Miljø- og Fødevareudvalget 2016-17
L 111
Offentligt
1724436_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 13. februar 2017
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 24 til L111, forslag til lov om ændring af lov
om miljøbeskyttelse (Kompenserende marine virkemidler ved etablering eller udvidelse af havbrug),
stillet den 2. februar 2017 på vegne af Simon Kollerup (S).
Spørgsmål nr. 24 til L 111
"Ministeren bedes bekræfte, at lovforslaget ikke gør det muligt at udlede mere kvælstof, men alene
muliggør, at havbrug kan øge deres produktion, hvis de etablere kvælstofvirkemidler, kan neutralisere
merudledningen. Samtidig bedes ministeren bekræfte, at et havbrug skal nedsætte deres produktion
igen såfremt, at udledningen er større end det, der kan opsamles gennem kompenserende
virkemidler."
Svar
Formålet med lovforslaget er at skabe mulighed for vækst i den danske havbrugsproduktion.
Lovforslaget skaber således hjemmel i miljøbeskyttelsesloven til at udstede regler, som gør det muligt
at godkende havbrug, der ellers ikke kunne opnå miljøgodkendelse på grund af forholdet til
havmiljøet. Med de nye regler vil nogle havbrug fremover kunne miljøgodkendes med vilkår om, at der
skal etableres og drives kompenserende marine virkemidler.
Det forhold, at der vil kunne godkendes flere havbrug, vil medføre en tilsvarende øget udledning af
kvælstof. Men lovforslaget forudsætter, at der skal ske fuld kompensation – eller neutralisering – for
den del af merudledningen, der måtte påvirke vandområder, hvor der ikke er plads til mere
næringsstof. Og kompensationen skal etableres i det relevante vandområde.
Vilkår om kompenserende marine virkemidler vil således kun være relevant, hvis der ikke inden for
det eksisterende miljømæssige råderum kan tillades en merudledning i det vandområde, som bliver
påvirket af udledninger fra havbruget. Hvor dette er tilfældet, medfører lovforslaget, at der skabes
mulighed for at havbrug kan øge produktionen ved at etablere kompenserende marine virkemidler, der
neutraliserer næringsstoffer i det pågældende vandområde.
Ved kompenserende marine virkemidler foregår neutraliseringen netop ikke direkte ved kilden, men
ved kompensation et andet sted i det relevante vandområde. Der vil således udledes mere næringsstof i
vandområdet i umiddelbar nærhed af havbruget, og reduceres et andet sted i det vandområde, som
havbruget påvirker. Merudledningen i umiddelbar nærhed af havbruget vil imidlertid kun kunne
tillades, hvis det kan rummes inden for de øvrige krav til havmiljøet, herunder f.eks. hensyn til evt.
nærliggende habitatområder. Sådanne forhold vil blive afdækket ved den VVM-undersøgelse, som
også skal gennemføres.
Et havbrug, som godkendes med kompenserende marine virkemidler, vil gennem vilkår i
miljøgodkendelsen være fuldt ud ansvarlig for, at der rent faktisk sker kompensation i det omfang og
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk
L 111 - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 24: Spm. om bekræftelse af, at lovforslaget ikke gør det muligt at udlede mere kvælstof m.m., til miljø- og fødevareministeren
med den mængde næringsstof, som godkendelsen kræver. Der vil blive ført kontrol med denne indsats,
og hvis forureningen ikke nedbringes tilstrækkeligt i overensstemmelse med vilkårene, vil
myndigheden have de sædvanlige håndhævelsesmuligheder for at bringe det ulovlige forhold til ophør,
herunder om nødvendigt påbyde, at virksomheden reducerer sin produktion.
Esben Lunde Larsen
/
Michel Schilling
2