Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 7. februar 2017
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 63 til L 114, forslag til folketingsbeslutning
om Forslag til lov om ændring af lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug, lov om
miljøbeskyttelse, lov om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække og forskellige andre
love (Ny regulering af husdyrbrug m.v. og indførelse af generelle regler for anvendelse af gødning på
arealer og for husdyrbrug m.v. som udmøntning af dele af fødevare- og landbrugspakken samt
ændringer som følge af VVM-direktivet m.v.), stillet den 6. februar 2017 af Maria Reumert Gjerding
(EL).
Spørgsmål nr. 63 til L 114
”Ministeren bedes redegøre for de økonomiske konsekvenser for borgere (via vandselskaber) og
kommuner af, at en række landbrug med lovforslaget tillades en øget forurening.”
Svar
Beskyttelsen af drikkevand inden for nitratfølsomme indvindingsområder (NFI), som i dag også sker
med vilkår i miljøgodkendelsen af husdyrbrug, overgår til de kommunale indsatsplaner, som skal
udarbejdes for indsatsområder inden for NFI. Kommunerne skal således i højere grad end i dag tage
højde for en mulig påvirkning fra husdyrholdet inden for NFI i de indsatsplaner, der skal sikre
drikkevandet fra de almene vandforsyninger.
Kommunerne kan mod kompensation pålægge husdyrbrug rådighedsindskrænkninger (typisk
dyrkningsaftaler) for at begrænse udvaskningen af nitrat fra organisk gødning.
Omkostninger til at kompensere husdyrbrug kan blive finansieret af vandforsyningerne.
Vandforsyningerne forventes at overføre denne omkostning til forbrugerne (herunder borgerne), der
som for de øvrige indsatser i indsatsplanerne har gavn af indsatsen. Omfanget af de øgede
omkostninger i forbindelse med rådighedsindskrænkninger er behæftet med stor usikkerhed, men det
er Miljø- og Fødevareministeriets estimat, at disse udgør 2-4 mio. kr. årligt.
Evt. yderligere administrative omkostninger for kommunerne til udarbejdelse af indsatsplaner og
revision af eksisterende indsatsplaner er ikke medregnet i ovenstående økonomiske overslag.
Esben Lunde Larsen
/
Claus Torp
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk