Det er jo ret udemokratisk. I 1970'erne vakte Jens Jørgen Thorsens jesusfilm vild opstandelse og resulterede i et krav fra Kristeligt Folkeparti om valgudskrivelse. 140.000 skrev under, 4.000 demonstrerede i Københavns gader, en kraftig fordømmelse fra selveste paven, et molotovangreb mod ambassadørboligen i Rom og en brevbombe sendt direkte hjem til direktøren for Det Danske Filminstitut fulgte. Så vi har haft den her diskussion i mange år. Vi kan endda bryste os af at være verdens første land til, godt nok kortvarigt, at forbyde censur, og det kan vi takke Struensee for.

Debatten har fyldt rigtig meget siden Muhammedkrisen, og diskussionen centrerede sig om nogle centrale spørgsmål, nemlig om vi i højere grad skal tage hensyn til religiøse følelser, hvad med sammenhængskraften og hvad med national sikkerhed. Det er alle sammen relevante spørgsmål. Jeg har personligt skiftet holdning siden Muhammedkrisen. Mine daværende holdninger om tolerance og hensyn til religiøse minoriteter mener jeg faktisk i dag er respektløst og nedladende over for de selv samme mennesker. Alle uanset religiøs overbevisning eller ej, er borgere i det her land med de grundlæggende frihedsrettigheder, der rettelig hører til. For 10 år siden mente jeg personligt, at tegningerne var nedsættende, splittende og unødvendige. De er stadig væk nedsættende og splittende, men det må et frit samfund kunne rumme, for desværre har historien med al tydelighed bevist, at de ikke var unødvendige. Jeg ønsker ikke at fornærme mine muslimske venner eller nogen muslimske borgere i det her land generelt. Når noget, man har dyrebart, bliver hånet, bliver man vred og ked af det, og det er forståeligt, men så må man slå tilbage med ordet eller pennen. Der er nemlig meget mere og andet på spil, ingen aviser tør længere trykke tegningerne, og det er et sygdomstegn i et frit samfund.

Vi bekæmper ikke diskrimination og fordomme mod minoriteter ved at gå på kompromis med ytringsfriheden, når ekstremister afpresser os. Blasfemiparagraffen har ikke forhindret en kloak af holdninger i internettets afkroge. Holdninger skal mødes af holdninger, ikke af fængselsstraf. Vi skal ikke bukke under, for ytringsfriheden er en af de fineste og mest grundlæggende frihedsrettigheder, vi har. Den eneste grund til, at vi ikke i endnu højere grad tager godt vare på den, er, at vi trods alt stadig lever i et af de mest frie og demokratiske lande i verden, og så rækker vores fantasi ikke til at forestille os et Danmark uden. Men ytringsfriheden er vundet gennem hårdt arbejde, den er ikke faldet ned fra himlen, og i mange lande rundtomkring i verden risikerer aktivister, ateister og bloggere deres liv og sikkerhed for retten til at kritisere – også til at kritisere religiøse følelser, guder og selve religionen. SF støtter Enhedslistens beslutningsforslag.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken til hr. Naser Khader, Konservative Folkeparti.

Blasfemiparagraffen er et levn fra fortiden. Paragraffen er udtryk for forskelsbehandling, hvor man mener, at de troendes følelser vejer tungere end de ikketroendes, og det hører fortiden til. Desuden gør dét, at vi har en blasfemiparagraf, at vores kritik af de stater, hvor blasfemi bruges til at undertrykke anderledes tænkende og religiøse mindretal, udvandes.

Nogle mener, at vi skal bevare paragraffen for ikke at blive udsat for terror, men vi skal da ikke deponere vores handlefrihed i hænderne på terroristerne. I øvrigt er det sådan, at rækker man dem en lillefinger, tager de hele hånden.

Indtil for nylig var problemet måske mere principielt end praktisk. Heldigvis havde ingen været tiltalt for blasfemi, siden sangeren Trille blev det i 1971. Muhammedtegnerne gik fri, bibelafbrænderne i 1997 gik fri, men nu har Nordjyllands Politi altså tiltalt en nordjyde for blasfemi på grund af en koranafbrænding. Jeg fatter ikke, at anklagemyndigheden skal bruge tid på sådan et fjols, der har brændt en koran af. Det er ikke, fordi jeg vil opfordre til det, men lad være med at bruge tid på sådan et fjols.

Da Straffelovrådet i 2015 lavede deres rapport, konkluderede de, at blasfemibestemmelsen ikke er til hinder for skarp kritik af religion og religiøse dogmer, men allerede dengang skulle vi have afskaffet den. For de skrev videre, at der ville være en risiko for, at myndighederne ikke kunne tage sig af bibelafbrændinger, hvis ikke vi havde en blasfemiparagraf. Det var et argument for at bevare paragraffen. Men konklusionen skulle have været, at myndighederne ikke behøver bruge ressourcer på afbrænding af bøger.

