Det næste punkt på dagsordenen er:

3) 1. behandling af lovforslag nr. L 163:

Forslag til lov om ændring af udlændingeloven. (Ny opholdsordning for medfølgende familie til hjemvendende udlandsdanskere med visse beskæftigelsesmæssige kvalifikationer).

Af udlændinge- og integrationsministeren (Inger Støjberg).

(Fremsættelse 22.03.2017).

Forhandlingen er åbnet. Jeg giver indledningsvis ordet til hr. Mattias Tesfaye som ordfører for Socialdemokratiet.

Tak. Dagens to lovforslag er vigtige og længe ventede. Siden dommen afsagt af den europæiske menneskerettighedsdomstol i maj 2016 har der været berettiget tvivl om fremtiden for reglerne om ægtefællesammenføring.

Socialdemokratiet støtter både 24-årsreglen og tilknytningskravet. Det er rygsøjlen i dansk udlændingepolitik og det bedste værn mod arrangerede ægteskaber og for mange nye opholdstilladelser. Vi har også altid støttet først 28-årsreglen og siden 26-årsreglen, der gav nogle borgere mulighed for at blive undtaget fra tilknytningskravet. Alt det her fungerede ganske udmærket, men vi må jo desværre erkende, at domstolen mener, at vores regler forskelsbehandler danske statsborgere.

Regeringen har på den baggrund valgt at rette ind efter dommen og altså administrere dansk lovgivning uden den her undtagelsesmulighed, 26-årsreglen. Jeg tror, at det har været tydeligt for alle, at det ikke kunne fortsætte sådan, og vi har derfor ventet i spænding på, hvordan regeringen ville ændre udlændingeloven og tilpasse de danske regler.

Nu kan vi så forstå, at regeringen har valgt at opfinde en helt ny ordning for opholdstilladelse, en model, der mildest talt er en udlændingeretlig hybrid. Lovforslaget giver ægtefæller til udlandsdanskere mulighed for at blive undtaget fra tilknytningskravet, hvis deres danske ægtefælle enten har en videregående uddannelse, som er efterspurgt i Danmark, eller har lovning på et job til mere end 408.000 kr. om året.

Socialdemokratiet kan støtte forslaget, fordi det alt andet lige er en forbedring af den eksisterende retstilstand, men vi ønsker at knytte to kommentarer til lovforslaget.

For det første favoriserer den her mærkelige opholdsordning ægtefæller til vellønnede og langt uddannede danskere. Det er jo ikke holdbart. Hvordan kan det være i strid med menneskerettighederne at forskelsbehandle danske statsborger på baggrund af deres anciennitet som danskere, men ikke på baggrund af deres uddannelse. Det er da mærkværdigt. Jeg kan læse ud af lovforslaget, at ministeriet mener, at der ikke er nogen juridiske problemer med det i forhold til konventionerne. Det er jeg nu ikke så sikker på, og vi har derfor bedt Folketingets jurister om deres vurdering.

Socialdemokratiet mener i det hele taget, at det er forkert, at kravene til opholdstilladelsen på den her måde knyttes til danskernes uddannelsesniveau eller deres indtjening, kravene bør da stilles til udlændingens mulighed for at blive integreret.

Derfor ønsker Socialdemokratiet for det andet at stille integrationskrav til den udenlandske ægtefælle, og det skal være krav, som ligner dem, vi normalt stiller til ægtefæller, der vil sammenføres i Danmark. Det handler om at bestå en simpel danskprøve inden for de første 6 måneder og om at have haft mindst et visumophold i Danmark, inden de flytter hertil. Det må da også være væsentligt, at de udenlandske ægtefæller til udlandsdanskere har mulighed for at blive integreret i det danske samfund.

Med de kommentarer støtter vi forslaget, men understreger, at vi ville have foretrukket, at regeringen i stedet for at komme med den her mærkværdige hybrid, der gør forskel på håndværkere og akademikere, levede op til sit eget løfte fra regeringsgrundlaget om en samlet ændring af reglerne for ægtefællesammenføring.

Tak til den socialdemokratiske ordfører. Ordføreren er overtrådt. Den næste ordfører i rækken er hr. Martin Henriksen som ordfører for Dansk Folkeparti.

Tak for det. Fra Dansk Folkepartis side synes vi, når nu situationen er, som den er, at det er et o.k. forslag. Så vi er positivt stemt fra Dansk Folkepartis side. Men vi skal have afklaret nogle spørgsmål i udvalgsbehandlingen, inden vi endeligt siger, at vi trykker på de grønne napper. Vi vil bl.a. gerne have svar på, hvor mange man forventer der kan benytte sig af de nye regler. Vi synes, det er meget fornuftigt, hvis vi kan få et overblik over det. Vi vil også stille en række ændringsforslag; hr. Mattias Tesfaye var også inde på nogle ændringsforslag.

Bl.a. mener vi, at der bør stilles krav til den udefrakommende ægtefælle, og det kan f.eks. være danskkrav, det kan også være krav om, at man førhen har været på besøg i Danmark, og det kan også være, at man bør leve op til det krav om garantistillelse, som gælder i andre familiesammenføringssager, og selv om det ikke er det, det handler om i det her forslag, så er det alligevel lidt det, det handler om. Der har vi jo bemærket, at der er en række krav, som man ikke længere skal leve op til. I dag er maks.-grænsen for, hvornår man kan få et barn med til Danmark, 15 år, og i forslaget er den op til 18 år. 24-årsreglen gælder heller ikke i de her sager, garantistilstillelsen, som jeg også lige nævnte, gælder heller ikke, og danskkravet til den, der kommer udefra, gælder heller ikke i de her sager.

Så der er nogle ting, som vi synes man godt kan kigge på og stille nogle integrationsrelevante krav til, som gør, at man kan have en forventning om, at de mennesker, der er blevet gift med en dansk statsborger, og som kommer til Danmark på den her ordning, også har nogle forudsætninger for at blive integreret i og falde til her i det danske samfund.

