Det næste punkt på dagsordenen er:

11) Forespørgsel nr. F 44:

Forespørgsel til energi-, forsynings- og klimaministeren:

Hvad kan ministeren oplyse om regeringens planer for at søge indflydelse internationalt med henblik på at sikre, at temperaturstigningerne holdes godt under 2 grader og helst ikke over 1,5 grader, som aftalt i Parisaftalen, og hvad vil Danmark herunder gøre for at sikre, at EU og andre lande skærper deres klimamål i forbindelse med det første review af den globale indsats, der finder sted i 2018?

Af Christian Poll (ALT), Jens Joel (S), Maria Reumert Gjerding (EL), Ida Auken (RV) og Pia Olsen Dyhr (SF).

(Anmeldelse 22.02.2017. Fremme 24.02.2017).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til torsdag den 20. april 2017.

Som ordfører for forespørgerne er det først hr. Christian Poll, Alternativet, med en begrundelse.

Jeg er rigtig glad for, at oppositionen i dag har indkaldt til denne forespørgselsdebat, og tak til ministeren for at møde op. Det er fuldstændig afgørende, hvis vi skal nå at bremse klimakrisen, inden den får fatale konsekvenser, at den danske regering arbejder benhårdt for, at vi sætter os nogle mål internationalt, der gør os i stand til at nå Parisaftalens mål om at begrænse opvarmningen til 1½ og maksimalt 2 grader. Disse mål har vi som bekendt ikke i dag. Vi har kun 4 år tilbage, før Parisaftalens mål kan blive umulige at opfylde. Ifølge en ny analyse fra Carbon Brief, er der 66 pct. risiko for, at klodens atmosfære indeholder så store mængder drivhusgasser allerede om 4 år, at det ikke længere vil være muligt at holde den globale temperaturstigning nede på et niveau, som er halvanden grad varmere end niveauet før den industrielle revolution. Vi har altså rigtig, rigtig travlt.

Det globale ambitionsniveau skal øges markant og meget hurtigt. Hvis man lægger alle de nuværende klimaplaner sammen, vil temperaturen i år 2100 være steget med mellem 3 og 3½ grad, og al klimaforskning peger på, at landene skal gøre meget mere, hvis man overhovedet skal kunne nå målet på 2 grader. Heldigvis er der i Danmark bred enighed om, at klimaproblemet er vigtigt, og at målene fra Parisaftalen skal nås.

Hvad gør regeringen så i dag? Vi er en del af Mission Innovation, selv om det er spændende, hvornår vi egentlig skal bidrage med det, vi har lovet. Vi arbejder i vennegruppen for udfasning af fossile subsidier, bare ikke herhjemme, hvor vi altså giver den fossile industri skatterabatter til fortsat fossil udvinding, og vi har strategisk samarbejde med en række lande i det såkaldte handlingsspor. I regeringsgrundlaget står om Parisaftalen: »Danmark skal nationalt arbejde for at bidrage til indfrielse af den ambitiøse målsætning, men med Danmarks andel af de samlede udledninger taget i betragtning er det af største betydning at søge indflydelse internationalt. Derfor har regeringens klimapolitik et nationalt såvel som et internationalt fokus.«

Spørgsmålet er så, hvad konsekvensen af disse ord er. Som jeg læser det, betyder teksten i regeringsgrundlaget, at regeringen skal arbejde intenst for at få hævet ambitionsniveauet og klimamålene i EU og globalt, og derfor er debatten om især EU's klimamål, hvor Danmark har direkte mulighed for at presse på for flere ambitioner, bydende nødvendig. Problemet er nemlig, at EU's mål om at reducere EU's udledning af drivhusgasser med 80-95 pct. i 2050 blev fastsat for 10 år siden med det mål at holde den globale temperaturstigning på 2 grader. På COP21 blev klimamålet som bekendt skærpet, og EU's mål var altså ikke i overensstemmelse med det globale klimamål.

Jeg håber, at vi med debatten her kan blive enige om at arbejde for, at Danmark og EU tager teten i de internationale klimaforhandlinger og søger at skabe en stærk koalition af lande, der vil drive processen fremad, så vi når at bremse klimakrisen. Partierne bag forespørgslen mener, at Danmark bør gøre det til en topprioritet for indsatsen, både i klimaforhandlingerne, men også i udenrigspolitikken som helhed, at sikre opbakning til og fremdrift i den globale klimaindsats.

Tak til ordføreren. Så går vi til besvarelsen. Energi-, forsynings- og klimaministeren.

Tak, formand, og tak til forespørgerne for spørgsmålet, som jeg vil gøre mit bedste for at besvare.

I spørger til, hvordan regeringen søger indflydelse for at sikre, at vi når Parisaftalens temperaturmål. Her er det korte svar, at regeringen både multilateralt, bilateralt og nationalt arbejder struktureret for at sikre, at vi når målet. Det sker for det første ved at forsøge at hæve ambitionsniveauet via FN's klimaforhandlinger, og dertil sker det ved særligt at fokusere på de reduktionsområder, hvor Danmarks værdifulde erfaringer kan sikre en omkostningseffektiv omstilling af især energisektoren. Her har vi faktisk meget at byde på, og vores ekspertise er efterspurgt internationalt i en grad, som vi kun kan være meget tilfredse med som en lille nation.

De overordnede rammer for den globale klimaindsats fastlægges i FN's klimaforhandlinger. Her er Danmark en spiller blandt mange, men sammen med resten af EU har vi en stærk stemme. I de internationale forhandlinger forhandler vi gennem EU. Regeringen arbejder for at fastholde EU's stærke engagement og ambitiøse tilgang til implementeringen af Parisaftalen, så aftalens målsætninger kan nås.

Lad mig redegøre for, hvad vi arbejder for, både i forhold til at nå Parisaftalens målsætninger og konkret i forhold til spørgsmålet om skærpelsen af klimamål i forbindelse med reviewet, den såkaldte faciliterende dialog i 2018. Jeg vil herefter vende tilbage til vores internationale og nationale klimaindsatser.

Det ligger i Parisaftalen, at den globale indsats skal øges over tid. Det kæmpede vi for at nå med aftalen. Den såkaldte ambitionsmekanisme skal sikre, at vi øger den globale klimaindsats for at nå Parisaftalens langsigtede mål. En vigtig del af ambitionsmekanismen er det såkaldte globale stocktake. Det gennemføres hvert femte år fra 2023. Stocktaket skal gøre status over, hvor langt verden er i forhold til at nå de overordnede målsætninger i aftalen, og så skal det informere parterne forud for deres indmelding af nye klimamål.

Parterne er forpligtede til hver femte år at kommunikere nye nationale klimamål, de såkaldte NDC'er. Nogle parter skal kommunikere nye mål i 2020, og senest i 2025 skal alle parter, herunder EU, fremlægge et nyt klimamål for perioden efter 2030. Parisaftalens ambitionsmekanisme betyder, at hver gang en part fremlægger et nyt klimamål – dvs. for EU's vedkommende første gang i 2025 – skal det være mere ambitiøst end de forrige klimamål.

Første gang, vi skal forholde os til ambitionsniveauet i Parisaftalen i regi af FN, er dog med den faciliterende dialog i 2018, hvor vi gør status over den globale reduktionsindsats og over, hvor langt vi er i forhold til at nå det langsigtede temperaturmål. Dialogen skal være med til at informere parterne, før de – som EU – skal bekræfte eller opdatere eksisterende klimamål eller som andre parter skal indmelde nye klimamål senest i 2020 .

Der spørges til, hvad Danmark vil gøre for at sikre, at EU og andre skærper deres klimamål i forbindelse med denne første status i 2018. Før vi går ind i den diskussion, vil jeg meget gerne tage udgangspunkt i, hvor vi er i forhandlingerne om EU's klimaindsats lige nu. Der er to elementer, vi først skal have på plads. For det første skal EU levere det, vi allerede har lovet. Vi skal vedtage lovgivning i EU, der sikrer, at vi indfrier EU's 2030-klimamål. For det andet har vi brug for et solidt beslutningsgrundlag, før vi tager hul på en ny debat om ambitionsniveauet.

Lad mig starte med det første element. Ambitiøs klimapolitik handler ikke kun om at sætte mål. Det handler også om konkret lovgivning, der sikrer, at vi rent faktisk når målene. Vi skal have fastlagt regler for energisektoren og industriens indsats ved at styrke EU's kvotehandelssystem. Og vi skal have fordelt indsatsen i de ikkekvotebelagte sektorer på EU's medlemslande.

Jeg vil gerne understrege, at vi stadig har en vanskelig opgave foran os, men vi gør gode fremskridt. Jeg er stolt af, at vi i Rådet har opnået en aftale om at styrke EU's kvotehandelssystem betydeligt. Vi er blevet enige om permanent at annullere størstedelen af kvoteoverskuddet efter 2024. Det håber jeg nu vi kan enes med Europa-Parlamentet om. Det vil betyde annullering af flere milliarder kvoter. Det er et konkret bevis på, at EU sætter handling bag ordene.

Når det gælder de ikkekvotebelagte sektorer, er der tale om et nulsumsspil. Vi kan forvente vanskelige forhandlinger. Danmark er parat til at påtage sig et ambitiøst mål. Det er vigtigt, at vi fastholder mulighederne for at indfri målet på en omkostningseffektiv måde og forsvarer Kommissionens forslag mod forsøg på at udvande EU's ambitionsniveau. Derudover arbejder vi for håndtag i lovgivningen, der skal sikre, at EU i fremtiden kan opdatere sit bidrag til Parisaftalen.

Det er vigtigt, at vi fokuserer på at få lovgivningen på plads, så vi i 2018 kan gå ind i den faciliterende dialog med hjemmearbejdet i orden. Det vil i sig selv være det stærkeste bevis på EU's klimalederskab. Lige nu skal vi samtidig være varsomme med at åbne diskussionerne om ambitionsniveauet.

Kommissionen har meldt ud, at det nu og her handler om at få lovgivningen på plads, og at tiden derfor ikke er inde til at genåbne en diskussion om reduktionsmålet. Det er nemlig ikke sandsynligt, at der nu og her kan opnås enighed. Det kan tværtimod trække vedtagelsen af lovgivningen i langdrag, og den opfattelse deler regeringen. Resultatet kan blive et splittet EU, der ikke kan levere varen, og som ikke påtager sig en lederrolle.

Når det er sagt, skal vi selvfølgelig være klar til at genbekræfte eller opdatere EU's bidrag senest i 2020. Det skal ske på et solidt beslutningsgrundlag. FN's klimapanel skal i 2018 levere en rapport om Parisaftalens 1½-gradsmålsætning. Det er forventningen, at Kommissionen på den baggrund vil præsentere en strategi, der bl.a. vil se på implikationerne af EU's klimapolitik.

Den kommende diskussion om EU's bidrag til Parisaftalen kan vi bedst tage, når vi har leveret på det, vi har lovet, og har beslutningsgrundlaget på plads.

EU er centralt for vores klimaindsats, men vi arbejder som nævnt naturligvis også i andre spor. Hvis vi vil øge den globale klimaindsats, skal vi vise, at den grønne omstilling både er teknologisk mulig og økonomisk omkostningseffektiv. Det gør vi bl.a. gennem vores bilaterale og multilaterale samarbejder. Arbejdet prioriteres efter muligheden for at skabe størst mulig effekt på det overordnede internationale strategiske mål om en forstærket global omstilling til lavemission. Med andre ord forsøger vi at få flest globale reduktioner for pengene ved særlig at fokusere på de områder, hvor danske kompetencer er efterspurgte, og det er både i forhold til regulering, investeringer og teknologier.

Reduktioner i særlig verdens vækstøkonomier er en forudsætning for at nå Parisaftalens temperaturmål. Derfor skal der opbygges en masse ny energiproduktionskapacitet, og landene står ved en korsvej. De kan overordnet enten bygge forurenende fossile kraftværker, eller de kan satse på vedvarende energi og energieffektivitet. Gennem vores bilaterale energisamarbejder er vi helt konkret med til at udbrede danske erfaringer med omkostningseffektive løsninger til en række af verdens vækstøkonomier. Og det er vel at mærke på baggrund af en specifik efterspørgsel efter danske erfaringer.

Det drejer sig bl.a. om lande som Kina, Mexico, Sydafrika og Vietnam og fremadrettet også Indien. Det sker med vores medvirkende rådgivning og assistance, så selv et lille land kan gøre en forskel. Vi rådgiver bl.a. om mulighederne for vedvarende energi, energieffektivisering og langsigtet energiplanlægning. Og vi hjælper landene med at gennemføre de klimamål, som landene har indmeldt til Parisaftalen. Med vores bilaterale indsats bidrager vi altså både til den globale omstilling og øger interessen for danske virksomheders grønne løsninger.

Den strategiske målsætning om omstilling særlig i vækstøkonomierne og udbredelsen af centrale danske erfaringer i verden forfølges også via en prioriteret indsats i de mest toneangivende multilaterale internationale energifora, såsom Det Internationale Energiagentur, Clean Energi Ministerial, Mission Innovation og Det Internationale Energiagentur for Vedvarende Energi. Her er der fokus på at mangedoble den danske indsats ved at få nogle af verdens fremmeste energieksperter til at analysere og rådgive om bl.a. danske løsninger. Hermed skabes synergier mellem de bilaterale og multilaterale energisamarbejder.

Den multilaterale indsats er velkoordineret med vores indsats i FN-regi, hvor regeringen også arbejder for, at både den faciliterende dialog og Global Stocktake tilrettelægges sådan, at der både gøres status over, hvor langt vi er med den globale klimaindsats, samtidig med at der fokuseres på konkrete omkostningseffektive muligheder for at øge den globale indsats. Det skal både inspirere andre lande til at øge deres ambitioner og skabe muligheder for at fremvise danske klimaløsninger.

Der er også spørgsmålet om penge, altså finansiering af den grønne omstilling. Her arbejder vi for at skabe bedre rammevilkår for private klimainvesteringer gennem Den Grønne Klimafond og en række internationale initiativer. Vi arbejder for at styrke alliancerne med progressive i- og ulande og for at sikre en ambitiøs global implementering af Parisaftalen, bl.a. gennem EU's aktive klimadiplomati.

Via vores internationale engagement bruger vi Danmarks indflydelse der, hvor vi mener, det giver størst effekt, så det globale samfund i fællesskab kan nå Parisaftalens mål.

Nu har jeg gjort rede for store dele af vores indsats uden for Danmarks grænser. Men det er vigtigt at fremhæve, at vi også nationalt går foran i den grønne omstilling. Regeringsgrundlaget udstikker regeringens klare visioner for rollen som grønt foregangsland med ambitiøse og konkrete mål for den danske klimaindsats.

I 2030 skal mindst 50 pct. af vores energibehov være fra vedvarende energikilder, og i 2050 skal Danmark være et lavemissionssamfund, der er uafhængigt af fossile brændsler. Den danske omstilling skal ske på en bæredygtig og effektiv måde, hvor hensynet til danske arbejdspladser og konkurrenceevne går hånd i hånd med hensyn til miljø og klima. Ved at vise at det er muligt, kan vi forhåbentlig også inspirere andre. Endelig fastslår regeringsgrundlaget, at vi vil have en dansk klimaplan, der skal samle alle regeringens initiativer på klimaområdet, og jeg forventer, at klimaplanen ligger klar i slutningen af året.

Så alt i alt synes jeg, at regeringen gør en hel del for at udøve indflydelse internationalt og for at sikre en ambitiøs implementering af Parisaftalen. Vi kæmper sammen med resten af EU og viser vejen for andre gennem vores nationale indsats og vores omfattende bilaterale og multilaterale energisamarbejde med fokus på omstilling i vækstøkonomierne, så vi i fællesskab kan gøre en indsats og nå Parisaftalens temperaturmål.

