Det næste punkt på dagsordenen er:

8) 1. behandling af lovforslag nr. L 150:

Forslag til lov om ændring af lov om social service, lov om socialtilsyn og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. (Udvidelse og tydeliggørelse af muligheden for at yde en tidlig forebyggende indsats efter serviceloven, forenkling af udmålingssystemet for merudgiftsydelsen, indførelse af varsling ved afgørelser om frakendelse eller nedsættelse af hjælp efter serviceloven m.v.).

Af børne- og socialministeren (Mai Mercado).

(Fremsættelse 15.03.2017).

Sammen med dette punkt foretages:

9) 1. behandling af lovforslag nr. L 151:

Forslag til lov om tilkøb af socialpædagogisk ledsagelse til ferier.

Af børne- og socialministeren (Mai Mercado).

(Fremsættelse 15.03.2017).

Forhandlingen er åbnet, og den første ordfører, der får ordet, er hr. Orla Hav fra Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det, formand. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at Socialudvalget over en længere periode og med skiftende ministre har beskæftiget sig med at vurdere lov om social service. Oprindelig var det kommunerne, der henledte opmærksomheden på loven, da de fandt, at der var behov for ændringer, således at loven blev enklere at administrere. Der har været mange diskussioner om det, og der har været mange advarsler og løftede pegefingre i forbindelse med diskussionerne.

Det, der har samlet partierne i dag, er jo den aftale, der ligger bag lovforslaget, i forhold til at der var åbenbare uhensigtsmæssigheder, der bevirkede, at for mange ressourcer blev brugt på sagsbehandling og således ikke direkte kom borgerne til gode. Der er således et bredt flertal af partier, som gerne målretter ressourcer til mennesker med handicap og begrænser bureaukratiet.

Fra Socialdemokratiets side har det hele tiden været hensigten at se på den her lov, således at det bliver lettere for både borgere og dem, der skal administrere loven i kommunerne, at finde rundt i mulighederne og sikre, at den enkelte borger rent faktisk får det, vedkommende har behov for, og ikke alt muligt andet. Det er en svær balance at finde – det skal medgives – altså balancen mellem på den ene side altid at foretage en individuel vurdering og finde løsninger, som passer lige præcis til den enkeltes behov, og på den anden side ikke at oprette et regime, hvor selv den mindste hjælp eller ændring udløser massive arbejdsgange og massivt bureaukrati.

Dagens lovforslag er ikke så vidtgående, som nogle af hjemmelsmændene egentlig ønskede sig, men et resultat af, hvad et flertal betragter som en tilretning og ret og rimelighed i forholdet mellem bureaukrati og hensynet til en effektiv anvendelse af samfundets ressourcer.

Jeg skal sige, at vi glæder os over, at der bliver mulighed for at lave en tidlig forebyggende indsats, at der bliver mulighed for at anvende gruppebaserede tilbud om hjælp og støtte, tidsbegrænsede individuelle tilbud om socialpædagogisk hjælp og støtte til borgere, der endnu ikke er berettiget til ydelser efter serviceloven, samt sociale akuttilbud som led i indsatsen over for borgere med psykiske lidelser. Endvidere foreslås der en tydeliggørelse af mulighederne for at anvende tilbud etableret af frivillige, og endelig er der nogle nye regler om at tildele hjælpemidler eller forbrugsgoder til borgere med en midlertidig funktionsnedsættelse i en kortere tidsbegrænset periode.

Vi synes, at der alt i alt er fundet en rimelig afvejning af de hensyn, som man gerne ville tage, uden at sætte rettighederne for borgere med handicap over styr.

Lad mig så komme med et par bemærkninger om L 151, som jo er en konsekvens af L 150. For vores vedkommende har det betydet rigtig meget at få mennesket sat i centrum og hermed få givet en mulighed for at rette op på en gammel skævhed, som er opstået i det sociale system, nemlig den, at en gruppe borgere ikke havde mulighed for at gøre brug af tilkøb af ydelser til det sociale system. Det har været sådan, at man har kunnet tilkøbe ydelser uden for det sociale system, uden for det botilbud, man var tilknyttet, men ikke fra det botilbud, man var tilknyttet. Det retter vi op på nu, så der gives mulighed for, at man kan tilkøbe en ydelse, f.eks. at deltage i Sølund Musik-festival. Det har jo været sådan det store ikoniske diskussionsemne, altså den her grad af individualisering i forhold til interesser for grupper, som har ophold på botilbud.

Vi synes, det er en fornuftig tilretning af tilbuddet, at man kan få mulighed for at tilkøbe en ydelse af den her art – vel at mærke af et personale, som kender den pågældende beboer, og som er fortrolige med vedkommendes behov og særlige kendetegn. Det er helt afgørende, at man kan tage af sted med den tryghed, at den er til stede, og derfor synes vi, det er en fornuftig afvejning. Jeg skal sige, at jeg for mit eget vedkommende har fået ganske mange positive tilkendegivelser fra den gruppe, som vi gerne vil give en håndsrækning med den her mulighed for at lave et tilkøb.

Jeg skal retfærdigvis sige, at der jo også her har været enkelte løftede pegefingre, i forhold til om det her nu er at åbne en ladeport for, at kommunerne bare kan fjerne de fritids- og aktivitetstilbud og så lade borgerne selv betale. Nej, det er det ikke. Det er en udtrykkelig præmis for det her, at borgerne har det, som ligger i det botilbud i forvejen, og oven i det kan man tilkøbe en ydelse, som passer til den enkeltes interesser og behov. Det synes vi sådan set er en fornuftig ordning at få med, og vi glæder os over det. Og jeg skal hilse fra dem, der har tæt tilknytning til Sølund Musik-festival, som har kvitteret for det på vores gruppemøde og sagt: Det her er rigtig godt, det redder måske ikke bare interessen for nogle beboere rundtomkring i botilbud, som gerne vil besøge Sølund Musik-festival, men det redder nok også Sølund Musik-festival. Og lad os så glæde os over det.

Tak til hr. Orla Hav. Der er en kort bemærkning fra hr. Jakob Sølvhøj, Enhedslisten.

Ordføreren var i sin tale inde på, at tilkøbet skulle lægge sig oven i det, som borgeren er visiteret til. Det fremgår også tydeligt af lovbemærkningerne, at tilkøb af socialpædagogisk ledsagelse skal ligge ud over den indsats efter serviceloven, som borgeren er visiteret til i døgntilbuddet. Jeg vil derfor godt spørge ordføreren: Hvad hvis borgeren ikke er visiteret til ferie i døgntilbuddet? Hvad skal det så lægges oven i?

Ordføreren.

Der har hr. Jakob Sølvhøj en pointe. For det er jo rigtigt, at vi, når vi ser på opgørelsen over nogle af de tilbud, der gives i nogle af de her botilbud, kan se, at der er en række kommuner, hvor der ikke er et tilbud. Jeg kan ikke på stående fod svare på, hvad årsagen til det er. Er der borgere, som ikke har mulighed for at profitere af et sådant tilbud og komme ud af huset? Det har jeg nu svært ved at forestille mig at der skulle være. Det kunne også godt være, at det var serviceniveauet i den pågældende kommune, og så vil jeg jo bare sige, at det i høj grad handler om at få indgivet ansøgninger og at få lavet et målrettet stykke arbejde, så man kan regne med, at det servicetilbud, der er på det sociale område, er sådan nogenlunde harmonisk fordelt hen over landet, med de variationer, vi normalt kender. Men det støder også mig, at der er kommuner, som slet ikke har et tilbud, og det kan være en selvstændig diskussion i forbindelse med den efterfølgende behandling af lovforslaget.

Spørgeren.

Jeg forstår ordføreren sådan, at det betyder, at man i de tilfælde, hvor nogen ikke er visiteret til ledsagelse i forbindelse med ferie, men er visiteret til nul, fra dag et vil kunne opkræve betaling. Sådan ved vi jo det er i en række kommuner fra en undersøgelse, KL lavede for et par år siden. Jeg er helt med på, at den enkelte borger selv skal søge om det, men man vil fra dag et kunne pålægge borgeren en brugerbetaling for at komme af sted på ferie med ledsagelse, sådan at der altså reelt ikke er tale om et tilkøb, men om en egentlig brugerbetalingsordning. Er det rigtigt forstået?

Ordføreren.

Det mener jeg altså ikke er en rimelig fremstilling af sagen. Sagen er jo, at der er en række borgere, som har haft et tilbud, som kan være 5 dage, men det kan også være 0 dage, men alt andet lige er det sådan, at det, man får mulighed for at tilkøbe, er oven i det, man har. Når der så er en gruppe – og det anerkender jeg – som ikke har et tilbud, synes jeg, man kan sige, at der er et hul i forbindelse med den tilmåling af ydelser, der måtte være i de kommuner, og jeg synes, vi skal få kigget på, hvad den konkrete baggrund er. Ministeren har jo været rimelig klar i sin beskrivelse af, hvad der kommer til at følge op på den her lovgivning, og det er, at det her ikke er en åben dør, så kommunerne kan gå ind og flå borgerne, for, skal vi sige, at spare kommunekassen for noget på det her område. Det kommunale servicetilbud skal være der, og jeg synes, der er nogle steder, hvor man bør kigge lidt efter, om man virkelig giver det, som borgerne har et berettiget krav på.

Så er der ikke flere korte bemærkninger til hr. Orla Hav, og så går vi over til fru Karina Adsbøl fra Dansk Folkeparti.

Tak for det, formand. Formålet med aftalen er, at borgere efter servicelovens voksenbestemmelser får en sammenhængende og en helhedsorienteret indsats, der modsvarer det hjælpebehov, som borgeren har. Hjælpen skal tilrettelægges på baggrund af en konkret og individuel vurdering af borgerens behov og borgerens forudsætninger.

En forenkling af serviceloven startede jo allerede under den tidligere regering, som så valgte at trække lovforslaget på grund af de meget kritiske høringssvar. De kritiske høringsvar var en logisk følge af forringelserne af borgernes retssikkerhed i forslaget. Da regeringen i første omgang spillede ud med et lovforslag om servicelovens voksenbestemmelser, ville det have haft stor indflydelse for de borgere, det drejede sig om, hvis det blev vedtaget ud fra de intentioner, der var, for der ville man nemlig veksle »skal«-bestemmelser fra serviceloven til »kan«-bestemmelser. Hvad betyder en »kan«-bestemmelse i serviceloven? Den betyder, at en kommune kan vælge at give en ydelse; i princippet betyder en »kan«-bestemmelse også, at en kommune kan beslutte, at den ikke ønsker at tilbyde en ydelse. Et eksempel på det kan være servicelovens § 96, stk. 3, hvor kommunalbestyrelsen kan tilbyde borgerpersonlig assistance til borgere, der ikke er omfattet af personkredsen efter stk. 1, hvis kommunalbestyrelsen vurderer, at dette er den bedste mulighed for at sikre en helhedsorienteret og sammenhængende hjælp for borgeren. Den mulighed er der så mange kommuner der fravælger.

I Dansk Folkeparti har vi kæmpet indædt mod forringelser og mod de forringelser, der var lagt op til. Nåede vi så helt i mål? Nej, men vi mindskede skadens omfang i betydelig grad i forhold til det, der var lagt op til, og det kan vi så glæde os over. Hvis det havde stået til Dansk Folkeparti alene, ville lovforslaget have indeholdt mere. Jeg mener, at vi skulle have haft løst overvågningsproblematikken, og jeg mener, at man kunne give kommunerne en hjemmel til at videreføre den praksis, de havde før dommen i landsretten, hvor landsretten vurderede, at overvågning ikke var en del af BPA-delen. Desværre mangler vi stadig væk en række notater på de spørgsmål, som Dansk Folkeparti har rejst, om, hvilke muligheder der er, altså om der er andre paragraffer, man kan bruge, og hvor meget tilskud kommunerne får til en BPA-ordning – også kaldet borgerpersonlig assistance. Man kunne også, hvis alle aftalepartierne er enige, overveje at lave et ændringsforslag til det her.

Dansk Folkeparti fik i sin tid flertal for beslutningsforslaget om opsættende virkning – det vil sige, at ingen kunne fratages deres hjælp, inden der var en afgørelse fra Ankestyrelsen. Det blev så en kompromisløsning, hvor man indfører en varsling i forhold til opsættende virkning. En bestemmelse om varsel på minimum 14 uger kombineret med en fast track-ordning i Ankestyrelsen vil ifølge ministeriet imødekomme de hensyn, som ligger bag det vedtagne beslutningsforslag – B 36 – om opsættende virkning i klagesager for borgere med handicap, og det skal sikre, at borgeren beholder den hjælp, kommunen har frakendt vedkommende, i en eventuel klageperiode, hvis borgeren klager over kommunens afgørelse. Derudover fremgik det også af B 36, at det skal være nemt og hurtigt for borgere at få vurderet, om der kan opnås opsættende virkning i deres klagesag. Et varsel ved afgørelser om frakendelse eller nedsættelse af ydelser vil betyde, at borgerne automatisk fortsat får deres ydelser, mens klagen behandles. Der er således tale om en ordning, som er nem for borgerne.

Det er et skridt på vejen, men der er et men, for hvad med de sager, der ikke når at blive behandlet inden for de 14 uger – restgruppen på ca. 10 procent? Dansk Folkeparti mener ikke, at det er tilstrækkeligt alene at henvise til Ankestyrelsens mulighed for at tillægge en konkret sag opsættende virkning, idet vi ikke har sikkerhed for, at det vil ske. Derfor foreslog vi under forhandlingerne, at Ankestyrelsen skulle have pligt til at forlænge den opsættende virkning, såfremt en klagesag med varsling ikke kan nå at blive behandlet, inden varslingsperioden er udløbet.

Med servicelovens formålsbestemmelser, som også er en del af det her lovforslag, foreslås en tydeliggørelse af formålsbestemmelserne med øget vægt på rehabilitering og fremme af inklusion. Der er tidlig, forebyggende indsats, hvor det foreslås at skabe hjemmel for kommunalbestyrelsen til at etablere og anvende gruppebaserede tilbud om hjælp og støtte og tidsbegrænsede, individuelle tilbud om socialpædagogisk hjælp og støtte til borgere, der endnu ikke er berettiget til ydelser efter serviceloven, samt sociale akuttilbud som led i indsatsen over for borgere med psykiske lidelser. Dette skal ikke være en spareøvelse, og det skal forstås sådan, at kommunen ikke blot kan sige, at de har givet socialpædagogisk hjælp. Endelig foreslås det at give kommunalbestyrelsen mulighed for at tildele et hjælpemiddel eller forbrugsgode til borgere med midlertidig funktionsnedsættelse i en kortere tidsafgrænset periode.

Lovforslaget er en del af en satspuljeaftale og udmønter dele af aftalen om revision af servicelovens voksenbestemmelser. De øvrige dele af aftalen, som dels udmøntes via ændringer i administrative forskrifter, dels i et selvstændigt lovforslag, omhandler følgende elementer: obligatorisk brug af tro og love-erklæring ved ansøgning om udskiftning af hjælpemidler; mulighed for kommunalbestyrelsen til at vælge at gøre brug af tro og love-erklæringer ved ansøgninger om refusion af hjælpemidler; afbureaukratisering af reglerne om bilstøtte, herunder præcisering af reglerne om egnethedsvurdering og forhøjelse af genanskaffelsesperioden fra 6 til 8 år; forenkling af reglerne for egenbetaling for ophold i kvindekrisecentre, forsorgshjem m.v.; og indførelse af mulighed for tilkøb af socialpædagogisk ledsagelse til ferier.

I Dansk Folkeparti er vi helt parat til, hvis man i aftalekredsen vil det, at lave nogle forbedringer af det her lovforslag, også i forhold til de indkomne høringssvar. Det er vi fuldstændig parat til, og det gælder også det, jeg har sagt i min ordførertale om den problematik, vi har omkring overvågningen. Jeg ser selvfølgelig frem til den videre behandling, hvor vi også afventer flere notater.

Så vil jeg springe videre til det andet lovforslag, L 151, som handler om pædagogisk ledsagelse. I sin tid fremsatte vi et forslag om klare retningslinjer på området, og det drejede sig om, at vi ønskede nogle konstruktive løsninger på hele ledsagerproblematikken. Vi har også lyttet til de mange henvendelser, vi har fået, herunder fra mennesker med handicap, der selv vil have lov til at råde over deres midler. Vi har bl.a. set det i sommerferieperioder i forbindelse med Sølundfestivalen. Derfor nedsatte regeringen en arbejdsgruppe, der skulle udarbejde forslag til løsninger på udfordringerne med at få bevilget ledsagelse via serviceloven til mennesker med handicap. Tidligere var der en praksis om, at beboere på sociale botilbud kunne tilkøbe pædagogisk ledsagelse ud over det, kommunen bevilgede til socialpædagogisk ledsagelse. Dette var ikke en korrekt praksis, og derfor ændrede praksis sig. Dette betød så, at vi fik rigtig mange henvendelser fra berørte parter, som var sure over, at de ikke længere selv kunne bestemme over deres egne penge.

Udfordringen har så været for os politikere at finde en løsning på dette, og jeg skal være ærlig og sige, at det ikke har været nemt, for bekymringen har været, om det ville forringe serviceniveauet i kommunerne, og at de så ikke ville give socialpædagogisk ledsagelse efter loven, men henvise til, at det kan man selv betale for. Så det gælder om at finde balancen i, at vi på den ene side ikke skal blande os i, hvad man som borger gerne vil bruge sine penge på, og på den anden side at få indhegnet lovforslaget, så det ikke kommer til at påvirke det, man som borger kan blive bevilget ifølge serviceloven.

Så med forslaget her skal tilkøb af socialpædagogisk ledsagelse til ferier ligge ud over den indsats efter servicelovens § 85 i lov om social service, som beboeren er visiteret til i døgntilbuddet. Muligheden for tilkøb kan kun anvendes, hvis det kommunale eller regionale døgntilbud sikrer, at ferien kan gennemføres personalemæssigt forsvarligt. Det er afgørende, at indførelse af tilkøb af socialpædagogisk ledsagelse til ferie ikke må medføre forringelser, reduktioner eller manglende visitation af den socialpædagogiske bistand efter servicelovens § 85, herunder ledsagelse, som kommunerne er forpligtet til at levere til målgruppen på baggrund af en konkret og individuel vurdering. Kommunalbestyrelsen må derfor ikke i forbindelse med vurderingen af borgerens behov for hjælp og støtte efter serviceloven inddrage, at borgeren har en tilkøbsmulighed vedrørende socialpædagogisk ledsagelse. Det følger af § 85 i serviceloven, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde hjælp, omsorg eller støtte samt optræning og hjælp til udvikling af færdigheder til borgere, der har behov herfor på baggrund af en betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer. Det fremgår desuden af Ankestyrelsens principafgørelse nr. 60-15, at man kan have ret til at modtage socialpædagogisk støtte under kortere ophold uden for hjemmet. Derudover er der mulighed for, at beboere, pårørende og andre via whistleblowerordningen kan gøre socialtilsynet opmærksom på eventuelle forringelser i døgntilbuddet i disse perioder.

Det er fra ministeriets side vurderingen, at disse forhold vil muliggøre en tilstrækkelig kontrol med, at brugen af tilkøb ikke påvirker kvaliteten af døgntilbuddet for de beboere, der ikke gør brug af tilkøbsmuligheden.

Vi vil selvfølgelig holde øje med, hvordan dette bliver anvendt i praksis, herunder at intentionerne med lovforslaget bliver overholdt, og derfor vil der også finde en evaluering sted. Jeg er overbevist om, at hvis og såfremt aftalepartiernes intentioner ikke bliver fulgt i kommunalt regi, er aftalepartierne klar til at skride ind. Det er vi i hvert fald fra Dansk Folkepartis side. Vi er også på det her lovforslag klar til at øge tilsynet, hvis det er det, der skal til over for socialtilsynet, og det er vi også meget villige til at drøfte med aftalepartierne, hvis det ønskes.

Vi vil selvfølgelig stille en række spørgsmål under den kommende behandling i udvalget. Dermed siger jeg tak for ordet.

Der er en kort kommentar til fru Karina Adsbøl fra hr. Jakob Sølvhøj, Enhedslisten.

Vi kunne for nogle minutter siden høre hr. Orla Hav fra Socialdemokratiet sige, at der åbenbart er et hul i lovgivningen, der betyder, at der kan være kommuner, hvor borgerne er visiteret til 0 timers ledsagelse, sådan at den tilkøbsmulighed, der indføres her, bliver en regulær brugerbetaling, fordi borgeren skal betale for ledsagelse på ferie fra dag et. Er ordføreren enig i hr. Orla Havs udlægning af det hul i serviceloven?

Ordføreren.

Jeg er enig i, at der er og har været nogle udfordringer på det her område, og at vi som partier har skullet finde en løsning. Jeg har i hvert fald helt konkret forstået det her lovforslag på den måde, at det handler om, at når man er visiteret efter § 85, får man mulighed for tilkøb. Og hvis det er, at der er mere i forhold til den del, og at det kan give anledning til nogle bekymringer, så er det da noget, vi er klar til at stille nogle spørgsmål om, så vi får et bedre oplyst grundlag, hvis det, vi har fået, ikke er tilstrækkeligt.

Spørgeren.

Jamen jeg konstaterer sådan set, at der svares det samme, nemlig at der ikke i lovforslaget er en sådan sikkerhed. Og det gør jo, at der er borgere – det er jo det, der er den store bekymring hos mig og Enhedslisten – som på den her måde bliver omfattet af en fuld brugerbetaling for ledsagelse. Er det sådan, at ordføreren vil være med til at lukke dette hul? Det er jo naturligt at gøre det, når man nu har lovgivningen oppe at vende – det er jo gerne dér, man kigger på, om der er problemer. Vil ordføreren være med til at støtte et ændringsforslag til forslaget her, der helt konkret sikrer, at man ikke kan komme i den situation, at borgeren skal betale sin ferie fra dag et?

Ordføreren.

Det er et dilemma, som jeg også tidligere har sagt. Jeg står faktisk også her med en artikel fra TV 2/Østjylland, hvor en Brian Bithsz er ude at sige:

»Det er jo at fratage mig retten til at tænke og handle selv. Jeg er jo ikke umyndiggjort, og så vil jeg jo gerne have lov til at bestemme om jeg vil bruge mine penge på den ene eller den anden måde.«

Altså, det siger lidt om dilemmaet i forhold til det her. Jeg kan kun sige, at intentionen fra Dansk Folkepartis side ikke er at øge en brugerbetaling. Dansk Folkeparti har nogle intentioner om, at kommunerne skal tilbyde borgerne den hjælp, som de kan få, efter serviceloven. Når de har fået tilbudt det efter servicelovens § 85, kan de udover det tilkøbe sig ekstra, hvis de gerne vil på 2 ugers ferie. Så skal vi ikke bestemme, hvad de gerne må bruge deres penge på. Men som jeg tidligere har sagt, vil vi gerne drøfte det her med aftalepartierne.

I forhold til det andet, altså at støtte et ændringsforslag fra Enhedslisten, kan det godt blive rigtig svært, når man har indgået en aftale, fordi det godt kan blive set som et aftalebrud. Vi ser jo gerne, at hvis der er nogle udfordringer i det her, og det ikke lever op til det, vi havde forventet, om at finde den her balance, at vi så drøfter det med aftalepartierne og ministeren igen.

Tak til fru Karina Adsbøl. Der er ikke flere korte bemærkninger, og vi byder hjertelig velkommen til fru Anni Matthiesen for Venstre, Danmarks liberale parti.

Tak, hr. formand. De to lovforslag, som vi sambehandler her i salen i dag, er lovforslag, som udmønter dele af en allerede indgået aftale om revision af servicelovens voksenbestemmelser. Jeg har valgt ligesom at behandle begge lovforslag under et.

Som samtlige socialordførere er bekendt med i aftalen, er de her to lovforslag noget, man på tværs af alle partier har været enige om. Jeg vil helt overordnet gerne understrege, at begge forslag har det tilfælles, at de i høj grad tilgodeser de borgere, der på den ene eller anden måde befinder sig i det sociale system. Det er både godt og rigtigt, at vi styrker det her område. Det tror jeg faktisk ikke nogen af os kan være uenige i.

For så vidt angår L 150, vil jeg sige, at forslaget især er med til at understøtte, at borgerne får en mere sammenhængende og helhedsorienteret indsats, mens vi med det lovforslag, der hedder L 151, er med til at øge fleksibiliteten og trygheden for beboerne på de kommunale og regionale døgntilbud. Altså kan man sige, at der er tale om forbedringer på to forskellige parametre på socialområdet. Der er ingen tvivl om, at vi selvfølgelig bakker op om det i Venstre.

Jeg kan også sige, at jeg personligt har fået mange henvendelser om de problemstillinger, der har været for handicappede, som ikke selv har haft mulighed for at tilkøbe sig en ledsager, bl.a. når de f.eks. vil til musikfestival eller for den sags skyld en tur i byen i løbet af weekenden. Derfor har jeg også modtaget forskellige mails med positive tilkendegivelser, så man kan se, at vi nu går et skridt i den rigtige retning og rækker hånden frem til nogle mennesker, der får lov til selv at beslutte, hvad de vil bruge deres penge til.

Derfor kan jeg runde af med at sige, at vi naturligvis bakker op om begge lovforslag. Jeg mener ikke, at det ikke har været en svær kamp at kæmpe for at nå hertil, men jeg mener helt klart, at med det resultat, vi har og behandler her i salen i dag, er vi nået rigtig, rigtig langt.

Der er en kort kommentar til fru Anni Matthiesen, og det er fra hr. Jakob Sølvhøj, Enhedslisten.

Jeg går ud fra, at ordføreren har samme forståelse som de to forgående ordførere, at der er et hul i lovgivningen, der betyder, at man i princippet kan være visiteret til 0 times ledsagelse. Kan ordføreren ikke have en bekymring for, når dette lovforslag måske vedtages, at der så vil være kommuner, hvor der i dag er afsat budget til borgerne, så de kan komme på f.eks. en uges ferie, og at man med det her forslag kan fjerne det budget, der er i dag, ligesom 12, 14, 16 andre kommuner har, sådan at man i virkeligheden forringer menneskers mulighed for at få ledsagelse på ferie, fordi kommunerne sparer tilbuddet væk, men at den pågældende borger til gengæld ikke har mulighed for at benytte tilkøbsordningen, fordi den er alt for dyr? Kan det ikke være en bekymring, som ordføreren deler?

Ordføreren.

Jeg må sige, at jeg nok ikke har helt de samme store bekymringer, som Enhedslistens ordfører giver udtryk for, fordi man kan sige, at hvis man er visiteret, jævnfør § 85, tror jeg, at man i langt, langt de fleste tilfælde også vil være tildelt ledsagelse. Så jeg har måske ikke helt de samme bekymringer, men jeg ved jo også, at det er noget af det, Enhedslisten kan spørge ind til under selve udvalgsbehandlingen, så vi måske også kan få et samlet overblik over, om der reelt er et problem, som Enhedslistens ordfører ligesom udstiller.

Spørgeren.

Der er jo ikke meget grund til at tro, at der ikke er et problem. Det var der jo, sidst KL undersøgte det. Der var det jo lige præcis hver syvende eller hver ottende af landets kommuner, som ikke havde afsat én krone til det her formål. Der kan være lappet lidt, men vi har vel ingen grund til at tro, at problemet er løst.

Jeg vil også godt spørge om en anden ting. Det er jo sådan, at man i lovbemærkningerne til forslaget er meget tydelig, med hensyn til at det er væsentligt, at de kommunale og regionale døgntilbud fastsætter prisen for tilkøb, så prisen ikke er lavere end de samlede omkostninger forbundet med ydelsen. Det kan der jo være en vis logik i. Men kan ordføreren ikke bekræfte, at det så betyder, at jo større funktionsnedsættelse man har, jo dyrere bliver det, sådan at hvis funktionsnedsættelsen er så stor, at man har brug for to hjælpere på ferie, bliver det dobbelt så dyrt for borgeren at få ledsagelse på sin ferie, som hvis man kun har brug for en enkelt ledsager? Er det ikke en urimelig forskelsbehandling af borgerne, der alene bygger på omfanget af deres funktionsnedsættelse?

Ordføreren.

Ofte er det jo sådan, at hvis man har ekstra behov, vil det være på den måde, at man også får tildelt ekstra ledsagelsestimer. Jeg kan jo sige, at som mor til en handicappet søn ved jeg, at noget af det, som betyder rigtig meget for ham – også med det her lovforslag – faktisk er, at han nu får friheden til oveni selv at kunne tage beslutning om at købe sig mere frihed til ved at købe sig til socialpædagogisk ledsagelse og for den sags skyld så fremadrettet have muligheden for også at kunne deltage bl.a. i musikfestivaler osv. Den frihed synes jeg faktisk er rigtig, rigtig god, og det opnår vi med det her lovforslag.

Tak til fru Anni Matthiesen. Vi går videre til den næste ordfører, og det er lige præcis hr. Jakob Sølvhøj fra Enhedslisten. Velkommen på talerstolen.

Tak, og undskyld forsinkelsen. Det er svært både at stille spørgsmål nede fra sin plads og tale heroppefra.

For at starte i den positive ende vil jeg indledningsvis sige, at vi i Enhedslisten glæder os over fraværet af det, der var det oprindelige hovedelement i regeringens forhandlingsudspil til en revision af servicelovens voksenbestemmelser, nemlig forslaget om et indsatskatalog, der vel – hånden på hjertet – bare var en ny udgave af forslaget om en tilbudsvifte fra de forhandlinger, der fandt sted om voksenbestemmelserne for et par år siden. Det ville have betydet, at en stor gruppe af borgere med handicap havde mistet nogle af de helt entydige rettigheder, de i dag har ifølge den eksisterende lovgivning.

Det var ret åbenlyst, at formålet med at erstatte de »skal«-bestemmelser, der er i loven i dag, med »kan«-bestemmelser var at give kommunerne et redskab til at reducere udgifterne på handicapområdet – sådan som det også var blevet aftalt i økonomiforhandlingerne mellem finansministeren og KL, både i 2014 og i 2015. Det var derfor også udgangspunktet for forhandlingerne om den her lovrevision, at de forbedringer, der blev lagt op til, skulle finansieres gennem kommunale besparelser.

Derfor er det rigtig godt, at vi under forhandlingerne fik etableret et flertal, der kunne forhindre indførelsen af et indsatskatalog. Til gengæld synes jeg, det er beklageligt, at pengene til de udgifter, der så er forbundet med den revision af lovgivningen, som finder sted her i L 150, ikke findes på finansloven, men finansieres over satspuljemidlerne. Det synes vi i Enhedslisten er en både urimelig og uholdbar måde at finansiere lovgivningen på.

Når det er sagt, synes vi, at L 150 indeholder en række forbedringer af loven, men jeg vil dog også sige, at jeg synes, det er værd at pege på – sådan som også i hvert fald en enkelt anden ordfører har gjort det – at der er flere alvorlige mangler i forslaget.

Forslaget om at indføre en varslingsperiode på 14 uger synes jeg er rigtig godt. Jeg synes, det er et rigtig godt forslag, som den daværende socialminister kom med under forhandlingerne. Til gengæld synes jeg, at de ydelser, der er omfattet af bestemmelsen, er defineret alt for snævert. Varslingsbestemmelsen bør indeholde andre elementer end dem, der indgår i lovforslaget. Det burde som minimum være sådan, at socialpædagogisk bistand, beskyttet beskæftigelse og aktivitets- og samværstilbud også blev omfattet af 14-ugersvarslet. Og jeg synes samtidig – som det også blev påpeget her for lidt siden fra talerstolen – at det burde være sådan, at det var en forpligtelse for Ankestyrelsen at opsætte virkningen, hvis det var sådan, at Ankestyrelsen ikke inden for en 14-ugersperiode havde færdigbehandlet en sag; for ellers kan man sige, at det, der var hele intentionen med at erstatte et egentligt forslag om opsættende virkning – B 36, som der er blevet refereret til lidt tidligere – jo lidt forsvinder, altså hvis det er sådan, at sagsbehandlingen kan vare 16, 18, 20, 22 uger og ydelsen så bortfalder i de sidste uger af sagsbehandlingsperioden.

Det er heller ikke tilfredsstillende, at der i forslaget ikke er medtaget en ændring af lovens § 95, stk. 3, sådan at loven fremover kommer til at omfatte overvågning af borgere, der har et behov for overvågning i eget hjem. Det fremgår desværre meget tydeligt af lovbemærkningerne, at det alene er økonomien, der sætter en begrænsning for en hjælp, der for nogle borgere jo er en absolut betingelse for, at de kan forblive i eget hjem.

Både bestemmelsen om varslet på 14 uger og den manglende medtagning af overvågning i § 95, stk. 3, er noget, vi vil stille ændringsforslag om i løbet af lovbehandlingen.

Hvad angår det andet forslag, vi behandler her, altså L 151, om tilkøb af socialpædagogisk ledsagelse til ferier, mener vi i Enhedslisten, at det på helt afgørende vis bryder med princippet om, at personer med handicap skal kompenseres for deres funktionsnedsættelse for at få lige muligheder for aktiv og fuld deltagelse i samfundslivet.

Selv om forslaget er pakket ind i pæne ord og hensigter – det er det jo allerede blevet nu her under forhandlingerne – er realiteten den, at der indføres en brugerbetaling for socialpædagogisk ledsagelse. Det hjælper jo ikke ret meget, at der i loven fastslås, at tilkøb af socialpædagogisk ledsagelse skal ligge ud over den indsats efter § 85, som beboeren er visiteret til i døgntilbuddet, når det samtidig er sådan, at loven ikke forpligter kommunerne til faktisk at tilbyde borgerne socialpædagogisk ledsagelse til ferie. Har en kommune ikke afsat en krone til ledsagelse, ja, så er der stort set fri bane for at gøre socialpædagogisk ledsagelse til en brugerfinansieret ydelse.

Jeg er udmærket klar over – det kan man jo læse af lovbemærkningerne – at der henvises til Ankestyrelsens principafgørelse, hvad det her angår. Men hvis man reelt ønskede at sikre borgerne en minimumsrettighed, kunne man bare skrive det ind i loven, og når regeringen ikke vil det, må det jo skyldes, at når de pæne ord skrælles af, så er det sådan, at regeringen ikke vil sikre borgerne en minimumsret til ledsagelse – og dermed åbner man altså døren på vid gab for en regulær brugerbetalingsordning.

Det er i sig selv et brud på principperne i dansk handicappolitik at indføre brugerbetaling for ledsagelse, men det bliver faktisk endnu mere alvorligt, når man kigger på det konkrete indhold af forslaget.

For det første er der jo tale om, at det bliver tordnende dyrt for den enkelte borger – så dyrt, at der vil være rigtig mange, der ikke kan benytte sig af ordningen. Da vi forhandlede spørgsmålet – og jeg var jo med i forhandlingerne det meste af vejen – fik vi fremlagt beregninger, der sagde, at det gennemsnitligt ville koste den enkelte borger 42.000 kr. at få ledsagelse på ferie. Hvem forestiller man sig kan betale det? Nu tror jeg så nok, at de tal, der var lavet, måske ikke var så saglige, at det gjorde noget, men lad os sige, at det kun koster 20.000-25.000 kr. om ugen, så siger det vist sig selv, at der vil være en hel del borgere i vores botilbud, der ikke kommer jævnligt på ferie, og at der vil være borgere i den store gruppe af unge, som er på den nye førtidspensionsordning fra 2003 og frem, som aldrig nogen sinde vil kunne komme på ferie efter den her bestemmelse.

For det andet må man sige, at det jo er helt grotesk, at ordningen er skruet sammen efter princippet om, at jo større funktionsnedsættelse, jo større brugerbetaling. Den borger, der har så betydelig en funktionsnedsættelse, at hun har brug for to hjælpere, skal betale dobbelt så meget for en uges ferie, som den borger, der kun har brug for en enkelt ledsager. Det er efter min opfattelse en forskelsbehandling, som er fuldstændig hen i vejret.

Endelig er vi i Enhedslisten stærkt bekymrede for, at indførelsen af tilkøbsordningen direkte vil forringe mulighederne for ledsagelse for nogle borgere, så de i praksis stilles ringere, end de er stillet i dag. Vi frygter, at en ny mulighed for at opkræve betaling fra borgerne vil betyde, at nogle kommuner, der i dag har afsat et rimeligt budget til socialpædagogisk ledsagelse til ferie, vil benytte sig af den ændrede lovgivning til at skære ned på udgifterne til området. Hvorfor skulle de ikke følge det dårlige eksempel fra de mange kommuner, der allerede i dag har visiteret nul timer til ledsagelse?

Jeg vil afslutningsvis ikke bestride, at der vil være borgere, der vil kunne tilkøbe sig mere socialpædagogisk ledsagelse af det faste personale på deres botilbud, end de er visiteret til i dag. Jeg forstår, at der er mange af mine ordførerkolleger, der har modtaget henvendelser fra borgere, der er i den situation, og det synes jeg er regulært nok. Men problemet er, at sådan som lovforslaget er skruet sammen, betyder det, at samtidig med at man tilvejebringer en ny mulighed for nogle få til at købe sig til mere ledsagelse, åbner man altså døren for forringelser for de mange. Man åbner døren for, at langt hovedparten af de borgere, der i dag bor i et botilbud og er omfattet af ledsagebestemmelserne, ikke længere vil kunne komme af sted med visitation fra botilbuddet. Og vi risikerer, at omkostningerne simpelt hen er så dyre, at deres mulighed for ledsagelse på ferie er blevet dem frataget, og det gælder dermed også i praksis deres mulighed for at komme på ferie i det hele taget.

Alt i alt synes jeg, det er et rigtig skidt forslag, man har produceret. Det er godt for nogle få, men rigtig skidt for de mange. Og derfor skal jeg opfordre partierne, der står bag forslaget – og det gælder jo alle Folketingets partier undtagen Enhedslisten – til at overveje, om man nu har fundet en rigtig løsning på det her område. Jeg vil – når man nu fra flere ordføreres side erkender, at der er tale om et hul i lovgivningen, som ikke er lappet – opfordre til, at man trækker i nødbremsen, kalder L 151 tilbage og nøjes med at vedtage L 150. Og så lad os få L 151 tilbage til ny politisk forhandling.

Det udfordrede kollegaerne så meget, at der er to korte bemærkninger, nemlig fra hr. Orla Hav, Socialdemokratiet.

Jeg er lidt ked af, at ordføreren slet ikke hører efter de svar, der bliver givet. De svar, der blev givet på det spørgsmål, som hr. Jakob Sølvhøj stillede, var jo netop, at der ikke gives nogen hjemmel til at fjerne det, man måtte være visiteret til. Der var en imødekommelse af, at der er nogle kommuner, som er for karrige med tildelingen, men det er jo ikke et udtryk for, at man kan fjerne det, der allerede er tilmålt. Det er lidt spøgelseshistorier, som Enhedslisten er ude med, og jeg synes ikke, det er helt reelt.

Jeg vil gerne spørge, om hr. Jakob Sølvhøj virkelig har sådan en logik, der går på, at den gruppe, som vi her rækker en hånd, bør vi tage som gidsler i en ordning, som de i høj grad synes er uhensigtsmæssig i forhold til at leve et ordentligt liv i institutionsverdenen og have nogle ekstra valgmuligheder. Skal vi tage den gruppe som gidsel og sige: Nej, I må ikke besøge Sølund Musik-Festival, for vi kan ikke sikre, at alle kan komme med? Er det rimeligt?

Ordføreren.

Jeg ved ikke, hvori gidseltagningen skulle bestå. Og jeg vil sige, at hvis man vil løse det problem, kunne man jo f.eks. have støttet det forslag, som Enhedslisten fremsatte i sidste samling, som gik ud på at sikre en minimumsrettighed til alle borgere. En løsning, hvor man siger, at man nu tilgodeser en lille gruppe af borgere, der har råd til selv at betale for ledsagelse, på bekostning af borgere, der ikke har råd, og som endda kan risikere at få deres forhold forringet, mener jeg er i strid med den måde, vi normalt tænker velfærdssamfund på. Så der er ikke tale om nogen gidseltagning her. Der er tværtimod tale om en politisk intention om, at vi lader de mange omfatte af retten til ledsagelse og ikke kun de få.

Spørgeren.

Sandheden er, at der er en hel stor gruppe, som ikke har haft mulighed for at deltage i de aktiviteter, de gerne ville, ud over det, der allerede er planlagt, og som de er visiteret til. Så det er jo reelt en gidseltagning af en gruppe, som skal have lidt ekstra ledsagelse, og som vi hermed sikrer mulighed for dette individuelle hensyn, nemlig at de kan vælge den ledsagelse, som gør, at de kan dyrke en interesse, de har.

Det bliver beskrevet, som om det er meget dyre forslag. Jeg er ikke enig i, at det behøver være sådan. Mit kendskab til gruppen her er, at de har ganske mange forskelligartede interesser, som kan dækkes inden for et bredt spektrum af økonomi, og nogle har en evne og en vilje til at deltage i den festival, så de sparer op. Skulle det virkelig ikke være en mulighed?

Så skal jeg endelig pege på den sidste gruppe. Der sidder nemlig rundtomkring i vores institutionsverden en række mennesker, som er tilkendt endog ganske store erstatninger. Skulle de ikke have mulighed for at bruge den erstatning på at forsøde deres egen tilværelse, frem for at pengene skal blive stående og vente på, at der på et tidspunkt er nogle arvinger, som bliver glade for, at der var en erstatning, som deres pårørende fik, men ikke havde mulighed for at bruge. Er det rimeligt, hr. Jakob Sølvhøj?

Ordføreren.

Med den logik kunne vi jo afmontere ret store dele af vores velfærdssamfund, hvis vi altså mente, at dem, der skulle tilgodeses, var dem, der havde arvet penge eller fået erstatning, så det synspunkt deler jeg overhovedet ikke. Jeg ved jo, hr. Orla Hav har en fortid som regionsborgmester, og vi har kunnet se en bevægelse efter kommunalreformen, hvor der var, jeg siger ikke gode, men mange steder rimelige budgetter, der betød, at der inden for de budgetter, der var i botilbuddene, var mulighed for at få ledsagelse på ferie.

Det snævrede sig lige så langsomt ind, da ansvaret overgik til kommunerne, fordi man sparede på området. Derfor var der en række kommuner, der benyttede sig af en ulovlig opkrævning af betaling fra borgerne, for det var jo det, der var tale om. Og derfor er der kommuner, der i dag tumler med deres budgetter, fordi de ud af de snævre budgetter skal udrede erstatninger til de borgere, som de har opkrævet ulovlig brugerbetaling fra. Så der er sket et skred i retning af, at det, der før var et fælles gode og finansieret af det offentlige, er blevet noget, der finansieres af den enkelte, og det er i den retning, vi nu skubber igen.

Formanden hoster lidt, hvis tiden er gået.

Så er der tid til en kort bemærkning fra fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti.

Tak for det, og tak for ordførerens tale, som jeg synes var meget interessant. Og det, jeg synes var rigtig interessant, var det ændringsforslag, som ordføreren sagde at Enhedslisten vil stille, i forhold til det med overvågningen. For Dansk Folkeparti har jo foreslået, at man indførte en hjemmel til at videreføre den praksis, der har været hidtil inden landsretsdommen, og det har ikke sådan kunnet lade sig gøre. Så får vi nemlig at vide, at det vil koste mellem 80 mio. kr. og 240 mio. kr. Og derfor er jeg interesseret i at høre ordføreren, hvor Enhedslisten har fundet pengene til finansieringen.

Ordføreren.

Altså, spørgeren kan være tryg ved, at vi vil pege på en finansiering, når vi stiller forslaget. Det gør vi jo altid. Hvilket beløb vi vil pege på, har vi såmænd ikke gjort op endnu. Man kan sige, at 80-240 mio. kr. er noget af et spænd, og det minder lidt om den type beregninger, vi fik forelagt, da vi tidligere behandlede spørgsmålet om, hvad det, vi nu snakker om her, nemlig ledsagelse, ville koste. Der fik vi jo også at vide, at det nærmest kunne koste fra 800 mio. kr. til 2 mia. kr.

Så jeg vil sige, jeg ikke altid er helt tryg ved den måde, man regner på i Socialministeriet. Det skal jeg gerne indrømme. Men om det nu bliver de 80 mio. kr. eller de 240 mio. kr., vi vil lægge ind i vores ændringsforslag, behandler vi nærmere, og spørgeren kan være tryg ved, at der nok skal følge en finansiering med.

Spørgeren.

Jamen det er, fordi jeg tror, aftalepartierne er meget interesseret i, hvor pengene skal komme fra, når ordføreren går på talerstolen og siger, at man vil komme med et ændringsforslag. Det er jo den store udfordring, hvis man ikke kan give kommunerne en hjemmel til at videreføre den hidtidige praksis inden landsretsdommen.

Så kunne jeg godt tænke mig at spørge til det tidligere forslag om minimumsrettigheder, for vi vil rigtig gerne give borgerne mulighed for også at komme på ferie, og udfordringen er jo, at vi har én stor pengekasse. Det skal, kan man sige, også hænge sammen, og der er nogle prioriteringer, vi som politikere skal tage. Så i forhold til minimumsrettighederne: Hvad vil det koste, og hvordan vil Enhedslisten finansiere minimumsrettighederne?

Ordføreren.

Altså, hvad det vil koste, er jo lige præcis vanskeligt at svare på ud fra de meget, meget mærkelige beregninger, vi har fået fra Socialministeriet. Jeg tror, spørgeren vil være enig med mig i, at den gennemsnitspris, vi fik forklaret under forhandlingerne, nemlig at det koster 42.000 kr. for en uge i sommerhus, ikke virker troværdig. Men på samme måde er vi jo nødt til, når beregningerne fra Socialministeriet er, som de er, at prøve at ramme et passende beløb. Og igen kan spørgeren være helt tryg ved, at vi nok skal finde en fornuftig finansiering. Det kunne f.eks. være inden for skatteområdet, hvor vi ved at der ligger rigtig, rigtig mange penge.

