Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 13. februar 2017
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 48 til L 111, forslag til lov om ændring af lov
om miljøbeskyttelse (Kompenserende marine virkemidler ved etablering eller udvidelse af havbrug),
stillet den 2. februar 2017 på vegne af Christian Poll (ALT).
Spørgsmål nr. 48 til L 111
"Vil ministeren sikre, at der bliver lavet en sammenlignende undersøgelse mellem vild og opdrætsfisk,
når det drejer sig om total fedt og forholdet mellem omega 3 og omega 6?, og at forbrugerne gøres
opmærksom på dette?”
Svar
Fødevarestyrelsen har oplyst følgende, hvortil jeg kan henholde mig:
”Fødevarestyrelsen vurderer, at en sådan undersøgelse logistisk set ikke er let at gennemføre, da vilde
fisk af samme art som opdrætsfisk ikke umiddelbart findes i handlen. Samtidig er det vigtigt at forstå,
at næringsstofsammensætningen i fisk i høj grad afhænger af fiskens føde. Dette gælder både for vilde
fisk, hvor deres føde kan ændre sig fra det ene geografiske område til det andet, samt for opdrættede
fisk, hvis føde kan ændres af flere forskellige årsager. En analyse af vilde fisk i forhold til opdrætsfisk,
vil derfor være præget af netop disse forhold. Samtidigt gælder, at udbuddet af vilde fisk af samme art
som opdrætsfisk er meget begrænset, hvorfor forbrugerne ikke reelt kan bruge disse oplysninger.
Fødevarestyrelsen finder derfor ikke umiddelbart behov for at prioritere en sådan undersøgelse.
Fødevarestyrelsen vurderer, at der er behov for, at danskerne skal spise mere fisk, da anbefalingen for
fisk på nuværende tidspunkt langt fra efterleves. Det betyder derved mere at få danskerne til at spise
mere fisk, end om indtaget kommer fra vilde fisk eller havbrug.”
Esben Lunde Larsen
/
Hanne Larsen
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk