Det næste punkt på dagsordenen er:

11) 1. behandling af lovforslag nr. L 139:

Forslag til lov om ændring af straffeloven og våbenloven. (Skærpelse af straffen for ulovlig besiddelse af skydevåben m.v. og ændring af forbuddet mod transport af våben m.v. mellem visse andre lande end Danmark).

Af justitsministeren (Søren Pape Poulsen).

(Fremsættelse 22.02.2017).

Forhandlingen er åbnet, og den første ordfører er fru Trine Bramsen, Socialdemokratiet.

54 skudepisoder var der i 2016 med relation til rocker- og bandemiljøet. Det er en voldsom stigning fra årene før. Danmark skal ikke være et land, hvor der skydes i gaderne. Danmark skal være et land, hvor folk fra kriminelle grupperinger ikke kører rundt med skydevåben i bagagerummet.

Formålet med lovforslaget her er at skærpe straffen for våbenbesiddelse, og konkret betyder det, at den nuværende minimumsstraf hæves fra 1 år til 2 år. Herudover foreslås en ændring af bemyndigelsen fra justitsministeren til efter forhandling med udenrigsministeren at udstede forbud i medfør af våbenlovgivningen mod transport af våben mellem visse andre lande end Danmark, når der er tale om nærmere bestemte afsenderlande.

Der er meget få områder, hvor vi i Socialdemokratiet er tilhængere af minimumsstraffe. Våbenbesiddelse er et af dem. Der er ikke så meget at diskutere her. Enten besidder man våben, eller også gør man ikke. Er man i besiddelse af et våben i gadelivet, er der en stor risiko for, at man vil bruge det, og derfor skal straffen også være hård og kontant. Det bliver den med forslaget her, og derfor skal jeg meddele, at vi fra Socialdemokratiets side kan støtte forslaget.

Der er ikke nogen, der har bedt om korte bemærkninger, og vi går videre i ordførerrækken. Den næste ordfører er hr. Peter Kofod Poulsen fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, formand. Vi har set alt, alt for mange banderelaterede skyderier igennem det seneste års tid. I 2016 var der 54 skyderier i det offentlige rum, der kunne relateres til rockere og til bander. Det er for mange, og det stiller ganske almindelige mennesker i en urimelig og helt uacceptabel situation, hvor man bliver bragt i stor fare. Det kan vi ikke have, og derfor skal vi have det stoppet.

Jeg er glad for, at Dansk Folkeparti i forbindelse med finanslovsforhandlingerne havde succes med kravet om en fordobling af minimumsstraffen for ulovlig våbenbesiddelse fra 1 år til 2 år. Det skal medvirke til, at bandemedlemmerne tænker sig bedre om, og hvis de ikke gør det, kan de se frem til et længere fængselsophold, hvilket jeg synes er helt, helt rimeligt. Jeg er glad for, at det lykkedes os at lave en aftale med regeringen om det her, og det siger sig selv, at når det i sin tid var vores forslag, kommer vi nødvendigvis også til at stemme for det, når det nu ligger i Folketingssalen.

Så jeg synes, det er et godt forslag. Vi er glade for den aftale, vi har lavet, og vi støtter selvfølgelig op om L 139. Tak for ordet.

Der er ikke nogen, der har bedt om korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Den næste ordfører i rækken er Venstres hr. Jan E. Jørgensen.

Tak for ordet. De skyderier, som man ikke mindst i Københavns gader har været vidne til, må vi gøre hvad vi kan for at bremse, og derfor er det vigtigt, at vi nu skærper straffen for ulovlig våbenbesiddelse ganske markant. Forudsætningen for, at man skyder på andre, er jo, at man har noget at skyde med, og derfor er det vigtigt, at vi ikke bare sætter ind, når folk har skudt, men også sætter ind over for dem, der har et våben, som de kan skyde med.

De bandekonflikter, vi har set, har jo også ramt, hvad skal vi sige, udenforstående. Selvfølgelig duer det heller ikke, at man skyder på hinanden, men et eller andet sted er det vel værre, når man skyder på udenforstående. Der er politibetjente, der er blevet skudt, og der er fængselsbetjente, der er blevet skudt, og derfor er det altså vigtigt, at vi sender et meget klart signal, og at vi sørger for, at folk, der har et våben, som de ikke har lov til at have, kommer i fængsel.

Jeg er enig med Socialdemokratiets Trine Bramsen i, at minimumsstraffe er en absolut undtagelse. Det er et værktøj, man skal være meget forsigtig med at bruge, for der er ingen regel uden undtagelse, og der kan altid være sager, der falder lidt uden for rammen, og hvor man som dommer derfor har behov for at kunne gå under minimumsstraffen. Og derfor vil jeg gerne her fra Folketingets talerstol – og jeg håber selvfølgelig også, at man i domstolene læser forarbejderne til lovforslaget – gøre opmærksom på straffelovens § 83 om, at straffen jo altså kan nedsættes, altså at man kan blive straffet med mindre end de 2 år.

Ja, straffen kan endda helt bortfalde, altså at man slet ikke får en straf, når oplysninger om gerningen, gerningsmanden eller andre forhold afgørende taler herfor. Det er vigtigt, at domstolene benytter den bestemmelse i straffeloven, for den er netop beregnet til at kunne samle op i tilfælde, hvor en straf findes urimelig.

Så vil jeg også godt henvise til forarbejderne, hvor vi eksempelvis skriver, at for folk, der har et luftgevær, som tidligere har været lovligt, men nu er blevet ulovligt, vil der ikke være de særligt skærpende omstændigheder, som skal være til stede, før man straffer med minimumsstraffen. Det vil i stedet for blive henført under våbenlovens § 10, stk. 1. Det kan også være en jæger, som simpelt hen har glemt at forny sin våbentilladelse. En sådan person vil heller ikke falde ind under bestemmelsen.

Det kunne også være en ministerchauffør, der har været ude at køre med ministerens jagtriffel i bagagerummet – det har man vist set et tilfælde af fra virkelighedens verden – og en sådan ministerchauffør vil sandsynligvis også falde uden for bestemmelsen og vil altså ikke skulle straffes med minimumsstraffen. Der kan være tale om, at man måske har arvet et våben fra en bedstefar, der har været frihedskæmper eller andet, og aldrig har skænket det en tanke, at det var ulovligt at have det. Et sådant tilfælde ville også falde udenfor.

Når jeg bruger lidt krudt, om jeg så må sige – undskyld udtrykket – på at gå lidt nærmere ind i de her undtagelser, så er det netop for at tage det høringssvar, der er kommet fra Dommerforeningen, alvorligt og lidt spille bolden tilbage til dommerstanden og sige, at der selvfølgelig stadig væk skal være mulighed for, at man i undtagelsestilfælde, som ikke er det, vi havde intentioner om at ramme, altså går ind og fraviger de her 2 års minimumsstraf.