Tak til ministeren for besvarelsen. Vi går i gang med forhandlingerne, og først er det ordføreren for forespørgerne, hr. Christian Poll, Alternativet.

Tak for det. 2016 blev klimamæssigt et ekstremt år med en gennemsnitstemperatur på 1,1 grader højere end det førindustrielle niveau, og 2017 er også allerede præget af ekstreme og usædvanlige klimamæssige trends. Vi bevæger os nu for alvor på ukendt territorium, og vores forståelse af klimasystemet udfordres hele tiden. Hvis regeringen mener, at Parisaftalen er en milepæl, og at vi skal søge indflydelse internationalt, så bør man meget snart forholde sig til, at verdens samlede reduktionsplaner ikke reducerer den globale udledning af drivhusgasser tilstrækkelig hurtigt.

Regeringen bør derfor konkret og aktivt arbejde for, at EU i lyset af Parisaftalens skærpede temperaturtærskel øger ambitionsniveauet for 2020-, 2030- og 2050-reduktionsmålene, så de svarer til behovet, videnskaben og Parisaftalen. Efter ministerens tale har jeg lyst til at gøre det helt tydeligt for alle: EU's langsigtede mål om 80-95 pct.s drivhusgasreduktion i 2050 er baseret på 2-gradersmålsætningen, ikke på Parisaftalens skærpede mål. EU's 40 pct.s reduktionsmål for 2030 er baseret på en lineær reduktion fra 20 pct. i 2020 til 80 pct. i 2050. Med Parisaftalens skærpede temperaturmål følger det logisk, at EU som absolut minimum bør sigte efter den øverste ende af 80-95-procentsspændet. Derfor kan 40 pct. i 2030 aldrig være et passende bidrag til den globale indsats.

EU's klimamål er altså kort sagt ikke kompatible med Parisaftalens mål. Det skal vi altså hurtigst muligt gøre noget ved, og det mangler jeg stadig at høre regeringen anerkende. Men heldigvis er der i oppositionen og regeringen dog bred enighed om, at Danmark skal gøre sin mening gældende internationalt. Også det fremgår af regeringsgrundlaget, hvor der står:

»At sikre international progression i den grønne omstilling udgør et centralt fundament for regeringens klimapolitik. Dette gøres via EU med fokus på fastlæggelse af ambitiøse mål og politiker i fællesskab og en ambitiøs global, international klimaindsats, blandt andet i regi af FN og i form af bilaterale samarbejder.

Danmark ønsker at bidrage aktivt til EU’s klimaindsats.«

I dag er der i den grad grund til at forstærke indsatsen og gå nye veje. Trump er kommet til magten, og selv om USA endnu ikke har trukket sig ud af Parisaftalen og det internationale klimasamarbejde, så viser hans opgør hjemme i USA med Obamas klimapolitik, at USA kommer til at spille en helt anden rolle i det internationale klimasamarbejde, end vi har set de senere år. Det kalder på handling, ikke mindst fra EU's side, altså at EU søger at være ledende i den globale klimaindsats.

Partierne bag forespørgslen i dag håber, at vi kan få et bredt flertal i Folketinget for et forslag til vedtagelse, der sætter fem konkrete prioriteter for, hvad Danmark skal presse på for i EU. Forslaget til vedtagelse fra S, EL, RV, SF og ALT lyder:

Forslag til vedtagelse

»Idet Folketinget bekræfter, at verdens lande må hæve ambitionsniveauet for at holde de globale temperaturstigninger godt under 2 grader og allerhelst 1,5 grader, pålægges regeringen at presse på for, at EU:

- arbejder for, at reviewet på COP24 får fokus på mere ambitiøse klimaplaner fra landene, herunder yderligere reduktionsindsatser og styrket klimatilpasning,

- inden reviewet har analyseret, hvordan EU’s ambitionsniveau hæves, så EU selv lever op til Parisaftalens temperaturmål

- tager lederskab i de internationale klimaforhandlinger gennem samarbejde med Kina, sårbare lande m.fl.,

- leverer sin fair andel af den forpligtende internationale klimafinansiering på 100 mia. USD årligt fra 2020 gennem nye additionelle midler og

- går aktivt ind i forhandlingerne om klimaskader (»loss and damage«) for at hjælpe lande, hvor klimatilpasning ikke længere er muligt. Endvidere pålægges regeringen inden COP24 at udarbejde en ambitiøs dansk klimastrategi (»long-term low greenhouse gas emissions development strategy«), som kan inspirere andre lande.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 75).

Det sjette og sidste element i forslaget til vedtagelse handler om, at Danmark skal være et foregangsland, når det gælder udviklingen af en langsigtet dansk klimastrategi. Det er en forpligtelse, der gælder for alle lande i Parisaftalen. Den del af forslaget er inspireret af regeringsgrundlaget, side 73, hvor det også understreges, at Danmark skal være foregangsland, og at regeringen vil gå forrest i den grønne omstilling.

Jeg glæder mig til at høre, hvordan ministeren vil arbejde for, at vi sætter os nogle mål, der svarer til det globale ønske om at undgå en fatal klimakrise. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Forslaget til vedtagelse indgår nu i den videre debat.

Vi fortsætter i ordførerrækken med hr. Jens Joel, Socialdemokratiet.

Tak til formanden, og tak til ministeren for besvarelsen af forespørgslen. Rekorder er jo som regel et udtryk for, at man gør sig umage og præsterer ekstraordinært godt. På klimaområdet er rekorderne desværre langt mere nedtrykkende. Vi har varmerekorder, der kommer lige efter hinanden. Man har nu målt det varmeste år 3 år i træk; 16 af de 17 varmeste år målt nogen sinde ligger efter 2001; der er organisationer, der vurderer, at der nu er flere, der er på flugt fra klimakatastrofer end fra krig. Med andre ord skulle det være veldokumenteret, at det, vi diskuterer i dag, er alvorlige sager, og at vi selvfølgelig skal gøre noget ved det. Det var også den erkendelse, der lå bag Parisaftalen, hvor alle verdens lande blev enige om, at nu skulle der faktisk handles. Men det siger også sig selv, at det kræver mere end bare de flotte ord fra Paris. Det kræver minimum to ting mere: for det første, at man rent faktisk omsætter det til virkelighed – det er det, som vi er i gang med herhjemme, og det er det, som EU er i gang med – og for det andet, at man løbende skærper målsætningerne og ambitionerne.

For hvis man sætter det lidt på spidsen, kan man sige, at vi lavede en aftale i Paris, som ikke kommer til at redde verden. Det er jo en lidt nedslående erkendelse, at det, vi blev enige om dernede, ved vi ikke er nok. Derfor blev vi selvfølgelig også enige om, at vi løbende skulle skrue op for ambitionsniveauet, og det er egentlig det, den her forespørgsel handler om: Hvordan sikrer vi, at Danmark er med til at presse på for, at EU som en helt afgørende aktør på den globale scene faktisk presser på for at hæve ambitionsniveauet?

Det er oplagt at forvente, at en dansk regering går forrest i det her arbejde. Vi er kendt som et foregangsland. Derfor var det selvfølgelig også nedtrykkende, da vi som det eneste land tog til Paris med et lavere mål end året før. Det var faktisk sådan, at når man løb ind i folk på gangene, sagde de: Hvad sker der egentlig lige for Danmark? For mens Obama og andre af verdens ledere havde sagt, at det er nu, vi skal steppe op, det er nu, vi skal tage klimaproblemerne alvorligt og skrue op for ambitionerne, så kom Danmark som det eneste land med et lavere mål, end vi havde haft året før. Det er selvfølgelig ærgerligt, men man kan også sige, at det med hensyn til pengepungen er værre endnu, for det er også dårligt købmandskab, hvis vi ikke fra dansk side er meget opmærksomme på at sætte ambitionerne højt, for det er faktisk danske virksomheder, danske arbejdspladser, 3F'ere og metalarbejdere og ingeniører ude i industrien, som leverer de produkter, som vi i Paris blev enige om vi skulle bruge flere af.

Når vi i oppositionen har taget initiativ til en forespørgsel, er det derfor med et dobbelt sigte: Det skal sikres, at Danmark bliver ved med at presse på for så ambitiøse målsætninger som muligt for klimaets skyld, men det er jo også med den slet skjulte hentydning til og på baggrund af, at vi faktisk godt ved, at de ambitiøse klimakrav også kommer danske arbejdspladser til gode, fordi vi alt andet lige i vores arbejde i EU kan være med til at sikre, at der også er et marked for de danske produkter.

Jeg synes, at den diskussion, vi har haft i dag, og ministerens besvarelse slår mange positive takter an, men desværre synes jeg også, at det er lidt ligesom med verdensmålene og den diskussion, vi også har her i Folketinget på et andet område, nemlig at regeringen har den opfattelse, at man grundlæggende set gør det godt, og derfor skal man egentlig bare gøre mere af det, man plejer at gøre. Der tror jeg det er vigtigt at forstå, at vi ikke bliver ved med at være forrest i kapløbet. Selv om vi rent faktisk har brugt 30-40 år på at bringe os i førerpositionen på det her område, er det jo nu, toget kører, og hvis vi står stille på nuværende tidspunkt, mister vi også de muligheder, som ligger i den omstilling, der foregår.

Derfor forventer vi kort sagt, at regeringen er med i de koalitioner i EU, og det er også vigtigt for mig at understrege, at det her jo ikke handler om, at Danmark skal gå enegang; det handler om, at Danmark melder sig aktivt ind i de EU-diskussioner og presser på sammen med de lande i EU, som ønsker, at vi skal være mere ambitiøse. Det er faktisk også, som min kollega hr. Christian Poll fremhævede, det, der står i regeringsgrundlaget at regeringen selv har tænkt sig at blive målt på.

Derfor ser vi frem til, at vi i flere sammenhænge vil kunne opleve, at man ikke bare siger det i skåltalerne fra talerstolen eller i regeringsgrundlaget, men at man rent faktisk også gør det. Det er det, som vi gerne vil diskutere i dag, og udover debatten ser jeg selvfølgelig også frem til det fortsatte samarbejde om at sikre, at Danmark spiller en progressiv rolle i EU's klimapolitik.

Der er et par korte bemærkninger. Først er det hr. Mikkel Dencker. Værsgo.

Tak til ordføreren. Jeg tror godt, at vi kan være enige om, at kernen i den her udfordring med udledning af klimagasser jo er, at fossile brændsler er billigere end grøn energi. Nu har vi gennemført et par udbud af vindmøller i Danmark sidste år, Kriegers Flak og de kystnære vindmøller, som gav overraskende lave priser – det kan vi også godt være enige om. Forestiller ordføreren sig ikke, ligesom jeg gør, at hvis den teknologiske udvikling fortsætter i årene fremad, som den har gjort, med fortsat lavere priser på grøn energi, så er det simpelt hen det, der er løsningen på den globale udfordring, nemlig at de grønne teknologier bare er billigere end fossil energi og derfor vil være det automatiske førstevalg? Og hvilke konsekvenser mener ordføreren at det så skal have for dansk energipolitik, når vi kommer dertil?

Ordføreren.

Det er et særdeles relevant spørgsmål, og man kunne jo tilføje til de faldende priser på sol og havvind i Danmark, at der også lige har været gennemført det udbud i Tyskland, hvor DONG jo har budt uden tilskud på at opføre to ud af tre parker. Så det går rigtig stærkt, og derfor tror jeg også, at hr. Mikkel Dencker har ret i, at noget af problemet – hvis man må være så flabet – kommer til at løse sig selv, fordi teknologiudviklingen er med til at sikre det.

Derfor er det så også sådan, at når vi diskuterer fremtidens energipolitik, handler det ikke bare om at sætte flere vindmøller op, for der tror jeg at hr. Mikkel Dencker har ret i, at markedet bliver mere og mere drivende i det. Det handler jo om at sikre, hvordan vi har et energisystem, hvor vi rent faktisk også får udnyttet energien, hvor vi rent faktisk får brugt den vindmølleenergi, hvor vi får lagret den, sådan at vi også har strøm, den dag det ikke blæser. Derfor kan man sige, at det med energipolitik aldrig er en statisk størrelse. Vi skal ikke bare gøre det, vi gjorde sidste år.

Det er også derfor, at vi opfordrer regeringen til, når man bliver ved med at skulle finde nye løsninger, at demonstrere, hvordan vi kan undgå at have den fossile energi i backup og ikke kun, hvordan vi kan bygge mere vedvarende energi, for der er jeg enig i at vi bliver hjulpet af faldende priser.

Hr. Mikkel Dencker.

Nu kom ordføreren jo selv ind på det udbud, der var, som blev afsluttet i Tyskland i sidste uge, hvor DONG netop vandt to havvindmølleparker helt uden offentligt tilskud, og det var jo en fantastisk udvikling, som vi ikke engang havde forventet ville komme så hurtigt. Men når nu det så er påvist, at det kan lade sig gøre at lave havvindmølleparker uden tilskud nogen steder, skal vi så ikke også droppe at have tilskud til landmænd herhjemme og udelukkende satse på vindmøller på havet? For der er jo, må man sige, omfattende protester mange steder både over landvindmøller, men også kystnære havvindmøller, og hvis man nu kan sætte vindmøllerne op ude på havet uden tilskud, skal vi så ikke bare satse på det og droppe tilskud til vind alle andre steder?

Ordføreren.

Jeg tror, at vi helt naturligt kommer til at skrue på de støttesatser, der har været, og der vil blive mere og mere af vores vedvarende energiproduktion, som kommer til at foregå uden støtte. Det kan godt være, at det er noget nyt rigtig mange steder, men den diskussion ser vi ind i, tror jeg.

Jeg vil også sige, at i forhold til landmænd har jeg lige fået et svar fra ministeren, som siger, at vi sådan set også kunne have 3.000 landvindmøller færre, hvis vi havde nogle nye og effektive landvindmøller, og så stadig væk producere den samme mængde energi. Det ville også gøre det muligt at tage et andet hensyn til naboerne. Alt det her er bare for at sige, at de næste slag i energipolitikken ikke handler om at lave mere af det, vi kender, det handler om at komme det næste skridt videre.

Så er det hr. Carsten Bach.

Tak for et fint ordførerindlæg. Jeg er selvfølgelig ked af at høre, at hr. Jens Joel, kan man sige, måske gav udtryk for at være blevet mobbet en lille smule under klimatopmødet i Paris, fordi der nu var ændret på en målsætning. Det er jo altid ærgerligt. Hr. Jens Joel ved jeg jo har stor erfaring på det område, ikke med at blive mobbet, men med at komme til klimatopmøder. Selv har jeg ikke ret stor erfaring med det og har kun været med en enkelt gang i Marrakech i Marokko sidste år. Jeg kan så trøste hr. Jens Joel med, at min oplevelse som klimaordfører for et dansk politisk parti til klimaforhandlingerne var positiv. Når jeg styrtede rundt til klimaforhandlingerne, var der kun positive meldinger om Danmarks indsats internationalt i forhold til klimadagsordenen. Det er da i det mindste positivt.

Så vil jeg bare til sidst adressere det i forhold til arbejdspladser. Jeg tror, at de økonomiske vismænd sidste år erklærede, at en fortsat ensidig udbygning med vindenergi rent faktisk ville koste arbejdspladser i Danmark, på sigt op imod 5.000. Så man skal lige tage tingene med et gran salt.

Ordføreren.

