Det eneste punkt på dagsordenen er:

1) 3. behandling, 1. del, af lovforslag nr. L 1:

Forslag til finanslov for finansåret 2017.

Af finansministeren (Claus Hjort Frederiksen).

(Fremsættelse 04.10.2016. 1. behandling 06.10.2016. Betænkning 10.11.2016. 2. behandling 17.11.2016. Tillægsbetænkning 08.12.2016).

Uden for tillægsbetænkningen er der af finansministeren den 8. december 2016 stillet ændringsforslag nr. 458-522.

For god ordens skyld gør jeg opmærksom på, at følgende ændringsforslag, der fremgår af tillægsbetænkningen ifølge samme, er taget tilbage. Det drejer sig om ændringsforslag nr. 26, 36, 80, 101, 119, 213, 214, 278, 279 og 425-428. De er derfor bortfaldet.

Så er forhandlingen åbnet, og det er først hr. Benny Engelbrecht, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak, formand. Vi tager nu hul på første del af tredje behandling af finansloven for 2017. Utrolig meget har ændret sig i dansk politik, siden vi gik i gang med denne rejse i slutningen af august. Der er en anden regering, der er en anden finansminister – velkommen til – og ifølge udenrigsministeren har der jo stort set været afholdt folketingsvalg.

Men der er noget, der ikke har ændret sig siden dengang: Socialdemokratiet står stadig, hvor vi hele tiden har stået, klar til at forhandle med den til enhver tid siddende regering, så længe den er klar til konstruktive, bredt funderede løsninger på de reelle problemer, Danmark har – hvis vi vel at mærke bliver inviteret.

En anden ting har heller ikke ændret sig. I den anden verden, i regeringskontorerne, står stadig en regering, der først og fremmest er optaget af at lægge store planer, planer, som stort set aldrig bliver til andet end det papir, de er skrevet på. Som isdronningen i eventyret holder regeringen nærmest dagligt et spejl op foran sig selv og spørger: Hvem har den smukkeste plan i landet her? Og planer har der sandelig været nok af til at tilfredsstille selv den mest forfængelige isdronning. Men ord på papir bliver jo aldrig til andet end eventyrenes fri fantasi, hvis der ikke er flertal for dem.

Den tidligere regering og den nuværende vil gerne lette marginalskatten. Det er der bare ikke et flertal for. Den tidligere regering og den nuværende vil gerne tvinge nedslidte danskere til at blive længere på arbejdsmarkedet, men det er der bare heller ikke flertal for. Hver gang regeringen sådan får at vide, at den ikke har flertal i Folketinget for sine planer, så slår den ud med armene og kritiserer alle andre for ikke at have en plan. Det er ikke et eventyr, det er faktisk heller ikke nogen ond drøm. Desværre er det den skinbarlige virkelighed, og spejlet viser jo kun regeringen, hvad den selv gerne vil se. Hvor ville det være godt, om man vågnede til dåd af sin tornerosesøvn og så virkeligheden i øjnene.

Det er da også bemærkelsesværdigt, at statsministeren i sin første åbningstale i denne folketingssamling citerede Viggo Kampmanns valgslogan: »Gør gode tider bedre«. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at minde regeringen om et citat fra Kampmanns forgænger, H.C. Hansen. Han sagde engang, at vi har nået vores position og fremgang ved altid at foretrække resultater frem for resolutioner. Mit stilfærdige råd til regeringen skal være at begynde at lytte mere til Folketingets flertal end til sit eget liberalistiske regeringsgrundlag.

Til andenbehandlingen af næste års finanslov understregede jeg, at tiden nu er inde til at tage de rigtige og langsigtede beslutninger for Danmark. Den opfordring vil jeg gerne benytte lejligheden til at gentage i dag. Vi i Socialdemokratiet har været meget klare omkring, hvad vi mener er den rigtige vej for et fremtidigt rigt, retfærdigt og dygtigere Danmark. Vi vil investere i opkvalificering af arbejdsstyrken, gennemføre målrettede væksttiltag og opretholde og udvikle vores velfærdssamfund.

Der er ingen tvivl om, at vi fortsat skal have fokus på at øge den vækst, der ellers har været udfordret, og som man kan læse i den netop udgivne økonomiske redegørelse, vil der fortsat være et fokuspunkt med regeringens femte nedjustering af vækstskønnet i træk. Der vil i fremtiden være færre ufaglærte jobs, flere faglærte jobs, end vi har hænder til i øjeblikket. Det er de udfordringer, vi skal løse, hvis vi skal gøre Danmark rigere i fremtiden

Vi er meget ambitiøse, når det kommer til at føre en politik, der vil gøre Danmark rigere, og derfor mener jeg også, at vi skal tage det alvorligt, når flere eksperter peger på, at der er en reel risiko for et velstandstab, hvis vi ikke sørger for at opkvalificere arbejdsstyrken. Siden vi behandlede finansloven sidst, har Danmarks Vækstråd således peget på, at vi kan risikere et betydeligt velstandstab i størrelsesordenen 85 mia. kr., hvis vi ikke får uddannet den arbejdskraft, som vi lige nu står til at mangle i de kommende år. Det understreger netop Socialdemokratiets pointe om, at regeringen vælger en kortsigtet vej, når den ønsker at finansiere topskattelettelser med reformer af vores velfærdssamfund – reformer, der ikke er behov for.

Af den økonomiske redegørelse, der kom lidt forsinket, kan man forstå, at regeringen lægger op til en såkaldt beregningsteknisk realvækst i offentligt forbrug på 0,8 pct. i 2018. Regeringens målsætning er en realvækst på 0,3 pct., og at det resterende økonomiske råderum, dvs. godt 2,5 mia. kr., skal gå til bl.a. skattelettelser. Regeringen vil altså sætte landet i en situation, hvor udgifterne til opretholdelse af serviceniveauet i vores dagpleje, folkeskole, ældrepleje m.v. ikke følger udviklingen i befolkningen med flere ældre og flere børn, men hvor regeringen i stedet vil prioritere at uddele skattelettelser til dem, der i forvejen har mest. Det mener vi ikke er den rigtige vej for Danmark.

Når det kommer til den finanslovsaftale, der er blevet indgået blandt et smalt flertal, vil jeg gerne fremhæve to ting. For det første er jeg ærgerlig over, at oppositionspartierne end ikke har været inviteret til drøftelser af finanslovsforslaget, men at regeringen endnu en gang har valgt et smalt blåt spor frem for det brede samarbejde i Folketinget. Vi er ikke tilhængere af blokpolitik, og jeg tror, at brede aftaler tjener både danskerne og danske virksomheder bedst.

For det andet vil jeg gerne understrege, at vi desværre står tilbage med en finanslov, som mangler vækstinitiativer, og som slet ikke tager fat om de problemer, vi i Danmark står over for. Der er behov for en vækstreform, som skaber arbejdspladser og vækst i hele landet. Det mangler i finansloven, og det er ærgerligt, for den udfordring skal vi tage fat på hurtigst muligt ved at styrke virksomhedernes rammevilkår og ved at opkvalificere langt flere end i dag, så både virksomheder og medarbejdere kan klare sig i den globale konkurrence. Derfor stiller vi også ændringsforslag om at afsætte flere midler til opkvalificering og til at styrke sundhedsvæsenet.

Vi skal sikre, at flere ufaglærte uddanner sig, så de kan møde fremtidens efterspørgsel og fortsat være en del af arbejdsfællesskabet. Det er den rigtige vej for Danmark både at sikre den enkelte tryghed og sikkerhed for ansættelse og stille de rette kompetencer til rådighed for virksomhederne i Danmark. Vi vil annullere boligjobordningen og regeringens foreslåede lempelser af arveafgiften, der reelt ikke bidrager til øget vækst og beskæftigelse. Og så er det en prioritet for os, at midlerne for gennemførelsen af kontanthjælpsloftet og integrationsydelsen ikke går til regeringens planlagte skattelettelser. Derfor foreslår vi at oprette en pulje til udsatte borgere, forbedret integration og øget social mobilitet.

Om lidt vil regeringspartiernes ordførere, som det er kutyme, gentage deres velkendte spørgsmål til os i Socialdemokratiet, og lad mig derfor allerede svare nu: Nej, vi er ikke enige i, at der skal gives store skattelettelser i den nuværende situation. Her deler vi i øvrigt analyse med eksempelvis Nationalbanken og de økonomiske vismænd. Lad os nu holde noget krudt tørt.

Men at afvise den del af regeringsgrundlaget er altså ikke det samme som at føre gold oppositionspolitik. Vi har strakt hånden frem til regeringen, når det gælder vækstinitiativer, og vi har foreslået en opkvalificeringsreform, der skal løfte ufaglærte til at blive faglærte, i en tid hvor vi ifølge regeringens økonomiske redegørelse nærmer os fuld kapacitetsudnyttelse på arbejdsmarkedet. Så næste gang isdronningerne i regeringen ser sig i det fortryllede spejl og spørger, hvem der har den smukkeste plan i landet her, så bør spejlet retfærdigvis svare: Der er så mange planer, ingen af dem bliver til noget alligevel.

Afslutningsvis vil jeg blot ønske regeringen og især Liberal Alliances og Konservatives medlemmer af regeringen tillykke med deres finanslov, der øger den offentlige vækst med 0,7 pct., altså mere end dobbelt så meget, som regeringsgrundlaget lægger op til. Havde Socialdemokratiet deltaget i forhandlingerne, havde det væksttal ikke været mindre, men prioriteringerne havde ganske sikkert være anderledes.

På baggrund af dette skal jeg afslutningsvis meddele, at Socialdemokratiet stemmer for den samlede finanslov, og at vi via vores ændringsforslag demonstrerer, hvordan vi ville have prioriteret, hvis vi havde fået mulighed for at påvirke forhandlingsforløbet.

Tak for det. Så er det hr. René Christensen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Og tak til ordføreren for talen. En del af talen gik ud på, at hr. Benny Engelbrecht ærgrede sig lidt over ikke at være blevet inviteret med. Når man ikke er inviteret, er det jo heller ikke nogen skam at blive væk – sådan er det, og det tror jeg vi alle sammen har prøvet i den politiske verden.

Men der er jo også nogle ting i den her finanslov, der faktisk skal behandles på bagkanten af den. Derfor vil jeg egentlig gerne spørge ordføreren om, hvordan Socialdemokratiet stiller sig i spørgsmålet om optjeningsprincipper. Det er jo en af de ting – altså optjeningsprincipper på velfærdsydelser – vi skal diskutere i starten af det nye år, som der står i finansloven.

Er det noget, som Socialdemokratiet kunne se sig selv i? For så kunne man også sikre det til efter et kommende valg på et eller andet tidspunkt. Altså at man skal have opholdt sig i Danmark i en vis periode for at kunne få adgang til de velfærdsydelser, som vi kender i dag. Hvorfor er det vigtigt for Dansk Folkeparti?

Det er det jo, fordi vi så kan værne om de ydelser, man kender i dag. De er jo voldsomt under pres, også udefra, så det her er også et spørgsmål om sådan lidt konservativt at holde fast i det velfærdssamfund, som vi kender i dag. Det vil vi også gerne kende i morgen. Er det noget, som Socialdemokratiet vil arbejde positivt med?

Tak. Værsgo til ordføreren.

I denne som i alle mulige andre sammenhænge er Socialdemokratiet altid villige til at dukke op til forhandlinger. Det er også klart, at hvis det er sådan, at man ønsker os med, så forventer vi selvfølgelig også, at vi får indflydelse på de ting, der skal aftales. Men hvis det var en invitation, tager vi selvfølgelig glædeligt imod den.

Hr. René Christensen. Værsgo.

Nu er jeg nok ikke i en position, hvor det er mig, der kan invitere, men derfor er det jo interessant at høre, hvad Socialdemokratiet mener om spørgsmålet.

Men der er også en anden Der er en anden ting, jeg vil spørge ordføreren om. Han var inde på andre ting, som også ligger på kanten af finansloven.

Det er, at regeringen i det nye regeringsgrundlag barsler med, at man bl.a. vil tillade salg af sommerhuse til udlændinge. Der bliver formodentlig også indkaldt til forhandlinger om det. Det er også interessant. Dansk Folkeparti er meget afklaret. Vi mener, det er et dårligt forslag. Hvor står Socialdemokratiet eksempelvis i det spørgsmål?

Værsgo.

Socialdemokratiet er ret afklaret med, at det er et dårligt forslag. Det er faktisk allerede muligt i dag at handle sommerhuse, hvis man som udlænding har en eller anden form for tilknytning til Danmark. Det kan eksempelvis være tyske statsborgere, som er en del af det danske mindretal i Sydslesvig. Det kan være norske og svenske statsborgere, som har familie, aner i Danmark – den slags ting. Derfor gives der relativt mange dispensationer. Jeg kan ikke huske antallet i hovedet på nuværende tidspunkt, men den ordning er brugt relativt flittigt. Hvis man begynder at give mere køb på det, ender vi jo i en situation, hvor man helt skal afsige sig den særlige EU-regel. Og hvis den EU-regel først bliver ophævet, er den irreversibel.

Tak. Så er det hr. Jacob Jensen, Venstre. Værsgo.

Tak til ordføreren for meldingen. Når hr. Benny Engelbrecht siger, at han ikke er blevet inviteret, vil jeg sige, at det ikke er rigtigt, for der har været invitationer; Socialdemokratiet var, husker jeg, også ovre i starten. Men udfordringen har været, at vi jo ikke rigtig har haft noget at forhandle om, ud over det udspil, som den daværende Venstreregering lagde frem, for der var ikke noget andet. Der var jo ikke noget andet udspil – der var ikke et alternativ fra hr. Benny Engelbrecht.

Så derfor er svaret på det, hr. Benny Engelbrecht spørger om – altså når man står foran spejlet og kigger på, hvilken plan der er den smukkeste i landet her – meget simpelt. For det er jo så den daværende Venstreregerings og den nuværende regerings finanslovsaftale – inklusive Dansk Folkeparti. For der er ikke nogen andre planer. Det er den eneste, der er, og det er selvfølgelig lidt ærgerligt, men sådan er det. Det er et faktum.

Så kan man sige: Hvorfor har man ikke kunnet samle sig sammen til at lave et finanslovsudspil? Måske fordi det er mere behændigt ikke at mene noget og så bare kritisere andre. Jeg kan se, at man har fået samlet sig sammen til at stille fire selvstændige ændringsforslag – nogle af dem har hr. Benny Engelbrecht nævnt – og to sammen med SF. Det er, hvad det er blevet til.

Så derfor er det jo lidt svært at skulle diskutere op mod Socialdemokratiet, når man ikke mener noget selvstændigt. Men når Socialdemokratiet så kritiserer os, kunne man måske have forestillet sig, at de havde stillet nogle ændringsforslag, og derfor må jeg bare spørge: I forhold til de skattelettelser, som ligger, også i vores finanslovsaftale, på registreringsafgift og på grundskyld, hvorfor har man så ikke stillet ændringsforslag om at annullere dem, når man er inderligt imod dem?

Værsgo.

Hvis hr. Jacob Jensen nu ikke havde haft så travlt med at kigge i spejlet, ville hr. Jacob Jensen have kunnet huske, at den daværende statsminister – også den nuværende statsminister, men dengang var der en anden regering – meget klart og tydeligt sagde, at helhedsplanen, den såkaldte helhedsplan, den såkaldte 2025-plan, hang uløseligt sammen med en finanslov for 2017. På baggrund af det, altså fordi der kom en sådan melding fra regeringen, sagde Socialdemokratiet: Fair nok, så går vi ind i det rum og så accepterer vi, at det er sådan, forhandlingsspillet skal være. Og så kommer vi med et forhandlingsudspil i forhold til, hvordan vi samlet set vil forhandle helhedsplanen, altså 2025-planen.

Hvad skete der så? Så fandt regeringen ud af med sig selv, at det nok ikke helt gik alligevel, og så endte man med ikke at lade de to ting hænge sammen – i absolut sidste øjeblik i øvrigt. Hr. Jacob Jensen har jo også været til stede ved det ene kaffemøde efter det andet – vi har virkelig drukket meget kaffe ovre i Finansministeriet – men der har jo ikke på noget tidspunkt været en reel forhandling om finansloven før det tidspunkt, hvor man sagde: Nu hænger de to ting ikke sammen længere.

Værsgo til hr. Jacob Jensen.

Jeg vil medgive, at vi drak meget kaffe, og det er ikke altid lige god kaffe, Finansministeriet har. Men ikke desto mindre var der dog de drøftelser. Lad mig så spørge om noget – når man nu ikke kan få noget sådan detaljeret svar på, hvad det egentlig er, man mener fra Socialdemokratiets side – og det er fair nok, hvis man har den opfattelse:

Hr. Benny Engelbrecht siger i sin tale, at Socialdemokratiet er meget ambitiøse i forhold til at gøre Danmark rigere. Det synes jeg er interessant. Det er sådan den overordnede ramme, men hvad er ambitionsniveauet? For vi har jo i vores regeringsgrundlag skrevet, hvad vores ambitionsniveau er. Det er at gøre Danmark rigere med 80 mia. kr. i de kommende år med forskellige tiltag i forhold til arbejdsmarkedet og andet. Men hvad er Socialdemokratiets ambitionsniveau? Kan vi få en melding på det i dag?

Værsgo.

Jeg synes, det er meget, meget frisk at komme her og sige, at der ikke var noget, man kunne tage udgangspunkt i under forhandlingerne i forbindelse med finansloven og 2025-forhandlingerne, når den tidligere finansminister i øvrigt gik i gang med at regne på det, som Socialdemokratiet havde lagt frem – det var i øvrigt stærkt manipulerede beregninger.

Altså, nu må Venstre til at beslutte sig. Er det sådan, at vi skal stole på, at man kunne regne på de ting, vi havde lagt frem, eller er det sådan, at det ikke var noget, man kunne regne på? Man kan jo ikke have begge holdninger. Eller det kan Venstre måske i øvrigt godt. Ja, jeg beklager. Jeg kan godt se nu, at lige præcis dér er Venstre faktisk i stand til at have alle tænkelige holdninger samtidig.

Hr. Finn Sørensen, Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Og tak til ordføreren, der var da flere gode elementer, som man godt kan støtte: satser på uddannelse, modstand mod at lempe arveafgiften osv. Jeg hørte, at ordføreren talte om, at besparelsen fra indførelsen af kontanthjælpsloftet skulle bruges til en eller anden pulje. Det vil jeg gerne høre lidt mere om, men jeg vil gerne først spørge helt konkret: Betyder det så, at Socialdemokratiet vil stemme imod det udmærkede ændringsforslag, som SF har stillet, om, at man afskaffer kontanthjælpsloftet? Det er jo nemt at finansiere det, for pengene er ikke brugt endnu; de er hensat i en eller anden pulje til nogle skattelettelser. Så det dropper vi bare – det er det, SF foreslår – og det synes jeg jo er rigtig godt. Vil Socialdemokratiet støtte det ændringsforslag?

Værsgo.

Det socialdemokratiske ændringsforslag går netop ud på ikke at bruge den reserve, som er afsat fra jobreform 1 til at lave skattelettelser, men i stedet for afsætte den pulje til at kompensere dem, som vil blive ramt af kontanthjælpsloftet, altså især børnefamilierne. Det her er jo et udtryk for, hvad vi ville være gået ind med til regeringen i et forhandlingslokale. Vi kunne godt se, at det nok ville blive lidt vanskeligt at skaffe et flertal for at rulle kontanthjælpsloftet tilbage sådan en til en, og derfor er det her et udtryk for, hvad vi mener ville være opnåeligt, hvis vi ellers var blevet lukket ind i forhandlingslokalet, forstås. Men det er helt klart, at der er børnefamilier, der er ramt af både kontanthjælpsloft og integrationsydelse, og som bliver ramt meget hårdt af det her.

Hr. Finn Sørensen.

Men nu er virkeligheden jo sådan – og det er gået op for ordføreren – at Socialdemokratiet ikke blev lukket ind i forhandlingslokalet. Så var det vel mere fornuftigt at holde fast i sin principielle og rigtige modstand, som vi jo er helt enige om, imod det her kontanthjælpsloft. Og hvorfor så ikke bare støtte SF's forslag? Det er jo fuldt finansieret. Eller skal det tages som udtryk for, at Socialdemokratiet ligesom er på vej væk fra sin modstand imod det her kontanthjælpsloft og forbereder en situation, hvor man som regering siger: Vi må sgu nok leve med det – undskyld, formand, rettelse: Vi må nok leve med det – og så laver vi sådan en eller anden pulje? Den pulje skal da bruges til at fjerne kontanthjælpsloftet.

Hvis man undlader bandeord, kan det være, man kan overholde taletiden.

Værsgo.

Tak, formand. Vi har jo stillet vores eget konkrete ændringsforslag til, hvordan man sikrer dem, der bliver ramt af kontanthjælpsloftet. Og jeg har godt noteret mig, at SF har stillet et andet forslag, i øvrigt finansieret på den samme måde, som vi i Socialdemokratiet har finansieret vores. Derfor kommer vi til at stemme gult til SF's ændringsforslag, for vi kan ikke bruge pengene to gange.

Tak for det. Så er det hr. Joachim B. Olsen, Liberal Alliance. Værsgo.

Anerkender Socialdemokratiet, at i fraværet af de reformer, som Socialdemokratiet var inderligt imod – tilbagetrækningsrefomen, altså højere pensionsalder, efterlønsreformen og dagpengereformen – havde dansk økonomi ikke været i så god stand, som tilfældet er nu?

Ordføreren.

Der blev lavet store reformer i 2006, som Socialdemokratiet var en del af. Senere blev der lavet reformer, Socialdemokratiet ikke var en del af. I SR-regeringens tid blev der lavet reformer, som Socialdemokratiet har været en del af. Samlet set skaber de reformer et øget arbejdsudbud på 200.000 frem mod år 2025, og derfor konstaterer vi slet og ret, at der ikke er behov for at lave yderligere arbejdsudbudsreformer.

Der er brug for mange andre reformer, og her kan jeg allerede nu se, at hr. Joachim B. Olsen sidder og sukker og stønner, ligesom han plejer at gøre, når man gør opmærksom på, at der er en anden virkelighed end den, som Liberal Alliance har.

Men vores opfattelse er altså den, at der er brug for nogle andre reformer, som lige præcis adresserer den udfordring, at vi i Danmark kommer til at mangle kvalificeret arbejdskraft. Men det kan vi ikke løse alene ved at kigge på arbejdsudbudseffekter.

Så ved jeg godt, at hr. Joachim B. Olsen lige om lidt vil sige: Jo, jo, for det er nu en gang den eneste løsning. Ser Liberal Alliance et problem, så har man kun én løsning i skuffen, nemlig en hammer. Og så er det ligegyldigt, om det, vi skal have i bund, er en skrue. Værsgo, hr. Joachim B. Olsen.

Hr. Joachim B. Olsen.

Nej, der er ikke kun én løsning. Der er mange løsninger. Det er Socialdemokratiet, der kun har én løsning, nemlig opkvalificering og mere opkvalificering. Det er det eneste, Socialdemokratiet siger.

Jeg spurgte til, om Socialdemokratiet anerkender, at de reformer – dagpengereform og tilbagetrækningsreform, som Socialdemokratiet er inderligt imod – nu har bragt Danmark i en situation, som er meget, meget gunstig. Vi kan kigge ind i en fremtid, jævnfør Økonomisk Redegørelse, hvor den strukturelle ledighed er så lav, at der kommer flaskehalse på arbejdsmarkedet, og der igen er brug for, at vi laver reformer, der øger arbejdsstyrken, hvilket også øger den kvalificerede arbejdskraft ude på arbejdsmarkedet, fordi folk bliver på arbejdsmarkedet længere.

Anerkender Socialdemokratiet ikke det? Eller er man i Socialdemokratiet så uansvarlig igen, at man ikke vil medvirke til at gøre det, som man inderst inde godt ved er rigtigt, nemlig at fortsætte reformsporet?

Værsgo.

Jeg synes, det er utrolig friskt, at hr. Joachim B. Olsen udlægger det, som om jeg kun siger én ting her fra talerstolen, nemlig opkvalificering. Det passer jo ganske enkelt ikke. Hvis hr. Joachim B. Olsen havde lyttet efter, ville hr. Joachim B. Olsen have noteret sig, at jeg netop lægger op til, at vi til enhver tid er klar til at lave væksttiltag målrettet erhvervslivet sammen med regeringen, hvis den i øvrigt inviterer os til forhandlingerne derom. Der er det jo som bekendt sådan, at det netop var i SR-regeringens tid, at langt de fleste af den slags reformer, som målrettede sig vækstinitiativer i erhvervslivet, blev taget, og ... Jeg kan se på formanden, at min taletid er opbrugt.

Ja, og jeg skal måske her på et tidligt tidspunkt minde om, at vi har en lang dag foran os, og hvis man overholder taletiden, bliver den en smule kortere.

Hr. Martin Lidegaard, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak. Der er jo mange punkter i finanspolitikken, hvor S og R er enige. Men da det nu er en finanslovsdebat, vil jeg gribe fat i et af de områder, som vi virkelig er uenige på i øjeblikket, nemlig uddannelsespolitikken. Og det er simpelt hen, fordi Socialdemokratiet jo har indgået to forlig, siden regeringen kom til, nemlig et om politiet, hvor man finansierer det ved at skære hvert år i landets ungdomsuddannelser, hvilket rammer hårdt – ikke mindst i landdistrikterne – og et andet forlig om dagpenge, hvor man har en finansiering ved at lave det såkaldte uddannelsesloft, så man altså ikke må tage mere end en uddannelse. Det forstår vi simpelt hen ikke at Socialdemokratiet vil lægge navn til. Vi ved alle sammen, at vi snakker om nogle beløb, som man sagtens kunne have fundet alternativ finansiering til.

Derfor er mit første og helt enkle spørgsmål til Socialdemokratiet: Hvor forpligtende er de aftaler, partiet har lavet? Kan vi med et nyt flertal finde en anden finansiering, så vi stopper den her helt meningsløse massakre på Danmarks fremtid?

Ordføreren.

Jeg ville virkelig ønske, at det havde kunnet lade sig gøre at finde alternativ finansiering, især til den del, der handler om dagpengereform, under en tidligere regering. For det er fuldstændig korrekt, at vi så ikke skulle ud i en prioriteringsøvelse, som handlede om at skaffe finansiering til netop at genoprette dagpengeområdet, sådan at så mange ikke faldt ud af dagpengesystemet.

Men man må også sige, at den indsats, som blev lavet under den tidligere regering – vel af Det Radikale Venstre – meget godt beskrives med det citat, som hr. Morten Østergaard har afgivet til bladet Euroman. Der beskriver han, hvordan forhandlingerne om, hvorvidt man skulle holde fast i den daværende dagpengeaftale eller ej, gik. Han beskriver, hvordan han sad i forhandlingslokalet med Bjarne Corydon og Helle Thorning-Schmidt: ... »og så tænker man med sig selv: »Det skal blive løgn«« ... »De ville teste min rygrad. Og rygrad er det eneste, man har at holde sig til i politik«.

Og man endte jo med ikke at lave det om. Altså, man endte simpelt hen med at sige: Nej, vi vil ikke være med til at lave en reform og finde pengene på det område. Og det er man så nødt til at gøre nu.

Værsgo til hr. Martin Lidegaard.

Nu er mit spørgsmål sådan set ikke bagudrettet, men fremadrettet. Når vi får et flertal igen, kan og vil Socialdemokratiet så finde en anden finansiering, sådan at vi kan redde landets ungdomsuddannelser, og sådan at unge danskere igen kan få lov til at kvalificere sig meget mere, end de gør i dag, og betydelig mere, end de ville have kunnet, hvis Socialdemokratiet holder fast i at ville lave den her finansiering? Jeg kan jo høre, at det ikke er noget, Socialdemokratiet kan lide. Det er ikke noget, Socialdemokratiet ønsker. Men er man bundet, eller kan der findes en alternativ finansiering, når vi får flertal for det?

Tak. Værsgo til ordføreren.

Det er jo relativt vanskeligt at sige, hvordan den økonomiske situation kommer til at se ud i fremtiden, når der måtte have været et folketingsvalg. Det afhænger af, hvad den nuværende regering måtte have nået at brænde af inden da. Og det er lige så vanskeligt at forudse, hvordan eksempelvis Radikale Venstre til den tid måtte stille sig. Det er jo klart nok, at det så i givet fald eksempelvis ville forudsætte, at Radikale Venstre havde en ganske anden tilgang til eksempelvis dagpengeområdet, end man har haft hidtil.

Tak for det. Så er det hr. Rasmus Jarlov, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Jeg vil gerne spørge til kontanthjælpsloftet, for jeg har lidt svært ved at finde ud af, hvad Socialdemokratiet egentlig mener.

Jeg har hørt rigtig mange socialdemokrater tordne mod kontanthjælpsloftet, eksempelvis arbejdsmarkedsordfører hr. Leif Lahn Jensen, der siger, at det skaber et fattigere samfund. Jeg går ud fra, at Socialdemokratiet ikke vil være med til at skabe et fattigere samfund, men samtidig kan vi ikke få Socialdemokratiet til at sige, at de vil rulle kontanthjælpsloftet tilbage. Og i Socialdemokratiets 2025-plan er der heller ikke indregnet provenu fra at rulle kontanthjælpsloftet tilbage.

Så det er lidt, som om Socialdemokratiet prøver både at være imod kontanthjælpsloftet og holder store skåltaler om, hvor forfærdeligt det er, og samtidig ikke vil ændre det. Så hvad er Socialdemokratiets position: Er man imod kontanthjælpsloftet, og vil man derfor stemme for en afskaffelse af det, eller er man for kontanthjælpsloftet?

Ordføreren.

Først og fremmest vil jeg gerne rose hr. Rasmus Jarlov for på denne måde at udvise næstekærlighed og kere sig om de mange mennesker, som er ramt af de negative virkninger af kontanthjælpsloftet. Det kommer helt bag på mig.

Når det er sagt, er det fuldstændig korrekt, at vi, hvis der skal laves en 2025-plan, ikke ønsker at indregne provenuet fra jobreform 1, fordi vi sådan set synes, at de midler skal gå til at rette op på det og sørge for, at der ikke er familier – især børnefamilier – der bliver ramt af fattigdom.

Det er netop også derfor, at hr. Rasmus Jarlov ud af ændringsforslagene til finansloven, som man da kan håbe at hr. Rasmus Jarlov også vil stemme for, kan se, at der er en pulje, som er afsat til lige præcis at sikre, at de mennesker – især børnefamilierne – som er ramt af kontanthjælpsloftet, integrationsydelse m.v., bliver kompenseret.

Hr. Rasmus Jarlov.

Okay, der er en pulje, der skal sikre, at nogle bliver kompenseret. Men det her er jo egentlig bare et ja eller nej-spørgsmål: Agter Socialdemokratiet, hvis der kan skabes flertal for det, at afskaffe kontanthjælpsloftet eller ej? Eller agter man bare at lave en pulje og så tage nogle udefinerede tiltag for at afbøde virkningerne af kontanthjælpsloftet?

Jeg synes stadig væk, det er uld i mund, og vi savner svar på, om Socialdemokratiet går ind for kontanthjælpsloftet, eller om de agter at fjerne det. Og der er jo kun de to muligheder: Enten vil man fjerne det, eller også vil man ikke fjerne det. Hvad er det – ja eller nej?

Ordføreren.

Socialdemokratiet stemte imod kontanthjælpsloftet, hvilket hr. Rasmus Jarlov jo nok kan huske. Vi har også noteret os, at der er et mandats flertal for det i det nuværende Folketing. Hvis det var sådan, at vi var blevet inviteret ind i et forhandlingslokale, så var vi gået efter at lave præcis den løsning, som vi skitserer i vores ændringsforslag til finansloven.

Hvad der måtte ske i et kommende Folketing, hvad der måtte være flertal for, og hvad der måtte være finansiering til, må vi naturligvis tage til den tid, men vi er imod kontanthjælpsloftet.

Tak for det. Så er det fru Louise Schack Elholm, Venstre. Værsgo.

Det er jo lidt spøjst at stå her og diskutere finanslov med Danmark største oppositionsparti – det parti, der gerne vil have regeringsmagten – når partiet ikke engang har fremlagt en plan for, hvordan finansloven skulle se ud, hvis partiet havde været ved magten. Så det er sådan lidt spøjst.

Men når nu det er, at Socialdemokratiet ikke har fremsat et finanslovsforslag, så må vi i stedet for tage udgangspunkt i Socialdemokratiets fire ændringsforslag til finanslovsforslaget. Og her aflyser man jo jobreform 2. Jobreform 1 med kontanthjælpsloftet fastholder Socialdemokratiet, men man vil ikke give skattelettelser til de lavestlønnede. Kan Socialdemokratiets ordfører fortælle, hvorfor den lavtlønnede lønmodtager ikke skal have skattelettelser? For det er jo aflyst med Socialdemokratiets ændringsforslag til finansloven.

Værsgo.

Jeg tror ikke helt, fru Louise Schack Elholm har forstået konsekvenserne af de ændringsforslag, som vi har stillet, og det er så fair nok.

Så bliver jeg altså lige nødt til endnu en gang at gentage: Statsministeren proklamerede klart og tydeligt, at en 2025-plan og en finanslovsaftale for 2017 hang uløseligt sammen. Den bane gik vi ind på og fremlagde et forhandlingsoplæg – som den tidligere finansminister regnede på; temmelig manipulerende ovenikøbet – for at kunne gå ind i det forhandlingslokale. Og i sidste øjeblik fandt statsministeren så ud af, at de to ting måske alligevel ikke hang helt sammen. 2025-planen blev hældt ud med badevandet, og så endte man med at lave en ganske snæver lille aftale om finansloven. Så vi har sådan set bare levet op til og fulgt de anvisninger, som statsministeren har givet.

Nu kan jeg så forstå på fru Louise Schack Elholm, at det skal man ikke gøre. Man skal ikke fremover stole på statsministeren, man skal ikke følge de anvisninger, der kommer fra regeringen, og det er selvfølgelig en lære at drage.

Værsgo, fru Louise Schack Elholm.

Når man spørger i øst, får man svar i vest. Kan man overhovedet få svar på, hvorfor det er, Socialdemokratiet ikke ønsker nogen skattelettelser til de lavestlønnede lønmodtagere? Altså, det står ret præcist i finanslovsforslaget, at der er afsat en pulje til jobreform 2. Hvordan kan det være, at man vil afskaffe den – for så er der jo ikke nogen skattelettelse til de lavestlønnede? Hvorfor skal de lavestlønnede ikke have en gulerod? Hvorfor vil man kun pisken med kontanthjælpsloftet? Det vil man ikke afskaffe, men man vil heller ikke sætte penge af til skattelettelser til de lavestlønnede.

Værsgo.

Fru Louise Schack Elholm kan jo godt se, at de penge, der kommer fra jobreform 1, er penge, som bliver taget fra i forvejen dårligt stillede børnefamilier, og det synes vi er en utrolig dårlig idé – så dårlig en idé, at vi stemte imod det forslag, der handlede om kontanthjælpsloftet. Og derfor er det også meget naturligt, at vi ikke synes, de penge skal gå til skattelettelser. Hvis det er sådan, at man engang i fremtiden måtte finde en holdbar finansiering, så afviser vi naturligvis ikke skattelettelser. Men jeg kan bare konstatere, at regeringen ikke har fundet noget, der minder om en holdbar finansiering.

Tak for det. Så er det fru Josephine Fock, Alternativet. Værsgo.

Tak til ordføreren for ordførertalen. Jeg kunne godt tænke mig at spørge ind til den aftale, som Socialdemokratiet har været med til, om afgiftsindfasning for elbiler. Det, som jeg kan høre at Socialdemokratiet lyder til at være enige i nu, er, at det er et kæmpe problem, at salget af elbiler er stoppet fuldstændigt. Så jeg kunne godt tænke mig at spørge ind til, hvad Socialdemokratiet tænker i den forbindelse, i forhold til hvad det er, der skal til, for at vi igen kan få elbilsalget op her i Danmark.

Ordføreren.

Det er jo klart, at indfasningen af elbilaftalen skal man drøfte løbende blandt forligspartierne, og det havde selvfølgelig været rart, om også Alternativet og andre progressive partier var med i det. Det er man så ikke. Men det er klart, at inden for det provenu, som er afsat på det område, er det helt naturligt at se på, om tingene nu går, som man i øvrigt forventer det. Og det er jo også den melding, der har været fra vores skatteordfører.

Fru Josephine Fock.

Grunden til, at Alternativet lige præcis ikke er med i den her aftale – vi var jo med i hele forhandlingsforløbet – er sådan set, at vi forudså, at der med den aftale, der blev lavet, og som Socialdemokratiet så var med i, højst sandsynligt ville blive et totalt stop for salg af elbiler i Danmark. Og det er så desværre det, der nu viser sig at være rigtigt.

Men kunne ordføreren ikke uddybe, hvad holdningen nu er til at drøfte aftalen? Hvad er det, Socialdemokratiet har tænkt sig at spille ind med i de drøftelser, der skal være nu? Altså i forhold til at vi igen kan få gang i salget af elbiler i Danmark.

Ordføreren.

Et totalt stop ville vel forudsætte, at der var blevet solgt nul elbiler, og det er der dog alligevel ikke. Men det er fuldstændig rigtigt, at enhver jo måtte forudse, at den hamstring, som var af især meget dyre elbiler i det foregående år, ville føre til en brat nedgang. Det kan man også se af antallet af biler, som stadig væk står ude på pladserne rundtomkring, og som aldrig har været ude at have deres første ejer. Men det er klart, at vi gerne inden for den ramme, som allerede er aftalt, vil gå ind og sikre os, at den indfasning sker på en sådan måde, at man også har en rimelig afsætning af de her biler.

Tak. Fru Lisbeth Bech Poulsen, Socialistisk Folkeparti.

Tak. Jeg vil gerne forfølge det spor lidt. Der blev lavet en aftale sidste år, hvor Socialdemokraterne og De Radikale var med, men som jeg kan forstå det, er man heller ikke helt tilfreds med den udvikling, der har været. Nu siger ordføreren, at der ikke har været et totalt stop, men hvis man fraregner de biler, der er blevet afregistreret, er der så at sige et minussalg – der er i al fald færre elbiler på gaden. Når ordføreren så siger, at det er inden for den ramme, der er, vil jeg sige, at den ramme, der er, jo ikke vil levere nye penge til at sikre en lavere afgift eller ingen afgift på elbiler. Så hvordan skal vi få kickstartet det igen? Vi har trods alt nogle ret ambitiøse klimamål på transportområdet, som vi jo ikke kan komme i mål med, hvis ikke vi får omlagt også persontransporten.

Værsgo.

Det gør det naturligvis ikke yderligere let, at der så i øvrigt er ændret på afgiften på biler, hvilket jo får en afsmittende virkning, sådan at salget af elbiler bliver yderligere kompliceret eller vanskeliggjort. Det er klart.

Men vi har jo ikke store summer af penge inden for den forligskreds, der er, og det er ikke mit indtryk, at regeringen har til sinds at finde yderligere. Derfor vil vi selvfølgelig i den forligskreds, der er, arbejde for at sikre, at vi med de ressourcer, der er til rådighed, kommer så langt som muligt, ikke på literen, men per kilowatt-time.

Fru Lisbeth Bech Poulsen.

Tak. Det er jeg glad for at høre. Hvis ikke det er muligt at finde nye penge udefra, kan man jo tage nogle af de mange forslag, der kom på bordet, da vi diskuterede det sidste år. Jeg ved, at Socialdemokraterne havde nogle, Radikale havde nogle, og vi havde fra SF's side en lang række forslag, som kunne komme i spil for at sikre, at afgiften på elbiler i hvert fald ikke bliver så markant, som vi ser det nu. Fra SF's side havde vi faktisk fuldt finansieret, at man kunne fortsætte med ingen afgift.

Jeg håber i hvert fald, at både Socialdemokraterne og Radikale vil tage hele den bunke af forslag med igen. Det kan være, det vækker lidt mere lydhørhed på den anden side af bordet nu, hvor man kan se, hvor store konsekvenser det har haft for elbilsalget.

Værsgo.

Der er mange hensyn at tage. Det er ikke kun et spørgsmål om den private bilkøber, det er eksempelvis også et spørgsmål om flådesalg, hvor der også er sådan noget som f.eks. afgiften på den strøm, som man i givet fald skal bruge til bilerne, og som vi naturligvis også løbende kigger på. Men som sagt skal det klares inden for den ramme, der er.

Tak for det. Så er det hr. Rune Lund, Enhedslisten. Værsgo.

I dag er det sådan, at en virksomhedsejer betaler 15 pct. i afgift til staten, hvis vedkommende overdrager virksomheden til sine børn. Den afgift vil regeringen sænke til 5 pct. i 2020, og den skal indfases. Det vil koste 200 mio. kr. i 2017, og det vil koste 1 mia. kr. om året, når det er fuldt indfaset i 2020. Og det er jo ikke særlig klogt, bl.a. fordi det ikke er naturgivent, at det er arvingerne, som vil være de bedste til at videreføre virksomheden, og det er ikke særlig klogt, fordi pengene kan bruges på meget andet.

Men mit spørgsmål er, om Socialdemokratiet, når vi får et nyt flertal i det her Folketing, så også stadig væk vil bakke op om, at den her sænkning af arveafgiften skal annulleres.

Værsgo.

Ja, vi foreslår det jo eksempelvis allerede i vores ændringsforslag til finanslovsforslaget. Vi synes også, det er helt oplagt at kigge i en helt anden retning, nemlig i retning af at styrke overgangen til erhvervsdrivende fonde. For der er jo, som hr. Rune Lund også så præcist indikerer, ikke nogen garanti for, at sønnen eller datteren er den bedste til at drive en virksomhed videre. Der kan derfor være rigtig gode intentioner i, at man i stedet for opretter erhvervsdrivende fonde, som jo stadig væk er til gavn for den pågældende familie, men som samtidig sikrer, at en virksomhed eksempelvis ikke overgår til udenlandsk ejerskab eller afhændes og udfases til andre lande. En god dansk model kan man sige at den erhvervsdrivende fondskonstruktion er, og det synes vi er naturligt at styrke i et vækstinitiativ.

Hr. Rune Lund.

Tak for svaret. Jeg er ikke helt sikker på, om jeg hørte ordføreren sige, at man fra Socialdemokratiets side også efter et valg vil stå fast på det her forslag og også nu vil tilkendegive, at man under alle omstændigheder vil rulle den her afgiftssænkning tilbage. Det synes jeg kunne være lidt interessant. For vi har jo mange gange haft en diskussion hernede i Folketingssalen om f.eks. kontanthjælpsloftet, hvor Socialdemokratiet ikke har villet binde sig til udgifter efter et valg.

Men måske vi kunne få en diskussion i oppositionen og blive enige om nogle ting, som kan forøge råderummet, som vi vil have til rådighed efter et valg, altså et katalog over, hvilke indtægter vi gerne vil have der skal være til rådighed, når der kommer et nyt flertal til magten. Det er på den baggrund, jeg spørger.

Værsgo.

Med dette som et udgiftsdrivende forslag afhænger rigtig meget jo af, hvad der kommer til at ske, og af, hvordan et Folketing måtte blive sammensat efter et folketingsvalg, altså om der sker et regeringsskifte m.v.. Og dermed må det jo selvfølgelig også være sådan, at man ikke kun kigger på indtægtssiden, men også ser på, hvad man så i givet fald skal anvende midlerne til.

Men Socialdemokratiet står altså på en position, der handler om, at vi synes, det er en rigtig dårlig idé at give de her lettelser til erhvervslivet. Der er ikke noget bevis, og der er ikke nogen empiri, der peger på, at det skulle skabe nogen form for vækst i samfundet, og derfor vil de her penge være anvendt langt klogere på anden vis.

Fru Sofie Carsten Nielsen, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil gerne vende tilbage til uddannelse. Det uddannelsesloft, som Socialdemokratiet vil indføre sammen med regeringen og Dansk Folkeparti, kommer til at ramme en masse studerende, der flytter sig for at få flere muligheder. De opkvalificerer sig på arbejdsmarkedet for netop at kunne klare sig bedre. Det plejer at være socialdemokratisk politik. Men det her lovforslag kommer med en uhørt kort indfasning. Det kommer til at ramme rigtig mange, som har brugt tid og måske endda ressourcer. Jeg har eksempler på mennesker, der er flyttet andre steder hen i landet med deres familie for netop at gøre sig klar til den opkvalificering, som der nu bliver sat en stopper for.

Vil Socialdemokratiet være med til at ændre en lille smule på det her?

Værsgo.

Der er jo en konkret lovbehandling i gang, og den vil jeg ikke blande mig i. Jeg vil gerne forholde mig til det overordnede, nemlig dette med, at når vi skal prioritere, er det nogle svære prioriteringer, man skal foretage. Det er selvfølgelig en svær prioritering, som vi har foretaget her. Men det er også klart, at når det handler om at sikre, at folk ikke falder ud af dagpengesystemet, så er det noget, vi går meget op i.

Og så bliver jeg altså lige nødt til at anfægte noget. Man skal passe på ikke at tage de mange ufaglærte i Danmark som gidsler i den her diskussion. For når vi taler om opkvalificering, taler vi jo lige præcis om os mange, der netop ikke har taget en lang uddannelse, og som skal have en mulighed for at kunne komme ind og få nogle af de mange ledige arbejdspladser, der kommer i fremtiden. For vi kommer til at mange faglært arbejdskraft. Så lad os nu lige holde perspektiverne, som de er.

Men det er klart, at det her ikke er en prioritering, vi synes har været sjov at foretage. Det er der ingen tvivl om. Men det er en prioritering, der har været nødvendig, fordi vi gerne vil sikre de ledige.

Fru Sofie Carsten Nielsen.

Jeg er enig i, at vi skal holde prioriteringerne, og hvis der er nogen, der tager nogle som gidsler, er det da Socialdemokratiet, som nu tager alle de studerende, der forsøger at opkvalificere sig til fremtidige job, som gidsler. Er ordføreren klar over, at der i 2017 hentes 15 mio. kr. ind der? Det er 15 mio. kr., der gør, at mange studerende bliver ramt af en meget hurtig indfasning af et lovforslag. Mener ordføreren, at det ville være helt umuligt for Socialdemokratiet at finde 15 mio. kr., så man kunne tage et års tænkepause om dette lovforslag, så det ikke rammer alle de mange studerende, der har planlagt deres tilværelse, flyttet deres familier og måske endda har taget lån for at kunne opkvalificere sig?

Værsgo.

Jeg vil ikke gå ind i den konkrete lovbehandling, for den foregår jo i en anden sammenhæng. Men det er klart, at de prioriteringer, som vi har været med til at foretage, er svære valg. Sådan er det jo altid, når man tager ansvaret på sig. Men de prioriteringer er nogle, vi har foretaget med åbne øjne, netop fordi vi har været opmærksomme på, at der ellers ville være mennesker, der faldt ud af dagpengesystemet.

Tak for det. Så er det fru Jane Heitmann, Venstre. Værsgo.

Tak for det. I morgen skal vi have en høring i regi af Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg, og høringen handler om situationen på de danske fødeafdelinger. Det er jo en høring, der er kommet i stand på foranledning af Socialdemokratiet, og den bakker vi i Venstre i øvrigt fuldstændig op om.

Jeg har via pressen noteret mig, at Socialdemokratiets sundhedsordfører har sagt, at formålet med høringen er at presse regeringen til at sætte flere penge af til fødegangene. Jeg har naturligvis på den baggrund glædet mig til at se Socialdemokratiets ændringsforslag til finansloven. Jeg har haft lidt svært ved at få øje på fødegangene, så jeg vil bare spørge finansordføreren: Hvor mange penge vil man helt konkret gerne prioritere til fødegangene? Og hvor ligger de i de ændringsforslag, der er stillet?

Værsgo.

I de ændringsforslag, som Socialdemokratiet har stillet, har vi afsat et generelt beløb til sundhedsområdet. Det er selvfølgelig et udtryk for, at vi, hvis vi havde været inviteret med til en finanslovsforhandling, selvfølgelig ville have taget de her drøftelser op. Og som fru Jane Heitmann ved, lå der fra den tidligere regerings tid, SR-regeringen, en større pulje til netop fødeafdelingerne end det beløb, som den nuværende regering har afsat. Men jeg er glad for, at Sundheds- og Ældreudvalget afholder den høring, og jeg er også glad for, at også det største regeringsparti finder, at det er en relevant høring at afholde. Det er jeg faktisk meget tilfreds med.

Værsgo, fru Jane Heitmann.

Jeg har noteret to ting. I det ændringsforslag, der ligger fra Socialdemokratiet, nævner man de syge, og man nævner de ældre. Nu er det jo ikke nogen sygdom at være gravid, og det er da trods alt også sjældent, at man ser ældre kvinder på de danske fødeafdelinger. Jeg bliver bare nødt til at spørge: Hvor mange penge vil man konkret prioritere til fødeafdelingerne? Og inden ordføreren kommer for godt i gang, synes jeg måske lige, at vi skal holde proportionerne på plads. Vi har med den sidste finanslov prioriteret 2,4 mia. kr. til sundhedsområdet, og det er jo langt, langt mere end det, den tidligere socialdemokratisk ledede regering nogen sinde har lagt op til.

Værsgo.

Det, vi lagde op til, var i øvrigt en større forøgelse af det beløb. Jeg er faktisk lidt i tvivl om, hvad formålet er med fru Jane Heitmanns spørgsmål. Det lyder for mig, som om man forsøger at løbe en åben dør ind. Er vi enige om, at sundhedsområdet skal styrkes? Ja, det er vi. Jeg synes faktisk, det er lidt underligt at skose Socialdemokratiet for at sige, at det er godt med de forbedringer, som er foretaget på sundhedsområdet, men vi synes sådan set godt, at man kunne tilføre det lidt yderligere.

Tak. Hr. Rasmus Nordqvist, Alternativet. Værsgo.

Tak. Jeg vil lige vende tilbage til elbilerne, for vi er rigtig optaget af, hvordan vi kan gøre noget ved det. Altså, jeg ved godt, man siger, at der er en pulje, og at vi skal se på, hvad man kan gøre inden for den her forligskreds, men anerkender ordføreren ikke lidt, at det her forlig har slået fejl – det forlig om elbilerne, som Socialdemokratiet har været med til at lave – altså at den pulje skal ses i sammenhæng med de store afgiftsnedsættelser, man putter på fossile biler, og at der, hvis vi reelt vil leve op til vores ansvar for at få satset på en ren transport, skal gøres noget ekstraordinært?

Er Socialdemokratiet villige til at sige, at det her forlig ikke virker, og at vi må opsige det, så vi efter et kommende valg kan lave et egentligt forlig, der vil gøre noget ved det her, så vi lever op til vores forpligtigelser i forhold til transportsektoren igennem EU; så vi lever op til Parisaftalen m.v.?

Værsgo.

Jeg bliver lige nødt til understrege, at Socialdemokratiet jo ikke er en del af den finanslovsaftale, som udmønter afgiftslettelser for fossile biler, og det er jo fuldstændig rigtigt, at havde regeringen ønsket det, kunne man sagtens også have indtænkt det her område. Derfor vil jeg ikke stå her og forsvare den del af regeringens og aftalepartierne bag finanslovens politik. Men det er også klart, at der gør sig andet og mere gældende i forhold til den afsætning, der er, af elbiler i Danmark.

Altså, f.eks. tror jeg, at der er ganske mange forbrugere, som også har en vis skepsis over for området, bl.a. fordi vi jo i sin tid havde et meget stort projekt – Better Place Danmark – som desværre fejlede, og som derfor også har fjernet en del af den tillid, som er i markedet. Altså, sammenligner man eksempelvis med Norge, har de ikke haft en tilsvarende problemstilling.

Så det er ikke kun et spørgsmål om, hvordan man indretter systemet; det er altså også et spørgsmål om, om danskerne har tillid til, at elbilerne kommer til at fungere. Og det tror jeg så heldigvis at den teknologiske udvikling også vil hjælpe til med over de kommende år.

Rasmus Nordqvist.

Men det sker jo netop, ved at man laver en planlægning af den her omstilling i transportsektoren til vedvarende energi, altså til en ren transportsektor. Det er jo også der, de private virksomheder kan gå ind og være med til at lave den infrastruktur, der skal til. Men det kræver jo, at der er nogle langsigtede mål, altså at vi laver en planlægning, hvor folk kan se, hvordan det her kan betale sig. Og der må man jo bare sige, at den aftale, som Socialdemokratiet har været med til at lave om elbiler, jo ikke kan ses ude af kontekst. Når regeringen vælger at lave et finanslovsforslag, hvor de sænker afgifterne på den måde på fossile biler, så bliver man jo nødt til at tage det op til overvejelse og spørge: Er det her så et forlig, vi kan se os selv i? Eller er det her totalt ligegyldigt, hvis vi virkelig vil den her omstilling?

Værsgo.

Det er fint, vil jeg sige til hr. Rasmus Nordqvist. Men jeg går ud fra, at man også efterhånden har lært ved at være her i Folketinget, at hvis man træder ud af et forlig, vil det jo være sådan, at så sker der ikke andet ved det, end at der ingenting sker. Altså, så derfor er det bedste sted, man kan være, jo lige præcis inde i forhandlingslokalet i stedet for at melde sig ud – ikke?

Tak for det. Så er det hr. Torsten Schack Pedersen. Værsgo.

Tak for det. Det sidste svar, som Socialdemokratiets ordfører kom med, understreger jo lidt den absurde situation, vi er i. Socialdemokratiet er imod en lempelse af registreringsafgiften, men man stiller altså ikke noget ændringsforslag til at fjerne det, så man skælder ud, men lader det stå. Og det er jo lidt besynderligt, at vi står her i dag med seks ændringsforslag, hvor Socialdemokratiet så endda kun er ene om de fire, og det betyder så, at der ikke skal være skattelettelser til de folk på arbejdsmarkedet med de laveste indkomster. Vi skal ikke have en boligjobordning, og vi skal ikke sørge for, at vores virksomheder kan generationsskifte. Til gengæld er der lidt opkvalificering, lidt sundhed og en pulje, som efterhånden skal dække mange ting.

Derfor er det egentlig bare, at jeg skal høre: Når så Socialdemokratiets skatteordfører i BT den 11. november lover flere penge til SKAT – den genopretningspakke og aftale, der i øvrigt er, mener man er utilstrækkelig – hvor kan vi så se det udmønte sig henne i Socialdemokratiets ændringsforslag til næste års finanslov?

Værsgo.

Som det vil være hr. Torsten Schack Pedersen bekendt, har vi været med inde i forhandlingerne om genopretning af SKAT. Det vil vi meget, meget gerne tage medansvar for. I de forhandlinger har vi gjort alt, hvad vi kunne, for at presse på. Ikke bare sådan at der blev sikret den nødvendige genopretning, som jeg tror at alle i det her Folketing er enige om, men også sådan, at der er blevet taget hånd om den manglende finansiering, som ligger i regeringens eget forslag, fordi den genopretningsplan for SKAT, som regeringen og skatteministeren har fremlagt, mangler finansiering for 1,7 mia. kr.

Så inden hr. Torsten Schack Pedersen kommer alt for godt i gang i forhold til det område, synes jeg, at man skal adressere det spørgsmål selv i regeringen. Det vil vi meget gerne være med til at tage ansvar for, og det har vi signaleret igen og igen, både ved vores skatteordfører og ved vores ledelse i øvrigt inde i forhandlingslokalet.

Hr. Torsten Schack Pedersen.

Jeg vil godt kvittere for, at Socialdemokratiet er med til at tage ansvar i den her sag. Det er bare lidt påfaldende, at man siger, at man vil bruge flere penge, men man afsætter dem så ikke.

Det fører mig så til den 5. december, hvor Socialdemokratiets ældreordfører siger noget i Berlingske under en artikel, hvor der står: »Flere penge og mindre papirarbejde skal sikre en acceptabel ældrepleje, mener Socialdemokratiet«. Jeg skal bare spørge: I de ændringsforslag, som Socialdemokratiet har stillet til finansloven for 2017, hvor fremgår det så, at partiet vil bruge flere penge på ældrepleje?

Værsgo.

Det ændringsforslag har vi allerede været inde på en gang, som hr. Torsten Schack Pedersen udmærkede kollega fru Jane Heitmann jo også netop var inde på i sin gennemgang af det. Men det ændrer ikke på, at vi jo er enige med regeringen i, at der skal ændres på de administrative byrder også i ældreplejen. Jeg må så bare indrømme, at jeg ser det først og fremmest, når jeg læser regeringsgrundlaget, som et oplæg til en stor spareøvelse. Når jeg ser på, at man eksempelvis i 2018 lægger op til en vækst på kun 0,3 pct., er det jo ret tydeligt, at vi kommer til – hvis man følger regeringens planer – at stå i en situation, hvor det også på det område bliver ganske vanskeligt.

Tak for det. Så er der ikke mere taletid til den socialdemokratiske ordfører. Tak for det. Den næste ordfører er hr. René Christensen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Finansloven for 2017 er vi i Dansk Folkeparti sådan set meget stolte af, og vi var sådan set også stolte af den for 2016. Hvad er det, der viser sig, efter vi har haft et regeringsskifte i Danmark? Det viser sig, at med Dansk Folkeparti som støtteparti kan vi for andet år i træk vise, at der kommer en moderat vækst i det offentlige forbrug. Hvad betyder det? Det betyder, at vi er gået fra en periode, hvor vi havde minusvækst, altså færre offentligt ansatte – omkring små 14.000 færre i den offentlige sektor – og så til, at man nu ude i kommunerne kan opleve, at der er lidt plads til, at man kan ansætte lidt flere i ældreplejen, man kan gøre en lille smule mere for folkeskolen, man kan gøre lidt mere i daginstitutionerne. Vi er rigtig glad for, at vi har kunnet levere det nu for andet år i træk.

Jeg vil også benytte lejligheden til at sige tak til finansministeren. Det er desværre ikke den finansminister, der sidder der nu – men tillykke med posten – for det er til den nuværende finansministers forgænger. Jeg vil også gerne sige tak til De Konservative og til Liberal Alliance for et rigtig godt forløb, der har været i forbindelse med finansloven for 2017. Vi kunne høre på den tidligere ordfører, at sådan forløb det ikke altid under den tidligere regering. Man kunne læse i Euroman og andre steder om, hvordan det var gået med de forhandlinger. Jeg må sige, at vi haft et formidabelt forløb i forbindelse med finansloven for 2017.

