Tak for det.
Dette lovforslag forholder sig til ægteskab på omtrent samme måde, som en redningsvest forholder sig til et skib.
Vi vedtager det kun, så der er en vej ud, når det, der er det egentlige formål, ikke går, som det skal.
Når et skib forliser, må mennesker kunne komme ud af skibet, og når et indgået ægteskab går i stykker, må ægtefællerne jo også kunne komme ud af det.
Dette er altså en nødforanstaltning.
Men en redningsvest er jo som bekendt en del af noget større, og når Folketinget vedtager dette forslag, er vi kommet meget tæt på kulminationen på en lang, hård og møjsommelig demokratisk proces på Færøerne.
Man kan sige, at den startede i 1988, da et forslag om at forbyde diskrimination af homoseksuelle blev lagt for Lagtinget.
Det udløste en meget stor debat, som de konservative kræfter vandt – forslaget fik kun en stemme i Lagtinget.
Men tavsheden var brudt, og debatten fortsatte, og efter at være blevet stillet to gange, blev forslaget, altså om diskriminationsparagraffen, endelig vedtaget i 2006.
Siden fulgte så debatten om homoseksuelles adgang til ægteskab.
Først blev et forslag fældet i Lagtinget, men for et lille års tid siden blev det vedtaget med 19 stemmer for og 14 imod.
Der er tale om et fælles anliggende, så det bliver Børne- og Socialministeriet, som efter anmodning fra Lagtinget kommer til at implementere og ændre ægteskabsloven for Færøerne.
Men skal homoseksuelle kunne giftes, må de også kunne skilles, uanset hvilket land de bor i.
Det er en sag for domstolene, og det er også fælles for hele riget, og derfor fremsættes dagens forslag.
Det var det tekniske.
Så vil jeg også gerne sige lidt overordnet om denne sag.
Sagen er den, at for bare 2 årtier siden havde homoseksuelle det svært på Færøerne.
Det er ikke en påstand – faktum er, at det var mere reglen end undtagelsen, at de forlod deres land.
I 1995 blev mine egne øjne åbnet op for, at der var noget galt.
Jeg havde skrevet et indlæg i aviserne, hvor jeg kritiserede den hårde tone, som homoseksuelle blev omtalt med, selv om ingen af dem nogen sinde tog til genmæle.
Nogle dage senere fik jeg et brev med posten fra en person, som takkede mig for mit læserbrev og kort forklarede, at for ham eller hende var livet på Færøerne kompliceret.
Jeg ved ikke, hvem det var, der skrev brevet til mig, for det var anonymt.
Vedkommende turde hverken stå frem offentligt med navn eller nævne sit navn over for mig, der havde forsvaret ham eller hende i offentligheden.
Han eller hun talte ud af et mørke, og det var, da jeg stod med det brev i hånden, at jeg virkelig indså og forstod, at der altså er nogle mennesker i vores samfund, som går og dukker nakken, og som er kuet af en social konsensus, som det er nødvendigt at bryde.
Nu er den brudt.
Der er sket et radikalt holdningsskift, og det er først og fremmest takket være de homoseksuelle færinger, der insisterede på at blive på Færøerne og ændre Færøerne indefra i stedet for at vælge den nemme løsning og flytte væk.
De lavede f.eks.
nogle simple, men slagkraftige kampagner med det meget enkle budskab:
Her er vi.
De startede også Thorshavn Gay Pride.
I starten var der meget få, der mødte op, men de sidste år er priden i Thorshavn set i forhold til befolkningstallet uden tvivl blevet den største i verden.
Det var altså folk, der ikke spurgte, hvad deres samfund gjorde ved dem, men hvad de kunne gøre ved deres samfund, og det er jo kernen i al sund politisk aktivitet.
En anden helt afgørende faktor har været, at danske myndigheder og danske interesseorganisationer stort set har blandet sig uden om denne sag, selv om både familieretten og domstolene jo er fælles for hele riget.
Det er vigtigt, for hvis den fundamentale ændring, der er sket på Færøerne i denne sag, ikke var kommet indefra, var den overhovedet ikke kommet.
Processen har været lang, debatten har varet i næsten 30 år, der er blevet sagt meget hårde ting, og for nogle har det været smertefuldt, sårende og pinefuldt, men nogle gange skal demokratiske debatter ud i hvert eneste hjørne.
Nogle gange må alle tanker og alle meninger komme ud af krogene, ud i lyset, hvor de kan brydes i det offentlige rum, før der kan dannes en ny konsensus.
Og sådan har det været.
Sådan er der blevet dannet en ny offentlig mening på Færøerne, og på den baggrund kan vi nu implementere en lov, der har fuld demokratisk legitimitet.
Holdningen er ændret – nu er det tid at ændre loven.
Det er demokrati, når det folder sig ud på den smukkeste vis.
Tak.