Tak for det.
Og ikke mindst også tak til Dansk Folkeparti for en meget vigtig og principiel dagsorden, som nu skal diskuteres her i Folketingssalen i dag.
Den her forespørgselsdebat sætter jo fokus på beskæftigelse blandt personer med udenlandsk oprindelse, særlig kvinder, og på, hvad regeringen vil gøre for, at flere af dem kommer i arbejde og bidrager til det danske samfund.
Det er jo en helt central problemstilling, at vi er opmærksomme på, hvad der kan gøres, og ikke mindst også, hvordan vi kan vende den udvikling, der har været igennem årtier.
Det er jo også en god anledning til i dag at gøre status over, hvad regeringen har sat i værk, hvor meget af det, skylder jeg at sige, er sket i et endog meget tæt samarbejde med Dansk Folkeparti, og hvor der ikke har været ret mange andre partier, der har været interesseret i at gå den vej, hvor man gør det mere attraktivt at arbejde og stille krav for netop at sikre det.
Der skal heller ikke herske tvivl om, at det fortsat står højt på regeringens dagsorden, at flere personer af udenlandsk oprindelse kommer i beskæftigelse, bliver integreret på det danske arbejdsmarked og kommer væk fra offentlig forsørgelse.
Jeg har aftalt med udlændinge- og integrationsministeren, at jeg starter med at gennemgå beskæftigelsestallene for personer af udenlandsk oprindelse i Danmark.
Dernæst vil jeg redegøre for, hvad regeringen gør for at få flere af dem, som har været her i Danmark i længere tid, i beskæftigelse.
Og udlændinge- og integrationsministeren tager herefter over og fortæller om, hvad regeringen gør for at få nyankomne flygtninge og familiesammenførte til at bidrage via arbejdsmarkedet.
Først en kort gennemgang af beskæftigelsestallene.
Her vil jeg fokusere på forskellene mellem personer af dansk oprindelse på den ene side og ikkevestlige indvandrere på den anden.
For det er jo her, at vi ser de største forskelle, og her, der virkelig er et markant behov for at sætte ind.
Efterkommere af ikkevestlige indvandrere er ikke en del af min gennemgang.
Det skyldes, at en stor del af dem er helt unge mennesker, og på baggrund af demografiske forskelle er det vanskeligt at sammenligne dem med gruppen af personer af dansk oprindelse.
Ser man tilbage på de seneste 20 år, er det store billede, at langt færre af de ikkevestlige indvandrere er i arbejde end personer af dansk oprindelse.
Forskellen er dog blevet mindre over tid.
I 1990'erne var beskæftigelsesfrekvensen for personer af dansk oprindelse ca.
75 pct.
For ikkevestlige indvandrere var den 35 pct.
I 2015 var beskæftigelsesfrekvensen for personer af dansk oprindelse fortsat godt 75 pct., mens den var knap 50 pct.
for de ikkevestlige indvandrere.
Forskellen findes for både mænd og kvinder, men den er størst for kvindernes vedkommende.
Det er også derfor, at den her debat jo ikke mindst er både aktuel og relevant.
I 2015 var 77 pct.
af mændene af dansk oprindelse i beskæftigelse, mens det kun var 53 pct.
af de mandlige ikkevestlige indvandrere.
Ser vi på kvinderne, var 73 pct.
af kvinderne af dansk oprindelse i beskæftigelse i 2015, mens det kun var 45 pct.
af de kvindelige ikkevestlige indvandrere.
Det er altså nogle markant store forskelle, må man jo nok sige.
Det er ikke kun, når vi ser på beskæftigelsestallene, at der er stor forskel mellem personer med dansk oprindelse og ikkevestlige indvandrere.
Det samme gælder, når vi ser på, hvem der modtager offentlig forsørgelse.
Ikkevestlige indvandrere er her desværre også markant overrepræsenteret.
Ikkevestlige indvandrere udgør pr.
fjerde kvartal 2016 7,7 pct.
af befolkningen i den arbejdsdygtige alder, men hele 13 pct.
af samtlige personer på offentlig forsørgelse.
Til sammenligning udgør personer af dansk oprindelse 84,9 pct.
af befolkningen og 82,2 pct.
af alle personer på offentlig forsørgelse.
Ikkevestlige indvandrere er selvfølgelig særlig overrepræsenteret på integrationsydelsen, men også på kontanthjælp.
På integrationsydelse udgør både mænd og kvinder med ikkevestlig baggrund ca.
92 pct.
af henholdsvis mandlige og kvindelige modtagere af integrationsydelse.
På kontanthjælp udgør mænd med ikkevestlig baggrund ca.
20 pct.
af samtlige mandlige kontanthjælpsmodtagere, mens kvinder med ikkevestlig baggrund udgør hele 30 pct.
af de kvindelige kontanthjælpsmodtagere.
Der er desværre stadig væk rigtig meget at gøre og også meget at hente, både i forhold til at skaffe en tilknytning til arbejdsmarkedet, som er godt for den enkelte, men ikke mindst også i forhold til den økonomi, der er for både kommuner og samfund.
De ikkevestlige indvandrere og efterkommere udgjorde jo f.eks.
en omkostning for de offentlige finanser på ca.
de her 33 mia.
kr.
i 2014, og den primære forklaring er en lav tilknytning til arbejdsmarkedet.
Det er jo også det, som den nye analyse har vist, som Finansministeriet har offentliggjort for ganske kort tid siden.
De mange tal taler deres eget tydelige og alarmerende sprog.
Vi har ganske enkelt i Danmark ikke været gode nok til at få mennesker med ikkevestlig baggrund i arbejde og væk fra offentlig forsørgelse.
Vi står nu med resultatet af årtiers forfejlede integrationspolitik, man kan vel kalde det fortidens synder, men under alle omstændigheder er det noget, regeringen vil gøre op med, og vi er jo absolut også i fuld gang.
Vores udgangspunkt er helt klart:
Normen for alle i det danske samfund skal være, at man forsørger sig selv, at man står til rådighed, og at man skal gøre, hvad man kan, for at komme i beskæftigelse.
Her er det afgørende, at beskæftigelsespolitikken, den beskæftigelsesrettede indsats i kommunale jobcentre og hele vores ydelsessystem har samme mål, nemlig at flere kommer i beskæftigelse.
Det er baggrunden for, at vi for det første har sat ind over for nyankomne flygtninge og familiesammenførte.
Ud over at have indført en integrationsydelse, som styrker incitamentet til at komme i beskæftigelse markant, bliver de nyankomne nu også fra dag et mødt med en klar forventning om, at de kan tage et arbejde.
Det vil udlændinge- og integrationsministeren uddybe lige om lidt.
For det andet har vi sikret, at det bedre kan betale sig at arbejde for de mange mennesker, der er overrepræsenteret på de offentlige forsørgelsesydelser, ikke mindst kontanthjælp, og som har været her længe, uden at de har opnået et varigt fodfæste på det danske arbejdsmarked.
Vi har jo som nævnt i min besvarelse taget mange politiske initiativer sammen med Dansk Folkeparti.
Vi har indført et kontanthjælpsloft og en 225-timersregel.
Det har vi gjort, fordi det er helt afgørende, at det kan betale sig at arbejde frem for at være på offentlig forsørgelse.
Der skal altid være et incitament til at vælge et aktivt arbejdsliv, også når det gælder et job på lavtlønsområdet.
Med loftet har vi sikret, at stort set alle familietyper oplever en gevinst på over 2.000 kr.
om måneden ved at komme i job.
Med 225-timersreglen har vi stillet et klart krav om, at dem, der kan, skal bidrage på arbejdsmarkedet, også selv om det kun er få timer om ugen.
Ellers kan man ikke år efter år hæve kontanthjælp.
225-timersreglen sender et klart signal til de indvandrerægtepar, hvoraf den ene i dag de facto er hjemmegående på fuld kontanthjælp.
Reglen betyder, at de kan miste den enes kontanthjælp, hvis de ikke lever op til beskæftigelseskravet.
Knap hver tredje, der pr.
november 2016 er berørt af kontanthjælpsloftet eller 225-timersreglen eller begge dele, er ikkevestlig indvandrer.
Det er et meget stort tal.
Med 225-timersreglen understøtter vi et af grundelementerne i beskæftigelsespolitikken, nemlig at den enkelte står til rådighed for arbejdsmarkedet.
Et andet grundlæggende element er den aktive beskæftigelsesindsats.
Her er det afgørende, at kommunerne løfter indsatsen for de personer, der er på kontanthjælp, uanset om de er af dansk eller udenlandsk oprindelse, for kontanthjælp er og skal være et midlertidigt forsørgelsesgrundlag.
Det har jeg gentagne gange slået fast.
Lige nu er der mellem 27.000 og 28.000 aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere, der har været i kontanthjælpssystemet i mindst 5 år.
Af dem har 37 pct.
hverken modtaget løntilskud, virksomhedspraktik eller vejledning og opkvalificering det seneste år.
Blandt indvandrere med ikkevestlig baggrund er det 41 pct., som ikke har fået et tilbud det seneste år.
26 pct.
har ikke fået et tilbud de seneste 2 år, og 17 pct.
har ikke fået et tilbud de seneste 3 år.
Så tallene viser jo desværre med al tydelighed, at alt for mange kontanthjælpsmodtagere og alt for mange personer med ikkevestlig baggrund går rundt alt for længe uden at få en indsats, som kan hjælpe dem tættere på arbejdsmarkedet eller gerne ind på arbejdsmarkedet.
Uanset årsagen til det er det simpelt hen ikke godt nok.
Kommunerne skal have langt større fokus på det område.
Det skylder man ikke kun den enkelte, men også samfundsøkonomien.
I den forbindelse vil jeg gerne her i dag fremhæve Odense Kommune.
Odense Kommune har jo gennemgået en række sager, hvor kontanthjælpsmodtagere på baggrund af helbredsproblemer har været friholdt fra en jobrettet indsats.
Konkret fandt kommunen i en stikprøve, at det blandt ikkevestlige indvandrerkvinder blot var en ud af ti, der reelt var så syg, at vedkommende ikke kunne deltage i en aktiv beskæftigelsesindsats.
Indvandrerkvinderne i Odense var med andre ord fejlagtigt overladt til sig selv og fik ikke hjælp til at komme tættere på arbejdsmarkedet.
Det viser jo desværre, at der er noget at komme efter, hvis kommunerne får kigget de her sager efter i sømmene.
Regeringen vil derfor tage initiativ til at undersøge kommunernes brug af lægeerklæringer i forbindelse med visitation og rådighedsvurderinger i kontanthjælpssystemet.
Det er en diskussion, der har været tidligere, og som ikke mindst Dansk Folkeparti har været optaget af og stadig væk er optaget af.
Jeg har også indskærpet over for kommunerne, at sanktionsreglerne skal anvendes systematisk og konsekvent, hvis der er personer, som reelt ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet.
Her nytter det ikke noget at være berøringsangst.
Det er blevet endnu mere aktuelt efter den tv-udsendelse, som jeg ikke selv har haft lejlighed til at se, men som blev sendt i går aftes.
Nu sender jeg igen et klart signal om, at der er mulighed for at anvende sanktioner, og jeg sender et klart signal til KL og kommunerne om, at det skal man benytte sig af, og at det skal man gøre.
Derudover har jeg bedt KL om at komme med forslag til ændringer af reglerne, som kan understøtte en konsekvent brug af sanktionsreglerne og sikre, at alle står til rådighed og deltager i tilbud.
Det er for at sige, at kan vi gøre reglerne endnu mere klare og endnu bedre, end de er i dag, så er jeg villig til at diskutere det med Kommunernes Landsforening.
Sammen med udlændinge- og integrationsministeren vil jeg på baggrund af KL's forslag overveje, hvilke politiske initiativer der eventuelt skal tages både for at få et mere forenklet system, men også med henblik på en styrkelse af det sanktionsregime, som gælder.
