Miljø- og Fødevareudvalget 2016-17
L 111
Offentligt
1722893_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
13. februar 2017
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 28 til L111, forslag til lov om ændring af lov
om miljøbeskyttelse (Kompenserende marine virkemidler ved etablering eller udvidelse af havbrug),
stillet den 2. februar 2017 på vegne af Simon Kollerup (S).
Spørgsmål nr. 28 til L 111
"Ministeren bedes redegøre for mængden af slam, som et gennemsnitligt havbrug udleder og i den
forbindelse oplyse, hvilke kompenserende tiltag man ønsker at igangsætte for at kompensere for den
øgende mængde slam, som flere havbrug naturligt vil medføre."
Svar
Betegnelsen slam dækker primært over faste fækalier udskilt fra fiskene og opgøres som udledning af
organisk materiale. Med udgangspunkt i et havbrug, der har godkendelse til at udlede 100 tons
kvælstof og heraf en produktion af ca. 2200 tons fisk, vil miljøpåvirkningen med organisk materiale
standardmæssigt beregnes til at være 226 tons årligt.
Reguleringen af udledning af organisk materiale fra havbrug er indarbejdet i godkendelsesprocessen,
hvor godkendelsesmyndigheden skal sikre, at havbruget kan drives på den pågældende lokalitet uden
at forurene i en grad, der er uforenelige med hensynet til omgivelsernes sårbarhed og kvalitet.
Lovforslaget omhandler ikke udledningen af organisk materiale, og det er derfor ikke tiltænkt, at der
skal iværksættes kompenserende tiltag for at begrænse denne udledning.
Esben Lunde Larsen
/
Michel Schilling
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk