Miljø- og Fødevareudvalget 2016-17
L 111
Offentligt
1732159_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 12. marts 2017
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 103 til L 111, forslag til lov om ændring af
lov om miljøbeskyttelse (Kompenserende marine virkemidler ved etablering eller udvidelse af
havbrug), stillet den 24. februar 2017 på vegne af Miljø- og Fødevareudvalget.
Spørgsmål nr. 103 til L 111
"Vil ministerens kommentere henvendelsen af 24/2-17 fra Danmarks Naturfredningsforening og
Danmarks Sportsfiskerforbund, jf. L 111 - bilag 8?"
Svar
Danmarks Naturfredningsforening bemærker i henvendelsen to hovedpunkter 1) at alle havbrug –
eksisterende såvel som nye – bør have vilkår om fuld kompensation for deres kvælstof- og
fosforudledning, samt 2) at lakselusproblematikken, og hvordan denne imødekommes ved
godkendelse af havbrug, bør fremgå af lovforslagets bemærkninger. Herudover nævnes kort en række
indvendinger mod havbrug, som det oplyses, at Miljø- og Fødevareudvalget er bekendt med fra
tidligere høringssvar og fra pressen mv.
Jeg forstår punkt 1) således, at der ønskes en generel skærpelse af gældende krav, således at alle
havbrug, nye såvel som eksisterende havbrug, skal kompensere fuldt ud for deres udledning af både
kvælstof og fosfor, også selvom denne vil kunne tillades inden for rammerne af lovgivningen om
vandplanlægning og havstrategi. Dette er uden for rammerne af L 111, som alene vil give mulighed for
at stille vilkår om kompenserende marine virkemidler, hvor en ansøgning om etablering eller
udvidelse af et havbrug ellers måtte afslås under henvisning til lovgivningen om vandplanlægning eller
havstrategi. Jeg henviser til min besvarelse af spørgsmål 95 og vil herudover tilføje, at hvis alle
havbrug skal kompensere fuldt ud også i områder, hvor det i dag er muligt at udlede næringsstoffer i
overensstemmelse med lovgivningen om vandplanlægning og havstrategi, så vil det alt andet lige
medføre en merudgift for havbrugserhvervet.
Det bemærkes tillige i henvendelsen, at der er udfordringer i at driftssikre kompensationsopdræt og i
at sikre korrekt løbende kompensation samt kontrol og tilsyn. Jeg henviser her til min besvarelse af
spørgsmål 30, der vedrører produktionsgrundlaget for muslinge- eller tangproduktion, samt mine
besvarelser af spørgsmålene 27, 29, 31 og 46, der vedrører kontrol og tilsyn med havbrug med
kompenserende marine virkemidler.
Med hensyn til punkt 2) vedr. problematikken om lakselus forstår jeg det sådan, at der tænkes på, at
der kan være større risiko for problemer med lakselus, hvis havbrug etableres i Kattegat, hvor
havvandets saltholdighed generelt er højere, end på de lokaliteter i de indre danske farvande, hvor der
findes havbrug i dag. Hertil bemærker jeg, at lovforslag L 111 omhandler virkemidler, som vil kunne
anvendes generelt og således ikke kun i specifikke havområder, såsom Kattegat. Problematikken om
./.
.//.
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk
L 111 - 2016-17 - Endeligt svar på spørgsmål 103: Spm. om kommentar til henvendelse af 24/2-17 fra Danmarks Naturfredningsforening og Danmarks Sportsfiskerforbund, jf. L 111 – bilag 8, til miljø- og fødevareministeren
.//.
lakselus har derfor ikke sammenhæng med L 111. Jeg henviser i øvrigt til mine besvarelser af
spørgsmålene 15, 90 og 94.
Esben Lunde Larsen
/
Michel Schilling
2