Hvad er der så kommet ud af det forløb? Ja, på ældreområdet afsatte vi sidste år en værdighedsmilliard. Det var ikke sådan en pulje med 1 mia. kr., og så skal man søge om at få del i den, og så må man se, hvornår pengene er brugt op. Nej, det er 1 mia. kr., der kommer år efter år. Og i 2017 kommer der yderligere 1 mia. kr., der skal bruges til værdighed i ældreplejen. Det er også sådan, at vi har igangsat et arbejde for at se, hvordan man bruger de her penge ud i kommunerne. Det er ikke, fordi vi har mistillid til kommunerne, men alligevel.

Heldigvis viser det sig med de foreløbige tal, at over 80 pct. af kommunerne sådan set har brugt de her penge rigtigt. Det vil sige, at over 80 pct. af de ældre ude i kommunerne på den ene eller enden måde har oplevet, at de har fået et løft i ældreplejen. Vi er rigtig glade for, at vi sammen med vores samarbejdspartnere har kunnet fremskaffe de penge, altså 1 mia. kr. om året.

En anden ting, vi er rigtig glade for i finansloven for 2017, er, at vi har fået sat penge af, 450 mio. kr., til ældremad. Hvorfor er det så vigtigt? Vi tror sådan set, at rigtig mange kommuner derude laver god mad. Vi anklager ikke kommunerne for at lave dårlig mad. Men maden er ikke noget værd, før den er spist. Det er det, der skal ske med maden, før den har værdi for den ældre og andre, som får mad fra de kommunale køkkener. Derfor har vi sat en stor pose penge af til, at man kan producere mere mad på stedet, altså på plejehjemmene.

Vi har også sat en pulje af til, at de steder, hvor man har fælleskøkkener og andet, kan folk søge ind på en pulje for at gøre det bedre. Jeg tror, vi alle sammen har set billedet af den der sorte plastikbakke med tre rum i med folie henover og noget hvid mad nede i. Det kunne vi rigtig godt tænke os blev langt bedre til den store gruppe, som jo faktisk får mad i eget hjem. Det er ca. 50 pct, der får på plejecentre, og 50 pct., der får i hjemmet. Vi håber virkelig, at kommunerne vil byde ind på de penge. Vi er også meget åbne for, at man byder ind på de penge, så man kan videndele med større projekter, så hele Danmark kan få glæde af de her penge, også på den lange bane.

Så ældreområdet har fyldt rigtig meget i 2016, og det har fyldt rigtig meget i 2017. Det vil selvfølgelig fortsætte fremadrettet. Vi glæder os over, at det går den helt rigtige vej, og det gør det nu for andet år i træk.

En anden ting, som har optaget os meget, er politiets arbejdsvilkår. Hvordan får vi løst de udfordringer, der er? Man må jo sige, at vi desværre næsten daglig bliver gjort opmærksom på, at vi har en udfordring. Derfor er vi rigtig glade for, at vi i forbindelse med finansloven har kunnet få igangsat et arbejde med yderligere 120 betjente ud over det, man tidligere har aftalt.

Vi har også fået et nyt begreb ind, når vi taler politi, og det er politikadetter. Det er noget nyt, som kommer. Det har også været diskuteret meget. Det er ikke et B-hold. Det er nogle betjente, som får nogle opgaver, som de er fuldt kvalificeret til. Så er der selvfølgelig nogle opgaver, som de her betjente ikke får. Det er de heller ikke kvalificeret til. Men de opgaver arbejdsopgaver, de får, vil de selvfølgelig være fuldt kvalificeret til. En del af de opgaver kan bl.a. være at stå og bevogte den danske grænse. Det synes vi er rigtig positivt, og vi kan også se, at man i finansloven har afsat 220 mio. kr. netop til den opgave, altså at bevogte den danske grænse. Det er igen et positivt tiltag.

En anden ting, som har fyldt rigtig meget, er udlændingeområdet. Det gør det også i finansloven. Det, som vi har lagt særlig vægt på, er, hvad det er for et system, man har. Man må sige, at en af de ting, der er kommet med, er styrket udsendelse. Det er utrolig vigtigt, at de mennesker, som kommer hertil, som vi tager imod, giver ophold og beskyttelse, men af den ene eller anden grund ikke er berettiget til at være her, kan blive sendt hjem, når det nu er sådan, det er. Derfor er vi glade for, at vi har fået skrevet ind, at det arbejde med at få lavet aftaler med de modtagerlande bliver styrket.

En anden ting, som vi er rigtig glade for, er, at vi nu får en nødbremse. Hvad er nødbremsen? Nødbremsen er netop, at man kan sagsbehandle på grænsen, når der kommer flygtninge til Danmark i store mængder, som vi tidligere har set. Hvorfor kan man det? Bare for et år tilbage sagde alle til Dansk Folkeparti, at det ikke kunne lade sig gøre. Det var utopi, det kunne man jo ikke på grænsen, man kunne ikke tilbagevise flygtninge på grænsen. Men det er der altså nu et flertal, der er helt overbevist om at man kan. Og det kan man også.

For det er jo sådan, at hvis en flygtning kommer fra Tyskland, kommer man jo ikke fra et land i kaos og krig. Så kommer man fra et velfungerende land, Tyskland, og derfor bliver der så den her mulighed, hvis vi mod forventning kommer til at stå i en situation igen, hvor folk vandrer på motorveje og andet, at vi kan behandle sagen med det samme på grænsen. Det er meget positivt.

En anden ting er blevet skærpet. Hvis man som udlænding med ophold i Danmark får ubetinget fængsel, har det tidligere været sådan, at man skal have 12 måneders ubetinget fængsel for at miste retten til permanent ophold. Det nedsætter vi nu til 6 måneder. Hvorfor er det nu særlig vigtigt?

Her skal man altså huske, at det er folk, der kommer til udefra, der kommer til Danmark, og som på et tidspunkt kan få permanent ophold. De får altså med kongekrone og det hele på et dokument på, at de ikke kan indordne sig under det regelsæt, der fungerer i Danmark. Jeg vil også gerne sige, at hvis man har fået 6 måneders ubetinget fængsel i Danmark, har man ikke bare stjålet en cykel. Så har man lavet noget, der er noget. Derfor er vi rigtig glade for, at det er blevet skærpet, så det ikke er 12 måneder, men 6 måneder, det nu kommer til at omhandle. Så mister man retten til permanent ophold.

Der er rigtig mange andre ting i finansloven, som jeg også gerne vil se om jeg kan nå ind på. Bl.a. har vi fået lavet en pulje. Det er sådan set ikke en ny pulje, men vi har fået omdefineret en pulje. Det er en pulje på 300 mio. kr., en særtilskudspulje til kommuner, som har vanskelige økonomiske udfordringer. Det er jo en pulje, der har været der før. Det er faktisk en pulje, som Enhedslisten i sin tid fik lavet, og den var meget asocial. Der gik 400 mio. kr. til de absolut største byer i Danmark.

Det var sådan, at Københavns Kommune fik 98 mio. kr., altså 25 pct. Men det var alle kommuner, der bidrog til det. Bl.a. sådan en kommune som Lolland Kommune bidrog til puljen, altså til at København skulle have flere penge. Det er den kommune, der har det højeste sociale indeks, altså den kommune, der har de mest udfordrede borgere. De skulle betale til det. Nu har vi heldigvis fået lavet den om. Puljen er der stadig væk, men nu er den selvfølgelig blevet meget mere lige, også socialt. Nu går den til de kommuner, som har de største udfordringer, og det er vi selvfølgelig rigtig glade for.

En anden ting, som har fyldt rigtig meget for os i forbindelse med finansloven, er social dumping. Det glæder os meget, at det er lykkedes for os nu at få ro på social dumping. Før har man haft bevillinger for 1 år ad gangen. Hvad sker der, når man har det? Så sker der det, at man faktisk kun har en halvårlig bevilling, for så ansætter man folk, men man skal jo opsige dem, for man ved ikke, om man får pengene igen. Så reelt har de folk kun kunnet være ansat ½ år. Nu har vi fået sat pengene af i overslagsårene også. Det vil sige, at man nu kan beholde medarbejderne. Det vil sige, at man ikke hvert halve år skal sige til de medarbejdere, at de skal fyres. Nu kan man holde på de gode medarbejdere, man kan fortsætte den gode indsats.

I DF må vi også sige, at med den situation, vi står i lige nu med de meget store byggerier, der skal sættes i gang, særlig statslige byggerier som Femernforbindelsen, supersygehuse, infrastrukturprojekter, togfond osv., er det ikke netop nu, vi skal til at spare på indsatsen mod social dumping. Det er netop nu, vi skal have et system, som er operativt, som er godt, har gode medarbejdere, har medarbejdere med erfaring, som kan gå ud og foretage de stikprøvekontroller, som skal foretages. Det har givet ro på, og det er vi rigtig glade for. Jeg vil også gerne sige tak til 3F, som har rost os for, at det er lykkedes at få det her med i finansloven for 2017.

En anden, mindre ting – på finansloven kan et beløb på 40 mio. kr. lyde af lidt – er vi meget glade for er lykkedes. Det tror jeg også andre partier, der ikke er med i finanslovsaftalen, er. Vi har sat 40 mio. kr. af til de små øfærger, så man kan komme tættere på landevejsprincippet, som er noget, som mange partier gerne har villet give øerne.

Tak for det. Hr. Benny Engelbrecht, Socialdemokratiet, værsgo.

Indledningsvis vil jeg godt på vegne af de øvrige partier bag Togfonden DK sige tak for samarbejdet om det, altså at fastholde regeringen på sporet – helt bogstaveligt talt.

Nu lige til et spørgsmål, som har fyldt meget undervejs i forløbet om finansloven, men som jo er endt med ikke at blive en del af den. Jeg tænker på et af de elementer, som blev forhandlet i 2025-planen, nemlig tilbagetrækningsalder.

I går kunne vi i Folketingets spørgetid høre, at statsministeren ikke ønskede at svare på spørgsmål om, hvorvidt det var regeringens hensigt, at folk skal trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet 6 måneder senere eller endnu senere. Og kigger vi på de vækstmål, som ligger i den nuværende regerings regeringsgrundlag, kan det jo blive ganske meget længere tid, man i givet fald skal vente, før man kan trække sig tilbage, altså hvis der skal kunnes opnå de effekter med 55.000 til 60.000 på arbejdsudbud, der lægges op til.

Så jeg skal sådan set bare høre Dansk Folkepartis synspunkt på tilbagetrækningsalder: Ønsker Dansk Folkeparti, at danskerne skal gå på pension senere end det, som allerede er aftalt?

Værsgo.

Vi står fuldstændig på mål for den tilbagetrækningsreform, der er, og den er vi en del af. Der øger man jo tiden, med hensyn til hvornår man kan gå på pension, og det står vi på mål for. Vi er meget kede af den udvikling, der er, i forhold til at man lige kan tage 6 måneder, for man kan godt tage en diskussion om, hvad 6 måneder er. Så er det jo ikke, fordi man siger, at folk skal være længere tid på arbejdsmarkedet, så er det, fordi man gerne vil bruge råderummet til noget andet. Der frygter vi lidt, at både denne regering og måske kommende regeringer kan se, at 1 måned faktisk også giver rigtig mange penge, når man kigger på det, og at det her bliver en måde, hvorpå man kan skaffe finansiering til den politik, man gerne vil føre, og det ønsker vi ikke at deltage i. Vi har haft en god diskussion om tilbagetrækningsalder i forbindelse med tilbagetrækningsreformen. Den skal implementeres, den står vi på mål for, og vi ønsker sådan set ikke at røre ved tilbagetrækning på nuværende tidspunkt.

Værsgo.

Det er også bare for, at der ikke skal herske nogen tvivl, for vi er på det område enige med Dansk Folkeparti. Vi mener heller ikke, at man skal gå ind og ændre på allerede aftalte rammer. Det er sådan, at folk har haft særdeles god tid til at indrette sig på, hvad der måtte ske i forhold til senere tilbagetrækning. Men hvis der opstår en situation, hvor man med kort varsel ændrer på tingene, vil det jo være som at komme som en tyv om natten og ændre på eksempelvis 57-åriges pensionsovervejelser på nuværende tidspunkt. Så herfra vil jeg tilkendegive, at vi deler Dansk Folkepartis synspunkter.

Værsgo.

Det er mere en kommentar, men jeg kan sige, at det synspunkt deler vi også, og vi glæder os egentlig over, at folk lever længere. Men det, man også bare skal huske, er, at en ting er regneark, men en anden ting er den virkelighed, man ser, når man kigger ud af vinduet. Det er rigtigt, at folk lever længere, og derfor stiger gennemsnitsalderen, men man skal også bare huske, at folk lever længere med sygdom, så derfor er det her ikke ensbetydende med, at det alle sammen er arbejdsduelige folk, der lever længere.

Jeg synes, man skulle tage en anden diskussion, nemlig hvad det er for nogle ordninger, man kan lave, så folk kan blive længere tid på arbejdsmarkedet. Jeg taler faktisk med masser af folk, som er oppe i 70'erne, og som gerne vil arbejde mere. Det kan godt være, de ikke vil arbejde 37 timer, for de vil gerne have noget mere fri, så de også kan være sammen med børnebørn og lave andet, men mange, også i 70-årsalderen, vil gerne arbejde eksempelvis 20 timer om ugen på den arbejdsplads, de kender.

Tak for det. Hr. Jacob Jensen, Venstre. Værsgo.

Jeg vil gerne sige tak også til hr. René Christensen og Dansk Folkeparti for forløbet omkring finansloven. Jeg synes også som hr. René Christensen, at det var meget fint og konstruktivt.

Hr. René Christensen har jo også en kommunal baggrund, og nogle af de ting, som der har været diskuteret, og som også har været diskuteret her i dag, har været kontanthjælpsloftet, altså om det nu er retfærdigt, og om det nu virker og sådan nogle ting. Og jeg vil gerne spørge, hvilke erfaringer og hvilken fornemmelse hr. René Christensen som folketingsmedlem med den kommunale hat på har i forbindelse med, om kontanthjælpsloftet ser ud til at virke eller ikke virke. Så kan vi i hvert fald komme ud over den diskussion om det spørgsmål.

Værsgo.

Det er måske svært at sige, om det virker på nuværende tidspunkt, fordi det er meget nyt. Men det er da fuldstændig rigtigt, og det ved ordføreren også, for vi har talt om det, at vi har nogle erfaringer fra den kommune, som jeg kommer fra, og det er Guldborgsund Kommune.

Der var det sådan, at det var 25 pct. af kontanthjælpsmodtagerne, der blev berørt af kontanthjælpsloftet, og det er ca. 600 personer. Men det, der er det interessante i første omgang – og man må håbe, at det kan fortsætte – er, at de 318 af dem, faktisk over 50 pct. af dem, der blev berørt af kontanthjælpsloftet, har fået beskæftigelse på de 113 timer. Det er sådan set positivt.

Det, der så er vigtigt for kommunerne – ikke kun for den kommune, men for alle kommuner – er, at man får fat i de 318 og sørger for, at de kan blive i beskæftigelse og ser på, hvad det er, der har gjort, at de fik de 113 timer.

Så er det også vigtigt at tage fat i den sidste del og afklare, hvordan man sørger for, at den her familie eller andre får en mulighed for at øge deres indtægtsgrundlag. Det er jo ved at komme i hel eller delvis beskæftigelse, og det får de mulighed for nu.

Værsgo til hr. Jacob Jensen.

Tak for det. Jamen jeg synes, det er relevant, og jeg synes, det egentlig er rigtig godt. Nu er det jo Guldborgsund Kommune, men det er formodentlig også andre kommuner – det kan vi jo givetvis finde ud af ved at spørge ind til det.

Men grunden til, at jeg spørger, er jo selvfølgelig, at når vi diskuterer de her ting, så må man forstå på dem, som er imod det her, at det både er, fordi det ikke virker, og fordi det er et asocialt og alt mulig andet.

Deler hr. René Christensen ikke den opfattelse, som jeg har, altså at det største sociale løft, man kan give et menneske, er at sikre, at de kommer i rigtig ordinær beskæftigelse? Og når man kan konstatere, at kontanthjælpsloftet er med til at virke i den retning, så må vi også, kan man sige, være med til via kontanthjælpsloftet at give netop det sociale løft, det rent faktisk er at få de mennesker, som René Christensen her nævner fra sin egen kommune, og som faktisk udgør en ret stor andel, i beskæftigelse. Er hr. René Christensen ikke enig med mig i den betragtning?

Ordføreren.

Jeg er fuldstændig enig i, at de fleste mennesker ønsker at være selvforsørgende. Folk ønsker ikke at være på passiv forsørgelse. Man siger jo altid, at kontanthjælpsloftet rammer de svageste, men det er jo ikke rigtigt. Det er bl.a. derfor, at det i en kommune som den, jeg kommer fra, kun er 25 pct., der rammes af loftet; de 75 pct. er friholdt, fordi de netop har nogle særlige udfordringer med sygdom og andet og derfor jo ikke bliver berørt af kontanthjælpsloftet.

Dem, der bliver berørt, er jo dem, som har muligheden og evnerne for at kunne komme ud og blive selvforsørgende. Det kan man så også se i det her eksempel, nemlig at det er over 50 pct. af dem så blevet, og det er jo positivt. Det er en god historie, også for den enkelte.

Tak for det. Så er det hr. Christian Juhl, Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Jeg går ud fra, at hr. René Christensen har besøgt en produktionsskole – og hvis han ikke har, er det på tide at gøre det.

Det skal kunne betale sig at arbejde, siger regeringen, og det siger Dansk Folkeparti også igen og igen, også i forhold til produktionsskolerne. Dansk Folkeparti har lagt stemmer til den mest skandaløse nedskæring – i hvert fald i meget, meget lang tid – ved at skære på produktionsskoleelevernes løn og dermed i hele livsgrundlaget for disse unge mennesker, som har svært ved at komme videre i livet. Unge mennesker mellem 15 og 25 år, som ikke helt ved, hvor de skal hen, bliver hjulpet på vej på værksteder, i restauranter, køkkener, tekstilafdelinger osv. De prøver at få en mening med livet.

Det er måske den vigtigste skole, vi har i hele samfundet, fordi den kan hjælpe de folk, som har meget, meget svært ved det – og deres løn skærer I på. Hvad er årsagen til det, hr. René Christensen?

Ordføreren.

Jeg kan sige så meget, at jeg har siddet i bestyrelsen for en produktionsskole; jeg har været efterskolelærer for mange af de elever, som også har været på en produktionsskole, så jeg kender det udmærket godt.

Så vil jeg gerne benytte lejligheden til at sige: Lad nu være med at bruge den her anledning til at tale produktionsskolerne fuldstændig ned, og lad nu være med at tale ned til de her elever, der går på en produktionsskole. De er ikke alle sammen de allersvageste.

Det er nogle elever, der har nogle udfordringer i en periode af deres liv. De her elever går der ikke kun for at få en løn; de går der selvfølgelig også, fordi produktionsskolerne leverer et supergodt produkt, et produkt, der henvender sig til nogle af de her unge, som jo også har været skoletrætte. Det er nogle af dem, som godt kan bruge hænderne, men har lidt svært ved at se, hvad det er, de skal bruge matematikken til. Det lærer de så ude på værkstedet.

Jeg tror på, at selv om der sker en nedskæring i forhold til deres løn – det synes vi da ikke er fantastisk, det vil jeg da gerne sige, men nu sker det – så håber jeg så sandelig, at der stadig væk vil være rigtig mange unge, som vil vælge en produktionsskole, hvis det er det, de har behov for.

Men det er ikke en succes at have flest mulige på en produktionsskole; det er en succes, når de fleste er i ordinær uddannelse, og det er en produktionsskole ikke. Men nogle har behov for at være der, og det er jeg helt sikker på at de fortsat vil være.

Christian Juhl.

Jeg taler ikke produktionsskolerne ned. Tværtimod så omtalte jeg dem som den vigtigste skoleform, vi overhovedet har i vores samfund. Jeg taler Dansk Folkeparti og regeringen ned, fordi man foretager det her uanstændige angreb på de her skoleformer.

I forstår slet ikke grundlaget for de her produktionsskoler, for det er netop, at man får udbetalt løn for det arbejde, man udfører, og lærer, at det kan betale sig at arbejde – som man snakker så meget om. Det er derfor, jeg taler DF ned i den her sag. Jeg synes, det er ganske, ganske uanstændigt.

Det er vores børn og dem af vores børn, som skal have en hjælpende hånd af den her supergode skoleform. Det er den, I begynder at angribe med jeres nedskæringer i den her omgang – og det er jeg hamrende ked af.

Man bruger ikke direkte tiltale folketingsmedlemmerne imellem her i salen. Værsgo.

Så taler man jo også produktionsskolerne ned. For tror Enhedslisten virkelig, at eleverne kun er på produktionsskole for lønnens skyld? Jeg nægter at tro på det.

Det tilbud er jo et pædagogisk tilbud, hvor man bruger nogle andre redskaber. Man skal også huske, at produktionsskolerne ikke giver karakterer, så på den måde er det ikke en uddannelse som sådan. Men rigtig mange af eleverne lærer utrolig meget om det at være menneske og om at komme til fungere på en arbejdsplads, og det kan de stadig væk lære ude på produktionsskolerne.

Jeg er bare ked af den debat, der har været – og det er ikke den debat, der har været lige nu her i Folketinget – men at man altså har talt de her elever ned, og at man har talt det produkt ned, som produktionsskolerne leverer.

De leverer et højt kvalificeret pædagogisk produkt derude, og det er jeg sikker på at de bliver ved med. Jeg er sikker på, at de unge mennesker, selv om de bliver skåret i deres ydelse, kan se værdien i at gå på en produktionsskole. Så jeg har ikke den samme frygt, som man har fra Enhedslisten side.

Så er det fru Pernille Schnoor, Alternativet. Værsgo.

Tak. Ordføreren nævnte værdighedsmilliarden i sin tale. Jeg vil gerne høre, om ordføreren og Dansk Folkeparti synes, at det er blevet mere værdigt for de ældre.

Værsgo.

Det er jo det, vi skal se, men det kan vi ikke se allerede nu. Men det, vi kan se – vi har jo haft lejlighed til at skimme det igennem – er i hvert fald, at ca. 80 pct. af kommunerne har øget deres budgetter. Men det er ikke bare det at bruge penge, altså, det gør jo ikke sig selv. Det, der bliver interessant, og det skal vi jo i gang med nu her i 2017, er at se på, hvad det er for nogle værdighedspolitikker, man så har lavet i kommunen – hvad har man brugt pengene på? For det, der var det interessante ved værdighedsmilliarden, var jo, at det ikke bare var servicestandarder, i forhold til hvor længe man må gå med ble, og hvor længe man må noget andet. Nej, det her skulle handle om alt det andet.

Jeg håber, at rigtig mange kommuner har valgt at købe en bus, så man kan tage de ældre ud og se på landarealerne. En landmand kan komme ud og se sine tidligere marker osv. osv. Man kan få underholdning på plejecentret, man kan holde en fest, man kan gøre nogle ting, så det at være ældre er et liv med indhold og ikke kun et liv med nogle servicestandarder, hvor man bliver passet ordentligt. Det skal også være et liv med indhold. Og det tror jeg sådan set på, fordi det her skulle diskuteres i byrådssalene og ikke kun i udvalgene. Det her er byrådsbeslutninger, man skal træffe derude, og derfor håber og tror vi også på, at man har taget det her alvorligt ude i kommunerne.

Fru Pernille Schnoor.

Jeg er helt enig med ordføreren i, at det ikke bare handler om penge, og om det er en milliard eller en halv eller to. Men før man køber den der bus – handler det så ikke om – for at det kan blive værdigt, at der er nogle grundlæggende ting, der skal på plads, f.eks. at der er medarbejdere nok på plejehjemmene? Ifølge kommunerne handler det jo også lidt om her, at man har taget 1 pct. fra det samlede budget i et omprioriteringsbidrag, og så har man givet 1. mia. kr. Der er jo ældre, der lægges i seng kl. 19 om aftenen, og så kommer de op kl. 10 næste morgen, fordi der ikke er bemanding nok. Så jeg vil høre ordføreren, om ordføreren er tilfreds, eller om ordføreren synes, at det godt kunne have været gjort anderledes, f.eks. ved at der var givet penge til, at der skulle komme flere medarbejdere i ældreplejen, som f.eks. Alzheimerforeningen har foreslået.

Ordføreren.

Det er jo faktisk et af principperne i værdighedsmilliarden, nemlig at det skal give varme hænder, men det skal også give det andet. Så vidt jeg husker tallene, er det omkring 70 pct. af pengene, der faktisk er blevet brugt på at ansætte flere i ældreplejen, og det er selvfølgelig positivt. Vi har også hørt om plejecentre, hvor man ikke har nattevagt osv. osv. Det er også vigtigt. Men jeg vil bare sige, at vi skal lade være med at tale om ældre og ældres værdighed som noget, man kan sætte ind i sådan nogle rammer, og at det bare gælder om at opbevare dem, og at de ikke bliver syge, og at de får noget mad. Det er jo mennesker, vi taler om her. Det handler jo også om indhold og at få lov til at være menneske, og den ældre kvinde skal også have lov til at få læbestift og kindrødt osv. på, også selv om hun er kommet på plejecenter.

Fru Lisbeth Bech Poulsen, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Jeg vil også gerne stille spørgsmål omkring besparelserne på specielt produktionsskolerne. For den fremstrakte hånd, som ordføreren siger han gerne vil give de unge, bliver jo til en lige højre med kombinationen af omprioriteringsbesparelser og fjernelse af skoleydelse. Den kombination er altså en farlig cocktail.

Samme dag som den nye regering blev præsenteret uden for Amalienborg, besøgte jeg Aalborg Produktionsskole. Vi har besøgt mange produktionsskoler i hele landet, og de smil, man kunne se på den nye regerings ansigter, kunne man altså ikke genfinde her. De sagde, at kombinationen af, at det er unge, som måske har oplevet nogle problemer i deres folkeskoletid og så får at vide, at den skoleydelse forsvinder, som de har brug for til det arbejde, de leverer – de leverer kostumer til TV 2's julekalender, de laver juledekorationer, de laver alle mulige ting, der har en reel værdi – samtidig med at kvaliteten daler og undervisere skal fyres, er en farlig cocktail. Den betyder, siger de i hvert fald derude, at de ikke kan overleve på sigt.

Værsgo.

Åh, det er altså her, man bliver helt træt. For det er ikke rigtigt. Det er jo ikke rigtigt, at der er skåret på produktionsskolerne. Der er skåret på skoleydelsen til eleven. Skolen kan stadig væk drive skole for nøjagtig de samme penge, som de havde i går. De kan gøre det samme i morgen. Kommunerne skal stadig væk betale det samme for et skoleophold. Det, de skulle betale i går, skal de betale i morgen. Der er ikke skåret på produktionsskolerne, der er skåret på ydelsen til eleverne. Det skal vi lige være enige om.

Så vil jeg også gerne lige sige, at man lidt underkender de unge, når man mener, at de ikke ser det her som en hjælp; at de kun gør det for at skabe sig et grundlag.

Jeg vil gerne sige, at det ikke er noget, der er vokset i vores have. Vi ville gerne have været det foruden. Men bortset fra det er jeg bare ikke enig i præmissen om, at eleverne kun er der, fordi de får penge for det. Det kan godt være, de her elever har nogle udfordringer, men intellektmæssigt er det ganske almindelige mennesker, der går der, som også kan tænke på: Hvad er godt for mig? Hvad er det, der hjælper mig i min hverdag? Hvad er det, der skal gøre mig bedre for at komme ud at blive selvforsørgende på den lange bane? Der er produktionsskolen et godt ophold for mig.

Jeg tror altså stadig på, at de vil være der. Lad nu være med at tale de der unge mennesker ned. De kan også godt tænke selv.

Fru Lisbeth Bech Poulsen.

Selvfølgelig kan de tænke selv. Derfor vil de jo også gerne have betaling for det reelle stykke arbejde, de leverer, som bliver solgt videre til virksomheder og solgt videre til alle mulige steder. Derfor vil de gerne have den løn. Nogle af dem er altså også på alderstrin, hvor de har nogle udgifter, som man ikke har, hvis man er 16 år og går i gymnasiet og bor derhjemme. Så det er det modsatte af at tale dem ned. Det er at tage dem alvorligt og sige, at de skal have en løn for et stykke arbejde, de leverer, som bliver solgt videre til virksomheder og til andre i det private erhvervsliv. Og det passer ikke, at der ikke bliver skåret, for Aalborg Produktionsskole står til at miste 5,6 mio. kr. de næste 4 år, og det holder budgettet bare ikke til.

Værsgo.

Men vi er enige om, at en produktionsskole vel har som udgangspunkt, at man skal forberede de unge mennesker til at tage en uddannelse. Det er ikke bare en arbejdsplads. Det er ikke et sted, hvor der er overenskomstmæssig løn og andet.

Vi havde gerne set, at man havde beholdt den ydelse. Det, vi gjorde, var, at vi fik kæmpet frem, at også dem under 18 år, som ikke kan få noget nogen andre steder, stadig væk har en ydelse, de kan få, når de er under 18. Den, som de får, er blevet halveret.

Men bare for at vende tilbage til, hvad udgangspunktet for en produktionsskole er: Det er rigtigt, at de bruger det at producere som et pædagogisk redskab. Men det er en pædagogisk indsats for at forberede de unge mennesker til at komme ind på en kompetencegivende ungdomsuddannelse. Det er det, der er formålet. Det er ikke jobbet i sig selv.

Så er det hr. Morten Bødskov, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Der er jo skabt temmelig stor usikkerhed om fremtidens pensionsalder. Hvis man lyttede til debatten i går, kunne man høre, at det eneste, statsministeren ville garantere, var, at den i hvert fald ikke skulle hæves med 4 år yderligere. Det var da trods alt et løfte.

Men nu har regeringen jo lavet et nyt regeringsgrundlag. Vi har fået en såkaldt trekløverregering, og der er jo ikke nogen tvivl om, hvad regeringen mener. Hvis man lytter til Liberal Alliance og De Konservative, kan man høre, at pensionsalderen skal øges. Venstre har som sagt med statsministeren i spidsen sagt, at man i hvert fald vil garantere, at den ikke skal hæves med 4 år mere. Men det efterlader jo noget af et spænd, og hvis man læser regeringsgrundlaget, kan man se, at arbejdsudbuddet skal øges ret kraftigt.

Så mit spørgsmål til Dansk Folkeparti og Dansk Folkepartis ordfører er: Når nu regeringen med finansministeren i spidsen fremlægger en ny 2025-plan og Dansk Folkeparti med finansordføreren i spidsen bliver inviteret på kaffe i Finansministeriet, hvad vil man så sige, når regeringen siger: Ja, vi har jo et regeringsgrundlag, hvor vi vil øge arbejdsudbuddet. Vil Dansk Folkeparti være med til at øge pensionsalderen?

Værsgo.

Så tror jeg, vi vil sige: Nå, det var derfor, man kom op på 80 mia. kr. Nu er det ikke 6 måneder mere, nu er det 12 måneder. Jeg ved det ikke, men det kunne man forestille sig. For rådighedsbeløbet er jo også steget markant i det nye regeringsgrundlag, i forhold til hvad det var i det gamle regeringsgrundlag.

Og så må man sige, at det her også lidt er de nemme løsningers politik. For det er jo nemt at skrue på det her. Man kan sådan set bare lægge det ind i et regneark: Hvad får man ud af en måned? Hvis man hæver det 1 måned, giver det så mange penge, 6 måneder giver så mange, 12 måneder giver så mange osv. Det ønsker vi ikke at gøre på den måde. Vi har en aftale om tilbagetrækningsalderen. Den står vi på mål for. Den skal implementeres. Så vi ønsker ikke i den nærmeste fremtid overhovedet at kigge på at hæve pensionsalderen andet end det, der er aftalt.

Hr. Morten Bødskov.

Så svaret er et nej – og ordføreren nikker – til at hæve pensionsalderen på den her måde. Hvad er så andre måder?

Værsgo.

Det er ikke for at sige, at der står en dør åben, og at man godt kunne gå ind og kigge på det. Altså, vi ønsker ikke at hæve pensionsalderen. Men det er bare for at sige, at vi frygter også lidt, at vi kommer til at se, at man gør det yderligere for at få et større råderum. Det er også interessant at vide, hvad pengene så skal bruges til. Det kan også være, at man heller ikke er enig i det. Det kunne jeg godt forestille mig at der kunne være nogen uenighed om. Men vi står der, hvor vi hele tiden har stået. Vi står på mål for tilbagetrækningsreformen, som vi synes er et stykke godt politisk arbejde, hvor man også håndterer, at vi lever længere.

Så vil jeg også sige om de her mange diskussioner, der har været, om at lave særlige ordninger for nedslidte og alt muligt andet, at det bare er et nyt bureaukrati. Der findes masser ordninger, hvor man som nedslidt kan træde ud af arbejdsmarkedet. Nu skal vi så have en ny ordning, hvis man er pensionist og ikke skal indgå i det her. Så vi ønsker ikke at ændre de regler, som man kender i dag.

Tak for det. Hr. Finn Sørensen, Enhedslisten. Værsgo.

Mange tak. Hørte jeg rigtigt, at i ordførerens kommune har man undtaget 75 pct. af kontanthjælpsmodtagerne fra kontanthjælpsloftet? Så sagde ordføreren, at han var stolt af finansloven. Hvordan kan man være stolt af en finanslov, der klart forringer vilkårene for folk på sygedagpenge? For det er jo det, der sker. Regeringen og Dansk Folkeparti vil fratage ca. 15.000 a-kasseforsikrede sygedagpengemodtagere deres ret til at optjene feriedagpenge, og heraf er halvdelen forsørgere. Det koster hver enkelt små 4.000 kr. Under førstebehandlingen indrømmede ordføreren, at det er en forringelse for de pågældende. Alligevel støtter ordføreren forslaget. Kan vi nu få en saglig og forståelig forklaring på, hvorfor man gør det?

Værsgo.

Jeg vil gerne sige, at vi synes, at både finansloven for 2016 og for 2017 er rigtig gode finanslove, og den for 2017 er særlig god, fordi vi bygger oven på det gode fundament, der var fra 2016, altså det år, vi går ud af nu. Så vi er meget stolte af finansloven for 2017 – ingen tvivl om det. Det er vi. I forhold til undtagelsen vil jeg sige, at det ikke er 75 pct., som jeg husker det, ikke fordi vi skal diskutere kommunalpolitik. Det ligger på omkring 63 pct., og det er faktisk en lille smule under landsgennemsnittet i forhold til dem, der bliver fritaget for kontanthjælpsloftet.

Spørgeren.

Tak. Så 63 pct. af kontanthjælpsmodtagerne i ordførerens kommune er fritaget for kontanthjælpsloftet. Tak for den oplysning. Jeg fik jo ikke nogen forklaring. Altså, man forringer vilkårene for nogle sygemeldte a-kasseforsikrede sygedagpengemodtagere. Man indrømmede, at det var en forringelse. Hvorfor medvirker man til en sådan forringelse, der rammer nogle mennesker, der for manges vedkommende er i en svær situation? De er sygemeldt i lang tid, men nu mister de retten til feriedagpenge. Kan man ikke bare sige, at det er asocialt, for i den samme finanslov er man jo med til at give nogle yderligere skattelettelser og give flere penge til en gruppe mennesker, der i forvejen har så rigeligt. Men det skal åbenbart bl.a. finansieres ved, at man skærer ned på langtidssyges vilkår. Det er asocialt. Har ordføreren et bedre ord for det?

Ordføreren.

Ja, det har jeg, og det mener vi heller ikke at det er. Det, der sådan set er det vigtigste at diskutere, er jo, at når man er syg, skal man blive rask. Det er det, der skal drive os alle sammen – nu bliver der grint dernedefra – men det er jo bare, fordi den diskussion, man har fra Enhedslistens side, altid er om, hvordan vi kan holde folk længere tid på passiv forsørgelse. Det er bare en totalt omvendt diskussion at have. Det handler om, at når man er på passiv forsørgelse, hvad er det så for nogle redskaber, vi skal bruge, så man kan komme ud og være selvforsørgende? Hvorfor er der ikke flere, der bruger delvis raskmelding? Hvorfor bruger man ikke flere af de redskaber, som der er, for at dem, der er på sygedagpenge i en periode, kommer ud og har tilknytning til arbejdsmarkedet?

Vi ved alle sammen, at efter 3 måneder på sygedagpenge bliver det rigtig svært at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Derfor er det nogle andre redskaber. Det er en anden diskussion, vi skal have, og DF ønsker ikke bare at kigge på de syge på dagpenge og så sige: I er en udgift. Men altså lige den her diskussion mener vi sådan set ikke er med til at forringe hele billedet ret meget.

Fru Lotte Rod, Radikale Venstre.

Dansk Folkeparti vil igen i år lægge stemmer til at spare på vores ungdomsuddannelser, altså alle vores erhvervsuddannelser og alle vores gymnasier, og det rammer jo allerhårdest de steder i landet, hvor vi har de mindste uddannelsesinstitutioner, f.eks. Ribe og i Tønder. Derfor vil jeg gerne spørge Dansk Folkeparti: Hvorfor er I med på at tage muligheder fra de unge?

Ordføreren.

Jeg er rigtig glad for, at vi i år har kunnet finde 150 mio. kr., som faktisk er det, man skal finde på erhvervsskolerne. Vi går alle sammen og siger, at der er flere, der skal tage en erhvervsskoleuddannelse, og derfor har vi jo med finansloven for 2017 fundet 150 mio. kr., som bliver tilbageført til erhvervsskolerne, så det bliver et nulsumsspil i forhold til det beløb, de skal finde i år. Ja, det er 300 mio. kr., for der er også 150 mio. kr. fra sidste år, men det er i forhold til de nye penge, de skal finde.

Så må vi sådan set sige, at vi deler den indgangsvinkel, som regeringen også har, om, at man skal gøre tingene bedre i morgen, end man har gjort i går, og det skal man også gøre i forhold til uddannelserne. Hvis vi eksempelvis kigger på erhvervsskolerne, kan vi se, at man har haft en lang periode, hvor man har kigget rigtig meget på taxametertilskuddet, og hvis vi kigger på erhvervsskolernes egenkapital, kan vi se, at den er meget høj, men gennemførelsesprocenten har været meget lav. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi i fællesskab har lavet en erhvervsskolereform, hvor vi nu siger: Hvem er det, der kommer på erhvervsskolerne? Man kan ikke bare blive ved med at køre rundt i et hamsterhjul, og der er også et loft over, hvor mange erhvervsskoleuddannelser, man kan tage, og det viser sig jo også allerede nu, at der er færre, der falder fra på erhvervsskolerne. Og det vil sige, at de penge, vi putter i erhvervsskolerne, faktisk også gør, at der er nogle unge mennesker, der får en uddannelse, i stedet for at vi putter nogle penge i et undervisningssystem for at have et undervisningssystem. Vi har det ikke for systemets skyld, vi har for det for de unges skyld.

Spørgeren.

Men prøv nu at høre her: I Dansk Folkeparti snakker I så meget om vores landdistrikter, og når I så skal fordele pengene, hvad vælger I så at gøre? Så tager I pengene fra vores ungdomsuddannelser, som er det, der giver unge muligheden, og det rammer allerhårdest de steder i landet, hvor vores uddannelsesinstitutioner er små. Kan Dansk Folkeparti ikke se det underlige i det, og at det, I gør i jeres handlinger, er at tage muligheder fra de unge, der bor rundtomkring i landet?

Ordføreren.

Hvis vi kan lave en aftale om, at ungdomsuddannelserne skal ligge i provinsen, vil jeg sige, at det er et interessant forslag, og at Dansk Folkeparti vil gå konstruktivt ind i det. For det er jo desværre ikke sådan, det er. Vi har jo desværre set en meget stor centralisering af uddannelserne til de større byer. Men bortset fra det er det altså også vigtigt, at vi har en uddannelsessektor, hvor man hele tiden får mest ud af det, altså en høj kvalitet til en konkurrencedygtig pris, og at man ikke får kigget for meget på – for det bliver hurtigt sådan lidt driftsorienteret – at det gælder om at have uddannelsen. Det, der er interessant, er, at man har en uddannelse, hvor kvaliteten er høj, og hvor så mange som muligt kommer ud og er klar til at komme videre ud på arbejdsmarkedet og blive selvforsørgende. Og der er vi sådan set enige i, at man på uddannelserne også skal bidrage til at se på: Hvordan gør vi det bedre i morgen i forhold til, hvordan vi gjorde det i går? Og det gør man bl.a. ved sådan en øvelse som den her.

Fru Astrid Krag, Socialdemokratiet.

I Økonomisk Redegørelse er der sådan beregningsteknisk indlagt en offentlig forbrugsvækst på 0,8 pct., og det kunne man jo tænke ville gøre Dansk Folkeparti rigtig glade, da I netop gik til valg på en vækst på 0,8 pct. Men når man så kigger efter, kan man forstå, at regeringen kun ønsker, at 0.3 pct. af denne vækst faktisk skal gå til det offentlige forbrug, resten skal gå til bl.a. skattelettelser.

Jeg vil bare høre Dansk Folkepartis ordfører, om det var det, man mente fra Dansk Folkepartis side, da man gik til valg på en vækst på 0,8 pct.

Ordføreren.

Det er rigtigt, at vi gerne vil have en lille, moderat vækst i det offentlige forbrug, og vi har også regnet os frem til, at det er omkring de 0,8 pct. Det, der bare er interessant, er, hvad man bruger pengene til. Det er jo ikke interessant bare at bruge 0,8 pct. Da vi havde de store flygtningestrømme, havde vi også en vækst på 0,8 pct. og endda en lille smule mere, og så skulle vi jo være glade, men det var vi sådan set ikke, for vi brugte ikke pengene på det rigtige.

Så der er ingen tvivl om, at det at have en vækst i det offentlige ikke er et mål i sig selv. Målet er at have en vækst i det offentlige de steder, hvor vi politisk synes det er interessant. Det er det bl.a. på ældreområdet, og hvorfor lige det? Det er jo, fordi vi bliver flere ældre, og derfor er der større plejebehov. Og det er det på sundhedsområdet, fordi vi lever længere med vores sygdomme. Vi er også blevet dygtigere, og det koster nogle ekstra penge. Så det er på de områder, vi ser, at der behov for at have en øget vækst. Samtidig vil jeg sige, at vi gerne ser, at man, hvis man kan finde råderum til det, kan sænke skatten på de laveste indkomster, altså at man også får mere for at være chauffør eller sidde i kassen eller andre steder. Det ville vi også være positive over for.

Spørgeren.

Når jeg spørger ind til det, er det jo, fordi vi har det her helt bizarre kryds fra den nye regering, altså at man vil hæve pensionsalderen, man vil føre en økonomisk politik, hvor pengene i kommunerne ikke kan følge med det, ordføreren jo selv lige beskriver, nemlig bl.a. det stigende antal ældre. Det vil man, fordi man pusler med drømme om at lette topskatten, lette aktiebeskatningen og arveafgiften. Det er alt sammen noget, man må sige kommer de rigeste danskere til gavn. Derfor vil jeg bare igen spørge Dansk Folkepartis ordfører, for jeg synes ikke, det var et super klart svar:

Kan Dansk Folkeparti leve med en vækst på 0,8 pct., hvor det kun er de 0,3 pct., der går til velfærd, og resten så skal gå til skattelettelser, hvis det ser ud, som det gør lige nu ud fra de konkrete udspil fra regeringen? Kan Dansk Folkeparti leve med, at broderparten af det her altså kommer til at ryge i lommerne på de mest velstillede danskere? Kan Dansk Folkeparti sætte sig ved et forhandlingsbord, hvor det er dagsordenen?

Ordføreren.

Jeg ved ikke, om det er de mest velstillede, altså at en, der går på arbejde og har en månedsløn på 21.000 kr., får en skattelettelse. Er de mest velhavende og rige nærmest de onde; dem, der tjener mange penge? Sådan ser vi ikke på det, vil jeg gerne sige. Vi er ikke et parti, der som sådan er imod skattelettelser, men vi kan være imod finansieringskilden til dem. Og jeg tror, at rigtig mange af de penge, man lægger op til her, skal komme ved at hæve pensionsalderen. Og hvis man er imod finansieringen, kan man heller ikke være for at bruge pengene. Derfor ender det nok med, at langt hovedparten af de finansieringskilder, vi vil sige ja til, vil gå til noget andet end skattelettelser.

Men det er bare for at sige, at vi mener sådan set ikke, at folk, der går på arbejde hver dag, skal aflevere mest muligt. Vi mener sådan set, at de gerne må beholde mest muligt, samtidig med at vi kan opretholde det velfærdssamfund, som vi kender i dag, med lige adgang for alle.

Hr. Rasmus Prehn, Socialdemokratiet.

Jeg synes altså, at Dansk Folkepartis ordfører her bliver lidt uklar og lidt upræcis. Ordføreren taler om, at det jo kommer an på, hvad vi bruger pengene til osv. Men kan Dansk Folkepartis ordfører ikke bekræfte, at hvis vi nøjes med at have en vækst i det offentlige på 0,3 pct., vil det langsomt, men sikkert betyde færre varme hænder i ældreplejen, i hjemmehjælpen og på vores sygehuse? Altså, af de beregninger, vi har fået lavet, kan vi se, at det svarer til cirka 14.000 færre offentligt ansatte i 2025, hvis man fortsætter med det her. Er det Dansk Folkepartis politik, at man skal fortsætte med så lav en vækst, så der bliver færre og færre varme hænder til de svagest stillede ude i det offentlige og i samfundet?

Værsgo.

Nej, det er det ikke, men det er jo Socialdemokratiets politik. Det var jo sådan set det, man gik til valg på. Med den plan, der lå dengang, gik man jo til valg på, at man skulle fortsætte den minusvækst, man havde under Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon. Det var det, man gik til valg på fra Socialdemokratiets side. Jeg vil bare sige fra Dansk Folkepartis side, at vi er glade og stolte over, at vi for andet år i træk har fået vendt den udvikling, der stod på, da det var Socialdemokratiet, der havde magten. Det er vi glade for.

Så er det rigtigt, at vi har et mål om, at vi vil have en vækst på 0,8 pct. Vi er også rigtig glade for, at vi har en regering, som består af tre partier – nogle gik til valg på nulvækst, andre gik til valg på minusvækst – som trods alt med gode møder og overtalelsesevner siger: Jamen det er rigtigt, at der er behov for en lille smule vækst i det offentlige. Der har man så sagt 0,3 pct.

Det synes vi er lidt lidt. Men vi synes, det er rigtig positivt. Og vi må bare sige, at fakta er, at der jo i 2016 har været en vækst i det offentlige forbrug, og der er blevet ansat flere. I 2017 bliver der en vækst i det offentlige forbrug, og der bliver ansat flere. Det er positivt.

Spørgeren.

Der blev Dansk Folkepartis ordfører lidt mere skarp og lidt mere præcis, det skal jeg takke for. Lad os så sige, at Dansk Folkepartis finansordfører, der er på talerstolen nu, sidder i forhandlinger og skal vælge imellem, om man skal give flere champagneskattelettelser til de allerrigeste på Rungsted Kyst, eller om man skal sikre en vækst i det offentlige, der betyder, at vi kan fortsætte med at have ordentlig omsorg for vores ældre på plejehjem og i hjemmehjælpen osv. Vil Dansk Folkepartis ordfører så prioritere velfærd frem for champagneskattelettelser?

Ordføreren.

Jeg kan simpelt hen ikke tåle den der retorik, altså at skattelettelser simpelt hen er af det onde. Der findes så mange danskere, og jeg ved ikke, hvor ordføreren færdes henne. Jeg kender altså masser af mennesker, der tjener under 25.000 kr. om måneden. Det er altså ikke rige folk, der bor Nord for København og sejler i speedbåd og kører i åben sportsvogn. Det er folk, der står op kl. 5 om morgenen og har 1½ time til arbejde, og så passer de deres arbejde og kommer hjem kvart over 6 om aftenen og skal begynde at lave mad til deres børn. Jeg synes ikke, det er forfærdeligt, hvis de får lov til at beholde en lille smule mere af de penge, som de tjener. Det synes vi ikke er forfærdeligt. Det er ikke onde mennesker, der har de lønninger, og det er ikke champagnereform og alt mulig andet. Det er en forfejlet retorik. Vi er ikke imod skattelettelser. Vi kigger bare på, hvordan vi finansierer skattelettelser. Det er det, der er interessant.

Hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten.

Tak for talen, som jo fremhævede nogle af de ting, som Dansk Folkeparti er glade for ved finansloven. Jeg synes bare også, at der var en række ting, som ordføreren ikke fik nævnt, og som jeg egentlig godt kunne tænke mig at høre lidt uddybet. Ud over nogle af de ting, som ordføreren nævnte, så sker der jo altså en række meget uheldige nedskæringer i forbindelse med den her finanslov.

Vi har allerede hørt om produktionsskoleeleverne, som får skåret ned i deres ydelser. Det er ikke godt. Vi kan se, at Arbejdstilsynet skæres ned, så vidt jeg kan set med omkring 40 mio. kr. i 2017. Vi kan se, at jobrotationsordningen – en rigtig god ordning for at få ledige ud i arbejde – beskæres. Vi kan se, at voksenlærlingeordningen, som altså er en mulighed for, at ældre kan uddanne sig eller omuddanne sig for at få et arbejde, beskæres. Vi kan se, at erhvervsskolerne skal aflevere penge, og så er der den her grønthøster på hele uddannelsessystemet.

Hvorfor har Dansk Folkeparti lagt stemmer til de her nedskæringer, som i meget høj grad rammer dem, man kunne kalde almindelige arbejdere i Danmark? Hvorfor har Dansk Folkeparti ganske enkelt ikke meddelt regeringen ved finanslovsforhandlingerne, at der var andre steder, man kunne finde de penge, f.eks. i de lag af befolkningen, som har mere, end de næsten kan bruge?

Ordføreren.

Jeg vil gerne komme med en rettelse vedrørende lige nøjagtig erhvervsskolerne. Det, de skal finde i 2017, kompenserer vi for. Altså, de 150 mio. kr., de skal finde af nye penge i 2017, kompenserer vi for. Der sker ikke en nedskæring. Det er rigtigt, at de så løbende skal vi finde dem, som de skulle finde sidste år. Men der kommer altså 150 mio. kr. til erhvervsskolerne.

Med hensyn til de andre ting, som ordføreren nævner, vil jeg sige, at det jo er et samlet hele. Men igen vil jeg også gerne sige, at meningen med mange af de her ordninger har været, at man gerne ville styre, hvad det er, de skal bruge ude i kommunerne. Vis mig dine tilskud, og vis mig, hvad der virker – ikke? Det kender vi jo herindefra. Hvis man hæver tilskuddet til noget, er det det, kommunerne bruger.

I 2018 kommer den her nye refusionstrappe, som man går ned ad og får 20 pct. i refusion til sidst, men en høj refusion i starten. Det kører sådan set allerede nu. Kommunerne har mulighed for at bruge de her redskaber nu, og de har sådan set også pengene til det, fordi de får en refusion på 80 pct. til at starte med, og så går de ned ad trappen til 20 pct. Så med hensyn til mange af de ting, vi tidligere har givet tilskud til, har kommunerne nu de bedste muligheder for at se, hvad der virker i den enkelte kommune for den enkelte borger, og så tage fat i de værktøjer. Jeg håber virkelig, at de vågner en lille smule op derude og kigger på, hvad der er bedst for deres borgere, og hvad er bedst for deres kommune.

Spørgeren.

Men nu er det faktisk sådan, at nogle af de her ordninger, man skærer ned på, er nogle af dem, vi ved virker. Der er evidens for, at de virker rundtomkring. Så det synes jeg måske ikke var det bedste svar.

Egentlig er mit spørgsmål mere principielt, fordi da Enhedslisten gik til finanslovsforhandlinger, startede vi med at gå igennem finanslovsforslaget, og så prøvede vi at finde de forringelser, der ramte de jævne danskere, de almindelige, hårdtarbejdende danskere, inden for og uden for arbejdsmarkedet. Så gik vi op til regeringen til det første møde og sagde, at det skulle væk, og så begyndte vi derefter at forhandle. Kunne det ikke være en inspirationskilde for Dansk Folkeparti i kommende finanslovsforhandlinger?

Ordføreren.

For det første var det en anden tid, hvor der var langt flere forringelser, fordi man kørte med minusvækst, og det har vi jo så ikke gjort i de her 2 år. Derfor var det nok en anden øvelse, som Enhedslisten stod over for, og som man heller ikke lykkedes med ret godt som støtteparti. Enhedslisten sagde jo under hele perioden som støtteparti ja til, at hver finanslov endte med, at der var minusvækst. Der kan jeg bare sige, at både 2016 og 2017 nu er mundet ud i, at der er en lille, moderat vækst i det offentlige forbrug, og det er vi sådan set rigtig glade for.

Så er det sådan, at der skal ske tilpasninger derude. Men fordi noget mister en lille smule tilskud, hvorfor alverden skulle kommunerne ikke blive ved med at bruge det, hvis det virker? Det tror vi simpelt hen på de gør.

Fru Kirsten Normann Andersen, SF.

Tak for det. Jeg vil egentlig gerne rose ordføreren for ærlighed i forhold til værdighedsmilliarden. Jeg noterede mig nemlig, at ordføreren sagde, at værdighedsmilliarden slet ikke er beregnet til at tage sig af ældre i dagligdagen, men til alt det andet, f.eks. at køre i bus eller holde fest eller et liv med indhold. Fra fremskrivningen af antallet af ældre sammenholdt med kommunernes økonomi – det, der er aftalt for kommunernes økonomi til næste år – ved vi, at der kommer til at mangle ½ mia. kr. i ældreplejen bare for at kunne bevare det niveau, som man har i dag, eller rettere 1 mia. kr., hvis man også kigger på befolkningsfremskrivningen.

Det er et paradoks, synes jeg, for jeg tænker, at faktorernes orden da ikke altid er ligegyldig. Jeg vil f.eks. gerne høre, om ordføreren foretrækker busture eller tørre bukser.

Ordføreren.

Det er sådan en debat, der bliver lidt mærkelig. Først og fremmest skal man huske på, at der også skete gode ting under den tidligere regering. Der kom sådan set også 1 mia. kr. til ældreområdet. Det er så lagt over på bloktilskuddet nu. Så er der kommet en værdighedsmilliard. Det er 2.000 mio. kr. om året, der er kommet ud til kommunerne. Så det er jo ikke, fordi der ikke er kommet penge. Altså, både den tidligere regering og den nuværende regering har massivt sendt penge ud til kommunerne, og derfor er det selvfølgelig vigtigt, at kommunerne også bruger dem på området. Der kan man jo frygte lidt, at når pengene ikke har været øremærket tilstrækkeligt fra starten, er de blevet brugt på alt muligt andet.

Men så vil jeg også gerne sige, at for os handler ældrepleje altså ikke bare om tørre bukser. Det er en fuldstændig forfejlet debat at tale om tørre bukser. Det er altså ikke et værdigt liv bare at ligge i sengen 24-7 med tørre bukser, fordi man så er på den sikre side, overhovedet ikke. Man skal da have et liv med indhold, selv om man er blevet plejekrævende. Man skal kunne kende sig selv, når man står op om morgenen og kigger sig i spejlet. Man skal have nogle oplevelser.

Man kalder det spisesituationen, og jeg er ved at kaste op – undskyld, jeg siger det. Det er jo ikke en spisesituation. Det er en situation, hvor man har et fællesskab, hvor man spiser noget mad, og hvor man hygger sig. Vi andre bruger flere timer på det, og fordi man er ældre, skal man pludselig sidde i en spisesituation. Det er ikke en spisesituation. Det er også en oplevelse at spise mad, og det håber jeg så sandelig at nogle af værdighedsmilliarderne også bliver brugt på, nemlig at man har indhold i livet.

Spørgeren.

Men netop værdighedsmilliarden forudsætter jo, at kommunerne søger om penge til forskellige aktiviteter. Det er for det første enormt bureaukratisk, det koster en masse ressourcer. Og for det andet betyder det altså også, at det ikke fører til penge i hverdagen. Så det billede, som ordføreren tegner af ældreplejen, og som jeg i øvrigt er enig i, er stadig væk et faktum. Jeg er enig i, at det er ekstremt uværdigt, og det løser vi kun, hvis vi tilfører flere midler til ældreplejen i størrelsesordenen 1 mia. kr. bare for at kunne vedligeholde det niveau, som vi har i dag. Hvordan vil ordføreren være med til at løse det?

Ordføreren.

Nu er der jo kommet 2 mia. kr., og der kommer yderligere 460 mio. kr. i 2017, så det går nu ikke så ringe endda.

En ting, der også er vigtig at sige, er, at først og fremmest er værdighedsmilliarden ikke en ansøgningspulje. Det er penge, man får ud, i forhold til hvor mange ældre man har. Det kommer heller ikke over bloktilskuddet, det kommer efter en fordelingsnøgle: Hvor mange ældre er der i kommunen? Så mange penge får man.

Så er det rigtigt, at man skal skrive, hvad man har brugt pengene på, men man skal ikke ansøge om pengene. Det er faktisk lavet ret åbent. Der er ikke ret meget bureaukrati i forhold til værdighedsmilliarden, det er nærmest ikkeeksisterende. Vi har gjort det meget ubureaukratisk for kommunerne. Men selvfølgelig skal der komme en revisorpåtegning, der viser, hvad man har brugt pengene på, så man ikke bruger dem på alt muligt andet. Men det er ikke særlig bureaukratisk.

Det, der er vigtigt, er bare, at vi får en anden diskussion om ældrepleje. Ude i kommunerne har der jo været ungepolitik og børnepolitik og alt muligt andet, men der har ikke været en ældrepolitik, og det er det, vi får nu: en værdighedspolitik.

Tak til hr. René Christensen. Der er ikke flere af hans kollegaer, der føler sig udfordret i denne omgang. Og vi går videre til næste ordfører, nemlig hr. Jacob Jensen fra Venstre, Danmarks Liberale Parti.

Tak for det, formand. Jeg sætter pris på, at vi får det hele med.

Danmark er et godt land. Det er ikke et perfekt land, men det er faktisk et af de bedste, der findes. Så derfor skal vi også passe godt på Danmark. Vi skal fremtidssikre Danmark – ikke bare for næste år, hvilket finanslovsaftalen jo pr. definition gør, men også for næste generation. Vi skal handle med rettidig omhu, for verden forandrer sig hele tiden, og Danmark skal også hele tiden som samfund tilpasse sig de nye udfordringer, men også de nye muligheder, som det giver. Vi skal tænke i helheder, for tingene hænger sammen. Danmark skal være et land, der hænger sammen både socialt og geografisk.

Jeg vil godt takke Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og De Konservative for et rigtig fint og konstruktivt forløb i forbindelse med tilblivelsen af finanslovsaftalen for 2017, som trækker Danmark i en rigtig positiv retning. Igen i år har vi fire partier bevist, at skattelettelser og velfærdsydelser godt kan gå hånd i hånd, ja, faktisk er de hinandens forudsætninger, vil jeg påstå.

Finanslovsaftalen leverer jo som bekendt lavere afgifter på biler, ligesom grundskylden også bliver fastfrosset til glæde og gavn for boligejerne. Samtidig er der med finanslovsaftalen et betydeligt fokus på bl.a. ældreområdet, hvor der er fokus på ældremad og en opfølgning på sidste års værdighedsmilliard. Der er et betydeligt fokus på sundhedsområdet, bl.a. med en kræftplan IV, som har vores store opmærksomhed. Også børneområdet vil med finanslovsaftalen blive prioriteret som en vigtig del af vores samlede velfærdssamfund.

Tryghed vedrører ikke kun en økonomisk tryghed, men også en tryghed, der handler om at kunne færdes frit og trygt på gader og stræder. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi med finanslovsaftalen også har et stærkt fokus på politiområdet, bl.a. ved med et øget antal betjente og den nye ordning med politikadetter at give politiet nogle nye muligheder, ligesom vi også får skærpet straffen på forskellige områder, bl.a. i forhold til ulovlig våbenbesiddelse. Endelig har vi også som sidste år et stærkt fokus på fortsat at kunne kontrollere indvandringen til Danmark.

Kun hvis pengene bliver tjent først, kan vi investere i uddannelse, forskning, velfærd, nye jernbaner, nye veje, bedre erhvervsmuligheder via lavere skatter og afgifter, nye arbejdspladser, støtte til socialt udsatte grupper osv. – alt det, vi jo gerne vil, hver med vores udgangspunkt.

Mine børn får i øjeblikket – det er jo juletid – en pakke i en pakkekalender hver morgen, og nogle gange er der sådan en lille chokolademønt pakket ind i sådan noget fint guldpapir. Det ene barn skynder sig at spise chokolademønten om morgenen, for det er det, han har det bedst med, mens det andet barn gemmer den til om eftermiddagen. Sjovt nok bliver ham, som har spist chokolademønten om morgenen, af og til sur om eftermiddagen, når han så ikke har den chokolademønt at hygge sig med i forbindelse med at se »Nissebanden i Grønland«. Jeg prøver så at lære dem, at chokolademønten jo altså kun kan spises en gang, og tilsvarende prøver jeg også at lære dem, at pengene – altså de rigtige penge – kun kan bruges en gang.

Det går faktisk meget godt for børnene med at forstå det, men noget værre ser det ud herinde, hvor denne enkle børnelærdom ikke er helt så let at forstå, som man ellers skulle mene at den er. I hvert fald står der jo en række af gyldne løfter i kø: fjernelse af kontanthjælpsloft, 225-timersregel, integrationsydelse, flere penge til kulturen, højere ulandsbistand, mere til uddannelse, mere til ældre, mere til børnene, mere til det hele. Der er meget få grupper, tror jeg – om nogen – som ikke på en eller anden måde skal have del i den offentlige støtte, hvis det står til de gode kollegaer på den røde side af skellet. Det er sådan set fint nok, og vi kunne jo også dele mange af de ambitioner, hvis man dog så bare samtidig kunne pege på, hvor pengene til disse udgifter skal komme fra.

Landets største parti, Socialdemokratiet, har mest fokus på at fortælle om alle de ting, man ikke vil være med til. Man har jo ikke engang ulejliget sig med at lave sit eget udspil til en finanslov for 2017, så der er ikke nogen sammenhængende tanker om, hvilken politik man egentlig ønsker at føre. Det tør man ikke fælde ned på et stykke papir, og det er åbenlyst af frygt for, at det så kan blive udstillet, at der ikke er en sammenhæng. Det er selvfølgelig trist. Det er selvfølgelig også lettere at kritisere andre, men det er jo også som bekendt sådan, at når man peger på andre, jamen så er der også tre fingre, der peger tilbage på en selv.

Jeg synes, det er sølle, at man ikke ønsker at lægge sin egen politik frem. Man har ikke engang lavet noget særligt i forbindelse med de ændringsforslag, som vi allerede har været inde omkring, altså, man er ikke kommet med ændringsforslag i forhold til de mange ting, som man kritiserer aftalen for at indeholde. For jeg er ellers sikker på, at Arbejderbevægelsens Erhvervsråd eller andre gode kræfter let kunne tage at støve »Fair Løsning 2020 – sammen om Danmark« af og opdatere nogle af forslagene, f.eks. det om ekstra 12 minutter på arbejdspladsen – det svarer vel til omkring 1 år over et arbejdsliv – som man gik til valg på på et tidspunkt.

Eller man kunne finde nogle af de forslag, som Socialdemokratiet gennemførte, bl.a. støttet af SF, om besparelser på kontanthjælpen og lettelser i topskat og lettelser i selskabsskat. Man kunne måske også kigge på den politik, som Socialdemokratiet førte indtil for vel bare 18-19 måneder siden, hvor man førte en politik med minusvækst i kommunerne, eller hvor man lavede reformer, som skar ned på SU-en.

Så der er masser af forslag – som jo ikke er specielt gamle, og som man vel ikke hen ad vejen har taget afstand fra – som man kunne bringe ind i debatten. Det har man så ikke ønsket at gøre. Man har ønsket at kritisere – det har jeg noteret mig. Men alt imens man forsøger at finde ud af, hvad man mener, så knokler vi andre videre med at skabe et samfund, hvor det skal kunne betale sig at arbejde; hvor det skal kunne betale sig at gøre en indsats for sig selv og for sin familie og dermed også for sit land. Det skal være et land, hvor der er tryghed på gader og stræder; hvor politiet kan være til stede, også ved de forbrydelser, som man kan sige måske ikke altid lige er hængt ud i medierne, som f.eks. indbrud i private hjem. Det skal være et land, hvor vi har et robust SU-system, og hvor der er gratis uddannelser af høj kvalitet. Der skal være en infrastruktur, som gør, at arbejdsstyrken kan være mobil – ikke bare omkring de største stationsbyer, men i hele landet. Det skal være et land, hvor der skabes værdier, som gør, at vi vil have bedre råd til at tage os af de udsatte grupper, altså vel at mærke de grupper, som virkelig har brug for fællesskabets hjælp, og ikke alle os andre, som på en eller anden måde mere eller mindre direkte får offentlig støtte.

Danmark er ikke et perfekt land, men det er et af de bedste, der findes. Og finanslovsaftalen for 2017 gør det endnu bedre. Tak.

Tak. Den første korte bemærkning er fra hr. René Christensen, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Jeg vil gerne høre, om ordføreren kan bekræfte i forbindelse med de udfordringer, der har været med Togfonden DK, at der i finansloven for 2017 er skrevet ind, at regeringen sådan set er enig i, at der er et markant stort flertal – over 100 mandater – som står bag Togfonden DK, at Togfonden DK er sat i gang, og at man med finansloven for 2017 igangsætter de projekter, som hører under finansloven for 2017.

Ordføreren.

Jeg kan i hvert fald bekræfte, at det fremgår, som hr. René Christensen også henviser til, af finanslovsaftalen, at man sætter det, der hedder fase 1 i gang, og det er så også det, der bliver finansieret på finansloven for 2017. Det er, sådan som jeg husker det, en strækning i det nordjyske og hen over Vestfyn. Og det fremgår også af aftalen, at den nye transportminister senere på foråret vil indkalde til drøftelser om, hvordan man så kommer videre derfra. Det er korrekt.

Spørgeren.

[Lydudfald] ... det er jo, fordi vores nye transportminister har været ude på et tidspunkt og sådan lidt underkende, kunne man få en fornemmelse af, Togfonden DK's etape 1. Jeg skal dog sige, at der har været et lukket samråd, men det var jo netop lukket, og derfor kom det her ikke ud over rampen. Men jeg er glad for, at ordføreren kan bekræfte, at etape 1, altså 13,5 mia. kr. i Togfonden DK, er under udrulning nu. Tak for det.

Ordføreren.

Selv tak.

Den næste korte bemærkning er fra Nicolai Wammen fra Socialdemokratiet.

Tak for det. Også tak til ordføreren for talen. Et emne, som ordføreren ikke brugte meget tid på, er det, der handler om, hvornår vi skal gå på pension i Danmark. Men det skyldes nok, at det har været utrolig svært at få svar fra regeringen på, hvad tilbagetrækningsalderen egentlig skal være.

Da regeringen Lars Løkke Rasmussen II kom med sit udspil, skulle aldersgrænsen hæves med ½ år, og nu blafrer det fuldstændig i vinden, om man skal arbejde 1 år, 2 år eller 3 år længere. Og derfor vil jeg bare bede Venstres ordfører om i dag at svare på spørgsmålet: Hvad er regeringens plan for, hvor meget længere danskerne skal arbejde, for at man kan få råd til den plan, man selv har lagt frem her i forbindelse med regeringsgrundlaget?

Ordføreren.

Jeg ved ikke, om man kan sige, at det blafrer i vinden. Hr. Nicolai Wammen henviser jo til vores udspil, altså den daværende Venstreregerings udspil, om, at man skulle kigge på at tilpasse, kan man sige, pensionstidspunktet med det, som også Socialdemokratiet er med til at vedtage herinde, nemlig at man skal kunne imødese i gennemsnit 14 ½ år på pension.

Det har hr. Nicolai Wammens parti lagt stemmer til. Og så er vi jo i den glædelige situation, at levealderen også er steget, og det er jo godt for alle dem, der lever længere. Den er også steget hurtigere, end man havde forventet. Og det er sådan set i respekt for den aftale, som hr. Nicolai Wammen har lagt stemmer til, at den daværende Venstreregeringen spillede ud med, at det skulle være ½ år.

Som hr. Nicolai Wammen udmærket ved, fremgår det også af det nye regeringsgrundlag, at det er et emne, som vi vil vende tilbage til om ganske kort tid, inde i det nye år. Det sorterer langt over min lønramme at vurdere, hvornår det skal være, men jeg noterer mig selvfølgelig, at det også fremgår af det nye regeringsprogram. Så det ser jeg selvfølgelig frem til.

Spørgeren.

For bare et par måneder siden var budskabet fra statsministeren, at det var ½ år, man ønskede at lægge oven i den arbejdstid, der allerede var aftalt, og som danskerne i god tro har indrettet deres liv efter. Mennesker, som har slidt og slæbt, og som har været på arbejdsmarkedet i mange år, fik at vide, at de skulle være der ½ år længere. Nu hører jeg så ordføreren sige, at det kan være, at det bliver mere. Ordføreren kan ikke udelukke, at det ikke er ½ år længere, men 1 år eller for den sags skyld 2 år eller 3 år længere.

Venstres ordfører står her i dag for et parti, som i regeringssammenhæng står i sidsen for at have lavet et regeringsgrundlag på 86 sider, hvori man beskæftiger sig med ting som, hvilke campingpladser der skal sælges, men man fortæller ikke danskerne åbent og ærligt, hvor meget længere Venstre synes, at de skal arbejde.

Derfor er min opfordring: Læg skuffeplanen på bordet, så danskerne ved, hvad de kan regne med.

Ordføreren.

Selv for hr. Nicolai Wammen er det jo ikke ukendt stof, at man kigger på pensions- og tilbagetrækningstidspunktet. Jeg nævnte også i min tale, at man selv havde opereret med de berømte 12 minutter – det svarer til et ekstra år på arbejdsmarkedet. Det var vel også på et tidspunkt, hvor man kunne se, at levetiden var stigende. Under den daværende Venstreregering spillede vi så ud med 6 måneder, fordi vi syntes, at det var lige dramatisk nok med 1 år, som på et tidspunkt var det, Socialdemokratiet opererede med. Så det er jo sådan set derfor, vi skal diskutere de her ting. Jeg hører meget gerne, om der er andre forslag end det om de 12 minutter, som man synes ville være en god idé at kigge på.

Men vi synes bare, det er vigtigt, at vi så også respekterer de aftaler, der er indgået, og der er indgået en aftale om, at man kan imødese en pensionsperiode på 14½ år. Vi kan jo se, at de grupper, som er på arbejdsmarkedet, ikke hører til dem, som lige står for at skulle gå på pension; der er jo et kæmpe langt tilløb, og vi taler måske om 8, 9, 10 år, før der sker en ændring. Vi kan også se, at de grupper netop ikke er af samme type som dem, diskussionen om de nedslidte grupper handler om. Det er en helt anden type grupper, vi taler om, og som kan og gerne vil bidrage en lille smule mere, sådan at vi netop får bedre råd til dem, som så vil være nedslidte, eller til andre udsatte grupper, som har brug for fællesskabets hjælpende hånd. Det er jo det, der er pointen med det forslag.

Hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten.

Tak, formand. Og tak for ordførertalen. Særlig det sidste års tid har vi jo hørt meget om den store og alvorlige vækst- og produktivitetskrise, vi havde i Danmark. I sommers var jeg blandt mange andre også inviteret til et stort topmøde oppe på Marienborg, hvor statsministeren med dybe panderynker kunne fortælle, at Danmark ville sakke bagud i forhold til vores nabolande.

Nu er det jo så sådan, at der er kommet et nyt nationalregnskab, som viser, at sådan er virkeligheden slet ikke. Det er jo dejligt. Det er selvfølgelig også lidt irriterende, når man nu har skullet bruge den brændende platform fra regeringens side til at forsøge at gennemføre nye nedskæringer og nye skattegaver til dem, der har mest, og højere pensionsalder for danskerne.

Det har jo heller ikke været sådan, at regeringen har holdt et nyt topmøde på baggrund af de nye tal og fortalt, at nu afblæser man 2025-planen. Det kunne man måske have forventet. Men kan ordføreren ikke bare bekræfte, at når statsministeren på Marienborg-topmødet bl.a. sagde, at væksten i produktiviteten i Danmark er så dårlig, at det kun er Spanien og Italien, som ligger dårligere end Danmark, så var det lodret forkert?

Ordføreren.

Nej, det kan jeg ikke bekræfte var lodret forkert, men jeg er sådan set enig i og deler hr. Pelle Dragsteds glæde over, at det går bedre i Danmark. Men det er jo det, der er hele pointen med det, nemlig at et spirende opsving – jeg må understrege: et spirende opsving – skal understøttes. Det er jo ikke noget, der kommer af sig selv. Selvfølgelig kommer mange af tingene fra udlandet. Vi er en lille og åben økonomi, og hvis det typisk går bedre i Sverige og Tyskland og USA, jamen så vil det også alt andet lige gå bedre i Danmark.

Men problemet er jo så bl.a., at de flaskehalse, som vi allerede nu kan se på arbejdsmarkedet, kun bliver forstærket. Dermed er vi jo sådan set tilbage til det spørgsmål, som hr. Nicolai Wammen stillede lige før, og som hr. Pelle Dragsted netop også kredsede om, nemlig tilbagetrækningtidspunktet, altså at få flere ledige hænder ud på arbejdsmarkedet, og at få dem, som er der, til at bidrage en smule mere for netop at få understøttet det opsving, så vi kan få indtægter til at tage os af dem, som virkelig har brug for fællesskabets hjælp.

Det er sådan set det, der er politikken. Det ændrer jo ikke ved, at produktiviteten i Danmark sagtens kan blive bedre. Der er steder i Danmark, hvor det går rigtig fint med produktiviteten – lad mig bare nævne regionerne, for det går rigtig fint der. Men der er andre steder, hvor vi godt kan blive bedre.

Spørgeren.

Men når man nu har brugt den her produktivitetskrise igen og igen som argumentet for, at der skulle skæres på vores velfærd, som argumentet for, at der skulle gives nye skattegaver til erhvervslivet, som argumentet for, at danskerne skulle tvinges til at arbejde længere, ville det så ikke være meget fair – når nu det viser sig, at det argument er faldet fuldstændig fra hinanden – at være ærlig og sige: Når vi ønsker at gøre det her, handler det ikke om produktivitetskrise eller noget som helst andet; det handler om at varetage nogle snævre interesser for dem, der har mest, i vores samfund? Ville det ikke klæde regeringen at sige det?

For det er jo ikke korrekt, hvad ordføreren siger. Danmark ligger ikke i bund, Danmark ligger i top. Vi nærmer os USA, når det drejer sig om produktivitet; et land, som blev fremhævet af Produktivitetskommissionen som et forbillede.

Ordføreren.

Altså, jeg overtager ikke den præmis, at det skal handle om snævre interesser. Det her handler om Danmark; det handler om Danmark som et sammenhængende land; det handler om, at vi kan gøre nogle ting nu, nogle relativt beskedne tiltag i den store sammenhæng, som vil få en god og stor og stærk effekt set mod en større horisont. Det er det, det handler om.

Hvad vil det betyde? Ja, det vil betyde, at vi vil få et stærkere Danmark, vi vil få et rigere Danmark, og hvordan det skal omsættes kan vi selvfølgelig diskutere politisk, kan man sige. Men det, at vi får et rigere Danmark, er jo forudsætningen for, at vi i det hele taget har noget at diskutere og noget at kunne lave politik for, så vi kan understøtte de grupper, som vi gerne vil understøtte, og investere i de områder, som vi gerne vil investere i. For hvis vi har nul, har vi også nul at bruge af.

Så er det fru Lisbeth Bech Poulsen, der skal finde hen til sin mikrofon, for det er hende, der har en kort bemærkning nu. Værsgo.

Tak, formand. Ordføreren sagde i sin tale, at Danmark skal være et land, der hænger sammen både socialt og geografisk. Men er ordføreren ikke bekendt med, at med nogle af de forslag – som både den tidligere Venstreregering kom med, også i forbindelse med 2025-planen, men også helt konkret i den finanslov, som vi diskuterer i dag – er der en social skævhed og en geografisk skævhed, både når man ser på, hvem der får noget ud af en fastfrysning af grundskylden f.eks., og hvem der har råd til at købe de biler, hvor man vil få en økonomisk gevinst med registreringsafgiften osv.? Er ordføreren ikke med på, at der er en geografisk og en social skævhed indbygget i den finanslov, vi diskuterer i dag?

Ordføreren.

Nej, det er jeg ikke med på – nu kan jeg ikke huske tallet helt i hovedet, men det er ude på tredje decimal, hvis ikke jeg tager meget fejl, eller også er det anden decimal. Altså, det er 0,04 at Ginikoefficienten bliver ændret med i forhold til den finanslovsaftale, der ligger. Altså, vi er ude i marginalerne, hvis man kigger på den del af det, og det er jo ligesom det, der normalt er målestokken, kan man sige, for lighedsdiskussionen i den her sammenhæng.

At det skulle have en geografisk skævhed skulle da være i forhold til det, at man så kan få en bedre mulighed for også i de tyndtbefolkede dele af landet at få arbejde. Og at der eksempelvis også laves infrastruktur andre steder end lige omkring de største stationsbyer, hvad jeg ved ligger SF meget på sinde i forhold til timemodellen. Og vi har også andre tiltag. Vi har tidligere udflyttet statslige arbejdspladser, understøttet fødevareerhvervet og andet, og dermed har vi jo netop været med til at understøtte en geografisk lighed i det her land i modsætning til andre, som primært har det fokus, at det er de store byer, som trækker. Det er det også, men vi synes bare, at Danmark skal hænge sammen, både socialt og geografisk, og det mener jeg i al beskedenhed også at finanslovsaftalen her er et udtryk for.

Spørgeren.

Samtlige af de mange, mange samråd, vi har haft med forskellige ministre om effekten af de her forslag, har vist et klokkeklart billede, og det er jo meget naturligt, for hvor ligger de dyreste huse henne? Hvem kan købe de dyreste biler? Hvem får mest ud af, at arveafgiften bliver lettet, og de andre skattelettelser? Der er et klokkeklart billede af, at det er i Østdanmark og i den østlige del af Jylland, mens man kan se i forhold til de huspriser, der er i Nordjylland, i Vestjylland osv., at man ikke får noget ud af det her.

Nu er Ginikoefficienten jo begrænset i forhold til indkomst osv., men når vi kigger på det, også på, hvilke kommuner der f.eks. har mange folk på kontanthjælp, som også bliver ramt af det her, så er resultatet bare, at der er en indbygget massiv geografisk skævhed og også en social skævhed i det her.

Jeg vil stille et kort spørgsmål i forhold til et andet citat: Pengene kan kun bruges en gang. Ja, og derfor er det sådan, at når vi fra SF's side fremlægger et forslag, der er fuldt finansieret, så er det jo, fordi vi vil bruge de penge én gang på en anden måde, end regeringen vil bruge dem på én gang – og så er spørgsmålet, om man prioriterer dem til velfærd eller til skattelettelser. Er det ikke rigtigt?

Ordføreren.

Nej, det sidste er ikke rigtigt, for det her med at prioritere og sætte den der modsætning op – det gjorde jeg også lidt ud af i min tale – mellem velfærdsydelser og skattelettelser synes jeg at vi med to finanslovsaftaler i træk nu har afmonteret. Det går netop hånd i hånd, det er hinandens forudsætninger, det ene kan være med til at understøtte, at der kommer et indtægtsgrundlag, som kan være med til at give det andet en hjælpende hånd.

I forhold til den første del af spørgsmålet om geografien og den skævhed vil jeg sige, at det jo bl.a. er en af grundene til – jeg ved godt, at det er en mindre del, men jeg tror, at det for kommunerne er en væsentlig del – at vi med finanslovsaftalen, som også hr. René Christensen var inde på, lægger op til at sætte en ekstra pulje af på 300 mio. kr., tror jeg det er, til vanskeligt stillede kommuner. Vi kan også med den model for tilbagebetaling af den for meget betalte ejendomsskat se, hvor de forkerte vurderinger har været størst, altså de mest forkerte, kan man sige, og det er jo bl.a. i nogle af udkantsområderne, Odsherred, Lolland og andre steder, hvor man kan se at de har været størst, og derved vil fordelene også være størst for de mennesker dér, hvis den model kommer til at virke.

Et spørgsmål og et svar kan ikke være for grundige, men det kan tage for lang tid.

Det er fru Josephine Fock fra Alternativet, der har den næste korte bemærkning.

Tak. Så vil jeg prøve at holde mig inden for taletiden. Tak til ordføreren for talen. Jeg bemærkede, at ordføreren brugte udtrykket rettidig omhu, altså at der er lagt rettidig omhu ind i regeringens finanslovsforslag. Det er jeg nok ikke enig i, for det er klart, at Alternativet har det perspektiv, at hvis vi skal have rettidig omhu, skal vi begynde at handle i forhold til grønne investeringer – investeringer i grøn teknologi, investeringer i uddannelse.

Så hvordan kan hr. Jacob Jensen sige, at der er rettidig omhu, når vi ved, at vi med regeringens finanslovsforslag udleder mere CO 2 og ikke mindre? Hvordan hænger det sammen med vores Parisaftale?

Ordføreren.

Man kan sige, at en sideløbende proces til finansloven har været hele PSO-diskussionen og afskaffelsen af PSO-afgiften, som vi også er med til, og som et bredt flertal i Folketinget er med til. Det er jeg rigtig glad for, for det er en del af det, at vi kan få omstillet vores produktion, også på en måde, så den produktion – det kan være fødevareproduktion, det kan være anden produktion – finder sted i et land, hvor det foregår mest klimavenligt, og der kender CO 2 -udledning som bekendt ikke landegrænser. Det vil sige, at skal man have en form for produktion, det kan være fødevarer, det kan være andet, er det da mest hensigtsmæssigt for klimaets skyld, at den produktion så bliver lagt i et land, hvor produktionen giver det mindste klimaaftryk, og hvor udviklingen af teknologi og andet, som vi i øvrigt lever godt og grundigt af og eksporterer efterfølgende til andre lande, som så kan blive næsten lige så dygtige som os, også kan finde sted i Danmark, ved at man netop kan afprøve nogle af de her ting i Danmark, i stedet for beskatningsmæssigt eller andet at lægge andre hindringer i vejen, så den produktion og dermed den forskning og den udvikling vil finde sted i Polen, Tyskland eller helt andre steder.

Spørgeren.

Men det ændrer jo ikke ved, at vi har en forpligtelse i forhold til Parisaftalen, som vi ikke lever op til, og det samme gør sig gældende i forbindelse med FN's 17 bæredygtighedsmål. Hvordan kan finansordføreren så sige, at vi lever op til f.eks. punkt 10 i FN's 17 bæredygtighedsmål, som handler om, at vi skal øge ligheden, når vi skærer i kontanthjælpen, fjerner 225-timersreglen og laver en integrationsydelse, som er lavere?

Jeg har svært ved at se, hvordan de ting hænger sammen, og hvordan det så er, at rettidighed omhu får os til at leve op til vores internationale forpligtelser.

Ordføreren.

Jeg nævnte det før over for fru Lisbeth Bech Poulsen. Man må undskylde, at jeg ikke kan huske den tredje decimal, men jeg mener, Ginikoefficienten ændrer sig noget med 0,04 pct. som påvirkning i forhold til – Finansudvalgets formand, hr. Joachim B. Olsen nikker, kan jeg se, så det må være rigtigt – hvordan finanslovsaftalen påvirker uligheden. Så det må vel være den diskussion.

Men tingene hænger også sammen, og det, at vi får skabt et bedre grundlag for at få løftet folk ind på arbejdsmarkedet, får åbnet op for nogle af de flaskehalse, som vi kan se nu, så flere kan komme med, herunder, som hr. René Christensen nævnte før, med et kontanthjælpsloft, som ser ud til at virke, så flere kommer med og får beskæftigelse, er da med til at sikre, at de mennesker, som ellers ville have været socialt udstødt, kommer med i fællesskabet, og det synes jeg da er et socialt løft, og det er dermed med til at skabe en bedre social sammenhæng i vores land.

Hr. Martin Lidegaard, Radikale Venstre.

Tak. Mens de her forhandlinger pågår, har vi jo en helt, helt forfærdelig situation i Aleppo i Syrien, som jeg tror berører alle medlemmer af Folketinget dybt, alle partier. Det er helvede på jord, og det har udviklet sig til en regulær dødsfælde.

I den situation tror jeg også at vi er enige om, at der er brug for så meget hjælp, så meget nødhjælp til de civile, som overhovedet muligt, og der er ingen tvivl om, at Danmark allerede bidrager meget, og det vil jeg gerne kvittere for, men der er heller ingen tvivl om, at behovet er meget stort. Derfor vil jeg gerne spørge Venstres ordfører om de der fiflerier, som regeringen har lavet, og selv om vi får markant færre asylansøgere i Danmark, end den sidste fremskrivning viste, nemlig ca. 6.000 i stedet for 10.000, kommer der ikke til at tilgå flere penge til udviklingsbistanden, som ellers kunne bruges til netop at hjælpe ofrene i Syrien.

Var det ikke på tide, at man måske tog den generøse mine på og sagde, at de penge til de færre asylansøgere, der kommer til Danmark, skal komme de flygtninge, der lige nu befinder sig i helvede på jord, til gode, og så dropper man alle de forskellige finurlige beregningsmetoder, som man nu pludselig lægger på bordet. Vi har indkaldt finansministeren til samråd i morgen om spørgsmålet, men det kunne være, at Venstre i lyset af situationens udvikling allerede i dag vil lade den nye situation komme flygtningene til gode og vil tage de penge, man sparer på færre asylansøgere i Danmark, og sige, at dem sender vi til Aleppo lige nu.

Ordføreren.

Jeg fuldstændig enig med hr. Martin Lidegaard i, at den situation er ganske forfærdelig. Det tror jeg ikke at der er én herinde der er uenig med os i. Men derfor er jeg sådan set også rigtig glad for, at vi med finanslovsaftalen faktisk får sendt og afsat historisk mange penge – aldrig nogen sinde så mange penge før som med den her finanslovsaftale – til netop en nærområdeindsats. Jeg tror, at det er i omegnen af 1 mia. kr. ekstra ud over det i forvejen historisk høje niveau, så vi er på et historisk højt niveau, hvor Danmark bidrager til nærområdeindsatsen, herunder til Syriens nærområder. Ud over at vi giver historisk mange penge, det er jo en ting, er der også de mennesker, som vi er med til at sende ud, og de er også knaldhamrende dygtige, og vi får rigtig meget ud af den indsats, som Danmark yder både økonomisk og menneskeligt.

Det synes jeg vi kan være stolte af, og i øvrigt samlet set ligger vi jo i top – nu skal man passe på med tal – men i hvert fald i toppen, lad mig sige det sådan, af samtlige verdens lande, et af de få lande i verden, der lever op til FN's målsætning, i forhold til hvor meget ulandsbistand man skal give i forhold til sin samlede økonomi. Så jeg synes faktisk godt, at vi kan være det bekendt. Men jeg er helt enig med hr. Martin Lidegaard, og det kan vi jo selvfølgelig diskutere med finansministeren, altså hvordan regeringen ser på den situation, men jeg forholder mig til den finanslovsaftale, der er her, og det er det, vi diskuterer i dag, og der er der altså et historisk højt niveau i forhold til nærområdeindsatsen, bl.a. til Syrien.

Spørgeren.

Men kan hr. Jacob Jensen forklare både de folk, der flygter fra Aleppo lige nu – men sådan set også danskerne derude – hvordan det kan være, at selv om vi altså får 4.000 færre asylansøgere, end regeringen troede for et par måneder siden, då kommer der ikke en krone ekstra ned til flygtningene i Aleppo. De penge spiser staten åbenbart bare, eller Finansministeriet, til aftensmad. Det er da ikke rimeligt. Når vi spørger til, hvorfor der ikke er flere af de penge, der bliver sparet, der skal derned, får vi at vide, at det kan man først beregne i 2017, og så er det for sent at give pengene til nogen i 2016.

Ordføreren.

Jeg tror, at det er en noget forsimplet fremstilling. For det er da klart, at selvfølgelig skal man have en opgørelse over det, før man kan begynde at regne efter, men det er jo den regnetekniske del, og jeg er enig med hr. Martin Lidegaard i, at det jo ikke er relevant i den her akutte situation, som der er i Aleppo og andre af verdens brændpunkter. Men netop derfor er det jo også så afgørende, at vi får en finanslovsaftale igennem her senere i dag eller i morgen – eller hvornår det er, vi stemmer om den – som gælder, og som leverer det højeste niveau kroner og øre-mæssigt, som noget dansk Folketing har leveret til nærområdeindsats nogen sinde. Det synes jeg er værd at notere sig, bl.a. på grund af den situation, vi har i Aleppo og i Syrien i øvrigt.

Fru Ane Halsboe-Jørgensen, Socialdemokratiet.

Tak for det. Jeg har bare lige en kort bemærkning i forhold til den forrige spørger, nemlig at den der beregningstekniske del jo betyder noget i forhold til den akutte situation lige nu, hvor hver eneste krone vil kunne gøre en forskel. Så det er bare for lige at bakke op om den forrige spørger.

Så vil jeg springe til noget andet, som i det lys virker mindre vigtigt, men som trods alt påvirker rigtig mange af de mennesker, der bor i vores land. Der vil jeg gerne rose ordføreren og anerkende, at hr. Jacob Jensen siger, at man i Venstre har ment, at det var for drastisk at melde ud i forhold til pensionsalder, hvis den skulle hæves med 1 år. For det vidner i mine øjne om, at ordføreren trods alt ved, at det her er drastisk, og at det er af stor betydning for rigtig mange, og at det vil påvirke store grupper på vores arbejdsmarked, som allerede nu har en oplevelse af, at pensionsalder og levealder møder hinanden eller endda krydser.

Så kan ordføreren ikke bekræfte, at når vi snakker 14½ år i vores fælles kloge aftale tilbage fra 2006, så er det en gennemsnitsbetragtning, der i virkeligheden ser meget, meget anderledes ud, fordi uligheden er enormt stor?

Ordføreren.

Jamen jeg er glad for, at ordføreren for Socialdemokratiet her bekræfter og stadig væk står på mål for, at det skal være 14½ år i gennemsnit. Det tog jeg i hvert fald spørgsmålet som et udtryk for. Og hvis det er rigtigt, må vi jo også fælles kunne lave en aftale om, at vi så netop lever op til den aftale, vi er enige om skal gælde, netop at man så kan se frem til 14½ år. Det synes jeg da er positivt.

Jeg har den tilgang til det, at tingene udvikler sig. Befolkningen udvikler sig. Vi lever længere. Vi er sundere. Vi er friskere. Der er mange, der godt kan bidrage en lille smule mere, mod til gengæld at vi sikrer betydelige midler til dem, som ikke kan, og dem, som har brug for fællesskabets hjælp. Det synes jeg da er enormt socialt afbalanceret. Det er da asocialt ikke at lade folk, som godt kan og vil bidrage en lille smule mere, få lov til det, og der så ikke er nok penge til at hjælpe dem, som virkelig har brug for det. Det synes jeg er asocialt. Og jeg er glad for, at Socialdemokratiet her bekræfter, at man står bag den aftale, hvori det hedder 14½ år i gennemsnit på pension. Så må vi da tage det som udgangspunkt for de forhandlinger, vi forhåbentlig snart skal i gang med.

Spørgeren.

Nu blev den aftale jo indgået på baggrund af, at vi havde en efterløn. Det har man jo så siden hen pillet gevaldigt ved. Så har ordføreren jo fornøjelsen af, at hans parti nu er i en trekløverregering med bl.a. Liberal Alliance, og hr. Joachim B. Olsen gik så sent som i forgårs ud og sagde, at man vil afskaffe efterlønnen fuldstændig. Kan ordføreren ikke sætte et par ord på, hvordan han ser den melding, og om det er noget, man også i Venstre bakker op om?

Ordføreren.

Jeg glæder mig til at høre hr. Joachim B. Olsen senere, og så kan vi jo passende spørge ham, om han kan uddybe det. Altså, jeg står bare på mål for den aftale, som vi har indgået. Jeg står også på mål for regeringsgrundlaget, og ja, jeg har stor fornøjelse af at indgå i en trekløverregering. Jeg er så ikke en del af regeringen, men jeg er i hvert fald en del af det parlamentariske grundlag – kan man ikke sige det sådan? Og deraf fremgår det, at vi netop gerne vil øge arbejdsudbuddet, herunder kigge på tilbagetrækningstidspunktet, for som jeg har nævnt et par gange, kan vi se, at alderen i vores befolkning bliver stadig højere. Det er godt. Folk bliver sundere og friskere, det er også godt. Der er flere, der kan og vil bidrage en lille smule mere – det er også godt – sådan at vi får bedre råd til dem, som faktisk har brug for fællesskabets hjælp. Det er også godt.

Så de ting synes jeg egentlig hænger rigtig fint sammen, og jeg glæder mig derfor også over den melding, som Socialdemokratiet her kommer med, nemlig at man gerne ser, at pensionstidspunktet skal flugte med den aftale, vi allerede har indgået, nemlig 14½ år. Tak for det.

Fru Pernille Rosenkrantz-Theil, Socialdemokratiet.

Det er jo alt sammen meget godt, men det er også lidt noget sniksnak, ikke? For vi indførte den aftale, fordi der på det tidspunkt var en efterløn, der samlede de grupper op, som blev allermest nedslidt. Så hr. Jacob Jensen ved godt, at det bliver til sniksnak, når han på den måde står og siger, at han er glad for, at man bekræfter alle mulige aftaler. Den aftale om efterlønnen blev ikke indgået med Socialdemokratiets stemmer, vel? Den aftale, der blev indgået mellem os, handlede om de store velfærdsforlig, og på det tidspunkt, hvor den blev indgået, var der en efterløn. Det er der som bekendt ikke mere, og derfor ophører enigheden også.

Det gør den så åbenbart også mellem ordføreren og statsministeren, og det er til gengæld noget mere overraskende. For i går i spørgetimen ville statsministeren ikke afvise, at man kunne tale om 2 og 3 år. Han ville afvise, at man kunne tale om 4 år. Nu står ordføreren så og siger, at Venstre syntes, det var lige dramatisk nok med 1 år. Det er jo lidt interessant for befolkningen at vide, om det er statsministeren eller finansordføreren, der har ret i den sammenhæng.

Jeg har lidt en idé om, hvordan lønrammerne er i forhold til afgørelsen af det spørgsmål, så jeg vil gerne bede ordføreren bekræfte, at statsministeren i går ikke ville afvise, at det, man kommer med til foråret, kunne gå op til 2-3 år, men altså ikke 4 år.

Ordføreren.

Nu er det jo ikke lønrammer, der afgør den slags ting, trods alt. Men spøg til side, for det er et vigtigt spørgsmål. Når jeg sagde 1 år, henviste jeg blot til det, som Socialdemokratiet selv har spillet ud med for ikke længe siden. Det svarer til 1 år. Nu er man så på vej i en anden retning, og det er selvfølgelig lidt ærgerligt. Jeg synes blot, det er vigtigt at få diskuteret det her i forhold til den situation, vi nu har i dag, og jeg medgiver, at det er en anden situation, end der var i 2006.

Men jeg synes til gengæld, at hvis man kan holde fast i princippet om 14½ år fra tilbagetrækningstidspunktet, så er det da et udgangspunkt at tage. Og jeg hørte før fru Ane Halsboe-Jørgensen sige, at Socialdemokratiet også synes, det er en god idé at holde fast i det princip.

Så er det rigtigt, at der er efterlønnen, men den skal efter mine begreber ikke være med til at samle nedslidte op. Hvis man er nedslidt, er det jo en anden situation, og den skal vi helst undgå. Men det er folk, som, uanset om de er 45 eller 55 år, eller hvad de er, skal have en hjælpende hånd på forskellige andre ydelsesområder. Det har ikke noget med efterlønnen at gøre. Og derfor synes jeg, det er vigtigt, at vi netop kigger på at give mulighed for, at folk, som godt kan arbejde en lille smule mere, også får mulighed for det, for at vi til gengæld faktisk har en forbedret mulighed for at tage os af dem, som rent faktisk har brug for hjælp fra fællesskabets side.

Spørgeren.

Altså, bare for at gøre det helt klart: Vi har ikke noget ønske om at ændre på nogen som helst aftale. Vi havde ikke et ønske om, at man gik ind og lavede det fiksfakseri, man gjorde, med efterlønnen. Det betyder, at vi set med socialdemokratiske øjne er blevet sat tilbage i forhold til vores evne til at beskytte grupper på vores arbejdsmarked imod at have nogle alt, alt for hårde sidste år på arbejdsmarkedet, hvor de burde have mulighed for at gå fra. Den mulighed fjernede en række partier, som Socialdemokratiet ikke var iblandt.

Det, der er spørgsmålet, er jo, hvor meget regeringen nu ønsker at opsætte pensionsalderen. Statsministeren sagde: 1-2-3 år, men ikke 4 år. Kan ordføreren bekræfte det?

Ordføreren.

Jeg synes, vi på en eller anden måde i en konstruktiv ånd skal diskutere, hvordan vi kan få tilrettelagt og tilpasset vores arbejdsmarked, og at vi skal lade være med at gøre det sort eller hvidt og sætte alle på arbejdsmarkedet i samme bås – det var heller ikke det, fru Pernille Rosenkrantz-Theil gjorde, men jeg siger bare, at jeg ser det sådan, at det skal vi ikke gøre – og sige, at uanset om man har et let kontorarbejde, eller man har et hårdt fysisk arbejde, så er det det samme.

Jeg synes, det er vigtigt, at vi får lavet nogle ordninger, så dem, som kan og vil, får en mulighed for at kunne bidrage, for at vi til gengæld har nogle bedre økonomiske muligheder for at tage os af dem, som har brug for det – uanset om de i øvrigt står lige foran at skulle på pension, eller de er 45 år eller 35 år, eller hvad det er for en aldersgruppe. Det må være sådan, at vi tilrettelægger ydelser og støtte til dem, der har behov for det, mod at dem, som kan bidrage, til gengæld også gør det.

Hmm, hmm - det er sådan set bare lige et lille signal om, at vi skal prøve at holde tiden. Vi har allerede ædt tiden op for en kollegas spørgsmål.

Den næste for en kort bemærkning er hr. Peder Hvelplund fra Enhedslisten.

Tak for det. »Det må undre enhver, at psykiatrien ikke for længst er kommet på finansloven« . Sådan skrev Venstres psykiatriordfører, fru Jane Heitmann, i 2014, da Venstre var i opposition.

Nu er Venstre jo en del af regeringen og har sundhedsministerposten. Alligevel står der ikke én linje i finanslovsforslaget om bevillinger til at løfte psykiatrien, på trods af at mens antallet af patienter i psykiatrien er steget med 43 pct., er bevillingerne kun steget med 17 pct., og på trods af at antallet af genindlæggelser i psykiatrien aldrig har været så højt, som det var i 2015. Der var tale om 8.481 patienter, en tredjedel af patienterne, der oplevede genindlæggelser. Vi har i de seneste år oplevet flere drab på offentligt ansatte, betjente, pædagoger, SOSU'er, som er blevet dræbt, fordi patienter er blevet udskrevet for tidligt, inden de er blevet færdigbehandlet.

Derfor undrer det mig meget, at Venstre ikke i finanslovsforslaget har sikret et løft til psykiatrien gennem faste midler på finansloven, og jeg vil derfor gerne spørge Venstres ordfører, hvorfor man ikke længere er af den opfattelse, at det må undre enhver, at psykiatrien ikke for længst er kommet på finansloven.

Ordføreren.

Nu kan man sige, at psykiatri er en kompliceret størrelse på mange måder, og derfor har vi jo også forskellige institutioner, som tager sig af det. En del er under staten, noget ligger i regionerne, og derfor kan man sige, at i hvert fald for den regionale dels vedkommende er der sket et økonomisk løft i den ramme, der har lavet.

For statens vedkommende er der en del af de ting, som drejer sig om psykiatri, som handler om satspuljeforhandlinger og satspuljeaftalen. Så det synes jeg sådan set er et niveau, som vi godt kan være bekendt, men som vi også sagtens, og det vil jeg da gerne kvittere for, fortsat kan diskutere. For jævnfør nogle af de diskussioner, vi lige har haft om arbejdsudbud, og hvem der skal bidrage noget mere, så er det nogle af de grupper, som det måske kan være allersværest at identificere, men som skal have den allerstørste hjælpende hånd. Og det har vi jo kun råd til, hvis der er penge til det og der bliver tjent penge til det, og hvis andre, der ikke har de lidelser, men som godt kan bidrage, også gør det.

Så på den måde synes jeg egentlig at det tidligere spørgsmål og det nuværende spørgsmål hænger fint sammen.

Spørgeren.

Nu har ordføreren gjort opmærksom på, at chokoladeguldmønter kan man kun spise én gang, og det er også fuldstændig rigtigt. Når man vælger at bruge chokoladeguldmønterne på at give skattelettelser, kan man ikke bruge dem til at løfte psykiatrien. Jeg mener bare, at vi står med et område her, som er så alvorligt, fordi vi har set adskillige drab på offentligt ansatte inden for de seneste år. Det er en tragedie hver eneste gang, ikke kun for dem, der bliver ofre, men også for dem, der bliver til gerningsmænd.

Det er en opgave, vi ved kan løses, ved at der bliver givet flere bevillinger. Vi taler om det igen og igen. Alle partier er enige om, at der skal ske et løft, men der er bare ikke nogen, der prioriterer det, og det er derfor, jeg bliver nødt til at spørge: Hvorfor prioriterer man ikke hos Venstre og i regeringens finanslovsforslag, at der bliver givet et varigt løft over finansloven, ikke over satspuljen?

Ordføreren.

Jeg er fuldstændig enig i den analyse. Det er tragedier, og det synspunkt tror jeg vi alle sammen deler. Derfor synes jeg sådan set også, at vi har et stærkt fokus, også bredt funderet, i Folketinget på det her spørgsmål, bl.a. via satspuljen, bl.a. via de regionale tiltag, bl.a. også ved det niveau, vi trods alt allerede har på statens område.

Det betyder ikke, at man ikke kan gøre mere. Jeg står ikke her og siger, at nu er det slut, at kassen for altid er lukket, og at der aldrig nogen sinde sker mere inden for det her område, slet ikke. For jævnfør det, jeg har nævnt et par gange: Tingene hænger selvfølgelig sammen, og det er min opfattelse, at de grupper, herunder de psykiatriske patienter, som har brug for den støtte, som fællesskabet skal yde, også skal have det. Men det kan vi jo kun gøre, hvis vi har tjent pengene først.

Heldigvis har vi dog et land, hvor vi generelt set tager os af de her mennesker på en god og værdig måde. Jeg skal ikke kunne sige, at der ikke er eksempler på noget andet, selvfølgelig er der det. Det er kun mennesker, der arbejder med det, og som det drejer sig om. Generelt har vi en god og værdig omsorg, men vi kan gøre mere. Det kræver blot, at vi har tjent nogle flere penge, og at flere deltager i at bidrage til det. Og det er det, vi lægger op til i den sammenhæng, som jeg her har skitseret et par gange.

Hr. Orla Hav, Socialdemokratiet.

Tak for det, og tak til Venstres ordfører for fremlæggelsen. Når man lytter til Venstres fremlæggelse, lyder det jo, som om Venstre alene er optaget af at gøre alt det gode for Danmark. Når jeg imidlertid ser på gerningerne, kan jeg jo se, at en stor del af befolkningen skal leve med kontanthjælpsloft, nogle skal leve med at blive rigtig meget længere på arbejdsmarkedet, mens andre skal stilles i udsigt, at de skal have skattelettelser. Hvad er det, der driver Venstre til sådan hele tiden at ville gøre større og større forskel på folk, når nu der trods alt er midler til at gøre det bedre for hele Danmark?

Ordføreren.

Hvis hr. Orla Hav er så ked af kontanthjælpsloftet, hvorfor stiller man så ikke forslag om, at det skal fjernes? Hvis hr. Orla Hav synes, at vi arbejder for meget, hvorfor stiller hr. Orla Hav så ikke forslag om, at arbejdstiden skal afkortes, sådan som flere andre partier – i hvert fald to, har jeg noteret mig – i den røde lejr har stillet forslag om? Så kan det jo være, at der kan findes et flertal på et tidspunkt. Det stiller hr. Orla Hav jo ikke forslag om. Så derfor er det – med al respekt i øvrigt – lidt svært at tage den kritik så seriøst, når man ikke selv kommer med nogen forslag, hverken som et samlet finanslovsudspil eller som ændringsforslag til den aftale, som ligger nu, hvor man så vil prøve at gøre noget ved de her ting.

Vi ser ikke det her som et opgør, hvor der nu bliver skabt større forskelle. Jeg har nævnt i et tidligere svar, at Ginikoefficienten nærmest er uændret, men Ginikoefficienten til trods synes vi, at det største sociale løft, man kan give noget menneske, som er uden for fællesskabet, er at få dem med i fællesskabet, med på arbejdsmarkedet og skabe bedre rammer for, at de kan komme med på arbejdsmarkedet. Det kræver mange ting, men det kræver bl.a. også, at der er jobs at få, og det er der, men der skal også gerne være nye jobs at få i fremtiden, og det er jo derfor, vi bl.a. sikrer, at der er nogle bedre vilkår at arbejde under for danske virksomheder i Danmark.

Spørgeren.

Vi forstår jo bare ikke, at der skal være to så helt forskellige strategier i forhold til at få alle med. I den Økonomiske Redegørelse for 2018, der er fremlagt, er der indbygget en vækst på 0,8 pct., og regeringen agter at bruge 0,3 pct. Forskellen på 0,5 pct. udløser ca. 2,5 mia. kr., så hvad er det, Venstre ønsker at bruge de 2,5 mia. kr. til? Er det til at gavne dem, der skal have skattelettelser stillet i udsigt, yderligere? Eller er det til at hjælpe nogle af dem, som kommer i klemme på grund af den der forskelsbehandling, som Venstre lægger meget op til?

Ordføreren.

Altså, jeg stiller gerne i udsigt, at hårdtarbejdende lønmodtagere i lavtlønsgruppen får en skattelettelse. Det er faktisk vores politik, fordi det bedre skal kunne betale sig at gøre en indsats. Det er så i modsætning til hr. Orla Hav, der mener, at det ikke blandt lavtlønsarbejdere her i landet bedre skal kunne betale sig at gøre en indsats. Der er vi så uenige. Men jeg synes blot, at det er et fundament for vores samfund, at dem, som gør en indsats, også får en belønning for det, sådan at vi faktisk har mulighed for at kunne hjælpe dem, som virkelig har brug for fællesskabets hjælp. Og det er ikke et spørgsmål om at gøre forskel på folk – det er et spørgsmål om at få tingene til at hænge sammen og få flere med, så vi får bedre råd til hjælpe dem, som har brug for fællesskabets hjælp. Det er sådan set helt stilfærdigt det, vores politik går ud på.

Hr. Benny Engelbrecht, Socialdemokratiet.

Hr. Jacob Jensen er jo ikke meget for at forholde sig til konkrete spørgsmål, men jeg skal alligevel prøve at stille et, for fru Ane Halsboe-Jørgensen stillede nemlig tidligere et spørgsmål, som var meget konkret. Spørgsmålet blev stillet på baggrund af et citat fra hr. Joachim B. Olsen i radioprogrammet Orientering på P1 i mandags, den 12. december, og hr. Jacob Jensen efterlyste en uddybning af det spørgsmål for at kunne svare på det. Det er så heldigt, at hr. Joachim B. Olsen i udsendelsen uddybede det. Derfor citerer jeg først det citat, som fru Ane Halsboe-Jørgensen bad om svar på:

Man skal afskaffe efterlønnen, for det vil øge beskæftigelsen med 40.000.

Senere i den samme udsendelse sagde hr. Joachim B. Olsen:

Det er Liberal Alliances politik. Det synes vi at man skal gøre. De tre partier i regeringen skal lægge en politik frem sammen, og her er vi et af partierne.

Derfor er spørgsmålet til hr. Jacob Jensen, Venstres ordfører: Er Venstre enig med Liberal Alliance?

Ordføreren.

Altså, vi er i regering med Liberal Alliance, og derfor vil den politik, der bliver lagt frem, pr. definition være identisk. Vi er enige med Liberal Alliance i, at vi skal øge arbejdsudbuddet, fordi vi kan se, at et af de problemer – Nationalbanken nævnte det forleden i deres rapport – der er, hvis vi skal understøtte det spirende opsving, som vi kan se, er, at der er flaskehalse på arbejdsmarkedet. Der kan man så tage forskellige greb i anvendelse. Vi har været inde på nogle af dem, f.eks. tilbagetrækningstidspunktet, og der kan sikkert være andre greb, der kan tages i anvendelse. Derfor har vi også i vores regeringsgrundlag netop en ambition om, at arbejdsudbuddet skal øges. Det vender vi jo så også tilbage til med et udspil om, hvordan vi samlet ser det i regeringen. Så jeg er fuldstændig enig med Liberal Alliance i, at det skal vi gøre.

Spørgeren.

Da det jo er sådan, at hr. Jacob Jensen selv har sagt, at det at bede folk om at blive 1 år længere på arbejdsmarkedet måske er lidt for voldsomt, er det jo netop nærliggende at få den mistanke, at det så handler om, at man sammen med Liberal Alliance vil afskaffe den sidste del af efterlønnen. Derfor er spørgsmålet endnu en gang: Er Venstre enig på det her punkt? Ønsker man at afskaffe den sidste del af efterlønnen – ja eller nej?

Ordføreren.

Vi ønsker, at arbejdsudbuddet skal øges. Det kan man gøre på forskellig måde. Derfor har vi også lagt op til i vores regeringsprogram, som Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Venstre står sammen om, at det skal ske, altså at vi skal øge arbejdsudbuddet. Det kan man gøre på mange måder. Jeg har nævnt et par af måderne. Det vil vi vende tilbage med et konkret udspil om. Men det ændrer ikke ved, at vi, hvis vi skal have folk i gang på arbejdsmarkedet, også skal skabe muligheden for det, både ved at der er jobs til stede, og ved at der er velkvalificerede ledige hænder. De ting hænger også sammen. Derfor vil vi selvfølgelig have fokus på, hvordan vi får flest mulige hænder, som kan og vil, på arbejdsmarkedet.

Fru Lotte Rod, Radikale Venstre.

Venstre vil som en del af finansloven lægge stemmer til at harmonisere produktionsskoleydelsen med SU'en. Vil Venstres ordfører ikke forklare mig hvorfor?

Ordføreren.

Fordi man – som jeg også tror hr. René Christensen var inde på i sit indlæg, og det var man også i nogle af de spørgsmål, der blev stillet, og svar, der blev givet – når man er på en produktionsskole, jo ikke er der for at få en løn, men for at få en kompetence til at komme videre på en ungdomsuddannelse. Derfor synes vi sådan set også, det er rimeligt, at man ligestiller den ydelse, de får på en produktionsskole, med et SU-niveau, og det er det, der er argumentet for det. Så man kommer – kan vi sige – ikke på produktionsskolen for at få en løn, men man får en SU, som i øvrigt er en af verdens højeste, og så får man de kompetencer, der skal til, for at man kan komme videre med sit liv og få en ungdomsuddannelse og dermed også komme videre i det videre uddannelsesforløb.

Spørgeren.

Okay, tak for det svar. Jeg skal så bare forstå Venstre helt rigtigt: Det, der er vigtigt for Venstre, er altså, at det præcis er ligestillet med SU'en, sådan at elever, der går på en produktionsskole, hverken får mere eller mindre i ydelse, end det, man får på SU? Er det rigtigt forstået?

Ordføreren.

Det, der bliver lagt op til med finanslovsaftalen, er jo, at det bliver harmoniseret, så det kommer på et SU-niveau, men at man i øvrigt også får det pædagogiske redskab over for eleverne, at man kan trække i det niveau, hvis det eksempelvis er, at de ikke møder op til undervisningen. Det er jo så de elementer, der ligger, og det synes vi sådan set er fair at man siger. Hele ideen med at være på en produktionsskole er jo ikke at skulle optjene en løn, men det er at skulle optjene nogle kompetencer for at kunne komme videre med et uddannelsesforløb efterfølgende.

Hr. Jesper Petersen, Socialdemokratiet.

Den her diskussion om, hvad regeringen skriver i regeringsgrundlaget om arbejdsudbuddet, har jo altså en ret stor betydning for folk, og derfor må hr. Jacob Jensen også finde sig i, at vi bliver ved med at spørge ind til det. For det, man foreslog tidligere, var jo, at pensionsalderen skulle forhøjes mere end det, vi allerede har aftalt. Men selv om man gjorde det, som Venstre havde tænkt sig tidligere, kommer man jo ikke i nærheden af de tal for øget arbejdsudbud, som man skriver i regeringsgrundlaget. Man kan skrive så meget, men det er vel, fordi man har en eller anden idé om, hvordan man vil opnå det, at man skriver lige præcis de tal. Nu kommer det så frem, at det kunne være simpelt hen helt at fjerne efterlønnen, udfase den fuldstændig med den effekt, det ville have, og den påvirkning, det ville have for de mennesker, der har brug for at gå fra efter et hårdt arbejdsliv. Det har ordføreren faktisk ikke afvist endnu. Nu vil han få den tredje chance. Jeg synes, man skal sige det klart. Går Venstre ind for det, eller går Venstre ikke ind for det?

Ordføreren.

Vi går ind for at øge arbejdsudbuddet. Det fremgår klart og tydeligt af regeringsgrundlaget. Det er jo ikke bare noget, man skriver, fordi man lige synes, at det er sjovt. Det er, fordi det er nødvendigt at øge arbejdsudbuddet, sådan at vi får løsnet op for de flaskehalse, vi allerede kan se er på arbejdsmarkedet. Det kan være med til at sikre, at det opsving, vi alle sammen håber kommer, også kan bide sig fast, og vi kan tjene penge, sådan at vi har noget at gøre godt med til dem, som rent faktisk er nedslidte og har brug for en hjælpende hånd. Der er det her med ligesom at stille noget i udsigt og sige, at hvis man har været lang tid på et arbejdsmarked, skal man have en eller anden ydelse, for nu har man været der længe nok. Men vi synes, det er vigtigt, at uanset hvornår man har brug for hjælpen – om det er, lige før man går på pension, eller om det er tidligere i ens liv af forskellige grunde – skal man også have mulighed for at få den. Og der kan det her samfund stille sig til rådighed, hvis vi vel at mærke gør noget for at gøre samfundet rigere. Det er det, vi lægger op til, bl.a. ved at sikre, at opsvinget kommer godt i gang, og at der er ledige hænder at få til de jobs, der også er.

Spørgeren.

Altså, faktisk vil arbejdsstyrken jo vokse i de kommende år. Det, der er problemet lige nu og her og kan blive det i flere sektorer, er jo, at man ikke kan få folk med de rigtige kvalifikationer. Derfor kunne det jo gå hen og blive et problem, altså det, hr. Orla Hav spurgte til tidligere, nemlig at hvis man drastisk vil skære i de offentlige udgifter næste år, skære 2,5 mia. kr., kunne det jo f.eks. være uddannelse, det gik ud over – igen. Det kunne være, at det igen gik ud over opkvalificering, og så har man ikke løst problemet. Men jeg vil give ordføreren endnu en chance for at svare. Jeg må forstå efter det her, at overskriften ligesom er: Venstre åbner for at fjerne efterlønnen helt. Det er det, man må forstå på ordførerens svar.

Ordføreren.

Man kan forstå præcis det, jeg siger, nemlig at vi står fuldstændig bag det regeringsgrundlag – det ville da også være mærkeligt andet – hvoraf det fremgår, at vi har en ambition om at øge arbejdsudbuddet. Og hvorfor har vi det? Det har vi da selvfølgelig, og det har jeg prøvet at sige et par gange, fordi det er hele fundamentet for, at der er hænder at få. Og der er jeg enig med hr. Jesper Petersen i, at opkvalificering skal vi også i fællesskab have kigget på. Jeg vil gerne kvittere for – ret skal være ret – at Socialdemokratiet har et konkret forslag. Det er så et ud af seks i alt, tror jeg det er, omkring hele finansloven, og det drejer sig om lige præcis det spørgsmål. Det synes jeg er fint. Det kan vi godt snakke videre om, altså opkvalificering af arbejdsstyrken. Men det er forudsætningen for, at vi har et velfærdssamfund i de kommende år, som kan tage sig af de svage og dem, der har brug for hjælp, at der er nogle, der bidrager på arbejdsmarkedet, også flere end i dag.

Hr. Finn Sørensen, Enhedslisten.

Tak, og tak til ordføreren. Muligvis hørte jeg forkert, men så hjælper ordføreren mig. Jeg hørte det, som om ordføreren mente, at det var fint, hvis der var nogle muligheder for at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, inden man nåede en stadig højere pensionsalder. Så spørger jeg bare: Hvad er det for nogle muligheder? Hvis vi kigger på virkelighedens verden, er alle de døre, som folk, der kom på arbejdsmarkedet i en tidlig alder, kunne benytte sig af og gå ind igennem, blevet lukket. Efterlønsordningen er i praksis afskaffet for folk, som kom på arbejdsmarkedet, da de var 18-20 år. Førtidspension er stort set umuligt at få. Det er ikke nok, at du ikke kan forsørge dig selv, og sygdom og handicap er ikke nok til at få en førtidspension. Fleksjobordningen er blevet alvorlig forringet lønmæssigt og ansættelsesmæssigt. Sygedagpengene er blevet skåret ned i perioden. Så de mennesker, som ikke kan arbejde, til de skal gå på folkepension, når de er 72 eller 77, hvad det nu ender med, er henvist til kontanthjælp med loft og ægtefælleafhængighed og det hele. Hvad er det for nogle muligheder, sådan nogle mennesker har?

Ordføreren.

Jeg deler simpelt hen ikke hr. Finn Sørensens udlægning af vores velfærdssamfund og de muligheder, der er. Jeg ser det på en anden måde. Vi kan jo så udbygge det, og det synes jeg netop er den vej, vi skal. Det kan være, at hr. Finn Sørensen har nogle gode ideer til det og også nogle penge til det i øvrigt. Så vil jeg da være åben over for at diskutere, hvordan vi kan udbygge mulighederne for dem, der har brug for det på arbejdsmarkedet. Til gengæld vil jeg gerne være med til at sikre, at dem, som så kan bidrage noget mere – 6 måneder i det her tilfælde, som vi har spillet ud med tidligere – også kan få lov til det, og dermed sikre de midler, sådan at man, uanset om man er 25, 35, 45, eller hvad man er, har mulighed for at få den hjælp, der er brug for.

Derfor vil jeg også sige, at hvis vi lægger op til at lave de her ændringer, skal det være med et tilløb, sådan at det ikke bare er i morgen eller i overmorgen, at man ændrer det, men at det måske er med et 8-10 års sigt, sådan at man får tid til at indrette sig efter det i sit arbejdsforløb. Selvfølgelig skal det være det; det skal ikke komme som en tyv om natten, sådan som den tidligere regering støttet af SF og Enhedslisten gjorde det, da de lavede arbejdsmarkedsreformer.

Spørgeren.

Så jeg skal forstå det på den måde, at næste gang, man forringer nogle af de muligheder, som lige nøjagtig har kunnet benyttes af folk, der kom på arbejdsmarkedet i en tidlig alder, og som har et hårdt arbejdsliv fysisk og psykisk, gør man det ikke som en tyv om natten, så gør man det ved højlys dag? Det er selvfølgelig altid et fremskridt, for så har folk jo en mulighed for at kæmpe imod det.

Men svaret var jo, at ordføreren ikke har noget svar, for ordføreren mener ikke, at der skal være nogen muligheder for tidlig tilbagetrækning. Men bare for at give ordføreren en chance for at svare: Hvad er det, der i den gældende lovgivning – vi kan gå mange år tilbage – har forhindret folk i at arbejde længere, altså til en højere alder? Hvad er det i lovgivningen, der forhindrer det?

Ordføreren.

Jeg har godt hørt, at Enhedslisten nu opererer som Alternativet – altså Enhedslistens forslag om at arbejde 30 timer om ugen – og respekt for, at man trods alt kommer med nogle forslag; dem kan man så være enig eller uenig i. Det er da i modsætning til det store oppositionsparti, der ikke kommer med nogen forslag. Jeg må bare sige i forhold til Enhedslistens forslag, at der vil vi jo have en udfordring med at skaffe midler – vi talte tidligere om psykiatrien, vi har talt om mange andre ting, som kræver midler, og som vi er enige om der skal investeres i i vores velfærdssamfund. Det kræver, at der er nogle, der arbejder, vel at mærke dem, som kan arbejde og vil arbejde. Og det er det, vi lægger op til ved at lave en model, sådan at det bliver mere fleksibelt, sådan at man kan understøtte dem, der rent faktisk har brug for fællesskabets hjælp.

Fru Trine Torp, SF.

Det vil jeg gerne lige følge lidt op på, for jeg synes egentlig ikke rigtig, ordføreren fik svaret hr. Peder Hvelplund på hans spørgsmål om psykiatrien. I Sundhedsstyrelsens rapport fra 2015, som hedder »Sundhedsbyrden i Danmark«, ligger angst, depression og skizofreni på topfemlisten over lidelser hos danskerne, og der er rigtig mange på førtidspension, der netop har psykiske lidelser – altså nogle af dem, der står uden for arbejdsmarkedet, som ordføreren lige nævnte før.

I SF vil vi gerne frigive en kvart milliard til et løft af psykiatrien over finansloven, og vi vil også gerne indføre gratis psykologhjælp til unge under 25.

Jeg vil gerne høre ordføreren: Hvad er Venstres bud på både at forebygge de her alvorlige psykiske lidelser, men også at give en ordentlig behandling til dem, der er ramt?

Ordføreren.

Nu kender vi jo måske ikke ned i detaljen budgettet for psykiatrien, men det er i hvert fald stort. Om det skal være større, skal jeg ikke kunne sige, men om det lige præcis er 250 mio. kr. ekstra, der vil gøre den markant afgørende forskel, vil jeg måske sætte spørgsmålstegn ved. Men jeg vil meget gerne, også med SF, være med til at diskutere, hvordan vi kan skabe bedre rammer for den psykiatriske behandling, meget gerne, for det er et vigtigt spørgsmål.

Men jeg bilder mig ikke ind, at det kun er et ressourcemæssigt spørgsmål, for vi har gjort forskellige tiltag. Der er, som jeg nævnte tidligere, noget regionalt, der er noget statsligt, der er andet, som måske også kan spille bedre sammen. Der kan ske koordinering, der kan ske mange ting, men at det lige præcis skulle være 250 mio. kr., der skulle kunne gøre en markant, afgørende forskel, er jeg ikke sikker på, men hvis SF har andre udmærkede, konstruktive forslag til, hvordan vi kan få mere ud af de midler, der så er, herunder den faglighed, der ligger blandt medarbejderne, diskuterer jeg det meget gerne med SF.

Spørgeren.

Det har vi da helt sikkert, men det er ikke ret lang tid siden, at man i børne- og ungdomspsykiatrien råbte vagt i gevær, for presset på psykiatrien er nu så stort, at man ikke kan udrede børn og unge ordentligt, og man kan ikke tilbyde dem den rette behandling. Som hr. Peder Hvelplund også rigtigt sagde, er der en kraftig stigning, hvor udgifterne til psykiatrien ikke er fulgt med, så jeg vil gerne bede ordføreren svare på, hvordan Venstre vil håndtere det pres, der er på psykiatrien.

Ordføreren.

Det må vi jo også håndtere undervejs, kan man sige, for det er også en løbende udvikling, hvordan det pres udvikler sig. Jeg er enig i, at der er et stigende pres i øjeblikket, men jeg vil bare vende tilbage til det, jeg har sagt tidligere. Med respekt for SF's forslag og fokus på det her område, bestemt, kræver det også, hvis der skal flere midler til, at vi har de midler. Det kan man selvfølgelig prioritere andetstedsfra, bestemt kan man det, men man kan i hvert fald også sikre, at der er bedre muligheder for, at vi kan tjene de penge, der skal til, så vi også kan prioritere nogle af de her udsatte grupper, bl.a. de psykiatriske patienter.

Men jeg synes faktisk, at der med det niveau, der allerede ligger, plus de satspuljeaftaler, vi også i fællesskab har indgået, plus de regionale tiltag med øgede økonomiske rammer, er nogle fornuftige muligheder, også i dag. Men det kan også blive bedre – bestemt kan det det.

Tak til hr. Jacob Jensen for dagens indsats. Den næste ordfører kan nå at skærpe appetitten her før middagspausen ved at holde sin ordførertale. Det er hr. Pelle Dragsted fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Forleden blev den nye danmarkskanon offentliggjort. Der var mange danskere, der havde deltaget og stemt om, hvilke værdier de særlig sætter pris på og forbinder med det danske samfund. Man kan jo mene, hvad man vil, om, hvad alle de her kanoner, der efterhånden er blevet til en del, skal bruges til, men én ting er i hvert fald sikker, og det er, at den nye danmarkskanon ikke har været inspirationskilde for de partier, der står bag den finanslov, som et flertal desværre vil vedtage i morgen.

Topscoreren blandt de værdier, som danskerne stemte om, var nemlig velfærdssamfundet. I kanonen er det beskrevet med følgende ord: I det danske velfærdssamfund nyder borgerne en høj grad af beskyttelse mod sociale og fysiske risici. Velfærdsgoderne i Danmark er f.eks. økonomisk støtte i tilfælde af arbejdsløshed, til sygdom, til alderdom, til børnepasning, til ældreomsorg samt ikke mindst til offentligt støttet skolegang og uddannelse. Man kan desværre ikke ligefrem sige, at det er en værdi, der har været rettesnor for den her finanslov eller i det hele taget for regeringens politik – tværtimod.

Beskyttelsen mod sociale risici og den økonomiske støtte ved arbejdsløshed og sygdom er desværre ikke noget, vi længere kan tage for givet og regne med trygt her i vores samfund.

Kontanthjælpsloftet, som har sat ind de seneste måneder, vil fordoble antallet af fattige børn. 15.000 børn skal holde jul i fattigdom. Det bringer Danmark tilbage til en kedelig førsteplads i fattigdom i Norden. Tillykke med det, hr. finansminister.

I går skrev en af de her reformramte danskere til mig. Det er en alvorligt syg kvinde, som også er enlig mor. Hun er ramt af loftet, og det, hun skrev og fortalte i går, var, at nu var hendes søn på 16 år blevet nødt til at opgive sin uddannelse og tage arbejde i det lokale supermarked for at hjælpe med at betale deres husleje og hendes medicin, for ellers kunne det ikke løbe rundt. Det er Danmark i slutningen af 2016 – et af verdens rigeste lande.

Vi hører om uacceptable forhold for vores ældre, tunge bleer, mangel på hjælp og pleje. Det er det, vi byder mennesker, der har knoklet hele livet. Og med årets finanslov vil regeringen fortsætte med de voldsomme nedskæringer på vores uddannelser, inden de i foråret kommer med nye forslag til at skære i SU'en.

Hvorfor alle de her nedskæringer? Jo, for regeringen vil hellere bruge penge på at sætte registreringsafgiften ned, på at sænke aktieskatten eller på at lade de rigeste familier slippe for at betale arveafgift. Så meget for det velfærdssamfund, som danskerne har valgt som den vigtigste værdi.

Regeringspartierne siger selv, at de går ind for et stærkt velfærdssamfund, og ofte undskylder man faktisk – det har vi også hørt her fra talerstolen i dag – de såkaldte reformer, reformer er jo blevet et andet ord for nedskæringer, med, at de er nødvendige for at bevare velfærden.

I sommer deltog jeg i statsministerens såkaldte væksttopmøde oppe på Marienborg, som skulle varme op til 2025-planen, og panden var lagt i dybe folder hos statsministeren. Han fortalte om, hvordan Danmarks vækst og produktivitet var lav, og hvordan vi over en årrække ville sakke bagud i forhold til vores nabolande, og at vi lå i bunden sammen med Spanien og Italien, som det hed, og derfor blev vi nødt til at gennemføre reformer, sænke skatten for de rigeste, øge pensionsalderen, skære i understøttelsen. I kender programmet. Men så skete der noget for nogle uger siden. Nationalregnskabet blev opdateret, og tænk engang, så viste det sig, at Danmarks vækst og produktivitet i det seneste år har været langt højere, end vi troede. Faktisk er produktiviteten vokset mere i Danmark end i vores nabolande, og Danmark er nu i den absolutte superliga. I stedet for at rutsje ned ad velstandsstigen, som statsministeren advarede om, er vi hoppet op.

Men hvis man havde forventet, at statsministeren havde indkaldt et nyt stort anlagt pressemøde, hvor han havde meddelt, at samtlige planlagte nedskæringsreformer nu selvfølgelig var taget af bordet, blev man slemt skuffet, for selv om de nye tal fuldstændig klædte statsministerens krisefortælling af, fortsætter regeringen ud ad præcis det samme spor, som om intet var sket. Og netop det – netop det – gør det så klart, at regeringens påtagede bekymring for fremtidens velfærd, deres snak om nødvendige reformer ikke er andet end dårlige undskyldninger – dårlige undskyldninger, der dækker over det, som regeringens politik egentlig har til formål, nemlig at tjene nogle snævre økonomiske interesser, uanset omkostningerne for vores velfærdssamfund.

At sænke arveafgiften for de allerrigeste, mens man skærer i produktionsskoleelevernes løn, at gøre de dyreste biler billigere, mens ældre mennesker svigtes, at sænke boligskatten for de rigeste boligejere, mens sygehuse tvinges til at skære 2 pct. år efter år, mens man skærer i Arbejdstilsynet, i uddannelserne, i SU'en – alt det her har intet at gøre med at forsvare velfærden, intet at gøre med at tjene den jævne danskers ve og vel. Det er ganske enkelt interessevaretagelse for en lille, snæver samfundsgruppe oppe i toppen af samfundet. Det er i øvrigt ofte de samme personer og virksomheder, som sponsorerer regeringspartiernes valgkampe.

En af de andre værdier, som blev stemt ind i den nye kanon, var lighed for loven. Det kan heller ikke siges at være en klar ledetråd for den nye finanslovsaftale, for med de nye, benhårde regler for at få permanent ophold i Danmark vil mange tusinde mennesker stå i en situation, hvor det at blive ramt af sygdom, af handicap eller bare det at få en fyreseddel vil gøre det umuligt for dem at blive ligeværdige borgere i det danske samfund. Vi vil få en voksende gruppe af medborgere, vores naboer, vores kolleger, vores venner, som ikke har de samme rettigheder og muligheder som os andre – et udenforskab. I stedet for at bekæmpe parallelsamfund, som man siger man vil, skaber partierne bag finansloven netop parallelsamfund på denne måde, og der bliver et større skel mellem os, der bor i Danmark – A- og B-borgere.

Hvad med den kristne kulturarv, en af de andre værdier i kanonen? Ja, man kan i hvert fald spørge sig selv: Hvor er næstekærligheden, når tusinder af børn skal holde jul i fattigdom? Hvor er næstekærligheden hos finanslovspartierne, når de sænker vores ulandsbistand til de fattigste lande? Hvor er næstekærligheden, når man vil stoppe med at tage imod kvoteflygtninge, mens Aleppo brænder og lider?

Man kan godt nogle gange føle sig lidt modløs, når man tænker på konsekvenserne af regeringens politik, og når vi nu risikerer at se frem til flere år og flere finanslove med den her regering – den har jo sat sig mageligt i ministerstolene og lagt de konflikter, der var mellem partierne, på hylden – men heldigvis er der også meget, der giver håb. Det er jo ikke for ingenting, at værdier som velfærd, tillid, frihed, frisind, frivillighed og foreningsliv blev valgt af danskerne som centrale værdier i kanonen.

Det giver håb at se studerende, der på kort tid kan samle 76.000 underskrifter mod regeringens uddannelsesnedskæringer; det giver håb at se, at tusinder af danskere har tilmeldt sig demonstrationen i støtte for Aleppo senere i dag nede på Slotspladsen; det giver håb at opleve tusinder af danskere, der hver dag deltager i frivilligt arbejde i idrætsklubber, i lektiecafeer, i foreninger og i organisationer; det giver håb at se en gruppe som Næstehjælperne vokse sig større og større, mennesker, der er ramt af arbejdsløshed og sygdom, der hjælper hinanden, deles om tingene og støtter hinanden i protesterne mod kontanthjælpsloftet; det giver sådan set også håb at se ansvarlige virksomheder, der siger nej til at annoncesponsorere hadprædikanterne på Den Korte Avis; og det giver håb at se, hvordan tusinder af mennesker forleden mødte op i solidaritet med den betjent, som for få dage siden blev meningsløs dræbt, og at lokalsamfundet samlede ind til de efterladte.

Det er det Danmark, det er de værdier, som vi skal bygge videre på. Vi kan nemlig så meget, hvis vi vil, hvis vi tror på de værdier, som har skabt vores samfund, hvis vi er der for hinanden, hvis vi vælger fællesskabet, når vi ved, at vi alle sammen bliver stærkere og friere, når vi har hinandens ryg, og ikke når vi konkurrerer hinanden nedad. Hvis ikke regeringen vil videreudvikle det synspunkt og det samfund, må vi andre jo gøre det.

Tak til hr. Pelle Dragsted.

Så er tiden inde til at holde en frokostpause, hvor man kan tænke lidt over de mange indtryk, man har fået i løbet af formiddagen.

Vi genoptager mødet kl. 13.00.

Mødet er udsat. (Kl. 12:01).

Mødet er genoptaget.

Vi starter med korte bemærkninger til ordføreren. Den første korte bemærkning er fra hr. Joachim B. Olsen. Værsgo.

Tusind tak for det. Enhedslisten er jo hoppet med på den her galej om, at det ville være fantastisk for det danske samfund, hvis arbejdsugen blev nedsat til 30 timer. Jeg vil gerne rose Enhedslisten for faktisk at have fremlagt et sådan gennemregnet forslag. Der er nogle antagelser, der ikke holder, i det oplæg, som Enhedslisten er kommet med, men trods alt har man gjort et forsøg.

Men det, som Enhedslistens eget forslag jo viser, er, at al den velstand, der måtte komme i fremtiden, vil Enhedslisten bruge på, at vi skal arbejde mindre. Der vil altså ikke være råd til øget offentligt forbrug. Der vil ikke være råd til, at man kan få bedre behandling på sygehusene osv. osv.

Enhedslisten er altså et parti, der både vil have øget offentligt forbrug, men også at vi arbejder mindre. Begge ting kan ikke lade sig gøre på samme tid, så hvad er det egentlig, Enhedslisten prioriterer højest?

Ordføreren.

Først må jeg lige komme med en rettelse, for vi er ikke hoppet med på nogen galej. Spørgsmålet om kortere arbejdstid har stået centralt for Enhedslisten, siden partiet blev dannet, og i øvrigt også længe før. Det er en kamp, som rækker helt tilbage til arbejderbevægelsens spæde start, og som jo også har resulteret i, at vi faktisk har fået nedbragt den ugentlige arbejdstid fra omkring 60 timer om ugen for 80-100 år siden til 37 timer i dag.

Tak for rosen for rapporten, men jeg må alligevel bemærke, at hr. Joachim B. Olsen næppe har læst den, for hr. Joachim B. Olsen får sagt, at vi vil bruge hele velstanden på at sænke arbejdstiden. Det er jo faktisk ikke det, vi fremlægger i forslaget. Ifølge vores forslag, hvor vi altså tager udgangspunkt i baseline fra Finansministeriet og bruger den samme model, så vil der stadig væk være en velstandsstigning på 272 mia. kr. frem mod 2027. Men det er jo rigtigt, at velstanden vil vokse mindre , end hvis vi blev ved med at arbejde 37 timer om ugen. På præcis samme måde, som hvis vi stadig arbejdede 60 timer om ugen i dag, ville velstanden i vores samfund nok også være højere.

Så det er jo et valg, vi står med. Ønsker vi, at vi skal have fordoblet vores forbrugsmuligheder i 2050, eller kunne vi godt tænke os at veksle lidt af den fremgang i forbrugsmuligheder til lidt mere tid sammen med ungerne?

Joachim B. Olsen.

Det er helt reelt, det anerkender jeg fuldstændig. Jeg vil igen også gerne rose Enhedslisten for at sige, at det er et spørgsmål om prioritering – det er rigtigt. Men det er så også rigtigt, at når vi i forvejen har en meget lav effektiv arbejdstid i Danmark og så skal sænke den yderligere, så er konsekvensen af det, som Enhedslisten foreslår, at der vil være færre ressourcer til hospitaler, til daginstitutioner, til alt det, som Enhedslisten ellers siger vi skal bruge hele råderummet i vores økonomi på.

Ordføreren.

I forhold til det her med meget lav arbejdstid er det rigtigt, hvis man ser på den enkelte lønmodtager, men man skal jo huske, at fordi vi har så høj en beskæftigelsesfrekvens, ligger vi faktisk, hvis du ser på familierne, meget, meget pænt i international sammenligning i forhold til den samlede indsats pr. time, der lægges. Det er jo det, der er det afgørende for, hvordan familieliv hænger sammen, og i øvrigt også for, hvor meget vi producerer i et samfund. Samtidig er vi jo blandt verdens mest produktive i de timer, vi så er på arbejde.

Med hensyn til hvad der er råd til i det offentlige, kan jeg love, at selv med Enhedslistens forslag ligger den forbrugsvækst, vi kan have i det offentlige, markant over, hvad Liberal Alliance nogen sinde kunne drømme om at gå ind for.

Så er det hr. René Christensen.

Tak for det. Selv om vi har holdt pause, vil jeg gerne kommentere ordførerens indlæg, som vi havde før pausen. For det blev jo sådan et indlæg om, at nu falder himlen ned, og at det er en rigtig forfærdelig finanslov, også i forhold til det velfærdssamfund, som vi kender osv. osv. Det synes jeg faktisk er lidt ærgerligt, for kan ordføreren ikke bekræfte i forhold til den her finanslov og faktisk også, når vi kigger på den fra 2016, at vi er kommet fra en periode, hvor der faktisk var minusvækst i kommunerne, hvor det offentlige var under pres, og at vi i 2016 – også når vi skal måle det i forhold til 2017, for der forventer vi det også – har set, at der har været en moderat vækst i det offentlige forbrug? Kan ordføreren ikke glæde sig over, at der kommer 580 mio. kr. til dagtilbuddene? Kan ordføreren ikke glæde sig over, at der kommer 1 mia. kr. mere til ældreplejen? Kan ordføreren ikke glæde sig over de ting, der reelt kommer med den her finanslov?

Så kan jeg godt forstå, at man er uenig i nogle af de her stramninger, der sker på udlændingeområdet og sådan noget – det er jo almindeligt kendt, at man er uenig i det – men altså, solen skinner, og det går jo egentlig meget godt, og det går vel egentlig også bedre, end da Enhedslisten var støtteparti. Kan man ikke anerkende det?

Ordføreren.

Det går jo meget godt for nogle i vores samfund, men der er også rigtig mange, som det ikke går så godt for, bl.a. de mennesker, som bliver ramt af kontanthjælpsreformen og de andre fattigdomsydelser.

Med hensyn til udviklingen i kommunernes forbrug er det rigtigt nok, at der var nogle år, hvor det var meget lavt eller i minus, når vi ser bagud. Det var ikke det, man planlagde efter, og derfor vil jeg også gerne lige vente, til vi har regnskaberne fra 2016 og efterfølgende fra 2017, og se, om vi reelt får den vækst, som er aftalt. For problemet er, at det sanktionsregime, man har lagt ned over kommunerne, jo reelt betyder, at de ofte bruger mindre, fordi de er bange for at få med finansministerens hammer, hvis de kommer til at bruge for meget. Og derfor viser det sig ofte, at den reelle vækst i kommunernes forbrug har været lavere end det, man antog. Men lad os se på det.

Jeg synes selvfølgelig, det er positivt, hver gang det lykkes at få sikret flere penge til bedre service for vores ældre og ordentlige forhold ude på daginstitutionerne. Men man må også bare sige, at med de meget hårde nedskæringer, der har været siden krisen, både under den foregående regering og under den seneste regering, er der virkelig brug for en genopretning derude, for der er blevet skåret omkring 30.000 varme hænder væk i den offentlige velfærd.

Spørgeren.

Tak for det. Jamen det glæder mig også, at det er sådan i politik, at selv om vi kan være uenige om meget, er der trods alt også noget, vi kan blive enige om – selvfølgelig er der det, og det afspejler sig også i de afstemninger, vi heldigvis også har hernede i Folketingssalen.

En anden ting, jeg gerne vil spørge ordføreren om, er i forhold til skattelettelser, for det har jo fyldt rigtig meget i debatten op til den her finanslov. Hvor står Enhedslisten egentlig i forhold til det? For nogle af Enhedslistens ordførere lægger meget vægt på, at skattelettelser er af det onde, og nu vil jeg gerne spørge den finanspolitiske ordfører: Mener Enhedslisten, at det er bedst, at dem, der går på arbejde, har mindst ud af det, altså betaler en så høj skat som muligt? Eller har Enhedslisten det syn, at dem, som går på arbejde og hver morgen møder op, også skal have så meget tilbage som muligt til sig selv, også dem med de små indkomster? Og selvfølgelig skal der også være plads til, at vi har det velfærdssamfund, som vi kender i dag.

Ordføreren.

Ja, altså, der er jo ikke nogen selvstændig pointe i at indkræve skatter. Det er jo ikke, fordi man synes, at det er skønt. Det er jo, fordi skatterne finansierer et af verdens mest vellykkede samfund med høj social tryghed, hvor vi har hinandens ryg. Og det kræver nogle skatteindtægter. Jeg ser det ikke som en byrde, som mange gør, jeg ser det som en investering. Almindelige, jævne danskere investerer i deres egen frihed, for uden det skattefinansierede velfærdssamfund stod vi alene over for arbejdsgiverne, sådan som vores land så ud, før vi havde et velfærdssamfund, og det er ikke noget, der øger friheden for almindelige mennesker.

Men vi ser det gerne, hvis man kan lette skatten. Vi bryder os ikke om det her med, at det kun er mennesker i arbejde, der skal have lettet skatten, og at dem, der er ramt af sygdom eller handicap, eller folkepensionisterne hver gang skal snydes, sådan som det har været tilfældet med de seneste skattereformer.

Så er det hr. Rasmus Jarlov.

Jeg hæftede mig ved, at hr. Pelle Dragsted kritiserede, at der ikke længere var lighed for loven, fordi vi gør det vanskeligere at få permanent opholdstilladelse i Danmark – hvis man eksempelvis har været i karambolage med loven. Jeg synes jo personligt, det er fantastisk, at man ikke får lov til at få permanent ophold i Danmark, hvis man er kriminel, men jeg må jo give hr. Pelle Dragsted ret i, at så er der ikke lighed mellem de kriminelle udlændinge og danskerne. Men mener hr. Pelle Dragsted ikke også, at det er i orden, at man som udlænding ikke har de samme rettigheder med hensyn til at bo i Danmark som en dansker?

Ordføreren.

Hvis vi snakker om mennesker, som kommer hertil for at lave kriminalitet, synes jeg sådan set bare, at man skal have sin dom og så sendes hjem igen. Der, hvor jeg er bekymret, er der, hvor vi snakker om mennesker, der er født i Danmark eller er kommet hertil som børn. De begår f.eks. en lovovertrædelse, der giver 6 måneders frihedsstraf – det kunne være som følge af et ordinært værtshusslagsmål, da de var 18 eller 19 år – og sådan som jeg forstår aftalen om finansloven, vil de aldrig kunne få permanent opholdstilladelse, heller ikke når de er 50 år. Se, det synes jeg er en meget hård ekstra straf.

Det er jo ikke i orden at være i værtshusslagsmål, hverken for mig, hr. Rasmus Jarlov eller en, der er født her i Danmark af udenlandske forældre. Men jeg synes, at det er en meget voldsom ekstra straf, som ikke er proportional. Og det, jeg også talte om, var jo altså, at det også, hvis man f.eks. bliver ramt af en fyreseddel, hvilket jo er uforskyldt, eller bliver ramt af sygdom, hvilket også er uforskyldt, bliver meget, meget svært at få permanent opholdstilladelse.

Det, jeg er bekymret for, er altså, at vi får et meget stort B-hold i Danmark, som bor her, som er vores naboer, som er vores kollegaer, men som på en eller anden måde ikke har de samme rettigheder. Det er sådan noget, jeg tror skaber parallelsamfund.

Hr. Rasmus Jarlov.

Altså, det, der skaber parallelsamfund i Danmark, er jo, at vi har haft en alt for stor indvandring af ukvalificeret arbejdskraft, som ender på bunden af samfundet. Når vi skal vælge mellem de mange, mange millioner af mennesker, som kunne have glæde af at få ophold i Danmark, og når vi anerkender, at der er nødt til at være en grænse for, hvor mange vi kan tage imod, så har jeg det sådan, at jeg synes, at de kriminelle må stå bagest i køen, altså når vi skal vælge, hvem af de udlændinge der skal have lov til at være i Danmark. Og derfor synes jeg, det er rigtig, rigtig fornuftigt, at kriminelle udlændinge ikke får permanent ophold. Er hr. Pelle Dragsted uenig i den betragtning?

Ordføreren.

Jeg synes faktisk, at jeg svarede på spørgsmålet. Altså, snakker vi om bander, som kommer hertil for at begå kriminalitet, så har jeg sådan set intet problem med, at de får en hård straf og ryger ud så hurtigt som muligt, men det, jeg er bekymret for, er altså, at mennesker, som har boet her hele livet, og som på en eller anden måde kommer i konflikt med loven tidligt i deres liv, så resten af livet skal være afskåret fra at få permanent ophold.

Så vil jeg bare lige anføre i forhold til det her med at vælge mellem folk, at hvis det stod til mig, var der slet ikke nogen, der skulle flygte til Danmark. Vi har jo ikke decideret indvandring i Danmark. Vi har flygtninge, der kommer hertil, og så har vi en masse udenlandsk arbejdskraft, men det er en anden diskussion. Der er jo ikke tale om et valg – der er jo tale om mennesker, som er på flugt, og som vi tager imod, for at de finder beskyttelse, indtil de kan komme tilbage til deres eget land.

Tak. Så er det fru Louise Schack Elholm.

Tak. Enhedslisten har lavet sådan et fint oplæg om en 30-timersarbejdsuge, og jeg vil gerne rose Enhedslisten for, at man rent faktisk har lavet et konkret udspil, hvor der også er en finansiering. En del af finansieringen er en reform af unødigt bureaukrati med 15 minutter om dagen for de offentligt ansatte, og det synes vi jo lyder interessant, for vi har altid et ønske om at mindske unødigt bureaukrati. Så jeg vil gerne prøve at høre, hvordan man konkret vil gøre det her.

Ordføreren.

Det er jo en masse af de kontrolkrav, der findes. Vi har jo f.eks. tidligere foreslået, at man kiggede på nogle af de obligatoriske elevplaner og en række af de her dokumentationskrav, der er blevet hældt ned over de offentligt ansatte på alle niveauer, fra daginstitutionerne, skolerne og til sygehussektoren. Og der er blevet lavet en undersøgelse, der viser, at der bliver brugt rigtig meget tid på unødigt bureaukrati, som er pålagt herindefra, og det vil vi meget gerne være med til at skære ned på. Vi har så den holdning i modsætning til Venstre, at de penge, der frigives ved sådan en øvelse, skal blive, og at de – hvis vi ønsker det, og hvis lønmodtagerne ønsker det – kan bruges til at kompensere for den kortere arbejdstid. Det vil altså sige, at man frigiver nogle arbejdstimer, som kan betyde, at kollegaerne kan arbejde lidt mindre.

Spørgeren.

Det lyder jo interessant. Vi er jo som sagt også interesserede i at komme bureaukratiet lidt mere til livs, men hvad er det ud over de elevplaner så ellers for nogle ting, man tænker sig? Hvordan vil man konkret gribe det an? Vi arbejder jo nu rent faktisk på i samarbejde med KL at kigge på, hvordan man kan komme bureaukratiet til livs. Men hvad vil Enhedslisten konkret gøre for det?

Ordføreren.

Der er jo mange områder, men ét område er f.eks. mange af de dokumentationskrav, som vi hører der er derude, altså det, man har kaldt minuttyranniet ude i ældreplejen. Meget af det skyldes bl.a. de ønsker om konkurrenceudsættelse og udlicitering, der har været, som jo kræver, at man minut for minut dokumenterer , hvad det er for nogle servicer, man tilbyder, sådan at private kan komme ind og byde på dem og tjene penge på det, og det har været med til at øge bureaukratiet. Der er også en række andre områder, hvor man vil kunne tage fat. Lige nu er der f.eks. en øvelse i gang i forhold til erhvervsfremmeindsatsen, som man også mener bliver brugt ret ineffektivt. Så der er en masse områder, hvor vi kan kigge på at gøre tingene mere effektivt.

Så er det hr. Danny K. Malkowski.

Tak for det. Det er sådan set en opfølgning på min kollega hr. Joachim B. Olsens spørgsmål, for der er altså nogle ting, der mangler, for at få det her regnestykke til at gå op.

Ordføreren var i sin tale inde på, at Danmarks økonomi nu endelig viste en nogenlunde stabil vækst igen, og at det derfor er en fejlprioritering, at vi ikke nu og her investerer mere, end vi gør, i bl.a. velfærd og arbejdsløse. Men formålet med finansloven og regeringsgrundlaget er jo netop at sikre, at vi får en varig velfærd, altså også frem i tiden.

Så hvordan forholder Enhedslisten sig til at sikre den vækst, der er nødvendig, for at vi også kan have et fungerende velfærdssamfund i fremtiden, når man samtidig laver et udspil med en 30-timers arbejdsuge, hvor man i øvrigt indregner en skattestigning på 50 mia. kr. og en forringelse af beskæftigelsen?

Ordføreren.

Jamen altså, med det her forslag vil statens indtægter stadig vokse i forhold til i dag. Med det her forslag vil velstanden stadig vokse i forhold til i dag. Det er så i øvrigt en diskussion i forhold til klima og miljø, om vi overhovedet ønsker selv den vækst i velstanden, som vi lægger op til, for det vil jo alt andet lige hæve vores forbrug og vores CO 2 -udledning. Der ligger jo en utrolig vigtig generationsopgave foran os med at diskutere, om det her overhovedet skal udvikle sig på den måde.

Men det er rigtigt og klart, at når velstanden vokser mindre, vokser indkomsterne også mindre. De vokser stadig, men i en lavere takt, fordi man bytter noget af det til fritid. Det betyder selvfølgelig også, at skatteindtægterne vokser mindre. Og der er det, vi peger på, at der er nogle modgående effekter: Hvis vi f.eks. bringer ledigheden ned, trækker vi flere ind på arbejdsmarkedet. Det kunne vi se, da der var de rigtig gode år i 2007 og 2008, nemlig at nogle af dem, der var langt fra arbejdsmarkedet, kom ind, og så sparer vi dagpenge, kontanthjælp, aktivering.

Hvis der er en manko tilbage, er vi helt åbne over for, at der så er nogle skatteindtægter, der skal øges, og der peger vi på sådan noget som f.eks. kapitalbeskatning, beskatning af finansielle transaktioner, beskatning af store formuer og stor arv osv.

Spørgeren, værsgo.

Jeg ved ikke, om ordføreren har læst den seneste Økonomiske Redegørelse. Den udkom i sidste uge, men deri står faktisk, at ledigheden er historisk lav – den har ikke været så lav i 40 år, undtagen i 2007 og 2008. Samtidig efterlyser virksomhederne, at man rent faktisk laver nye reformer, så vi får øget arbejdsudbuddet, og det kan man jo ikke gøre ved samtidig at sige, at vi skal have færre mennesker i beskæftigelse. Så hvordan forholder ordføreren sig til det?

Ordføreren.

Det er jo stadig væk sådan, at der er syv ledige pr. opslået ledig arbejdsplads, så vi er jo langtfra i mål endnu. Ud over de mennesker, der kan træde direkte ind på arbejdsmarkedet, er der et stort mørketal derude, dvs. mennesker, der er røget helt ud af systemet på grund af de seneste reformer. Og vi ved også, at man kan trække nogle af dem ind, som i dag er uden for, hvis efterspørgslen kommer. Og endelig kan en del af udfordringen også løses, ved at nogle af dem, der i dag er på deltid, men ønsker at gå op i tid, kan øge deres arbejdstid.

I den udstrækning, der kommer flaskehalsproblemer, er der jo også en mulighed for at trække på arbejdskraft fra vores nabolande.

Tak. Så er det hr. Jan E. Jørgensen. Værsgo.

Tak. Jeg vil også gerne melde mig i koret af dem, der roser Enhedslistens planer for, hvordan man kunne finansiere en 30-timersarbejdsuge. Men jeg hørte det lidt sådan, at finansieringstiltag såsom eksempelvis at nedbringe sygefraværet, hvilket jo er en entydigt god ting – det er bedre at være rask end syg, ikke sandt? – er noget, som Enhedslisten kun synes er en god idé, hvis pengene kan bruges til at sænke arbejdstiden. Er det korrekt?

Ordføreren.

Nej, bestemt ikke. Det ville da under alle omstændigheder være godt at nedbringe sygefraværet, ikke mindst det stressrelaterede sygefravær. Men vores holdning og vores vurderinger ud fra de erfaringer, der er gjort rundtomkring, er, at det netop er det at nedsætte arbejdstiden, særlig i det offentlige, med fuld personalekompensation, som vil kunne nedbringe sygefraværet. Det er, fordi man de steder, f.eks. i Sverige, hvor man har haft erfaringer med at nedsætte arbejdstiden i bestemte virksomheder, både offentlige og private, har kunnet se, at sygefraværet var faldende. Vi har i vores model anslået, at man kan få sygefraværet ned på det halve. Er det muligt? Det har det været nogle steder. Hvis ikke det er muligt, er det klart, at så skal vi finde nogle andre indtægter et andet sted.

Spørgeren.

Jo, jo, men Enhedslisten har også andre forslag, eksempelvis afbureaukratisering. Kunne vi mødes, sådan at vi gennemførte nogle af de initiativer, som Enhedslisten peger på, altså afbureaukratisering og nedbringelse af sygefraværet, så langt vi nu kunne komme, og så måske mødes på midten eller et eller andet med hensyn til finansieringen?

Ordføreren.

Vi er altid villige til at sætte os ned og snakke med fornuftige mennesker på Christiansborg og finde gode løsninger på de udfordringer, danskerne står over for. Men problemet er ofte, når Venstre snakker om effektivisering af den offentlige sektor, at det sjældent handler om afbureaukratisering, men ofte om, at de ansatte skal løbe hurtigere, end de gør i dag, og det vil i hvert fald ikke nedbringe sygefraværet.

Så er det hr. Jacob Jensen.

Nu synes jeg, vi er inde i en rigtig god og konstruktiv tone, og det er ikke ondt ment. Sådan er jeg sikker på at hr. Jan E. Jørgensen heller ikke mener det. Derfor vil jeg bare spørge lidt mere konkret, og det er virkelig oprigtigt ment: Når Enhedslisten foreslår en 30-timersarbejdsuge, hvilket skulle være med til at nedbringe stressfaktoren for mange af de offentligt ansatte, hvordan forestiller man sig så det i forhold til de mange offentligt ansatte, der i forvejen er på deltid? Der er mange sygeplejersker, mange SOSU-assistenter, mange, som måske arbejder 32 timer eller 24 timer eller noget andet. Skal de så tilsvarende gå ned i tid – forholdsmæssigt, i samme forhold som fra 37 til 30 timer – eller hvordan forestiller man sig det? For det må vel være med i overvejelserne om, at en nedsættelse af arbejdstiden til 30 timer skulle kunne nedbringe en stressfaktor. For hvis man i forvejen arbejder 30 timer eller lidt mindre, får man jo ikke rigtig noget ud af det forslag, kan man sige.

Ordføreren.

Jo, det gør man nu. For det betyder jo altså, at timelønnen stiger. For hvis vi skal sænke lønnen fra 37 til 30 timer og samtidig sikre, at folks realløn – den årlige realløn – bevares, betyder det selvfølgelig, at den effektive timeløn hæves. Og det vil selvfølgelig også få gennemslag for dem, der arbejder 30 timer.

Vi ved fra bl.a. FOA og 3F's undersøgelser, at der er rigtig mange deltidsansatte, særlig i den offentlige sektor, som ønsker at komme op på fuld tid. Det er klart, at når vi foreslår at sænke arbejdstiden, men med fuld personalekompensation, i det offentlige, så vil det øge efterspørgslen efter arbejdskraft i det offentlige. Det vil der nok være nogle der vil blive bekymrede over hernede. Men det vil altså give mulighed for, at nogle af de mennesker, der allerede er der og ønsker at gå op i tid, får mulighed for det. Jeg kan ikke huske det, men jeg tror, det nærmest er tre fjerdedele eller sådan noget af FOA's ansatte i det offentlige, der er på deltid. Jeg kan ikke huske det præcist, men det er et meget, meget højt antal, og mange af dem ønsker faktisk at gå op på fuld tid.

Spørgeren.

Så kunne jeg godt tænke mig at høre lidt konkret, hvordan man forestiller sig det sådan rent praktisk skulle ske. For der er jo nogle opgaver. Man har en uddannelse – man kan være sygeplejerske, man kan være læge, man kan være politimand, man kan være mange ting. Hvis de pludselig skal gå ned med x antal timer i arbejdstid, kan man jo ikke bare lige sådan fra gaden tage den første den bedste – med al respekt – og sætte dem ind i de tilsvarende funktioner. Der er jo mangel på læger, der er mangel på sygeplejersker flere steder, der er mangel på politifolk. Vi forsøger nu med finanslovsaftalen i øvrigt at uddanne nogle flere politibetjente. Så hvordan forestiller Enhedslisten sig at de her mange, mange manglende timers arbejdskraft, som der kommer til at være, fordi man går ned i tid, skal leveres ind fra folk, som umiddelbart ikke har de kompetencer?

Ordføreren.

Det er klart, at det er en udfordring ved at sænke arbejdstiden. Det er jo lykkedes de andre gange, vi har sænket arbejdstiden, at finde de mennesker, der kunne erstatte den her arbejdskraft. Men derfor kan det jo heller ikke ske fra den ene dag til den anden. Der vil være en indfasningsperiode, og inden for nogle sektorer er den indfasningsperiode måske endda nødt til at være længere end andre steder.

Det, som jeg synes er vigtigt at understrege, er, at vi jo også kigger ind i en fremtid – siger de kloge – hvor vi får en ny teknologisk revolution, altså automatisering, kunstig intelligens, robotisering, som vil overflødiggøre tusinder og tusinder af menneskers jobs i dag. Derfor kan vi faktisk risikere at stå i den modsatte situation – ikke at vi kommer til at mangle arbejdskraft, men at vi kommer til at mangle arbejdspladser til alle.

Men må jeg ikke foreslå med den store interesse, der er for det her, at vi måske tog initiativ til en høring her på Christiansborg om spørgsmålet om kortere arbejdstid. Det synes jeg kunne være rigtig interessant.

Med den opfordring siger vi tak til hr. Pelle Dragsted. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så vi går videre i ordførerrækken til hr. Joachim B. Olsen, Liberal Alliance.

I gamle dage, dengang Liberal Alliance var et støtteparti, indgik vi en aftale om finansloven for 2017 med Lars Løkke Rasmussen II-regeringen, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti, og det er den aftale, vi tredjebehandler i dag. Vi gik til finanslovsforhandlingerne med en klar prioritet: at øge borgernes frihed. Midlet til at opnå dette mål er lavere skatter og afgifter samt mere valgfrihed for borgerne.

I Liberal Alliance har vi med andre ord fokus på den borgernære velfærd – den velfærd, som betyder meget i helt almindelige hårdtarbejdende danskeres hverdag; den velfærd, som kommer af, at politikerne letter byrder for borgerne, at politikerne konfiskerer lidt mindre, blander sig lidt mindre og bruger lidt færre af skatteborgernes penge, så pengene i stedet kan bruges af skatteborgerne selv. I landet med verdens højeste skattetryk er det den bedste måde at øge borgernes frihed og velfærd på. Derfor er vi villige til at lette skatter når som helst, hvor som helst, under alle påskud og under alle forhold.

Før forhandlingerne meldte vi ud, at registreringsafgiften, koblingsprocenten og grundskylden igen i år var øverst på vores ønskeseddel. Derfor er jeg rigtig glad for at kunne konstatere, at vi er blevet imødekommet på alle tre ønsker.

En af Liberal Alliances mærkesager er at få afskaffet registreringsafgiften. På sidste års finanslov fik vi sænket registreringsafgiften fra 180 pct. til 150 pct. I dette års finanslov fik vi som sagt igen sænket registreringsafgiften – denne gang ved at grænsen for, hvornår der betales fuld registreringsafgift, blev forhøjet. Det at have en bil er en nødvendighed for mange danskere. Bor man uden for de store byer, kan man ikke klare sig uden – det ved jeg, idet jeg selv er vokset op i Halvrimmen, en lille by øst for storbyen Brovst.

I disse år tales der meget om, at vi skal gøre det mere attraktivt at bo uden for de store byer. En afskaffelse af registreringsafgiften ville gøre mere for at fremme dette end noget andet enkeltstående politisk initiativ. Mange borgere i byerne kan heller ikke klare sig uden en bil. For de fleste børnefamilier kan hverdagen ikke hænge sammen uden en bil. Alle, som ejer en bil, ved, at den øger ens frihed gennem større mobilitet og dermed flere muligheder for oplevelser og arbejde. En bil gør simpelt hen verden mindre. Det at have en bil hører ganske enkelt almindelige danskeres velfærd. Det er for os i Liberal Alliance ubegribeligt, at nogen kan gå ind for, at vi i Danmark overhovedet har en registreringsafgift. I Sverige, Tyskland og England er der slet ikke nogen registreringsafgift. I de øvrige nordeuropæiske lande er registreringsafgiften lav.

Når en sænkelse af registreringsafgiften har meget høj prioritet for os, beror det på to grundlæggende principper. Det første princip er, at staten ikke skal være smagsdommer. Det er ikke staten, der skal fortælle os, om det er godt eller dårligt at køre bil – ud over hvad angår den påvirkning, biler har på andre mennesker. Og som bl.a. vismændene har vist, kan den høje beskatning af biler hverken begrundes med miljø- eller klimahensyn eller med omkostningerne til vedligeholdelse af vejene. Baggrunden for, at man før sidste finanslov havde en marginalbeskatning på biler på 250 pct., var alene et statsligt ønske om, at hvis man absolut skulle eje en bil, måtte den hverken være for stor eller for lækker. Af samme grund havde den samlede danske venstrefløj travlt med at døbe en moderat sænkelse af en grotesk overbeskatning af biler til en Ferrarireform – som om det mest frygtelige i verden er, at folk, der har succes og bidrager til samfundet i stor stil, også tillader sig at købe en lækker bil. Intet udstiller den danske venstrefløjs smålighed bedre.

Det andet princip er, at staten skal opkræve skatter på en hensigtsmæssig måde. Det umiddelbare provenutab for statskassen ved at sænke registreringsafgiften på dette års finanslov er 725 mio. kr. Efter adfærd og tilbageløb reduceres provenutabet til 225 mio. kr. Det skyldes, at en lavere registreringsafgift gør det mere attraktivt at arbejde, hvorfor beskæftigelsen øges og der kommer flere skattekroner i statskassen. Borgerne skal altså fremover betale 725 mio. kr. mindre i registreringsafgift, men statskassen går kun glip af 225 mio. kr. Velfærdsforbedringen for borgerne er altså til at føle på.

Selvfinansieringsgraden ved en nedsættelse af registreringsafgiften er i øvrigt ekstremt høj – ifølge Finansministeriet på hele 71 pct. En selvfinansieringsgrad på 71 pct. svarer til, at for at staten kan bruge 1 kr. fra registreringsafgiften, er omkostningen for borgerne 3,5 kr. Hvordan kan nogen politiker – uanset politisk ståsted – mene, at det er fornuftigt at have en afgift, hvor hele 71 pct. af provenutabet ved en nedsættelse af afgiften kommer tilbage i statskassen igen? En så høj selvfinansieringsgrad betyder altså, at registreringsafgiften ikke i væsentligt omfang bidrager til statens finansiering, men udelukkende koster velstand og velfærd. Alle partier burde derfor kunne blive enige om at afskaffe den. Det er ikke et spørgsmål om ideologi, men almindelig sund fornuft.

En anden mærkesag, vi fik indrømmelser på i finanslovsaftalen, var en forhøjelse af koblingsprocenten. Koblingsprocenten sikrer som bekendt, at de frie grundskolers tilskud fastsættes som en fast procent af folkeskolens udgifter. I forbindelse med genopretningspakken i 2010 blev koblingsprocenten sænket fra 75 til 71 pct. På sidste års finanslov blev den så igen hævet til 73 pct., og nu er den igen tilbage på 75 pct. Det, at pengene følger borgeren, er et sundt princip, som burde udbredes til flere områder. Det giver jo konkurrence, og det gavner alle, også folkeskolen. Det skaber større mangfoldighed i tilbuddene. Det giver jo mulighed for, at forældre kan stemme med fødderne, når Christiansborg eksempelvis ødelægger folkeskolen med alt for lange skoledage og alt for meget gøgl.

Den tredje mærkesag, vi fik indrømmelser på, var grundskylden. Den voldsomt stigende grundskyld skabte stor usikkerhed for rigtig mange husejere. Og når Rigsrevisionen har underkendt det nuværende ejendomsvurderingssystem så utvetydigt, som tilfældet er, er det fornuftigt at friholde borgeren, indtil man finder en mere langtidsholdbar løsning. Vi synes, det er fornuftigt, at det allerede aftalte vurderingssystem kommer til at sikre mere pålidelige vurderinger, som også kommer til at gøre op med den indirekte diskrimination af husejere. Liberal Alliance har tre prioriteter i forhold til de kommende forhandlinger om ejendomsbeskatning. Vi ønsker, at ejendomsbeskatningen skal være så lav som muligt, så rimeligt fordelt som muligt og med så trygge og langsigtede rammer som muligt.

Ingen af de indrømmelser, vi fik på finansloven, er udtryk for, at vi er i mål. Vi ønsker som sagt registreringsafgiften helt væk. Vi ønsker koblingsprocenten op på 80 pct. Vi ønsker, at boligbeskatningen bliver så lav som muligt. Men denne finanslov trækker i den helt rigtige retning. Tak.

Tak til ordføreren. Der er en række korte bemærkninger. Hvis taletiden bliver overholdt, tror jeg godt, vi kan nå dem alle sammen. Vi starter med fru Christine Antorini.

Tak for ordet. Altså, det var jo helt utroligt at høre, hvordan ordføreren for Liberal Alliance med stor begejstring kunne bruge nærmest hele sin taletid til at tale om biler og lavere registreringsafgifter. Man må sige, at det i hvert fald er klar kommunikation til nogle, der har dyre biler, om, at de har fået lidt på kontoen fra Liberal Alliance. Men fred med det – det er faktisk ikke det, jeg vil diskutere. Jeg vil diskutere alt det andet, som Liberal Alliance jo har stået for, og som vi er lidt nysgerrige efter at høre hvad Liberal Alliance vil gøre ved i forhold til regeringen.

Noget, der betyder meget mere for rigtig mange helt almindelige mennesker – mennesker, der har haft et langt og hårdt arbejdsliv – er, at regeringen med Liberal Alliance ønsker at hæve pensionsalderen yderligere. Vi kan forstå, at det er det, der skal hente alt det ind, som skal bruges til lempelsen af registreringsafgiften og alle de der gaver, som Liberal Alliance gerne vil give, men det her rammer jo altså nogle folk, som har haft et langt, hårdt og fysisk nedslidende arbejde. Vi kunne forstå på statsministeren, at Venstre ikke var helt sikker på, om man ville hæve pensionsalderen med op til 4 år. Vi er nysgerrige efter at høre, hvad Liberal Alliance arbejder for i regeringen.

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Det her handler jo ikke om dyre biler, det må jeg lige slå fast. Jeg har ikke noget imod, at dyre biler bliver billigere, men det handler først og fremmest om, at det, der er dyre biler i Danmark, er billige biler i andre lande, på grund af at vi har verdens højeste registreringsafgift. Det rammer først og fremmest folk med lave indkomster og almindelige indkomster.

Med hensyn til pensionsalderen vil jeg sige, at vi synes, at pensionsalderen skal sættes op, og vi har foreslået, at den skal sættes op til 68 år, og vi synes også, at efterlønnen skal afskaffes helt. Det er jo en ordning, man ikke har i andre lande. De to initiativer alene vil gøre, at den målsætning, som regeringen har sat, om at øge beskæftigelsen med mellem 55.000 og 60.000 personer, vil blive nået.

Man kan også sige det sådan: Hvad sker der for førtidspensionisterne, når man hæver pensionsalderen? Ja, så er de på førtidspension i længere tid, hvor de har en højere indkomst. Det vil sige, at dem, som ikke kan arbejde, vil få gavn af det, men dem, som godt kan arbejde, vil blive på arbejdsmarkedet. Det vil skabe vækst og velstand, der er fundamentet for, at vi kan tage os af dem, der ikke kan selv.

Spørgeren.

Altså, man må i hvert fald sige, at ordføreren for Liberal Alliance er klar i mælet: Man ønsker at afskaffe efterlønnen og hæve pensionsalderen yderligere. Man må jo sige, at der i hvert fald er blevet skabt maksimal usikkerhed for de mange mennesker, som ikke aner, hvordan det kommer til at se ud med pensionsalderen. Først var det statsministeren, som ikke rigtig ville sige noget om, hvor meget den skulle hæves ekstra – og vi har i forvejen en af de højeste pensionsaldre i sammenligning med andre lande i Europa – og nu er det Liberal Alliance, der vil arbejde for afskaffelse af efterlønnen plus en yderligere hævelse af pensionsalderen. Jeg vil bare gerne have bekræftet, at det simpelt hen er den indsats, Liberal Alliance, der nu er kommet i regering, vil gøre, nemlig at hæve pensionsalderen endnu mere end det, som regeringen tidligere lagde op til.

Ordføreren.

Liberal Alliances politik har ikke ændret sig. Vi har den samme politik i dag, som vi havde for 3 uger siden. Nu er vi trådt ind i en regering, og ministrene i regeringen har lavet et regeringsgrundlag. Det er et kompromis mellem de tre partiers politik, og der er enighed om at trække i den samme retning. Regeringen vil så på et tidspunkt komme med et udspil – et udspil, som man må formode vil gøre, at man kan nå de målsætninger, man har sat sig. Men nogle af de her udspil, f.eks. højere pensionsalder, vil gøre, at man kan nå den målsætning, man har sat sig, og det synes vi i Liberal Alliance er rigtig fornuftigt, for der er behov for at øge beskæftigelsen.

Tak. Så er det hr. René Christensen.

Tak for det. Jeg vil gerne spørge lidt ind til bilafgifterne, for det fyldte jo også meget i ordførerens tale, og jeg vil med det samme sige, at vi fra Dansk Folkepartis side synes, det er rigtig fint, at den almindelige dansker nu kan gå ud og købe sig en familiebil, en mere sikker bil, en mere miljørigtig bil, så man kan fragte sig til og fra arbejde, jo også fordi arbejdspladserne har flyttet sig og pendlingsmønsteret er blevet ændret.

Men jeg vil gerne stille ordføreren et spørgsmål. Liberal Alliance ønsker at fjerne registreringsafgiften helt – og det er jo sådan set et ædelt formål at have – men er ordføreren så ikke enig i, at metoden med sådan at tage det i bidder år efter år kan man ikke blive ved med? For på et tidspunkt smadrer man jo markedet. Folk begynder jo at tro på, at det kommer år efter år, og så kan vi risikere, at der kommer en tendens til at tænke, at man ikke skal købe bil i den sidste halvdel af året, fordi der nok kommer en reduktion i forhold til registreringsafgiften i finansloven til næste år. Så er ordføreren ikke enig i, at man bliver nødt til at kigge på en anden model, hvis man skal arbejde videre med, at det skal være billigere at købe bil i Danmark, eksempelvis den her model, hvor man kigger på sikkerhedsudstyr og miljøbelastning osv.?

Ordføreren.

Faktisk vil jeg gerne sige tak til hr. René Christensen for den sådan positive indstilling i forhold til at få sænket verdens højeste registreringsafgift. Der er klart nogle dilemmaer, i forhold til hvordan man gør det her. Hvis man gjorde det på én gang, ville det smadre markedet, især brugtvognsmarkedet, og der ville være et kæmpestort kapitaltab. Så når jeg hører, hvad bilbranchen siger, så siger de, at den fornuftige måde at gøre det på er at gøre det lidt ad gangen. Men vores holdning er, at den skal væk, og hvis vi kan blive enige om det, kan vi også snakke om, hvordan vi gør det. For jeg må formode, at man også i Dansk Folkeparti mener, det er vanvittigt at have en registreringsafgift med en selvfinansieringsgrad på 71 pct. Altså, når man sænker den med 100 kr., så kommer de 71 kr. tilbage i statskassen igen. De er altså spildt for borgerne.

Spørgeren.

Tak for svaret. Det var jo ikke sådan helt entydigt, om man ville fortsætte ad den vej, men det fornemmer jeg måske lidt at man gerne vil, og det er jo også fair nok at have det ønske som parti. Men jeg vil gerne spørge om noget helt andet, og det er i forhold til pensionsalderen, og det fylder jo meget i det nye regeringsgrundlag. Hvordan ser Liberal Alliance på det? Der var jo et oplæg i den tidligere 2025-plan om, at det var ½ år, og nu kan man måske forvente, at det bliver mere end ½ år, måske 1 år, også i forhold til øgningen i økonomien. Hvor stiller Liberal Alliance sig dér? Er der sådan et loft for, hvor meget man kan hæve pensionsalderen?

Ordføreren.

Vi foreslog i den 2025-plan, vi lagde frem før sidste valg, at det var 68 år. Det ville hæve beskæftigelsen i Danmark med godt 20.000. Men det skal jo også ses i lyset af, at der faktisk var et bredt udsnit af partier, som i 2006 var enige om, at pensionsalderen skulle følge levealderen. Nu har vi så været igennem den meget positive udvikling, at levealderen stiger meget hurtigere. Således skulle pensionsalderen, hvis den skulle have fulgt levealderen, i dag allerede være 69 år.

Så er det fru Eva Flyvholm.

Mange tak. Det er mit indtryk, at Liberal Alliance indtil for ret kort tid siden har ment, at det her forslag om at indføre et loft over dobbeltuddannelser var en rigtig dårlig idé, fordi man sådan set gerne ville have den frie mulighed for at vælge uddannelse, og nu er Liberal Alliance så kommet i regering og har ændret holdning. Men jeg vil alligevel gerne høre ordføreren, om ikke det i virkeligheden er godt og fornuftigt, at folk har en mulighed for at gøre sig nogle erfaringer og så skifte uddannelse eller erhverv, hvis de finder ud af, at de faktisk er bedre til noget andet. Hvorfor vil Liberal Alliance nu være med til at forhindre mennesker i at tage flere forskellige uddannelser?