Det næste punkt på dagsordenen er:

5) Forespørgsel nr. F 34:

Forespørgsel til uddannelses- og forskningsministeren og undervisningsministeren:

Hvad vil undervisningsministeren og uddannelses- og forskningsministeren gøre for at øge den sociale mobilitet gennem uddannelse?

Af Christine Antorini (S), Annette Lind (S), Mette Reissmann (S), Mattias Tesfaye (S), Bruno Jerup (EL), Pernille Skipper (EL), Jakob Sølvhøj (EL), Carolina Magdalene Maier (ALT), Marianne Jelved (RV), Sofie Carsten Nielsen (RV), Lotte Rod (RV) og Jacob Mark (SF).

(Anmeldelse 20.01.2017. Fremme 24.01.2017).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 28. februar 2017.

Jeg giver indledningsvis ordet til ordføreren for forespørgerne, fru Christine Antorini, Socialdemokratiet, for begrundelse. Værsgo.

Tak for muligheden for at komme med en kort begrundelse for, at vi i rød blok har valgt at rejse en forespørgselsdebat på baggrund af et åbent og nysgerrigt spørgsmål om, hvad undervisningsministeren og uddannelses- og forskningsministeren ønsker at gøre for at øge den sociale mobilitet igennem uddannelse. Når vi har valgt at stille en fælles forespørgsel, er det, fordi netop det at øge den sociale mobilitet har været en grundlæggende værdi, som vi egentlig har haft en opfattelse af at der relativt bredt på tværs af blokkene har været et ønske om at fastholde som en del af det, som det danske velfærdssamfund kunne løfte – og her har uddannelse spillet en nøglerolle. Det er derfor, vi gerne vil have diskussionen på tværs lige fra grundskolen over ungdomsuddannelserne og til de videregående uddannelser, da tingene netop hænger sammen, i forhold til hvordan vi indretter uddannelserne, så de bedst muligt kan imødekomme børn og unge med den baggrund, disse måtte have, og det gælder dermed også de undervisningsformer, undervisningsmiljøer m.v., vi ved gør en forskel med hensyn til at give dem lige muligheder i livet.

Noget af det, som vi er lidt bekymrede for, er, at vi kan se, at bl.a. partiet Venstre, som jo ellers tidligere har bakket op om at skabe øget social mobilitet igennem uddannelse, er ved at slå bak. Det gælder i diskussioner om SU, hvor man ikke er så optaget af, om den er med til at øge den sociale mobilitet, og det handler også i forhold til de videregående uddannelser om, at Venstre har stået i spidsen for at fjerne det som et mål i de udviklingskontrakter, de videregående uddannelser har.

Men vi er også bekymrede over, at Liberal Alliance nu sidder på undervisningsministerposten, for det har jo været velkendt, at Liberal Alliance ikke har været særlig optaget af at bruge, hvis man skal sige det på den måde, staten og dermed også de forskellige uddannelsesveje, uanset om det har været folkeskolen i kommunerne eller de selvejende ungdomsuddannelser eller de videregående uddannelser, til, at de aktivt skulle spille en rolle med hensyn til at være med til at bryde den negative sociale arv. Der har man sagt, at det var et individuelt ansvar. Derfor vil vi med denne forespørgselsdebat gerne tage en mere principiel drøftelse af, hvad der er fundamentet i det danske velfærdssamfund og det, der faktisk gør, at vi har utrolig gode muligheder for at hjælpe børn og unge, så de får ens livchancer, hvis vi også tænker på, hvordan vi indretter vores uddannelser.

Tak til ordføreren for forespørgerne. Så går vi over til besvarelsen, og der er jo to ministre, som deltager i den del. Og den første, der får ordet, er undervisningsministeren.

Tak for spørgsmålet. Det er et yderst relevant emne, og det er en helt central udfordring for uddannelsessystemet at bidrage til at øge den sociale mobilitet. Regeringen har også dedikeret et selvstændigt kapitel i regeringsgrundlaget til netop det formål, at alle unge skal have et godt afsæt. Negativ social arv skal ikke være en hæmsko for den enkelte i livet, og det skal uddannelse være med til at sikre.

Langt de fleste unge tager en uddannelse og klarer sig godt, men uanset hvilke parametre vi måler på, kan vi se, at social baggrund har væsentlig indflydelse på, hvor godt den enkelte elev klarer sig. Det gælder både standpunktskarakterer, resultater i nationale tests og PISA-undersøgelser samt overgang til og gennemførelse af ungdomsuddannelse. Ordentlige faglige forudsætninger og et gennemsigtigt uddannelsessystem er afgørende for at sikre social mobilitet, og involvering af forældrene er tilsvarende en vigtig parameter.

Regeringen prioriterer en tidlig indsats i dagtilbud, grundskolen og ungdomsuddannelserne. En tidlig indsats kan bidrage til at bryde et dårligt mønster. Det er derfor afgørende at bemærke, at regeringen i foråret 2017 vil fremlægge et samlet udspil om bedre kvalitet i dagtilbud, der bl.a. vil have fokus på forebyggelse af negativ social arv. Med en styrket tidlig indsats har børnene bedre forudsætninger for at klare sig godt her og nu og i deres videre livsforløb. Dermed skabes de bedste forudsætninger for, at uddannelserne kan løfte deres del. De seneste reformer af folkeskolen, erhvervsuddannelserne og de gymnasiale uddannelser har alle haft som et centralt formål at mindske betydningen af social baggrund for faglige resultater.

Med afsæt i reformerne arbejder jeg og mit ministerium løbende for, at vi også realiserer det formål, og jeg følger udviklingen tæt. Det gør jeg bl.a. gennem de følgeforskningsprogrammer, der løbende skal følge effekterne af reformerne, for det er vigtigt at sætte ind, hvis vi kan se nogle problematikker. F.eks. har jeg særlig fokus på, at vi realiserer erhvervsuddannelsesreformens mål om, at flere skal have en erhvervsuddannelse. Det er afgørende, også for den sociale mobilitet, og det er en hård nød at knække, så der må vi sætte ekstra ind.

Regeringen har netop indgået en aftale med Dansk Folkeparti om at supplere uddannelsesparathedsvurderingen med en praksisfaglig dimension. Vurderingen af de praktiske kompetencer skal supplere og ikke erstatte vurderingen af det boglige standpunkt og af de personlige og sociale kompetencer. Der skal ske en inddragelse af eksterne eksperter og praktikere, som skal kvalificere en model for dette, inden der fremsættes lovforslag.

Derudover vil der i forlængelse af trepartsaftalen blive fremsat lovforslag om en række initiativer, der har til formål at styrke det erhvervsrettede i udskolingen. Det handler bl.a. om virksomheder og erhvervsskoler som en del af den åbne skole, frivillig brobygning i 9. klasse og mulighed for erhvervspraktik i 6. og 7. klasse. Lovforslaget forventes fremsat ultimo marts 2017.

Jeg har generelt fokus på, at vi styrker uddannelserne, så de bedst muligt fremmer børn og unges kundskaber i bred forstand. Det kræver frihed til at udfolde den faglige profession, som er kernen i vores uddannelser. Det kræver, at folkeskolen bliver til folkets skole, hvor forældres engagement og opbakning er en naturlig del af hverdagen; ikke mindst kræver det stærke læringsfællesskaber, hvor der er ro, klasseledelse og fokus på kernen, faglighed i bred forstand og trivsel.

Jeg vil derfor arbejde for mere frihed i vores uddannelser, så vi får skabt rammerne for, at lærere og forældre og elever sammen kan løfte fagligheden for alle. Det løft drøfter jeg bl.a. sammen med parterne omkring folkeskolen, i Kvalitetsforum for Folkeskolen, hvor vi i den kommende tid sammen vil arbejde for konkrete forbedringer i forhold til den gode undervisning, det gode børneliv, det gode arbejdsliv og forældreinddragelse.

Udfordringen med negativ social arv er ikke ny. Efter mange års indsats er det stadig et uløst problem. Vi bliver derfor også nødt til at tænke nyt, og det gør regeringen. Regeringen vil afsætte en pulje til elevløft på 500 mio. kr. over 3 år, som skal tilskynde skoler til en bedre indsats over for de fagligt svageste elever. Regeringen vil samtidig styrke indsatsen for de unge, der aldrig får en ungdomsuddannelse.

En ekspertgruppe vil inden længe komme med anbefalinger til bedre veje til ungdomsuddannelserne. Som opfølgning herpå vil jeg bl.a. komme med forslag til, hvordan flere unge får en ungdomsuddannelse, vælger den rigtige uddannelse første gang og vælger uddannelse, der fører dem videre i job eller uddannelse.

Udfordringen med øget social mobilitet er således helt central i mit arbejde som undervisningsminister, både når det gælder det lange seje træk stående på de senere års reformer, og når det gælder større nye tiltag dér, hvor der er brug for nytænkning. Tak.

Tak til ministeren. Så giver jeg ordet til den næste minister – det er uddannelses- og forskningsministeren. Værsgo.

Muligheden for at tage en videregående uddannelse har stor betydning for den sociale mobilitet i Danmark. En videregående uddannelse giver den enkelte større frihed og bedre mulighed for at skabe et godt liv. Alle skal have mulighed for at udfolde deres talent – også uanset baggrund – for det har vi som fællesskab, som land stor nytte af. Derfor lægger regeringen ubetinget vægt på, at vi har fri og lige adgang til videregående uddannelse i Danmark. Det understøtter vi med skattefinansierede videregående uddannelser og uddannelsesstøtte til alle studerende.

