Miljø- og Fødevareudvalget 2016-17
L 111 Bilag 24
Offentligt
Om lakselusen
Lepeophtheirus salmonis
i danske havbrug
Kurt Buchmann
Professor, Laboratoriet for Akvatisk Patobiologi, Sektion for Parasitologi og Akvatiske Sygdomme,
Københavns Universitet
Det er i den seneste tid blevet diskuteret om en udvidelse af den danske havbrugsproduktion vil resultere i
forhøjede infektionsniveauer mht lakselus på de vilde laksefisk i de danske farvande. I den forbindelse kan
det være relevant at notere sig vore opgørelser vedr. lakselus på regnbueørreder i de danske havbrug, idet
man her ud fra kan danne sig et indtryk af parasittens potentiale indenfor dansk akvakulturproduktion. Det
kan nævnes, at vort laboratorium har gennemgået alle de danske havbrug for diverse infektioner, herunder
tilstedeværelse af lakselus
Lepeophtheirus salmonis
i netburene. Resultaterne viser klart, at der slet ikke
forekommer lakselus i den fleste danske havbrug. I anlæg, som er placeret i de mere salte områder af
Kattegat, kan man finde ganske få lakselus. Ved vor seneste undersøgelse i 2016, hvori der bl.a. indgik 120
havbrugsørreder trukket direkte op af havbrugene i Kattegat (der hvor saltholdigheden ofte runder de 24
promille), fandt vi således kun en enkelt lus (en hanlus). Ved en tidligere undersøgelse fandt vi i det samme
område 9 fisk med snyltere. Infektionen på disse fisk spændte fra 1 til 9 snyltere pr fisk.
Lakselus – Hvad er det for en størrelse?
Lakselusen er et parasitisk krebsdyr med det videnskabelige navn
Lepeophtheirus salmonis.
Denne
snyltekrebs blev beskrevet af den danske zoolog Henrik Nikolai Krøyer i 1837. Han nævnte specifikt i sin
beskrivelse, som udkom for 170 år siden, at forekomsten af lakselus på de vilde danske laksefisk steg i
sommerperioden. Således er atlanterhavslaks
Salmo salar
og havørreder
Salmo trutta
de oprindelige og
passende værter for en lakselus, hvis formering foregår og understøttes på disse vilde fisk nu som i 1837.
Parasitten er en naturlig komponent i den danske fauna. Man må i øvrigt formode, at infektionsniveauet i
de vilde danske fisk vil forøges i de kommende år som følge af den øgende bestand (og dermed tæthed) af
vilde havørreder og laks. Vi skal glædes over de forbedrede gydemuligheder for disse fiskearter i de danske
vandløb, men forøgede bestande og tætheder vil sandsynligvis også medføre øgede opformeringer af
snyltere i de vilde bestande. Det kan ske uafhængigt af eventuelle akvakulturproduktioner i Danmark.
Livscyklus
Lakselusen er som nævnt en snyltekrebs, og dens livscyklus omfatter i hvert fald otte stadier, der forløber
lige fra naupliusstadiet via copepodit- og chalimusstadiet til det voksne kønsmodne stadium på fisken.
Parasitterne er særkønnede og omfatter således både hanlige og hunlige individer. De voksne hunner
producerer efter befrugtning æg og infektionsniveauet i et område afhænger først og fremmest af æggenes
udviklingsmuligheder. I den sammenhæng er det vigtigt at notere sig, at optimum for ægudviklingen ligger i
saltvand omkring 28-32 gram salt pr liter vand (promille). Ved lavere saltholdigheder såsom 20 promille salt
er æggets udvikling næsten helt hæmmet. Copepoditstadiet er det infektive stadium, som muligvis kan
bringes fra højsaline områder ind i mere lavsaline områder med strømmen.
Lakselusens forhold i danske havbrug
Det reelt manglende problem med lakselus i danske havbrug har flere årsager.
1) I danske havbrug opdrættes alene regnbueørreder med det videnskabelige navn
Oncorhynchus
mykiss.
En række observationer fra Irland og Canada antyder, at denne fiskeart fra naturens side er
mindre modtagelig for lakselus end atlanterhavslaksen
Salmo salar,
som bl.a. produceres i Norge,
Skotland og Canada. Regnbueørreden kan inficeres, når den er eksponeret for smittestadier fra
 L 111 - 2016-17 - Bilag 24: Henvendelse af 2/5-17 fra Dansk Akvakultur
atlanterhavslaks, men udviklingen til de videre stadier går langsommere. Det er således afgørende
at notere sig, om en infektion leder til kønsmodne parasitter, som afgiver levedygtige æg og derved
kan øge infektionstrykket i omgivelserne. En enkelt rapport fra Norge angiver en højere
modtagelighed for de tidlige stadier hos ørreden end hos laksen, men da der i det pågældende
studium indgik fisk af helt forskellig størrelse af de to arter, må man indtil videre evidens bliver
fremlagt betvivle observationens validitet, da påslag af ektoparasitter afhænger af fiskens størrelse.
2) Dernæst må man notere sig, at regnbueørrederne, der udsættes i havbrugsburene i danske
farvande er helt fri for lakselus, idet de kommer fra ferskvandsopdræt. De udsættes i netburene på
i åbent farvand, som regel i månederne marts eller april, og høstes (slagtes) i november eller
december. Udsætningsområdet har således ligget brak uden fiskeopdræt i omkring fire måneder,
hvilket er en fornuftig strategi mhp forebyggelse af sygdom. En eventuel infektion hos
regnbueørreder i et havbrug vil således ikke skabe blivende ophobning af smittestadier i området,
selvom der skulle blive produceret levedygtige æg i anlægget.
3) Det påslag af lakselus, der pt måtte forekomme i de danske havbrug i de mere marine områder
stammer sandsynligvis fra de vilde fiskebestande (havørreder og laks), der vides at bære en helt
naturlig infektion. Vort laboratorium har således gennemført analyser af infektionen med lakselus i
de vilde laks i Danmark og fundet en markant infektion af atlanterhavslaks, som opvandrer f.eks. i
Skjern å. Der er her tale om alle stadier af parasitten, herunder hunlige voksne stadier med
veludviklede ægstrenge.
4) Grunden til at vi ikke finder lakselus i de resterende anlæg er, at de er placeret i havområder med
lav saltholdighed, hvor lakselusens forskellige udviklingsstadier ikke kan overleve. Lakselusen er
nemlig som nævnt en meget saltkrævende parasit, som helst formerer sig ved 28-32 promille salt i
vandet. Specielt er lusens æg meget følsomme overfor lave saltholdigheder.
Transmission til vildfisk?
I den løbende debat om regnbueørredproduktion i danske havbrug inddrages til stadighed eksempler
fra norsk lakseopdræt, men da der således er tale om en helt anden art af fisk (atlanterhavslaksen),
som i øvrigt opdrættes i norske områder med særdeles høje saltholdighed, og ofte i snævre fjorde hvor
vildfisk har tæt kontakt med opdrætsfiskene, og hvor der ikke opereres med fuldstændig braklægning,
bør man være særdeles forsigtig med at drage direkte paralleller til vore produktioner i danske
farvande. Der foreligger således ikke evidens for at lakselus i de danske havbrug kan sprede sig til
vildfiskene.
Fremtiden med havbrug i marine områder
Ved en eventuel udvidelse af havbrugsproduktionen i danske farvande vil det være naturligt at overvåge
infektionsniveauet mht lakselus i både havbrugsfiskene og de vilde bestande. Kun herved kan man
dokumentere eventuelle effekter af produktionen. Stikprøver hver eller hver anden måned (i dyrkede og
vilde fisk) vil give besked om infektionsniveauerne og berede en god basis for diskussion af eventuelle
miljøeffekter. Man kan på den baggrund tage beslutninger om fortsættelse af fiskeproduktionen i et givet
område.