Tak for omsorgen i forhold til mobningen. Den klarer jeg nok. Jeg tror sådan set, at det er et større problem for de danske erhvervsledere. Og det er rigtigt, at vi stadig væk har et godt brand derude, men det er også indiskutabelt, at folk selvfølgelig noterer sig, når det land, som er bedst til at skabe arbejdspladser på den grønne omstilling, og det land, som er et af dem, der tjener rigtig mange penge på at være med i det her, lige pludselig begynder at skrue ned. Det bliver selvfølgelig noteret.

Hr. Carsten Bach burde også kende til værdien af et godt brand, og det er ærgerligt, når der er ridser i lakken, det er ærgerligt, når DI's analyse viser, at der nu bliver investeret mindre i energisektoren de seneste år på grund af bl.a. politisk usikkerhed. Så har vi jo smidt noget af det ud, som vi ellers har slået os op på og været stærke på, nemlig en bred enighed i Folketinget om rammevilkårene på det her område. Det synes jeg er ærgerligt. Men mobningen overlever jeg nok, og så vil jeg sige, at i et lille land som Danmark kan man jo ikke være bedst til det hele. Det her er en af vores styrkepositioner, og det er det, der er baggrunden for, at vi også erhvervspolitisk mener, at det er vigtigt at holde fast i førerpositionen.

Hr. Carsten Bach.

Til den sidste bemærkning om erhvervspolitik: Jeg er sådan set enig i, at klimapolitik for Danmarks vedkommende langt hen ad vejen er erhvervspolitik i øjeblikket. I forhold til investeringer i energisektoren har vi jo så set, at den nedgang, der måske var sidste år, er vendt, og at der nu er fremgang. Regeringen er lige kommet med en ny strategi for eksport på energiteknologiområdet. Og så vil jeg konstatere, at jeg er glad for, at Socialdemokratiet rent faktisk var med til den aftale, der afskaffede PSO'en, for PSO'en er jo helt klart konkurrencehæmmende for danske virksomheder og har ganske givet kostet arbejdspladser, næppe det modsatte, og derfor kan det være, at der er nogle andre sektorer, som vi så kunne have været de bedste i nu, men hvor vi så ikke er det på grund af konkurrenceforvridning på grund af PSO'en.

Ordføreren.

Tak for samarbejdet omkring PSO-aftalen. Det er jo helt indiskutabelt, at når Socialdemokratiet gik med i PSO-aftalen, så handlede det bl.a. om det, som hr. Mikkel Dencker også antydede før, nemlig at hvad gør vi, når det ikke længere kun handler om støtte til vedvarende energi? Hvad gør vi for at få elektrificeret samfundet, altså skridt nr. 2? Hvordan kommer vi videre herfra? Og der var PSO-aftalen jo et skridt i retning af at gøre det mere attraktivt at elektrificere, hvilket er godt for den grønne omstilling på sigt. Det var en af baggrundene, ud over at der selvfølgelig også var arbejdspladser i andre sektorer, som vi var opmærksomme på, da vi indgik den aftale.

Hr. Christian Poll.

Tak. Jeg glæder mig over, at ordføreren fremhæver det grønne erhvervsliv i Danmark. Det kan en hel masse. Jeg vil så sige, at jeg blev lidt chokeret i morges, da jeg læste en artikel i Børsen, hvor der stod, at venture- og vækstkapital til energiteknologi er faldet med 98 pct. siden finanskrisen. Der er altså 2 pct. tilbage af det niveau, der var dengang. Jeg vil bare høre ordføreren, om ikke det er oplagt for Socialdemokratiet at arbejde for, at vi får den bølge op at køre igen og sætter alle kræfter ind på, at det grønne danske erhvervsliv skal have fuld skrue, for at vi kan leve op til Parisaftalen og samtidig gøre det på den gode måde som foregangsmænd, som vi er så gode til Danmark.

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Det var faktisk den historie, jeg også henviste til i mit svar til hr. Carsten Bach om det her med, at der er blevet vurderet en usikkerhed, og at der i øvrigt også er en modstand imod den nedskæring på forskningsindsatsen, som der også har været siden regeringsskiftet. Man kan sige, at koblingen mellem nedskæring på forskningsindsatsen og politisk usikkerhed med forsøg på at aflyse allerede aftalte og udbudte havvindmølleparker osv. osv. jo er det, der har gjort, at vi faktisk risikerer at kaste barnet ud med badevandet. Vi risikerer faktisk at skabe en usikkerhed, som gør, at investorerne og de store penge går uden om Danmark. Det vil være ærgerligt, for det vil selvfølgelig ramme klimaet, men det vil i særlig grad ramme danske virksomheder og arbejdspladser inden for lige præcis den her sektor.

Der var ikke flere spørgsmål, og så er det fru Maria Reumert Gjerding.

Tak for det, og mange tak for ordførerens tale. Jeg er meget enig i rigtig meget af det, ordføreren siger, både om at vi skal være meget ambitiøse på det her område, og at det her jo også handler om at sikre danske arbejdspladser inden for nogle helt afgørende brancher og bevare en førerposition, der har sikret os tusindvis af grønne jobs. Så jeg synes, at ordførerens tale tegner et godt perspektiv for den dag, der forhåbentlig kommer et regeringsskifte, og der vil komme nogle partier til magten, som faktisk vil bekymre sig om at skabe arbejdspladser inden for de her brancher. Men jeg kunne godt tænke mig at høre ordføreren om, hvordan Socialdemokratiet tænker at vi skal presse på, ikke kun i EU, men også uden for EU, for at skabe nogle af de alliancer, som vil skubbe det her internationale klimasamarbejde fremad.

Ordføreren.

Det er i sagens natur rigtig svært at sige, præcis hvordan man burde gribe det an, for meget af det foregår bag lukkede døre. Men der er jo nogle gange en situation, hvor enkelte medlemslande prøver på at danne en koalition, eksempelvis i EU, for at presse på. Sidst vi havde regeringsmagten, havde vi også en situation, hvor der, lige før vi skulle være formand for EU, opstod et tæt samarbejde, kan man sige, mellem den danske regering og så de mest udsatte og mindst udviklede lande om at prøve at sikre en ambitiøs klimaaftale. Det er jo et eksempel på, hvordan man kan finde alliancepartnere. Det kunne være nogle, som har styrkepositioner på det grønne område, men det kunne også være nogle andre, som sagde: I har styrkepositioner på det grønne område og kan levere produkterne og skabe arbejdspladserne; vi får sådan set problemerne, hvis klimaforandringerne tager fart. Og så kunne man skabe en alliance dér. Det er to eksempler på områder, hvor vi traditionelt har gjort det, og hvor jeg også er sikker på at det danske diplomati arbejder med på nuværende tidspunkt. Det er derfor, jeg siger, at det egentlig er den kamp, vi håber at regeringen også vil påtage sig at kæmpe på politisk niveau.

Spørgeren.

Jeg synes også, det er utrolig positivt, at vi hører fra Socialdemokratiet, at man både vil lave en EU-alliance, men sådan set også vil række ud over EU, fordi der jo er enormt bagstræberiske lande inden for EU. Så det kan blive nødvendigt at kigge ud over EU's grænser for at lave nogle forpligtende klimasamarbejder med lande, som vil det samme som os, nemlig sikre, at menneskeheden ikke bliver ramt af en klimakatastrofe.

Ordføreren.

Ja, og man kan jo også sige, at noget af det, som fungerer godt, og som vi skal blive ved med at være gode til, og som den nuværende regering heldigvis også gør, jo er at være med til at plante nogle af de danske løsninger rundtomkring. Nogle gange kan man jo få større indflydelse på at redde klimaet ved rent faktisk at hjælpe rundtomkring i verdens lande med gode fjernvarmeløsninger eller noget andet, som sænker deres CO 2 -udledning. Der kan man i virkeligheden gøre en større forskel end ved at stå og råbe op i en klimaforhandling, hvor man ikke kan få de andre til at makke ret. Så vi skal spille på alle tangenter, og det synes jeg i nogen grad regeringen formår, men slet ikke i den grad, som vi havde potentialet til.

Fru Lisbeth Bech Poulsen.

Jeg vil også gerne sige tak for talen. Jeg synes også, det lover rigtig godt, og jeg synes, at det var en rigtig flot og ambitiøs tale. Regeringen har jo i regeringsgrundlaget skrevet, at de vil fremlægge en samlet klimaplan til efteråret, og derfor vil jeg gerne høre Socialdemokratiets holdning, altså om den her klimaplan skal indholde det, der hedder long-term low greenhouse gas emission development strategy, som alle lande ifølge Parisaftalen bør udvikle.

Ordføreren.

Altså, jeg synes, det er oplagt, men det kan jeg jo selvfølgelig ikke sige. Jeg ville synes, at det var oplagt, når man nu alligevel i sit regeringsgrundlag har sat sig for, at der skal præsenteres en ny energiaftale, og at der også skal laves en klimaplan, om man vil. Desværre var der jo et klimamål, som efter sigende nu er aflyst, men de ting, som man har besluttet sig for at man vil gøre, ville jeg da tænke sammen med, hvordan det kan blive et bidrag til den internationale proces, vi har, og hvor Tyskland, Canada og forskellige andre lande har meldt ind og har lavet den omtalte langsigtede plan, som fru Lisbeth Bech Poulsen henviser til. Det ville jeg synes var oplagt, men hvad regeringen propper ind af indhold, ved vi jo desværre først tidligst til efteråret.

Spørgeren.

Tak. Ordføreren er jo selv inde på det – der er allerede seks lande, der har lavet de her planer og meldt dem ind. Der ville det jo være underligt, og det er også det, jeg hører fra ordførerens side, hvis Danmark ikke også skulle være blandt den her gruppe af lande, der var foregangslande, og netop lavede de her langsigtede planer.

Ordføreren.

Jeg synes og tror i virkeligheden – i tillæg til, at det selvfølgelig sender et skidt signal ikke at være med i det selskab – at hr. Lars Christian Lilleholt og embedsmændene alligevel skal lave en stor del af arbejdet. For man har sådan set forpligtet sig til at lave nogle ting, og så kan man jo lige så godt, om man så må sige, tænke det sammen med den internationale indsats, hvor det faktisk også får en, hvad kan man sige, symbolsk værdi, at Danmark melder sig ind i kampen.

Tak til hr. Jens Joel. Her i salen kalder vi ministrene ved deres titler. ( Jens Joel (S): Beklager).

Så går vi videre til hr. Mikkel Dencker fra Dansk Folkeparti.

Jeg vil gerne indlede med at sige tak til forespørgerne for den debat, som vi har i dag. I Dansk Folkeparti er vi grundlæggende tilfredse med den måde, som FN-systemet med COP-møderne og med Parisaftalen håndterer klimapolitikken på.

Det er ikke nogen hemmelighed, at vi i Dansk Folkeparti igennem mange år har været skeptiske over for, at Danmark og nogle få andre lande gik enegang i klimapolitikken, og at vi påtog os store opgaver med nedbringelse af CO 2 -udledningen. Det har været en meget dyr beslutning, som har forringet Danmarks konkurrenceevne, samtidig med at effekten på det globale klima har været tvivlsom i den lange periode med enegang. Samtidig har rigtig mange andre lande ikke foretaget sig noget og dermed inddirekte lukreret på vores arbejde.

Med Parisaftalen, som blev indgået i december 2015, blev langt flere lande end hidtil involveret i indsatsen for at nedbringe CO 2 -udledningen. Ja, faktisk er det næsten alle lande, der er med i aftalen, og på den måde bliver byrderne langt mere rimeligt og ligeligt fordelt, end de har været hidtil.

Spørgsmålet er så egentlig, om der på længere sigt bliver særlig store byrder at fordele, for den teknologiske udvikling har de sidste år vist, at prisen for grøn energi er kraftigt nedadgående. Sidste år blev der i Danmark gennemført to store udbud af vindmøller til havs. Ved begge lejligheder, både Kriegers Flak og det kystnære udbud, resulterede det i overraskende lave støttesatser, i forhold til hvad der var forventet og hvad vi havde været vant til fra tidligere udbud. Og så sent som i sidste uge blev det offentliggjort, at DONG havde vundet udbuddet på havvindmøller i den tyske del af Nordsøen, hvor støtten er et rundt nul.

Med andre ord står vi i en situation, hvor grøn energi kan klare sig i fri konkurrence med den traditionelle fossile energi, i hvert fald om ganske få år. Dermed bliver den grønne energi det naturlige førstevalg ud fra rent økonomiske kriterier. Bliver dette på globalt plan det generelle billede i årene, der kommer, så falder CO 2 -udledningen af sig selv – Parisaftale eller ej.

Erfaringerne med de seneste danske udbud af havvindmølleparker og især nyheden om, at støtte er overflødig, i de seneste tyske udbud, gør, at vi fra Dansk Folkepartis side opfordrer til at genoverveje vores strategi for vindmøller i Danmark. Når nu vi har erfaret, at vindmøller kan opstilles til havs helt uden støtte, ja, så synes vi, det må være vejen frem. Mange danskere føler sig generet af vindmøller opstillet på landjorden, og protesterne mod de kystnære vindmøller har været massive og har gjort indtryk.

Så lad os da nu, hvor der kan produceres vindstrøm helt ude på havet, hvor vindmøller på ingen måde kan genere nogen, fremover nøjes med at stille dem op der. Det vil være et af de krav og ønsker, som vi vil gå ind med til forhandlingerne, når den kommende energiaftale skal forhandles.

I Dansk Folkeparti mener vi, at vi i Danmark kan være vores indsats i klimapolitikken bekendt og mere til, og danske virksomheder har med deres teknologiske udvikling bidraget til, at grøn energi nu efterhånden er billigere end nogen sinde før. Vi er i Dansk Folkeparti som sagt tilfredse med, at Parisaftalen er indgået, og vi forventer, at Danmarks rolle fremadrettet skal være, at vi som noget naturligt lever op til den aftale, vi har indgået, ligesom vi selvfølgelig også forventer, at aftalens mange øvrige parter lever op til deres del. Og så forventer vi, som jeg nævnte først i talen, at den teknologiske udvikling vil levere et afgørende gennembrud i klimapolitikken i årene, der kommer.

Til slut vil jeg på vegne af Dansk Folkeparti fremsætte et forslag til vedtagelse, og det lyder sådan her:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at der i december 2015 blev indgået en international klimaaftale i Paris i forbindelse med klimatopmødet COP21. Med aftalen forpligter de deltagende parter, herunder Danmark og EU, sig til at arbejde for at reducere deres udledning af drivhusgasser og at lægge planer for, hvordan reduktioner realiseres. Ligeledes forpligter parterne sig til hvert andet år at rapportere til FN, hvad status er på gennemførelsen af deres planer.

På den baggrund konstaterer Folketinget, at arbejdet med at reducere den indflydelse, som menneskelig aktivitet måtte have på klimaet, på tilfredsstillende vis håndteres i regi af FN med Parisaftalen som grundlag for dette arbejde. Som part i Parisaftalen skal Danmark såvel som EU leve op til de dertil hørende forpligtelser.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 73).

Tak for det. Og det indgår nu i den videre debat.

Så har vi et par korte bemærkninger. Først er det hr. Christian Poll.

Tak. Jeg deler ordførerens glæde over, at elproduktion fra havvind nu lader til at blive så billig, at den kan køre uden støtte. Det er jo en stor glæde for os alle. Men vi har stadig væk brug for at sætte nogle mål. Og som jeg nævnte i min tale, er EU's mål om at reducere udledningen fastsat for 10 år siden og baseret på, at vi har et mål om 2 grader. Nu er der jo et mål i Parisaftalen om 1,5 grader. Derfor er der behov for at skærpe de her mål. Vil ordførerens parti være med til at presse på for, at målene i EU bliver skærpet så hurtigt som muligt?

Ordføreren.

Altså, vi er jo, som jeg nævnte, godt tilfredse med, at Parisaftalen er kommet. Vi mener, at vi – både som Danmark og som EU, som vi også indgår i – skal leve op til de ting, som er aftalt. Men som jeg også nævnte, mener vi jo, at den teknologiske udvikling vil bringe os et rigtig godt stykke ad vejen, og vi vil godt lige se tiden an et stykke tid, før vi begynder at konkludere, om der er anledning til flere initiativer end at overholde de ting, som vi allerede har lovet vores omgivelser at vi gør. For hvis grøn energi bliver det naturlige førstevalg både i Danmark, men også alle andre steder, er det jo den vej, vi kører, og det er den måde, CO 2 -udledningen nedbringes og med tiden næsten forsvinder på.

Christian Poll.

Jeg frafalder.

Så går vi videre til fru Maria Reumert Gjerding.

Tak for det. Jeg hæftede mig ved ordførerens udtalelse om, at andre lande indirekte har lukreret på vores arbejde med den grønne omstilling. Anerkender ordføreren, at når nu vi ved, at hele verden skal igennem en grøn omstilling til vedvarende energi, til nye teknologier, så er der en fordel i at være blandt de lande, der går foran, der udvikler teknologierne, der viser, at det kan lade sig gøre – i forhold til at skabe arbejdspladser, i forhold til at tage nogle initiativer, der vil gavne vores egen økonomi og vores egen position i den internationale økonomi i verden? Er det et billede, som ordføreren anerkender?

Ordføreren.

Jeg anerkender fuldt ud, at eksempelvis dansk vindmølleindustri har skabt rigtig mange arbejdspladser – at de udbud og den støtte, vi har haft, til grøn energi har skabt mange arbejdspladser. Det kan man glæde sig over både på vegne af de eksportindtægter, der har været, og selvfølgelig på vegne af alle de mennesker, der har fået deres brød på den måde.

Jeg vil bare sige, at når man støtter en erhvervssektor massivt med offentlige kroner, er det klart, at der bliver skabt arbejdspladser. Det gør der altid. Det gør der også, hvis vi siger, at vi ønsker at få et bageri på hvert gadehjørne, og så støtter vi bagerierne på den måde. Så bliver der også skabt arbejdspladser der. Men det er glædeligt for alle dem, der har haft deres levebrød på den måde, og det er glædeligt med de eksportindtægter, der har været, og at der er kommet noget godt ud af støtten.

Fru Maria Reumert Gjerding.

Men kan ordføreren så ikke også anerkende, at vi kan få endnu mere ud af den grønne omstilling, at det kan svare sig at blive ved med at gøre sig umage og være forrest? Som der også er andre, der har været inde på, så taber vi jo momentum lige nu, hvor mange andre lande kører derudad, og hvor vi tøver. Vi har ikke fastsat et ambitiøst 2030-mål; vi har ikke lavet en forpligtende klimaplan endnu. Og det er så vigtigt, at vi fastholder den førerposition, hvis vi også vil være dem, der skaber fremtidens arbejdspladser inden for de her for hele verden ekstremt essentielle og vigtige sektorer.

Ordføreren.

Jeg mener jo sådan set ikke, at vi mister momentum på nogen måde. Jeg mener tværtimod, at den grønne teknologi kulminerer. Det var vel i sidste uge, det kom frem, at der kan opføres havvindmølleparker uden nogen støtte. Det synes jeg da er en milepæl. Det har vi ikke oplevet før. Tidligere har man skullet støtte med ret store beløb pr. produceret kilowatt-time. Det er så åbenbart slut nu, så det er da en vigtig milepæl. Det er en kulmination på den teknologiudvikling, der har været. Og jeg håber da, at teknologiudviklingen kommer endnu videre.

Fru Mette Abildgaard.

Tak for det. Ofte, når man diskuterer klimapolitik, har det hele sådan en lidt trist klang og er lidt pessimistisk om fremtiden. Der synes jeg jo egentlig, at ordførerens tale udmærkede sig ved at være i den anden boldgade forstået på den måde, at ordføreren sagde, at han ikke mente, det var den store byrde, der skulle fordeles, fordi den teknologiske udvikling ville gøre, at det meste ville blive opnået af sig selv. Men det kan bare godt bekymre mig lidt, hvad ordføreren hænger den optimisme i. Man skal jo egentlig sjældent klage over optimisme, for det er ikke længe siden, at et meget stort antal forskere var ude at sige, at de nærmest var ved at opgive målet om de 2 pct., fordi de sådan set ikke så det som realistisk at nå det på baggrund af den måde, nationerne handlede på. Så jeg undrer mig bare: Når nu så mange af landets klimaforskere er pessimistiske i forhold til at nå den her 2-procentsmålsætning, hvordan kan det så være, at Dansk Folkepartis ordfører er så optimistisk, når jeg omvendt ikke fornemmer den store vilje til sådan yderligere initiativer?

Ordføreren.

Jamen jeg er optimist. Men jeg vil også sige, at nu lyder det jo tit, som om jorden går under om 50 år, når man hører venstrefløjen tale om klimapolitik. Det håber jeg ikke den gør, det tror jeg heller ikke at den vil gøre. Jeg tror faktisk på, at den teknologiske udvikling, vi har oplevet gennem hele menneskehedens historie, hvor man har opfundet ting og skabt det ene store fremskridt efter det andet, også vil gøre, at den grønne teknologi og grøn energi bliver billigst på længere sigt. Det tror jeg er det der vil ske. Og det er jo sådan set det, som er kernen i al klimadebat og klimadiskussion – nemlig den problematik, at fossil brændsel har været billigere end grøn. Hvis det konkurrenceforhold bliver vendt på hovedet, løser tingene jo sig selv hen ad vejen. Nu så vi jo bare i sidste uge og også sidste år, hvor meget billigere grøn energi lige pludselig er blevet.

Fru Mette Abildgaard.

Jeg kan sådan set godt dele, at det er den her grønne optimisme og tro på teknologi, der skal gøre forskellen. Men så vil jeg egentlig bare høre ordføreren, om ordføreren så vil være villig til sammen med mig at kæmpe for, at der bliver brugt flere penge på EUDP-forskningsmidler, når vi næste gang skal lave en finanslov. For det er jo virkelig noget af det, der driver teknologiudviklingen.

Ordføreren.

Jeg vil ikke stå heroppe og love, hvordan vi vil positionere os i finanslovsforhandlingerne. Men helt generelt mener jeg da, at der er større perspektiv i at investere i forskning end i at støtte produktion af noget, som ikke kan klare sig på markedsvilkår.

Tak til hr. Mikkel Dencker. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi går videre i ordførerrækken til hr. Thomas Danielsen, Venstre.

Tak for det, formand. Venstre læner sig naturligvis op ad ministerens tidligere besvarelse. Men som der allerede er blevet redegjort for, blev der ved Parisaftalen aftalt nogle ambitiøse klimamål – mål, der skal holde temperaturstigningerne under 2 grader og helst ikke over 1,5 grad, men også mål, som vi på nuværende tidspunkt kan se at der er flere lande der står til ikke at kunne holde. Derfor er brug for en realistisk tilgang til den globale indsats på klimaområdet.

I bund og grund mener jeg, at vores fokus fra dansk side bør være på første del af det spørgsmål, forespørgerne har stillet, nemlig hvad vi vil gøre for at sikre, at klimamålene fra Parisaftalen overholdes. Det er det, det handler om. Klimamål er meget lidt værd, hvis de ikke overholdes. Derfor bør vores første prioritet være, at vi fortsat får den nødvendige lovgivning for, at vi i EU og i verden får reduceret vores klimaaftryk.

Venstre vil også gerne skærpe EU's og andre landes klimamål. Derfor havde vores regering fokus på den såkaldte ambitionsmekanisme i forhandlingerne om den globale klimaindsats. Den skal sikre, at den globale klimaindsats øges over tid.

Men lige her og nu består vores største opgave ikke i at hæve ambitionsniveauet i EU og andre lande. Den består i at levere på de målsætninger, vi har sat os. Derfor vil jeg på vegne af V, LA og K læse følgende forslag til vedtagelse op. Det lyder således:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget opfordrer regeringen til at arbejde for en ambitiøs global opfølgning på og gennemførelse af Parisaftalen. Desuden opfordres regeringen til at arbejde for, at den faciliterende dialog og det globale »stocktake« tilrettelægges således, at der både gøres status over den globale reduktionsindsats og fokuseres på iværksættelse af konkrete klimaløsninger. Det skal gerne inspirere andre lande i udarbejdelsen af deres klimamål og på sigt øge den globale klimaindsats. Regeringen bør ligeledes have fokus på at fremvise konkrete omkostningseffektive klimavenlige løsninger i bilateralt og multilateralt samarbejde. Folketinget opfordrer endvidere regeringen til at arbejde for at fastholde EU's globale klimalederskab. Det indebærer, at EU hurtigst muligt bør vedtage de lovforslag, der skal sikre indfrielse af EU's indmeldte mål under Parisaftalen på mindst 40 pct. drivhusgasreduktion i 2030 i forhold til 1990, og sikre, at lovgivningen indrettes, så EU i fremtiden kan opdatere sit bidrag til Parisaftalen.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 74).

VLAK tror jeg kan oversættes til Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti. Forslaget til vedtagelse indgår så i den videre forhandling.

Der er par korte bemærkninger. Først er det fru Maria Reumert Gjerding.

Jeg er jo meget glad for det, ordføreren siger, om, at mål selvfølgelig skal ledsages af handling, og at mål ikke er noget værd, hvis de ikke bliver fulgt op. Man kan godt regne sig frem til, hvad målet for EU skal være i 2030, hvis EU skal løfte sin del af den globale byrde med at leve op til Parisaftalens mål. Så skal EU jo have en målsætning på 75 pct. reduktion. Vi kan også godt regne os frem til, hvad Danmarks andel så skal være. Så skal vi have en målsætning på 70 pct. i 2030.

Så hvis man skal tage ordførerens ord for pålydende, må Venstre jo også bakke op om de helt konkrete målsætninger, som vi kan regne os frem til – baseret på Parisaftalens mål og baseret på det resterende CO 2 -budget, der så er tilbage, hvis vi skal nå 2-gradersmålsætningen. Kan ordføreren følge mig i det?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jeg kan godt følge ordførerens omsorg og bekymring. Men det er sådan, at hvis vi allerede nu begynder at diskutere nye målsætninger og nye vedtagelser i EU-regi, inden vi har vores nuværende målsætning på plads rent lovgivningsmæssigt, så vil Venstres frygt være, at man bare skubber de vedtagelser, som vi har travlt med at få slået søm i nu. Derfor tror jeg ikke, man fremmer nogen grøn omstilling ved allerede nu – inden man har styr på, hvordan de målsætninger, vi allerede har vedtaget, skal udmøntes – at begynde at tale om nye målsætninger. Så det vil ikke være hensigtsmæssigt allerede nu af omsorg og bekymring at begynde at tale om nye målsætninger i EU-regi og udskyde de målsætninger, vi egentlig allerede har talt om, inden der er styr på dem.

Spørgeren.

Altså, jeg ved ikke, om det er omsorg. Jeg nævner et regnestykke, som konkretiserer det, som ordføreren fremfører fra Folketingets talerstol. Hvad er konsekvenserne af det standpunkt, som ordføreren giver udtryk for? Det kan man regne ud. Der er et CO 2 -budget, og det kan man fordele på alle verdens lande. Så ved man, hvilke målsætninger vi skal pejle efter. Det er relativt enkelt.

De her tal er selvfølgelig forbundet med store usikkerheder. Målsætningen burde være højere. Vi burde reducere mere. Så jeg synes, at hvis man mener det alvorligt, at Parisaftalens mål skal ledsages af handling, så bliver man nødt til at forholde sig til de helt konkrete regnestykker, der foreligger.

Ordføreren, værsgo.

Jamen jeg tror, jeg har forstået ordførerens spørgsmål, men det er muligt, at ordføreren ikke forstod mit svar. For når jeg taler om omsorg, er det Venstres omsorg for klimaet, jeg taler om. Det er jo sådan, at fra Folketingets side kan vi ikke beslutte, hvilke mål og krav man skal leve op til i resten af EU, og derfor vil det være at forsinke beslutningsprocesserne, hvis vi allerede nu begynder at drøfte nye målsætninger, inden vi har udmøntet, hvad vi allerede i dag har aftalt.

Så er det hr. Christian Poll.

Jeg vil gerne lige nævne den artikel fra Børsen her til morgen, som jeg også nævnte tidligere i debatten, hvor man altså har lavet en opgørelse, der viser, at 98 pct. af det, der kaldes venture- og vækstkapital til energiteknologi, er faldet væk siden finanskrisen og siden 2009. Det, som også fremgår lidt af artiklen her, er, at den type grønne projekter, som er dem, vi har rigtig meget brug for, måske er på vej andre steder hen. Og er dansk erhvervsliv så gearet til at blive ved med at have en førerposition, som vi trods alt har haft på nogle områder i en årrække, eller er det ved at falde væk?

Hvad tænker ordføreren der skal til, for at vi kan videreføre vores førerposition og måske også skalere den videre op til EU og på den måde gå foran, både Danmark i EU og EU i verden? Hvad skal der til?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Først må jeg erkende, at jeg ikke har fået læst den omtalte artikel, som flere ordførere nu har spurgt til, og det er selvfølgelig lidt ærgerligt nu, hvor jeg har fundet ud af, at det åbenbart er et omdrejningspunkt for debatten. Man kan sige, at det også ligger lidt uden for forespørgselsdebattens spørgsmål. Men jeg vil skynde mig at få den læst, når nu jeg kommer op på mit kontor.

Så jeg har lidt svært ved at svare på ordførerens spørgsmål – præcis i forhold til den her omtalte artikel.

Spørgeren.

Det kan jeg selvfølgelig godt forstå. Artiklen handler jo bare om, at der er vigende ønsker på grund af politisk usikkerhed i forbindelse med at investere i grøn energiteknologi, og der er måske brug for større stabilitet omkring de her emner. Det er det, vi har brug for.

Jeg tænker bare, at det, der måske er vigtigt i den sammenhæng, er at finde ud af, hvad man vil gøre i Danmark for at blive ved med at kunne tiltrække den slags teknologier og give dem det boost, der skal til, for på den måde at blive ved med at gå foran.

Ordføreren.

Jeg er enig i vigtigheden af, at vi fortsat er foregangsland, og at vi bevarer vores førerposition. Og det er jo derfor, jeg glæder mig meget over, at vi har haft en regering, som har været så ambitiøs på det grønne område, som den har været, netop med den grundlæggende holdning, at vi skal sikre så meget grøn omstilling for pengene som overhovedet muligt. Og det betyder jo, at vi har haft meget fokus på at tage nogle svære skridt og så på at gøre det forberedende arbejde til nogle fremtidige skridt. Det vil sige, at vi har nedsat en energikommission, og vi afventer dens arbejde. Vi har en tilskuds- og afgiftsanalyse på vej. Der laver vi de langsigtede aftaler for 2020-2030.

Jeg skynder mig lige afslutningsvis at sige til ordføreren spørgsmål – undskyld, formand – i forhold til den kortsigtede del ... nu kom jeg lige fra det, det beklager jeg. Undskyld.

Jeg tror, vi venter med det svar til en anden god gang. Så går vi videre til fru Lisbeth Bech Poulsen. Værsgo.

Venstres omsorg for klimaet lyder helt kampagnesloganagtigt. Det lyder i hvert fald rigtig rart. Hr. Thomas Danielsen nævner jo også alle de her ting, som Venstre har gjort for klimaet, nemlig de ting, der er blevet sat i gang. Men jeg er bare interesseret i at høre om, hvor i løbet af de knap 2 år, som Venstre har siddet i regering, først alene og nu med Konservative og Liberal Alliance, ordføreren synes at regeringen er gået længere, altså i resultater, end f.eks. den foregående regering – bare for at sammenligne. For så har vi noget konkret at tale ud fra.

Ordføreren.

Det er et særdeles godt spørgsmål. Der, hvor den her regering helt konkret er gået længere med henblik på at fortrænge CO 2 -udledningen, er f.eks. i forhold til iblandingskravet til transportsektoren. Helt konkret handler det om, at vi har gjort et af de største grønne fremskridt i nyere tid, i og med at hele Folketinget italesætter ønsket om at sikre en øget elektrificering og gør det mere attraktivt at bruge el til transport og varme osv. Derfor er vi jo netop gået den vej og har gjort det billigere at tanke sin elbil, gjort det billigere at opvarme sit hus med elektricitet, altså alt det, som hele Folketinget faktisk er enige om, men som det koster utrolig mange penge at sikre bliver gjort mere attraktivt. Derfor ønsker vi sådan set at fortsætte samarbejdet med resten af Folketinget og forhåbentlig en bred energiforligskreds fra 2020 til 2030.

Spørgeren.

Tak. Jeg tror, det er rigtigt, at der er et bredt ønske i Folketinget om en grøn omstilling, men jeg tror, der er forskel på, hvor hurtigt og hvor langt man vil gå, og hvad man prioriterer at bruge pengene på. Et konkret eksempel er, at regeringen prioriterede at bruge en kvart milliard på at gøre benzinbiler dyrere, samtidig med at man indførte afgifter på elbiler. Nu tager jeg bare elbiler som et helt konkret eksempel, fordi ordføreren jo helt rigtigt selv sagde, at elektrificering af transportområdet er rigtig, rigtig vigtigt. Nu kan vi se i dag, at der er indgået en lille aftale vedrørende de 5.000 elbiler, og indtil da holder man afgifterne i ro. Men er 5.000 elbiler ikke det samme, som der bliver solgt på en uge af benzinbiler? Det er bare for at fortsætte det her konkrete eksempel.

Ordføreren.

Det der meget konkrete spørgsmål til sidst kan jeg ikke svare på, altså hvor mange benzindrevne biler der bliver solgt på en uge. Men det er rigtigt, at vi har lavet en korrektion af afgiften på elbiler. Den er ikke på niveau med benzindrevne og dieseldrevne biler, men der er lavet en bred aftale på afgiftsdelen. Til gengæld har er vi så begyndt indfasningen af den afgift, man betaler for at tanke sin elbil.

Vi må jo bare sige, at Folketinget har haft et klart ønske om at fremme brugen af elbiler, eftersom man afgiftsfritog elbilerne. Det viste sig desværre bare ikke at være vejen til succes, og derfor tror jeg, man skal tænke mere bredt, i forhold til hvad man skal gøre for at gøre det attraktivt at køre i elbiler. Det er også nogle af de diskussioner, vi skal have, når vi skal forhandle energiaftale. Det vil være et virkelig positivt fremskridt.

Så er det hr. Mikkel Dencker. Værsgo.

Tak. Jeg har også et spørgsmål til hr. Thomas Danielsen, og det er lidt i tråd med det, jeg også spurgte hr. Jens Joel om, nemlig om de her udbud af havvind i Tyskland, som netop har givet et resultat, der har indebåret, at der ikke ydes støtte til opstillerne. Hvilke konsekvenser mener Venstre det skal have for dansk energipolitik? Nu var vi jo sidste år vidne til, at det kystnære udbud, vi havde, mødte voldsom kritik, især selvfølgelig i Vestjylland, hvor møllerne kom op, og landvindmøller kritiseres også jævnligt på grund af både lysglimt, støj og udseende. Så skal konsekvensen ikke være, som Dansk Folkeparti mener, at fremover sætter vi kun vindmøller op til havs, hvis det kan gøres uden støtte, og så dropper vi at sætte vindmøller op alle andre steder, altså på land og kystnært? Er Venstre enig i det?

Ordføreren.

Nej, det er Venstre ikke enig i. Det er sådan, at vi har en ambition om i fremtiden at sikre vores grønne omstillingstiltag i form af en højere grad af udbud, og det vil sige gerne teknologineutrale udbud, således at vi altså ikke bare beslutter, at det, når vi skal have mere vedvarende energi, skal ske via havvind. Det er ikke hensigtsmæssigt. Vi vil gerne gøre det ad den vej, at vi får så meget grøn omstilling som muligt for pengene, og det vil sige, at de billigste teknologier i højere grad skal vinde frem.

Spørgeren.

I Dansk Folkeparti er vi helt enige med Venstre i, at vi gerne vil have et teknologineutralt udbud, sådan at eksempelvis solenergi kan konkurrere med energi fra vindmøller, så vi får den billigst mulige forsyning med energi. Så langt er vi enige. Men når vi nu har teknologi, som kan producere strøm uden tilskud, og når vi har vindmøller, der kan køre på havet, hvor de ikke generer mennesker, skal vi så ikke droppe at sætte vindmøller op på steder, hvor de generer mennesker?

Ordføreren.

Det må jo ikke forstås således, at det for Venstre er et mål at sikre energiløsninger, som generer mennesker, hverken i form af solcelleparker eller vindmøller. Vi har en meget klar lovgivning på området, og man må jo nok også sige, at det er meget geografisk bestemt, hvor der er en folkelig modstand mod diverse teknologiløsninger. Der er visse dele af landet, hvor man bifalder både solcelleparker og landvind, og andre steder frabeder man sig det. Jeg tror, det er vigtigt, at vi fra Christiansborgs side ikke går ind og dikterer, hvad der er tilladt ude i de enkelte kommuner. Så hvis man ude i et område gerne vil have vindmølleparker på land, mener vi, at det er kommunalbestyrelsens opgave at træffe disse beslutninger. Det vigtigste for os er, at vi får så meget billig energi som overhovedet muligt, og der tror jeg faktisk også på, at landvind i fremtiden vil være billigere end havvind.

Tak. Der kom lige en ekstra kort bemærkning. Og den er fra fru Sanne Bjørn. Værsgo.

Tak for det. Det er bare rigtig dejligt at høre, at Venstre har nogle ambitioner på det her område. Jeg skal bare sådan her komme med et helt kort spørgsmål – for nu hørte jeg jo også det forslag til vedtagelse, som ordføreren læste op: Er det ikke korrekt, at det kan betyde, at man må bruge nogle væsentlige investeringer – også fra statens side – på kort sigt for at sikre, at man gavner klimaet på lang sigt? Det er jo det, man har set med hele strategien for vores grønne omstilling og det, at vi fik førerpositionen: Vi turde satse, og vi turde lægge penge i det – særlig fordi virksomhederne har brug for sikkerhed for de investeringer, de foretager. Kan ordføreren ikke bare bekræfte, at det er nødvendigt, at man laver investeringer på kort sigt for at få gevinsten på lang sigt?

Ordføreren.

Der er ikke så meget på det område, som bare er til at bekræfte, for det er et meget bredt område, når vi taler om hele Danmarks energipolitik. Men der er ingen tvivl om, tror jeg, at man skal til at revurdere den måde, man tænker energiinvesteringer på, fra at man måler grøn succes i, hvor mange vindmøller man kan give tilskud til at sætte op – eller solcelleparker, eller hvad ved jeg – til måske i højere grad at se på, hvad det er, der adfærdsregulerer på en sådan måde, at man ikke bruger den vedvarende elektricitet, som vi jo i dag producerer i høj grad. Altså, i 2020 forventer vi at 80 pct. af vores elforbrug vil være fra en vedvarende kilde. Så hjælper det jo ikke, at elektricitet er den hårdest beskattede energiform, vi har i Danmark, når nu vi gerne vil have, at man bruger mere af den energiform.

Derfor tror jeg, at vi i langt højere grad skal til at skele til, hvilke afgifter vi har på vores teknologier. Det betyder, at vi kommer til at diskutere, om vi skal fjerne nogle flere afgifter på elektricitet, hvis det er det, man gerne vil adfærdsregulere hen imod. Det var sådan set også det, som miljøkommissionen anbefalede.

Spørgeren.

Et af de områder, hvor man jo især kan adfærdsregulere, er bilparken. Og det har vi jo så i dag lavet en aftale om, bl.a. om at sikre elbiler. Det er et af de steder, hvor man de facto kan anvende den strøm om natten, som er i overskud. Det er en af de allerbedste og billigste måder at sikre, at vi får brugt strøm om natten på, når den er billigst. Så kunne vi ikke aftale, og vil ordføreren ikke anerkende, at det er fantastisk vigtigt, at vi tager de lavthængende frugter, også selv om de er dyrere?

Ordføreren.

Altså, jeg tror ikke på den sammenhæng, at man kan sige, at de lavest hængende frugter er de dyreste. Det plejer at være de billigste løsninger, der er de lavest hængende frugter. Men der er en vigtig pointe i, at vi har en stor udfordring i forhold til transportsektoren. Det er helt korrekt. Det er også derfor, den nuværende regering allerede er gået videre end den tidligere regering på det her område, fordi den ikkekvotebelagte sektor er og vil forblive en stor udfordring for os. Så det har høj prioritet med den ikkekvotebelagte sektor, altså transportsektoren.

Tak. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren og går videre i ordførerrækken. Det er Enhedslistens ordfører, og det er fru Maria Reumert Gjerding. Værsgo.

Mange tak for det. 2015 var på flere måder et meget skelsættende år. For det første fik FN's nye verdensmål bred tilslutning, og der var også for første gang opbakning til en global klimaaftale – i virkeligheden en klimaaftale, hvor man skærpede målsætningerne, så man ikke kun skulle sigte mod en 2-gradersmålsætning, men så man faktisk øgede ambitionerne og besluttede at sigte mod 1½ grad. En sådan klimaaftale burde blive fulgt op af, at alle lande gik hjem og kiggede på: Hvad skal der til, for at målsætningen nås? Hvad skal hvert enkelt land levere i forhold til egne klimaplaner og egne klimamål for at støtte op om den her nye globale målsætning? Men det har landene ikke gjort, og det, der står tilbage, er, at vi går imod temperaturstigninger på den forkerte side af 3 grader, og også, at mens alle lande er enige om, at menneskeheden skal reddes fra en ødelæggende klimakatastrofe, så er alle også enige om, at det er nogle andre, der skal gøre det. Og tiden går, og jo længere tiden går, før de globale CO 2 -reduktioner begynder at falde, jo stejlere skal kurven være, hvormed faldet sker.

Også her i Danmark har vi et ansvar, fordi vi også bakker op om Parisaftalen og de nye ambitiøse klimamål. Det er et ansvar, som vi ikke bare kan pakke ind i, at vi er en del af EU og må følge det, som EU nu engang tildeler os. Vi har tilsluttet os også som en selvstændig part, og vi har en opgave i en verden, hvor vi i de seneste årtier har tilkæmpet os en grøn førerposition – en position, hvor vi er et land, som andre lande kigger til, som andre lande bliver inspireret af. Vi er et land, som kan være med til at skabe håb og være med til at skabe tro på, at et højt udviklet velfærdssamfund også kan håndtere klimakrisen. Og det er lige præcis den førerposition, vi skal blive ved med at tage på os, ved lige nu at påtage os vores del af den globale reduktionsforpligtelse, ved at kigge på de her mål, lave regnestykket, som jeg tidligere har nævnt i et spørgsmål til hr. Thomas Danielsen, i forhold til at sige: Hvad kræver det så af os? Hvad skal være vores målsætning i 2030?

Så skal vi lave bindende handlingsplaner, og der synes jeg, det er ærgerligt, at vi kan se, at andre lande, f.eks. Tyskland og Frankrig, har lavet en handlingsplan, men Danmark har endnu ikke leveret sin. Og så bliver vi nødt til at anerkende, at klima ikke er noget, der kun handler om energi. Det er meget symptomatisk for debatten i dag, at debatten om vindmøller er meget central. Skal vi håndtere klimakrisen, skal vi faktisk nå det, der bør være vores reduktionsmålsætning i 2030, så skal klima ind og være helt centralt i vores politik i alle sektorer. Det handler både om landbrug, det handler om transport – det tror jeg er åbenlyst for enhver – men det handler om så meget mere. Det handler om vores økonomiske politik, det handler om vores skattepolitik, om vores erhvervspolitik – i forhold til alt, hvad der i virkeligheden udvikler vores samfund, skal klimaet være helt centralt.

Så er der det andet aspekt, som følger af Parisaftalen, og som følger af de nye globale mål, og det er, at vi som grønt foregangsland er nødt til at række ud i verden. Vi er nødt til at række ud i verden til alle de lande og ikke kun i EU, men alle de lande, som er parate til at indgå et forpligtende samarbejde og også sætte sig ambitiøse målsætninger. Det er bl.a. nationer i Stillehavet, som de her klimaforandringer jo vil ramme på katastrofal vis, som også rækker hånden ud mod os. Det er klart, at næste skridt i forhold til at ratificere Parisaftalen, at blive ved med at være et ambitiøst grønt foregangsland, er at skabe forpligtende alliancer med alle de lande i verden, der mener, at klimaet er vigtigt, og at menneskeheden skal reddes fra en truende klimakatastrofe.

Tak for ordet.

Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Vi går videre til ordføreren for Liberal Alliance, og det er hr. Carsten Bach. Værsgo.

Tak for det. Først og fremmest vil jeg gerne sige mange tak til den samlede venstrefløj og opposition for at have taget initiativ til den her forespørgselsdebat om den globale klimaindsats. Det er nemlig efter min mening faktisk den helt rigtige kontekst at have klimadebatten i. Vi må jo selvsagt insistere på, at klimaet betragtes og så også debatteres i et globalt perspektiv – specielt da Danmark både politisk og økonomisk er en relativt lille spiller i den store internationale sammenhæng.

Selv om man måske nogle gange kunne tænke sig det anderledes, kan Danmark ikke løfte klimadagsordenen alene, og understøttelse af EU's samlede klimapolitik, herunder kvotesystemet, er bedre og langt mere effektivt i forhold til en reel reduktion af klimagasudledning end dansk enegang. Det centrale omdrejningspunkt i den internationale klimapolitik er jo heller ikke, hvad den enkelte stat kan gøre, men hvad vi kan gøre samlet og i fællesskab, globalt set. Parisaftalen er derfor også ret central, da det er første gang, at det globale samfund i enighed står samlet bag en politisk aftale om klimaet.

Danmark er så i en position – som vi har hørt det flere gange i debatten i dag – hvor vi har gode muligheder for at øve international indflydelse, skubbe på, påvirke og facilitere den globale klimapolitiske dialog, hvilket vi jo så selvfølgelig skal udnytte mest muligt og til alles fordel. Statsministerens besøg hos præsident Trump er måske det seneste eksponerede og faktisk nok også p.t. bedste eksempel på den svære klimadialog, regeringen fører på Danmarks og EU's vegne og fører sammen med vores samarbejdspartnere om forpligtelserne i Parisaftalen. Den nye eksportstrategi for energiteknologi er et andet eksempel på, at vi i Danmark i en lang række sammenhænge sætter klima- og energiteknologi øverst på dagsordenen. Med strategien sker der bl.a. en forlængelse af et bilateralt samarbejde på energi- og klimaområdet med Kina, og der udsendes en vækstrådgiver på energiområdet til vores ambassade i Indien.