Satspuljepartierne har desuden afsat godt 0,25 mia.
kr.
til at afklare og hjælpe de godt 27.000 aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere, der har været i systemet i mindst 5 år.
Det gælder i særdeleshed indvandrerkvinder, som udgør ca.
20 pct.
af målgruppen.
Satspuljeinitiativet »Flere skal med« blev meldt til landets kommuner her i starten af april.
Pengene skal først og fremmest bruges til at ansætte flere frontmedarbejdere i jobcentrene.
Det drejer sig bl.a.
om jobkonsulenter og sagsbehandlere, der kan være med til at afklare situationen for de godt 27.000 personer i målgruppen og sikre, at de efterfølgende hjælpes videre.
Initiativet omfatter også de borgere, som skal have deres sag forelagt for kommunens rehabiliteringsteam med henblik på førtidspension, ressourceforløb eller fleksjob.
Jeg vil også gerne fremhæve, at der i forbindelse med udmøntningen af puljen er truffet beslutning om, at kommunerne får udbetalt pengene i tre rater.
Det skal sikre, først at kommunerne investerer i flere frontmedarbejdere, dernæst at kommunerne får afklaret borgernes situation, og til sidst at kommunerne sørger for, at de aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere får en virksomhedsrettet indsats og en personlig jobformidler, for det er noget af det, som vi ved virker.
Det er jo ikke alene en gevinst for den enkelte, men også for samfundet, der som minimum sparer 250.000 kr., hver gang en kontanthjælpsmodtager går fra offentlig forsørgelse til et fuldtidsjob.
Som led i udmøntningen af satspuljen er det også besluttet, at der udpeges et ambassadørkorps, der skal være med til at sprede de gode erfaringer på området til hele landet.
Ambassadørerne er medarbejdere i kommuner, der har særlig gode erfaringer med at hjælpe udsatte borgere til småjobs.
Lad mig også under den her debat nævne, at jeg er meget optaget af at finde ud af, hvordan vi kan få de gode resultater til at sprede sig som ringe i vandet, for der er bestemt andre kommuner end Odense, der kan lære af de erfaringer, som man har gjort sig her.
Ambassadørkorpset er ét middel.
Et andet middel er, at vi skaber mere åbenhed om kommunernes resultater gennem benchmarking.
Derfor er vi i fuld gang med at udvikle et benchmarkredskab, som kan vise, hvilke kommuner der gør det bedst, og hvor man kan kigge hen, hvis man som kommune gerne vil lade sig inspirere.
Det er vigtigt, at kommunerne får mulighed for at lade sig inspirere og lære af hinanden.
Jeg vil gøre mit for at skabe gennemsigtighed og mere viden om, hvem der samlet set gør det godt, og hvem der gør det mindre godt.
Det er ikke mindst et vigtigt redskab for rigtig mange kommunalpolitikere, der jo dér kan få endnu mere viden om, hvad der sker, og ikke mindst om, hvilke kommuner som har en effektiv beskæftigelsespolitik.
Som det sidste i min besvarelse vil jeg nævne, at regeringen har store ambitioner om også at afbureaukratisere og forenkle beskæftigelsesindsatsen.
Målet er klart:
Medarbejdere i den offentlige sektor skal have tid til at løse kerneopgaver i stedet for at spilde tiden på unødvendig kontrol, papirarbejde og meget andet.
Borgerne skal have en meningsfuld indsats, der er til at forstå.
Jeg tror på, at en forenklet beskæftigelsesindsats, hvor medarbejderne i jobcentrene får mere tid til kerneopgaverne, vil få flere i arbejde og væk fra offentlig forsørgelse.
Det gælder for den sags skyld også personer med udenlandsk oprindelse.
I bund og grund er det jo sådan set sund fornuft.
Det og meget andet vil jeg glæde mig til at diskutere med Folketingets partier her i dag, og jeg vil endnu en gang understrege, at det tema, der er anmeldt i dag, og som forespørgselsdebatten drejer sig om, er et super relevant og ikke mindst afgørende tema med henblik på at sikre en højere beskæftigelsesfrekvens for de personer, der i dag ikke er på arbejdsmarkedet.