Trafik- og Byggestyrelsen
Dansk Blindesamfund
Landsforening af blinde
og svagsynede i Danmark
Taastrup, 25/7 2016
Høring vedr. postloven – Sagsnummer TS40000-00046
Dansk Blindesamfund takker for muligheden for at fremkomme med bemærkninger til
ændringer af Postloven, der som vi læser dem, i princippet er af rent teknisk karakter.
Vi har imidlertid noteret os, at ændringerne til postloven hviler på en politisk aftale indgået
primo maj 2016. Dette skete uden mulighed for berørte parter at få lejlighed til at fremkomme
med nuancerende synspunkter før aftalen var endelig fastlagt.
De nødvendige lovmæssige justeringer af mere teknisk karakter er nu til høring og hertil har
vi i princippet ikke kommentarer.
Vi har dog stadig nogle principielle synspunkter og oplysninger, som vi håber ministeriet vil
lade indgå i de mere detaljerede overvejelser af postlovens indhold og konkrete udmøntning.
Ændringerne vil nemlig for de grupper af borgere, som Dansk Blindesamfund repræsenterer,
indebære nogle alvorlige konsekvenser, som vi er sikre på, ikke har været indtænkt i den
indgåede aftale og de ændringer i postloven, som nu er til høring.
Ifølge gældende regler kan blindeforsendelser, både punktskrift og materiale indlæst på cd, i
dag fremsendes omkostningsfrit for afsenderen og blindeforsendelser er indtil 1. juli
klassificeret som A-post. Dette betyder, at nyhedstidsskrifter, lokale lydaviser m.v. i dag når
frem til modtageren hurtigt og sædvanligvis uden forsinkelser.
For personer, som er døvblinde og som abonnerer på fx ”Punktnyt" (et særligt tidsskrift som
skal sikre denne gruppe med særlige udfordringer på kommunikationsområdet dagsaktuelle
kortfattede nyheder) vil en forsinket modtagelse betyde en meget betydelig forringelse af
deres muligheder for samfundsdeltagelse. Dette tidsskrift produceres og distribueres af Nota,
der er det nationale bibliotek for personer med et læsehandicap samt blinde og svagsynede.
Fremsendelse af en sådan daglig publikation som den nævnte giver mening, hvis den også
modtages, mens nyhederne er "friske".
[1]