Så ønsker vi også at ændre reglerne for udlændinge og deres ægtefæller, altså de udlændinge, som benytter sig af erhvervsordningerne, og der er det jo sådan, at det her lovforslag knytter sig til en erhvervsordning, som sådan set kun gælder for udlændinge. Men når nu lovforslaget knytter sig til den ordning, vil vi også godt annoncere, at vi synes, at der er behov for at stille nogle krav til de udenlandske ægtefæller, som følger med en udlænding, som kommer ind på nogle af de erhvervsordninger, som der er, og at disse udlændinge efter vores opfattelse også bør mødes med flere krav, og det kan f.eks. være et danskkrav, og det kan også være et krav om garantistillelse, men det er nogle af de ting, som vi rejser i udvalgsbehandlingen. Og det skal være bemærkningerne herfra.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Søren Søndergaard, Enhedslisten. Værsgo.

Jeg vil bare spørge Dansk Folkeparti, hvad Dansk Folkepartis holdning er til, at der er folk, altså danske statsborgere, der bliver pensioneret efter at have været i udlandet i en periode, og som så ønsker at vende tilbage med deres udenlandske ægtefælle – de har måske arbejdet i en dansk virksomhed i udlandet i en kortere eller længere årrække og ønsker at vende hjem til deres børnebørn og vende hjem til deres fødeland – som i praksis er udelukket fra at vende hjem. Hvad er Dansk Folkepartis holdning til det?

Ordføreren.

Der er ingen grund til at lægge skjul på, at vi fra Dansk Folkepartis side synes, at det er en kedelig situation, som vi står i nu, efter at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol er kommet med sin afgørelse, altså den såkaldte Biaodom. Men det er jo der, hvor vi står. Den europæiske menneskerettighedskonvention er blevet brugt til at slå Danmark oven i hovedet, og det har jo så medført, at der er nogle danskere, herunder danske pensionister, som er i udlandet, som bliver frataget nogle rettigheder, som de ellers ville have, og det er selvfølgelig beklageligt. Men det er jo noget af det, som forhåbentlig kan gøre, at andre partier herinde i Folketinget vil overveje, om ikke menneskerettighedskonventionen og den praksis, der er på området, er blevet for rigid.

Søren Søndergaard.

Det er jo ikke menneskerettighedskonventionen, som tvinger os til at lave lovgivning, der forhindrer, at en pensionist, som er dansk statsborger, som er født og opvokset i Danmark, har gået i skole, har taget sin uddannelse og måske har arbejdet og betalt skat i Danmark i mange år, efter en periode med et job i en dansk virksomhed i udlandet, kan vende hjem til Danmark med sin ægtefælle. Det er jo ikke noget, Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har besluttet. Det er jo noget, der ligger i det her lovforslag, og det er derfor, jeg spørger hr. Martin Henriksen, om hr. Martin Henriksen vil være med til at kigge på det. For det kan vi jo gøre fuldstændig frit.

Ordføreren.

Det er jo Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, som gør, at det er nødvendigt at lave den her lovændring, og selvfølgelig også, at Folketinget og regeringen bare vælger at rette ind efter den dom, som kommer fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Hvis ikke man havde gjort det, ville man jo have beholdt nogle særlige rettigheder for danske statsborgere. Så det er jo Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, der gør, at vi herinde i parlamentet er afskåret fra at gøre det, som vi egentlig mener er rimeligt, nemlig at give nogle særlige rettigheder til danske statsborgere, og det skal jeg da være den første til at beklage. Men jeg håber da, at Enhedslisten vil bruge det her som en anledning til at genoverveje deres ubetingede opbakning til den europæiske menneskerettighedskonvention.

Tak til hr. Martin Henriksen. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken til hr. Marcus Knuth, Venstre.

Danmark er ikke tjent med, at højtuddannede danskere fravælger Danmark, når de slutter deres udlandsophold. Det gælder især for udlandsdanskere, der ønsker at komme hjem til Danmark og have familien med. Derfor synes jeg jo, som jeg sagde før, at det er rigtig ærgerligt, at vi er nødt til at afskaffe 26-årsreglen, men til gengæld foreslår vi jo så nu i stedet at ændre reglerne, således at udlandsdanskere får bedre muligheder for at tage deres familie med til Danmark.

Efter at 26-årsreglen sidste år blev underkendt, risikerer en stor gruppe dygtige udlandsdanskere nemlig at komme i klemme, når de gerne vil hjem igen og have familien med, og det er jo ikke rimeligt. Derfor foreslår regeringen en ny opholdsordning, som er inspireret af beløbsordningen og positivlisten. Det er nemlig rigtig fornuftigt, for danskere, der har boet i udlandet et stykke tid, skal selvfølgelig have de bedst mulige forhold for at komme hjem. Det er kun fair. Men jeg vil så samtidig sige, at jeg synes, det er lidt ærgerligt, at Socialdemokratiet og DF er gået i spidsen for at hæve beløbet i beløbsordningen. For det betyder jo direkte, at vi øger den sociale ulighed, fordi det kun er personer, der tjener over et vist beløb, som kan få glæde af den her ordning, og det synes jeg jo bare er ærgerligt.

Men jeg vil sige, at jeg overordnet glæder mig over, at regeringen nu vil indføre den nye opholdsordning. Det er i hvert fald et plaster på såret i forhold til en afskaffelse af 26-årsreglen og et skridt i den rigtige retning, da vi ikke har kunnet få så mange med, som vi gerne ville. Men det her er så godt, som vi kan gøre det, især nu, hvor beløbsordningen er, som den er, og på den baggrund kan jeg meddele, at Venstre støtter lovforslaget.

Der er nogle korte bemærkninger, først fra hr. Søren Søndergaard.

Jeg synes også, at hr. Marcus Knuth skal forholde sig til det vel fuldstændig almindelige billede, vi vil komme til at se, altså at der er folk, der er født og opvokset i Danmark, som har taget en uddannelse og arbejdet i Danmark, som så erhverver nogle kvalifikationer og bliver udstationeret i en ledende stilling i en udenlandsk virksomhed, og de bliver måske gift der, bliver pensioneret og ønsker så at vende hjem til deres børnebørn og til deres øvrige familie i Danmark, som jo er stillet ret dårligt. Hvad er det, der gør, at den gruppe skal rammes?