Både danske myndigheder og virksomheder kan dermed lettere støtte og bidrage med knowhow og erfaringer med omstilling til fremtidens lavemissionssamfund. Det er alt sammen sideløbende med, at afprøvet dansk teknologi og konkrete løsninger til energieffektiviseringer og -besparelser eksporteres og skaber vækst og arbejdspladser i lille Danmark. Jeg kunne også nævne den nye danske udviklingspolitiske strategi, hvor klimaudfordringer er et helt centralt udgangspunkt for indsatsen. Regeringens mange initiativer skal således være med til at inspirere andre lande i deres arbejde med skærpede klimamål og en øget klimaindsats og gerne i form af konkrete danske eller danskinspirerede klimaløsninger.

Efter magtskiftet i Washington ser det ud til, at en af hovedrollerne på den globale klimascene bliver ledig. Danmark og den danske regering skal være med til at skubbe på, for at EU fremadrettet påtager sig hovedrollen og er mere dominerende i fremtidens klimaforhandlinger. Lederskab er at gå foran med et godt eksempel, og det gør Danmark og EU allerede. Men lederskab er også at få alle med på vognen og at få alle til at yde en substantiel indsats og efter bedste evne foretage de nødvendige ændringer frem mod det fælles mål. Med et stærkt europæisk lederskab kan vejen blive lagt til en ligelig fordeling af byrderne, og omstillingen kan således ske mest muligt omkostningseffektivt globalt set. Den styrkede position og det gode eksempel skal også bruges til at presse specielt de store lande – USA, Kina og Indien, som netop nævnt – til i større grad at bane vejen for globale drivhusgasreduktioner.

Vejen til skærpede klimamål er allerede inkorporeret i Parisaftalens ambitionsmekanisme, og for EU betyder det nye skærpede mål i 2025, og det må være den plan, vi fortsat skal følge, så ikke implementeringen af de manglende lovgivninger bliver forplumret af utidige diskussioner om nye skærpede målsætninger. Vi skal først og fremmest feje for vores egen og EU's dør. Danmark er godt med og skal derfor sætte markant ind for at få lovgivningen på plads og resten af EU med på omgangshøjde, så EU samlet set kan leve op til den indmeldte målsætning på 40 pct.s reduktion i 2030 – altså dansk lederskab i EU.

Liberal Alliance støtter med de ord det forslag til vedtagelse, der blev læst op af Venstres ordfører tidligere i debatten.

Tak for det. Der er en enkelt kort bemærkning, og den er fra hr. Christian Poll. Værsgo.

Tak for det. EU's mål er jo vedtaget for 10 år siden og baseret på den viden, der var dengang. Vil ordføreren ikke give mig ret i, at der er et behov for at revidere de mål hurtigst muligt, fordi vi jo i Parisaftalen ikke bare skal søge at nå 2 grader, men skal søge at nå 1½ grad, og i øvrigt har fået ny viden, siden målene er fastsat? Så hvordan tænker ordføreren at man kan presse på for hurtigst muligt at få strammet op på de mål, der er i EU?

Ordføreren.

Tak. Jeg tænker, som jeg også gav udtryk for i min ordførertale, at vi først og fremmest skal fokusere på det, der er meldt ind, og det, der er aftalt, både i EU-sammenhæng og i en større international sammenhæng, og få lovgivningen på plads og i EU-sammenhæng komme frem til, at vi alle sammen er på omgangshøjde, og at vi som EU samlet kan stå som det gode eksempel, der er blevet omtalt flere gange, over for resten af verden, sådan at den resterende del af det globale samfund kan følge EU's gode eksempel og også få lavet lovindgreb osv. og få foretaget de nødvendige ændringer, der skal til for at nå de mål, de respektive enkelte nationer har meldt ind.

Spørgeren.

Jo, men hvis de mål slet ikke er ambitiøse nok – især i lyset af at USA ser ud til at ville trække sig eller i hvert fald sænke ambitionerne voldsomt – bør Danmark så ikke presse på, for at EU får endnu skrappere mål og i endnu højere grad går foran end blot lever op til de mål, der er fastsat i dag?

Ordføreren.

Vi er ifølge min opfattelse først og fremmest nødt til at arbejde på at holde USA oppe på de forpligtelser, de har allerede har givet. Det kan ikke nytte noget, at vi enten i Danmark eller i EU eller andre steder påtager os byrder for USA, som måske/måske ikke – det får vi at se – melder sig ud af en Parisaftale. Vi kan ikke løfte det læs, amerikanerne burde løfte i den sammenhæng.

Tak. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren. Så går vi videre til ordføreren for Det Radikale Venstre, og det er hr. Kristian Hegaard. Kristian Hegaard har mulighed for at tale fra sin egen plads, så værsgo til Kristian Hegaard.

Tak for det. Danmark har været en grøn førernation. Det har vi bl.a. været på grund af det brede, ambitiøse energiforlig i 2012. Det satte retning for ambitiøse mål, og bredden i aftalen gav derudover erhvervslivet noget sikkerhed for investeringer. De er vigtige, for enorme og omkostningstunge investeringer, når virksomheder skal gå forrest, går hånd i hånd. Det har givet os adgang til at sælge grønne løsninger i hele verden. Grøn eksport er vokset over lang tid. Det har givet os mulighed for at eksportere, men også enestående muligheder for at rådgive, bl.a. Kina.

Der har været milepæle i dansk klimapolitik, og det var en stor milepæl, at der var så stor en bredde omkring de langsigtede mål. Det har skabt en retning med en enestående ledende position på klimaområdet i verden. Men regeringen er gået en anden vej. Under COP21 blev regeringen kåret som dagens fossil og skuffede mest negativt ved klimaforhandlingerne den dag. Det er meget, meget ærgerligt, for vi ser gerne i Radikale Venstre, at vi tager den førerposition igen, så vi igen bliver en grøn førernation. Vi skal være dem, der skubber på for den grønne omstilling, ikke bare i Danmark, men i verden – også selv om det har nogle økonomiske omkostninger på den korte bane.

Parisaftalen var vigtig, fordi det er første gang i hele verden, at vi har anerkendt klimaproblemerne, og at der skal gøres noget ved dem. Det er rart, at vi for første gang ikke bare skal diskutere, om der er klimaproblemer, og om der skal gøres noget ved dem, men at det rent faktisk er anerkendt. Ordfører hr. Christian Poll har gjort rede for de fem punkter i teksten til forslag til vedtagelse, som er fremlagt i dag, og har henvist fint til regeringsgrundlaget. Så hvad vil regeringen egentlig gøre for at følge op på den ambitiøse linje, og hvordan vil regeringen gå forrest og vise handling? Det svar blafrer stadig. For der er så hårdt brug for, at vi i Danmark går forrest, ikke bare for klimaet, men for de kommende generationer. For det skaber arbejdspladser, og det gavner dansk økonomi, og det plejer regeringen at interessere sig for.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Så går vi videre i ordførerrækken, og det er SF's ordfører, og det er fru Lisbeth Bech Poulsen. Værsgo.

Allerførst vil jeg gerne sige tak til mine kolleger i de andre partier, der står bag den her forespørgselsdebat, og specielt tak til Christian Poll fra Alternativet for at læse forslaget til vedtagelse op. Som mine kolleger fra Liberal Alliance så rigtigt sagde, er et rigtig godt forum at diskutere klimapolitik netop det internationale og dér have fokus på, hvad vi kan gøre sammen på EU-niveau, på FN-niveau og internationalt i øvrigt. Men der bliver også nødt til at være nogle lande, der går forrest, og der er der jo flere, der rigtigt har peget på, at Danmark har haft den globale førertrøje på. Som et lillebitte land kunne vi alligevel stå med rank ryg og sige til folk: Prøv at se, humlebien kan godt flyve. Det plejer vi at sige om vores velfærdssamfund, men man kan godt skabe arbejdspladser, og man kan godt tjene penge, rigtig mange penge, og få opdyrket store virksomheder med grønne jobs ryggen.

Det viste vi, og derfor burde det jo, som mine kolleger fra Det Radikale Venstre også lige var inde på, være oplagt, at regeringen interesserede sig for det her. For det plejer netop at være det, som kan gavne dansk økonomi og danske virksomheder, som regeringen interesserer sig for. Vi har jo også igen og igen hørt danske virksomhedsledere råbe vagt i gevær og sige: De her grønne arbejdspladser er faktisk det, vi tjener penge på; det er det, vi har vores medarbejdere til; det er det, vores produktion går ud på; det er det, vi lever af. Tidligere var der også visionære politikere, som sagde, at vi skulle have en miljølov, at vi skulle have nogle klimaregler, at vi skulle sætte en kurs, som vi skulle følge. På det tidspunkt blev det selvfølgelig opfattet som nogle regler og måske en regulering, som føltes lidt stramt, men det gjorde, at vi blev first movers. Det gjorde, at vi fik nogle af de største virksomheder i verden inden for en lang række områder.

Vi er nogle, der synes, at regeringen godt kunne gøre meget mere for, at vi bliver ved med at fastholde den globale førerposition. For det er rigtigt, at det kun batter noget, hvis vi samarbejder med hinanden. Det så vi jo først og fremmest ved klimatopmødet i Paris, hvor jeg også var med sammen med en masse andre af mine kolleger. Det var rigtig dejligt at opleve, at der for første gang i lang tid trods alt var en lille smule optimisme og tro på, at det her godt kunne lade sig gøre. For det kan godt lade sig gøre, men det kræver politisk vilje. Det kræver, at man prioriterer det her, og jo længere tid vi venter, jo sværere bliver det, og jo dyrere bliver det også. Det bliver meget, meget dyrere. Det her er ikke en luksusopgave for nogle på venstrefløjen og måske også nogle hos De Konservative, fordi de synes, at det kunne være lidt lækkert med lidt grøn politik. Det her er en fuldstændig bunden opgave.

I stedet for at vi skal tale dommedagsprofetier, som jeg hørte en af mine kolleger omtalte det som, når vi ifølge vedkommende altid står heroppe og siger, at verden går under, så lad os tegne et lysere billede, nemlig det billede, at hvis vi rent faktisk går forrest, så er det fremtidens job, vi skaber. Så er det landmændenes marker, der ikke bliver oversvømmet, for selv en 2-gradersstigning vil på sigt betyde stigende vandstande på flere meter. Så jeg vil sige til hr. Thomas Danielsen, at det også er i Struerkredsen, markerne og husene vil blive oversvømmet. Det er også i København, historiske bygningsværker vil stå under vand. Det er også i Aalborg og hele området omkring Limfjorden, alting vil blive oversvømmet. Så det er kæmpestore samfundsmæssige værdier, der er på spil. Men det er sådan, at vi kan skabe en fremtid, der ser meget lysere ud, fordi vi skaber morgendagens jobs og vi satser på teknologi gennem nogle af de fonde, som vi historisk set har prioriteret for netop at satse på ny teknologi.

Derfor synes jeg også, at det, som hr. Christian Poll var inde på i forbindelse med dagens artikel i Børsen, var meget alarmerende, nemlig at investeringerne inden for det her område er styrtdykket. Der betyder det noget, hvad vi siger i Folketinget. Det betyder noget, fordi – og det lyder måske overraskende – der er nogle, der lytter til, hvad vi siger herinde, hvilke signaler der bliver sendt om, hvad man skal investere i. For man vil gerne have sikkerhed for sine investeringer. Og hvis vi zigzagger i kursen på klimaområdet, hvis vi ikke viser, at det er det, vi vil de næste årtier, så falder investeringslysten også.

Danmark er et lillebitte land, men vi kan sagtens være en gigant på det grønne område og inden for den grønne omstilling. Og det, vi så gerne vil signalere til regeringen i dag, er, at hele Folketinget bør stå sammen om, at vi netop kan blive ved med at være et foregangsland, også internationalt.

Tak for det. Der er en kort bemærkning, og den er fra hr. Carsten Bach. Værsgo.

Tak for det, og tak for ordførertalen. Jeg er selvfølgelig glad for henvisningen til min egen indledning. Jeg blev en lillebitte smule forvirret undervejs. Ordføreren fra SF, fru Lisbeth Bech Poulsen, lagde meget hårdt ud med at annoncere, at Danmark ikke længere har en førerposition på grøn teknologi og omstilling til lavemissionssamfund osv., altså det, vi alle sammen taler om i dag, men senere i ordførerens tale hedder det, at fru Lisbeth Bech Poulsen ville ønske, at regeringen ville gøre noget mere for at fastholde førerpositionen. Så enten har vi tabt den, eller også skal vi fastholde den – en af delene. Måske ordføreren lige ville bringe mig up to date på, hvad SF og fru Lisbeth Bech Poulsen egentlig mener i den her sammenhæng.

Ordføreren.

Jeg har i hvert fald det beskedne ønske, at vi ikke sakker endnu mere bagud, end vi er gjort de sidste to år. For det var ikke politisk drilleri, da hr. Jens Joel fra Socialdemokratiet sagde, at det blev bemærket til klimatopmødet, at vi har fået en ny regering, det bliver bemærket, når vi sænker kravet til landbruget, når vi sænker kravet til de ikkekvotebelagte sektorer, og når vi pålægger afgifter på elbiler. Et helt konkret eksempel, jeg selv nævnte, var netop, at i det samme kvartal, første kvartal 2017, hvor der blev solgt 60.000 benzinbiler, blev der solgt 35 elbiler. Nu er der i dag blevet lavet en aftale om, at man ikke sænker afgiften, men at man fastholder den, indtil der er solgt 5.000 elbiler – dvs. en uges salg af benzinbiler. Sådan nogle ting er brikker i et samlet puslespil, som både afgør politikken herhjemme, men også sender signaler til omverdenen, og derfor var mit beskedne ønske bare, at vi ikke sakker mere bagud, for jeg synes, der er sket tilbageskridt de sidste 2 år.

Spørgeren.

Tak. Det er det der med, hvor vi er henne. Når ordføreren taler om at sakke bagud, mener jeg jo, der så må være nogle foran os, men det mener jeg ikke er rigtigt, for jeg mener faktisk, at Danmark stadig væk har en førerposition, og jeg vil henvise til de bemærkninger, jeg gav hr. Jens Joel tidligere i debatten. Jeg mener så også, at den førerposition, Danmark har på nuværende tidspunkt, rent faktisk er skabt på baggrund af forringet konkurrencekraft for dansk erhvervsliv generelt set. Det kan godt være, der er skabt arbejdspladser inden for vindmøllesektoren, men jeg mener, det har kostet arbejdspladser andre steder.

Ordføreren.

Det er jo lidt interessant, for ordføreren tilhører et parti, der plejer at sige, at ja, der er brancher, som forandrer sig, nye kommer til, deleøkonomi osv., og at der simpelt hen er en udvikling i den type jobs, som vi har, i den type virksomheder, vi har. Jeg tvivler meget stærkt på, at vi samlet set har tabt nogen arbejdspladser på baggrund af den politik, der har været. Det er ret usædvanligt, at så lille et land har så store virksomheder på en række af de stærkeste grønne områder, så jeg er simpelt hen ikke enig i det.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Vi går videre til ordføreren for Det Konservative Folkeparti, og det er fru Mette Abildgaard. Værsgo.

Tak for det, og tak til de partier, som har indkaldt til den her forespørgselsdebat. Det har været en rigtig god anledning til at få drøftet Parisaftalen, og jeg synes, at der har været en særdeles interessant debat i dag. Og så må man nok bare sige, at jo oftere vi kan sætte klima på dagsordenen her i Folketingssalen, jo bedre er det – for de klimaudfordringer, vi står med som nation, er måske min generations allerstørste udfordring.

Vi Konservative tror meget på det, vi kalder generationskontrakten, altså det her bånd, der går fra vores forfædre, som levede på jorden engang og er døde i dag, til os, der står her i dag, og så frem til de børn, vi måske eller måske ikke sætter i verden. Der går et bånd af ansvar, som binder os sammen, og det kræver bare, at vi træffer de rigtige beslutninger nu – med henblik på konsekvenserne for de kommende generationer. Derfor er klimapolitik noget helt centralt.

