Det næste punkt på dagsordenen er:

12) 1. behandling af lovforslag nr. L 122:

Forslag til lov om ændring af lov om naturbeskyttelse. (Nye muligheder for visse anlæg og indretninger på klitfredede arealer og inden for strandbeskyttelseslinjen samt inden for sø- og åbeskyttelseslinjen).

Af miljø- og fødevareministeren (Esben Lunde Larsen).

(Fremsættelse 25.01.2017).

Forhandlingen er åbnet, og det er hr. Christian Rabjerg Madsen, Socialdemokratiet. Han ser ud til at være fraværende, og så må det blive fru Pia Adelsteen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Det er ikke sådan, når vi alle sammen har travlt med gennemgange rundtomkring i huset.

Det her lovforslag er jo en udmøntning af den aftale, vi i Dansk Folkeparti har lavet med den daværende regering, Venstreregeringen, sammen med Konservative og Socialdemokratiet om et Danmark i bedre balance. Det her er så, hvad kan man sige, naturdelen af det, hvor vi har set på strandbeskyttelseslinjen og andre linjer – der er så mange i Danmark, at vi snart ikke kan liste dem op – og hvor vi ser på, hvordan det skal være nemmere for borgere, der bor inden for den her 300-meterszone ved kysterne, strandbeskyttelseslinjen, således at de borgere rent faktisk har mulighed for at have en tilværelse ligesom alle andre i Danmark. Og når jeg siger det, skal det forstås sådan, at man f.eks. har lov til at lave en sandkasse til sine børn, lave et gyngestativ, lave et højbed. Vi har alle sammen læst om alle de her meget mystiske historier rundtomkring i Danmark, hvor der simpelt hen er en, hvad kan man sige, mangel på frihed i forhold til at bo inden for strandbeskyttelseslinjen.

Det her er ikke en mulighed for at plastre kysterne til, vil jeg skynde mig at sige, og når jeg siger det, er det, fordi det har været en del, synes jeg, af den modstand, man har hørt, altså at vi nærmest skulle gå ind og lave sådan et Costa del Vestkysten i forhold til turismevirksomheder. Men i den her aftale er der en god balance i forhold til at give mulighed for, at turismevirksomheder kan udvikle sig. Og det betyder, at der er hoteller, der på nuværende tidspunkt ligger ved vandet, men som nu får mulighed for eksempelvis at lave en petanquebane til deres gæster, lave et udendørs spabad, eller hvad det måtte være – noget, der kan fremme turismen, og noget, som turisterne også har efterspurgt, og det synes jeg er ganske glimrende.

Det giver også mulighed for, som jeg sagde, at grundejere får lov til at lave sandkasser, terrasser osv. i 10-15 meters afstand af deres bebyggelse, og det er også rigtig positivt. Det giver endvidere mulighed for, at man på eksisterende havne kan opføre og indrette bygninger til klubber, til foreninger og altså også til turismeformål, og det er også positivt.

Jeg vil godt sige, at hele aftalen selvfølgelig er et udtryk for et kompromis. I Dansk Folkeparti havde vi gerne set, at man var gået videre. Vi synes, at det skal være sådan, at når man har en grund inden for strandbeskyttelseslinjen, skal der også være mulighed for at kunne benytte hele sin grund og også lave en sandkasse i det fjerneste hjørne f.eks. Det synes vi kunne have været ganske glimrende. Vi synes også, det kunne have været rigtig godt, hvis man i forhold til strandbeskyttelseslinjen havde mulighed for at dyrke sine arealer med det, man ønsker at dyrke. Det er jo sådan i dag, at hvis man har landbrugsjord inden for strandbeskyttelseslinjen, må man dyrke majs og korn og alt muligt, men man må ikke dyrke juletræer – af uransagelige årsager. Og det er for mig stadig ubegribeligt – og flere har grinet af, at jeg er gået meget op i juletræer, men sådan er det. Jeg synes, at når man laver love og regler, skal de være logiske og fornuftige, og jeg har endnu ikke kunnet finde en grund til, hvorfor man ikke må dyrke juletræer, men det er der sikkert andre der kan fortælle mig.

I bund og grund er det en god aftale, vi har fået lavet. I Dansk Folkeparti havde vi gerne set, at man var gået en lille smule videre og havde givet lidt mere frihed, men det kan jo være, at det kommer med tiden. Vi er i hvert fald glade for aftalen, som vi håber på kan åbne for mere turisme i yderområderne og give muligheder ude de steder, hvor vi altid snakker om at der skal ske en udvikling. Så vi er rigtig glade for, at forslaget nu bliver førstebehandlet.

Tak. Der er en kort bemærkning fra fru Maria Reumert Gjerding, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil gerne spørge Dansk Folkepartis ordfører, om fru Pia Adelsteen ikke er enig med mig i, at naturen ved kysterne er noget af det mest værdifulde og unikke og uspolerede, vi har tilbage i Danmark.

Så vil jeg også bare gerne bede ordføreren om at bekræfte, at det allerede i dag, som det jo også fremgår af lovbemærkningerne, er muligt at lave beplantning i en eksisterende have. Man får stort set altid dispensation til mindre anlæg i lovligt etablerede haver. Nu snakker vi om sandkasser, der har været en masse snak om æbletræer, og det har man automatisk lov til. Og som loven er i dag, dispenseres der for det meste til friluftslivsaktiviteter: stier, sheltere og andre ting.

Jeg tror, vi skal passe meget på, og det, jeg egentlig synes er ærgerligt, er, at myter og fortællinger har fået lov til at fylde ekstremt meget. Der er jo mennesker, der har en grund, der går helt ud i den frie natur, helt ned til strandkanten. Hvis man har lov til at placere gyngestativer og æbletræer og sandkasser på hele sin grund, risikerer vi jo, at de mennesker, der gerne vil opleve naturen, skal zigzagge rundt mellem gyngestativer og æbletræer, fordi man ville placere det der og ikke tæt på sit hus.

Ordføreren.

Altså, jeg synes netop, at den udlægning, fru Maria Reumert Gjerding kommer med, er at skabe myter. Det må jeg altså ærligt indrømme. Jeg synes, det er unødvendigt bureaukrati, at folk skal søge om dispensation til at få en sandkasse i deres egen have. Jeg er udmærket klar over, at der er grunde, der faktisk går ned til vandkanten, for sådan vil det også være, men vi har aldrig nogen sinde i forbindelse med den aftale, vi har diskuteret, snakket om, at vi skulle lade folk bygge nede på stranden. Det er overhovedet ikke det, der er meningen. Men det må altså være rimeligt, at man, når man har en grund, har lov til at sætte et gyngestativ op og lov til at lave en sandkasse til sine børn. Det synes jeg da egentlig i bund og grund er rimeligt, i forhold til at man også betaler for grunden.

Jeg synes, at det billede, fru Maria Reumert Gjerding maler, handler om noget, som aldrig kommer til at foregå, fordi man i øvrigt kan regulere det med lokalplanerne, og det er jo det, kommunerne gør. De siger: Hvis vi har et sommerhusområde, vi ønsker skal se ud på en bestemt måde, så regulerer vi det via lokalplaner. Og der har borgerne i området så mulighed for at gå ind og påvirke det.

Fru Maria Reumert Gjerding.

Nu henholder jeg mig jo alene til det, der allerede står i lovbemærkningerne, i forhold til hvad man kan få lov til i dag. Vi må grave ned i under udvalgsarbejdet, hvorvidt Dansk Folkepartis ordfører kan garantere eller være fuldstændig sikker på, at der netop ikke sker det med det her lovforslag, at vi risikerer at få gyngestativer og sandkasser og alt muligt spredt ud over strandbeskyttelseslinjen – som jo ikke er nogen tilfældig linje, men som har været der siden 1930'erne for at sikre, at alle mennesker, der har lyst til at gå en tur langs stranden, skal kunne opleve en uspoleret natur.

Værsgo.

Jeg er overhovedet ikke nervøs. De fleste mennesker, der køber et sommerhus eller en beboelse i nærheden af vand, ønsker faktisk at være i nærheden af naturen, i nærheden af vandet. Det her har intet med de åbne strande at gøre, det mener jeg ikke. At sætte en bænk op inden for den her 300 meters linje i nærheden af søer, fjorde osv., så folk kan sætte sig ned og nyde deres madpakke og nyde naturen, når de er ude at køre en tur, synes jeg da man skal have lov til. Jeg synes faktisk også, man skal have lov til at sætte en bænk op i sin egen have, men det må man ikke i dag.

Tak til ordføreren, der er ikke flere korte bemærkninger.

Så er det hr. Christian Rabjerg Madsen. Praksis er jo, at hvis man kommer for sent, kommer man til sidst. Men da det var lige til øllet, får hr. Christian Rabjerg Madsen lov til at komme op som nummer to nu. Værsgo.

Tusind tak til formanden for hendes venlighed. Jeg skal beklage, at jeg på grund af samrådet var forsinket.

I 1937 vedtog Folketinget den første naturbeskyttelseslov, der sikrede en beskyttelseslinje på 100 m ved kysten. Formålet var at sikre mod byggeri og at sikre alle borgere adgang til stranden, eller som statsminister Thorvald Stauning udtrykte det i sin afslutningstale:

Vi befinder os i en af de sidste timer med hensyn til denne sag, hvis man vil redde værdier, som er i fare. Naturens redning for folket er ensbetydende med adgang til skønheds- og sundhedskilder, og den Rigsdag, som nu eventuelt redder disse store naturværdier fra undergang, vil gøre sig fortjent af alle grundejere ved samtidig at forhindre udsalg af tåbeligt snæversyn til skade for efterkommere.

I 1994 blev strandbeskyttelsen under daværende miljøminister Svend Auken i store dele af landet udvidet fra de oprindelige 100 m til 300 m. Det er således overflødigt at gøre opmærksom på, at spørgsmålet om strandbeskyttelse, kystbeskyttelse er hjerteblod for Socialdemokratiet.

Lovforslaget, vi har med at gøre i dag, udmønter planlovsaftalen om Danmark i bedre balance, som Socialdemokratiet indgik med den daværende Venstreregering, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti. Det er ingen hemmelighed, at den daværende smalle Venstreregerings udspil indeholdt vidtgående planer for vores mest dyrebare natur, de åbne strande, som mit parti ikke kunne se os selv i. Jeg er derfor tilfreds med, at det i forhandlingerne lykkedes at forhindre, at der blev givet tilladelse til at bygge hoteller langs vores kyster, placere i hundredvis af strandstole og et virvar af andre skæmmende ting på vore strande. Aftalen viser, hvorfor det med H.C. Hansens ord giver mening altid at være mere optaget af resultater end resolutioner, for det var nemlig i forhandlingerne, vi fik skabt de resultater, som nu gør en forskel for noget af det mest dyrebare natur, som vi har, nemlig vores åbne strande.

Jeg synes egentlig, at vi med lovforslaget har sikret en god balance mellem benyttelse og beskyttelse. Det er et kompromis, men jeg er tilfreds med, hvad vi har opnået i aftalen om et Danmark i bedre balance.

Med lovforslaget åbnes der op for, at havnebygninger, som ikke længere bruges, kan indrettes og tages i brug, så de understøtter turisme, foreningsliv og andre aktiviteter på havnene. Derudover indføres der lempeligere regler for, hvad kommunerne må mellem by og havn, ligesom det bliver muligt at etablere baderamper til personer med handicap på vores havne. Det synes jeg er positivt. Forslaget bidrager hermed til en øget aktivitet på vores havne og hermed til øget aktivitet og øget vækst i vores lokalsamfund – ofte lokalsamfund i de mere tyndtbefolkede landdistrikter.

Lovforslaget giver også mulighed for, at grundejere med grunde inden for strandbeskyttelseslinjen får mulighed for at etablere mindre anlæg som højbede og legeredskaber, og der åbnes for, at der kan gives dispensation til udhuse og drivhuse på op til 10 m 2 på grunden. Dispensationen afhænger dog af, at det ansøgte ikke påvirker kystlandskabet på stedet væsentligt, og at området ikke er fredet. Med forslaget lemper vi også reglerne vedrørende strandbeskyttelseslinjen, så klubber, foreninger, frivillige og institutioner får bedre mulighed for at etablere eksempelvis omklædningsfaciliteter, skure til opbevaring af havkajakker eller fiskeudstyr, bålhytter, madpakkehytter eller shelters, hvis det sker i tilknytning til allerede eksisterende anlæg ved stranden, eksempelvis en nedkørsel til stranden eller en parkeringsplads. Samtidig er det et krav, at de aktiviteter, som de faciliteter, der åbnes op for, skal understøtte, har en stærk tilknytning til vandet, og det er også et krav, at faciliteterne placeres så tilbagetrukket som muligt, så de store, åbne kyststrækninger i videst muligt omfang altid bevares, samt at faciliteterne beskrives i en lokalplan, så de falder bedst muligt ind i naturen og stedets landskab.

De nye muligheder giver bedre rammer for friluftslivet; de styrker vores vidtforgrenede foreningsliv og ansporer til, at flere kommer ud i naturen. Det er positivt for vores foreningsliv, for vores liv i lokalsamfundene, men det er selvfølgelig også positivt for sundheden, som Stauning også nævnte.

Forslaget, som det ligger nu, rammer en god balance mellem beskyttelse af de åbne kyster og lokalsamfundenes mulighed for at udfolde sig i naturen. Der er en god balance, synes jeg, mellem turisterhvervets muligheder og naturbeskyttelsen. Det er vigtigt, at erhvervslivet og turismen får gode muligheder og rammer, men det er også vigtigt at huske på, at det jo netop er den uspolerede natur og vores åbne kyster, som i de her kommuner tæt på vandet har den største tiltrækningskraft på turister.

Med de ord kan jeg meddele, at Socialdemokratiet kan støtte forslaget.

Tak for det. Der er en række korte bemærkninger. Det er først fru Maria Reumert Gjerding. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil gerne starte med at kvittere for, at Socialdemokratiet med den politiske aftale, der blev indgået, var med til at forhindre det, der var regeringens plan, nemlig at åbne op for mere byggeri ved kysterne.

Der er noget, jeg er lidt bekymret for. Det er det her med, at man helt vil ophæve strandbeskyttelseslinjen mellem by og havn. Har Socialdemokratiets ordfører – Socialdemokratiet er jo en del af den her aftale – nogen idé om, hvor stort et areal der vil være tale om? Altså: Hvor meget kyststrækning vil samlet set ikke længere være beskyttet med en strandbeskyttelseslinje, når man indfører det her?

Ordføreren.

Det vil jo være et ganske begrænset areal. Jeg har ikke det eksakte tal. Det kan vi sikkert få gravet frem, måske under udvalgsbehandlingen. Men det er jo også vigtigt at sige, at det, vi åbner op for, i forbindelse med at man imellem by og havn kan nogle andre ting, skal drøftes og fastlægges i en senere vejledning, som aftalepartierne naturligvis får indflydelse på. Så vi vil selvfølgelig også følge den mulighed og den lempelse nøje i det arbejde, som ligger foran os.

Spørgeren.

Noget andet, som jeg synes er lidt bekymrende, er det, at man åbner op for, at klubber og andre kan bygge helt nede på stranden. Er det ikke en bekymring, som Socialdemokratiet deler, eller har jeg misforstået det, der ligger i lovforslaget? Og mener Socialdemokratiet, at der reelt er det her behov, også når vi kan se i lovforslagets bemærkninger, at sådan som loven reelt praktiseres i dag, gives der stort set altid dispensation, eller i hvert fald meget, meget ofte, til stier, sheltere, parkeringspladser og alle de ting, som der jo er blevet italesat et stort behov for.

