Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget 2016-17
L 113 Bilag 8
Offentligt
3.februar 2017
Til Erhvervsminister Brian Mikkelsen samt medlemmer af Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget
Jeg arbejder i Copenhagen Partybus og følger i spændingen udviklingen i L 113 Forslag til lov om ændring
af lov om restaurationsvirksomhed og alkoholbevilling m.v. Specielt ændringen til §24.
Det fremgår specifikt af forslaget, at der skal indføres et forbud mod at medbringe drikkevarer i
partybusser, hvilket alt andet lige vil betyde, at vi må lukke vores virksomhed, hvilket igen medfører, at jeg
mister mit job, at vores foretrukne værksted mister indtjening etc.
Vi har investeret en del i vores bus, som er ombygget til partybus fra fabrikken for fem år siden. Hvis
forslaget gennemføres for så vidt angår ændringen i §24 vil vi heller ikke kunne sælge bussen idet en
partybus, hvor man ikke kan nyde medbragte drikkevarer ikke er en salgbar vare.
Det strider, som jeg ser det, imod den udtalelse Erhvervsminister Brian Mikkelsen kom med efter
ordførernes indlæg på møde nummer 50. Hvor han sagde ; Det lovforslag, som bliver behandlet i dag, er jo
en del af en samlet aftale som hed »Vækst og udvikling i Danmark«, som vi indgik sidste år.
Når partybusser nævnes specifikt, må det vel ligeledes specificeres, at det også gælder i limousiner, private
biler (når vores søn kører os til arrangementer, nyder min mand og jeg som regel et glas vin på turen),
beboerhuse, områder i forlystelsesparker, hvor man selv kan medbringe mad og drikkevarer, tog,
turistbusser etc.
Når alle disse specifikationer læses ser det ud til, at en ændring af §24 pludselig ændrer karakter til
krænkelse af den personlige frihed.
Jeg håber, at I vil se på ændringen til §24 endnu engang.
Med venlig hilsen
Lis Hartvig Holm
Copenhagen Partybus
Haslevgade 20-22
2630 Taastrup