Miljø- og Fødevareudvalget 2016-17
L 111
Offentligt
1723064_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 13. februar 2017
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 69 til L 111, forslag til lov om ændring af lov
om miljøbeskyttelse (Kompenserende marine virkemidler ved etablering eller udvidelse af havbrug),
stillet den 2. februar 2017 på vegne af Simon Kollerup (S).
Spørgsmål nr. 69 til L 111
Vil ministeren bekræfte, at rapporten om marine virkemidler udgivet i 2016 af DCE Aarhus
Universitet, som der henvises til i bemærkningerne til lovforslag L 111, er en foreløbig statusrapport i
et forsknings- og udviklingsprojekt om marine virkemidler, der først afsluttes i slutningen af 2019 med
henblik på eventuel anvendelse af disse virkemidler i tredje vandplanperiode, og hvor der fortsat er
mange uafklarede problemstillinger?
Svar
Rapporten om marine virkemidler udgivet af DCE i 2016, er en vurdering af og status for viden om de
marine virkemidler. Rapporten opsummerer resultaterne af en række forsknings- og
udviklingsprojekter om marine virkemidler. Der indgår en oversigt over videnshuller, hvor
forskningen fremover vil kunne bidrage til mere effektive virkemidler på længere sigt. Der er iværksat
forskningsprojekter med henblik på at opnå yderligere viden om en generel brug af virkemidler –
landbaserede såvel som marine – for at afklare virkemidlernes omkostningseffektivitet samt vurdere
mulighederne for at virkemidlerne kan anvendes i tredje vandplanperiode. Miljø- og
Fødevareministeriet vurderer på baggrund af blandt andet DCE-rapporten, at muslingeopdræt og
tangdyrkning er klar til anvendelse som kompenserende marine virkemidler, og at opdræt af
muslinger på nuværende tidspunkt må anses som det kompenserende marine virkemiddel, der er mest
praktisk og økonomisk anvendeligt som kompensation i forbindelse med havbrugsproduktion.
Esben Lunde Larsen
/
Michel Schilling
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk