Tak.
Lige om lidt skal vi stemme om et lovforslag, som giver mulighed for sprogvurdering af 2-årige.
Det er desværre det forkerte svar på et ellers godt spørgsmål, for vi er jo alle sammen enige om herinde, at alle børn skal have en chance, uanset hvilken familie man vokser op i.
Men i Radikale Venstre mener vi, at man skal sætte tidligere ind og gøre det ved at opbygge tillid i stedet for at bruge tvang.
For med det her lovforslag kommer regeringen for sent, når man vil sætte ind, når børn er 2 år gamle.
For børn lærer de vigtigste ting i de første måneder og år af deres liv, og derfor skal vi støtte familien helt fra begyndelsen.
Stod det til mig, skulle vi give muligheden for, at sundhedsplejersker sammen med pædagoger kunne komme hjemme i familien og hjælpe med at understøtte barnets udvikling fra begyndelsen og bygge bro til daginstitutionen.
Men omvendt er det også for tidligt at lave sprogvurdering af 2-årige, fordi testen simpelt hen er for snæver og for usikker.
Der er brug for en bredere vurdering, som ikke bare kigger på, om et 2-årigt barn kan sige de rigtige ord, men også kigger på, om man kan fastholde øjenkontakt, om man kan pege på ting, og om man i det hele taget kan have delt opmærksomhed og bruge gestik og mimik.
Ministeren har forbedret lovforslaget ved at åbne op for, at kommuner kan vælge at lave en bredere vurdering, men så skal hver eneste kommune til at opfinde den dybe tallerken.
Så jeg vil gerne bruge tredjebehandlingen til at opfordre ministeren til at sætte sig for bordenden og indkalde de førende eksperter på børne- og sprogområdet, og at man laver nogle fælles anbefalinger.
For anbefalingerne har jo ikke bare betydning for, hvordan man laver vurderingen, men jo også for, hvad det er for en hjælp, man sætter ind med bagefter.
Det er jo ikke sådan, at grise bliver tungere af at blive vejet, og børn starter altså heller ikke med at sige hat; sprog er så meget mere end det.