Tak.
Vi har i de seneste år set flere eksempler på, at udenlandske studerende er kommet i klemme på grund af nogle bagatelagtige overtrædelser af reglerne for det tidsrum, de har lov til at arbejde ved siden af deres studier.
Det har altså ført til inddragelse af opholdstilladelser hos nogle unge engagerede studerende, hvilket for de fleste borgere i Danmark har fremstået uforståeligt.
Da vi for et års tid siden diskuterede det her spørgsmål under en hasteforespørgselsdebat her i Folketingssalen, var der meget bred opbakning til at smidiggøre reglerne, så udenlandske studerende ikke straks mister deres opholdstilladelse på grund af mindre overtrædelser af reglerne for det her antal timer, de må arbejde.
Selv om det unægtelig har været længe undervejs, kan vi altså i dag konstatere, at der nu ligger et forslag fra regeringen.
Det synes vi er en god ting.
Der er jo helt åbenlyst to hensyn på spil i den her sag.
På den ene side er det vigtigt, mener vi, at begrænse udenlandske studerendes mulighed for at arbejde, dels fordi de skal have tid til at koncentrere sig om deres studier, dels fordi vi tidligere har set eksempler på snyd:
Mennesker fra ikke-EU-lande har fået en studieopholdstilladelse, som de reelt har brugt til at arbejde her i landet.
Det er ikke i orden.
Hvis man ønsker at komme til Danmark for at arbejde, må man jo søge opholdstilladelse med udgangspunkt i de regler.
På den anden side er det naturligvis vigtigt, at mindre overtrædelser af reglerne ikke straffes uforholdsmæssigt hårdt.
Det er den balance, vi skal finde.
LO leverer i deres høringssvar en vældig hård kritik.
De frygter, at grænsen for, hvor meget udenlandske studerende må arbejde, reelt bliver hævet, fordi der altså med det her forslag vil blive sådan, at der er 2 måneder om året, hvor en overtrædelse af de 87 timer, man må arbejde om måneden, ikke vil føre til inddragelse af opholdstilladelsen, medmindre overtrædelsen overstiger 130 timer.
Spørgsmålet er, om vi skal finde en hårdere sanktion end blot bøde og gult kort for den her gruppe af mindre overtrædelser.
Socialdemokratiet har nævnt to forslag.
De foreslår, at det gule kort skal gælde hele studieperioden.
Det synes vi sådan set lyder ret fornuftigt, altså at det ikke kun skal være 2 år.
Og de foreslår også, at der kan sanktioneres, i forhold til hvor meget man så må arbejde efterfølgende.
Det vil vi gerne diskutere under udvalgsbehandlingen.
Dertil kommer altså spørgsmålet om, hvorvidt kontrollen på det her område er god nok.
Det er måske det, som LO's kritik bunder i.
Altså, spørgsmålet er, om kontrollen med området er god nok.
I øvrigt synes vi jo, at det er helt, helt oplagt, at man efter 1 eller 2 år evaluerer den her lovændring med det formål at vurdere, om vi har ramt den rette balance.
Til sidst spørger LO, hvorfor bagatelgrænsen ikke afhænger af, hvor længe man har en studieopholdstilladelse i Danmark.
Altså, der er forskel på, om man skal læse et semester Danmark, eller om man skal læse flere år.
Det vil jeg egentlig gerne høre ministerens svar på.
Som sagt ser vi frem til udvalgsbehandlingen.
Formålet med lovforslaget skulle jo meget gerne være at sikre en balance mellem på den ene side, at unge mennesker, som begår fejl, ikke straffes uforholdsmæssig hårdt, og på den anden side, at vores lovgivning altså forhindrer bevidst snyd.