Tak for det.
Jeg tager ordet, fordi der jo har været en del debat her i salen og i udvalget og også i offentligheden om, hvad Folketinget kan gøre for de udlandsdanskere, som bliver ramt af dommen fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
Jeg tager ordet, fordi vi i Dansk Folkeparti synes, at det er vigtigt at slå fast, at det ikke er Danmarks stramme udlændingepolitik, der i dette tilfælde rammer de berørte danskere – det gør den jo i nogle tilfælde, det anerkender vi, men ikke i dette tilfælde.
Det er ikke det, der forhindrer dem i at leve i Danmark sammen med deres familier.
Det er tværtimod de internationale konventioner og de partier, som sætter konventionerne højere end hensynet til vore landsmænd, som forhindrer Danmark i at hjælpe de berørte danske statsborgere.
Det absurde er, at når et flertal lige om lidt stemmer dette lovforslag igennem, så vil Folketinget dermed endnu en gang understrege, at talemåden om intet over og intet ved siden af Folketinget for længst har mistet sin betydning.
Folketinget har på en række områder gradvis reduceret sig selv til et gummistempel, som nu efter ordre fra et overnationalt organ blåstempler en afgørelse, som fratager danske statsborgere rettigheder, og som fratager dem muligheden for at være sammen med deres familie i Danmark.
Det er forkert at give den stramme udlændingepolitik skylden for den situation, som flere udlandsdanskere står i.
Ansvaret ligger hos de partier, som mener, at en konvention er vigtigere end dansk suverænitet og vigtigere end de danskere, der bliver berørt af afgørelsen.
Så vil der være dem, der siger – og det er jo også blevet sagt – at vi bare kunne gennemføre lempelser for alle, for så ville de berørte danskere kunne få familien hertil.
Det er jo sådan set rigtigt nok, men prisen for det vil være et ødelagt Danmark, og Danmark er ødelagt så rigeligt i forvejen på grund af manglende politisk lederskab og politisk vilje til at gøre det rigtige.
Så det er ikke en løsning.
Dansk Folkeparti stemmer nej til at afskaffe 26-årsreglen, og vi opfordrer – sikkert forgæves – resten af Folketinget til at gøre det samme, for det ville betyde, at vi dels hjælper de berørte danskere, og dels sender et klart signal til overnationale organer, nemlig at Danmark kan selv, og at vi også gerne vil bestemme selv.
Vi behøver ikke nogen barnepiger til at holde øje med os, og hvis vi hertillands ønsker at tildele vores egne statsborgere eller en gruppe af vores egne statsborgere særrettigheder eller på anden vis give danskere positiv særbehandling, så bestemmer vi det selv.
Vi skal selv bestemme, hvordan det skal gøres.
Derfor stemmer Dansk Folkeparti nej til at ophæve en regel, som hjælper danskere, og resten af Folketinget burde gøre det samme.
Der har udviklet sig en retspraksis, som på alle måder er urimelig.
De internationale konventioner og fortolkningen af disse pålægger Danmark at give positiv særbehandling til flygtninge, når de vil hente deres familier til Danmark, samtidig med at de selv samme konventioner forbyder Danmark at give positiv særbehandling til danskere, der ønsker at hente deres familier til Danmark.
Det er efter Dansk Folkepartis opfattelse urimeligt og dybest set også moralsk forkasteligt.
Med den begrundelse stemmer Dansk Folkeparti nej, og vi opfordrer partierne i Folketinget, herunder regeringen og Socialdemokratiet, som agter at stemme ja, til at genoverveje deres stillingtagen.