Ordføreren.

Det er jo to spørgsmål. Jeg tror rent faktisk, at der er et behov for, at foreningslivet kan få nogle støttepunkter for deres aktiviteter ude i landet. Men jeg er meget, meget opmærksom på, at vi skal gøre vores ypperste for at friholde de åbne kyster. Det er også derfor, at det i bemærkningerne til lovforslaget meget klart er anført, at såfremt der åbnes op for de her faciliteter, placeres de så tilbagetrukket som overhovedet muligt, sådan at man som udgangspunkt friholder de åbne kyster. Så vi er meget opmærksomme på den problemstilling, og jeg synes også, at den problemstilling er balanceret i bemærkningerne til lovforslaget.

Så er det fru Pia Adelsteen.

Tak for det. Jeg er simpelt hen nødt til at spørge, fordi ordføreren sagde, at det ikke var nogen hemmelighed, at det var Socialdemokratiet, der trak forslaget i en anden retning end det »vidtgående forslag, regeringen kom med«: Hvor var det vidtgående henne? Ordføreren nævnte selv, at der kunne ligge hundredvis af liggestole på stranden. Det har jeg da aldrig læst i et forslag, så nu spørger jeg bare. For hvis der netop var noget, der var med til at lave mytedannelser, så var det f.eks. en underskriftsindsamling fra Danmarks Naturfredningsforening mod, at der nu ville komme strandbyggeri langs hele Vestkysten i store træk – noget, der virkelig generede mig, og som jeg syntes var useriøst. Så jeg er nødt til at spørge ordføreren: Hvor var det, forslaget var vidtgående?

Ordføreren.

Jeg er meget glad for, at vi i de forhandlinger fik fastholdt, at der skal være en strandbeskyttelseslinje, og der skal være en kystnærhedszone. Det er jo fuldstændig afgørende for, at man kan sikre en udvikling i de her områder, samtidig med at man holder fast i, at de åbne strande skal være frie og tilgængelige. Noget af det, vi var bange for, i det oprindelige udspil, var, at der ville blive lukket op for muligheden for at bygge eksempelvis hoteller meget tæt på vores strande. Der var også forslag, som ville lukke op for, at turisterhvervet ville få øget mulighed for at udbrede sin aktivitet inden for strandbeskyttelseslinjen. Det var der, vi kunne trække aftalen i en for os mere fornuftig retning. Jeg er sådan set glad for, at vi havde den forhandling, for jeg synes, vi er nået frem til et rigtig positivt resultat.

Spørgeren.

Jo, men jeg undrer mig stadigvæk, for i det forslag, som den daværende regering fremlagde, stod der ikke noget om, at kyst- eller strandbeskyttelseslinjen skulle fjernes. Det var ikke en del af forslaget. Så hvad var det, der var vidtgående? Man sagde ikke: Nu skal strandbeskyttelseslinjen væk, og nu må alt gives frit. Det var jo aldrig nogen sinde en del af forslaget.

Det er også derfor, det undrer mig, at ordføreren siger, at der så kunne være mulighed for at bygge hoteller langs strandene. Det har aldrig været foreslået. Jeg ved godt, det var det, der var fortællingen – det er jeg med på – men det har aldrig ligget i det »vidtgående« forslag, som ordføreren mener det var. Så jeg spørger bare igen: Hvad var det, der var vidtgående?

Ordføreren.

Det lå jo i den smalle Venstreregerings udspil, at man ville give yderligere lempelser end det, vi er nået frem til, eksempelvis for turisterhvervet inden for strandbeskyttelseslinjen. Det er et af de konkrete steder, hvor jeg er glad for at vi er endt med, hvad jeg synes er en bedre balance. Jeg synes faktisk, vi med aftalen rammer en god balance ved at holde vores strande åbne. Jeg tror faktisk også, det er til turisterhvervets bedste, at vi gør det, fordi det jo er den her vilde, uspolerede natur, som rigtig mange kommer for at se. Så uden at rippe yderligere op i den gamle diskussion vil jeg bare sige, at jeg egentlig er glad for den aftale, som ligger.

Hr. Erling Bonnesen.

Tak for det. Jamen vi har jo – det ved vi – de her ca. 7.000 km kyststrækning i Danmark, og vi har strandbeskyttelseslinjen på de 300 m, og der har aldrig været noget forslag på bordet om at afskaffe strandbeskyttelsen, overhovedet ikke. Der har heller aldrig været forslag om at begynde at plastre det hele til med beton, selv om den socialdemokratiske ordfører af uvisse årsager åbenbart har behov for at puste sig op til at sige, at man ligesom skulle have reddet en situation, der aldrig har været der. Det synes jeg er meget ærgerligt for behandlingen af den her sag. Det er da godt, at vi er flere partier med i regeringen, og det er også godt, at Socialdemokratiet er med, men lad os lige prøve at få det ned, hvor diskussionen hører hjemme.

Der er tale om nu at give mulighed for en række ting, der ikke tidligere var mulighed for. Det er også det, der har indgået i debatten. Nu er der kun ganske kort taletid, men jeg vil sige, at jeg synes, det er ærgerligt for debatten, at den skal foregå på den måde: at en ordfører har behov for helt unødvendigt at puste sig op om at have reddet noget, som slet ikke har været i fare. Kan ordføreren ikke bare bekræfte – hvis vi lige tager én ting, det om hotellerne – at der er ti konkrete projekter, der er givet tilladelse til, og så har der været en drøftelse om nogle yderligere? Det er jo ikke at plastre det hele til.

Ordføreren.

Nu har jeg naturligt en størrelse, der gør, at jeg ikke har behov for at puste mig op, og det synes jeg nu heller ikke at jeg har gjort fra talerstolen i dag. Jeg har bare sagt, at der var nogle uenigheder mellem Socialdemokratiet og den daværende regering om, hvor meget byggeri man skulle tillade, og hvad man skulle tillade turistvirksomheder inden for strandbeskyttelseslinjen. Jeg bemærker bare i al fredsommelighed, at der så vi forskelligt på tingene.

Jeg er glad for, at vi i et langt forhandlingsforløb og til tider et vanskeligt forhandlingsforløb har kunnet nå frem til en aftale som den i dag, som jeg egentlig synes at der er en god balance i – en god balance mellem på den ene side at åbne op og gøre nogle ting mindre bureaukratiske og på den anden side stadig væk at fastholde, at kysterne altså tilhører alle, så der skal være en god adgang og vi skal friholde de åbne kyster.

Det er jo også i lokalsamfundenes interesser. Jeg har selv boet og arbejdet i Varde Kommune, og noget af det, der er årsagen til, at Varde Kommune er den største turistkommune uden for hovedstaden, er jo netop alle de tyskere og europæere fra alle Europas lande, som kommer dertil for at opleve den vilde natur, den uspolerede natur. Det er bare den naturtype, som vi har ønsket at bevare og beskytte. Og jeg synes egentlig, at vi i forslaget her har landet en god balance.

Spørgeren.

Jamen jeg tror, at alle politikere vil passe godt på vores natur og vores kyster. Jeg har ikke hørt en eneste politiker fra noget som helst parti ville gå ind og begynde at smadre det. Der har været nogle nuanceforskelle, med hensyn til hvor langt man ville gå. Og bare for at tage en af dem vil jeg sige, at jeg da synes, det er meget ærgerligt – når vi taler om at kunne få lov til at lave en café i eksisterende bygninger og så lave en lille udvidelse af dem – at man ikke kunne komme igennem med at give lov til f.eks. at lave en lille café i eksisterende, nuværende bygninger derude, tæt på, som bare står der. Det er jo sådan nogle nuanceforskelle, der er. Så kan man jo spørge, hvorfor Socialdemokratiet ikke vil være med til det.

Så er det ordføreren.

Jamen det er korrekt, at vi har set forskelligt på, hvor snittet skulle lægges, i forhold til hvor lempeligt vi ønsker turisterhvervet reguleret i de her meget sårbare områder. Og jeg synes, at vi i aftalen har fundet en rigtig god balance.

Så er det hr. Carsten Bach.

Tak for det. Tak for ordførertalen. Jeg kan forstå på ordføreren, at der er tilknytning til det vestjyske, Varde Kommune, i den her sammenhæng. Jeg er selv af vestjysk afstamning, og derfor er der nogle af de ord, som ordføreren bruger i sin tale, som ikke falder mig så naturligt, og jeg synes, at den selvheroiske beskrivelse af Socialdemokratiets redning af de danske kyster måske er en lille smule overdrevet, når vi tager det relativt uambitiøse forslag, som den daværende smalle etparti-Venstreregering havde fremsat, i betragtning.

Jeg vil spørge ordføreren, om man ikke kunne forestille sig, at kommunerne i den her sammenhæng lokalt kunne administrere de her regler, og om Socialdemokratiet virkelig ikke føler, at det politiske system i kommunerne er i stand til at klare den opgave, det er at administrere de her regler lokalt – sådan at der ikke skal være statsligt overformynderi på det her område.

Værsgo.

Tak for det. Jeg er lidt ked af, at Liberal Alliances ordfører kalder regeringspartnerne uambitiøse, men det er altså en uoverensstemmelse, som jeg ikke tror det tilkommer mig at blande mig i. Den må man tage på tværs af partierne på et eventuelt regeringsseminar eller andet.

Det er jo klart, at kommunerne har en rolle at spille her. Det berørte jeg også i min ordførertale, hvor jeg sagde, at kommunerne, eksempelvis hvis der skal gives tilladelse til faciliteterne inden for strandbeskyttelseslinjen, så skal lave en lokalplan. Det synes jeg sådan set er fornuftigt, så vi får kommunerne med ind på det her område. Men jeg holder fast i, at jeg tror, der er behov for, at man på nationalt plan opsætter nogle rimelig stramme regler for, hvad vi som nation vil med vores mest dyrebare natur, nemlig vores kyster. Og de stramme regler holder vi fast i i det her lovforslag, og det synes jeg er fornuftigt, selv om jeg også gerne vil gentage, at jeg synes, at der i det her lovforslag er en rigtig god balance mellem det, at vi skal passe på vores natur, og at vi skal give nogle udfoldelsesmuligheder ude i naturen.

Spørgeren.

Stramme statslige regler, ja, det kan jeg forstå Socialdemokratiet går ind for, og det er også, hvad jeg ser i andre sammenhænge. Vi snakker jo om godt og vel 2.000 eller måske 2.500 km 2 af det danske landskab, som er styret og administreret i et jerngreb fra statens side. Det er i hvert fald ikke noget, Liberal Alliance synes er en god idé. Vil ordføreren for Socialdemokratiet måske give mig ret i, at de her meget stramme statslige regler faktisk er med til at hæmme vækst og udvikling i de pågældende områder?

Ordføreren.

Nej, det kan jeg ikke give ordføreren ret i. For det er faktisk min oplevelse, efter tæt på en menneskealder at have boet i lige præcis Varde Kommune og også efter at have arbejdet i Varde Kommune, endda på det tekniske område præcis med det her spørgsmål, at en af de vigtigste aktiver for erhvervet i eksempelvis Varde og en af de vigtigste aktiver for turisterhvervet i vores kystkommuner lige præcis er vores uspolerede natur. Derfor mener jeg faktisk, at vi gør erhvervet en tjeneste, når vi meget klart her fra Folketingets side siger, at vi vil værne om den naturtype.

Så er det hr. Torsten Schack Pedersen.

Når man hører ordførerens indlæg om, at man selvfølgelig lokalt er opmærksom på værdien af uspoleret natur, kan man jo godt undre sig over, at man ikke kunne have givet lidt mere kompetence ud til kommunerne, altså, når ordføreren selv beskriver, at kommunerne selvfølgelig er optaget af det samme som os andre, nemlig at sørge for, at vi passer godt på Danmark. Men så langt kunne vi så ikke komme i forhandlingen. Det, jeg egentlig bare vil bede om, er, om ordføreren ikke vil indrømme, at retorikken lige fik, hvad den kunne trække i ordførertalen, ligesom fru Pia Adelsteen tog fat i. Kan vi ikke bare en gang for alle få slået fast, at det udspil, som Venstreregeringen kom med, ikke var et forslag om at tilbyde betonbyggeri i vandkanten på de danske strande?

Ordføreren.

Det er egentlig min opfattelse, at jeg i min ordførertale også ramte det retoriske niveau ganske udmærket. Jeg synes, det var på sin plads at referere Thorvald Stauning, som jo står fadder til strandbeskyttelseslinjen. Jeg synes, det var på sin plads at nævne Svend Auken, som udvidede den. Jeg synes også, det var på sin plads at referere H.C. Hansens ord om, at vi går mere op i resultater end resolutioner. For den aftale, vi har landet her, er god, den er rigtig god. Vi sikrer en balance imellem, at der skal være nogle stramme regler for, hvad man må på vores meget værdifulde kyster, samtidig med at vi skal give bevægefrihed for foreninger, turisterhverv og lignende, som ønsker at udfolde sig i den her naturtype, som vi holder så meget af. Så jeg synes sådan set, at når vi taler om strandbeskyttelse, er det på sin plads også at hive de store socialdemokratiske koryfæer frem af gemmerne. Det her er virkelig socialdemokratisk hjerteblod.

Spørgeren.

Jo jo, fred være med det, og det var sådan set heller ikke det, min indvending gik på. Min indvending gik på, at Socialdemokratiet bruger den samme retorik, som Danmarks Naturfredningsforening brugte, og siger, at det udspil, som Venstreregeringen lagde frem, åbnede op for betonbyggeri langs de danske kyster. Det er der altså intet belæg for at påstå. Man kan selvfølgelig godt i den retoriske opstramning komme til at putte lidt for mange ord på sin ordførertale, men jeg synes bare, det ville være rimeligt for debatten, at vi én gang får slået fast også fra Socialdemokratiets side, at Venstreregeringen ikke havde det forslag, som ordføreren omtalte i sin ordførertale.

Ordføreren.

Min ordførertale holdt sig jo inden for den tidsgrænse, der er her på Folketingets talerstol, så det med at sige, at der var for mange ord, er simpelt hen forkert. Det, jeg vil holde fast i, er, at der i Venstres forslag jo var tiltag, som handlede om, at man ville åbne for yderligere hotelbyggeri i og ved vores kyster, og det var vi simpelt hen ikke enige i. Der var forslag, som ville lempe yderligere end det, vi har gjort her, i forhold til turisterhvervet. Det var vi ikke enige i, og derfor er jeg glad for, at vi går mere op i resultater end resolutioner og gik til forhandlingsbordet og fik landet en rigtig god balance og en god aftale.

Vi siger tak til ordføreren, og jeg forstår, at jeg efter aftale i ordførerkredsen nu kan give ordet til fru Ida Auken.

Mange tak. Ja, det er en dag, hvor det er gået meget hurtigt i salen, så tak, fordi jeg lige må komme på nu her.

Det har jo været en lang proces med det forslag til en planlov, der nu endelig er nået Folketinget, og der er både en del af det, der ligger på Miljøministeriets område, og en del af det, der ligger på Erhvervsministeriets område, og i dag behandler vi så den del, som har at gøre med miljø- og fødevareministerens ressort. Hvis vi kigger på den proces, vi har været igennem, som jo har været, at Venstre, mens de var uden for regeringen, faktisk ønskede, at strandbeskyttelseszonen kun gik til den nærmeste vej og kun i sammenhængende områder og natur, hvilket er meget vidtgående, så har vi nu et forslag i dag, som på en lang række områder faktisk er rimelig fornuftigt, men som jo ligger meget langt fra det, Venstre gik og ønskede sig. Og jeg bliver næsten rørt, når jeg hører debatten i dag, hvor Venstre er ude i et blodigt forsvar for strandbeskyttelseslinjen. Det er jo da i hvert fald noget, uanset hvilken ordfører der har sagt hvad, der glæder mit hjerte, at vi nu har selv Venstre med ude i at slås for, at de danske strande ikke skal bebygges, fordi de er en helt særlig del af Danmarks natur og en helt særlig del af vores identitet. Det at have frie og åbne strande og kyster er jo noget, som hører til danskheden og dansk nationalitet og identitet på en måde, som vi skal værne rigtig meget om.

For at tale om det konkrete forslag, der ligger foran os, vil jeg sige, at der er et par rigtig gode ting. Jeg synes sådan set også som tidligere miljøminister, at det var en lidt mærkelig praksis, at man skulle søge om dispensation og man så fik det i 99 pct. af tilfældene. Der synes vi det er fornuftigt at gå ud og sige klart, hvad man ikke skal søge dispensation for, fordi det at lave sådan en praksis sådan set bare er at holde alle folk fast i et stort bureaukratisk helvede. Så vi synes, det er fornuftigt, at man kan bygge et højbed, et gyngestativ eller for den sags skyld en bænk. Vi synes også, det er rigtig udmærket, at friluftsforeninger og andre kan bygge sheltere, bænke og andre fornuftig ting, som selvfølgelig skal være tænkt ind i landskabet og ikke er stort byggeri.

Så har vi et par obs-punkter, vi vil spørge ind til i lovbehandlingen, bl.a. det, at turismevirksomheder ved bekendtgørelse skal kunne have lov at bygge bygninger og anlæg, der ikke ligger i forlængelse af eksisterende byggeri, og der er et par bekymringspunkter. Det ene er, at det er en meget vid beføjelse at give til en minister og en aftalekreds, og at det ligesom bliver: Kan vi lide det eller ej? Man tager det væk fra borgerne og fra en egentlig praksis, hvor de kan blive hørt, og hvor der er naboindsigelse og andre ting, og gør det til en slags politisk vurdering i en forligskreds herinde. Og så må vi jo sige, at det er vigtigt, hvordan den aftalekreds kommer til at håndtere de her ting. Så det er jo selvfølgelig noget, vi vil spørge mere ind til hvordan man har tænkt sig, og om der er nogle retningslinjer for noget af det her.

Derudover vil vi sige til det, at man vil ophæve strandbeskyttelseszonen mellem by og havn, at det i hvert fald er vigtigt for os at få et overblik over det, som fru Maria Reumert Gjerding også spurgte Socialdemokratiets ordfører om, altså om man ved, hvor meget det drejer sig om. Vi ville synes, det ville være rigtig rart at vide, om det primært er nogle steder, hvor det giver perfekt mening, der er tale om. Er det små strækninger, hvor man sådan set nærmest har en slags sammenhængende byvækst, hvor der altså ligger en lille stump strandbeskyttelseslinje, der måske umuliggør et byprojekt, så synes vi, det giver god mening. Men vi bliver nødt til at have et overblik over, hvad det er, vi der eventuelt vil have gang i, så det vil vi prøve at spørge ind til i udvalgsprocessen.

For Radikale Venstre er det ekstremt vigtigt, at vi passer på vores strande. Vi synes, det er en lykke, at Danmark har haft den her lov i alle de her år. Vi glæder os helt ind i sjælen over, at Venstre nu er ude i et blodigt forsvar for strandbeskyttelseslinjen, og vi synes jo, det er en stor sejr, at der her er noget, vi er så fælles om. Vi glæder os over de små forbedringer for almindelige mennesker, der gerne vil bygge et gyngestativ, og så har vi altså de her obs-punkter, vi vil have gravet ud i lovarbejdet.

Der er en kort bemærkning fra hr. Erling Bonnesen.

Tak for det. Jeg vil prøve at tage det lidt stille og roligt; der er ingen grund til at hidse sig så meget op, som vi gjorde før. Det er der knap så meget brug for, for den radikale ordfører kører ikke helt oppe i det samme urealistiske gear.

Jeg vil bare helt kort sige: Der har aldrig nogen sinde været et forslag – heller ikke fra Venstre – om at ophæve strandbeskyttelseslinjen. Den ligger på de 300 m, det ligger fuldstændig fast, så lad os bare lige få det på plads i første runde her. Ordføreren var inde på, at Venstre kun vil have den til nærmeste vej, som om det kun lige var en meter fra strandkanten. Kan vi ikke lige få den ud af verden? Ellers må ordføreren simpelt hen komme med et bevis på, hvor det står. Det har der aldrig stået.

Ordføreren.

Så vil jeg anbefale hr. Erling Bonnesen at google Venstres forslag fra februar 2015, hvor hr. Thomas Danielsen udtaler klart, at strandbeskyttelseszonen kun skal gå til nærmeste vej og i sammenhængende naturområder. Venstre er et stort parti – også for stort for min smag – men man må dog nogenlunde vide, hvad ens partifæller udtaler sig om, og der kan jeg så sige, at det var Venstres politik, i hvert fald ifølge jeres hjemmeside. Man kunne også overveje at fjerne det, når man nu er blevet en stor og varm tilhænger af strandbeskyttelseslinjen – og tak for det.

Spørgeren.

Med al respekt for, hvad enkelte partifæller har af gode ideer og indspil, når man skal lave et oplæg, så vil jeg sige, at jeg som Venstres ordfører på området bare kan fastslå, at det aldrig nogen sinde har været Venstres politik, at strandbeskyttelseslinjen på de 300 m skulle ophæves. Den er på 300 m – det har den været, det er den fortsat, og det vil den også være i fremtiden. Det er Venstres politik på området.

Der, hvor der kan være nogle nuanceforskelle, er, når man f.eks. bare taler om sådan en lille hyggelig ting som en café. I øjeblikket kan man jo inden for strandbeskyttelseslinjen have en eksisterende café. Så er vi da heldigvis blevet enige om, at hvis der er behov for at lave en lille udvidelse af den eksisterende café, så kan man få lov til det. Men er det ikke lidt underligt, at man ikke kan få lov til at lave en ny café i nogle allerede eksisterende bygninger?

Ordføreren.

Nu er jeg altså forvirret på et højere niveau. Altså, vil det sige, at vi ikke skal tage ting, der står på Venstres hjemmeside, alvorligt? Er det simpelt hen noget, vi ikke længere kan regne med? Kan vi ikke regne med det, når Venstres ordfører siger, at Venstres forslag går ud på, at strandbeskyttelseszonen kun skal ligge i sammenhængende områder og gå til nærmeste vej? Skal vi ikke længere stole på, at det, som folk, der er i et parti, siger, og det, som man kan læse på hjemmesiden, er det rigtige? Det er i hvert fald nyt, og jeg synes selvfølgelig, at det er problematisk, men jeg glæder mig igen over, at Venstre har skiftet holdning eller i hvert fald er blevet klar tilhænger af strandbeskyttelseslinjen.

Fru Pia Adelsteen.

Noget, som jeg godt kunne tænke mig at spørge ordføreren om i forbindelse med hele det her forslag, og noget af det, som jeg har undret mig over i forhold til den modstand, der har været, er, at vi kommer herind stort set hver eneste hverdag til København og ser en kæmpe udvikling på Tuborg Havn, hvor der bliver bygget helt ned til vandet – det kan vi vist roligt blive enige om; herinde i København bygger man nærmest på vandet – og det må man så ikke andre steder. Og jeg vil bare spørge ordføreren, hvor grænsen går. Jeg siger ikke, at alle byer skal være ligesom København, men vi har nogle yderområder, hvor der er små turistbyer, hvor der i forvejen eksisterer hoteller, som meget gerne vil udvide eller udvikle sig, og som i dag simpelt hen ikke har muligheden. Og det er jo noget af det, vi forsøger at ændre. Så jeg vil bare høre ordføreren: Hvor går grænsen i forhold til det for ordførerens parti?

Ordføreren.

Som sagt er der jo dele af det her forslag, som vi synes er fornuftige, altså f.eks. at folk, der har en bolig, der ligger inden for en strandbeskyttelseslinje, kan lave små ting som f.eks. et bed eller et gyngestativ eller sådan noget. Men man skal jo også tage hensyn til naboerne, og det kan godt være, at vi synes, det er supersurt for en hotelvirksomhed, at den ikke bare kan bygge ud i stranden og kysten, fordi den ligger inden for strandbeskyttelseslinjen, men der er altså også rigtig mange naboer, og der er rigtig mange mennesker, der bor i de her landdistrikter og ved de her kyster, som har valgt det, netop fordi der ikke ligger et stort hotel. Så hvor går grænsen? Ja, den går jo der, hvor man også får taget hensyn til naboerne, og hvor man virkelig får beskyttet vores kyster, og hvor man ikke sender kommunerne ud i et kapløb mod hinanden, som er decideret usundt.

Spørgeren.

Men det svar bekymrer mig faktisk lidt, for det vil sige, at det er herinde fra Christiansborg, at vi skal styre en udvikling ude i de små byer. Altså, jeg har eksempler fra Lønstrup i Nordjylland, og jeg har et eksempel fra Liseleje, hvor der nede ved parkeringspladsen ligger et lille ishus, og de vil faktisk gerne lave et handicaptoilet. Det synes jeg da kunne være rigtig dejligt for de handicappede, men det må man ikke i dag. Altså, det er jo nogle gange sådan nogle ting, vi snakker om. Og vi taler om, at hvis der ikke sker en udvikling, gider turisterne ikke længere komme. Uagtet at de også er rigtig glade for naturen, vil de trods alt også gerne se, at der sker nogle nye ting – sådan er det jo, og sådan har vi andre det også.

Ordføreren.

Jamen så hører ordføreren ikke efter. Altså, selvfølgelig skal man kunne bygge sådan et handicaptoilet, hvis det ser fornuftigt ud og ligger sådan, at det ikke generer – det tror jeg alle har en interesse i. Det, som vi er optaget af, er, om man skal have store nye turismebyggerier ved kyster og strande, som er en del af Danmarks identitet, og om vi hele tiden giver mere og mere frit slag som land – det er jo det, vi er vant til som politikere, altså at sige: Hvad for et land vil vi gerne have?

Fra radikal side vil vi gerne gå ind og kigge på hele planloven en gang til. Vi vil godt gå ind og diskutere: Hvor er kommunernes ansvar? Hvor kan vi faktisk give kommunerne noget mere frihed, mod at de f.eks. selv skal definere, hvad der er vigtigt for dem, og hvad det er for en kyststrækning, de synes er helt uvurderlig, og som de ikke vil pille ved? Og så kan det være, at vi skal give noget mere frihed til kommunerne i den sammenhæng.

Tak til ordføreren. Vi vender tilbage til ordførerrækken. Hr. Erling Bonnesen, Venstre.

Tak for det. Strandbeskyttelseslinjen ligger på 300 m. Venstre har altid villet passe godt på vores kyster. Vi har aldrig haft noget forslag om at begynde at plastre det hele til med betonbyggeri, selv om der har været myter, der har ligget og kørt rundt, men dem håber jeg da at vi hermed har fået aflivet igen.

Vi kan i dag førstebehandle dette lovforslag om en ændring af naturbeskyttelsesloven og dermed en justering af reglerne om strandbeskyttelseslinjen m.v. Lovforslaget hænger sammen med vores ønske i Venstre om at skabe et Danmark i bedre balance, et Danmark med vækst og udvikling, hvor der også tages hensyn til natur og miljø. Med dette lovforslag sikrer vi en større gennemsigtighed i reglerne samt mindre bureaukrati for borgere og myndigheder. Det er der brug for, for området har været en ren regeljungle, kan man næsten sige.

Men ikke alene forenkler vi reglerne; vi justerer også, så der gives mere frihed til klubber, foreninger, institutioner, turismevirksomheder og almindelige borgere. Vi giver frihed til, at der i højere grad kan etableres mindre anlæg og bygninger inden for klitfrednings- og strandbeskyttelseslinjen samt inden for sø- og åbeskyttelseslinjen, og frihed til, at der kan udvides på lokalt planlagte havnearealer og gøres brug af overflødiggjorte bygninger. Det giver frihed til, at kommunerne kan lokalplanlægge bedre.

Med det her lovforslag fjerner vi kravet om dispensation til mindre tiltag. Det bør ikke være nødvendigt, at danskerne skal spørge kommunen om lov, inden de eksempelvis anlægger en terrasse i tilknytning til deres hus. Vi åbner også for at give dispensation i en række tilfælde, hvor det ikke tidligere var muligt. Vi fjerner dermed en række barrierer. Det er godt nyt for hele Danmark, og derfor støtter Venstre selvfølgelig lovforslaget.

Der er par korte bemærkninger. Først er det fru Maria Reumert Gjerding. Værsgo.

Nu er det ikke for at hidse ordføreren unødigt op at jeg stiller det her spørgsmål, men vil ordføreren ikke bekræfte, at det har været Venstres forslag, at der skulle åbnes op for flere forsøgsprojekter inden for strandbeskyttelseslinjen, dvs. mere byggeri. Det var det, som folk protesterede imod. Og det kan godt være, at man synes, at det er uretfærdigt, men det var jo det, der var forslaget, og det var det, folk ikke ønskede at man skulle begynde at åbne op for.

Vil ordføreren ikke også bekræfte, at det har ligget i Venstres landdistriktsudspil, at strandbeskyttelseszonen kun skulle gælde for sammenhængende natur og kun til nærmeste hus eller vej, og at man helt ville ophæve kystnærhedszonen? Bare lige så vi får på plads, hvad det egentlig er, der har ligget i Venstres politik, og så det bliver klart, hvad det er, vi diskuterer.

Ordføreren.

Det har aldrig været Venstres politik at plastre det hele til med betonbyggerier i strandkanten, som man gerne vil tegne et billede af og skabe myter om – dermed kan jeg fuldstændig afvise det. Så er det jo fuldstændig korrekt, at man har været og er i gang med ti konkrete projekter, som er behandlet ved anden lejlighed, og der har det været vores vurdering i Venstre, at der ud af 10.000 km kyststrækning også var plads til at skabe udvikling på ti konkrete steder.

Så har der jo været en drøftelse af, om det så kunne blive nogle stykker mere. Det ligger der foreløbig ingen beslutning om, men det er jo heller ikke det samme som at plastre det hele til med beton. Så jeg kan fuldstændig stå på mål for, at vi står op bag en beslutning om de ti konkrete projekter; og kan vi få nogle få stykker mere, jamen så er vi også klar til at stå bag det. Men det er ikke det samme som at plastre det hele til.

Spørgeren.

Altså, grunden til, at forsøgsordningen ikke blev udvidet, var jo bl.a., at der ikke var flertal for det, men det lå i Venstres forslag. Der var intet i mit spørgsmål, der handlede om at plastre noget som helst til – og jeg spurgte ikke om beton.

Jeg spurgte helt konkret: Vil ordføreren ikke bekræfte, at det oprindelig lå i Venstres udspil, at naturbeskyttelseszonen kun skulle gælde til nærmeste hus eller vej, at den kun skulle gælde for sammenhængende natur, at man helt ville ophæve kystnærhedszonen, og at man ville åbne op for mere byggeri ved flere kystprojekter? Vil ordføreren ikke bare bekræfte det? Vi behøver ikke at tale mere om beton. Vil ordføreren ikke bare bekræfte det, jeg spørger om?

Ordføreren.

Jamen jeg er da glad for, at myterne nu ikke længere skal gå på, at vi vil plastre det hele til med beton – så er den fejet af bordet. Så er det jo fuldstændig korrekt, at der har været en debat i forhold til 300-metersstrandbeskyttelseslinjen, men der er jo tilfælde derude, hvor det er, at en del af det er bygget i forvejen. I øjeblikket er der en strandbeskyttelse, der også går ind over byggeri. Der kan man jo så sige: Jamen det gør det så. Og det kunne man så tage en diskussion om, altså om det så stadig væk skulle omfatte det byggeri.

Jeg går ikke ud fra, at Enhedslisten forestiller sig, at vi skulle til at rage det byggeri ned, som ligger der. Men det er jo den, om jeg så må sige, finmekanik i diskussionen, der har været. Vi kan bare fastslå, at strandbeskyttelseslinjen ligger på 300 m.

Så er det fru Ida Auken.

Ja, der har jo været lidt forvirring her, men nu vil jeg hjælpe hr. Erling Bonnesen med at læse op fra Venstres hjemmeside, hvor der står, at man foreslår, at strandbeskyttelseslinjen »kun skal være gældende, hvor der er sammenhængende natur - dvs. kun indtil f.eks. eksisterende bygninger eller offentlig vej.« Det kan vi jo nu forstå er en tydelig fejl, så jeg vil spørge Venstres ordfører: Skal det væk fra Venstres hjemmeside, når nu Venstre lige er blevet en stor og varm tilhænger af strandbeskyttelseslinjen?

Ordføreren.

Vi kunne jo starte med at prøve at kigge på de faktiske forhold. Vi har slået fast, at der en strandbeskyttelseslinje på 300 m. Det tror jeg ikke der er nogen som helst der er i tvivl om, og det har jeg sagt mange gange. Hvis man så går ud og kigger fra vandkanten og 300 m ind, er der jo mange steder, hvor der ikke er noget byggeri. Men der er også mange steder, hvor man godt kan støde på noget byggeri. Og så er det jo fair nok så at have haft en diskussion om, om man så i praksis skulle justere det, så det så at sige passer med de faktiske forhold. Det er jo den diskussion, vi har haft i Venstre, og det synes jeg da er godt vi har haft. Men jeg står bare på mål for, at vi har en strandbeskyttelseslinje, der hedder 300 m.

Spørgeren.

Jeg vil gerne hjælpe Venstre med lidt klar kommunikation. Jeg stillede ordføreren et simpelt spørgsmål, da jeg spurgte, om det så skal fjernes fra Venstres hjemmeside, at man foreslår, at strandbeskyttelseslinjen kun skal gælde, hvor der er sammenhængende natur, det vil sige kun ind til eksisterende bygninger eller offentlig vej, når man nu er gået væk fra det efter at have haft den her diskussion med sig selv? Ville det ikke være godt ligesom for offentligheden, at Venstre ikke har en masse ting stående på sin hjemmeside, som man kunne tro var deres politik, når man nu ikke længere mener det?

Værsgo.

Jeg har det da fint med, at vi har haft den fuldstændig fri og åbne kommunikation med dem, der har haft lyst til at debattere med os i Venstre. Vi har haft en række ting, også på vores hjemmeside, som man kunne få debatteret, og nu er vi så ved at være ved vejs ende. Alle partier ajourfører jo sine hjemmesider, og det er da klart, at Venstre selvfølgelig står på mål for de beslutninger, vi til syvende og sidst får truffet her i Folketinget.

Tak til hr. Erling Bonnesen. Vi går videre i ordførerrækken til fru Maria Reumert Gjerding, Enhedslisten.

Tak for det. Som vi allerede har været lidt inde på i debatten indtil videre, var det oprindelig Venstreregeringens plan at åbne op for mere byggeri i den åbne, frie danske kystnatur. Det var regeringens forslag, at der skulle være flere forsøgsprojekter inden for strandbeskyttelseslinjen, ligesom det lå i Venstres landdistriktsudspil, at man ville ophæve kystnærhedszonen og lade strandbeskyttelseslinjen gå til nærmeste hus eller offentlige vej.

Mere end hundredtusinde danskere deltog i en underskriftindsamling mod det element, der handlede om flere forsøgsprojekter inden for strandbeskyttelseslinjen. Tusindvis af mennesker slog ring om de danske kyster med fakler og bål, og budskabet fra befolkningen var sådan set ret klart: Kysterne er noget af det mest værdifulde, vi har, og der skal ikke bygges i den sidste frie natur, vi har i Danmark. Det er noget af mest uspolerede, der er tilbage.

Her fra Folketinget blev der faktisk lyttet, i hvert fald til en vis grad. Der var ikke opbakning til regeringens planer, og jeg synes, at det er på sin plads at kvittere over for både Socialdemokratiet og over for De Konservative, som stod fast på at bevare strandbeskyttelseslinjen, som beskytter mod byggeri fra vandkanten og 300 m ind i landet, og sådan set sagde nej til at åbne op for mere forsøgsbyggeri.

I dag behandler vi så det lovforslag, som skal udmønte en del af den politiske aftale, og selv om jeg gerne vil understrege, at de værste katastrofer helt klart er afværget, så mener vi stadig væk, at lovforslaget er et skridt i den forkerte retning, fordi man på en række punkter reducerer og forringer beskyttelsen af vores uvurderlige kystnatur.

Lovforslaget åbner op for mere byggeri længere fra boligen eller virksomheden end i dag, for reel lokalplanlægning på strandene og for ophævelse af beskyttelsen på udvalgte strækninger. Det bekymrer os, at man med lovforslaget lægger op til, at det skal blive meget lettere at bygge ved strandene, særlig langs den jyske vestkyst, og helt ned til strandbredden.

Jeg vil godt være helt ærlig og sige, at når jeg læser det her lovforslag, synes jeg, at det er en lille smule uklart, hvordan reglerne præcis vil blive udmøntet. Det har vi brug for at få kastet mere lys over i lovbehandlingen, hvis miljøministeren ikke, når han senere går på talerstolen, kan redegøre mere præcist for det. Men det skyldes jo bl.a., at de specifikke regler, som Socialdemokratiet også var inde på, skal udmøntes i senere bekendtgørelser.

Men jeg synes, at når vi skal behandle et lovforslag i Folketinget, er det ret vigtigt, at vi har mulighed for at gennemskue, hvad det så faktisk kan komme til at betyde for den natur, som jeg tror mange af os er meget optaget af at beskytte.

F.eks. har jeg ikke kunnet finde et konkret tal for, hvor store arealer der er tale om, når man vil ophæver strandbeskyttelseslinjen mellem by og havn, ligesom jeg synes, det er uklart, præcis hvor vi kan forvente mere bebyggelse og i hvor stort omfang.

For os at se er de danske kyster og de naturtyper, der findes langs kysterne, hvad enten det er klitter, klitheder eller lavheder, i international sammenhæng noget af det mest værdifulde natur, vi har i Danmark. Og det vil jeg gerne understrege, ligesom jeg synes, det er så vigtigt at huske på baggrunden for strandbeskyttelseslinjen. Den går nemlig helt tilbage til 1930'erne, hvor man så, hvordan byggeri bredte sig ned i strandkanten, så det forringede den brede befolknings mulighed for at opleve en rig og uspoleret natur og for at gå en tur langs stranden, langs kysten, og bare lade blikket glide ud i horisonten, uden at man skal kigge ind på et skur eller toiletter eller alle mulige andre ting.

Det er det, der er baggrunden, og jeg mener i dag stadig væk, at der er behov for at holde fast på det – altså at det, vi beskytter, sådan set er fællesskabets og den brede befolknings interesser. Og så er det rigtigt, at man så indskrænker muligheden for de få for i stedet at tænke på oplevelsesmuligheden for de mange.

I Enhedslisten kan vi ikke stemme for forslaget i dets nuværende form, men vi har brug for at stille en masse spørgsmål om det. Vi har også brug for, tror jeg, at stille en række ændringsforslag, for vi mener, at man godt kan sikre en bedre balance mellem de ting og så handicaptoiletter ved iskiosker osv., uden at give så store lempelser, som der bliver givet med det her lovforslag.

Jeg synes også det er væsentligt at sige, at når man dykker ned i lovforslagets bemærkninger, må man huske på, at i rigtig mange, i langt de fleste af de sager, vi har diskuteret, såsom æbletræer i en have, en sandkasse eller et højbed, er der blevet givet tilladelse til det, hvis man har en lovlig have. Så vi skal også passe på ikke at gøre det her problem større, end det er. Tak.

Der er et par korte bemærkninger. Den første er fra hr. Erling Bonnesen.

Tak for det. Jeg synes, det er godt, at vi, efterhånden som vi kommer frem i debatten, får slået fast, at der ikke er nogen, der vil plastre det hele til med beton derude i strandbeskyttelseslinjen, og at vi skal passe godt på det. Og når vi efterhånden kommer tættere og tættere på det, er det jo også, fordi Enhedslistens ordfører for at prøve at bevare det her mystiske billede er nødt til at tage de her ti konkrete forsøgsprojekter som eksempel. De ligger sådan set fast, og dem står vi fuldstændig på mål for.

Men vi nærmer os noget, der kunne kaldes hykleri, for hvad var det egentlig, der startede det her med de ti konkrete forsøgsprojekter? Det var, at der var en socialdemokratisk ledet regering bakket op af lige præcis Enhedslisten, som vi på baggrund af pres fra os i Venstre fik til at sætte gang i undersøgelser for netop at nå frem til en beslutning, der ville føre til, at vi kunne få de her ti konkrete projekter. Enhedslisten har selv været med til at sætte det her i gang, så det er jo rent hykleri, når man nu står og kritiserer det.

Ordføreren.

Enhedslisten bakker ikke op om de kystforsøgsprojekter, der har været, ligesom vi var imod, at Venstre ville udvide ordningen endnu mere. Erling Bonnesen skal nok få ordet igen, når jeg har talt færdig, bare rolig.

Jeg synes, det er vigtigt at sige, at der ikke er nogen, der snakker om at plastre alle kysterne til med beton. Men der har været en modstand mod at få flere forsøgsordninger, fordi man så risikerer, at kommunerne kommer ud i en intern konkurrence med hinanden. For når en kommune får lov til at bygge et stort flot hotel med udsigt over vandet, er det det, der sker, for så bliver nabokommunen presset til også at ville have et tilsvarende forsøgsprojekt. Så det, man åbner op for, er jo en glidebane i det, der i vores perspektiv, og heldigvis også i rigtig mange danskeres perspektiv, går i den helt forkerte retning i forhold til at beskytte det, der er så værdifuldt, både for turismen – det er der en turismeredegørelse der i øvrigt understøtter meget stærkt – men også for den danske befolknings mulighed for at komme ud og opleve noget natur, der ikke indeholder byggeri.

Spørgeren.

Jamen jeg er glad for, at vi efterhånden har slået fast, at det er de her ti konkrete projekter, man bruger til at tegne det billede. Og jeg tror efterhånden, det er meget tydeligt, at vi også i Venstre vil passe godt på vores kyster, så man netop kan komme ud og færdes ved strandene og nyde friluftslivet på mange forskellige måder.

For lige at komme tilbage til, hvordan det egentlig startede: Altså, det var da helt tydeligt, at Enhedslisten var parlamentarisk grundlag for den daværende socialdemokratiske regering. Det kan godt være, man engang imellem sagde, at man ville trække tæppet osv., men man gjorde det jo ikke. Så Enhedslisten er medansvarlig for, at vi heldigvis fik gang i de her forsøgsprojekter.

Ordføreren.

Enhedslisten var ikke med i den aftale, der skulle skabe mere byggeri ved kysterne. Det synes jeg er vigtigt at holde fast i. Så vil jeg bare sige, at det glæder mig utrolig meget, at Venstres ordfører er en så – hvad skal man sige? – lidenskabelig forsvarer af strandbeskyttelseslinjen. For det, Venstre har foreslået, er jo det modsatte, nemlig at strandbeskyttelseslinjen skulle reduceres ganske markant. Jeg tager det som et udtryk for, at man har lyttet til de massive folkelige protester, der har været, og set, at det her var en tabersag. Det glæder mig.

Fru Pia Adelsteen.

Tak for det. Altså, jeg vil starte med at rose ordføreren for det maleriske sprog. Det tror jeg at jeg har gjort mange gange før, og jeg synes, jeg vil sige, at når fru Maria Reumert Gjerding kommer op i den retorik, hygger jeg mig i hvert fald. Jeg kan så ud fra den retorik forstå, at hvis det stod til Enhedslisten og vi havde et bart land i dag, ville der ikke blive bygget så meget som et skur inden for 300 m fra noget, der hedder vand. Sådan opfatter jeg i hvert fald det, Enhedslisten siger: at der ikke skal bygges i den sidste frie natur, vi har. Altså, det er virkelig malet op.

Nu er det jo sådan, at de projekter, der blev vedtaget under den socialdemokratiske regering – jeg tror oven i købet, det var 15 projekter, vi dengang gav bemyndigelse til at fru Kirsten Brosbøl kunne udpege – maks. ville fylde 15 km ud af de der trods alt 7.300 km kyststrækning, vi har. Er det egentlig ikke okay at bruge en lille del til, at man kan lave noget udvikling netop i de områder, som har så desperat brug for, at der sker en udvikling? Synes Enhedslisten ikke det?

Ordføreren.

Der er to spørgsmål. Først vil jeg sige, at vi tidligere har behandlet et forslag fra Enhedslisten om indførelse af naturzoner, så det er ingen hemmelighed, at vi ønsker mere sammenhængende natur, hvor naturen får mulighed for sin egen frie udfoldelse uden alverdens menneskelige udnyttelse og byggeri. Det vil jeg godt være helt ærlig om; det er jo derfor, vi har fremsat forslag om det.

Jeg synes, man skal gå ind og læse den her analyse. Jeg kan ikke huske, om det hedder turismeredegørelse, men det er i hvert fald en analyse af, hvad det er, der tiltrækker turister til Danmark. Den synes jeg man skulle læse, for der er to ting, som der bliver lagt meget vægt på. Det ene er netop naturen, det at opleve en uspoleret natur, hvor der ikke er byggeri. Og det andet er, at man i de byer, der er, kan opleve noget kulturelt, nogle gode restauranter osv. Så jo, vi er meget optaget af, at der skal være udvikling, at der skal være turisme, at der skal være attraktive ting i vores landområder og især ved vores kyster. Men det tror vi netop man sikrer ved at bevare strandbeskyttelsen.

Fru Pia Adelsteen.

Altså, nu er strandbeskyttelseslinjen blev rost meget, siden den blev indført i 1930'erne, men der var den jo kun på 100 m. Den er senere hen blev udvidet til 300 m. Jeg synes, at det, der måske er problematisk, er, at man har så rigid en linje. Forstå mig ret: Det er ikke, fordi der på en stor åben strand ikke kan være plads til, at linjen ligger på 300 m, men der er altså også rigtig mange steder, hvor det ikke giver mening.