Da vi havde debatten sidste gang, syntes jeg, det var slående, at mange teologer frabad sig positiv særbehandling, eksempelvis generalsekretæren i Luthersk Mission, Jens Ole Christensen. Han sagde følgende:

»Vi skal ikke have paragraffen for Guds eller for kirkens skyld. Den skal nok klare sig. Det, der kan tale imod paragraffen er, hvis den kan opfattes som en positiv særbehandling af religioner, men det er heller ikke på nogen måde mit indtryk, at den gør det. Paragraffen må heller ikke stå i vejen for religionskritik, men det gør den ikke. Grundlæggende er det ikke afgørende for kirkens rolle, om vi har denne paragraf eller ej« .

Altså, blasfemiparagraffen handler om, at vi ikke ønsker at krænke andres følelser, men det er for svagt, hvis svaret til fundamentalisten, der hader Danmark, er, at vi vil forbyde at krænke vedkommendes følelser. De religiøse følelser har ikke en særlig beskyttelse, og vi gør ikke samtalen om religion en tjeneste ved at pakke religionernes helligheder ind i vat. Tværtimod er der rigtig mange gode grunde til at afskaffe paragraffen. Blasfemiparagraffen hører fortiden til, og det er en helt fundamental indskrænkning af ytringsfriheden. Jeg synes også, det er dumt at brænde koraner af, men helt ærligt: Skal det være ulovligt?

Vores blasfemiparagraf er ikke så rigid som dem, vi ser i ikkedemokratiske lande som nogle af de muslimske lande og i Rusland eksempelvis. Men problemet er, at vores blasfemiparagraf legitimerer slyngelstaters blasfemiparagraffer. Vi kan ikke forlange af dem, at de ændrer på afgørelser, hvor de straffer religiøse mindretal i henhold til en blasfemiparagraf, når vi selv har sådan en paragraf. Det vil sige, at når vi indskrænker ytringsfriheden, kommer de lande og måler med en lineal af elastik og siger, at når Danmark har en blasfemiparagraf, må de også. Så er det globalt accepteret.

Det skete eksempelvis i Saudi-Arabien i 2015, hvor den danske blasfemiparagraf blev nævnt som eksempel på global accept af love mod religionskrænkelse. Tænketanken Justitia peger på flere eksempler: I Iran blev en 21-årig idømt dødsstraf for at fornærme profeten i en sms-besked. I Pakistan sidder en kristen kvinde på syvende år på dødsgangen for blasfemi. En mauretanier er idømt dødsstraf, efter han kritiserede regeringen for at misbruge religion til at retfærdiggøre slaveri. I Rusland er en blogger anholdt og tvangsindlagt til en mentalundersøgelse, fordi han har benægtet eksistensen af Gud.

Jeg kan godt forstå, at mange er bange for, at vi risikerer at lægge os ud med bananrepublikkerne, hvis vi ophæver blasfemiparagraffen. Jeg tror ikke, det vil ske. Men uanset hvad fanatikerne rundtom i verden mener, skal de i hvert fald ikke begrænse vores handlefrihed. Faktisk er der kun fem EU-lande, der har en egentlig blasfemiparagraf, og vi bør ikke være en del af den gruppe. Blasfemiparagraffen hører fortiden til, og Det Konservative Folkeparti mener, vi skal afskaffe den. Myndighederne skal ikke bruge tid på fjolser, der brænder bøger af, og Gud har ikke brug for en blasfemiparagraf.

Der er ikke nogen korte bemærkninger. Så vi går videre til ordføreren for forslagsstillerne, hr. Bruno Jerup, Enhedslisten.

Tak for det. Jeg vil gerne starte med at sige mange tak for debatten. Jeg synes, at den har været rigtig god, og hvis man tager de rigtig mange ordførere, som har talt for forslaget, kan man stort set, hvis man tager alle de ord, at de har sagt, stille dem i række og sige, at det mener Enhedslisten også. Uden at gentage dem alle sammen vil jeg sige, at det sådan set er det, der er essensen i det her.

Blasfemibestemmelsen er, som også flere har sagt, et levn fra fortiden. Det er en indskrænkning af ytringsfriheden. Man kan sige, at den er unødvendig, den er i hvert fald ikke rimelig i forhold til ytringsfriheden, og den giver religioner og trossamfund og guder, om man vil, en ekstra ret, man kan sige en fortrinsstilling, og det er jo på tide at gøre noget ved det, og det har det været længe. Det er ikke sådan, at det her er noget, Enhedslisten har fundet på her i dette forår. Det har været Enhedslistens politik altid, og det ved I selvfølgelig også godt.

