Vi er jo i gang med at behandle ændringsforslag til det her forslag, og det handler om, hvad grænserne for biblioteksafgiften skal være.
Biblioteksafgiften er jo noget, man får for at stille sine bøger til rådighed på bibliotekerne.
Det er ikke en afregning eller en løn, men det er en kulturstøtteordning, for at man ved at stille sine bøger til rådighed kan få mulighed for at skrive nogle flere bøger, og det er jo sådan set en rigtig god idé, at vi har den ordning.
Problemet er jo bare, hvor grænserne skal gå:
Skal man i al evighed kunne modtage penge, og skal man kunne modtage et ubegrænset beløb?
Der er vi så blevet enige om at lave nogle grænser for det og sige:
Okay, overstiger det et vist beløb, synes vi sådan set, det er rimeligt, at det bliver nedtrappet.
Og det forslag, som jeg vil tale for her, er et forslag, der består i, at vi nedtrapper det lidt tidligere.
Faktisk er det sådan, at man i dag kan få udbetalt 35.000-40.000 kr.
biblioteksafgift, plus det, man så i øvrigt får fra at have solgt bøger og via forlag, uden at der på nogen måde er en reduktion.
Vi ved jo også godt, at det er noget, der har været oppe i den offentlige debat en gang imellem:
Hvad er egentlig ideen i, at vi via vores offentlige biblioteksvæsen og vores offentlige udlån tildeler forfattere, som i øvrigt har en god indkomst, mange, mange hundrede tusinde kroner?
Hvad er formålet med det, når det nu er en kulturstøtteordning med henblik på at understøtte kultur?
Det er jo derfor, at vi har fremsat det her forslag, som er et meget, meget moderat forslag, vil jeg starte med at sige.
Det betyder nemlig, at vi begynder at lave en nedtrapning i det beløb, man får, når man får udbetalt 35.000 kr.
om måneden.
Det vil sige, at får man udbetalt 35.000 kr.
om måneden – og 420.000 kr.
om året – i ren biblioteksafgift, så begynder man en beskeden nedtrapning.
Den nedtrapning fortsætter, hvis man tjener 480.000 kr., og den når så sit højdepunkt, hvis man tjener over 540.000 kr.
alene ved biblioteksafgiften.
Altså, når man får 45.000 kr.
om måneden fra det offentlige for at stille sine bøger til rådighed, så får man kun udbetalt 25 pct.
af resten.
Man får altså stadig væk udbetalt noget, men ikke 100 pct.
Det her forslag betyder selvfølgelig, at der bliver nogle penge til overs.
Der bliver nogle penge, som ikke bliver udbetalt, og de penge kan man jo så bruge – og det er det, der ligger i forslaget – til alle de forfattere, der ligger i den mellemliggende gruppe, og det vil sige, at man i stedet for at give penge til folk, som har meget i forvejen, altså understøtter det, der er det egentlige formål med det her, nemlig at være en kulturpolitisk ordning for at fremme, at folk producerer bøger.
Jeg er selvfølgelig meget glad for, at Dansk Folkeparti og SF støtter det her ændringsforslag.
Jeg er selvfølgelig ikke så glad for, at en række andre partier ikke støtter det, og det undrer mig egentlig lidt.
For skyldes det nu, at de egentlig synes, at det er meget rimeligt, at man kan få i hundredtusindvis af kroner fra skatteydernes penge år efter år ved at stille sine bøger til rådighed, samtidig med at man har andre indtægter fra salg af bøger osv.?
Eller er det simpelt hen, fordi vi er for lidt revolutionære?
For det er jo et meget begrænset forslag, vi laver her, og man kan jo få den tanke, at nogen synes, det er for lidt, fordi det ikke giver nok til den brede gruppe af forfattere.
Der er det bare, jeg tænker, at hvis det er det, der er årsagen, altså at vi simpelt hen er for svage i koderne, så vil vi godt mande os lidt op mellem anden- og tredjebehandlingen, og så er vi meget villige til at forhandle med jer, der ikke har støttet det her forslag, om at skærpe det.
Men hvis det skyldes, at I principielt er imod, at man har den slags nedtrapningsordninger, og at I rent faktisk har det princip, at det er en god ting, at nogle ganske få forfattere kan få udbetalt hundredtusindvis af skatteydernes kroner, ja, okay, så kan vi nok ikke nå et kompromis.
Men det er sådan set en opfordring til en diskussion her under andenbehandlingen.
Tak.