Udlændinge- og Integrationsudvalget 2016-17
L 135 Bilag 1
Offentligt
UDVALGSSEKRETARIATET
NOTAT
OM HØRINGSSVAR PÅ L 135 (BELØBSORDNINGEN)
Høringsnotat vedrørende L 135 forslag til lov om ændring af
udlændingeloven (præcisering af kravene til aflønning efter
beløbsordningen)
Introduktion
Lovforslaget medfører, at beløbsordningen i udlændingeloven præciseres,
således at lønudbetalingen skal foregå i Danmark, og så det tydeliggøres at
kost og logi m.v. ikke kan indgå i lønberegningen.
Lovudkastet blev sendt i høring den 21. februar 2017 med frist for at afgive
høringssvar den 22. marts 2017.
Følgende 6 høringsparter har meddelt, at de ikke har bemærkninger til
lovudkastet: Flygtningenævnet, KL, FTF, Institut for Menneskerettigheder,
Færøernes Landsstyre, Udlændingenævnet.
Følgende 6 høringsparter har fremsat bemærkninger til lovudkastet: Styrelsen
for International Rekruttering og Integration (SIRI), HK, Finanssektorens
Arbejdsgiverforening (FA), Landsorganisationen i Danmark (LO), Dansk
Arbejdsgiverforening (DA) og Dansk Byggeri.
Samlet set giver LO og HK udtryk for støtte til forslaget, mens FA, DA og
Dansk Byggeri ikke kan støtte forslaget. SIRI tager ikke stilling til forslaget,
men fremhæver konsekvenser ved forslaget for både virksomheders
rekrutteringsmuligheder og procedurerne for forvaltningens sagsbehandling.
I det følgende gennemgås væsentlige punkter og forslag i høringssvarene.
For mere detaljerede oplysninger henvises der til de fremsendte høringssvar.
Høringssvarene har i sær berørt:
1. Transparens i forhold til efterlevelsen af kravene for beløbsordningen.
2. Aflønningskrav i andre erhvervsopholdsordninger.
3. Virksomheders mulighed for at tiltrække kvalificeret arbejdskraft.
4. Forskel i ansættelsesforhold for danske og udenlandske
medarbejdere.
21. april 2017
Ref.: 17-000216-3
Morten Villumsen
Konsulent
1/4
L 135 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat
1. Transparens i forhold til efterlevelsen af kravene for
beløbsordningen.
LO og HK forholder sig positive til lovforslagets præcisering af kravene til
beløbsordningen. Præciseringen sikrer gennemsigtighed i, hvornår kravene
for beløbsordningen er efterlevet, således at den påkrævede årlige
minimumsindkomst på 400.000 kr. ikke kan omgås ved udbetaling af ikke-
likvide midler som kost, logi mv.
HK fremhæver desuden, hvordan bedre transparens i lønberegningen vil
medføre styrket kontrol af, om udenlandske arbejdere får den løn, som de er
berettiget til. Kravet om, at lønnen skal udbetales i Danmark, giver yderligere
gennemsigtighed og mulighed for kontrol, da det sikrer, at hele eller dele af
den udbetalte løn går til medarbejderen og ikke arbejdsgivere eller
mellemhandlere. HK peger endvidere på, at præciseringen af at
lønudbetalingen kun må ske i likvide midler her i landet vil medføre en større
skattebetaling.
2. Aflønningskrav i andre erhvervsopholdsordninger.
LO finder det ulogisk, at præciseringen af kravene til aflønning ikke udbredes
til at gælde ordningerne for fodermestre og driftsledere, som i lighed med
højtkvalificerede personer under beløbsordningen får adgang til det danske
arbejdsmarked på grund af mangel på arbejdskraft.
Problematikkerne i lønberegningen for udenlandske driftsledere og
fodermestre er lige så relevant som for udenlandske medarbejdere omfattet af
beløbsordningen. LO finder det derfor oplagt, at kravet om at fodermestre og
driftsledere skal aflønnes efter sædvanlige danske løn- og ansættelsesvilkår
tilføjes samme bemærkning om, at aflønningen skal ske i likvide midler her i
landet.
3. Virksomheders mulighed for at tiltrække kvalificeret arbejdskraft.
Finanssektorens Arbejdsgiverforening, Dansk Arbejdsgiverforening og Dansk
Byggeri anfører vigtigheden af, at Danmark i tider med mangel på kvalificeret
arbejdskraft gør det enkelt for danske virksomheder at tiltrække den
nødvendige arbejdskraft. Lovforslagets præcisering af beregningsgrundlaget
vil ifølge FA, DA og Dansk Byggeris vurdering påvirke adgangen til kvalificeret
udenlandsk arbejdskraft i negativ retning og indskrænke virksomhedernes
mulighed for at tiltrække medarbejdere med de nødvendige kvalifikationer.
SIRI gør endvidere opmærksom på, at lovforslaget også har indflydelse på
fast-track ordningen, som er tiltænkt arbejdstagere, der modtager løn fra
udlandet, mens de arbejder i Danmark. Lovforslagets præcisering af, at
lønnen udelukkende skal betales her i landet, vil derfor have konsekvenser for
en række store virksomheders mulighed for indstationeringer.
2/4
L 135 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat
4. Forskel i ansættelsesforhold for danske og udenlandske
medarbejdere.
SIRI, DA og Dansk Byggeri finder det problematisk, at lønsammensætningen
for danske og udenlandske medarbejdere er forskellige.
DA og Dansk Byggeri fremhæver, at lovforslaget vil føre til, at den del af
ansættelsespakken, der udgøres af ikke-likvide midler fremover skal
beskattes, men ikke kan indgå som løn i indtægtskravet. Det gør ordningen,
bureaukratisk og vanskelig at administrere, idet arbejdsgivere fremover skal
opgøre løngrundlaget for udenlandske og danske medarbejdere forskelligt. De
ikke-likvider ordninger til udenlandske medarbejdere beskattes men opfattes
ikke som del af lønnen, mens de for danske medarbejdere (f.eks.
frokostordning mv.) ofte er omfattet af den skattepligtige løn.
SIRI påpeger, at mulighederne for at føre kontrol med, om ansættelsen af
udenlandske medarbejdere sker efter sædvanlige danske løn- og
ansættelsesvilkår vanskeliggøres, når kravene til lønberegningen for de to
grupper differentieres. Desuden ser SIRI en risiko ved at kravene til
beløbsordningen og fast-track ordningen adskiller sig fra andre
erhvervsopholdsordningerne som f.eks. positivlisten. Sagsbehandlingen vil
med forslagets præciseringer blive mindre ensartet og gennemsigtig, når der
gælder forskellige krav for de enkelte opholdsordninger.
3/4
L 135 - 2016-17 - Bilag 1: Høringssvar og høringsnotat
Oversigt over høringssvar
1.
2.
3.
4.
5.
6.
7.
8.
9.
10.
11.
12.
Dansk Arbejdsgiverforening (DA)
Dansk Byggeri
Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA)
Flygtningenævnet
FTF
Færøernes Landsstyre
HK
Institut for Menneskerettigheder
Kommunernes Landsforening (KL)
Landsorganisationen i Danmark (LO)
Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI)
Udlændingenævnet
4/4