Det er alle tiders, at vi i dag har fået drøftet, hvordan regeringen kan presse på internationalt for, at vi kan indfri Parisaftalens målsætning om at holde temperaturstigningerne på maks. 2 grader og allerhelst under 1,5 grader. Men man må også bare sige, at målsætninger er værdiløse, hvis ikke de følges op af handlinger. Og når man tænker på, hvor relativt svært det var at nå i mål bare med målsætningerne på det her område, ja, så tror jeg, man må sige, at vi ikke bare kan læne os tilbage og tro, at handlingerne kommer af sig selv. Vi er nødt til hele tiden at være vågne på det her område.

Første gang Parisaftalen virkelig skal stå sin prøve, er i 2018 til det første review. De her reviews er jo helt afgørende, for uden dem er de her fælles mål blot en utopi; for de indsatser og initiativer, som allerede er meldt ud på nuværende tidspunkt, er ikke nok, hvilket også klima- og energiministeren var inde på i sin tale. Derfor har Parisaftalen og den her ambitionsmekanisme, som ligger i aftalen, og som jo både Danmark og EU pressede på for at få ind i aftalen, altså den største betydning.

Som nation forhandler Danmark i FN-systemet via EU. Her skal vi naturligvis presse på for at sikre, at EU har en så ambitiøs tilgang som overhovedet muligt. Og det er bare en opgave, vi ikke må negligere og tage for givet, for den opgave er stor. Vi må bare indrømme, at det ikke er alle europæiske lande, som har en lige så ambitiøs politik på det her område, som vi har det i Danmark. Jovist kan der være uenighed her i Folketinget mellem rød og blå blok og partierne imellem, og vi kan have forskellige positioner, men man må bare sige, at som nation står vi relativt ens, hvis vi bare sammenligner med mange af de andre europæiske lande, som ikke har viljen til at prioritere klimaindsatsen så højt, som vi gør det i Danmark.

Jeg var også til klimatopmødet i Paris, og noget af det, der gjorde indtryk på mig, var bl.a. at høre de mange ngo'er, man var rundt at mødes og have arrangementer med, for mange af dem var triste over, at de følte, at EU kom med en for svag indstilling, og at de forhandlinger, der kom på vegne af EU-systemet, ikke var ambitiøse nok. Og der er det bare afgørende, at vi presser på for at sikre et så ambitiøst mandat som overhovedet muligt til de europæiske forhandlinger. For man må bare sige, at det har stor betydning, når de, man regner for at være de mest ambitiøse, slækker på speederen; så bliver det pr. automatik også mere legitimt, at andre gør det samme.

Når EU skal til at melde nye mål ind, ja, så skal vi naturligvis presse på for, at de mål bliver så ambitiøse som overhovedet muligt. Min gode partifælle Connie Hedegaard skrev i et indlæg, som jeg læste for nogle år siden, at i international klimapolitik leger man ofte den leg, der hedder »After you, Sir«, altså hvor man hele tiden lader andre gå forrest og tage det første skridt, og så skal man nok følge lige efter. Men på det her område hjælper det ikke, at alle venter på hinanden og lader andre komme først; der bliver nødt til at være nogen, som tager det første skridt.

I Danmark gør vi allerede rigtig meget, både i forhold til selv at reducere vores udledning, men i særdeleshed også i forhold til at udvikle den teknologi, som kan hjælpe andre lande. Den teknologi udstiller vi selv på fornemste vis med vores hjemmemarked, og vi kan jo glæde os over – hvilket der også allerede har været meget snak om – den store danske eksport, vi har på det her område. Det giver masser af danske arbejdspladser, også i nogle af de dele af landet, hvor arbejdspladser i særdeleshed er ønsket.

Jeg ser sådan set frem til at arbejde videre med Parisaftalen, og jeg føler mig tryg ved den danske indsats på baggrund af den tale, ministeren holdt i dag. Det Konservative Folkeparti bakker også op om det forslag til vedtagelse, som blev læst op af Venstres ordfører, Thomas Danielsen, lidt tidligere.

Jeg har en helt kort kommentar til sidst, for jeg nåede rent faktisk at læse Børsens artikel i dag om teknologiinvesteringer, som Alternativets ordfører, hr. Christian Poll, var inde på tidligere, og det er bestemt noget, der gør indtryk. Altså, der peges på det her med, at private investeringer er styrtdykket med 98 pct. på det her område siden finanskrisen. Noget af det, som bliver efterspurgt – kan jeg i hvert fald se i artiklen – er det her med stabilitet og tryghed, og det har vi et politisk ansvar for at sikre om energipolitikken.

Tak for det. Der er en kort bemærkning, og det er fra hr. Christian Poll. Værsgo.

Tak for det. Jeg er glad for at høre, at Konservative har tænkt sig at arbejde for at få den tryghed på plads igen. For jeg oplever ikke, at den er der helt lige nu.

Men jeg vil godt spørge til noget andet. Nu nævnte ordføreren selv fru Connie Hedegaard, og i forhold til regeringens arbejde i det, man kalder vennegruppen, for afskaffelse af fossile subsidier kan man jo meget aktuelt sætte spørgsmålstegn ved, hvordan det går med at subsidiere olie- og gasindustrien herhjemme. For nylig havde vi jo en aftale, der faldt på plads, om skatterabat til Mærsk. Til den aftale siger Connie Hedegaard: Det er svært for mig at forstå, hvordan politikerne fra en stribe partier er nået til den aftale. Det eneste, jeg kan sige, er, at hvis ethvert land, som står over for en beslutning om at starte et nyt olie- eller gasfelt – Norge, Nigeria, Saudi-Arabien osv. – alle sammen siger, at det bare er en lille smule ekstra, så bliver det ret svært at ændre noget. For det er svært at gå til Nigeria med 191 millioner indbyggere og sige, at de må lade deres olie forblive i undergrunden.

Hvad er ordførerens kommentar til det?

Ordføreren.

Lad mig lige først kort kommentere det her med stabiliteten og trygheden. Jeg tror virkelig på, at det er noget af det, der er allermest afgørende. Når man taler med mennesker, der arbejder med det her til daglig, peger de på den store uforudsigelighed, der er på det her område, som en kæmpe stor barriere for at få investorer til at lave de nødvendige investeringer. Jeg tror dels, vi kan løse det ved at sikre nogle længerevarende energiforlig, brede længerevarende energiforlig, som sætter rammerne om dansk klima- og energipolitik, dels tror jeg også, vi kan gøre meget i forhold til at holde fast i de beslutninger, vi så træffer. Derfor var vi også fra Det Konservative Folkepartis side ret klare i mælet i forhold til de her kystnære møller. Der var meget diskussion frem og tilbage om dem, men det var bare så afgørende for os på grund af netop trygheden for investeringerne i dansk energipolitik at holde fast i den beslutning, der jo var truffet af Folketinget.

I forhold til Nordsøaftalen – undskyld, nu er tiden nærmest rendt fra mig: Vi er jo ikke der endnu, hvor vi er uafhængige af olie. Der skal vi hen, men der er vi bare ikke, og så længe vi ikke er der, synes jeg trods alt, det er bedre, at vi er selvforsynende end importerer.

Spørgeren.

Men det her er jo en forlængelse af garantien for, at man kan udvinde olie og gas i Nordsøen til 2042. Det er ret mange år ud i fremtiden. Til den tid tænker jeg da at vi i hvert fald har behov for at være lukket næsten ned, fordi det er i 2050, at vi skal være et lavemissionssamfund. Så er det ikke et dårligt signal at sende, når man samtidig skal leve op til en Parisaftale og måske gerne ønsker at gå foran og være et foregangsland, både i forhold til EU og for EU internationalt?

Ordføreren.

Det er jo fuldstændig rigtigt, at vi har sat os en række mål i regeringen – dels det her mål om, at halvdelen af vores energibehov skal dækkes af vedvarende energikilder i 2030, dels målet om at være et lavemissionssamfund i 2050. Og skal vi indfri de mål, ja, så er der mere olie, der skal blive i jorden, og flere vedvarende energikilder, som skal anvendes. Vi ser jo heldigvis dalende priser på meget af den vedvarende energi, og jeg tror også, vi vil se, at det går ind og erstatter meget af det øvrige forbrug, vi har haft, netop fordi det prismæssigt er så fordelagtigt.

Så er det fru Maria Reumert Gjerding. Værsgo.

Mange tak. Jeg vil gerne takke ordføreren for talen. Jeg synes, der var mange gode elementer. Jeg er meget enig i, at klimaforandringerne er menneskehedens største udfordring nogen sinde, og at mål er ligegyldige uden handling. Defor synes jeg også, det var virkelig ærgerligt, at det var en regering med Det Konservative Folkeparti, som besluttede at droppe at have et nationalt klimamål for 2030. Selv om strategien om at presse EU er rigtig fornuftig og god, er der langt igen.

EU har lige nu et 2030-mål på 40 pct. Skal EU løfte sin andel for at leve op til sin del af Parisaftalen, skal vi op på 75 pct. Hvad hvis det ikke lykkes? Er det så stadig ordførerens holdning, at vi ikke i Danmark skal påtage os vores del, eller skal vi være underlagt EU's alt for uambitiøse niveau?

Ordføreren.

Som jeg var inde på i min tale, forhandler vi i FN-systemet via vores EU-medlemskab. Det er der, vi får mest ud af vores stemme, men vi skal så bare søge den optimale indflydelse i EU-systemet for at få sat en så ambitiøs dagsorden og tilgang til forhandlingerne som overhovedet muligt. Jeg vil sige, at Det Konservative Folkeparti selv var med til at indføre den nationale klimamålsætning, man havde i Danmark, og havde vi haft 90 mandater i Folketinget, hvilket vi ikke ligger til p.t., var den nok også fortsat.

Jeg synes dog, man må sige, at det mål for vedvarende energi, vi har fået i regeringsgrundlaget, er betydningsfuldt og ambitiøst. Derudover må man jo sige, at vi via EU-systemet også har målet for de ikkekvotebelagte sektorer, som kommer til at kræve massive investeringer og omlægninger, også i Danmark, hvis vi skal kunne indfri det ambitiøse mål, som det ser ud til at vi kommer til at få. Så jeg tror nok, vi får nok at gå i gang med i Danmark.

Spørgeren.

Vi har ratificeret Parisaftalen som selvstændig part. Det er uden for enhver diskussion. Så vi er ikke nødvendigvis underlagt et for uambitiøst EU-niveau. Der er faktisk 90 mandater for at have ambitiøse målsætninger, også på den lange bane.

Så vil jeg gerne spørge en gang til: Hvis det nu ikke lykkes at presse EU i en mere progressiv retning med hensyn til 2030-målet, har det så ikke en værdi, at vi løsriver os fra EU's alt for uambitiøse niveau og påtager os vores del af de globale reduktionsforpligtelser?

Ordføreren.

Naturligvis kan vi have nationale målsætninger i Danmark og nationale ambitioner, men man må bare holde fast i, at når vi forhandler i de her systemer, er det via EU, at vi har en stemme at gøre det med, og vi kan gøre en forskel. Men Danmark har jo et mål om at være lavemissionssamfund i 2050, som er et mere ambitiøst mål, end man har i EU-systemet. Der er mange af vores delmål på vej dertil, der også er væsentlig mere ambitiøse end EU-målene. Så det kan vi jo sagtens have, men i sidste ende forhandler vi via EU i FN-systemet.

Tak for det. Så har jeg ikke flere korte bemærkninger på listen, så vi siger tak til ordføreren. Så er vi færdige med ordførerrækken og giver ordet til energi-, forsynings- og klimaministeren. Værsgo.

Tak for det, formand, og tak for den store interesse, der har været, for dagens dagsorden, for dagens forespørgselsdebat. Det viser jo noget om, at der i hvert fald er stor interesse for emnet. Jeg må også sige, at når jeg som dansk klima- og energiminister ser på den førte danske klimapolitik, er jeg faktisk meget, meget stolt, meget tilfreds. Det gælder også, når jeg ser på nogle af de målsætninger, der er opstillet, når jeg kigger i regeringsgrundlaget og på visionen om, at i 2030 skal mindst 50 pct. af det samlede energiforbrug være baseret på vedvarende energi.

Jeg må sige, at når jeg er ude i den store verden, og den fornøjelse har man jo som klimaminister, kan jeg se, at der ikke er mange lande, der har en lignende målsætning. Det gælder også, når jeg kigger på internationale undersøgelser. Verdensbanken præsenterede for få måneder siden en stor analyse, som viste, at Danmark er verdensledende inden for grøn omstilling. Vi har nogle af de bedste rammevilkår overhovedet for grøn energi, for grøn omstilling. IEA, Det Internationale Energiagentur, har også for ganske nylig præsenteret en undersøgelse, der placerer Danmark helt, helt i top. Så der er ikke noget at være flov over.

Når man lytter til debatten her i dag, skulle man næsten tænke, at det hele stort set er færdigt, det hele er på et meget lavt niveau, og der er meget at komme efter. Jeg kan bare sige, at Danmark ligger helt, helt i front. Det er også den oplevelse, man har, når man kommer ud i den store verden og oplever den enorme respekt, der er for den måde, vi har gennemført grøn omstilling på i Danmark. Der er rigtig, rigtig meget at være stolt af.

Når man lytter til debatten i dag, kunne man godt få den fornemmelse, at det handler om, at vi tager til EU, og så kan vi på en gang få dem til at hæve ambitionsniveauet i 2030, gerne før, gerne allerede i morgen eller i overmorgen, hvis det står så til nogle af partierne her i Folketinget.

Jeg kan bare sige, at jeg har den oplevelse, at den opgave, der er for os nu, er at holde sammen på verden for at nå de målsætninger, der er. Det er ikke en opgave, Danmark løser alene. Når man kigger over Atlanten, ser man, hvad der sker i USA, og den tvivl, der er kommet om nogle af klimadagsordenens målsætningerne.

Jeg kan også sige til jer, at i EU er opgaven ikke nu at komme med nye, store, flotte målsætninger og nye krav. Det er at holde sammen på EU, hvad angår klimadagsordenen. Hvis nogle lande nu med Danmark i spidsen, som nogle her i Folketinget gerne vil, begyndte at presse på for, at nu skulle vi endnu længere i 2030, og vi skulle helst vedtage det allerede nu, så ville der være overvældende risiko for, at vi ikke kunne samle enighed i EU om at implementere Parisaftalen med målsætningen om at reducere udledningerne med 40 pct. i 2030. Det ville komme under et meget, meget voldsomt pres, og der ville være en risiko for, at hele aftalen ville falde til jorden. Derfor er Danmarks opgave i det her at bidrage til alt det, vi kan, for at holde sammen på den aftale, der er.

Jeg vil også godt benytte muligheden og chancen her i dag for at takke en bred kreds af Folketingets partier for at have givet mandater og bakket op om Danmarks position, når vi har været i EU og forhandlet bl.a. klimaaftalen og EU's aftaler frem mod 2030 om klima. For mig at se handler det om at holde sammen og ikke mindst holde sammen på EU. Så er opgaven både på den korte og mellemlange bane at få implementeret den aftale, vi har fået lavet frem mod 2030, om 40 pct. CO 2 -reduktion.

Kommissionen spillede jo i sommer, den 20. juli, ud med et udspil om en byrdefordeling mellem landene på det ikkekvotebelagte område. Jeg må sige, at det er en stor opgave, der ligger der. Det skal forhandles på plads i de kommende måneder. Der kan måske endda gå endnu længere tid. Jeg tror, de fleste lande har en oplevelse af, at de har påtaget sig relativt store forpligtelser, og det er også en opfattelse, vi har fra dansk side. Det er sådan, at vi selvfølgelig lever op til den forpligtelse, vi får, når det bliver endeligt fastlagt. Det bliver en forpligtelse i den absolut høje ende.

Så er det også klart, at Danmark i de sammenhænge, vi har mulighed for det, bilateralt har mulighed for at bidrage til at øge kendskabet til grønne løsninger. Der er jeg helt klart af den opfattelse at vi står rigtig, rigtig stærkt i SEM-sammenhænge, i RENA og i andre sammenhænge, hvor vi deltager aktivt. Der er gode muligheder for at være et foregangsland og vise, hvordan det kan lade sig gøre at implementere en stor mængde og en høj andel af vedvarende energi og samtidig sikre et sikkert energisystem, forsyningssikkerhed osv. Jeg tror rent faktisk, at vi fra dansk side har rigtig, rigtig meget at bidrage og synliggøre os med.

Så er det endelig sådan, at regeringen er i gang med at kigge på, hvordan vi indfrier vores forpligtelser. Regeringens hensigt er inden udgangen af året at præsentere en samlet klimaplan.

Endnu en gang vil jeg sige tak for ordet. Jeg vil også sige tak for de mange gode bemærkninger. Jeg oplever jo, at der er en vis utålmodighed blandt nogle partier her i Folketinget. Jeg mener, det er helt afgørende, at man ikke bare er utålmodig, men også tålmodig for at sikre, at vi rent faktisk lever op til de aftaler, vi har, og bidrager til, at verden lever op til de aftaler, som verden har indgået. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en række korte bemærkninger, og den første er fra hr. Christian Poll. Værsgo.

Tak for det. Det fremgår af regeringsgrundlaget, at regeringen vil fremlægge en samlet klimaplan til efteråret. Det står på side 74. Er det regeringens plan, at denne klimaplan kommer til at indeholde den her »long-term low greenhouse gas emissions development strategy« – altså en meget ambitiøs strategi – som alle lande ifølge Parisaftalen bør udvikle?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Nu kender jeg jo ikke planen i detaljer endnu. Vi arbejder på den. Men hensigten er, at det er en plan, der vil anvise, hvordan Danmark indfrier den ambition, den forpligtigelse, vi har, om at reducere udledningerne med op til 40 pct. i 2030, altså den andel, som vi skal nå inden for det ikkekvotebelagte område.

Spørgeren.

Tak. Hvis jeg forstår ministeren ret, ser regeringen det som en plan, hvor det skal ligge inden for de 40 pct., og som slet ikke, hvad kan man sige, skal skabe særlige initiativer, der kan gå længere end det. Der vil jeg sige, at der jo allerede er seks lande, deriblandt Frankrig og Tyskland, som har indleveret planer, som rummer en vis ambition. Kunne Danmark forestille sig at gå længere, og vil regeringen arbejde for, at vi bliver en spydspids i EU, som kan vise vejen?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Den første opgave, vi har, er at implementere aftalen frem mod 2030, og det vil vi gøre. Så bliver der i 2020 mulighed for at diskutere det her spørgsmål igen. Inden da vil Europa-Kommissionen også kigge på, hvilke muligheder der er for, at EU bidrager med sin andel i forhold til at nå det samlede klimamål i 2030, og på den baggrund vil vi til den tid, først i Danmark og senere også i EU, diskutere, om EU i 2020 skal øge sit 2030-mål.

Så er det hr. Mikkel Dencker. Værsgo.

Tak. Blandt så meget andet tror jeg nok at regeringen og Dansk Folkeparti er enige om, at vi skal leve op til vores forpligtelser, jævnfør de aftaler, som Danmark har indgået. En del af Danmarks opfyldelse af Parisaftalen er jo at reducere vores CO 2 -udledning og udledningen af andre klimagasser. Jeg tror også, vi er enige om, at det skal foregå billigst muligt. I sidste uge kom resultatet jo af udbuddet for den tyske del af Nordsøen, som viste, at DONG havde vundet et udbud på en havvindmøllepark helt uden tilskud, helt uden støtte. Hvilke overvejelser giver det regeringen anledning til med hensyn til den danske energi- og klimapolitik? For det er jo en besnærende tanke, hvis vi kan få grøn energi helt uden tilskud.

Ministeren.

Det er jo ikke bare en besnærende, men også en fantastisk tanke – og tak for spørgsmålet. Det ser jeg meget, meget store perspektiver i, og det er meget, meget glædeligt. Vi så de første signaler om det i forbindelse med Kriegers Flak, hvor vi var nede på 37,2 øre pr. kilowatt-time. Det var dengang verdens laveste bud, og nu har DONG så leveret et tilbud på tre tyske parker, hvoraf de to er uden tilskud. Det glæder mig rigtig, rigtig meget. Det giver gode perspektiver, også for den fremadrettede danske klima- og energipolitik.

Spørgeren.

Tak. Det, som også var påfaldende, ud over at det var vindmøller, som var blevet så billige, her i sidste uge, var, at det var havvindmøller. Det er bestemt ingen hemmelighed, at både landvindmøller og også de kystnære havvindmøller var udsat for meget stor kritik sidste år, da vi gennemførte det kystnære udbud. Hvad mener regeringen om den idé, som Dansk Folkeparti har, om, at vi helt dropper at sætte flere vindmøller op på land og kystnært og så udelukkende koncentrerer os om havvindmøller, altså så langt væk fra kysten, at de ikke kan genere nogle mennesker, nu hvor vi har set, at det kan gøres uden tilskud?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Jeg tror, vi kommer til at opleve, at den massive udbygning bliver på havet. Det kan vi også se senest med Kriegers Flak; med den størrelse, som parken har der, kan den forsyne 500.000-600.000 husstande med deres årlige forbrug, så meget el produceres der. Jeg tror, at der fortsat også nogle steder på land vil være mulighed for at placere landbaserede vindmøller, men den massive bygning kommer på havet.

Så er det fru Maria Reumert Gjerding. Værsgo.

Tak for det. Det er jo helt rigtigt, at der er enormt bagstræberiske lande i EU, men det er også bare et faktum, at EU's ambitioner lige nu ikke er høje nok i forhold til at leve op til det, der er Parisaftalens mål. Og i stedet for at bruge Polen og andre bagstræberiske lande som undskyldning for ikke selv at handle, mener jeg, at det bør være Danmarks opgave at anerkende, at verden er større end EU, og at der findes andre lande, som gerne sammen med Danmark vil være med til at gå foran; vil være med til at leve op til nogle forpligtende målsætninger, der anerkender det, der ligger i Parisaftalen.

Kan ministeren ikke godt anerkende, at det kan betyde noget, at vi i Danmark som historisk grønt foregangsland faktisk fastsætter ambitiøse mål for 2030, der lever op til 1,5-gradersmålsætningen, og rækker ud til europæiske lande, men også til andre lande, og forsøger at skabe internationale alliancer med andre, der også tager klimaforandringerne alvorligt?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Det er jo sådan, at EU's politik på det her område er blandt de mest ambitiøse i verden, om ikke den mest ambitiøse overhovedet. Den målsætning, EU har for 2030, er der jo stor respekt om i hele verden. Og jeg tror altså, at Danmarks indsats gør sig bedst, ved at vi i størst mulig grad arbejder inden for rammerne af EU og derudover selvfølgelig bruger det gode danske eksempel, når vi er udeomkring, og viser, hvordan det rent faktisk kan lade sig gøre i udviklingslande, i andre lande, i vækstøkonomier at implementere en høj andel af vedvarende energi og at gøre det på en måde, så der både sikres et bedre klima og en højere forsyningssikkerhed.

Spørgeren.

Vi taler om klimaforandringer, der kan få katastrofale konsekvenser for vores børn og børnebørn. De kan ikke bruge til noget, at et EU i dag er blandt de mest ambitiøse i verden, for det burde jo netop være alarmerende, at det er sådan, når EU har et mål om 40 pct.s reduktion i 2030, som burde være på 75 pct.

Det viser da med al tydelighed, at vi ikke kan vente. Vi kan ikke vente på Polen, der gør alt for at trække hastigheden ud af EU's ambitioner. Vi bliver nødt til at gå selv, vi bliver nødt til at række hånden ud til dem, der gerne vil være med i et forpligtende internationalt klimasamarbejde, for ellers lykkes det her ikke.

Ministeren.

Som dansk minister ser jeg det som min største opgave i den her sammenhæng at holde sammen på EU. Det var også det, jeg sagde lige før. Hvis vi begynder at komme med yderligere krav allerede nu, inden vi har løst den første del af opgaven, er der rent faktisk en risiko for, at det hele skrider. Det ville virkelig være alvorligt i forhold til signalet til den øvrige del af verden, hvis det var sådan, at EU ikke kunne leve op til de målsætninger, vi har påtaget os frem mod 2030. Det ville være et rigtig, rigtig skidt signal. Og derfor arbejdede vi også fra dansk side på det seneste klimaministermøde massivt på, at der kunne nås en aftale i forhold til de tiltag, vi skal lave frem mod 2030, og de forpligtigelser, vi har påtaget os.

Så er det hr. Jens Joel. Værsgo.

Tak for det. Det er rigtigt, hvad ministeren siger, altså at den vigtigste indsats skal gøres igennem EU-systemet. Men det betyder jo også noget, hvad EU-landene melder ind, og hvordan de placerer sig i forhandlingerne. Og jeg kunne godt tænke mig at spørge, hvad baggrunden er for, at regeringen faktisk valgte at droppe det CO 2 -reduktionsmål, som står i regeringsgrundlaget, og som man nu altså har droppet – om det så at sige er et led i en international strategi, og om ministeren synes, det gavner vores forhandlingsposition i forhold til at sikre ambitionerne i EU-sammenhæng.

Ministeren.

Jeg vil sige det på den måde, at vi jo erstattede det med en endnu bedre målsætning, nemlig målet om, at i 2030 skal mindst 50 pct. af energiforbruget være baseret på vedvarende energi. Der er ikke mange lande i verden, der har en lignende målsætning. Og i forhold til reduktionerne i udledning af CO 2 er vores målsætning den målsætning, vi har fået aftalt med landene.

Spørgeren.

Altså, man kan jo ikke sige, at man har erstattet det – begge mål stod i regeringsgrundlaget, og det ene er så blevet droppet, så vidt jeg har forstået det, men ministeren kan jo korrekse mig, hvis man stadig væk agter at fremlægge et 2030-mål. Det, som man har fjernet, var den tidligere regerings mål. Og så kan jeg måske få ministeren til at sige, om ministeren kender andre lande, der tog til Paris med et lavere mål, end man havde året før.

Ministeren.

Jeg vil bare sige, at vi jo i 2020 med den seneste basisfremskrivning rent faktisk når en 39-procents-CO 2 -reduktion – også efter at vi har gennemført en PSO-aftale, som jo bidrager til at skabe vækst i samfundet og dermed også til at øge energiforbruget. Dertil kommer, at vi har fastsat et mål om, at i 2030 skal mindst 50 pct. af det samlede energiforbrug være baseret på vedvarende energi. Og jeg må bare sige, at det er jeg som minister meget, meget tilfreds med.

Tak. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til ministeren. Så giver jeg ordet til ordføreren for forespørgerne, og det er hr. Christian Poll fra Alternativet. Værsgo for en afrunding.

Tak for det. Jeg vil starte med at takke ministeren for at møde op til en god debat her i dag og også takke partierne, som har været med til at indkalde til debatten, og i øvrigt takke partierne i salen. Jeg synes, vi er kommet godt omkring emnet.

Jeg hører ministeren sige, at det, det handler om nu, er at holde sammen på verden, holde sammen på EU. Og jeg kan jo godt se, at hvis det er den situation, vi står i, at der for øjeblikket skulle være skabt en særlig usikkerhed, måske især som følge af at USA tøver i forhold til deres klimaindsats og truer med at forlade Parisaftalen, så er der jo en særlig ny situation i hele verden.

Kan Danmark så holde sammen på verden? Kan Danmark holde sammen på EU? Ja, i en eller anden grad kan vi jo være med til det, men hvis vi gør det ved at stå fast på et mål, som er forældet, og som ikke vil sikre os, at vi opnår det, vi skal, i forhold til Parisaftalen, og altså løser klimakrisen, så er det måske ikke så meget værd blot at holde sammen på EU og holde sammen på verden af den grund. Så ja, Danmark er i front, og det har vi også hørt flere sige, herunder ministeren, og det er jo godt, men er det godt nok? Jeg føler mig ikke overbevist om, at det er godt nok. Der er rigtig mange, både fra ngo-verdenen og fra den videnskabelige verden, der siger, at vi har behov for at skærpe vores mål, for ellers når vi ikke Parisaftalen. Og de er jo ikke de eneste. I den artikel fra Børsen, som har været nævnt et par gange i dag, siger Troels Ranis, som er branchedirektør for DI Energi, at den førerposition, vi har, kan tabes på 1-2 år, hvis ikke vi gør noget mere, hvis ikke vi strammer ambitionerne op. Og hvis vi ryger bag af dansen, kan det tage mange år, 10 år eller mere, at komme op på hesten igen og igen kunne vise vejen. Og det bekymrer mig da meget.

Landene står ved en korsvej, siger ministeren. Og hvor er det så, vi går hen? Hvor vil Danmark gå hen? Vi har lige set en Nordsøaftale blive indgået, som sikrer, at vi kan blive ved med at udvinde olie og gas i Nordsøen frem til 2042. Man har fra regeringens side droppet reduktionsmål. Og man har indsat et VE-mål i stedet for, som blot er en lineær fremskrivning af den udvikling, vi har haft en del år tilbage. Så jeg er bekymret, men jeg er også glad for debatten her, som har vist mange facetter. Og jeg håber, sådan som ministeren også har indikeret flere gange, at Danmark vil stille sig ved siden af de allermest ambitiøse lande, også fremadrettet. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en kort bemærkning, og den er fra fru Lisbeth Bech Poulsen. Værsgo.

Det er lidt specielt, for jeg ville egentlig have sagt noget til vores minister, men der gik kuk i mit system hernede. Det var egentlig for at prøve at følge op på det, som fru Maria Reumert Gjerding også var inde på, ikke så meget det, at jeg kan høre, at vi har visse uenigheder partierne imellem, men mere det her med, at vi godt kan se, hvor der er stopklodser i EU-samarbejdet. Det er bl.a. Polen, som er et kæmpestort land, kulafhængigt og af historiske årsager fuldstændig rædselsslagent for at give slip på sin egen kulforsyning på grund af Rusland. De tør simpelt hen ikke tage springet. Jeg ville egentlig bare gerne høre Alternativets ordførers holdning til det. Måske kunne det være en ide med sådan en slags grøn hjælpepakke, altså at vi netop bruger det, at vi har virksomheder, vi har teknologi, vi har en masse grøn knowhow til faktisk at lette overgangen, for klimapolitik er jo også blevet sikkerhedspolitik – i høj grad. Kunne man ikke prøve at tænke omvendt eller anderledes for netop at hjælpe de EU-lande, der ikke tør tage springet?

Ordføreren.

Tak for det forslag. Jeg synes, det lyder som en fantastisk idé. Jeg tænker, at netop noget af det, vi kan i EU, er at have en slags solidaritet, altså at dem, som er kommet længst, kan hjælpe dem i omstillingen, som har sværest ved at foretage de næste vigtige skridt. Så det synes jeg er en rigtig god idé. Det vil være den type roller, som vil kunne flytte noget i mine øjne.

Spørgeren? Frafalder.

Så siger vi tak til ordføreren. Og da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg skal lige oplyse om, at afstemningen om de fremsatte forslag til vedtagelse som tidligere nævnt først finder sted torsdag den 20. april 2017.

(Talen er under udarbejdelse)