Ordføreren.

Som jeg husker det, var ordføreren selv med til at hæve beløbet i beløbsordningen, og dermed skaber man jo en social ulighed. Den måde, vi gerne så det var på, var jo, at vi bare kunne beholde 26-årsreglen, som jo var en rigtig, rigtig fin ordning. Det kan vi så ikke, men ved at gå ind og hæve beløbet i beløbsordningen rammer ordførerens parti jo netop rigtig, rigtig mange danskere, som ikke kommer over det her beløb. Så ordføreren stiller jo sådan set et spørgsmål, som ordføreren måske i stedet skulle stille sig selv.

Hr. Søren Søndergaard.

Det har ikke noget at gøre med beløbsgrænsen, for pensionister tjener ikke noget. Det burde hr. Marcus Knuth da vide. Hvis man er pensionist, har man jo ikke nogen lønindtægt. Man har måske en egenpension, og man har måske 2 mio., 3 mio., 5 mio. eller 10 mio. kr. på kontoen, som man medbringer, og det har ikke noget med nogen beløbsgrænse at gøre, lige så lidt som det, ministeren sagde før. Så det er derfor, jeg spørger om den gruppe, der hedder pensionister: Hvad med dem?

Ordføreren.

Det har da i høj grad noget med beløbsgrænsen at gøre. For for det første er det jo ikke rigtigt, at alle pensionister ikke tjener noget. For det andet skaber man ved at hæve beløbet i beløbsordningen en social ulighed ved, at det kun er folk, der tjener over et vist niveau – og det kunne altså også godt være pensionister, der tjener noget – som kommer hertil. Så ordføreren har jo været med til indirekte at skabe en social ulighed.

Så er det fru Josephine Fock.

Tak. Jeg vil lige følge op på det spørgsmål, jeg stillede under det forrige lovforslag. Altså, man kunne jo vælge helt at fjerne tilknytningskravet. Hvorfor har man ikke valgt den vej? Og hvad er den dybere ræson bag, at man nu også fremadrettet bevarer tilknytningskravet for statsborgere, som har været her mere end 26 år?

Ordføreren.

Jamen det er der sådan set to meget simple svar på. I forhold til den dom, der blev afsagt, er det sådan, at den ikke kigger på tilknytningskravet. Men vi ønsker, at der skal være et tilknytningskrav, for hvis man fjerner det, åbner man jo bare dørene på vid gab, og så kan alle og enhver hive en ægtefælle hertil, som på ingen måde har nogen tilknytning til Danmark. Og det vil jo både være skadeligt for dansk kultur, for Danmark og for hele integrationsprocessen. Vi mener, at der skal være nogle krav, man skal leve op til, hvis man gerne vil have sin ægtefælle hertil. De krav bliver så lidt skævvredet på grund af, at 26-årsreglen skal afskaffes, men det, vi har her, er så det bedste, vi kan gøre, set i lyset af den dom, som er faldet i EU.

Spørgeren.

Jeg hører, hvad ordføreren siger, og jeg er ikke enig, men sådan er det jo. Egentlig kunne jeg godt tænke mig at spørge ind til det med pensionister, for sådan som jeg læser lovforslaget, er det sådan, at man kan komme tilbage som udenlandsdansker – hvis man så i øvrigt lever op til de her beløbsgrænser osv. og jobindhold – hvis man er tilbudt en stilling. Og det er man vel ikke som pensionist, eller hvordan skal det fortolkes?

Ordføreren.

Nej, men som sagt fungerede det system, der var med 26-årsreglen, rigtig, rigtig fint, og det er vi så nødt til at fjerne. Så hvis man ikke skal gå ind og lave den forskelsbehandling, som Menneskerettighedsdomstolen mener vi gør ved at køre med 26-årsreglen, så er vi nødt til at finde et system, hvor alle er lige så at sige, og det system, der nu engang passer bedst, er at sidestille danskere med udlændinge, der kommer til Danmark for at få arbejde. Og derfor er det det samme system, det er de samme regler, som den beløbsgrænse og den positivliste, der i forvejen eksisterer for udlændinge. Det er et en til en-match i forhold til det eksisterende system.

Så er det hr. Martin Henriksen.

Tak for det. Jeg synes, det var lige tykt nok, at hr. Marcus Knuth gav Dansk Folkeparti og sådan set også andre partier herinde skylden eller æren for, at der nu bliver indsat en beløbsgrænse i forhold til danskere, der ønsker at komme hjem. Altså, det, som Dansk Folkeparti og venstrefløjen var inde at stemme for, og hvor regeringen og Venstre så ikke var enige, var jo et forslag om at hæve beløbsgrænsen for udlændinge. Nu foreslår regeringen så at indsætte en beløbsgrænse for danskere. Det er jo regeringens forslag, vi behandler i dag. Så jeg synes ikke, at det, hr. Marcus Knuth sagde lige der, var helt rimeligt.

Hvis hr. Marcus Knuth anerkender, at det her er en lappeløsning – og det er det jo – hvorfor så ikke gå op imod det menneskerettighedssystem, som regeringen ellers er tilhænger af? For grunden til, at vi står her i dag og behandler de her forslag, er jo, at det system, som Venstre er tilhænger af, har pålagt Danmark at gøre noget, som er til ugunst for danske statsborgere. Det er derfor, vi står i den her situation.

Ordføreren.

Jeg vil sige, at Dansk Folkepartis ordfører jo nok er klar over, at det er sjældent, jeg kritiserer Dansk Folkeparti, når det kommer til udlændingeområdet. Men lige præcis når det handler om den del af udlændingepolitikken, der hedder, at vi gerne vil kunne tiltrække dygtige faglige udlændinge, der kommer til Danmark for at bidrage, ser vi jo altså ikke ens på det. Og som jeg sagde før til fru Josephine Fock, er vi nødt til at have et system, der er ens for alle, fordi vi jo ikke kan forskelsbehandle. Det er derfor, de to systemer er ens, og det er derfor, jeg synes, det er ærgerligt, at man, når man hæver beløbsgrænsen for udlændinge, så indirekte også rammer de danskere, som er udlandsdanskere, og som gennem det her system gerne vil hjem til Danmark og medbringe familien.