Fru Anni Matthiesen, Venstre.

Tak for Enhedslistens ordførertale. Jeg vil gerne spørge om noget for at blive lidt klogere på Enhedslistens tankegang på det her område. Som jeg forstår det, ønsker Enhedslisten ikke at give unge handicappede en mulighed for at forsøde deres tilværelse ved at bruge nogle af deres penge på at købe sig til ekstra ledsagelse. Er det rigtigt? Har Enhedslisten simpelt hen den holdning, at man ikke skal give frihed til, at de handicappede selv kan træffe en beslutning?

Ordføreren.

Vi har den holdning, at alle unge, voksne og ældre med handicap skal have den mulighed. Som jeg skrev i mit svar til hr. Orla Hav for et øjeblik siden, har det været sådan. Når man har pebet ovre på Sølund Musik-Festival, er det helt berettiget. Jeg forstår det sådan set godt. Jeg hører, at mange ordførere er meget optaget af det. Det hænger sammen med, at det var noget, borgerne tidligere fik betalt og blev visiteret til via deres botilbud. Ledsagelsen lå inden for budgettet.

Vi er nu kommet i en situation, hvor det her åbenbart skal være forbeholdt nogle få, nemlig dem, der har råd til selv at betale. Det synes jeg er en urimelig måde at indrette vores velfærdssystem på. Det er jo ikke, fordi vi ikke under nogen borgere at komme på festival eller ferie, eller hvad ved jeg. Det er lige præcis, fordi vi mener, at man har et fælles ansvar for at skabe finansiering, så alle har muligheden og ikke kun dem, der har råd til selv at betale.

Spørgeren.

Jeg kan godt høre, at vi simpelt hen ikke bliver enige på det her område. Jeg forstår simpelt hen ikke, at Enhedslisten ikke kan se, at for de enkelte handicappede kan det være et kæmpe plus at få lov til selv at træffe beslutning om, hvad deres penge skal bruges til. Vi ved, at ganske almindelige unge mennesker faktisk nyder, når de kan tage et fritidsjob og have nogle penge, som de selv kan beslutte hvordan de vil anvende.

På samme måde tænker jeg, at den her gruppe af handicappede også føler glæde ved at kunne beslutte, at de vil tilkøbe noget. Er ordføreren ikke enig med mig i de ting?

Ordføreren.

Hvis der er noget, jeg ikke er tilhænger af, er det formynderi. Jeg er helt enig i, at det er rigtig fornuftigt, at den enkelte unge eller voksne eller ældre selv kan træffe beslutning om, hvad de vil med deres liv, hvordan de vil afholde ferie osv. Jeg synes bare, det er et mærkeligt samfund, vi får, hvis denne ret skal være forbeholdt dem, der har råd til selv at betale, men ikke dem, der ikke har råd. Spørgeren ved særdeles godt, hvordan det forholder sig med indtægten for unge, der har fået førtidspension efter 2003. Hvordan skulle de kunne betale for en uges ferie, når socialministeren mener, at prisen er 42.000 kr.? Det kan de ikke, og dermed får vi en urimelig forskelsbehandling. Derfor er det et dårligt forslag.

Tak til hr. Jakob Sølvhøj. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører er fru Laura Lindahl for Liberal Alliance. Velkommen.

Lovforslagene her udmønter aftalen om revision af servicelovens voksenbestemmelser. Lovforslagene indeholder en række forbedringer for at opdatere lovgivningen, så den giver mulighed for gruppebaserede tilbud, tydeliggør reglerne for at nedbringe administrationsbyrden, styrker borgernes retssikkerhed m.v. Med L 151 sikres også muligheden for, at visse institutioner kan tilbyde muligheden for at købe ekstra ledsagelse i forbindelse med ferier eller arrangementer. Det er en rigtig god og nødvendig fleksibilitet, som har været efterspurgt.

Vi synes i Liberal Alliance, at det er nogle rigtige positive forbedringer i serviceloven, man har aftalt, og vi støtter naturligvis lovforslagene.

Der er en kort bemærkning fra hr. Jakob Sølvhøj. Værsgo.

L 151 har den ejendommelighed over sig, at den ikke er en del af serviceloven. Det er jo pudsigt, for den blev forhandlet som en del af revisionen af voksenbestemmelserne. Kunne ordføreren sige noget om, hvorfor den ikke er indarbejdet som en del af serviceloven, men som et lovforslag for sig? Skulle det måske handle om, at man så kommer fri af de almindelige klagebestemmelser og tilsynsbestemmelser, der er i serviceloven?

Ordføreren.

Nu var jeg ikke selv med i forhandlingerne i efteråret og i de drøftelser, man har haft om, om det skulle ligge som et selvstændigt lovforslag eller være en del af serviceloven. Jeg ved ikke, hvad der er foregået i selve forhandlingslokalet. Men jeg forestiller mig ikke, at det skulle handle om, at man skulle prøve at smyge sig uden om eventuelle ankeinstanser eller andet. Men det kan vi jo få afklaret under udvalgsbehandlingen.

Spørgeren.

Det glæder mig, hvis det ikke er tilfældet. Så vil jeg godt spørge ordføreren om noget: Hvis det er sådan, at det ikke har været intentionen, er der vel ikke noget i vejen for, at vi i det forslag, der nu ligger, tilføjer en bestemmelse om tilsyn og almindelige klagemuligheder? Så er man jo også ude over den kedelige mistanke, jeg måske måtte rejse her.

Ordføreren.

Jeg kan jo ikke stå her på talerstolen og forhandle videre ud fra det, der nu ligger. Vi har lavet en aftale i efteråret. Det har alle partier i Folketinget været enige om på nær Enhedslisten. De overvejelser, man har haft i forhandlingslokalet, går jeg ud fra udmøntes her. Og jeg går ud fra, at det er det, vi er enige om.

Tak til fru Laura Lindahl. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører er hr. Torsten Gejl for Alternativet. Velkommen.

Tak. Forslaget til lov om ændring af lov om social service, lov om socialtilsyn og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, som vi arbejder med i dag, er beskrevet af og redegjort ganske godt for af de ordførere, som har stået på den her stol, op til at jeg kom. Så jeg vil ikke gå så meget ind i det. Jeg vil bare lige sige nogle ting, som jeg sætter pris på i det her lovforslag. Det drejer sig om tydeliggørelse af servicelovens formålsbestemmelser. Jeg vil lige kort læse op:

»...øget vægt på rehabilitering og inklusion... den enkelte borger kan fastholde sit aktuelle funktionsniveau og egne ressourcer, ligesom formålet er at yde kompensation, omsorg og pleje. Desuden foreslås det indføjet, at indsatsen som noget nyt skal fremme inklusion i samfundet, herunder medvirke til at øge den enkelte borgers mulighed for deltagelse i uddannelse, beskæftigelse og sociale relationer. Endelig foreslås det indføjet, at formålet med hjælpen er at sikre, at borgerne får en sammenhængende og helhedsorienteret indsats, der modsvarer hjælpebehovet.«

Jeg kan rigtig godt lide, at det her er blevet præciseret. Jeg har selv et firma – jeg driver det ikke selv i øjeblikket; det har jeg ikke tid til – som samarbejder med over 50 handicaporganisationer og også bosteder. Det, jeg synes de mest progressive gør, er at prøve at gå fra at beskytte til at støtte de borgere, der er hos dem. Det synes jeg er en fantastisk god udvikling. Jeg kan godt lide, at det er understøttet rigtig kraftfuldt her.

Ellers er der nogle enkelte ting, jeg bare vil nævne. Det gælder f.eks. etablering af sociale akuttilbud som led i indsatsen over for borgere med psykiske lidelser. Vi synes også godt om, at kommunalbestyrelsen skal have mulighed for at tildele et hjælpemiddel eller et forbrugsgode til borgere med midlertidig funktionsnedsættelse i en kortere og afgrænset tidsperiode. Og vi synes godt om forenklingen af udmålingssystemet for at hjælpe til dækning af nødvendige merudgifter, således at der udbetales hjælp i form af et standardbeløb, hvis det er sandsynliggjort, at merudgifter ligger inden for et bestemt interval, i stedet for den her kamp fra kvittering til kvittering, som man ofte skal igennem for at få godtgjort sine udgifter.

En næstsidste ting er indførelse af godkendelses- og tilsynsordning i socialsystemet for foreninger og private virksomheder, der ønsker at fungere som arbejdsgivere i ordningerne. Det betyder altså, at når man får en forening til at styre sin BPA, er der en lille smule kontrol med det. Det synes vi også godt om.

Så er der indførelse af varsel på mindst 14 uger fra kommunalbestyrelsens afgørelse om frakendelse eller nedsættelse af hjælp efter en række bestemmelser i serviceloven, som vil blive kombineret med en særlig hurtig klageadgang til Ankestyrelsen. Det er jo så DF's sympatiske beslutningsforslag, som vi ser udmøntet. Jeg synes egentlig, det er fint. Jeg skal ikke tale på DF's vegne, men det er rart at se det her, og vi er jo blevet enige om, at det er sådan, det skal udmøntes.

Der er en ting, vi skal holde særlig godt øje med. Det er L 151, som vi har diskuteret meget. Altså, når man har afviklet den ferie, man eventuelt er visiteret til, kan man også tilkøbe socialpædagogisk hjælp fra sin egen organisation til en eventuel ferie derudover. Vi skal i evalueringen i 2019 holde øje med, at det her ikke betyder, at der er nogle borgere, der dropper den her ferie, som var tiltænkt dem i første omgang. Vi skal være gode til at designe det der evalueringsredskab, så vi eventuelt kan se, at det ikke forekommer. Vi har jo skrevet meget, meget tydeligt, at der ikke må være nogen serviceforringelser her, så hvis der er nogen kommuner, der gør det, så vil jeg råde dem til at tænke sig rigtig, rigtig godt om. Tak.

Der er en kort bemærkning fra hr. Jakob Sølvhøj, Enhedslisten.

Det er fremgået af debatten, at der er et hul i serviceloven, hvilket betyder, at der er borgere, der risikerer at være blevet visiteret til nul timers ledsagelse og dermed kan komme til at betale for ledsagelse fra dag et.

Jeg vil blot høre ordføreren, om ikke han vil overveje at støtte et ændringsforslag fra Enhedslisten om, at man i lovforslaget her indarbejder et garanteret minimum, så man er helt sikker på, at der ikke er borgere, der kommer i den situation, at de alene har mulighed for at få ledsagelse på ferie, hvis de selv betaler.

Værsgo.

Vi vil gerne være med til at drøfte, hvordan man kan lukke det hul, og det er jo i første omgang en drøftelse med forligsparterne og i anden omgang med min gruppe. Men jeg synes, at det er aktuelt at tale om det. Altså, vi skal simpelt hen se på, hvordan det hul kan lukkes. Men at stå her og lige love at støtte et beslutningsforslag, der ikke er finansieret endnu, synes jeg nok lige er i overkanten.

Vi siger tak til hr. Torsten Gejl og byder hjertelig velkommen til fru Marianne Jelved fra Det Radikale Venstre.

Tak, hr. formand. Det har været en meget lang vej eller en lang rejse, som det er blevet moderne at sige i disse tider, at nå til den lovbehandling, vi er i gang med nu. Faktisk har to forskellige ministre betjent os på den lange rejse, og der er sket mange ændringer i de første udspil, vi fik fra den tidligere social- og indenrigsminister, og så til det, vi sidder med i dag.

Det er jo et udtryk for, at vi i virkeligheden har arbejdet meget ihærdigt og meget koordineret, og det er ment positivt forstået på den måde, at vi har samarbejdet på tværs af partierne og prøvet at finde løsninger, som kan løfte en lovgivning og en sag som den, vi står med her, så det bliver en forbedring for de borgere, som er afhængige af den lovgivning, som vi behandler nu.

Der er kommet mulighed for tidligere forebyggende indsatser, og det kan både ske på gruppebasis og individuelt, afhængigt af hvad for en situation man som borger er i. Og det er selvfølgelig fint, og det vil vi også følge ganske nøje i Radikale Venstre for at se, hvad vi kan lære af det. Der er også sket en forenkling af den måde, man udmåler merudgiftsydelser på. Det tror vi også vil være til gavn for borgerne, ellers var vi jo ikke gået ind for det, og vi venter os også meget af, at det bliver nemmere og hurtigere at få løftet de samfundsopgaver, som ligger inden for dette område.

Endelig har vi fået en varslingsordning, som jo allerede er blevet beskrevet her fra talerstolen af tidligere ordførere, og det er igen noget, der er gået fra at være et ønske om opsættende virkning i forhold til visse paragraffers ændringer og så til at være en varsling, hvor Ankestyrelsen nu skal vurdere, om der er grundlag for, at borgere får ret i deres eventuelle klage over den ydelse, som kommunalbestyrelsen eller medarbejderen i kommunens forvaltning har valgt at give til borgeren.

Det er selvfølgelig en sag, hvor vi meget nøje vil følge, hvordan det bliver implementeret. For det er en anden måde at gøre det på, altså hvor der er en varsling med 14 ugers respit til Ankestyrelsen, og da jeg i forvejen som ordfører får mange henvendelser fra borgere, der har klaget til Ankestyrelsen og siger, at det trækker ud og trækker ud med behandlingen af deres sag, så kan jeg da være i tvivl. Men vi har fået en beskrivelse fra ministeren om, at Ankestyrelsen vurderer, at de i langt de fleste tilfælde kan nå det inden for 14 uger. Men det er jo en ting, som jeg er sikker på ordførerne vil følge ganske nøje – det vil jeg i hvert fald selv gøre – og vurdere, om det er hensigtsmæssigt, eller om der faktisk skal laves om på det. For hvis det ikke virker efter hensigten, og som det er blevet beskrevet i loven og over for os i forhandlingerne, så er der noget galt, og så er vi nødt til at få lavet om på det relativt hurtigt. Men vi må se, hvordan det kommer til at fungere.

Vi fik ikke temaet om overvågning med, og jeg kan sige til borgerne uden for Christiansborg, at det er noget, som det virkelig har taget rigtig meget tid for os at drøfte igennem. Og jeg tror, at det er fuldstændig rigtigt, som Dansk Folkepartis ordfører fru Karina Adsbøl har sagt, at det har været et meget stærkt ønske at få overvågning med.

Det kunne altså ikke lade sig gøre i den her omgang, og det har i sidste ende været økonomien, som har været afgørende for det, og derfor må jeg bare sige af erfaring, at økonomi kan man jo finde løsninger på. Nu fik vi ikke gjort det i den her omgang, men jeg er ret sikker på, at vi ikke slipper det med overvågning, for der er rigtig mange borgere, som har brug for den håndsrækning, som ligger i muligheden for overvågelse. Så det handler også om, at vi i fællesskab prøver at finde ud af, hvordan man i givet fald finansierer den type udvidelse af loven.

Endelig har vi fået den socialpædagogiske ledsagelse til ferie, som jo har taget rigtigt meget af tiden her imellem ordførertalerne med spørgsmål, bl.a. fra Enhedslistens ordfører. Det er ikke min opfattelse, at der er tale om en forringelse. Det kan vi selvfølgelig godt diskutere temmelig længe og indgående. Og Enhedslistens ordfører bruger som argumentation for, at det er en forringelse, at der ikke er en minimumsrettighed for alle borgere. Det har vi også været omkring temmelig grundigt, og jeg er i hvert fald nået til den erkendelse, at vi ikke bare kan lave en minimumsrettighed. Altså, det lyder, som om, at det at lave minimumsrettigheder er noget, der skal forhandles mellem to parter. Men det at lave en minimumsrettighed til mennesker med handicap i forhold til ledsageordninger har vi ikke engang fået lavet beregninger på, men det kunne vi så prøve at lave beregninger på.

Derfor synes jeg ikke, det er så enkelt, som det lyder, når det bliver sagt her i salen. Det er ikke en enkel problemstilling, og jeg er tilhænger af, at vi lever i et liberalt samfund, og at der gives muligheder for individuelle afgørelser afhængigt af den enkelte borger, så man ikke bliver udsat for en ensretning, fordi man er nødt til at bo på et bosted sammen med andre mennesker, som er forskellige fra en selv. Derfor er det i virkeligheden en meget delikat balancegang at løse de her typer af problemstillinger, og derfor kræver det også, at vi er i en meget tæt dialog med borgerne udeomkring, som kan inspirere os til, hvordan de her typer af udfordringer kan løses. For jeg tror ikke, vi er alene om at se dilemmaerne.

Er det så de rigtige løsninger, vi har fundet? Det ved vi selvfølgelig ikke, men vi har gjort os mange anstrengelser og megen umage med at finde de rigtige løsninger, og vi har gjort os mange anstrengelser for at blive enige på tværs af alle partierne, og det samarbejde, der kan være i et udvalg som Socialudvalget, synes jeg er en fornøjelse. Vi håber selvfølgelig, at det er gode løsninger, men det kan kun fremtiden vise, og jeg skal også herfra garantere, at der vil blive holdt meget nøje øje med, hvordan loven bliver gennemført, og hvilken effekt den får, i forhold til hvad vi tænkte og var enige om den skulle blive til. Og det er jo, fordi vi gerne vil følge op på de gode hensigter, vi har, inden for de forholdsvis rimelige rammer, der bliver sat.

Men vi følger gennemførelsen af lovforslaget, og vi vil være i tæt kontant med de borgere, der bruger loven.

Der er en kort bemærkning fra hr. Jakob Sølvhøj, Enhedslisten.

Det drejer sig om spørgsmålet om tildeling af minimumsrettigheder. Jeg undrer mig lidt over, at ordføreren siger, at det er meget vanskeligt at lave – altså, vi har det jo i dag. Der er jo tusindvis af borgere med et fysisk handicap, som er omfattet af en minimumsbestemmelse. Det findes jo; det er meget klart defineret.

Men lige præcis i bekendtgørelsen om ledsagelse er socialpædagogisk ledsagelse jo undtaget; det vil sige, at de borgere, der har det allerstørste ledsagelsesbehov, sådan set er undtaget fra de minimumsbestemmelser, der er i dag. Hvad er det, der teknisk set gør det vanskeligt at fastsætte et minimum her, når man kan gøre det for mennesker med et fysisk handicap? Det forstår jeg simpelt hen ikke.

Ordføreren.

Det er jo et spørgsmål om, om man skal sige, at alle borgere har ret til fem hverdages ferie med socialpædagogisk ledsagelse. Det er jo en minimumsrettighed, som er vanskelig at give efter min opfattelse. For det er ikke rimeligt, at vi giver den minimumsrettighed til alle. Der er nogle, der selv er i stand til at betale det, og jeg kan egentlig ikke se, hvorfor en minimumsrettighed af den karakter er et lovgivningsanliggende.

Spørgeren.

Svaret undrer mig lidt, og jeg skal jo ikke komme med gode ideer, men hvorfor er det så sådan, at mennesker, der har et fysisk handicap og har krav på ledsagelse, ikke selv skal punge ud? Jeg forstår simpelt hen ikke synspunktet.

Det kan godt være, at jeg er for bekymret. Det er mennesker nogle gange, og det er jo ikke altid, man har ret, men jeg er nu engang bekymret for, at der er kommuner, som vil spare på den her ydelse. Hvis ordføreren ikke er bekymret for det, er der vel heller ikke noget problem i, at vi så går ind og laver en bestemmelse, der sikrer det.

Der foreslås i dag i et indlæg på Altinget fra formanden for LEV, at der laves et tilsyn, der sikrer, at borgeren udnytter den ret, som Ankestyrelsens afgørelser har givet, til at få ledsagelse, inden man kan begynde at opkræve brugerbetaling. Hvis vi er så trygge, er der vel ikke noget problem i at indføre et tilsyn, som mangler i lovforslaget i dag?

Ordføreren.

Altså, man kan jo føre tilsyn på mange forskellige måder. Vi er jo også en slags tilsynsmyndighed. Vi bliver jo også kontaktet af borgerne, som har høstet erfaringer med lovgivningen, og vi tager det op som ordførere på forskellige måder. Der er forskellige veje til at gøre det. Så det er jo ikke, fordi der i den forstand er hemmeligheder. Vi er jo også med til det – det er det, jeg står og siger her – og vi vil meget nøje følge, hvordan den her lov bliver gennemført, fordi der har været mange forsøg på at finde de gode løsninger i fællesskab. Det kan godt være, at vi ikke har gjort det, men så må vi holde øje med det.

Jeg synes generelt, der er et problem, og det ville jeg egentlig også have sagt noget om, men nu bliver jeg så inspireret til at sige det her på grund af spørgerens spørgsmål, nemlig at det da også er et problem, at vores samfund mere og mere bærer præg af en mistillid mellem det kommunale system og borgerne, som er afhængige af det kommunale system. Og det er ikke kun, når vi taler om mennesker med handicap; det er jo også på mange andre områder. Det synes jeg da er et kæmpeproblem i vores samfund, altså at der er den mistillid, som man i hvert fald støder på med jævne mellemrum, imellem det kommunale system – kommunalbestyrelse, sagsbehandlere, medarbejdere i kommunerne – og så borgerne. Det synes jeg da også vi er nødt til at tage op på en eller anden måde og få diskuteret, hvordan vi forhindrer det eller får vendt den udvikling.

Tak til fru Marianne Jelved. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører er fru Trine Torp fra SF. Velkommen.

Tak. Jeg vil gerne starte med at takke partierne bag den politiske aftale, som danner grundlag for de to lovforslag, som vi behandler i dag. Det var et langt forhandlingsforløb – også længere end jeg har været med, fordi det jo ligger år tilbage, som der også er andre der har redegjort for – og det, vi skulle, var at nå til en enighed i balancen mellem f.eks. regelforenkling og borgernes ret til en konkret individuel vurdering af deres behov; en balance mellem fleksible muligheder for hjælp og en sikring af den nødvendige kompensation for f.eks. et handicap.

For SF er det vigtigt at sørge for, at mennesker med handicap har mulighed for et aktivt og deltagende liv, og at de har medbestemmelse. Det er et vigtigt princip, at støtte gives ud fra en konkret individuel vurdering af behov og forudsætninger, og at borgernes muligheder for kompensation, hjælp og støtte ikke forringes. Med revisionen af voksenbestemmelserne er vi i SF glade for, at inklusion, rehabilitering, helhedsorienteret indsats og kompensation står som et vigtigt formål.

Der lægges vægt på tidligt forebyggende indsatser for borgere med let funktionsnedsættelse eller lettere sociale problemer, og der gives mulighed for midlertidig tildeling af støtte, hjælpemidler og forbrugsgoder med det formål, at også borgere, som ellers ikke er berettiget til visiterede ydelser efter serviceloven, kan få hjælp til at klare sig selv og udvikle egne ressourcer og netværk. Samtidig skabes der nu lovhjemmel for, at kommunerne kan oprette og drive akuttilbud for borgere med psykisk lidelse og dermed udvide den forebyggende indsats over for den gruppe borgere.

Revisionen af loven indeholder regelforenkling og afbureaukratisering, herunder en lettere sagsbehandling i forhold til hjælpemidler og forbrugsgoder i de sager, hvor behovet er åbenlyst, og ved dækning af merudgifter, der kan forenkles, ved at der kan udbetales et standardbeløb ud fra to forskellige takster, frem for at hver merudgift skal dokumenteres og udmåles.

Vi er også tilfredse med, at der nu kommer en godkendelsesordning for virksomheder og foreninger, som skal varetage arbejdsgiverfunktionen i en BPA-ordning, og at de omfattes af socialtilsynets godkendelse og driftstilsyn, og at tilskud til disse virksomheder og foreninger nu skal ske med bagudbetaling for at forebygge misbrug af ordningen.

Vi har stadig en diskussion til gode vedrørende manglende hjemmel til kontant tilskud til overvågning. Jeg noterer mig, at ministeriet efter drøftelser med KL vil komme med nogle mulige løsninger. I SF er vi i hvert fald villige til at finde en løsning til gavn for borgerne, herunder også den nødvendige finansiering.

Det har i lovrevisionen også været vigtigt for os at styrke borgernes retssikkerhed, og derfor er vi meget positive over for, at der indføres et varsel på mindst 14 uger for afgørelser om frakendelse eller nedsættelse af en række former for hjælp og en særlig hurtig klagebehandling i Ankestyrelsen. Herudover indføres en klagemulighed for borgere, der har fået afslag på ophold på krisecentre og forsorgshjem, hvilket også vil være med til at øge retssikkerheden for en udsat gruppe borgere.

Med hensyn til L 151 har der fra mange været et ønske om at give mulighed for tilkøb af socialpædagogisk ledsagelse af personalet fra borgernes botilbud. For SF har det været vigtigt, at denne mulighed ikke bliver på bekostning af den ledsagelse, som ligger i det visiterede tilbud til borgerne, altså at det ikke får negative konsekvenser for andre beboere på botilbuddet, og at det generelle niveau for socialpædagogisk ledsagelse uden egenbetaling ikke forringes ved den her mulighed. Hvis vi på nogen måde kan få det præciseret yderligere i lovens tekst, altså at mulighed for tilkøb ikke må betyde, at det visiterede tilbud reduceres, vil det være rigtig fint, for det var aftaleparternes klare intention, at muligheden for tilkøb ikke måtte få negative konsekvenser for medarbejdere og slet ikke for beboere.

Der er i høringssvarene en bekymring for, at borgerne ikke er i stand til at varetage deres egen retssikkerhed i en køb/salg-situation, og at der er brug for tilsyn, kontrol og klageadgang. Det synes jeg vi skal tage alvorligt, og jeg synes, at vi i den videre udvalgsbehandling skal drøfte, om vi kan finde nogle løsninger på det. For hvem fører tilsyn med, at en beboer ikke får sagt ja til at bruge alle sine sparepenge til en tur uden at have indsigt i de økonomiske konsekvenser? Hvem fører tilsyn med, at døgntilbuddet yder den nødvendige socialpædagogiske ledsagelse, før der kan opnås tilladelse til at sælge ledsagelse til beboerne. Og hvem fører tilsyn med eventuel magtanvendelse ved et ferieophold med tilkøbt socialpædagogisk ledsagelse?

SF støtter lovforslaget som en del af aftalekredsen, men vi håber også på, at vi i udvalgsbehandlingen kan arbejde videre med nogle af de bekymringer, som fremgår af høringssvarene, særlig omkring socialpædagogisk ledsagelse.

Tak. Så der er en kort kommentar fra hr. Jakob Sølvhøj, Enhedslisten.

Først vil jeg da lige sige, at jeg glæder mig over bemærkningerne om tilsynet. Jeg synes også, det er et af de store problemer, og det håber jeg da at forligskredsen kan opnå enighed om, ellers kan Enhedslisten måske være behjælpelig med et forslag, man kan få mulighed for at støtte.

Det, jeg nu ville høre, var, at når ordføreren siger, at det ikke må ske på bekostning af den ledsagelse, der hidtil er sket i tilbuddene, er ordføreren så ikke enig i, at den sikkerhed har man faktisk ikke, når der ikke ligger en minimumsbestemmelse? Når man blandt ordførerens kollegaer erkender, at der er et hul i lovgivningen, når man kan visitere til nul, er der så ikke tale om, at vi har det problem, at vi netop ikke kan sikre, at det ikke sker på bekostning af andre borgeres ledsagelse?

Ordføreren.

Vi har i virkeligheden gjort rigtig meget under forhandlingerne, for at, hvad kan man sige, sikre det. Jeg ved ikke, om jeg vil bruge udtrykket, at der er et hul i lovgivningen, men det er rigtigt nok, at der ikke er en fuldstændig fasttømret sikkerhed for, at det ikke vil ske. Vi har forsøgt at hegne det ind ved at sige, at Ankestyrelsens principafgørelse skal stå eksplicit i bemærkningerne til loven, og den burde have en ret stor indflydelse, for den siger jo, at kommunerne skal tage stilling til behovet for ledsagelse. Man kan ikke bare lave en servicestandard, der hedder nul. De skal tage stilling i det konkrete tilfælde.

Vi har også fået skrevet ind, at det ikke må ske på bekostning af, hvad kan man sige, de øvrige beboere, som bliver hjemme på institutionen, og vi har fået aftalt, at der skal foreligge en evaluering. Der vil jeg da rigtig gerne være med til at påvirke – og det håber jeg også at vi får lejlighed til – hvordan den evaluering skal skrues sammen, for det kræver jo, at vi har et ret solidt grundlag, altså et oplyst grundlag, og ved, hvordan niveauet er nu, og hvad det er for nogle steder, man slet ikke giver nogen former for ledsagelse, så vi kender den baseline, så at sige, vi skal evaluere det på. Så vi har i hvert fald forsøgt at hegne det ind, så godt som det kan lade sig gøre.

Spørgeren.

Jeg er enig i, at det kan være udmærket, at man har skrevet en henvisning til Ankestyrelsens principafgørelse ind, men det ændrer bare ikke på retsgrundlaget, for det er jo en ret under alle omstændigheder. Så på den måde skaber det ingen forandring, medmindre man også har et tilsyn, der sikrer, at man faktisk også gør det.

Men det andet, jeg vil spørge ordføreren om, er den her konstruktion: jo større funktionsnedsættelse, jo højere betaling. Er det ikke en meget mærkelig konstruktion, der er lavet, at den borger, der har en så vidtgående funktionsnedsættelse, at hun har brug for mere hjælp end sin nabo i botilbuddet, skal betale mere for en uges ferie? Er det ikke en fuldstændig skævvridning, at jo større et handicap, du har, desto større skal din brugerbetaling være? Er det ikke også noget, der kan kigges på i den videre lovbehandling? Jeg synes, det er en himmelråbende forskelsbehandling, som vi da burde gøre noget ved.

Ordføreren.

Det er fuldstændig korrekt, at det er risikoen ved det, og det er da også noget af det, vi også skal følge i lovens implementering: Hvad kommer det egentlig til at betyde? For jeg har da en forestilling om, at de borgere, der har allerstørst hjælp behov, også er dem, der via den visiterede ydelse i forvejen bliver visiteret til socialpædagogisk ledsagelse. Det kan være, jeg tager fejl, men det er jo en af de ting, vi skal følge. Hvem er det, der benytter sig af den mulighed, og hvem er det, der kommer til at stå uden ledsagelse?

For hvis der er noget, jeg er optaget af, så er det, at mennesker, uanset om de har et handicap eller ej, har ret til et frit liv. Det er jo ikke sikkert, at de andre beboere, man bor på botilbud med, også holder rigtig meget af heavy metal-koncerter, og at man kan blive enige om, at det er det, man tager af sted til. Der skal være den her mulighed for at have et frit liv, også hvis man har et handicap. Jeg vil da følge med i, om det rent faktisk betyder, at dem, som har det største hjælp behov, kommer til at stå med nogle meget store udgifter.

Tak til fru Trine Torp. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så går vi til den sidste ordfører, nemlig ordføreren fra Det Konservative Folkeparti, hr. Orla Østerby. Værsgo.

Tak for det. L 150 er jo revision af servicelovens voksenbestemmelse og har i realiteten taget 3 år. Alle har været med inde over, kommuner, interesseorganisationer m.fl. Revision af serviceloven er samkørt med satspuljeaftalen. Det tydeliggør den politiske intention, der har været. Aftalepartierne er enige om, at hjælpen efter servicelovens voksenbestemmelse skal sikre, at borgerne får en sammenhængende og helhedsorienteret indsats, der modsvarer det hjælpebehov, borgeren har. Hjælpen skal tilrettelægges på baggrund af en konkret individuel vurdering af borgerens behov og forudsætning i samarbejde med den enkelte.

Den anden del er, at aftalepartierne er enige om, at hjælp efter servicelovens voksenbestemmelse i højere grad end i dag så vidt muligt skal hjælpe borgeren til positiv udvikling og hjælp til selvhjælp. Loven skal lette den daglige tilværelse for borgeren og forbedre livskvaliteten, ligesom hjælpen skal være med til at forebygge, at problemerne for den enkelte forværres. Altså, det her er sådan set en indsats for, at hver enkelt borger kan være selvhjulpen så meget som overhovedet muligt. Der skal derfor øget fokus på tidlige helhedsorienterede, sammenhængende indsatser.

Der er ligeledes enighed om, at servicelovens voksenbestemmelse på en række områder bør forenkles og afbureaukratiseres til gavn for både borgerne og for kommunerne. Afbureaukratiseringen vil lette kommunernes sagsbehandlere og sikre borgerne en hurtig afgørelse.

Aftalepartierne har jo også været enige om en række initiativer: ændring af servicelovens formålsbestemmelser, tidlig forebyggende indsats, regelforenkling, afbureaukratisering, tilkøb af socialpædagogisk ledsagelse, hjælpeordning og data. Dataene er jo meget vigtige, fordi det betyder, at vi får dem retur tilbage til Christiansborg og til Socialministeriet, hvor der bliver mulighed for at se på de her ordninger og se, om de her penge bliver brugt på den rigtige måde. I aftalen er der jo også, at der bliver afsat 19,4 mio. kr. i 2018 til det her og 18,5 mio. kr. i 2019. Det er nogle merudgifter, der er på området.

Hvis vi ser på L 151, er det tilkøb. Det har været meget debatteret her i dag. Det, man kan sige, er, at man giver borgeren en mulighed for at have selvbestemmelse, altså bestemme over sit eget liv, og at det jo også står i aftalen, at tilkøb af socialpædagogisk ledsagelse i ferie skal ligge ud over den indsats efter § 85 i lov om social service, som beboerne er visiteret til i døgntilbuddet. Leverandørerne af ordningen har ansvar for at sikre, at brugen af tilkøbsordningen ikke må medføre negative konsekvenser for borgerne i døgntilbud, der ikke benytter sig af købsmuligheden. Det betyder jo, at dem, der er tilbage, stadig væk er sikret, at de har de ansatte, de nu skal have.

I det her er også, synes jeg, en vigtig ting. Det er, at aftalepartierne er enige om at afsætte 1 mio. kr. i 2019 af satspuljen til finansiering af evaluering af ordningen, herunder afdækning af døgntilbuddets forvaltning af ordningen. Det synes jeg da er meget vigtigt set i lyset af den debat, der har været her i dag.

Så synes jeg, at der mangler en tiltro til, at landets kommuner vil håndtere det her på en ordentlig måde. Der er en mistænksomhed, synes jeg, specielt fra Enhedslisten, på, at kommunerne da vil forsøge at snyde, så snart de kan komme til det. Det er ikke i den kommunale verden, jeg kommer fra, at det er sådan, det foregår, og vi skal selvfølgelig være opmærksomme som politikere på Borgen, hvis der er nogen, der udnytter det her, og det er der sådan set også lagt op til i lovforslaget.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Jakob Sølvhøj. Værsgo.

Jeg tror ikke, jeg har sagt noget om, at jeg mener, at kommunerne snyder. Altså, når KL kunne dokumentere i en undersøgelse for et par år siden, at der var 18 eller 19 – antallet må man ikke hænge mig op på – kommuner, som ikke havde afsat en krone til socialpædagogisk ledsagelse, så har jeg jo ikke givet udtryk for, at det var snyd, for det er jo sådan, lovgivningen har været. Min bekymring er, at man benytter sig af det her til at sænke serviceniveauet. Og mener ordføreren, at der med det her er nogen som helst garanti for, at kommuner ikke kan sænke serviceniveauet, hvis de synes, at de bruger for mange penge på handicapområdet?

Ordføreren.

Jeg gentager: Tilkøb af socialpædagogisk ledsagelse til ferier skal ligge ud over den indsats efter § 85 om social service, som beboerne er visiteret til i døgntilbuddet. Altså, det er det, der ligger ud over det her tilbud, som borgeren har i dag, som man nu kan tilkøbe. Og der har jeg en tiltro til at kommunerne behandler borgerne, som de har gjort hidtil. Og hvis det er sådan, at KL har bemærket nogle enkelte kommuner, som ikke lever op til de krav, der ligger i serviceloven, så må vi jo tage fat i de enkelte kommuner. Men jeg synes ikke, der er grund til her at mistænkeliggøre 98 kommuner – det er helt unødvendigt, og det giver ingen mening.

Spørgeren.

Det er jo netop problemstillingen med det, der ligger ud over, som jeg har forsøgt at bore i nogle gange. Problemet er, at man kan visitere borgeren til nul, og derfor er det sådan, at hvis man er visiteret til nul, er 1 dag ud over jo også nul, og det vil sige, at så betaler den enkelte borger fra dag et. Er det rimeligt? Og hvis det ikke er rimeligt, vil ordføreren så tage initiativ til, at der skabes den sikkerhed, at der er noget at lægge tilkøbet oven i? Det er sådan set det, der er det centrale i problemstillingen.

Ordføreren.

Jamen hvis borgeren er visiteret til nul efter § 85 i en kommune, er det jo sådan, det er. Så er det jo ikke sikkert, at den visitation er okay fra den kommunes side, men jeg er da sikker på, at med det system, vi har i dag, og med alle de interesseorganisationer, der er på handicapområdet, så skal det her nok komme frem i lyset, altså hvis der er nogle kommuner, der ikke lever op til de lovkrav, der er. Så derfor er jeg helt rolig, og jeg har stadig væk de bedste tanker om vores kommuner, i forhold til at de forvalter det her på den rigtige måde.

Tak til den konservative ordfører. Så giver jeg ordet til børne- og socialministeren. Værsgo.

Tak for det, formand. Jeg vil gerne starte med at rette en stor tak til ordførerne og også kvittere for modtagelsen af de to lovforslag, som udmønter aftalen om revisionen af servicelovens voksenbestemmelser. Jeg vil også sige mange tak for den gode og konstruktive debat, vi har haft her i dag. Det er en vigtig debat, for den har rigtig stor betydning for mennesker med handicap. Jeg ved også – det kan jeg jo høre fra flere – at aftalen om revisionen ikke er gået så langt, som nogle havde ønsket, f.eks. i forhold til at tage overvågning med i servicelovens § 95 om kontant tilskud til ansættelse af hjælpere eller at have automatisk opsættende virkning under Ankestyrelsens behandling af klagesager som en del af varslingsordningen. Jeg vil gerne kvittere over for Dansk Folkeparti og fru Karina Adsbøl, som har taget det op mange gange undervejs, og som også samtidig påtager sig det økonomiske ansvar. For det er jo lige præcis sådan, at det vurderes at koste mellem 80 og 240 mio. kr., og det har været vanskeligt at pege på en finansiering i forhandlingen.

Men aftalen er udtryk for det, som alle partierne rundt om forhandlingsbordet kunne blive enige om, og jeg synes, at vi står med et godt resultat, som er et skridt i den rigtige retning. F.eks. styrker vi borgernes retssikkerhed ved indførelse af en varslingsforordning, og vi laver en række regelforenklinger og noget afbureaukratisering, bl.a. et forenklet udmålingssystem for merudgiftsydelsen. Jeg tror, det var hr. Orla Hav, som sagde, at det jo er en svær balance, for på den ene side er der hensynet til den enkelte, altså det at sikre, at der er den helt nødvendige hjælp, og på den anden side er der også hensynet til økonomien og til detaljeringsgraden. Jeg tror også, det var noget af det, hr. Torsten Gejl kaldte kvittering til kvittering, hvor man altså hele tiden skal dokumentere sine udgifter. Så giver vi med det her lovforslag også beboere på botilbud mulighed for at tilkøbe deres personale, som de kender, med på ferie.

Der er altså her tale om to lovforslag, som rummer en række mærkbare forbedringer for såvel borgere som kommuner, og som jeg er glad for at konstatere at i al fald størstedelen af Folketings partier bakker op om. Jeg står naturligvis til rådighed for besvarelse af de spørgsmål, som udvalget måtte ønske at få nærmere belyst under udvalgsbehandlingen.

Der er korte bemærkninger. Den første spørger er fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak til ministeren for hendes tale. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at vi ikke har fået løst det hele i denne ombæring, og derfor tænker jeg lidt på, hvad vi så skal gøre fremadrettet. Altså, hvordan kan vi mødes efterfølgende? Nu mangler vi jo at få nogle notater, så vidt jeg har forstået på ministeriets embedsværk, og jeg har også efterspurgt noget om økonomien og om BPA. For i min verden vil det jo være logisk at genindføre en hjemmel til den praksis, der hidtil har været. For nogle kommuner har jo anvendt overvågning, selv om der ikke var hjemmel til det, og det vil sige, at de også har midlerne til det, skulle man mene, fordi de tidligere har anvendt den praksis. Så derfor tænkte jeg, at det ville være en god måde at gøre det på, men det kan åbenbart ikke lade sig gøre. Men hvilke andre måder tænker ministeren så at vi fremadrettet kan løse det her på? For vi har en udfordring i forhold til det med overvågning og også i forhold til de sager, som er havnet på ministerens bord.

Ministeren.

Jeg respekterer fuldt ud, at der er partier, som har større ambitioner, og at der også er flere partier, der har det. Jeg synes, det er rart, at vi har fået en udmøntning af den aftale, og at den er blevet loyalt udmøntet. Jeg sad jo ikke med i forhandlingerne i efteråret, men jeg ved, at det blev drøftet. Jeg ved også, at det ikke kom med. Mit bedste bud må være, når vi taler om et beløb i størrelsesordenen 80-240 mio. kr., at det vil være et finanslovsanliggende. Altså, når man går til finanslovsforhandlingerne, kan man tage forslaget med under armen, for vi er oppe i en størrelsesorden, som er markant. Men det er også vigtigt for mig at sige, at jeg sådan set respekterer, at der er partier, som gerne vil gå længere end det, som lovforslaget udmønter i dag fra den aftale, som vi står med.

Spørgeren.

Jeg forstår simpelt hen ikke ministerens svar. Ministeren snakker om større ambitioner og om at løse de udfordringer, der er. Skal det så forstås sådan, at ministeren ikke har nogen ambitioner om at finde løsninger på det her område, men bare henviser til finansloven? BPA-ordningen er finansieret i satspuljeregi, og derfor vil jeg da mene, at det ligger inden for vores kreds, kan man sige, at finde en løsning på den her udfordring. Jeg har lidt svært ved at tyde, om ministeren ikke ønsker at finde en løsning på det her, når ministeren henviser til finansloven. Men BPA-ordningen er finansieret i satspuljeregi, så jeg tænker da, at det er i satspuljeregi, vi på en eller anden måde skal finde en fælles løsning.

Ministeren.

Først og fremmest er vi jo i gang med at afsøge, om der er mulighed for at finde løsninger sammen med KL, og det er også det, der er baggrunden for, at vi ikke kan levere et præcist notat. Om det vil lykkes, kan jeg ikke sige. Jeg tror, det bliver rigtig vanskeligt, og jeg må bare sige, at når vi er oppe i størrelsesordenen 80-240 mio. kr., så er det mere, end jeg umiddelbart kan lægge billet ind på. Men jeg accepterer jo og respekterer også, at der er et politisk ønske om at drøfte det. Når jeg så bliver spurgt om, hvor det vil være en mulighed at gøre det, så svarer jeg egentlig bare i al sin enkelhed, at det vil være en mulighed at tage det med ind til finanslovsforhandlingerne til efteråret.

Den næste spørger er hr. Jakob Sølvhøj, Enhedslisten. Værsgo.

Da vi behandlede spørgsmålet om ledsagelse tilbage i maj sidste år, blev der nedsat en arbejdsgruppe, der viste sig at være danmarkshistoriens hurtigst arbejdende. Den blev nemlig færdig, adskillige måneder før den skulle, fordi der med djævlens vold og magt – vil jeg sige – skulle etableres noget til servicelovsforhandlingerne.

Noget af det, som kan stå lidt uklart i dag, er, hvad det egentlig koster for en borger, der skal have ledsagelse på 1 uges ferie. Der har været en beregning fra ministeriet, som jeg har forstået det, som viser, at det gennemsnitligt koster et par og fyrretusind for 1 uges ledsagelse for en borger. Er det et tal, som ministeren kan bekræfte?

Ministeren.

Jeg må erkende, at jeg heroppefra ikke kan de eksakte tal, men bliver der stillet et spørgsmål til det under udvalgsbehandlingen, vil vi selvfølgelig bestræbe os på at svare så præcist, som det overhovedet er muligt.

Spørgeren.

Der vil blive spurgt til det.

Hvor meget vil ministeren vurdere at en ung, der bor på et botilbud og alene har sin førtidspension at leve af – en førtidspension, som jo for de unges vedkommende, hvis de er under 35 år, er betydelig ringere, hvis pensionen er tildelt efter 2003 – kan udrede af sin førtidspension for at betale ledsagelse, og hvor mange dages ledsagelse mon det vil dække?

Ministeren.

Det bliver meget spekulativt, og det kan jeg jo ikke give noget bud på, fordi det fuldstændig kommer an på, hvad det er for en situation, den enkelte står i. Når det er, at vi i dag har lovforslag nr. L 151 omkring ledsagelse, så handler det om spørgsmålet om tilkøb. Det er jo også blevet sagt rigtig mange steder fra, at det altså ikke er et spørgsmål om at forringe kerneydelsen, og det står jeg sådan set også på mål for.

Der er også flere ordførere, som siger: Bliver aftalepartiernes intentioner ikke fulgt fuldt ud, og vi kan se det i evalueringen i 2019 – det var fru Karina Adsbøl, som sagde det – så må vi jo tage det ned og se på, om vi kan lave ændringer. Vi har lavet en aftale, som vi i partierne står på mål for, og så er det klart, at vi også er parate til følge op på den aftale.

Tak til ministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Social-, Indenrigs- og Børneudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.