Jeg tror, jeg vil stille Enhedslistens ordfører det samme spørgsmål, som jeg stillede til fru Ida Auken: Den udvikling, der foregår i København, er meget voldsom, og det skal ikke være på samme niveau, men synes Enhedslisten ikke også, at der skal kunne foregå en udvikling ude i byerne, for de kulturelle steder, restauranter og sådan noget, har man jo heller ikke mulighed for derude?

Ordføreren.

Først vil jeg sige, at det jo ikke er en rigid linje, der ligger på 300 m alle steder. Der var faktisk en kommission, der matrikel for matrikel gennemgik, hvor den linje skulle gå, så man lagde den et sted, hvor det gav mening. Det synes jeg er virkelig vigtigt at holde fast i, for det er ikke tilfældigt. Man har ikke bare taget en eller anden lineal og tegnet en streg og sagt, at her er der 300 m, så her skal den gå. Det er faktisk overvejet, og det er meget konkret overvejet af en kommission. Jeg tror, man i folkemunde kaldte den gummistøvlekommissionen eller sådan noget, fordi de netop alle steder var ude at kigge på, hvor den her linje skulle gå.

Jo, byerne har mulighed for udvikling – det mener jeg at de allerede har i dag.

Tak for det. Tak til ordføreren.

Jeg skal udsætte mødet til i dag kl. 13.00.

Mødet er udsat. (Kl. 12:04).

Vi genoptager mødet.

Den næste ordfører er hr. Carsten Bach fra Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. Nu blev vi jo afbrudt af frokosten, som så blev afsat til en fortsat teknisk gennemgang i udvalget. Nogle af os var dog så heldige at få frokost. Jeg skal ikke lave et større resumé af, hvad der foregik før frokostpausen, men blot konstatere, at lovforslaget, vi behandler her, jo er en udmøntning af en aftale indgået af den tidligere meget smalle etpartiregering bestående af partiet Venstre og så Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti. Liberal Alliance indgik ikke oprindelig i aftalen, men har, efter vi er indtrådt i en trekløverregering, jo så også tilsluttet os aftalen. Og det er ikke, fordi Liberal Alliance har ændret holdning til den pågældende aftale. Jeg er meget glad for – igen uden at skulle resumere, hvad der foregik før frokostpausen – at fru Pia Adelsteen jo sådan set også gav udtryk for, at Dansk Folkeparti synes, at forhandlingerne om aftalen ikke var nået helt så langt, som man i Dansk Folkeparti ønskede sig. Det vil jeg straks tilslutte mig og sige, at det bestemt også er tilfældet for Liberal Alliances vedkommende.

Grunden til, at vi oprindelig ikke var med i aftalen, er som sagt, at vi synes, at det var en relativt uambitiøs aftale. Man kunne måske så i den forbindelse have håbet på, at Dansk Folkeparti havde været en lille smule mere vedholdende i forhandlingerne, end de var. Jeg kan se på fru Pia Adelsteen, at hun også godt kunne have tænkt sig at være en lille smule mere udholdende på daværende tidspunkt. Der er, som fru Pia Adelsteen også sagde, tale om en aftale, som ikke giver markant yderligere frihed til administration af de her regler lokalt. Der mangler altså frihed langs med vores kyster. Hvad med vores øer – de danske øer? Der findes en lang række øer, hvor en stor del af arealet er omfattet af de her forbudszoner, og man har derfor stort set ikke boliger på øerne, hvor man kan foretage sig noget som helst uden at spørge staten om lov. Det er ikke tilfredsstillende.

Der er tale om en 300-metersforbudszone. Den er kommet fra en oprindelig 100-metersforbudszone, og det vil sige, at man på et tidspunkt i 1990'erne – jeg kan ikke huske det præcise årstal – har trukket de her forbud ned over hovedet på en lang række boligejere. Det er heller ikke tilfredsstillende. Vi ville i Liberal Alliance meget gerne have haft mulighed for i forbindelse med aftalens indgåelse at gå yderligere, sådan at ganske almindelige boligejere langs med de danske kyster har mulighed for at bygge et skur, et brændeskur, en carport eller andet, også selv om det ligger mere end, jeg tror, der i aftalen står 15 m fra boligen.

Så har der i løbet af debatten i dag været en række meningsudvekslinger om beton og hoteller langs med vores kyststrækning. Der vil jeg godt bare minde om, at der oprindelig var tale om ti forsøgsprojekter, kystturismeforsøgsprojekter, og at det i forbindelse med forhandlingerne var på tale, at der muligvis kunne komme andre og flere projekter ind i billedet. Det lod sig så ikke gøre i den lidt uambitiøse aftale. Men det har jo aldrig været hensigten, at det her skulle, jeg tror, der blev sagt løbe løbsk osv. i debatten tidligere i dag. Og der er jo heldigvis i den her sammenhæng også en markedsregulering, der kan træde i kraft, og jeg tror faktisk, at vi allerede har set lidt af markedsreguleringen, fordi der ikke er så stort et marked i øjeblikket for de her projekter, som der måske oprindelig var tiltænkt. Jeg har i hvert fald set overskrifter for nylig om, at man ikke på nuværende tidspunkt er kommet i gang med mere end måske to eller tre af de her projekter. Og det er jo, fordi der ikke i øjeblikket er en situation, der fordrer det.

Så vil jeg godt slå fast, måske endda med syvtommersøm, at konkurrence er godt. I den her situation er konkurrence imellem kommunerne også godt, og det er det i øvrigt i en hvilken som helst sammenhæng. Alt i alt er det lidt uambitiøst for Liberal Alliances smag, men under alle omstændigheder – også selv om vi ikke var indtrådt i en trekløverregering for et par måneder siden – vil vi stemme for det her forslag, fordi det trods alt er udtryk for en forbedring af en tilstand, hvor en lang række boligejere og i øvrigt også kommuner i den her sammenhæng er holdt i et statsligt jerngreb og ikke har råderet over egen ejendom.

Der er en kort bemærkning fra fru Maria Reumert Gjerding. Værsgo.

Tak. Jeg vil bare gerne spørge Liberal Alliances ordfører om noget: Hvordan skulle den her aftale se ud, hvis den ifølge Liberal Alliance skulle være tilstrækkelig ambitiøs? Lad os sige, at Liberal Alliance skulle skrive den selv, og hvordan ville det så se ud med strandbeskyttelseslinjen, hvordan ville det se ud med kystnærhedszonen, skulle den helt ophæves for hele landet, eller hvordan skulle snittet lægges, for at vi fik sådan en aftale, som efter ordførerens mening ville være ambitiøs?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Kystnærhedszonen, for lige at starte med den, som spørgeren også bringer ind i det her, ville vi gerne – det var også helt åbent og offentligt, da vi gik ind til forhandlingerne – helt have haft afskaffet. Så er vi kommet med en række forslag i den her forbindelse på selve strandbeskyttelseslinjen, og vores indgangsvinkel til forhandlingerne var sådan set en ligestilling af de boligejere, der er langs med vores kyster, med andre boligejere rundtomkring i landet, og der skulle dermed også være en lokal administration af de her regler. Via tilladelser fra de lokale myndigheder skulle der skabes de her forbedringer af de boliger, der er tale om, ganske almindelige forbedringer, vinduesudskiftninger og opførelse af drivhuse, sandkasser, gyngestativer osv. Det skulle være mere end de her 10-15 m fra boligerne, men med et lokalt snit og med en vurdering af de lokale myndigheder.

Spørgeren.

Som det også står i bemærkningerne til lovforslaget, kan man i dag udskifte vinduer osv. inden for gældende regler. Men ud over at man så selv kan råde over sin egen grund, hvordan så med nybyggeri? Skulle der stadig være en strandbeskyttelseslinje der, hvor den ligger i dag rundt i hele landet, eller ville Liberal Alliance ophæve den? Hvis vi lige zoomer ind på strandbeskyttelseslinjen, hvad er så ordførerens holdning til den?

Ordføreren.

Spørgeren nævner gældende regler, men med dispensation, men med et statsligt overformynderi i forhold til, hvad man må, og hvad man ikke må på sin egen ejendom, og det er ifølge mig og Liberal Alliance ikke formålstjenligt, at staten på den måde lægger sin klamme hånd ned over privatsfæren.

Fru Pia Adelsteen.

Grunden til, at jeg egentlig ønsker at stille ordføreren et spørgsmål, er, at jeg også gerne vil have klarlagt de forskellige linjer, for jeg tror faktisk, der er mange ude i det danske land, som er en lille smule forvirret. Det var jeg i hvert fald selv, da jeg blev miljøordfører, for vi har da ved ... nej, det må man ikke sige, men vi har rigtig, rigtig mange linjer, for at sige det mildt. Men det er jo korrekt, at der er en strandbeskyttelseslinje, som er 300 m, og så har vi den her kystbeskyttelseslinje – som er 3 km, altså på yderligere 2.700 m – hedder den, tror jeg nok. Jeg kan aldrig huske, hvad de hedder, men vi har de der linjer.

Det, jeg egentlig vil spørge om, er: Når nu Enhedslistens ordfører påstår, at det var nemt nok at lave højbede og skifte vinduer, kan ordføreren så bekræfte, at der i hvert fald har været adskillige eksempler på, at man ikke måtte lave højbede, at man ikke måtte lave sandkasser, at man ikke måtte lave gyngestativer til børn osv. osv.? Jeg er i hvert fald blevet bestormet med mails, vil jeg sige, fra folk, som ikke må noget som helst. De må ikke engang flytte deres terrasse. Så det er bare det, jeg vil høre ordføreren om, om han kan bekræfte.

Ordføreren.

Det kan jeg bekræfte. Det er formentlig de samme mennesker, jeg har modtaget mails fra. Populært sagt kan man måske sige, at man ikke må plante sine træer og buske, som man vil, i haver, når de ligger inden for strandbeskyttelseslinjen. Og så tror jeg, det hedder kystnærhedszonen, når det er den anden zone, som spørgeren omtaler, og som vist rigtigt nok går 3.000 m, altså 3 km, fra vandkanten.

Spørgeren.

Jamen det er jeg glad for lige at få præciseret, for det lyder, som om alting stort set bare kunne lade sig gøre. Man skulle bare søge dispensation. Og der kan man jo så sige det, som vi i hvert fald synes i Dansk Folkeparti, at det er rigtig godt, at vi ikke længere behøver at besvære borgere og bureaukratiet, for at sige det mildt, netop med at søge dispensationsordninger til noget, som alle åbenbart altid får dispensation til. Så kan vi jo lige så godt bare lovliggøre det og sige, at det må man godt. Og det er vel egentlig det, vi først og fremmest har gjort, selv om jeg tror, at både Dansk Folkeparti og Liberal Alliance havde ønsket at gå videre.

Ordføreren.

Det er fuldstændig korrekt. I forhold til dispensationen vil jeg sige, at der jo også i den forbindelse er et mørketal i det, der bliver fremsat, for langt de fleste af dispensationsansøgningerne er blevet imødekommet. Der er et mørketal der, fordi der ude i kommunerne lokalt bliver foretaget en rådgivning af de kommunale sagsbehandlere, og når privatpersoner kommer ind og spørger, om de kan få lov til at udvide eller bygge en sandkasse eller andet, så får de at vide: Nej, lad være med at bruge jeres tid på at søge om det, det kan ikke betale sig, I får et afslag, når I søger staten om lov til at bygge det, I har lyst til, på jeres egen ejendom.

Fru Trine Torp, SF.

Tak for det. Jeg synes ikke, at ordføreren helt svarede på fru Maria Reumert Gjerdings spørgsmål omkring det her med strandbeskyttelseslinjen. Der var et svar, der handlede om, at det skulle være op til kommunerne, altså en lokal beslutning. Men betyder det, ordføreren siger, så, at der ingen grænser skal være for, hvad kommunerne må give lov til af byggeri inden for strandbeskyttelseslinjen?

Ordføreren.

Først og fremmest ville vi gerne have, at der var væsentlig mere lokaldemokrati over det her. Præcist hvordan reglerne skulle udformes, er, kan man sige, jo også en del af drøftelserne imellem aftalepartierne. Der skal trods alt 90 mandater til for at ændre på det her.

Men f.eks. kunne man starte med at rulle tiden tilbage til 1990'erne – jeg kan ikke det præcise årstal – hvor det blev trukket ned over hovedet på de mennesker, der bor fra 100 m til 300 m, altså i de 200 m inderst af strandbeskyttelseslinjen. Det kunne man da starte med at rulle tilbage; det ville formentlig kunne afhjælpe situationen en lille smule.

Spørgeren.

Jamen jeg kender alt til det der med, at man som aftaleparti må give og tage, men jeg kunne godt tænke mig sådan at høre om Liberal Alliances ønskescenarie. Hvis LA selv kunne lave lovgivningen, hvordan skulle det så være?

Ordføreren.

Det var det, jeg forsøgte at skitsere til at starte med, i forhold til lokalt demokrati. I modsætning til andre ordførere i salen, der også har været på talerstolen, så har jeg en meget stor grad af tillid til det lokale demokrati og den høringsproces og det forberedende arbejde, borgerinddragelse osv., der er derude. Der er jo ikke nogen tvivl om, at det er de mennesker, der bor rundtomkring langs med vores kyster, som har det største tilknytningsforhold til kysterne, også i forhold til hvilken udvikling der sker dér. Dermed har de også det største behov for at passe på vores kyster og beholde kysterne, sådan som man lokalt ønsker de skal være.

Fru Mette Abildgaard.

Tak for det. Ordføreren sagde meget klart, at konkurrence er godt. Det er jeg sådan set enig i langt hen ad vejen, men jeg mener også, der er nogle situationer, hvor man er nødt til at sætte konkurrencen ud af kraft, nemlig hvis det tjener et højere formål. Og jeg vil bare spørge ordføreren, om ikke ordføreren anerkender, at hvis man lader kommunerne konkurrere hundrede procent frit her, opstår der hurtigt en situation, hvor man bliver presset til at give tilladelse til meget mere byggeri for at kunne konkurrere med nabokommunen, og at det på sigt kan føre til mere byggeri, end hvad der måske er godt.

Ordføreren.

Jeg kan næsten ikke se spørgeren nede i salen!

Jeg vil bare ganske kort sige, at nej, det anerkender jeg faktisk ikke. Som jeg også svarede fru Trine Torp lige før, mener jeg helt klart og oprigtigt, at der her er en situation, hvor de lokale borgere, som bor langs med vores kyster, jo selv har – ud over en forpligtelse – et ønske om at opretholde landskabet og naturen og lokalområdet på en måde, som tjener lokalområdet bedst. Og det er sådan set det, jeg er interesseret i. Jeg er ikke interesseret i her fra Christiansborg og fra Folketingets talerstol at skulle trække nogen som helst form for restriktioner ned over, hvad der skal foregå lokalt på det her område.

Spørgeren.

Jeg kan oplyse ordføreren om, at jeg nu har været i salen, siden Dansk Folkepartis ordfører var på talerstolen i den her sag, men at jeg ikke har stillet nogen spørgsmål.

Jeg tror, at jeg vil lade være med at spørge om mere, men bare konstatere, at der så nok også her er forskel på liberalisme og konservatisme i forhold til troen på markedskræfternes formåen.

Ordføreren.

Jeg vil helt klart give spørgeren ret i, at der er forskel på konservatisme og liberalisme.

Så siger vi tak til hr. Carsten Bach, der er nemlig ikke flere korte bemærkninger, og vi byder velkommen til hr. Christian Poll fra Alternativet.