Hr. Martin Henriksen.

Men det er regeringen, der foreslår at indføre en beløbsgrænse for danskere, der vender hjem. Det er altså ikke Dansk Folkeparti eller andre partier i Folketinget – det er regeringen. Vi har sammen med Socialdemokratiet, med Socialistisk Folkeparti og med Enhedslisten foreslået og fået vedtaget, at der er en beløbsgrænse for udlændinge, ikke for danskere. Regeringen foreslår altså en for danskere.

Det her er noget rod, og derfor vil jeg bare gerne høre, om Venstre ikke kunne tænke sig at genoverveje sin opbakning til det menneskerettighedssystem, som kaster Danmark ud i det her rod. Hvorfor bakker Venstre og regeringen op om et system, som gentagne gange kommer med afgørelser og pålægger Danmark forskellige ting, som går stik imod partilinjen og stik imod det, som Venstre mener er i dansk interesse? Skal vi ikke sætte de danske interesser højere end et gammelt, forældet system, som vedtager domme, der er til ugunst for danske statsborgere?

Ordføreren.

Jamen jeg synes, ministeren svarede meget fint på det før, da ministeren sagde, at man jo fra regeringens side har sagt, at man gerne vil kigge på dele af konventionerne og se på, hvad der er nutidigt osv., også i forhold til det, som ordføreren beskriver her. Men så længe vi er en del af det system, vi nu engang er en del af her, så kan vi ikke forskelsbehandle. Hvis vi kunne, var der jo ikke nogen grund til at afskaffe 26-årsreglen. Og netop derfor skal det system, der gælder for danskere, og det, der gælder for udlændinge, være ens, for ellers kunne vi som sagt bare have beholdt 26-årsreglen.

Hr. Mattias Tesfaye.

Tak. Jeg vil også starte med lige at anholde den der med, at Socialdemokratiet og andre partier herinde i Folketinget er medskyldige i, at der nu indføres en beløbsgrænse for danskere. Det, vi har vedtaget uden om regeringen, er, at beløbsgrænsen for udlændinge hæves med det formål at undgå, at der kommer udlændinge til Danmark og arbejder til for lave lønninger. Det er præcis det modsatte af det, som Venstres ordfører og i øvrigt også ministeren lige før sagde fra talerstolen. Så hvis der er nogle, der følger med derude, så vil jeg bare sige, at det ikke er Socialdemokratiet og heller ikke andre, der har foreslået, at der indføres en beløbsgrænse for danskere. Det er regeringen, der har fremsat det her lovforslag.

Men årsagen til, at jeg har taget ordet, er, at jeg godt kunne tænke mig at høre, hvad Venstre tænker om Socialdemokratiets forslag om at tilføje to ekstra ting til det her lovforslag, to krav til de udenlandske ægtefæller, der skal sammenføres til Danmark. Det ene er, at de inden for de første 6 måneder ligesom ved andre ægtefællesammenføringer skal leve op til et danskkrav, og det andet er, at de skal have haft mindst ét visumophold i Danmark, før de bliver sammenført til Danmark.

Ordføreren.

Ej, nu synes jeg ikke, Socialdemokratiets ordfører er helt fair. Ordføreren kommer fra et tidligere regeringsparti og er udmærket godt klar over, at vi ikke – og det var jo hele baggrunden for, at vi afskaffede 26-årsreglen – kan gå ind og sige: Fint nok, vi har én beløbsordning for danskere og en anden for udlændinge. Altså, hvis vi kunne det, havde det være meget nemt, men det kan vi ikke, for man må ikke forskelsbehandle. Det er det, hele dommen handler om. Og derfor er det jo ikke rigtigt, når Socialdemokratiet siger, at I ikke har noget gøre med den beløbsordning, der kommer til at gælde for danskere. Når I hæver den for udlændinge i samarbejde med Dansk Folkeparti, jamen så rammer I også danskere gennem den ordning. Og det tror jeg at ordføreren er udmærket klar over.

Hvad angår de forslag, som ordføreren kommer med, vil jeg da gerne se på dem under udvalgsbehandlingen. Det er første gang, jeg hører om dem, men som jeg har sagt tidligere: Når Socialdemokratiet kommer med ændringsforslag, vil vi selvfølgelig kigge på dem, kigge på strukturen og se, hvad det handler om, og så tage en beslutning derefter.

Mattias Tesfaye.

Jamen jeg bliver simpelt hen nødt til at sige, at det, Venstres ordfører siger nu, er noget eksorbitant sludder, og det understreges af den her mærkværdige hybrid. For ministeriet har nu fremlagt en helt speciel ordning i forbindelse med § 9 m, som jo handler om, hvordan vi kan få udlændinge med særlige kvalifikationer til Danmark. Der har man lavet en helt ny opholdsordning. Det er det, der skaber kludder i debatten herinde og noget, som det er mit indtryk at Venstres ordfører ikke helt har forstået. Der er ikke noget i dommen fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, der forhindrer os i at have en beløbsordning for udlændinge uden at have den for danskere, intet. Det er regeringen, der blander de her to opholdsordninger sammen og etablerer en helt ny, mærkværdig hybrid.

Tak til Mattias Tesfaye. Så er det ordføreren. Værsgo.

Det er netop ikke det, der er tilfældet. Fordi der er en dom, der siger, at man ikke må forskelsbehandle, jamen så går vi ind og siger, at de regler, der gælder for udlændinge, der kommer til Danmark og arbejder og gerne vil have en ægtefælle med, nu også kan gælde for danskere, fordi det er mere lempelige regler end dem, der gælder nu, hvis en dansker bare – i gåseøjne – flytter hjem og gerne vil have ægtefællen med. Altså, så simpelt er det nu engang, og det er jeg sikker på at ordføreren også godt ved.

Jeg er lidt i tvivl om, om hr. Holger K. Nielsen også har bedt om en kort bemærkning. Det har hr. Holger K. Nielsen ikke. Så siger vi tak til hr. Marcus Knuth og går videre til hr. Søren Søndergaard, Enhedslisten.

Det her forslag handler grundlæggende om, at mennesker, der tjener mange penge – 408.000 kr. om året eller derover – skal have lettere ved at få familiesammenføring med en mand eller en kone, som de har fundet i udlandet, end alle andre. Det synes vi ikke er særlig sympatisk.

Baggrunden for lovforslaget er, at Danmark er blevet dømt ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, som, vil jeg sige til hr. Marcus Knuth, intet har med EU at gøre – det har absolut intet med EU at gøre – for etnisk diskrimination. Og frem for at fjerne de dårlige regler, som omfatter mennesker, der først senere i livet er blevet danske statsborgere, har regeringen så valgt at lade de dårlige regler, nemlig tilknytningskravet, gælde for alle. Som jeg sagde i den foregående debat, mener vi i Enhedslisten, at det er en helt forkert reaktion på dommen fra Menneskerettighedsdomstolen.

Det her lovforslag handler så om, at tilknytningskravet alligevel ikke skal gælde for alle. Nej, bare mennesker har tilstrækkelig høje indtægter, bare de tjener tilstrækkelig meget, så må de gerne blive familiesammenført med en udenlandsk ægtefælle, også selv om den samlede tilknytning er større til det land, ægtefællen kommer fra, end til Danmark. Regeringen har tydeligvis lagt sig i selen for at finde et juridisk smuthul, hvor man stadig kan diskriminere. Nu skal diskriminationen bare ske på baggrund af, hvor stort et tal der står på lønsedlen.

Der er næppe tvivl om, at juristerne er blevet sat på hårdt arbejde. Det her lovforslag er først kommet 10 måneder efter, at dommen i Biaosagen faldt tilbage i maj 2016. Lovforslaget, hvor man afskaffer 26-årsreglen, fylder ni sider. Den her diskriminationslov fylder ikke mindre end 31 sider. Og det er jo ikke beslutningsprocessen, der har taget tid. Lovforslaget var nemlig kun i høring i 6 dage – 6 dage – i starten af denne måned, og det er en skandaløst kort høringsfrist, der ikke hører hjemme i en ordentlig lovgivningsproces. Det er efterhånden sædvane på udlændingeområdet.

Lovforslaget indfører som sagt en ny form for forskelsbehandling. Menneskerettighedsdomstolen fastslog i Biaodommen, at Danmark ikke som med 26-årsreglen må forskelsbehandle på baggrund af etnicitet. Nu går forskelsbehandlingen så på baggrund af indkomst. Det er der ingen problemer i i forhold til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, skriver ministeriet i høringsnotatet, for konventionens artikel 14, som var relevant i Biaosagen, forbyder kun diskrimination på baggrund af køn, race, religion eller overbevisning. Der står intet om indkomstforhold i artikel 14, og det er jo godt set.

Alligevel er det jo sådan, at Institut for Menneskerettigheder finder det tvivlsomt, om domstolen i Strasbourg vil være enig med ministeriet, men hvis det her lovforslag alligevel bliver vedtaget, går der i hvert fald nogle år, før det bliver afgjort, og i den tid kan den danske stat jo så forskelsbehandle efter indkomst og afskære nogle tusinde ægtepar fra at bosætte sig i Danmark, ægtepar, hvor den ene ægtefælle er en dansk statsborger, som uheldigvis ikke er højt nok lønnet til at finde nåde for regeringen.

Uanset hvad domstolen i en fjern fremtid må nå frem til, finder Enhedslisten det her forslag dybt usympatisk, fordi det er lavet med det ene formål at ramme danske statsborgere inden for erhverv, der ikke er højtlønnede, eller ramme pensionister, der efter et langt liv i udlandet ser frem til at tilbringe de sidste leveår i fødelandet, hvor de er statsborgere, sammen med en udenlandsk ægtefælle. Det er de færreste pædagoger eller SOSU-assistenter, der tjener nok til at slippe igennem regeringens klassemæssige nåleøje.

Så derfor fastholder Enhedslisten den eneste rimelige løsning, nemlig at fjerne tilknytningskravet, og vi kan ikke støtte det her forslag.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger, så vi går videre til fru May-Britt Kattrup, Liberal Alliance.

I dag kan udlændinge, som kan få opholdstilladelse i Danmark via beløbsordningen eller positivlisten, tage deres familie med til Danmark uden om de almindelige familiesammenføringsregler. Med dette lovforslag vil man give udlandsdanskere samme mulighed, hvis de lever op til kravene, til beløbsordningen eller positivlisten. Samtidig foreslår man en overgangsordning, således at udlandsdanskere, der allerede er kommet hertil, får samme mulighed.

Forslaget skal ses i sammenhæng med forslaget om at afskaffe 26-årsreglen, og vi har svært ved at se, hvorfor udlandsdanskere skulle stilles dårligere end udlændinge. Folk, der lever op til kriterierne på positivlisten eller i beløbsordningen, kan givetvis bidrage rigtig positivt til det danske samfund. På den baggrund støtter Liberal Alliance forslaget.

Der er en kort bemærkning fra hr. Søren Søndergaard.

Jeg vil bare spørge, om det generelt er Liberal Alliances opfattelse, at udlændinge, der bor i udlandet, skal have samme rettigheder og samme vilkår som danske statsborgere, der bor i udlandet.

Ordføreren.

Liberal Alliance så rigtig gerne, at vi kunne lave en anden ordning for danske statsborgere, men det har vi jo desværre ikke mulighed for, eftersom reglerne siger, at vi ikke kan forskelsbehandle.

Spørgeren.

Hvad er det for regler, der siger, at man ikke kan behandle udlændinge i udlandet anderledes end danske statsborgere i udlandet? Hvad er det for nogle regler? Dem kender jeg ikke. Altså, hvad er det for nogle regler?

Ordføreren.

Det er de regler, som den dom bl.a. er baseret på, som vi lige har behandlet i L 162, og dem kender ordføreren jo i stor udstrækning selv.

Fru Josephine Fock for en kort bemærkning.

Bare lige for god ordens skyld vil jeg som en opfølgning på det sige, at det jo er danske statsborgere, der ifølge den dom, som er blevet afsagt, bliver diskrimineret – altså, man må ikke diskriminere danske statsborgere i forhold til at sætte en 26-årsgrænse op. For så har mistanken været, at nogle af de danske statsborgere, der ikke er født i Danmark, vil have sværere ved at leve op til det tilknytningskrav. Så det er bare en kommentar til ordføreren.

Ordføreren.

Ja, jeg hørte ikke noget spørgsmål.

Så siger vi tak til ordføreren. Og så er det fru Josephine Fock som ordfører for Alternativet.

Tak for det. Vi skal førstebehandle lovforslag L 163, som følger op på det, vi debatterede før, og som er en afskaffelse af 26-årsreglen, og hvad regeringen så foreslår at vi sætter i stedet. Og det, man jo altså sætter i stedet, er, at man siger, at udlandsdanskere, altså danske statsborgere, der gerne vil vende tilbage til Danmark, nu skal opfylde de regler, der gælder for andre udlændinge, og det vil sige, at de skal have en årsløn på over 400.000 kr., og så skal de have tilbudt et job, der er på det, der hedder positivlisten, som altså er udvalgte fagområder, og det er så dem, som vi her i Danmark vurderer at vi gerne vil have til Danmark.

Jeg vil starte med at nævne det positive, og det positive er selvfølgelig, at vi nu giver nogle danske statsborgere mulighed for at komme hjem – man skal huske at se det positive. Det negative for mig er selvfølgelig, at man nu igen vælger at indføre nogle regler, som diskriminerer danske statsborgere, nemlig de danske statsborgere, som ikke får tilbudt et job med en årsløn på over 400.000 kr., og som får tilbudt et job, som ikke er på de udvalgte fagområder. Så det vil sige, at det er højtlønnede jobs. Det er til udlandsdanskere, altså danske statsborgere, som får tilbudt de her højtlønnede jobs, man siger: I kan godt få lov til at komme tilbage til Danmark. Det vil sige, at til de danske statsborgere, vi har, som ikke kan leve op til de her krav, siger vi altså: I kan ikke komme hjem.

Det, som Enhedslistens ordfører også har været inde på, er, at vi også siger nej tak til pensionister, udlandsdanskere, som har boet måske hele deres liv i udlandet, men som vælger at sige: Vi vil gerne have vores otium i Danmark. De har tjent op til en god pension i udlandet og tager deres pension med her til Danmark. Så vidt jeg kan se, er de ikke omfattet af lovforslaget, og det er i hvert fald noget af det, som jeg også vil spørge ind til i udvalgsbehandlingen.

Jeg er rigtig glad for, at vi i går ved den tekniske gennemgang bad udvalget om juridisk at underbygge, om det her er diskrimination af danske statsborgere, hvilket jeg har svært ved at se det ikke skulle være, fordi man altså skelner mellem rige og fattige og ser på, om man har fået tilbudt et job. Jeg mener helt klart, at vi skal sige velkommen til alle vores danske statsborgere. Selvfølgelig skal de have ret til at vende tilbage til Danmark på et hvilket som helst tidspunkt, og selvfølgelig skal de kunne tage deres ægtefælle med sig.

Så vi er i Alternativet stærkt kritiske over for det her lovforslag. Vi hældte egentlig til at stemme hverken for eller imod, men jeg synes, debatten her i dag tydeliggør, at der er en diskrimination over for danske statsborgere. Og det kan være, at vi kan løse noget af det ved et ændringsforslag i forhold til at få sidestillet danske statsborgere, og det må vi jo arbejde videre med i udvalget. Tak.

Tak til fru Josephine Fock. Der er ingen korte bemærkninger, så vi går videre til næste ordfører, som er fru Sofie Carsten Nielsen, Det Radikale Venstre.

Tak for det. Som den forrige ordfører har vi det også meget sådan i Det Radikale Venstre, at alle bittesmå skridt for at kunne byde velkommen til danskere, altså danske statsborgere, som er født og opvokset i Danmark, og som er taget ud i verden for at opleve nyt, meget ofte for at arbejde for danske eller udenlandske virksomheder og bidrage med det, de kan, og så vender hjem igen. Det er på en eller anden måde helt fundamentalt, at de skal kunne vende hjem igen. Jeg har i hvert fald svært ved at forklare nogen som helst mennesker uden for det her hus, hvordan det kan være, at danskere ikke kan bo i deres eget land med deres ægtefæller, når de forsørger sig selv. Helt grundlæggende er det utrolig svært for mig at forklare nogen som helst mennesker, hvorfor det ikke kan lade sig gøre. Men det her er jo et lille skridt i den retning. Til gengæld virker det som et enormt kompliceret skridt at tage.

Hr. Marcus Knuth indledte med at sige, at Danmark ikke er tjent med at få mange mennesker, der ikke bidrager – jeg tror, det var noget i den stil. Jeg tror måske, jeg vil omsætte det til, at Danmark ikke er tjent med, at danskere, der har arbejdet i udlandet, ikke kan vende hjem og bidrage til deres eget land. Det er ret grundlæggende for mig.

I høringssvarene bliver det jo netop gjort klart, at det her er unødigt, eller at det i al fald er meget kompliceret at skulle forholde sig til og at rådgive udlandsdanskere om, når de gerne vil vende hjem til Danmark. Så er der høringssvaret fra Institut for Menneskerettigheder, som sætter spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er i overensstemmelse med menneskerettighedskonventionen at indføre sådan en ny form for særregel, som man vel kan kalde det her. Så grundlæggende synes vi, det er voldsomt kompliceret.

Ægteskab Uden Grænser har tilført diskussionen en række alternative konstruktive forslag til simplificering. De mener ligesom vi og en række af de øvrige organisationer, bl.a. Danes Worldwide, helt grundlæggende, at danske statsborgere skal kunne bo i deres eget land, hvis de kan forsørge sig selv, med dem, de nu har giftet sig med. Der er en række konkrete forslag til simplificeringer, eksempelvis at bruge CPR-registeret, og jeg håber, at vi i udvalgsbehandlingen kan prøve at specificere nogle ændringsforslag, sådan at det her kommer til at handle om det, som jeg også hørte tidligere ordførere tale om.

Vi kan være nok så uenige om, hvordan man tiltrækker dygtig udenlandsk arbejdskraft og på hvilke vilkår, men vi burde helt grundlæggende ikke være uenige om, at danske statsborgere, som har opholdt sig i udlandet, skal kunne vende hjem, og at der skal være nogle overskuelige og gennemskuelige regler for det, som ligestiller de danskere, som kommer hjem og bidrager, uanset om de så har en høj eller en knap så høj løn. Så vidt vides har vi brug for dem alle sammen i Danmark, og de er jo i hvert fald danske statsborgere. Vi er vel ikke kommet dertil, hvor vi ikke mener vi har brug for vores egne statsborgere.

Derfor håber jeg, at ministeriet vil være velvillig i forbindelse med de juridiske komplikationer her, så vi kan formulere nogle ændringsforslag, som kan gøre det lidt nemmere at forstå, og så det kan gælde flere danske statsborgere, helst alle, uden at det kommer i strid med nogen grundlæggende ting. Det vil vi arbejde for. Vi må tage os den tid, der skal til. Det her har varet rigtig længe, som forrige ordførere har sagt, og samtidig har der været 4 arbejdsdages høringsfrist til organisationerne på det her lovforslag. Og jeg vil bare minde om, at det altså er under al kritik at have så kort tid til høring, når stoffet er så kompliceret.

Tak til ordføreren. Vi går videre i rækken til hr. Holger K. Nielsen, SF.

Som også andre har påpeget, er det her jo et kompensationsforslag i forhold til fjernelsen af 26-årsreglen, altså det, vi behandlede i det tidligere lovforslag. Efter vores mening er det et ualmindelig utiltalende, usympatisk kompensationsforslag – det må jeg sige. Det, man jo reelt siger her, er, at de udlandsdanskere, vi godt vil have, er dem, der har penge, dem, der har gode højtbetalte job, og de andre er vi ligeglade med. Det er jo det, man siger. Den tilgang til familiesammenføringsregler for danskere, der har boet i udlandet i mange år, kan vi ikke acceptere.

Jeg synes faktisk, at hr. Mattias Tesfaye tog fat i et problem, da han sagde, at han har bedt Folketingets jurister se på diskriminationselementet i det her. Institut for Menneskerettigheder har påpeget, at der ligger en ny diskrimination. Det vil sige, at man jo i virkeligheden risikerer at fjerne en form for diskrimination og erstatte den med en anden form for diskrimination. Det er det, man gør her. Og spørgsmålet er så, om det er i strid med menneskerettighedskonventionen eller ej. Det er det, som Institut for Menneskerettigheder antyder godt kan være tilfældet. Man kan med andre ord komme i den fuldstændig samme situation, som vi er i nu med 26-årsreglen, med det her forslag. Det synes jeg i og for sig burde give anledning til, at man bliver lidt mere nervøs over, hvad det her kan få af konsekvenser på det område.

Men som sagt, selv om man kan sige, at der er fundet et juridisk smuthul, så synes vi, at det er særdeles utiltalende. Så vi er ikke tilhængere af det.

Tak til ordføreren. Jeg ser ikke flere ordførere, der har bedt om ordet, og derfor er det udlændinge- og integrationsministeren.

Indledningsvis vil jeg gerne sige tak for den debat, vi har haft indtil videre. Regeringen ønsker jo, at det skal være attraktivt for højtkvalificerede at tage arbejde i Danmark. Det er til gavn for danske virksomheder og dermed for vækst og velstand i Danmark. Hvis Danmark skal være et attraktivt arbejdsland, skal arbejdstagere let og smidigt kunne få familien med, ellers bliver vi valgt fra, og det gælder, uanset om der er tale om udlændinge eller om danskere, der vender hjem.

26-årsreglen gjorde det muligt at undtage for tilknytningskravet i sager om familiesammenføring, og efter at 26-årsreglen ikke længere finder anvendelse som følge af Biaodommen – og jo også foreslås ophævet – er det blevet sværere for udlandsdanskere at vende hjem med deres udenlandske familie. Det vil kunne afholde udlandsdanskere fra at sige ja til et jobtilbud i Danmark, selv når der er tale om et højtlønnet job.

Det vil regeringen rette op på. Vi foreslår derfor en helt ny opholdsordning, der skal sikre, at det er attraktivt for højtkvalificerede udlandsdanskere at tage arbejde i Danmark. Med ordningen kan en udlandsdansker med et jobtilbud omfattet af positivlisten eller beløbsordningen få familien med til Danmark på samme vilkår, som i dag gælder for udenlandske arbejdstagere med et tilsvarende jobtilbud. Udlandsdanskeren vil dermed kunne medbringe sin udenlandske familie, hvis jobbet er tilstrækkelig efterspurgt eller vellønnet.

Med disse ord vil jeg takke ordførerne for debatten og se frem til den videre behandling af forslaget.

Der er en kort bemærkning til hr. Søren Søndergaard.

Nu forsøgte ministeren og Venstres ordfører ligesom at lægge et røgslør over overklasseindholdet i det her forslag, så derfor vil jeg bare bede ministeren om fra Folketingets talerstol at fortælle, hvad det er for en international konvention eller international forpligtelse, som Danmark har påtaget sig, der tvinger os til, at når vi behandler danske statsborgere på en måde, så skal udenlandske statsborgere behandles på samme måde, og omvendt. Hvad er det for en international konvention eller forpligtelse, der tvinger os til det?

