Miljø- og Fødevareudvalget 2016-17
L 111
Offentligt
1732152_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 13. marts 2017
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 117 til L 111, forslag til lov om ændring af lov
om miljøbeskyttelse (Kompenserende marine virkemidler ved etablering eller udvidelse af havbrug),
stillet den 6. marts 2017 efter ønske fra Christian Poll (ALT), Ida Auken (RV), Maria Reumert Gjerding
(EL) og Trine Torp (SF).
Spørgsmål nr. 117 til L 111
"Ministeren bedes redegøre for, hvorvidt lovforslaget er i overensstemmelse med principperne i EU's
vandrammedirektiv om ikke forringelse og i forhold til rensning ved kilden og princippet om at
forureneren betaler".
Svar
Formålet med lovforslaget er at gøre det muligt at anvende kompenserende marine virkemidler, så der
kan etableres eller udvides havbrug på lokaliteter (i kystvande og havområder), hvor en ansøgning
herom ellers måtte afslås under henvisning til lovgivningen om vandplanlægning eller havstrategi.
Lovforslaget sikrer således, at der kan stilles vilkår om etablering og drift af kompenserende marine
virkemidler ved miljøgodkendelse af havbrug. I en kommende bekendtgørelse udstedt med hjemmel i
den foreslåede bemyndigelse forventes fastsat regler, hvorefter der skal stilles vilkår om, hvilken
mængde kvælstof og fosfor, der inden for en bestemt periode skal fjernes med kompenserende
virkemidler for at sikre, at havbrugets næringsstofbelastning af de relevante kystvande og havområder
ikke overstiger det der kan tillades. Derved kan det forhindres, at havbrugets næringsstofbelastning
medfører en forringelse af tilstanden i berørte vandområder. Lovforslaget er derfor i
overensstemmelse med princippet om ikke-forringelse i Vandrammedirektivet.
Muligheden for at tillade en næringsstofudledning til for eksempel et vandområde, mod at fjerne en
tilsvarende mængde næringsstoffer, er en nyskabelse i forhold til miljøbeskyttelseslovens gældende
princip om, at rensning foregår ved kilden. Dette er baggrunden for, at lovforslaget er fremsat.
Teknologisk er det på nuværende tidspunkt ikke muligt at rense udledningen fra havbrug ved kilden,
da fiskene opdrættes i åbne netbure. Muligheden efter det fremsatte lovforslag gælder alene for
havbrug og kun for så vidt angår udledning af næringsstoffer. Lovens principper i §§ 3 og 4 om for
eksempel anvendelse af bedst tilgængelige teknik samt placering, indretning og drift af forurenende
virksomhed finder uændret anvendelse for havbrug, der godkendes med vilkår om kompenserende
marine virkemidler.
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk
L 111 - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 117: Spm. om, hvorvidt lovforslaget er i overensstemmelse med princippet i EU’s vandrammedirektiv om ikkeforringelse, i forhold til princippet om rensning ved kilden og princippet om, at forureneren betaler, til miljø- og fødevareministeren
Et havbrug, der godkendes med vilkår om kompenserende marine virkemidler, skal afholde
omkostningerne til at etablere og drive disse.
Esben Lunde Larsen
/
Michel Schilling
2