De danske kyster tilhører os alle sammen, og det er jo ret fantastisk, og det skal blive ved med at være sådan. Det er her, vi har den vilde natur i store, sammenhængende stræk, og det er noget, der glæder mig, hver gang jeg er ude ved kysterne. Jeg bor der desværre ikke, for det har jeg ikke råd til, men hver gang jeg er derude, glædes jeg over de store ubrudte stræk af kystlinje med vild, dynamisk natur, der udfolder sig uden for mange forstyrrelser. Derfor er det sindssyg vigtigt for os i Alternativet, at vi, så vidt vi overhovedet kan, bliver ved med at værne om den sammenhængende natur, som vi har der. Og det overrasker nok ikke nogen, at vi derfor er meget skeptiske og lægger op til at stemme imod det forslag, der foreligger her, for selv om det er blevet modereret i forhandlingerne, det er jeg ikke i tvivl om, til det bedre, er det stadig et forslag, som i vores øjne går for vidt.

I weekenden var der en kronik i Berlingske af Anne-Mette Hjalager fra Syddansk Universitet, og der redegør hun for, hvorfor der faktisk ikke er behov for mere kystbyggeri. Hun nævner faktisk, at de forsømte kystbyer er noget af det, man kunne arbejde med i stedet for. Jeg bemærkede også, at Maria Reumert Gjerding tidligere henviste til den her kystturismeanalyse – hvis afsender jeg heller ikke helt kan huske hvad hedder, men det er altså et institut, der har lavet den – som netop peger på, at når turisterne kommer til de danske kyster, er det de ubrudte kyster, de går efter, det er naturen langs kysterne, som er det store trækplaster, men de undrer sig over, at kystbyerne er nedslidte, at man ikke har gjort mere ved dem, at man ikke har fået bilerne ud af bykernerne, og at man ikke har skabt et meget mere inspirerende miljø i mange af de kystbyer, vi har. Det synes jeg netop er pointen.

Jeg vil gerne snakke om, hvad vi skulle gøre i stedet for, for vi skal have udvikling ude langs de danske kyster, men den udvikling skal tage udgangspunkt i de byer, som er der i forvejen. Den strandbeskyttelse, vi har i dag, den planlov, vi har i dag, giver masser af muligheder for, at man kan udbygge, udvikle det lokale, både i forhold til turisme og beboelse og erhverv, og det kan man sagtens gøre med udgangspunkt i de kystbyer, vi har i dag. Det gælder de mindre byer og de større byer, og det gælder også hovedstaden, som flere også har været oppe at sammenligne med i dag.

Med den bemærkning vil jeg sige, at vi ikke kan støtte forslaget.

Der er et par korte bemærkninger. Den første er fra fru Pia Adelsteen. Værsgo.

Jeg undrer mig bare lidt over, hvor det er, forslaget går for vidt. For som jeg hører ordføreren, siger han, at man skal satse lidt mere på de forsømte kystbyer, og det er faktisk noget af det, vi forsøger med forslaget, altså netop at give de her såkaldt forsømte kystbyer lov til rent faktisk også at gøre noget. Ordføreren mener jo så, at de har så rigelige muligheder, men nu nævnte jeg et eksempel med et lille ishus, der ligger ved en stor parkeringsplads i Liseleje, som vil udvide deres toiletter, sådan at der også er et handicaptoilet, og den mulighed har de rent faktisk ikke haft indtil nu. Og det er det, de får lov til.

Så hvor er det lige præcis i forslaget, at man går for vidt? For når man spørger de turister, der er i Danmark, siger de ifølge ordføreren, at de elsker den vilde natur – ja, det er vel derfor, de er kommet til Danmark, for der er ikke ret meget andet. Altså, vi får jo nok ikke turister, der gerne vil Costa del Sol, for det har vi ikke, og vi har ikke lange strandpromenader, man kan gå på – jo, måske herinde i København, men i hvert fald ikke ovre på Vestkysten. Så det er klart, at de turister, der kommer til Danmark, selvfølgelig vil svare, at de kommer her, fordi de vil se den natur, vi har, og ikke så meget andet. Men det kunne jo være, at vi kunne tiltrække nogle flere, hvis man gav flere muligheder.

Ordføreren.

Jeg mener selvfølgelig, man skal kunne give dispensation i forhold til sådan noget som et handicaptoilet. Det, der typisk er problemstillingen, er, at man måske vil lægge det for langt væk fra andre bygninger, og så er det, det giver mening at sige: Hov, kunne vi ikke lægge det et sted, sådan at vi samler bygningerne? Det er jo et grundprincip, der ligger i strandbeskyttelsen og i hele planlovstilgangen i dag, altså at man holder bygninger sammen og man holder tekniske installationer sammen så vidt muligt. Og så har man de åbne landskaber for sig et andet sted.

Spørgeren.

Jeg forstår ikke svaret. Nu har jeg selv været selvstændigt erhvervsdrivende, indtil jeg kom herind, og hvis jeg skulle åbne en iskiosk på en eller anden strand på Vestkysten, så ville jeg, tro mig, vælge et sted, hvor der var strøm og kloak i nærheden. Altså, ordføreren må jo vide, hvad sådan noget koster. Det koster en halv bondegård at lave sådan noget, hvis man først skal i gang, så selvfølgelig vælger man det i nærheden af, hvor der er noget andet. Men dem, vi jo også giver en mulighed, er vinterbadere, som på nuværende tidspunkt må sætte en pæl i stranden og så lægge deres håndklæder hen over. Altså, det kan man da ikke har noget imod. Så hvor er det præcis i forslaget, at man går for vidt?

Ordføreren.

Jeg kan bare se på flere høringssvar, at det er upræcist, hvad det er, der gives tilladelse til her, og at der åbnes op for noget, som kan ende med at blive for meget spredt bebyggelse. Og det synes jeg ikke er det, vi skal have langs vore kyster. Jeg synes, vi skal have samlet bebyggelse, og jeg synes, at vi skal udvide, når der er behov for det, men udvide ind i landet med de aktiviteter, der skal til.

Jeg ved, at der er en praksis med dispensationer, som gør det muligt at lave mange af de her ting, men det er også en vurdering hver eneste gang, om det her går for vidt, eller om det ikke går for vidt, og ofte vil der kunne gives tilladelse til mindre udvidelser, men man sætter foden ned der, hvor der pludselig er tale om større ting, som ligger helt nede i strandkanten eller tæt på. Og det er det, som vi gerne vil bibeholde, altså at man kan bevare den tilgang, vi har i dag.

Hr. Erling Bonnesen.

Tak for det. Jeg synes også, det lyder noget tyndbenet, at Alternativets ordfører står her og siger, at det går for vidt, og så ikke selv kan pege på noget eller begrunde det overhovedet. Så siger ordføreren, at man i Alternativet gerne så en udvikling i områderne, og det synes jeg da lige vi skal prøve at tage fat i. Lad os prøve at tage fat i det der med cafeerne. Jeg kan forstå, at ordføreren gerne vil færdes i strandbeskyttelseslinjen forskellige steder og nyde alle herlighederne – var det så ikke passende, at vi også kunne sige, at man i nogle af de eksisterende bygninger kunne få lov til at åbne en café? Kunne det ikke være en måde at skabe en passende udvikling på?

Ordføreren.

Jo, jeg ville elske at gå en lang tur langs stranden, en time den ene vej og en time den anden vej, og så slutte på en café, der ligger i den kystby, som jeg er startet fra, og hvor jeg måske har parkeret, eller hvor jeg bor til leje. Det er det princip, som jeg synes det handler om i forbindelse med vores kyster, altså at vi har base i byerne, og så kan vi vandre ude i den frie natur og komme tilbage og gå på café, eller hvad det er, vi ellers har lyst til.

Spørgeren.

Jamen så lad os sige, at man på den tur, som Alternativets ordfører sådan ser for sig, ikke stødte på nogen café i det pågældende område, men netop kom forbi nogle af de eksisterende bygninger derude, og så tænkte: Det var da ærgerligt, at der ikke var en café i bare en af dem. Kunne det så ikke være passende at åbne op for, at det kunne blive en mulighed, når nu der rent faktisk er nogen, der gerne vil etablere en café i nogle eksisterende bygninger?

Ordføreren.

Nu ved jeg ikke, hvad det lige er for nogle bygninger, ordføreren henviser til. Men det vil være sådan, at hvis man har en bygning, der ikke bruges til noget, men som så skal opgraderes til f.eks. cafédrift, så vil man jo også skulle give adgang for kørsel, parkering og måske for kloakering, hvis det ikke er der i forvejen. Man skal give adgang til affaldshåndteringen osv. osv. Og det opgraderer det jo til en langt mere teknisk del i landskabet, end hvis det er en lille bygning, som ikke har været brugt til noget. Det er derfor, jeg synes, spørgsmålet er lidt uklart. Men princippet i den indstilling, vi har, er altså, at man så vidt muligt skal bibeholde den frie og vilde natur, vi har langs kysterne i Danmark.

Det er hr. Carsten Bach nu.

Tak, og tak for ordførertalen. Jeg vil egentlig godt helt kort spørge, om ikke ordføreren kunne se nogle muligheder i, at de her regler og dispensationer osv., som ordføreren selv nævner i sin tale, blev administreret lokalt af kommunerne, som f.eks. i Løkken, hvor man jo gladeligt kører nogle små strandhuse ned på stranden hver sommer og har dem stående der. Det kan lade sig gøre lokalt, og det har man det faktisk fint med. Det har været en tradition igennem mange år, som man jo så også gerne vil blive ved med at bevare, og kunne den slags ikke også lade sig gøre andre steder, hvis man lokalt syntes, det var en god idé?

Ordføreren.

Det interessante er jo, hvilke principper man bruger, når man giver den slags tilladelser eller dispensationer. Og det bør jo være nogle generelle retningslinjer, som vi også kender det fra det regelværk, der findes i dag.

Det kan godt være, at man kommunalt kan håndtere den slags. Det skal jeg ikke afvise. Især i forhold til de private ting som f.eks. haver, som der også har været snakket om, kunne det godt være, man kunne håndtere den slags dispensationer mere lokalt. Det vil jeg måske synes var fint.

Men problemet er, hvis vi også snakker om de steder, hvor investorer kommer og siger: Hvis jeg får lov at bygge der, vil jeg gerne være med.

Så er det jo, der åbnes for den farlige udvikling, hvor der pludselig bygges frit, og hvor der så senere bliver udvidet med det næste niveau af »frit« ud langs kysten, fordi bygninger pludselig må have en længere afstand til hinanden.

Det er det, som er glidebanen ved at begynde at åbne generelt for de her ting, og der vil vi gerne holde fast i, at man samler bebyggelse omkring de byer og de aktiviteter, der i forvejen er, og søger at friholde lange, uforstyrrede arealer, som det er i dag.

Spørgeren.

Tak. Jeg fornemmede en meget, meget lille åbning for noget lokaldemokrati. Jeg kunne bare godt tænke mig at få en forklaring på, hvad det er, der gør, at hr. Christian Poll mener, at han selv og andre folketingsmedlemmer og staten som administrativ enhed er bedre til at vurdere, hvad der er godt og mindre godt for lokalområder, herunder vores kyster.

Ordføreren.

Jamen det er balancen mellem de generelle principper på den ene side og pengene på den anden side. For der kan typisk komme en investor og sige: Jeg kan tilføre kommunen så og så meget, hvis jeg får lov at bygge dér. Og hvis det så er kommunen, der har det endelige ord på sådan en stor beslutning, som det vil være, så kan det godt være, at det bliver lidt for fristende for dem, og så er det jo netop første skridt i en udvikling, som vi nødig ser, hvor de frie kyststrækninger bliver kortere og kortere og mere og mere forstyrret af tekniske anlæg. Så vi ønsker, at der er nogle overordnede principper for det, og de bliver i øjeblikket administreret centralt. Jeg kunne forestille mig, at de måske godt kan administreres mere lokalt i nogle mindre private sager med grundejere.

Tak til hr. Christian Poll. Der er ikke flere korte bemærkninger, og jeg byder hermed velkommen til fru Trine Torp som ordfører for SF.

Når jeg har været ude at rejse, har jeg set nogle steder, hvor man har bygget helt ned til kysten. Man kan muligvis ikke engang få lov til at gå sådan langs med vandet, uden at der er et hegn, der deler kysten op, og de steder, hvor man kan gå langs med vandet, er der byggeri helt ned til vandet. Når jeg kommer hjem, glædes jeg over at se det lille udkantsområde, det lille lokalsamfund, som jeg bor i, nemlig Halsnæs, hvor jeg kan gå langs med havet i, ja, op til halvanden time med min hund uden at møde noget som helst menneskeskabt på den kyststrækning.

Det synes jeg er en helt unik naturkvalitet, som vi for alt i verden skal bevare og sætte stor pris på, og det tror jeg faktisk også der er mange andre af dem, der som jeg bor derude, der sætter rigtig stor pris på.

Når vi laver planlægning, er det jo altid en balancegang mellem forsigtighed og frit slag. Det er en balance mellem den enkelte borgers interesser og fællesskabets interesser, og i SF vil vi gerne være med til at ændre regler, som er ulogiske og unødvendige. Men vi mener også, at man skal huske historien bag strandbeskyttelseslinjen og de store fordele, den har haft, frem for primært at fokusere på små tåbeligheder som et højbed eller en bænk, som der alligevel oftest gives dispensation til.

Jeg vil gerne takke Socialdemokratiet for i det mindste at have fjernet de allerværste forslag, som er kommet fra Venstre de seneste par år i forhold til beskyttelsen af de frie danske kyster, eller jeg skulle måske hellere sige forslag om det modsatte af beskyttelse.

Desværre har prisen jo været en række tilbageslag for planloven, som Venstre har placeret ovre hos Erhvervs- og Vækstministeriet, efter det i årtier var hos Miljøministeriet, hvor ministeren jo nu både er miljø- og landbrugsminister og derfor også er optaget af landbrugets vækst, hvor det kan lade sig gøre. Det nikker ministeren til, kan jeg se. Så naturen og kysterne er stadig trængt af Venstre.

Men jeg synes, der er grund til at kvittere for, at Socialdemokraterne og måske også De Konservative har påvirket det her i en positiv retning. Selv ville vi dog have insisteret på flere forbedringer, men SF blev jo desværre ikke inviteret til forhandlingerne. Jeg tror, det ville have ført til flere forbedringer, som i hvert fald De Konservative og Socialdemokratiet kunne have haft sympati for. I udvalgsarbejdet vil vi fokusere på de forbedringer.

Danmarks Naturfredningsforening har i sit høringssvar angivet nogle meget præcise forslag til, hvordan forslaget kunne løftes op på et niveau, hvor det ville glæde langt flere mennesker end bygherrer, borgmestre og folk med bolig i første række til stranden.

Endelig vil jeg nævne et forslag, som jeg kom med i sidste uge, da vi behandlede forslaget fra Alternativet og Enhedslisten om kystbeskyttelse. For det er jo sådan, at klimaforandringerne ikke kan undgå at påvirke den nuværende strandbeskyttelseslinje. Bræmmen på de 300 m bliver jo smallere i takt med havstigningerne. Det kan vi ikke undgå, uanset hvor meget kystsikring vi laver.

Jeg vil derfor i udvalgsarbejdet også fokusere på SF's eget forslag om at nedsætte en kommission, som skal udarbejde et udkast til en egentlig klimatilpasningslov. I den forbindelse vil jeg så også highlighte forslaget fra Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådet om, at der nedsættes en ny strandkommission, der skal revurdere strandbeskyttelseslinjen i en transparent proces med offentlige høringer osv., hvor der tages højde for strandbeskyttelseslinjen i et foranderligt klima med højere vandstand.

Til sidst vil jeg sige, at jeg tror, det vil være nyttigt, hvis udvalget kunne få oversendt et kort, der viser den nuværende strandbeskyttelseslinje og så de vandstigninger, der kan forventes de nærmeste årtier, måske helt frem til år 2100.

I SF kan vi ikke støtte lovforslaget, som det ligger, men vi vil gerne være med til at diskutere ændringer, hvis der er et højt fokus på hensynet til naturen, kysterne og den frie og lige adgang til kysterne.

Hr. Erling Bonnesen vil berige os med en kort bemærkning.

Tak for det. Jeg kan forstå, at SF's ordfører er meget glad for at gå lange ture. Jeg tror, at der blev nævnt noget omkring Halsnæs på Sjælland. Nu er jeg valgt på Fyn, og jeg kan også godt lide at gå på Fyn. Fynboerne er faktisk så glade for at bo på Fyn, at nogle af dem går hele turen rundt om Fyn i løbet af sommeren. Det er også en god, lang tur, skal jeg hilse og sige. Den er så sådan rundt regnet 300 km eller på det lag.

Så er der nogle af dem, der også siger: Det kunne da være dejligt, hvis man lige sådan kunne holde ind på en café og få en kop varm chokolade, hvis det var sådan en dag som i dag. Det kan de bare ikke, i hvert fald ikke steder nok. Så var det ikke sådan et sted, hvor man på Fyn lige kunne sige, at man nu gerne ville have sådan en lille café? De skal ikke engang bygge noget nyt, for der står i forvejen nogle bygninger derude til det, det kan jo ikke skade noget, og det smadrer da i hvert fald ikke det hele.

Ordføreren.

Jeg tror, at hvis man går Fyn rundt, så kommer man til, også selv om det er tæt på stranden, at møde eksisterende byer, hvor der er mulighed for at lave en café. Det, vi taler om, er jo at udvide de områder, hvor der bebygges. Og jeg tror, at noget af kvaliteten ved at gå der frit ude i naturen er, at ja, man kan måske til nød møde et livredderhus eller noget andet, som står der midlertidigt om sommeren, men det er det her med, at det ikke er tivoli, det er ikke underholdning, at der faktisk er nogle værdier alene i det at gå ud i naturen.

Spørgeren.

Jamen heldigvis er der da nogle gode kystbyer også rundt om Fyn, men der er jo altså også sådan en vis afstand imellem dem, som de fleste er bekendt med, og det skaber jo ikke noget tivoli, for der ligger jo nogle steder sådan mindre ejendomme tilbage fra den tid, hvor man godt måtte bygge der. Men jeg kan så forstå på SF, at de bare skal stå og forfalde og skæmme området i stedet for. Det skaber da ikke nogen forskønnelse. Så var det da bedre at sige: De bygninger står der, så lad os da bruge dem fornuftigt. Og det kunne netop være til sådan en café. Men det skal man så ikke have lov til efter SF's mening, de skal bare stå og forfalde. Det synes jeg er skidt.

Ordføreren.

Det er et af de forslag, hvor jeg er betænkelig ved det der med, at hvis en bygning ikke har været brugt i 3 år, så må den benyttes til noget andet end det, der oprindelig var formålet, for det er jo det, der kan skabe den her glidebane – alene det, at den ikke bliver brugt. Man kunne jo også sige, at den skulle rives ned. Det er jo en anden mulighed.

Det er jo det her med, at det så ændrer formål, at de oprindelige tilladelser, der er blevet givet til sådan en bygning, nu kan ændres, så man bare frit kan bruge den til noget andet.

Tak til fru Trine Torp. Der er ikke flere korte bemærkninger – kom der en? Så tager vi fru Pia Adelsteen med. Værsgo.

Det var kun på grund af den sidste bemærknng om, at man bare kan rive det ned. I min optik har Socialistisk Folkeparti altid været et parti, der går ind for bæredygtighed, genbrug, at man genanvender og er miljøbevidst osv., og nu står ordføreren og siger: Pyt, vi kan bare rive et hus ned. Altså, har det noget med miljøbevidsthed, genbrug osv. at gøre? Det forstår jeg simpelt hen ikke.

Ordføreren.

Jeg nævnte det, fordi det jo er en anden mulighed. Det lød, som om der kun er én mulighed, og det er at have en faldefærdig bygning stående på stranden eller at give los for, at den kan bruges til hvad som helst. Det, jeg bare siger, er, at det ikke er den eneste mulighed. Det er da fint, hvis man kan restaurere en bygning og lade den blive brugt til det oprindelige formål. Og vi skal bare huske, at der i øvrigt er dispensationsmuligheder, allerede som loven er i dag, så hvis man kan argumentere for en fornuftig brug af sådan en bygning, kan det jo godt lade sig gøre.

Spørgeren.

Altså, det her med, at man bare kan få en dispensation, vil jeg altså godt lige i den grad skyde ned, for så havde jeg ikke fået de her millioner af mails i forbindelse med hele den her forhandling, som jeg har fået.

Det er sådan, at der inden for strandbeskyttelseslinjen er et forbud mod tilstandsændringer. Det står højt og klokkeklart – der er et forbud mod tilstandsændringer. Det betyder også, at hvis der står en faldefærdig rønne, må du reelt ikke gøre noget ved den. Noget af det, Dansk Folkeparti rent faktisk fik kæmpet igennem, var, at man godt må lave tilstandsændringer på bygninger, hvis der bor handicappede mennesker. Det har vi fået igennem, og det er jeg rigtig glad for, for det har rent faktisk hjulpet nogle familier rundtomkring, der bor inden for de 300 m, og som har børn, de ikke kan have boende hjemme, fordi de ikke må lave om på deres hus.

Så det her med, at man bare kan få en dispensation, er altså noget pladder. Derfor synes jeg et eller andet sted, at man også skal åbne øjnene for den virkelighed, der er derude. Der er huse, der står og forfalder, fordi man ikke må lave en dyt, og det er ikke i orden. Selvfølgelig skal de have lov til at bo derude, selvfølgelig skal man have lov til at eksistere i nærheden af vand i et land som Danmark, hvor vi minimum har 7.300 km kyststrækning. Altså, det må da være sådan.

Ordføreren.

Jeg hørte ikke rigtig noget spørgsmål – jeg stod og ledte lidt efter det, men det var vist bare en meningstilkendegivelse. Yes.

Men det er også tilladt, og det hedder nemlig en kort bemærkning.

Skulle der være flere, der havde en kort bemærkning til fru Trine Torp, skal det være nu. Det er der ikke. Den næste ordfører er fru Mette Abildgaard fra Det Konservative Folkeparti. Velkommen.

Tak for det, formand. Det lovforslag, vi behandler i dag, er jo en udmøntning af den aftale, der hedder »Danmark i bedre balance«, og jeg synes faktisk, det er en af de aftaler, jeg som folketingsmedlem har været med til at forhandle, som jeg er mest tilfreds med forstået på den måde, at jeg i virkeligheden synes, det er demokratiet i sin fineste form. Der var rimelig langt mellem parterne ved det første forhandlingsmøde – det kan jeg godt afsløre – og jeg synes også, debatten i dag viser, at der stadig væk er mange forskellige synspunkter i den her sag. Men alligevel endte vi – i hvert fald bredt hen over midten, og ros til Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet for at være med i det endelige papir – med at få en aftale, som jeg synes letter de rigtige steder, men samtidig holder fast i en beskyttelse af vores kyster og vores naturlandskab, som er så vigtigt for os alle sammen herinde.

Balance, som også ligger i titlen på den her aftaletekst, er afgørende – balancen mellem beskyttelse og benyttelse. Der er masser af friluftsaktiviteter i Danmark, som har behov for bedre vilkår, og det får man bl.a. med det her lovforslag. Men der er også behov for beskyttelse af noget af det sidste vilde natur, vi har i Danmark.

Men det er altså også en balancegang mellem statslig kontrol og overformynderi. Jeg har hørt om, hvordan folk har måttet søge i lange baner for at få lov til at opføre ting i deres private have, som man i forvejen giver tilladelse til i Danmark, og hvor man i langt de fleste tilfælde får den tilladelse pr. automatik. Der er det åndssvagt, både af hensyn til den enkelte, men også af hensyn til fællesskabets ressourcer, at man skal søge om den slags. Det skal man ikke længere i det, der ligger i umiddelbar nærhed til huset. Vi beskytter stadig det åbne land, og det var også en af de diskussioner, vi havde i forhandlingerne, altså hvad tilladelsesniveauet skulle være der. Jeg er glad for det sted, vi er landet.

Med det her lovforslag bliver der også mulighed for, at foreninger og klubber kan få lov til at opføre skure ved stranden. Det kan eksempelvis være en børnehave, der kan have et madpakkeskur, som de kan bruge til at komme ud og opleve og bruge naturen. Det er jo også en del af formålet med, at den er der, forstå mig ret, altså at man skal give den videre til de næste generationer. Samtidig står det jo klart, at hvis formålet med de her hytter ændrer sig, kan man ikke bare benytte dem. Man kan ikke bare sige, at f.eks. en skakklub lige pludselig kan benytte sig af de her hytter. Man skal have et formål, der er knyttet til aktivitet ved havet. Det synes jeg er en meget fornuftig formulering, der også ligger i det her lovforslag.

Der har været meget debat i dag om, hvorvidt der var et ønske om bare at bebygge de danske kyster med beton. Det tror jeg ikke der har været noget ønske om. Men jeg vil også tillade mig at sige, at det også har været vigtigt for Det Konservative Folkeparti, at vi har holdt hånd i hanke med de her forsøgsprojekter. Det har været sådan, at vi tidligere har været med til at lave ti forsøgsprojekter i Danmark. Det syntes vi var fint, men vi har svært ved at se, hvorfor man skal lave flere forsøgsprojekter, før man har fået evalueret dem, som allerede er sat i verden. Og det er man altså ikke nået til endnu. Og som en ordfører, jeg ikke huske, om det var Liberal Alliances ordfører, var inde på tidligere, er der faktisk ikke så mange af de her forsøgsprojekter fra dengang, der er blevet opført endnu. Så er der al mulig grund til at følge de her forsøgsprojekter og erfaringerne med dem.

Alt i alt synes vi, at vi er landet meget fornuftigt i den her revision af planloven, hvor vi finder den rette balancegang mellem netop at beskytte og benytte. Jeg vil ikke gå ned i alle detaljer i det her lovforslag, for vi har været det grundigt igennem allerede, men blot udtrykke tilfredshed med, at det landede, hvor det gjorde.

Der er en kort bemærkning fra fru Maria Reumert Gjerding. Værsgo.

Tak for det. Jeg har også i min ordførertale kvitteret for, at Det Konservative Folkeparti var med til at trække den her aftale i en mere fornuftig retning i forhold til det, Venstre havde lagt op til. Det har vi været inde på flere gange.

Jeg vil bare gerne bede ordføreren om at bekræfte, at sådan som reglerne er i dag, kan man godt beplante i eksisterende haver uden dispensation; man kan godt lave en udskiftning af tage og vinduer uden dispensation; man får stort set altid dispensation til friluftsaktivitetsting som stier, shelters, toiletbygninger, formidling, bænke, p-pladser. Da jeg læste bemærkningerne til det her lovforslag, var jeg faktisk en lille smule overrasket over, hvor meget der i dag kan ske, uden at der skal søges nogen form for dispensation.

Mit ene spørgsmål er: Hvor er det, der har været det her store behov for at udvide råderetten? Det, der er en enormt stor bekymring for, er, at der skal ske den her stigende haveliggørelse af områder, der i virkeligheden ligger langt væk fra folks boliger, sådan at man, når man går en tur ved stranden, skal zigzagge mellem gyngestativer og sandkasser og æbletræer. Det er jo derfor, vi har haft de her regler. Det vil jeg bare gerne spørge ordføreren til.

Ordføreren.

Tak for det. Det er fuldstændig rigtigt, som Enhedslistens ordfører, fru Maria Reumert Gjerding, er inde på, at der er en række ting, man kan allerede i dag uden at søge dispensation. Men der er også en række forhold, som man skal søge dispensation til i dag, uanset om det er i umiddelbar nærhed af bebyggelsen eller mere end de 15 m fra bebyggelsen – simple ting som eksempelvis højbede, sandkasser og alt muligt andet. Og jeg har ligesom Dansk Folkepartis ordfører også fået rigtig mange mails fra nogle af de frustrerede borgere, der synes, det er en latterliggørelse af deres tid.

Men jeg kan sådan set godt følge ordføreren i forhold til beskyttelsen af det åbne land, hvorfor vi også er godt tilfredse med den her 15-metersregel – den opdeling, der ligger i forhold til dispensationsadgangen.

Spørgeren.

Jeg vil gerne spørge om noget andet, som bekymrer mig i det, der ligger, og det er det her med, at man helt ophæver strandbeskyttelseslinjen mellem havn og by. Men det er måske også bare, fordi jeg ikke kan overskue, hvor stort et areal der er tale om, og om der i virkeligheden er store naturarealer mellem en by og så en havn. Har ordføreren nogen fornemmelse af, hvor store arealer det er, og hvad det i virkeligheden er, der er i spil her?

Ordføreren.

Hvis der er tale om store naturarealer mellem by og havn, som har en reel naturværdi, så er det ikke mit ønske, at vi kommer til at ophæve strandbeskyttelseslinjen der. Men vi må også bare sige, at der er rigtig mange steder ved havne, hvor der er små striber af land, som ikke tjener noget som helst naturformål, men som i dag er underlagt strandbeskyttelseslinjen. Jeg har selv besøgt Hundested Havn, tror jeg det var, hvor der bl.a. ligger en lille stribe der, som giver væsentlige forhindringer i forhold til at udvikle havnen, men som jeg bare ærligt må sige ingen naturværdi har, hverken som naturoplevelse eller sådan i forhold til biodiversitet.

Hr. Carsten Bach, Liberal Alliance.

»Bedre balance« står der i overskriften på aftalen, der jo er baggrunden for lovforslaget her. Når der bliver sagt »bedre balance«, er det for mig sådan set et udtryk for, at der er en ubalance. Den ubalance bliver mindre, men ubalancen er stadig væk til stede. Vil ordføreren måske give mig ret i det? Og vil ordføreren eventuelt forklare undertegnede og andre i salen, hvilke dele af aftalen der ifølge Det Konservative Folkeparti skulle have været rykket ved, for at aftalen blev mere ideel, altså så det blev en aftale i fuldstændig balance ifølge Det Konservative Folkepartis opfattelse?

Ordføreren.

Første del af spørgsmålet minder mig lidt om, da statsministeren snakkede om, at man betalte lidt mindre af lidt mere i skat, eller hvordan det var. Jeg er ikke helt sikker på, at jeg kan svare klart på den del.

Så er der spørgsmålet om, hvor vi kunne se forandringer i denne aftale. Nu har jeg så valgt at fokusere på det positive. Der er eksempelvis nogle ting i den her aftale, som handler om de muligheder, man har på campingpladser. Fra konservativ side kunne vi have ønsket, hvis man skulle lave nye anlæg der, at der blev stillet krav om, at de skulle ligge bag eksempelvis hytter eller andet, som i forvejen danner front mod kysten. Men i det store billede er det mindre reguleringer.

Spørgeren.

Tak for det. Bedre balance. Så er der jo ubalance. Derfor, kan man sige, kunne ordføreren måske forklare, hvordan nogle ting måske kunne bringe det i merbalance.

I stedet for vil jeg spørge ordføreren, om ordføreren kan forklare mig som spørger, hvad der gør, at vi her i Folketinget skulle være bedre til at administrere den her lovgivning og de arealer, der er langs vores kyster, end man er lokalt.

Ordføreren.

Ordføreren og jeg havde jo en meningsudveksling om lige præcis det her tidligere. Som konservativ tror jeg ikke på, at uhæmmet fri konkurrence nødvendigvis altid er godt. Det mener jeg ikke det er, når det gælder vores kyster. Den konkurrence, der ville opstå kommunerne imellem, mener jeg ikke gør noget godt her. Så må jeg også bare konstatere, at der er forskel på at være liberal og konservativ. Man siger jo, at liberale kender prisen på alt, men værdien af intet, og lige på dette område er jeg måske en lille smule tilbøjelig til at være enig i det citat.

Fru Pia Adelsteen.

Jeg skal høre noget om lokaldemokratiet. Man har strandbeskyttelseslinjer. Fru Mette Abildgaard nævnte selv, at man skal passe på det åbne land og de åbne strækninger, som alle taler om. Dem er der en hel del af. Der er den der regel om 15 m i haven. Jeg kunne godt tænke mig at spørge ordføreren om, hvorfor man landede på 10-15 m, vel vidende at der kan være haver, der ligger 300 m inde i landet. Det er måske koteletgrunde, der er meget lange og meget smalle, og som må siges at være rimelig begrænsede. Hvad er det lige præcis, der gør, at man ikke må lave en terrasse i den anden ende af haven?

Ordføreren.

I forhandlingerne opererede man med begrebet »i umiddelbar nærhed af bebyggelse«. Det er i lovteksten blevet konkretiseret til de her 15 m. Hvorfor det landede på 15 m og ikke 12 m, tror jeg, man må spørge nogle embedsmænd om. Men definitionen er »i umiddelbar nærhed af bebyggelse«.

I spørgsmålet om, hvorfor man ikke må lægge eksempelvis en stor terrasse i enden af haven, vil jeg sige, at det skyldes, at det har mere karakter af åbent land. Vi har et hensyn at tage for at bevare den frie og vilde natur. Det betyder bare noget, hvor mange opbrud der er i landskabet. Det er klart, at det kan virke meget fredeligt med et gyngestativ her og en terrasse der, men det er opbrud i det åbne land. Derfor mener vi, at man er nødt til at søge dispensation. Men der står jo også i aftalen, at det skal være nemmere at få den dispensation, end det er i dag.

Spørgeren.

Ja, heldigvis for det. Jeg spørger, for hver gang vi taler om strandbeskyttelseslinjen, virker det på mig, som om der kun tænkes i åbent land, vestkyst, strand eller sommerhusbebyggelse osv., hvor man via lokalplaner sagtens kan regulere, om der må være hække eller stativer, eller hvad ved jeg, rundtomkring. Det kan man sagtens gøre via lokalplaner.

Når jeg borer lidt i det, er det, fordi jeg oplever, at der er masser af mennesker, der bor inden for strandbeskyttelseslinjen, der faktisk bor i et parcelhuskvarter, men de ligger altså 300 m fra en fjord. De må nu, på trods af at det er et parcelhuskvarter, på trods af at der er biler osv., ikke lave et haveskur i den anden ende af haven, selv om naboen ligger bagved. Der er ikke strand, der er ikke åbent land, man må ikke vade rundt i det hele, men de må ikke gøre det. Det begriber jeg ikke. Jeg synes, det er ulogisk, jeg synes, det er mærkeligt, jeg synes, det er rigidt. Jeg kan ikke forstå, at Konservative ikke vil være med til at ændre det.

Spørgeren må heller ikke overskride tiden så voldsomt.

Ordføreren.

Det er ikke korrekt, når spørgeren siger, at man ikke må lave det her skur. Men det er rigtigt, at hvis det ikke ligger i umiddelbar tilknytning til bebyggelsen, skal man søge dispensation til det. På den måde er der lighed for loven, uanset om det er et parcelhuskvarter, eller om det er noget, der ligger i mere umiddelbar nærhed af kystlinjen.

Men jeg er da lidt i tvivl om, om Dansk Folkeparti ønsker at ophæve strandbeskyttelseslinjen. Det lugter det her jo lidt af. Det har jeg trods alt ikke hørt spørgeren sige ved tidligere lejligheder.

Så siger vi tak til fru Mette Abildgaard og byder hjertelig velkommen til vores miljø- og fødevareminister. Værsgo.

Tak for det, formand. Først vil jeg gerne takke ordførerne for indlæggene. Den tidligere regering, Venstreregeringen, Det Konservative Folkeparti, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti indgik i juni 2016 en aftale om en modernisering af planloven og af naturbeskyttelseslovens regler om strandbeskyttelse og klitfredning og om sø- og åbeskyttelseslinjen. Efter regeringsdannelsen i november er også Liberal Alliance blevet en del af aftalen. Jeg er derfor også glad for at kunne stå her i dag og præsentere udmøntningen af aftalen i form af et lovforslag med så bred politisk opbakning. Samtidig er det også en fornøjelse at kunne præsentere et lovforslag, der giver kommuner og turismevirksomheder i hele landet mere frihed til at kunne styrke foreningsliv og turisme langs de danske kyster og ikke mindst giver de borgere, der bor langs kysterne, mere frihed i egen have.

Som det er blevet nævnt, er de danske kyster og strande et særkende og noget af vores unikke natur, og derfor har strandene også gennem generationer nydt en særlig beskyttelse. Men det er selvfølgelig søgt, når hr. Christian Poll og fru Maria Reumert Gjerding og SF's ordfører taler om disse fuldstændig uberørte kyster, hvor de går tur med hunden. For hvad er det, der er tilfældet? Hvis SF, Enhedslisten og Alternativet tog på en lille cykeltur – jeg opfordrer ikke engang til bilkørsel – ud til den jyske vestkyst, parkerede cyklen i Søndervig og gik en tur 27 km nordpå, så kunne de nyde de uberørte kyster, medmindre de går hen og skraber lidt i klitterne. For hvad gemmer sig bag klitterne? Der gemmer sig hård kystsikring. Så disse uberørte strande og kyster, som man taler så højt og flot om, er jo ikke uberørte i Danmark. Hvis fru Trine Torp går tur oppe ved Halsnæs og fortsætter turen rundt om pynten og videre op mod Helsingør, hvad ser fru Trine Torp så? Hun ser hård kystsikring. Hvorfor bruger man det? For at beskytte kyster mod erosion og beskytte borgernes ejendom. Så det er nonsens, når der hver eneste gang skal stables et billede op af, at de uberørte kyster kan vi ingenting gøre ved, og det er åh så forfærdeligt, at der nu bliver nogle få steder i dette land, hvor der kan laves hotspots – med positivt fortegn – hvor man kan bygge kajakskure, hvor den lokale svømmeklub kan få en sauna til vinterbadning osv. osv. At danskerne kan komme ud og bruge naturen, uden at vi skal sidde herinde og være smagsdommere, er en kæmpe landvinding. Det er derfor, det er så fornøjeligt, at vi med et bredt flertal i Folketinget sætter trumf på det her.

Beskyttelsen af vores områder har naturligvis også medført, at der er for mange restriktioner på de ejendomme, der ligger i beskyttelseszonen. Vi har alle sammen hørt om, og det er også blevet nævnt i dag, borgere, der får afslag på at lave en terrasse eller et højbed i deres egen have. Derfor har vi naturligvis også vurderet, at der er behov for at justere reglerne. Vi skal have en lovgivning, der ikke lægger unødige restriktioner på borgerne. Lovgivningen skal ikke stå i vejen for, at vi kan benytte strandene mere aktivt. Det gælder også mennesker med handicap. For den holdning, som bl.a. de tre partier har givet udtryk, gør jo, at mennesker med handicap har langt sværere ved at komme ned og nyde kysterne, end hvis man ikke har et handicap. Derfor skal der naturligvis også tages hensyn til de borgere, og jeg vil også gerne kvittere over for Dansk Folkepartis ordfører for at have slået et godt slag i forhandlingerne for netop at tage hensyn til mennesker med handicap.

Selv om vi får skudt i skoene, at vi nu giver lov til at opføre byggerier ved vandet, så langt øjet rækker, er det jo helt skudt forbi. Vi har i Danmark 7.300 km kyststrækning, så der er plads til på udvalgte steder, at der kan opsættes faciliteter. Og der skal jo laves lokalplan med hensyn til både udformning og udsyn, men også med hensyn til hvordan det visuelle bliver omkring de bygninger. Det betyder, at det lokale foreningsliv, børne- og ungdomsorganisationer, institutioner og turister får gavn af det her. Det er jo et enestående potentiale til at tiltrække flere turister.

Det er jo også noget vrøvl, når der bliver sagt heroppefra af de tre partier, at turisterne kun kommer for at få en fuldstændig uberørt oplevelse. Det er jo noget nonsens. For hvor samler turisterne sig også? F.eks. ved den jyske vestkyst i en by som Hvide Sande samler turisterne sig der, hvor er der f.eks. er nedgang over klitterne, hvor der er mulighed for at komme til toiletbygninger, hvor der er mulighed for at kunne komme ud og bade, men hvor der også er vandresti ud på en stor mole. Hvorfor kan det så lade sig gøre der? Det kan det, fordi det er et havneområde. Nu er man bare så privilegeret, at en af Danmarks bedste strande, Sydstranden ved Hvide Sande, ligger i et havneområde, og derfor kan der være faciliteter. Det er et klokkeklart eksempel på, hvad vi skal have mere af ved udvalgte steder på kysterne. Derfor er der i det her forslag en balance mellem fornuftig benyttelse og beskyttelse, for det er det, vi også har et ønske om.

Jeg vil ikke gå alle de justerede regler igennem. Det er der flere der har gjort i løbet af den her debat. Det er en ganske glimrende debat. Jeg vil blot konstatere, at vi med det her får lavet en landvinding, så vi kan bruge naturen mere aktivt, samtidig med at vi beskytter de mange arealer, vi har.

Afslutningsvis vil jeg bare sige, at det ikke har været kønt at se på, at der er blevet ført skræmmekampagne. Det siger jeg ikke med hensyn til nogle bestemte partier her i Folketinget, men med hensyn til naturorganisationer uden for dette høje Ting, som med urigtige påstande har ført kampagne mod at kunne bruge naturen mere aktivt. Det har ikke været kønt at se på.

Men med det er det en glæde for mig at konstatere, at der er et bredt flertal i Folketinget, der bakker op om det her.

Der er et par enkelte korte bemærkninger. Den første er fra fru Maria Reumert Gjerding.

Mange tak. Nu synes jeg, at miljøministeren skal gøre sig ekstremt umage med at referere ordførere korrekt helt generelt set. Jeg har f.eks. ikke nogen hund, kan jeg informere om. Så vil jeg gerne lige sige, at der i lovbemærkningerne står, at der dispenseres normalt til faciliteter til støtte for friluftslivet, dvs. stier, shelters, toiletbygninger, formidling, bænke og P-pladser. Det vil sige, at der normalt gives dispensation til de her ting. Det kan så være, at det vurderes, at her er et særlig vigtigt område og i øvrigt en parkeringsplads ikke så langt derfra, så dér skal ikke gives dispensation. Hvad er så problemet, når praksis er sådan i dag? Så kan det godt være, at der er nogle, der bliver enormt frustrerede over, at de ikke kan få en parkeringsplads lige på et bestemt sted. Men det handler jo om, at vi har haft en naturbeskyttelseslov, der tog nogle helhedshensyn for at beskytte nogle bestemte strækninger. Det vil jeg gerne bede miljøministeren svare på.

Hvad er det så lige præcis for en påstand – bare så jeg kan notere det – nogle naturorganisationer har rejst, hvis vi lige bliver lidt konkrete, som miljøministeren mener er helt forkastelige?

Ministeren.

Jeg vil utrolig gerne undskylde, hvis ordføreren har fået den opfattelse, at jeg troede, at ordføreren havde en hund. Det var bestemt ikke meningen. Det var fru Trine Torp, jeg sigtede til. Hun fortalte i sin udmærkede ordførertale hjertevarmt om, at hun gik tur med hunden. Så det var bestemt ikke møntet på, at Enhedslistens ordfører også havde en hund. Det vil jeg utrolig gerne beklage.

Vi vil rigtig gerne væk fra, at der skal være det her bureaukratiske monster, hvor borgere er pligtige til at søge om dispensation for alt muligt. Det giver ingen mening. Det er noget af det, vi gerne vil deregulere. Det er jo derfor, vi ændrer de her regler. Så vil der være nogle enkelte tilfælde – det er også det, den konservative ordfører har gjort rede for – hvor det kan være nødvendigt med en dispensationspraksis, og det er så det, vi har lagt ind i aftalen.

Så tror jeg ikke, jeg behøver at referere til, hvilke kampagner jeg har tænkt på. Det kan ordføreren udmærket se i de debatter, der har været tidligere, omkring naturinteresser. Der har været talt om, at der skulle bygges hoteller og alt muligt i klitter og lignende.

Spørgeren.

Jeg har også lige præcis fulgt de der kampagner tæt, ligesom ministeren har, og jeg mener sådan set, at der er blevet refereret meget præcist, nemlig at man ønskede nogle forsøgsprojekter, der bl.a. handlede om bedre muligheder for at bygge hoteller tæt på kysterne. Jeg kan ikke se, at der er noget forkert i den kampagne. Jeg kan godt forstå, at man bliver frustreret, hvis der kommer lige knap 150.000 underskrifter, så vidt jeg husker, imod det forslag, man nu har fremsat, men jeg kan ikke se, at det er en forkert kampagne.

Så har jeg lige et ekstra spørgsmål. I forslaget ligger også, at man helt vil ophæve strandbeskyttelseslinjen mellem havn og by. Det er virkelig uklart for mig, men jeg kan også godt stille det som et skriftligt spørgsmål. Det kan være, at miljøministeren kan svare i dag. Hvor store arealer vil der samlet set være tale om i Danmark, hvis man ophæver strandbeskyttelseslinjen der?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Jamen det afhænger jo helt af, hvilke kommuner der ansøger om det. For det er jo ikke sådan, at man pr. automatik nu ophæver strandbeskyttelseslinjen alle steder mellem by og havn. Det ville jo skulle bero på de enkelte ansøgninger. Men jeg er bekendt med, at man flere steder i dette land gerne vil kunne udvikle sin by på den strækning, der er mellem by og havn. Den konservative ordfører refererede også til det et sted. Det vil jo helt bero på, hvilke kommuner der søger. Hvorvidt vi kan lave en kortlægning i Miljø- og Fødevareministeriet af alle mulige steder, hvor det kunne ske, tør jeg simpelt hen ikke sige, for jeg ved ikke, om vi har nøjagtigt kortmateriale fra hver eneste kommune i landet, hvor der kunne være et bagareal mellem kommune og havn, der kunne udnyttes. Men det vil som sagt bero på en dispensation, som man ansøger om.

Havde det nu været de oprindelige regler i Folketinget, der gjaldt, så skulle vi sige tusind tak til den højtærede minister for dagens indsats – det gør vi også. Er der flere, der ønsker ordet i denne forhandling?

Det er der ikke.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Miljø- og Fødevareudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.