Miljø- og Fødevareudvalget 2016-17
L 111 Bilag 7
Offentligt
NaturErhvervsstyrelsen, Center for Fiskeri
Att.: Janne Palomino Dalby
30. juni 2016
Redegørelse fra DTU VET vedrørende havbrug i Kattegat - potentielle
problemer med sygdomme
I forbindelse med Miljø- og Fødevarestyrelsens arbejde med at udpege zoner til fremtidig udvidelse
af havbrugsproduktionen i Danmark, ønskedes en analyse af, hvorvidt en sådan udvidelse kan
forventes at medføre en ændret problematik i forbindelse med sygdomme, duftstoffer, rømninger
mm. i forhold til den nuværende situation i danske havbrug.
Baggrund: Sygdomme
Produktion af laks i havbrug er meget udbredt de nordatlantiske lande, og her ses både parasitiske
sygdomme, lakselus og
Paramoeba perurans
(forårsager amøbegællesyge, AGD), samt sygdomme
forårsaget af virus, primært IPN og ISA. Ingen af disse sygdomme betragtes i dag som skadevoldere
i danske havbrug. Dette skyldes formodentlig dels at havbrug i Danmark er placeret i vand med
relativt lav saltholdighed (ca. 10-20 ppt) og dels at danske havbrug typisk ligger brak i perioden
januar-marts. I de nordatlantiske lande produceres der som hovedregel fisk hele året og vandets
saltholdighed når op til 35 ppt (dvs. oceanisk saltholdighed).
Der ønskedes en analyse af, hvorvidt placering af havbrug i nye, mere oceaniske/offshore områder,
såsom Kattegat, vil kunne forventes at medføre nye og/eller ændrede problemstillinger i forbindelse
med sygdomme, særligt med henblik på lakselus, andre patogener, fiskearter, Effekter på vilde fisk
og placering af havbrug.
Lakselus
lakselus, (Lepeophtheirus
salmonis)
regnes som den vigtigste, begrænsende faktor for
lakseopdrættet i Norge (EURL workshop 2016). Dette er dog ikke kun direkte relateret til
sundhedseffekter på opdrætslaksene, men også på politiske beslutninger.
Lakselus foretrækker fuldstyrke saltvand, men en nyligt publiceret metaanalyse fra Canada (Groner
et al 2016) viser, at der ikke er nogen nævneværdig negativ effekt på populationsdynamikken før
saliniteten kommer under 15 ‰. Ved saliniteter herover har temperaturen en større effekt på
populationsdynamikken, end saliniteten. Dog er lakselus fra Stillehavsområdet og
Atlanterhavsområdet to forskellige underarter (Skern-Mauritzen et al 2014), og den Atlantiske
underart ser ud til at være mindre tolerant overfor lave saltholdigheder (Bricknell et al 2006 &
Groner et al 2016). Lakselus tolererer dog bedre lave saltholdigheder, når de sidder på laksen, end
 L 111 - 2016-17 - Bilag 7: Henvendelse af 20/2-17 fra Danmarks Sportsfiskerforbund
1725201_0002.png
når de er fritsvømmende. I områder med lave saltholdigheder, men hvor saliniteten fluktuerer, må
det formodes, at fiskene kan inficeres under perioder med høj saltholdighed.
Lakselus kan i dag findes fasthæftet på fisk helt nede i den sydligste del af Kattegat og bælterne, og
sidste sommer rapporterede lystfiskere om fangster af stærkt lakselusangrebne havørreder i disse
områder (https://seatrouting.com/2015/08/03/alarm-lakselus/). Dette kan formenligt for en del
tilskrives vandring af disse fisk fra højere til lavere salinitet, men det kan ikke udelukkes, at
lakselusene i de danske farvande til dels har tilpasset sig lavere saltholdigheder. Dette er dog ikke
undersøgt. En undersøgelse af parasitter i danske havbrug fra 2014 fandt kun lakselus i 3 ud af 19
havbrug – alle beliggende ved Horsens Fjord ved en salinitet på 21-24 ‰ (Skov et al 2014). To
havbrug uden lakselus lå i samme salinitetsinterval, mens de resterende lå under 20 ‰. I ingen af
havbrugene var lakselusinfektionen på et niveau, der gav anledning til problemer. Historisk set har
der dog været et tilfælde i Limfjorden (havbruget er nedlagt), hvor det har været nødvendigt at
behandle mod lakselus (Kurt Buchmann, pers. kom.).
Det må forventes, at der vil forekomme problemer med lakselus i et vist omfang. Da
regnbueørreden er en smule mindre modtagelig overfor infektion med lakselus, end
Atlanterhavslaksen er (Fast et al 2002), er det muligt, at disse ikke vil antage samme omfang som i
de norske fjorde.
Direkte svar på spørgsmål:
•
•
Må det forventes at havbrug i sådanne områder vil plages af lakselus?
Ja, der må forventes problemer med lakselus i et vist omfang.
Hvor langt mod nord/i hvilke områder (dvs. ved hvilke saltholdigheder - dette kan også variere
med dybde og afstand fra kysten) kan det forventes at lakselus vil forekomme og inficere
havbrugsfisk?
Der må forventes lakselus ned til 20 ‰, men først deciderede problemer over ca. 25 ‰ (der er
ikke data til at understøtte er mere nøjagtig fastsættelse af denne grænse). Det er desuden uvist
hvilken effekt salinitetsudsvingene i området vil have for populationsdynamikken af
lakselusene.
Kan det forventes, at 3 måneders braklægning vil begrænse eller evt. helt forhindre problemer
med lakselus?
En braklægning må formodes at kunne begrænse eventuelle problemer med lakselus, men da det
er en naturligt forekommende parasit i Kattegat, kan braklægning ikke forventes at forhindre
problemer mere permanent. En naturlig braklægning om vinteren (januar-marts) vil måske have
nogen effekt, men lakselusens populationstilvækst er dog alligevel stort set nul i denne periode.
•
Virusbetingede sygdomme
Virusbetingede sygdomme kan ikke behandles og der forefindes kun få godkendte vacciner til at
forebygge infektion.
I regnbueørredproduktionen er de alvorligste sygdomme viral hæmorrhagisk septikæmi (VHS), og
infektiøs hæmatopoietisk nekrose (IHN). Danmark er EU godkendt fri zone for VHS og IHN.
 L 111 - 2016-17 - Bilag 7: Henvendelse af 20/2-17 fra Danmarks Sportsfiskerforbund
1725201_0003.png
I farvandene omkring Danmark er der imidlertid konstateret høje forekomster af
VHS i vildfisk
med
op til 16% smittede
sild
i de enkelte trawltræk. De VHS virus isolater der forekommer i vildfisk
(genotype Ib, II og III) er genetisk lidt forskellige fra de virus der giver høje dødeligheder i
regnbueørreder (genotype 1a). Det er imidlertid vist at kun få mutationer kan gøre lavvirulente virus
højpatogen for regnbueørreder.
I Skandinavien er det i enkelte tilfælde observeret at lavvirulent VHS virus har smittet opdrættede
regnbueørreder, hvorved mere højpatogene virus har udviklet sig. Det ene tilfælde var i 1998 og i
2000 i et havbrug tæt på Gøteborg hvor VHSV genotype 1b isolater udviklede sig til mere patogene
isolater for regnbueørreder. Vi kender også tilfælde fra Norge i 2007, hvor VHSV genotype III der
var regnet for at være ikke virulent for regnbueørreder gav anledning til VHS udbrud med betydelig
dødelighed på et opdrætsanlæg. Også i Finland blev der observeret udbrud af VHS i regnbueørreder
opdrættede i netbure hvor smitten formodentligt skyldtes VHS i vildfisk.
I lakseopdræt er det især infektiøs lakseanæmi (ISA), Infektiøs pankreas nekrose (IPN) og Pancreas
disease (PD) som forvolder problemer. Især for ISA´s vedkommende spiller interaktionen mellem
opdrættede og farmede fisk en betydelig rolle, da en stor del af både den farmede og den vilde
laksepopulationen huser lavvirulent ISA virus (HPR0 ISAV).
Både for regnbueørreder og laks forekommer smitte med virus øjensynligt hyppigst fra vild til
farmede fisk.
For Nodavirus der forårsager viral encephalopati og retinopati (VER) i især havbars i Sydeuropa har
der i de senere år været rapporter om adskillige tilfælde af sygdomsudbrud i den vilde fauna, som
muligvis forekom som følge at kort afstand til opdrætsanlæg.
Det vurderes således at Offshore opdræt i Danmark med hensyn til virus betingede sygdomme ikke
vil have nogen målbare effekter forskellig fra de effekter man kender fra andre danske anlæg.
Største risici er hvis havbruget vælger at gennemføre produktion året rundt uden mellemliggende
hvileperioder, hvor modtagelighed for VHS vil være betydeligt større end ved højere
vandtemperaturer.
Bakterielle sygdomme
Som produktionen af fisk i havbrug foregår for nuværende, er der tale om en sæsonproduktion
(april-december), der foregår under devisen alt ind – alt ud. Fiskene udsættes ved en vægt på over
0,5 kg. Den overvejende del af de udsatte fisk (vurderes til at være over 90 %) er vaccinerede mod
bakterielle sygdomme (vibriose; furunkulose). Vaccinationen foregår på ferskvandsdambrugene
inden udsætning.
Bakterielle sygdomme der kan give problemer på de danske havbrug er furunkulose (årsag
Aeromonas salmonicida),
vibriose (Vibrio
anguillarum),
rødmundsyge (Yersinia
ruckeri)
og BKD
(bakteriel nyresyre,
Renibacterium salmoninarum).
Ved sygdomsudbrud af de tre førstnævnte årsager antibiotikabehandles fiskene. Der ses kun relativt
sjældent antibiotikaresistens, hvilket vurderes til at skyldes en meget restriktiv regulering og
dermed brug af antibiotika i DK samt pga. alt ind – alt ud produktionsformen.
 L 111 - 2016-17 - Bilag 7: Henvendelse af 20/2-17 fra Danmarks Sportsfiskerforbund
1725201_0004.png
I tilfælde af en helårsproduktion af regnbueørreder vil der alt andet lige være et højere smittepres
for fiskene, da der vil være en kontinuerlig tilstedeværelse af fisk og dermed en potentiel vært for
patogenerne, dvs. der vil også være en større risiko for sygdomsudbrud.
Dette gælder også ved en højere belægningsgrad på havbrugene samt ved en tættere forekomst af
disse, hvorved der lettere kan forekomme smitte mellem de enkelte havbrug.
Højere smittepres på et havbrug vil uvægerligt også medføre et højere smittepres på den vilde
bestand i pågældende område.
I Norge hvor man har en stor produktionsandel i havet (og hvor der primært produceres laks) har
man udover de nævnte bakterielle sygdomme også problemer med vintersår (årsag først og
fremmest knyttet til bakterien
Moritella viscosa
men andre bakterier som
Tenacibaculum
spp. og
Aliivibrio (Vibrio) wodanis
kan også påvises), en sygdom der primært ses i kolde perioder og ved
høj salinitet hos laksefisk, både laks og regnbueørred, og denne sygdom nævnes som det vigtigste
bakterielle sygdomsproblem i
Fiskehelserapporten 2015
fra Veterinærinstituttet i Norge. I Canada
har man også forekomst af sygdommen piscirickettsiose i både Atlantisk og Stillehavs laks pga.
bakterien
Piscirickettsia salmonis,
en sygdom der også er fundet i laksefisk (herunder også
regnbueørred) i andre lande, herunder Norge og Irland. Ved placering af flere havbrug i Kattegat på
steder, hvor saliniteten er højere end hvor de nuværende danske havbrug er placeret, vil der være en
risiko for at disse andre bakterielle sygdomme også kan få mulighed for at blive et potentielt
problem på danske havbrug.
Giftige alger
Opblomstringer af giftige alger med fiskedød til følge, medfører hvert år store økonomiske tab for
akvakulturindustrien på verdensplan. I Danmark lider industrien ligeledes tab af laksefisk,
hovedsageligt regnbueørreder, grundet opblomstringer af forskellige algearter. Siden 1998, har
hovedparten af de skadelige opblomstringer i havet været forårsaget af én algeart –
Pseudochattonella farcimen
(tidligere
Chattonella).
Overvågningen af denne alge er i Danmark
meget begrænset og det kan derfor ikke vurderes om en ændret placering af havbrug, inden for en
salinitet mellem 10 og 35 - hvor denne alge må formodes at kunne lave opblomstringer, vil medføre
forhøjet risiko for fiskedød.
Pseudochattonella farcimen
er en koldtvandsalge som blomstrer op ved temperaturer omkring 2-6
grader celsius. Algen kan findes i de danske farvande vinter/tidlige forår, men kun nogle år er
opblomstringer så store, at de medfører fiskedød. De sidste store fiskedødstilfælde havde vi i 2009,
2011 og til dels i 2015. Flere havbrug venter hvert forår med at udsætte fisk i havet til
P. farcimen
ikke længere udgør en trussel, enten til en eventuel opblomstring er overstået eller til temperaturen
er kommet over ca. 6 grader celsius. Der vil, grundet ovenstående, med stor sandsynlighed kunne
antages en forhøjet risiko for fiskedød ved at have fisk i havbrug i månederne januar- marts i alle
danske farvande med en salinitet mellem 10-35.
 L 111 - 2016-17 - Bilag 7: Henvendelse af 20/2-17 fra Danmarks Sportsfiskerforbund
1725201_0005.png
Laboratorieforsøg har vist, at der kan være en forøget modtagelighed hos regnbueørreder overfor
fiskesygdomme ved ikke-dødelige koncentrationer af giftige alger. Det er uvist om
P. farcimen
kan
facilitere sygdomsudbrud hos laksefisk ved lave koncentrationer. Men risikoen ved
helårsproduktion må formodes at blive forhøjet, da fiskene er placeret i havet samtidig med en
forekomst af
P. farcimen.
Andre patogener
Til spørgsmålet om”Er der andre patogener (virus, bakterier eller parasitter), som i dag forekommer
i havbrug i andre lande, der vil forventes at kunne optræde i Danmark som følge af at nye
havbrugszoner (fx i Kattegat) tages i brug?”
Svar: Det kommer især an på om produktionen i de nye havbrugszoner bliver forskellig fra
nuværende praksis. Med 3 mdr braklægning hver vinter og med udsætning af store sættefisk .
Ud over tidligere nævnte patogener som Salmonide alphavirus der forårsdager pankreas disease i
laks og sleeping disease i regnbueørreder, samt en række halophile vibrio bakterier kan Amoebic
Gill Disease (AGD) der forårsages af Neoparamoeba perurans komme i spil da den især giver
problemer ved høje saliniteter (>2,8-3 ppt) og høje vandtemperaturer. Den angriber primært laks
men andre fisk kan også blive syge- herunder regnbueørred, stenbidere og læbefisk.
Fiskearter.
I Danmark produceres primært regnbueørred, hvorimod de nordatlantiske lande primært producerer
laks.
”Er der væsentlige forskelle i hvilke patogener, der findes hos hhv. laks og regnbueørred?”
Svar:
Ja der er betydelige forskelle i modtagelighed for forskellige patogener hos laks og
regnbueørreder , f.eks bliver regnbueørreder ikke syge af ISA medens den kan give dramatiske
dødelighed for laks, det modsatte er tilfældet for VHS som laks knapt er modtagelige for. Medens
begge arter kan blive angrebet af IHN.
Effekter på vilde fisk
o
Er spredning af sygdomme fra danske havbrug et reelt problem?
Det er der ingen information om- I Danmark monitorerer vi ikke for sygdomme i vilde fisk. Der har
aldrig været observeret eller rapporteret massedødelighed i vildfisk i Danmark der har været koblet
til havbrug.
o
Forekommer der hos regnbueørreder i havbrug patogener, som kan forventes at
kunne spredes og inficere vilde bestande af (lakse-)fisk?
Ved udbrud af infektiøse sygdomme på havbrug vil der forekommer udslip af betydelige mængder af
patogener der teoretisk kan forårsage infektioner i vildfisk. Vores erfaringer fra ferskvandsbrug
hvor et betydeligt mere koncentreret udslip af patogener ved sygdomsudbrud forekommer til
vandløb nedstrøms indikerer dog at effekten vil være meget begrænset. Der er således ikke
 L 111 - 2016-17 - Bilag 7: Henvendelse af 20/2-17 fra Danmarks Sportsfiskerforbund
observeret massedødelighed i ferskvand som direkte konsekvens af infektiøse sygdomsudbrud i
dambrug.
o
Vil potentielle problemer med sygdomsspredning i Kattegat adskille sig fra
nuværende potentielle problemer med sygdomsspredning i de nuværende
havbrugsområder i Danmark?
Nej umiddelbart vil der ikke være forskel på risikoprofilen af sygdomsspredningen ved etablering af
havbrug i Kattegat i forhold til den nuværende situatyion. Men afstand mellem havbrug,
produktionsstørrelse, og braklægning har betydning for den fremtidig risiko.
Placering af havbrug
o
Vil der i Kattegat kunne findes særlige områder, hvor ovennævnte problemer
forekomme med mindre sandsynlighed, fx som følge af saltholdighed, strøm,
variationer i temperatur, mm.
Det kan vi ved VET ikke på nuværende tidspunkt give et bud på- men står gerne til rådighed ved
udpegning af potentielle områder
o
Hvor tæt kan havbrug placeres, hvis spredning af potentielle sygdomme fra ét
havbrug til et andet skal være minimal?
Det kommer helt an på strøm forhold. Der er forekommet smitte af VHS over en afstand på 7 km i
Lillebælt med stærk strøm. I lovgivningen arbejder man med 5 km kontrol zoner (radius) og ved
tidevand i fjorde med 2 X tidevandsafstand og med 10 km overvågningszoner udenom
Referencer
1. Bricknell et al 2006. Effect of environmental salinity on sea lice
Lepeophtheirus salmonis
settlement
success. Dis Aquat Org 17: 201-212.
2. Dale, Ole Bendik; Ørpetveit, Irene; Lyngstad, Trude Marie; Kahns, Søren; Skall, Helle Frank; Olesen,
Niels Jørgen; Dannevig, Birgit Helene.
(2009).
Outbreak of viral haemorrhagic septicaemic (VHS) in
seawater-farmed rainbow trout in Norway caused by VHS virus genotype III. Diseases of Aquatic
Organisms , 85(2), 93-103
3. Fast et al 2002. Susceptibility of rainbow trout Oncorhynchus mykiss, Atlantic salmon Salmo salar and
coho salmon Oncorhynchus kisutch to experimental infection with sea lice Lepeophtheirus salmonis.
Dis Aquat Org 52: 57-68.
4. Groner et al 2016. Quantifying the influence of salinity and temperature on the population dynamics of
a marine ectoparasite. Can. J. Fish. Aquat. Sci. Vol. 73. Pagination not final.
5. Raja-Halli M, Vehmas TK, Rimaila-Pärnänen E, Sainmaa S, Skall HF, Olesen NJ, Tapiovaara H (2006) Viral
haemorrhagic septicaemia (VHS) outbreaks in Finnish rainbow trout farms. Diseases of Aquatic
Organisms, 72:201-211.
6. Skall, H.F., Mellergaard, S., Olesen, N.J. (2000) Isolation of Birnavirus serogroup B in wild and
aquacultured fish species. Bull. Eur. Ass. Fish Pathol., 20 (6) 229-236.
 L 111 - 2016-17 - Bilag 7: Henvendelse af 20/2-17 fra Danmarks Sportsfiskerforbund
1725201_0007.png
7. Skall,H.F., Olesen, N.J., & Mellergaard, S. (2005). Prevalence of viral haemorrhagic septicaemia virus in
Danish marine fishes and its occurrence in new host species. Diseases of Aquatic Organisms
66,
145-
151
8. Skall, H.F., Olesen, N.J., and Mellergaard, S. (2005). Viral haemorrhagic septicaemia virus in marine
fishes and its implications for fish farming - a review. Journal of Fish Diseases, 28, 509-529.
9. Skern-Mauritzen et al 2014. Pacific and Atlantic Lepeophtheirus salmonis (Krøyer, 1838) are allopatric
subspecies: Lepeophtheirus salmonis salmonis and L. salmonis oncorhynchi subspecies novo. BMC
Genetics. DOI: 10.1186/1471-2156-15-32.
10. Skov et al 2014. Parasite infections of rainbow trout (Oncorhynchus mykiss) from Danish mariculture.
Aquaculture, 434, pp. 486-492.
11. VHSV Expert Panel and Working Group
1
∗
(2010) Viral hemorrhagic septicemia virus (VHSV IVb) risk
factors and association measures derived by expert panel K.H. Amos, R.S. Bakal, M.J. Blair, D.A.
Bouchard, P.R. Bowser, P.G. Egrie, S.K. Ellis, M. Faisal, K.A. Garver, C. Giray, A.E. Goodwin, N.L. House,
M.J. Kebus, K.C. Klotins, S.E. LaPatra, G.D. Marty, P.L. Merrill, A.D. Noyes, N.J. Olesen, S.M. Saksida, M.
Snow, S. St-Hilaire, F.C. Uhland, P. Vennerstrom, B.A. Wagner, J.V. Warg, G.E. Whelan and J.R. Winton.
Preventive Veterinary Medicine 94, 128-139.