Men alt i alt er det et godt lovforslag, vi vedtager. Vi er ikke så naive, at vi tror, det vil få skyderier og bandekonflikter til at ophøre, men vi er sikre på, at det vil gøre, at der bliver færre, end der ellers ville have været. Og det største, vi kan håbe på som folketingspolitikere, er jo, at vi kan ændre en udvikling. Vi skal ikke bilde os ind, at vi kan bremse en udvikling.

Der er ikke nogen, der har bedt om korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Den næste ordfører i ordførerrækken er hr. Rune Lund fra Enhedslisten. Værsgo.

Vi har i Danmark i det seneste års tid været vidne til en lang række skyderier, hvor uskyldige mennesker også har været udsat for fare, når der har været skyderier foretaget af rockere og bander i det offentlige rum. Det er selvfølgelig ikke noget, vi som samfund skal finde os i, det er noget, vi skal gøre noget ved. Det er jo også sådan, at vi har siddet sammen omkring forhandlingsbordet ovre hos justitsministeren, hvor der har været forhandlinger og diskussioner om en rocker-bande-pakke. Der er faktisk mange af de tiltag, som er rigtig gode og fornuftige. Der er tiltag, hvor man kigger på, hvordan vi kan styrke våbenkontrollen i forhold til de våben, der bliver opbevaret i private hjem, der bliver kigget nærmere på skydeklubberne og de regler, der er om det, og der bliver kigget nærmere på, hvordan vi kan styrke f.eks. samarbejdet, hvor SKAT samarbejder med politi og kommuner om at ramme rockere og bander, som laver socialt bedrageri. Der er en lang række tiltag, som er fornuftige, og der også er en lang række tiltag, som fra vores synspunkt er meget problematiske.

Et af de forslag, som netop er problematiske, er det her forslag om forhøjelse af minimumsstraffen fra 1 års fængsel til 2 års fængsel. Der er to grundlæggende problemer i det. Det ene problem er minimumsstraffe som sådan. Vi har jo en tredeling af magten: Vi har den lovgivende, det er der, vi er lige nu, vi har den udøvende, det er regeringen, og vi har den dømmende magt, det er domstolene. Hvis et parlament, i det her tilfælde Folketinget, går ind og vedtager minimumsstraffe, går vi direkte ind og blander os i den dømmende magts område. Det er principielt demokratisk problematisk, men det er jo også problematisk i forhold til de konkrete sager, hvor man som dommer uden en minimumsstraf, det vil sige, sådan som vi plejer at straffe, vil kunne gå ind og f.eks. tage højde for formildende omstændigheder. Det kan man ikke på samme måde – selv om der ligger en lille undtagelsesbestemmelse her, det er lidt uklart, hvordan den præcis kommer til at blive brugt – når der er tale om minimumsstraffe. Det er den ene ting, altså at minimumsstraffe principielt er problematiske.

Den anden ting er: Hvor er dokumentationen for, at det her vil have en præventiv effekt? Der er så mange forslag i det her Folketing, bare siden jeg blev retsordfører efter sommerferien i 2016, hvor det er straf med straf på, hvor det bare handler om mere straf, uden at der er nogen som helst dokumentation for, at det vil føre til mindre kriminalitet. Vi mangler simpelt hen den grundlæggende dokumentation for, at der er noget som helst land i den her verden, der har kunnet straffe sig til mindre kriminalitet, altså at højere straffe fører til mindre kriminalitet. Og på den måde er det desværre en meget absurd retspolitisk diskussion, vi fører her i Folketinget, for der er i hvert fald et område – der er også andre i Folketinget – hvor der virkelig foregår en politisk diskussion, som er fuldstændig løsrevet fra, hvad der er den etablerede viden på området, hvad der er forskningen på området, og hvad der ligesom er af erfaringer for, hvordan vi straffer bedst. For det er jo ikke et mål i sig selv at have høje straffe. Vi straffer jo for at forhindre, at folk begår ny kriminalitet. Det er i hvert fald en grundlæggende idé i den måde, vi bør indrette vores straffesystem på. Så den del af forslaget kan Enhedslisten ikke støtte.

Så er der den anden del af forslaget, som handler om ændring af det gældende forbud i medfør af våbenlovgivningen mod transport af våben m.v. mellem visse andre lande end Danmark. Det lugter jo af at være en skærpelse, og det er vi umiddelbart positivt indstillet over for, naturligvis, men det kan være, at justitsministeren også kan komme nærmere ind på det, når justitsministeren indtager talerstolen her lige om lidt. Ellers vil vi i hvert fald stille nogle spørgsmål til det under udvalgsbehandlingen.

Der er en enkelt, der har bedt om en kort bemærkning, og det er hr. Jan E. Jørgensen, Venstre.

Som jeg også nævnte i min tale, er minimumsstraffe et værktøj, man kun skal ty til i særlig alvorlige tilfælde. Det mener vi nu nok at våbenbesiddelse er, ligesom manddrab i øvrigt også er. Jeg ved ikke, om Enhedslisten har planer om at afskaffe minimumsstraffen for manddrab. Det kan ordføreren jo passende sige noget om.

Nu hører vi, at der ikke er dokumentation for, at straf virker. Det er der. Politiet blev interneret under anden verdenskrig. Der var ikke almindeligt politi på gaderne i de sidste par år af besættelsen. Det var et forsøg en til en, kan man sige. Det var ikke det, der var intentionen, men det var et forsøg en til en. I den periode steg omfanget af alle former for kriminalitet voldsomt, altså voldsomt . Det at have et politi, det at have fængsler, det at have straffe har en eller anden betydning.

Jeg har et konkret spørgsmål til Enhedslistens ordfører i dag: Hvis man i stedet for en bøde på 750 kr. for at køre uden billet i offentlig transport – tog, bus og den slags – fik 5 års fængsel, tror Enhedslistens ordfører så, der ville være færre, der kørte uden billet, flere eller det samme antal?

Ordføreren.

Jeg synes, at hr. Jan E. Jørgensen rammer lidt ved siden af i sin kommentar. Det drejer sig jo om, hvorvidt der findes evidens for, forskning, der kan dokumentere, at hvis vi hæver straffen på den her måde, fører det til mindre kriminalitet. Hvis hr. Jan E. Jørgensen kan oplyse mig om, at der findes en sådan forskning, er hr. Jan E. Jørgensen meget velkommen til at maile det til mig eller på anden måde redegøre for over for mig, at det skulle være tilfældet. Jeg savner bare den dokumentation.

Vi er ikke bange for at diskutere højere straffe i Enhedslisten. Vi har bare det grundlæggende udgangspunkt, at hvis vi skal hæve en straf, er det, fordi det skal give mening. Og så er det i særdeleshed, fordi vi skal kunne vise, at det vil have en præventiv effekt. Det ved vi det har på nogle områder. Hvis vi snakker f.eks. grov økonomisk kriminalitet, som jo er kriminalitet, som er nøje planlagt, veltilrettelagt, ved vi, at strafniveau og i særdeleshed opdagelsesrisiko har en effekt. Men jeg savner bare den dokumentation lige præcis på det her område.

Hr. Jan E. Jørgensen for sin anden korte bemærkning.

Enhedslisten mener, at det ikke er nøje planlagt og veltilrettelagt, når man anskaffer sig et skydevåben. Det er sådan noget, man kommer til: Jeg kommer gående og hov, der er en pistol; nå, den er til salg, så den tror jeg da lige at jeg køber. Altså, hold nu op. Vi taler om bandekriminelle, vi taler om organiseret kriminalitet. Selvfølgelig er det da nøje planlagt og veltilrettelagt, når de anskaffer sig et skydevåben. Det samme gør sig gældende ved økonomisk kriminalitet.

Men jeg stillede jo et spørgsmål, som jeg ikke fik svar på. Vi kan jo også bare nedsætte straffen. Hvis vi nedsatte straffen for manddrab til 30 dage, tror man så, at der ville være flere, der blev dræbt, eller ville det ikke have nogen betydning?

Ordføreren.

Det er jo et spørgsmål om, hvad der er det rigtige strafniveau. Jeg synes, at man bliver nødt til at holde fast i dokumentationen, og hvor er dokumentationen fra hr. Jan E. Jørgensen for, at det, når vi hæver straffene på det her område, vil føre til mindre kriminalitet? Jeg kan ikke se den nogen steder. Måske kan hr. Jan E. Jørgensen det, men jeg har ikke hørt det, heller ikke her i Folketingssalen i dag. Hvis hr. Jan E. Jørgensen sidder inde med den slags dokumentation, modtager jeg den meget gerne. Vi ved, at det på et område som økonomisk kriminalitet har en betydning. Jeg kan ikke se dokumentation for, at det har en betydning for det her område.

Der er en kort bemærkning til hr. Preben Bang Henriksen, også Venstre.

Tak. Jeg vil bare spørge ordføreren: Er det sådan, at Enhedslisten mener, at der skal være dokumentation for enhver form for straf? Vi har mig bekendt 306 paragraffer i straffeloven. Er der dokumentation for, at straffen virker i hver enkelt af de paragraffer efter Enhedslistens opfattelse?

Ordføreren.

Det er der naturligvis ikke, men jeg tror også, at hr. Preben Bang Henriksen må erkende og måske ligefrem er enig med mig i, at vi i øjeblikket herinde i Folketinget har en retspolitisk debat, hvor det handler om, at visse partier ønsker at overgå hinanden i at sige hårdere straffe, hårdere straffe, uden at der er nogen som helst dokumenteret effekt for, at det vil føre til mindre kriminalitet.

Jeg synes egentlig, at det burde være et rimelig fornuftigt synspunkt, og det har det jo også været i de retspolitiske debatter i det her Folketing tidligere, at man i højere grad inddrager, hvad effekten er af de ting, man laver, eller hvad forskningen siger, eller hvad erfaringen siger om de tiltag, man vil gennemføre. Men det er blevet mere og mere ligegyldigt, for nu handler det bare om at sige længere straffe, og så pyt med, om det fører os derhen, hvor vi gerne vil. Der kan jo netop ske det modsatte. Hvis vi bare siger længere straffe og lader folk sidde længere i fængslerne – og i øvrigt som justitsministeren gerne vil have det, nemlig at det skal være rigtig hårdt, og vi skal behandle folk nærmest som dyr i fængslerne – så kommer der også dyr ud på den anden side. Og så ved vi, at vi ikke får mindre kriminalitet, så får vi mere kriminalitet.

Jeg kunne godt bare tænke mig den saglighed i den retspolitiske debat herinde, som man faktisk ser andre steder, også uden for det her Folketing.

Når formanden står op, er det, fordi taletiden er opbrugt.

Nu er det hr. Preben Bang Henriksen.

Ja, saglighed og evidens og beviser har ordføreren da ret i. Nu tænker jeg et par år tilbage, og da forhøjede vi strafferammen for konkurrencelovsovertrædelser fra 2 til 6 år med Enhedslistens stemmer. Jeg erindrer i hvert fald ikke, at Enhedslisten bad om nogen særlig evidens for, at det virkede. Jeg lagde nu i øvrigt mærke til, at Enhedslisten stemte for det pågældende, og det undrer mig lidt, for jeg kan forstå, at der skal være evidens for alt mellem himmel og jord. Det er ikke sådan, at vi kan have en fornemmelse herinde af, at det nu engang virker.

Ordføreren.

Det kan man godt, men jeg tror også, at det er hr. Preben Bang Henriksen bekendt, at vi, når det kommer til strafskærpelser, som udgangspunkt er meget fokuseret på, om det vil have den ønskede effekt. Det er ikke, fordi det altid skal være sådan. Der er også tilfælde, hvor vi ud fra vores vurdering af retsfølelsen – og retsfølelsen er jo også en kompliceret ting, for min retsfølelse bliver f.eks. styrket af, at vi straffer på en måde, som skaber mindst mulig kriminalitet – har været med til at støtte, at f.eks. straffene for voldtægt er blevet skærpet. Det står vi også ved.

Så det er jo ikke, fordi vi vil have evidens i enhver sag. Det kan man jo se, det har vi jo ikke krævet, men jeg tror også, at spørgeren vil være enig med mig i, at det er noget, vi lægger meget vægt på i den retspolitiske debat, og jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg synes, at det er noget, der burde tillægges mere vægt, når vi diskuterer de her ting.

Der er ikke flere, der har bedt om korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Den næste ordfører i ordførerrækken er fru Christina Egelund fra Liberal Alliance. Nej, det er hr. Villum Christensen. Værsgo.

Tak for det. I fraværet af vores sædvanlige ordfører skal jeg meddele følgende: Når der bliver skudt i gaderne, er det ikke kun hårdkogte kriminelle, som risikerer at blive ramt. Det er noget, der påvirker helt almindelige borgere, som ikke kan gå trygt rundt på gaden. En effektiv måde at sætte en stopper for disse skyderier på vil være at få fjernet de våben, som banderne og rockerne får fingre i. Et redskab i bestræbelserne herpå vil være at afskrække ikke bare rockere og bandemedlemmerne, men også alle de mellemmænd, der anskaffer de her ulovlige våben. Ved markant at hæve straffene opnås ikke kun dette, men der tages også hensyn til borgernes retsfølelse, som vi lige har været inde på i debatten, når man oplever, at der bliver slået hårdt ned på denne form for kriminalitet, som selvfølgelig har en enorm utryghedsskabende virkning. På den her baggrund støtter Liberal Alliance forslaget, og jeg har lovet at meddele, at også De Konservative støtter forslaget.

Der er ikke nogen, der har bedt om korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Den næste ordfører i rækken er hr. Rasmus Nordqvist fra Alternativet.

Tak. Vi har eksporteret vores sædvanlige retsordfører til FN i disse dage, så derfor har I glæden af mig. Jeg vil faktisk gerne starte med at rose og give anerkendelse til justitsministeren for det her vedvarende fokus på at skabe tryghed og at sikre tryghed på gader og stræder i hele landet. Det er en ambition, vi selvfølgelig deler i Alternativet. Men i samme åndedrag må jeg også på det kraftigste advare imod falsk tryghed og automatreaktioner, som det her forslag i høj grad er præget af, og som jo er en del af en længere proces, hvor vi har mere og mere fokus på kun længere og hårdere straffe. I Danmark har vi jo desværre en masse bander, og det betyder, at en hård håndtering af enkeltpersoner faktisk ikke fjerner problemet med den organiserede kriminalitet alene og slet ikke på lang sigte, når de indsatte løslades efter at have været fastholdt i rollen som kriminel i mange år bag tremmer. Ungdomskriminaliteten er faldende, og det er faktisk glædeligt. Vi mener, at vi skal udnytte det momentum og sætte endnu mere ind på forebyggelse og resocialisering, så kriminalitet på alle niveauer håndteres ud fra princippet om, hvad der virker på lang sigt.

Man går imod en enig forskerstand, når man insisterer på, at det primært er hårdere og længere straffe, som er løsningen på rockernes og bandernes terrorisering af byer og kvarterer, og man skylder at give svar på, hvad man skal stille op med de personer efter afsoningen. Har vi andet at tilbyde dem end tilbagekomst til deres tidligere levevej, og hvad nu hvis vi faktisk øgede vores fokus på indsatsen med forebyggelse og resocialisering, så de unge udsatte mennesker stod stærkere over for rockere og banders tilnærmelser både før en mulig kriminel løbebane og efter en potentiel straf? Justitsministeriets forskningskontor har i en rapport fastslået, at tiltag som bl.a. uddannelse og behandling har en positiv indvirkning på risikoen for tilbagefald – kort sagt, mere forebyggelse, mere resocialisering er vejen frem.

Vi skal dreje på de håndtag, som vi ved virker. Straf kan have en præventiv effekt, og i de tilfælde, hvor det kan påvises, at det virker, er vi åbne over for at revidere strafudmålinger. Men vi er lidt nysgerrige efter, om ministeren kan præsentere os for noget evidens for, at hårdere straffe for våbenbesiddelse har den forebyggende effekt, så folk lige tænker sig om en ekstra gang, inden de begynder at bære ulovlige våben. Hårdere straffe tilfredsstiller en retsfølelse, men i Alternativet ønsker vi at handle ud fra retsfornuft, der faktisk giver et tryggere samfund på lang sigt. Kan dette forslag medvirke til færre våben, er vi åbne over for at sige ja til det, men vi har behov for at se noget evidens fra ministerens side. Vi ønsker, at problemerne med ulovlig våbenbesiddelse håndteres på den klogeste og bedste måde, der ikke bare fjerner folk fra gaden, men faktisk får våben og motivationen for at bære og skyde med ulovlige våben væk fra gaden, også på lang sigt.

Der er ikke nogen, der har bedt om korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren og går videre i ordførerrækken. Den næste er fru Zenia Stampe fra Radikale Venstre.

Tak. Det er jo et sørgeligt deja-vu at stå her. Jeg var godt nok ikke selv retsordfører i 2013, men det var dengang, vi havde regeringsmagten, og der var også en bandekrig. 49 skudepisoder på et halvt år. På det tidspunkt foreslog vi også en bandepakke og skærpelser af straffen for ulovlig våbenbesiddelse. Før det var der også en bandekrig, som jo i første omgang banede vejen for indførelse af minimumsstraf, og derfor må vi desværre konstatere, ikke at det er noget, der sker regelmæssigt – for det er jo det, vi sammen kæmper imod, altså at det er noget, der vil gentage sig – men at det er noget, der, når vi ser tilbage, er sket med et par års mellemrum.

Når jeg siger det, er det jo ikke, fordi jeg så synes, at vi skal normalisere det og bare leve med det og sige, at sådan er det, men så er det også for at sætte det i relation til de bandepakker, der er blevet vedtaget i mellemtiden, og de strafskærpelser. For der er jo altså alligevel en del bandemedlemmer, der har syntes, at det var værd at have våben ulovligt, selv om der var en minimumsstraf på 1 år. Derfor er spørgsmålet, om det så vil gøre større indtryk på dem, at vi hæver minimumsstraffen til 2 år, eller om straffens betydning er overvurderet. Det er jo ikke det samme som at sige, at straf ikke har en betydning, men man må bare spørge sig selv, for når man ved, at det minimum giver 1 år at opbevare våben ulovligt, men alligevel vælger at gøre det, tror man så lige, at det med at hæve straffen til 2 år er det, der gør forskellen? Det tror jeg ikke.

Derfor er vi slet ikke overbevist om, at det her er det, der skal til, for at vi en gang for alle kan stoppe de her bandekrige, som vi nu har set opstå med et par års mellemrum i de sidste 10 år. Derfor er vi selvfølgelig også glade for de forhandlinger, der har været, og nogle af de tiltag, der bygger på forebyggelse og resocialisering. Vi tror mere på, at det er vejen at gå, hvis målet er at skabe færre ofre. Vores holdning har ikke noget at gøre med medlidenhed med de kriminelle, men det handler om, hvad der virker. Jeg vil sige, at jeg er meget enig med Enhedslistens ordfører, hr. Rune Lund, når han siger, at det, vi har set fra regeringen det sidste års tid, har været strafskærpelse og strafskærpelse. Og det er jo ikke, fordi vi principielt har noget imod alle strafskærpelser. Jeg er bare bange for, at man bruger al sin energi på at gå i den forkerte retning.

Vi er imod det her forslag. Det er ikke, fordi vi er imod en drøftelse af at hæve straffen for ulovlig våbenbesiddelse. Men for det første er vi ikke overbeviste om, at det vil have den nødvendige effekt, og for det andet er vi imod minimumsstraffe. Vi er før gået med, fordi vi har siddet i regering og har indgået kompromiser; sådan er virkeligheden jo. Det kan jeg jo lige så godt sige ærligt heroppefra. Men vi er ikke begejstret for minimumsstraffe. Det var Venstres tidligere justitsminister i øvrigt heller ikke. Hr. Søren Pind gav et interview til Altinget, hvori han sagde, at det i hvert fald ikke blev med ham som justitsminister, at der ville blive indført minimumsstraffe. Det skal jo så bare være en cadeau til den nye konservative justitsminister, at det faktisk gør en forskel, om det er en liberal justitsminister eller en konservativ justitsminister.

Ros til justitsministeren, selv om jeg så i det her tilfælde ville ønske, at det var en liberal justitsminister, der godt kan se problemet ved, at lovgiverne går ind og blander sig i den konkrete strafudmåling. For det er jo årsagen til, at vi er imod minimumsstraffe. Det er argumenter, som vi ikke står ene med, og som vi har forsvarsadvokaterne, landsretterne og Dommerforeningens ord for er en indblanding på den dømmende magts område. Det er jo ikke, fordi det er i strid med grundloven, men det er i strid med tanken, ideen, princippet om magtens tredeling. Og helt konkret, og det er så et eksempel fra Søren Pind, vil der måske også opstå tilfælde, selv om vi lige nu selvfølgelig har de der bandemedlemmer i tankerne – der er jo ikke nogen kære mor der, jeg tror ikke, der er nogen af os, der har lyst til at være kære mor for dem og give dem nogen som helst form for rabat – men der sker jo altså bare alligevel det, at der opstår enkeltsager, hvor sådan en minimumsstraf bare virker helt skæv. Det var jo også derfor, at knivloven i sin tid blev ændret, fordi der opstod den type minimumssager, og det kan jo også godt være, at der opstår det, efter at det her bliver vedtaget, og så kan det være, at der bliver ændret på det igen.

Men vi er i hvert fald imod af principielle årsager, fordi vi synes, at det er en sammenblanding af de tre magter, men også, fordi vi i andre tilfælde, hvor der er minimumsstraffe, har set, at det giver problemer i konkrete sager, hvor stort set alle kan se, at det da her rammer helt skævt. Derfor skal min afsluttende bemærkning være at sige, at vi egentlig ikke vil afvise strafskærpelser. Vi tror ikke rigtig på dem, men vi kunne måske godt overtales. Men vi er ikke parate til at acceptere minimumsstraffe.

Jeg skal lige minde om, at man titulerer ministre, i dette tilfælde uddannelses- og forskningsministeren, ved titel og ikke ved navn.

Der er en enkelt, der har bedt om en kort bemærkning. Det er hr. Jan E. Jørgensen.

Det var nu ikke det, jeg ville påtale, men mere spørgsmålet om, at det skulle være noget nyt at indføre minimumsstraf på det her område. Det er det jo ikke. Altså, minimumsstraffen på 1 år var der i forvejen.

Jeg er sådan set enig med Radikale Venstres ordfører, fru Zenia Stampe, i, at minimumsstraffen er noget, man skal bruge med varsomhed. Så vidt, så godt. Men der er jo altså alle de her tilfælde, hvor et forhold ikke bliver betragtet som særlig skærpende. Det er jo kun i de særlig skærpende situationer, at minimumsstraffen finder anvendelse. Kan det få fru Zenia Stampe til at se med lidt mildere øjne på det lovforslag, vi behandler her i dag?

Ordføreren.

Nej, for vi kan ikke forstå, hvorfor man ikke har tillid til, at dommeren godt kan vurdere, om der er en skærpende omstændighed. Hvorfor er det, at vi fra Folketingets side, inden vi har set den konkrete sag, vil fælde dom i stedet for at have tillid til, at vi godt kan finde ud af at lave lovgivning uden minimumsstraffe, men med bemærkninger, hvor vi så at sige giver dommerne en læsevejledning i, hvordan lovgiverne havde tænkt sig at den her lov skulle overholdes? Det har jeg tillid til.

Jeg synes, det lidt er et skråplan. I den her debat, vi har, handler det om tilliden til dommerne eller retsvæsenet. I næste debat, vi kommer til at have, er det jo tilliden til politiet, fordi Dansk Folkeparti så mener, at man pludselig skal opbygge en platform for ligesom at gå uden om politiet. Jeg synes, det er et skråplan. Vi må da have tillid til de myndigheder, som vi har givet magt i Danmark. Det kan da ikke passe, at det er os her i Folketinget uden kendskab til den konkrete sag med de mange nuancer, der kan være, der skal fælde dom. Det tror jeg på at domstolene er i stand til, men selvfølgelig efter kyndig vejledning fra os, og vi har alle muligheder for at lave bemærkninger, som Dommerforeningen i øvrigt også foreslår at vi kan gøre.

Hr. Jan E. Jørgensen.

Så er vi måske slet ikke så uenige, for det er jo dommeren, der skal fastslå, om der er særlig skærpende omstændigheder. Det er dommeren, der skal fastslå, om der er særlig skærpende omstændigheder. For hvis ikke der er særlig skærpende omstændigheder, er det slet ikke den her paragraf. Så er vi ovre i våbenlovens § 10. Så det er jo op til dommeren at vurdere, om der er særlig skærpende omstændigheder. Og er der ikke særlig skærpende omstændigheder, er der heller ikke nogen minimumsstraf.

Ordføreren.

Så behøver der jo heller ikke at være nogen minimumsstraf, hvis det er dommeren selv, der vurderer det. Men det er det jo heller ikke. Vi har Dommerforeningen, forsvarsadvokaterne, landsretterne, der alle sammen advarer mod det her og siger, at det er i strid med princippet om den konkrete strafudmåling, og at den skal foretages af dommeren. Så er det jo altså ikke bare noget, jeg står og finder på.

Der er ikke flere, der har bedt om korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Den næste ordfører i ordførerrækken er fru Lisbeth Bech Poulsen, SF.

Der er jo ikke nogen partier herinde, som synes, at det er en fantastisk udvikling, vi har set på det seneste, hvor der er blevet skudt i gaderne. Det er bare lige for at få det på det rene. Vi bliver åbenbart alle sammen nødt til at komme med sådan en forsikring om, at vi også synes, det er noget forfærdeligt noget. Det tror jeg vi alle sammen gør, fra højre til venstre – det er der ikke politisk forskel på. Vi vil også alle sammen gerne gøre noget ved det, og regeringen og justitsministeren er så kommet med det her forslag, som er en del af den bandepakke, der så poetisk hedder »Bander bag tremmer«.

Jeg er helt sikker på, at justitsministeren har et oprigtigt ønske om at sikre mere tryghed på gaderne, i hjemmene, derude blandt borgerne. Men der, hvor jeg måske synes at man stikker borgerne en smule blår i øjnene, er, når man siger: På en lang række områder vil vi skærpe straffen, og derfor bliver der mere tryghed. Som nogle af mine kollegaer også har været inde på, er det den tredje bandepakke, vi er ved at forhandle om i den her tid. Og det ser ikke ud, som om der er nogen som helst sammenhæng mellem de strafskærpelser, der kommer, og den tryghed – både den oplevede tryghed og de, hvad skal man sige, objektive fakta – der er. Så hvis man ikke også har nogle andre tiltag, synes jeg, det bliver lidt poppet og symbolpolitik at have det som det eneste, at man vil hæve straffen.

Fra SF's side har vi jo foreslået justitsministeren, at der skal være en decideret våbenstrategi, altså en strategi for, hvordan vi håndterer situationen med de stigende antal våben, der er i Danmark. Hvordan kommer de til Danmark? Hvordan bliver de solgt osv.? Det synes vi mangler. Man bør også kigge lidt bredere på, hvad det er for en udvikling, vi har set, for hvis vi alene kunne imødegå den udvikling med hævede straffe, ville vi jo bare kunne se en lang nedgang i antallet af våben i Danmark og i antallet af skyderier.

Nu har mine kolleger fra partiet Venstre jo spurgt ind til, om man kan være kritisk over for brugen af minimumsstraffe, hvis vi allerede har nogle områder, hvor der er minimumsstraffe. Men så kan man sige, at hver eneste gang man hæver minimumsstraffen fra 1 år, 2 år, 3 år, 4 år, så minimerer man jo i endnu højere grad det råderum, som dommerne skal have for at kunne levere en individuel straf. Fra SF's side er vi ikke imod straf, men vores retspolitik går på to ben – eller tre, kan man sige.

Der er selvfølgelig for det første både strafelementet, som skal sikre, at ofrene også har en følelse af retfærdighed, for det har de ret til, men det har også den praktiske konsekvens, at vi undgår selvtægt. Det skal vi også diskutere i forbindelse med det næste forslag. Så det er godt nok.

Det andet er, at vi selvfølgelig skal sikre, når folk er kommet bag tremmer, at der er den nødvendige uddannelse og resocialisering, og at kriminalforsorgen, som faktisk er ekstremt dygtige i Danmark til at arbejde med de her mennesker, kan prøve at sikre, at de kommer ud på den anden side som bedre mennesker og mindre kriminelle og helst, at de overhovedet ikke begår kriminalitet igen. Deres råderum synes jeg vi er ved at indskrænke i de her år. Det er lidt ærgerligt.

Det tredje er selvfølgelig forebyggelse. Så når justitsministeren kommer op på talerstolen, kunne jeg godt tænke mig helt upolemisk at stille nogle spørgsmål om, hvordan vi sikrer, at vi forebygger, at det eskalerer. For selvfølgelig er der en sammenhæng mellem, om folk begår kriminalitet, og om der er en straf eller ej, men vi kan ikke se nogen empirisk sammenhæng mellem højere minimumsstraffe og mindre kriminalitet, færre skyderier. Det går i bølger, og lige nu har vi set en bølge, der er fuldstændig uacceptabel.

Jeg vil ikke på forhånd sige, at vi ikke kan støtte det her forslag, men jeg synes, det er problematisk, at det står alene, og at der nærmest er en slags løfte til borgerne om, at hvis vi hæver minimumsstraffen med 1 år, har vi skabt mere tryghed, for så er der færre skyderier og kriminalitet. Og så gør også indtryk, når der er så mange forskellige organisationer – Dommerforeningen, Landsforeningen af Forsvarsadvokater og andre – som i deres høringssvar siger: I er altså ude på en glidebane, når I igen og igen hæver minimumsstraffen. Straffelovrådet har også i deres rapport påpeget, at det ikke er et værktøj, de synes er godt. Min tid er udløbet, og jeg afviser det ikke på forhånd, men jeg synes ikke, det kan stå alene, og har også brug for processen i udvalget til at få svar på nogle spørgsmål.

Der er ikke nogen, der har bedt om korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Da vi er færdige med ordførerrækken, går vi over til justitsministeren, værsgo.

Tak for det. Jeg vil gerne indlede med at takke for de overvejende positive indlæg, vi har hørt. Jeg synes, jeg kan høre, at der er et klart flertal for forslaget.

Det forgangne år har jo været tydeligt præget af meget voldelige konflikter i rocker-bande-miljøet. Mere end en tredobling af antallet af rocker-bande-relaterede skudepisoder i det offentlige rum fra 2015 til 2016 har gentagne gange bragt lovlydige borgeres liv og helbred i fare. Vi skal ikke acceptere, at rockere og bander med rå og hensynsløs kriminalitet skaber utryghed i gaderne. Danskerne skal kunne færdes på gaden uden frygt for blive fanget i rockernes og bandernes skyderier. Derfor har det fra begyndelsen af min tid som justitsminister været en topprioritet at få skydevåben væk fra vores gader. Vi skal sikre, at der er en hård og mærkbar konsekvens ved ulovlig besiddelse af skydevåben.

Helt konkret lægger regeringen med dette lovforslag op til at fordoble minimumsstraffen fra 1 til 2 års fængsel for ulovlig besiddelse af skydevåben og eksplosivstoffer under særligt skærpende omstændigheder. Det forudsættes i den forbindelse, at strafniveauet for sådanne overtrædelser forhøjes med omkring 1 års fængsel i forhold til den straf, der hidtil har været fastsat af domstolene. Det indebærer eksempelvis, at straffen for besiddelse af en pistol med ammunition i det offentlige rum, som i dag straffes med fængsel i 1 år og 6 måneder, fremover skal straffes med fængsel i 2 år og 6 måneder. Der lægges altså op til en væsentlig skærpelse i de her sager, så de personer, der bliver taget med et skydevåben, får en længere ubetinget frihedsstraf.

Herudover foreslås det, at strafferammen hæves fra 6 års fængsel til 8 års fængsel for at sikre, at der fortsat vil være et væsentligt råderum for strafudmålingen ved særlig grove overtrædelser af bestemmelsen. Det er også vigtigt for mig at slå fast, at lovforslaget alene ændrer på strafudmålingen. Forslaget ændrer ikke på anvendelsesområdet for bestemmelsen. Derfor ændrer det heller ikke på, hvilke tilfælde der er omfattet af minimumsstraffen. Det betyder, at der fortsat skal være tale om besiddelse af et ulovligt skydevåben, og besiddelsen skal være under særligt skærpende omstændigheder.

Hvad angår den første betingelse om ulovlig besiddelse, er det min helt klare opfattelse, at alle danskere er bekendt med, at det kræver tilladelse at besidde et skydevåben. Det vil der normalt ikke opstå tvivl om. Den anden betingelse er som sagt, at den ulovlige besiddelse sker under særligt skærpende omstændigheder. Her er der tale om en konkret vurdering af sagens omstændigheder med fokus på våbnets farlighed. Hvis besiddelsen ikke sker under særligt skærpende omstændigheder, vil der kunne være tale om en overtrædelse af våbenloven.

Det vil netop være tilfældet med f.eks. jægere eller våbensamlere uden kriminel baggrund i øvrigt, der blot har glemt at forny våbentilladelsen eller jagttegnet inden for de relevante frister. Der vil med en sådan overtrædelse ikke være tale om ulovlig besiddelse under særligt skærpende omstændigheder. Overtrædelsen vil altså ikke være omfattet af straffelovens § 192 A, som er den bestemmelse, vi taler om her. Det tilsvarende vil gælde, hvis en person uden kriminel baggrund har tilladelse til at besidde et skydevåben, f.eks. et jagtgevær, men besidder det på et offentlig tilgængeligt sted under undskyldelige omstændigheder, der er i strid med tilladelsen. Det samme gælder for personer uden kriminel baggrund, som arver et skydevåben og igennem en årrække i strid med våbenlovgivningen har haft våbnet liggende ubenyttet, måske endda glemt, på bopælen eller i deres sommerhus.

Den nugældende bestemmelse indeholder med andre ord allerede en fornuftig afgrænsning, der gør, at den almindelige borger ikke pludselig og uforvarende rammes af urimeligt hårde straffe. Lovforslaget lægger derfor heller ikke op til at ændre på bestemmelsens anvendelsesområde. Så det er den rene straflængde, vi diskuterer her.

Så indeholder det her lovforslag også et andet element, nemlig et forslag om at ændre våbenloven, så vi fremadrettet kan fastsætte forbud mod transport af våben mellem andre lande end Danmark, når der er tale om nærmere bestemte afsenderlande. I 2004 blev der indsat en bestemmelse i våbenloven, så der kunne fastsættes forbud mod transport af våben mellem andre lande end Danmark, når der er tale om nærmere bestemte modtagerlande. Normalt indebærer våbenembargo, at man skal undgå, at der kommer våben til et bestemt land, men vi kan se, at det internationale sanktionsregime i enkelte tilfælde også forbyder transport af våben fra det embargoramte land. Med det her forslag tager vi højde for udviklingen på området for at sikre, at Danmark også fremadrettet kan efterleve sine internationale forpligtelser.

Med de bemærkninger skal jeg takke for indlæggene og ser frem til den videre behandling her i Folketinget, og jeg står selvfølgelig til rådighed for besvarelse af de spørgsmål, der måtte komme.

Det første spørgsmål er allerede kommet, og det er fra fru Lisbeth Bech Poulsen, SF. Værsgo.

Tak. Som jeg også sagde i min tale, tror jeg, at justitsministeren har et oprigtigt ønske om at skabe mere tryghed blandt borgerne. Ministeren har jo fuldstændig ret i, at der har været en eskalering af det, som er fuldstændig uacceptabel. Men er ministeren ikke enig i, at selv om vi kontinuerligt har set strengere straffe – vi ser jo ikke udviklingen gå den anden vej – er der ikke sket en tilsvarende udvikling i, at vi bare år for år kan se, at der er færre skydevåben og færre skyderier? Altså, mener ministeren, at man simpelt hen kan få mere fredelige og rolige gader alene ved at hæve minimumsstraffen og strafferammen?

Ministeren.

Ja, for i den længere tid, folk sidder i fængsel, gør de da ikke skade på andre.

Ordføreren.

Så skulle det jo netop være sådan, at vi så færre skyderier og færre skydevåben, for strafferammen er kun gået op, og vi har også fået en minimumsstraf. Vi har ikke set en lempelse af strafniveauet, minimumsstraffe og strafferammer. Alligevel kommer det i bølger, og det følger også i høj grad opgør mellem bander og rockergrupperinger. Så jeg kan simpelt hen ikke følge ministerens logik, altså at alene det, at der er nogen, der sidder længere tid i fængsel, gør, at der kommer et fald i antallet. Det er egentlig bare for at prøve at forstå, at det alene skulle sikre mere fred og ro i gaderne.

Ministeren.

Det gør det jo heller ikke alene. Vi er også i gang med at kigge på en rocker-bande-pakke, der forhåbentlig skal gøre en hel masse gode ting for lovlydige borgere og rigtig triste ting for rockere og bandemedlemmer. Men det er jo også, fordi verden udvikler sig. Hvis man kigger på den første bandepakke, bandepakke I, er der jo sket en udvikling. Dengang var det jo rockerne, der sloges mod hinanden. Siden dengang har vi fået et hav af bandegrupperinger. Jeg tror også, at man skal se det i den sammenhæng. De bandegrupperinger udvikler sig hele tiden. Man kan snart ikke følge med i, hvornår der er dannet nye bandegrupperinger, og i, hvordan de fraktionerer sig. Derfor har vi en udfordring i, at der kommer flere og flere af de her bander, og det er jo sådan set dem, vi skal gøre noget for at få sat i fængsel. Lad os endelig få sat dem i fængsel i lang tid.

Fru Zenia Stampe, De Radikale.

Men som jeg også sagde, er virkeligheden desværre, at vi har haft de her bandekrige med et par års mellemrum de sidste 10 år. Jeg vil derfor gerne spørge justitsministeren: Hvis det sker igen, altså at der opstår en ny bandekrig med mange skudepisoder, hvad skal vi så gøre? Vi kunne sige i 2019 eller 2020, for så er de, der har fået 2½ år, jo kommet ud igen, måske ekstremt forhærdede, fordi man er begyndt at arbejde lidt mindre med resocialisering. Det håber jeg ikke, men det kunne man jo frygte.

Altså, har ministeren så en idé til, om man skal hæve minimumsstraffen endnu en gang, hvis nu det viser sig, at det her altså ikke var det, der skulle til for endegyldigt at stoppe bandekrigene?

Ministeren.

Men skal vi nu ikke prøve at løse de udfordringer, vi står med i dag – her og nu – i stedet for at kigge på, hvad der sker i 2019 og 2020 og 2025? Ja, verden kan se meget anderledes ud i 2050, hvis vi stadig væk er her osv.

Altså, lige nu står vi jo med en udfordring, hvor rockere og bandemedlemmer har skudt i gaderne – nogle meget voldsparate bandegrupperinger, som vi er nødt til at sætte ind over for. Jeg påstår jo ikke, at det her løser alt. Det her er jo en smuk blomst i den dejlige buket, vi nu er ved at binde som en rocker-bande-pakke, hvor vi tager hårdt fat hele vejen rundt. Jeg anerkender fuldt og helt, at det her gør det ikke alene, men jeg har det jo sådan, at det også handler om, at vi sender et signal. Verden udvikler sig, de kriminelle udvikler sig og bliver mere rå, og derfor handler det hele tiden om, at vi også har et modsvar.

Ud over at man selvfølgelig skal prøve at få nogle bedre mennesker ud af fængslerne – det er en anden diskussion – så handler det også om, at de skal ind at sidde i tilpas lang tid til, at de bliver holdt væk fra gaderne. De skal vide, at hvis de går rundt med de her våben, får de en straf, der virkelig knalder til.

Spørgeren.

Når jeg spørger, er det jo, fordi vi i forbindelse med tre bandepakker har fået at vide, at nu kom det instrument, der gjorde, at vi ikke kom til at se en bandekrig igen. Og det er bare derfor, jeg spørger: Hvis vi så ser en til, er det her så skruen uden ende, eller har vi nået niveauet nu? Tror ministeren det? Eller vil ministeren være parat til endnu en gang at hæve straffen? Der kan i virkeligheden bare svares ja eller nej til det. Eller kan vi regne med, at det her er den sidste gang, og at hvis det ikke virker, anerkender man en gang for alle, at det faktisk er den forkerte vej, og at vi må finde nye midler?

Ministeren.

Jamen da jeg jo ikke har fået afsluttet mit i aftenskolekursus i krystalkuglekigning med fremtidsperspektiv, ved jeg simpelt hen ikke, hvad der kommer til at ske om 5 og 10 år. Men jeg ved i hvert fald, at hvis vi ingenting gør i dag, bliver det kun værre.

Jeg tror, vi skal anerkende – det var også det, jeg var inde på i mit svar til fru Lisbeth Bech Poulsen – at de kriminelle også udvikler sig. Vi har jo langt flere bandegrupperinger i dag, end vi havde sidst, vi lavede en rocker-bande-pakke, fordi tingene udvikler sig. Og så siger jeg: Nu strammer vi skruen, nu hæver vi minimumsstraffen her.

Jeg mener sådan set ikke, at det bare skal handle om minimumsstraffe på alle områder. Der er jeg sådan set enig i, at det er noget, man skal bruge med varsomhed, men det gør vi her. Og så kommer der jo en større bandepakke, som selvfølgelig tager mere fat.

Men hvis vi skal modgå de kriminelle, og hvis vi skal prøve at give borgerne tryghed, så kræver det altså også, at der følger nogle hårde straffe for den kriminalitet, der udøves.

Der er en kort bemærkning til hr. Rasmus Nordqvist, Alternativet.

Tak. Det er dejligt at høre, at ministeren gør brug af aftenskoletilbuddene i Danmark. Det er der mange der har glæde af.

Men jeg var jo lidt inde på det her med evidens i forhold til hårdere straffe, og hvad der egentlig virker, og om vi ved, om det virker i forbindelse med eksempelvis våbenbesiddelse. Og jeg kunne så høre på de svar, der ligesom var til fru Lisbeth Bech Poulsen, at det også handlede lidt om, at når de var låst væk, så lavede de ikke ballade. Det er jo en argumentation, jeg har hørt fra ministeren før, men hvis vi nu tænker den tanke helt til ende, kan vi jo spørge: Hvorfor er det så nok med 8 år? Hvad hvis de så laver ballade, når de kommer ud efter 8 år? Altså, mener ministeren virkelig, at det er en argumentation, der kan bruges, hvis vi vil gøre noget fornuftigt og langsigtet ved den her udfordring, som vi jo alle sammen er enige om der er?

Ministeren.

Men hvad er svaret så? Man kan godt stille en masse spørgsmål, og hvis man ingen svar har, så tænker jeg: Skal vi så lade være med at straffe? Skal vi så sige, at hvis vi stort set ikke straffede, så kunne vi nok i fælles forståelse og samtale komme frem til, at de kriminelle ikke skulle være kriminelle? Jeg har jo sådan set bestræbt mig på at være meget, meget ærlig, når jeg siger, at når de er låst inde, gør de ingen skade. Det er den ene del af det. Men jeg tror også et eller andet sted på, at hvis man render rundt med et våben, man har ulovligt, og hvis man ved, at det, i takt med at straffene skærpes, kan koste en 2, 3, 4, 5 år, så vil man tænke over det. Og hvis de ikke tænker over det, så er det da også fint. For så kommer de ind at sidde rigtig længe, og det er godt for vores alle sammens tryghed.

Hr. Rasmus Nordqvist.

Nu hørte jeg også ministeren i dag tale om de forsøg, man laver i Københavns Kommune med varetægtsfængsling i eget hjem, hvor det også var den helt store retorik, ministeren var ude i – måske også lært på aftenskolen. Men nu ved vi, at der faktisk er noget, der virker, og vi ved, at når vi har med kriminelle at gøre, så handler det om at skabe en anden virkelighed for dem – det handler om den her resocialisering, både hvis man har begået kriminalitet, men også før, altså hvordan vi laver en præventiv resocialisering. Og er det så ikke en værktøjskasse, ministeren kunne gøre lidt mere brug af i stedet for konsekvent og hele tiden at sige, som jeg egentlig har hørt ministeren sige, siden han tiltrådte, at hårdere straffe er svaret på alt? Altså, skal vi ikke tage og sætte gang i et evidensbaseret arbejde for at se på, hvad der egentlig virker, i stedet for bare at køre på en eller anden sådan fornemmelse eller noget, man har set i en krystalkugle, som siger: hårdere straffe?

Ministeren.

Men det handler også om retsfølelsen i befolkningen. Jeg er helt med på, at det her går på to ben, jeg er helt med på, at det også handler om, hvordan det er, vi resocialiserer generelt, når vi taler om straf. Nu har vi så her om rocker-bande-medlemmer, hvor jeg mener at der sådan er lidt længere mellem snapsene, når vi skal resocialisere. Der skal vi selvfølgelig kigge på exitindsatser og alt det dér, det er jeg fuldstændig med på. Men det handler for mig også om retfærdighed og retsfølelse, og når jeg i dag er ude at reagere på det her med, at man kan varetægtsfængsles i hjemmet, så er det simpelt hen, fordi jeg var ved at besvime, da jeg fandt ud af, at det kunne man. Det kan jeg simpelt hen ikke have med at gøre. Der skulle næsten have været en truck kørt ind med iltapparater, for at jeg kunne holde mig stående. For jeg blev simpelt hen så chokeret over, at det er sådan, det foregår i vores land. Det er jo fuldstændig at håne ofrene, at man siger, at du kan blive varetægtsfængslet i dit hjem. Jeg har da aldrig hørt noget mere tåbeligt.

Der er ikke flere, der har bedt om korte bemærkninger, så vi siger tak til ministeren.

Og da der ikke er flere, der har bedt om ordet i det hele taget, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.