Ministeren.

Det er jo helt grundlæggende, som det også er blevet sagt tidligere, at for det første skete der jo det, at Biaodommen faldt, og den gik imod Danmark. Det kan man jo så forholde sig forskelligt til. Det ønsker vi så at løse ved at give udlandsdanskere mulighed for stadig væk at komme hjem, og når vi gør det, må vi jo ikke forskelsbehandle. Og det er jo derfor, at reglerne her er, som de er. Det helt grundlæggende er, at man ikke kan lave lempeligere regler for danskere, der skal hjem, end for udlændinge, der skal hjem. Man kunne også bare gøre, som Enhedslisten ønsker. Man kunne jo bare sige, at der slet ikke skal være nogen som helst former for regler: Lad os ophæve tilknytningskravet og alt det andet, og så kan man bare komme hertil. Men det ønsker vi jo ikke. Vi ønsker at begrænse skaderne, som Biaodommen har efterladt sig, og derfor er det sådan her: Man må ikke forskelsbehandle i den her slags sager. Det er jo netop det, kan man sige, dommen i sin helhed handlede om.

Hr. Søren Søndergaard.

Ministeren siger så fuldstændig klart: Man må ikke. Men hvor står det? Hvad er det for en konvention? Hvad er det for en aftale, ministeren henviser til, der gør, at fordi vi har en regel om, at udenlandske statsborgere, der vil arbejde i Danmark, skal tjene over et vist beløb – for at undgå social dumping – skal vi også kræve af danske statsborgere i udlandet, at de for at kunne komme hjem med deres ægtefælle skal have en høj løn? Hvad er det for en konvention? Hvad er det for en international aftale? Ministeren må jo vide det.

Ministeren.

Men det der er jo et trickspørgsmål. For for os handler det om – og der er vi jo bare uenige, må jeg sige til hr. Søren Søndergaard, og det er fair nok – at begrænse de skadevirkninger, som vi mener Biaodommen efterlader. Når man så ønsker at bruge beløbsordningen, som vi gør, for at stoppe hullet og prøve at løse det her problem, så må man ikke forskelsbehandle. Det tror jeg sådan set også godt at hr. Søren Søndergaard ved og er enig i. Men det er da rigtigt, at man kunne have løst det på andre måder. Vi mener bare, at det her er den mest hensigtsmæssige måde at løse det på, og så må man ikke forskelsbehandle. Så enkelt er det.

Fru Josephine Fock.

Men dem, man jo nu forskelsbehandler her, er danske statsborgere. Man kommer til at forskelsbehandle danske statsborgere, og sådan som jeg kan se det af lovforslagets bemærkninger, mener ministeriet ikke, at der er tale om forskelsbehandling. Det er svært at spørge om, hvor sikker ministeren er på, at det er korrekt. Men alligevel vil jeg spørge: Hvad har der været af drøftelser i ministeriet for at sikre, at vi nu ikke laver en ny forskelsbehandling?

Ministeren.

Det er klart, at det jo er interne anliggender i ministeriet, hvilket fru Josephine Fock også siger. Men når det er sagt, kan jeg garantere for, at det jo selvfølgelig har indgået i vores overvejelser, for der er ikke meget fidus i først at få en dom, der går os imod, fordi der er forskelsbehandling, for så at få et nyt lovforslag, der gør det samme. Det nytter selvfølgelig ikke noget. Så jeg kan sige, at det selvfølgelig har været grundigt drøftet og gransket i ministeriet, såvel i mit eget som i Justitsministeriet, som er inde over i sager som de her.

Spørgeren.

Hvad så i forhold til pensionister? Jeg har den opfattelse, at sådan som lovforslaget er formuleret, står der, at man skal tilbydes et job. Men jeg har svært ved at se, at det skal være nødvendigt også at afskære pensionister, som har tjent et tilstrækkeligt beløb til at kunne forsørge sig selv, hvis de vender tilbage til Danmark. Har man drøftet pensionister særligt i forbindelse med lovforslaget?

Ministeren.

Nej, men jeg kan sige, at det her jo er, hvad man kan kalde en lappeløsning. Det kan man jo godt være ærlig og sige at det er, altså efter Biaodommen. Jeg er ikke begejstret for den dom, der faldt, men jeg bliver jo nødt til så at få lappet det og undgå de skadevirkninger, der er. Det her mener jeg er den måde, vi bedst gør det på, og ja, så er der nogle, som får svært ved at komme hertil, og det er f.eks. dem, der tjener under det, som beløbsgrænsen nu er sat til, lige så vel som jeg helt anerkender, at pensionister også kan være omfattet.

Hr. Holger K. Nielsen.

Jeg kan forstå, at der har været meget grundige overvejelser omkring juraen i det her, altså om der er tale om en ny form for diskrimination. Men var der ikke også de tilsvarende grundige overvejelser, da man i sin tid gennemførte 28-årsreglen? Det vil jeg egentlig tro der har været. Men alligevel kom man til kort. Er man ikke en lille smule nervøs, en lille smule bange for, at det samme kan ske her?

Ministeren.

Det er klart, at jeg læner mig op ad den juridiske vejledning, jeg får i ministeriet. Dermed er svaret nej. Jeg mener, at vi har dygtige jurister, både i vort eget ministerium, lige så vel som jeg mener, vi har det i Justitsministeriet.

Hr. Holger K. Nielsen.

Jo, men det gjorde den daværende minister jo også, men alligevel faldt man i. Jeg synes et eller andet sted, at når Institut for Menneskerettigheder, som faktisk er meget, meget kompetente på det her spørgsmål, ligesom tænder advarselslamperne, burde det så måske ikke give anledning til lidt flere overvejelser?

Ministeren.

Jeg må sige, at jeg simpelt hen ikke anerkender præmissen om, at juristerne i Institut for Menneskerettigheder skulle være dygtigere end juristerne i Udlændinge- og Integrationsministeriet og Justitsministeriet tilsammen. Det må jeg sige, det anerkender jeg ikke.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Udlændinge- og Integrationsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.