Men jeg vil alligevel sige tak til de enkelte ordførere. Først vil jeg starte med dem, som klart har markeret, at de vil stemme for forslaget. Det er tak til Dansk Folkeparti. Jeg er glad for, at Dansk Folkeparti så klart siger, at de vil stemme for. Vi har en uenighed med Dansk Folkeparti, og det blev også markeret af hr. Peter Kofod Poulsen, i forhold til racismeparagraffen, for der har vi en diskrepans, men det ændrer ikke ved, at vi er meget glade for Dansk Folkepartis støtte til det her forslag.

Vi vil også gerne sige mange tak til Radikale Venstre for deres meget klare standpunkt, og fru Zenia Stampe sagde også, at det var noget, som de i Radikale Venstre havde ændret synspunkt på, og det er jo dejligt, at der har været den politiske bevægelse.

Jeg også gerne sige tak til fru Lisbeth Bech Poulsen. Det er også rigtig dejligt, at der har været den bevægelse politisk både på vores fløj og også i det hele taget politisk hen over midten i dansk politik. Det her er jo en sag, og det kan man også høre på indlæggene, hvor man sådan set på begge sider, altså over hele Folketinget, har en tilgang.

Jeg vil også gerne benytte lejligheden til, selv om de er lidt låst i Liberal Alliance og måske også i Konservative, at sige tak for deres indlæg og deres klare markering af, hvor de står, og også sidst hr. Naser Khader med en meget klar markering af, hvor de partier står. Det er så måske lidt trist, kan man sige, at det faktisk tegner til, at der kunne være et flertal allerede nu for at afskaffe den paragraf.

Vi afventer lige en urafstemning i Alternativet. Det er meget spændende, og jeg glæder mig til at høre, hvordan det går. Man kan sige, at det også er en god måde at iscenesætte sig selv på som parti. Men det er rigtig godt, det er rigtig godt gået, og jeg glæder mig til at se, hvad der kommer ud af jeres afstemning på fredag kl. 16.00. Det skal jeg nok følge med i.

Det er sådan, at hvis Alternativet ender med at støtte en ophævelse af § 140 i straffeloven, er der rent faktisk flertal, et markeret politisk flertal i Folketinget, der går ind for at afskaffe den, selv om Socialdemokratiet og selv om Venstre er lidt fodslæbende. Socialdemokratiet er ikke kun lidt fodslæbende. De har stået fast på den forkerte politik altid, efter fru Trine Bramsens udsagn.

Men dog vil jeg så sige, at Venstres ordfører trods alt var mere opblødt i sin tilgang til det. Jeg hørte næsten, og sådan tolker jeg også justitsministerens indlæg, at hvis den her paragraf ikke havde været der, ville regeringen ikke have foreslået den. Deri ligger jo sådan set en banal erkendelse af, at regeringen, hvis ellers justitsministeren i den her sammenhæng – det tror jeg han gør – taler på regeringens vegne, sådan set er enig i, at det her er en paragraf, der hører fortiden til. Det er ikke noget, man sådan set vil gå efter at opretholde. Hvis jeg så også ligesom tager Venstre til indtægt for den del, hører jeg også i Venstres indlæg for og imod og tvivlens nådegave og den slags ting, at Venstre sådan set også er i bevægelse i det her spørgsmål om afskaffelse af blasfemiparagraffen.

Men samlet set vil jeg gerne sige tak. Det har været en rigtig god debat, synes jeg, og jeg behøver sådan set ikke gentage alle synspunkter for og imod den her paragraf. De er blevet sagt allerede mange gange i forskellige sammenhænge, og alle de argumenter vil jeg sådan set bare sige også er hovedessensen i det, som Enhedslisten har foreslået, og derfor håber jeg, at vi kan nå frem til, at det her lovforslag rent faktisk bliver færdigbehandlet her i foråret, og at det også bliver vedtaget.

Jeg håber, at Liberal Alliance, Konservative og Venstre finder ud af, at der ikke er nogen grund til at vente mange måneder. Hvis det er sådan, at der skal laves en undersøgelse, sådan som justitsministeren er inde på, er det jo noget, der kan foretages inden for de næste 14 dage eller 3 uger. Det behøver man ikke bruge flere måneder til. Så det kan godt nås allerede her inden sommerferien, hvis det er sådan, at man har lidt drive.

Så med det vil jeg sige tak for debatten.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.

(Talen er under udarbejdelse)