Udlændinge- og Integrationsudvalget 2016-17
L 154 Bilag 7
Offentligt
Vigtig baggrundsviden om familiesammenføring til brug ved 2. høring af L 154.
1) Den største gruppe, der rammes af stramningerne, er danske statsborgere med udenlandske
ægtefæller og deres børn, hvoraf langt de fleste også er danske statsborgere. Der er godt 50.000
danske statsborgere med udenlandske ægtefæller, hertil 50.000 udenlandske ægtefæller, ca. 20.000
familiesammenførte børn og 1,74*50.000 = 87.000 dansk-udenlandske børn - det er over 200.000
mennesker, der alle er danske statsborgere eller i direkte familie med dem.
2) Danske statsborgere er frataget deres sociale sikkerhedsnet i alle de år deres udenlandske
ægtefælle befinder sig på midlertidige opholdstilladelser. Det diskuteres aldrig, men hverken den
udenlandske ægtefælle eller den danske statsborger har mulighed for at modtage ydelser efter lov om
aktiv socialpolitik, hvilket er mere end problematisk når man tager et kig på grundlovens § 75, stk. 2.
Den danske statsborger betaler det samme i skat som alle andre danske statsborgere, men har fået
frataget en grundlovssikret rettighed, og som reglerne pt. ændres årligt for det permanente ophold er
retssikkerheden i forhold til grundloven truet, der er ingen gennemskuelighed for hvornår ens partner
har mulighed for at ansøge om permanent opholdstilladelse.
3) Midlertidige opholdstilladelser er integrationshæmmende: Arbejdsgivere er skeptiske over for dem
og fravælger ofte udlændinge på grund af usikkerheden på, om jobansøgeren nu også vil blive i landet,
og de gør det sværere at opnå gode pensionsordninger, A-kassemedlemsskab, forsikring, banklån etc.
4) Alle andre EU-lande har en maksimumsgrænse for, hvor længe, man kan leve med midlertidige
opholdstilladelser. De fleste steder er det 5 år. Danmark burde indføre det samme.
5) Man tvinger udlændinge, der gerne vil blive i Danmark, til at fravælge uddannelser på trods af
intentionen om at lokke "udlændinge, der kommer for at arbejde eller studere" til landet. En
videregående uddannelse er en stor investering i ens egen integration, men som reglerne er nu, er
man bedre tjent med ufaglært arbejde.
6) Mange danskere med udenlandske ægtefæller fravælger Danmark, enten på forhånd eller efter
afslag på familiesammenføring, jf. "Danskerkolonien" i Malmø på ca. 10.000 danskere, som udgør over
25 % af de godt 37.000 danskere, der i alt bor i Sverige. Nogle flytter til et andet EU-land efter en
årrække i Danmark, fordi de ikke kan se nogen udsigt til et stabilt familieliv her. Hver gang, en dansker
fravælger Danmark med sin familie, går Danmarks investering i opvækst og uddannelse tabt.
Foreningen Danes Worldwide estimerer, at der er ca. 250.000 danskere, der bor i udlandet, og jo flere,
der fravælger Danmark, jo større vil tabet af kompetencer, uddannelse og arbejdskraft blive. Danskere,
der bor flere år i udlandet, er typisk velkvalificerede, da det er meget lettere for højtuddannede at
rejse til og finde arbejde i et andet land.
Vi håber, at i tager ovenstående fakta med i jeres overvejelser om L 154, vi familiesammenførte med
udenlandske ægtefæller har for længe været usynlige i debatten, men vi håber ikke, at vi også er usynlige
for jer politikere.
Med venlig hilsen
”De usynlige danskere”
L 154 - 2016-17 - Bilag 7: Henvendelse af 21/4-17 fra De usynlige danskere
Baggrundsinfo om stifterne af ”De usynlige danskere” – to typiske eksempler på familiesammenførte
Signe Hermann
– familiesammenført siden 2011
Cand.Scient. i matematik, Københavns Universitet, 2005
Fuldmægtig, Danmarks Statistik
med
John Kibuuka
Nationalitet: Uganda
Cand.IT, IT Universitetet i København, juni 2017 (forventet)
Teaching Assistent, IT Universitetet, samt backend-supporter og Drupaludvikler, Caritas
Liv Namakula, født 01.01.2012 og Lykke Malayika, født 15.04.2014.
Louise Ydemann Duarte
– familiesammenført siden 2009
Cand. Mag i brasilianske studier og International Studies, Aarhus Universitet, 2010
Cand. Jur, Aarhus Universitet, 2017
Fuldmægtig, International Uddannelse, Aarhus Universitet
med
Victor Hugo Zayas Duarte
Nationalitet Kap Verde og Cuba
Uddannet psykolog fra Universidade Federal da Bahia, Brasilien
Psykologtitlen godkendt af Psykolognævnet i 2013
Egen praksis: psykolog-victorduarte.dk og studerer sideløbende til pædagog
Sofía, født 10.05.2011; Hugo, født 20.08.2013 og Henry, født 12.10.2015