Tak, formand.
Jeg skal gøre det her kort og ikke opholde hele Folketingssalen længere end højst nødvendigt.
Jeg vil bare pointere det absurde i, at vi på den ene side har en Mette Frederiksen, som igen og igen siger, at Danmark hungrer efter kvalificeret arbejdskraft, og at vi skal gøre mere for at have kvalificeret arbejdskraft i Danmark, og på den anden side har vi så et Socialdemokrati, der i dag stemmer for en hævelse af beløbsordningen, og som stemmer for at gøre det besværligt at tiltrække kvalificeret arbejdskraft fra udlandet.
Der minder jeg altså om, at vi har en historisk lav arbejdsløshed i Danmark.
Og de argumenter er jo ikke bare et eller andet, som vi i Venstre finder på, men Dansk Arbejdsgiverforening synes, det her er en rigtig, rigtig dårlig idé.
Hvis man kigger på det større billede, er der altså tale om en beløbsordning, der er på et niveau, hvor mindre end halvdelen af danskerne tjener på det samme niveau.
Så jeg håber, at Socialdemokratiet vil komme herop og tage en dialog om, hvorfor det er, man ønsker det her – ikke mindst ud fra det synspunkt, at Økonomisk Råd kom med en rapport så sent som i tirsdags, hvor der står, at det anbefales, at beløbsgrænsen sættes ned, og at den fremadrettet reguleres med lønudviklingen.
Så jeg vil egentlig slutte her og bare invitere Socialdemokratiet til at komme herop, så vi kan tage en god dialog om det her.