Tak for det.
Lovforslaget her drejer sig om, at regeringen fremsætter en ændring af sundhedsloven, som primært har to elementer.
Det første element er, at man vil lave en genindførelse af det frie valg i børne- og ungdomstandplejen for børn og unge under 16 år.
Samtidig vil man også have et frit valg i forhold til omsorgstandplejen.
Det andet element er, at man vil afvikle det regelsæt og det krav, der ligger i forhold til kontaktpersonsordningen, altså også i sundhedsloven.
Lad mig give det sidste element kommentarer først, altså kontaktpersonsordningen.
Det er sådan, at sundhedsvæsenets faglige parter imellem rent faktisk har sagt, at kontaktpersonsordningen ikke lever op til det, der var intentionen.
Til gengæld er der nu kigget på en anden model, som omfatter en patientansvarlig læge, som regeringen har drøftet med Danske Regioner, altså driftsherrerne af sygehusene.
Man vil implementere en patientansvarlig læge i stedet for.
Det har vi fuld forståelse for i Socialdemokratiet.
Det andet element, som var fritvalgsdelen, anser vi rent faktisk for i høj grad at være et paradeforslag, et forslag med rigtig meget ideologisk tyngde, men ikke ret meget effekt for borgerne.
Det er klart, at en borgerlig regering også skal sætte nogle fingeraftryk.
Det her tror jeg bliver et lille fingeraftryk.
Det, der er lovens ramme i dag, er rent faktisk en ændring, som den tidligere socialdemokratisk ledede regering lavede tilbage i 2012.
Og årsagen til, at vi fjernede det frie valg, var, at parterne, de kliniske tandlæger derude, men også kommunernes administrationer, sagde, at det her gav en rigtig masse bureaukratisk bøvl til ingen verdens nytte.
Derfor ændrede vi den her regel.
Derfor tror jeg heller ikke, at den her indførelse af frit valg i børne- og ungdomstandplejen for børn under 16 år vil få nogen nævneværdig betydning.
Jeg tror ikke, at ret mange vil søge den her ordning.
I hvert fald viste det sig frem til 2012, at det var ganske få, der søgte væk fra den kommunale børne- og ungdomstandpleje og over til de private tandlæger.
Det, vi er meget opmærksomme på hos socialdemokraterne, er, at der ikke må snige sig en social ulighed ind her.
Man kunne jo godt forestille sig det tilfælde, at en kommunal børne- og ungdomstandpleje har sagt, at der ikke er behov for at lave en omfattende og dyr tandregulering, og at der er forældre, der tænker, at det alligevel skal til, og så søger over i det private og får det foretaget der på det offentliges regning.
Det er noget af det, vi er meget opmærksomme på frem mod en tredje behandling.
Her er nogle ting, der skal beskrives og undersøges nøjere.
For det vil være en ulighed, som er uacceptabel set med den socialdemokratiske holdning til vores sundhedsvæsen.
I forhold til omsorgstandplejen, som lovforslaget også vil lave frit valg i, må man jo sige, at omsorgstandplejen i høj grad er til for de allersvageste borgeres skyld, svage borgere, som jeg tror næppe i særlig stort omfang har mulighed for at søge et frit valg, og der er derfor også noget paradeforslag ved det.
Derfor kan man sige, at det måske er en lillebitte smule bizart at lave et frit valg til en gruppe, som i meget høj grad har så store udfordringer, at det næppe er ret mange, der vil søge et frit valg.
Jeg vil også give en anden kommentar i forhold til omsorgstandplejen.
Jeg tror, at omsorgstandplejen i højere grad skal have et fokus, som er opsøgende og udadgående.
Det er der mange kommuners omsorgstandpleje der praktiserer.
Det tror vi fra socialdemokratisk side er en rigtig vej at gå.
Derfor skal jeg nå frem til at sige, at nu har jeg kaldt det et paradeforslag, det er normalt sådan en terminologi, jeg ikke rigtig gør brug af i mine ordførertaler, men det er alligevel det, jeg i høj grad synes at det omkring frit valg er.
Men i kraft af at det er et kombinationslovforslag, som vi meget hyppigt ser, når det drejer sig om sundhedsloven, så må jeg sige, at hvis der ellers kan stilles skarpt på nogle ting frem mod tredje behandling, er der som udgangspunkt en socialdemokratisk støtte til lovforslaget.
Og jeg vil gerne præcisere, hvad det er, vi stiller som forventning i forhold til en uddybning.
Det første, jeg vil sige, er, at der er lavet en meget grundig udarbejdning af omsorgstandplejen – ja, formand, jeg skal slutte nu – og den rapport fra 2016 vil vi rigtig gerne have på bordet til en politisk drøftelse.
Og det sidste, jeg vil sige, er, at vi også meget gerne vil have, at lovforslaget indeholder en paragraf om evaluering efter 2 år.