Selv om unge i Danmark har gode muligheder for at tage en videregående uddannelse, ser vi alligevel uhensigtsmæssige mønstre. Studerende fra ufaglærte hjem er f.eks. underrepræsenteret på de videregående uddannelser, og regeringen vil, som undervisningsministeren netop har redegjort for, sætte ind tidligt i uddannelsessystemet. Vi må insistere på, at alle børn og unge skal have de basale færdigheder, der er afgørende for deres senere muligheder i livet.

På de videregående uddannelsesinstitutioner skal vi stille de samme høje faglige krav og forventninger til alle unge. Underviserne skal kunne forvente, at alle studerende besidder de faglige forudsætninger, der skal til, for at påbegynde en videregående uddannelse, og at alle studerende kan arbejde selvstændigt og disciplineret med stoffet. De studerende skal tilsvarende kunne forvente, at deres medstuderende har de faglige forudsætninger for at kunne bidrage til det fælles uddannelsesmiljø. Høje krav skal naturligvis suppleres med åbenhed over for forskellige studerende og et fokus på at hjælpe nye studerende godt i gang. Det gælder undervejs på studiet og ved optagelsen, og her tænker jeg på andet og mere end karakterkravet.

Institutionerne kan f.eks. anvende alternative optagelsesformer som forskellige tests og samtaler. Det har de gode og virkelig spændende erfaringer med på Syddansk Universitet. De videregående uddannelsesinstitutioner skal understøtte, at de unge får en god start på studielivet, bliver en god del af et godt studiemiljø, f.eks. igennem kurser i studieteknik, læsegrupper og mentorforløb, og det gælder jo altså også for studerende fra uddannelsesfremmede hjem. Det er også mit klare indtryk, at de videregående uddannelsesinstitutioner arbejder målrettet med indslusning og fastholdelse af studerende.

Indslusnings- og fastholdelsesaktiviteter kan målrettes, det vil ofte være sund fornuft. Omvendt er det altså ikke sund fornuft at lade særlige indsatser tilsidesætte det faglige. Kundskabstilegnelsen skal være det primære på de højere videregående uddannelser. Kun med uddannelser af høj kvalitet kan vi udfordre alle studerende til at udfolde deres talent, og det skal ske på meritokratisk vis. Stærke uddannelsesmiljøer med fagligheden i højsædet er en fordel for alle, også studerende fra uddannelsesfremmede hjem, og derfor skal vi holde fokus på kerneopgaven, som er at udbyde uddannelser af høj kvalitet, som matcher arbejdsmarkedets behov.

Tak til ministeren for besvarelsen.

Så går vi over til forhandlingen, og den første taler i rækken er ordføreren for forespørgerne, fru Christine Antorini, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak. Det er jo veldokumenteret, at børns sociale baggrund gør en verden til forskel i forhold til at have lige muligheder i livet. F.eks. dør mennesker fra de lave socialklasser i gennemsnit 10 år tidligere end andre. Risikoen for at blive arbejdsløs er langt større, og chancen for at gennemføre en uddannelse er væsentlig dårligere.

I den netop udkomne bog, der hedder »Social arv og social ulighed«, redigeret af professor Niels Ploug, er de sidste årtiers forskning samlet op, i forhold til hvordan mennesker med forskellig social baggrund klarer sig, bl.a. i forhold til uddannelsessystemet, og hvordan de samfundsmæssige vigtige institutioner som børnehave og folkeskole kan håndtere børns sociale og kulturelle forskelle. Det kan nemlig ikke alene reduceres til, at det er forældrenes ansvar, som bl.a. Liberal Alliance mener og har udtalt. Den sociale ulighed slår igennem, allerede fra børnene bliver født, og hvis man tager børnenes perspektiv, er det slet ikke i orden bare at nøjes med at konstatere, at det er forældrenes ansvar, og så overlade børnene til, ja, den sociale arv. Heldigvis kan vi faktisk gøre noget politisk ved det, hvis vi vil.

Nu er det måske ikke så overraskende, at det netop er Liberal Alliance, som er lidt ligeglade med social mobilitet set som en politisk opgave. Men det er til gengæld bekymrende, hvis Venstre som et parti, der har været optaget af sammenhængskraften i landet, også er begyndt at bevæge sig ad den vej. For Socialdemokratiet har det altid været et mål at skabe et samfund, der giver alle lige muligheder uanset baggrund. Vi er ganske enkelt ikke enige med Liberal Alliances økonomi- og indenrigsminister, der har udtalt, at han ikke mener, Danmark er et land, hvor uligheden er et problem, som er værd at beskæftige sig med. Det mener vi til gengæld hos Socialdemokratiet.

Liberal Alliance har konsekvent modarbejdet at tage et politisk ansvar for at give alle lige muligheder for at udfylde deres potentialer fuldt ud, bl.a. gennem folkeskolen. Liberal Alliance var imod folkeskolereformens mål om at øge den sociale mobilitet, og partiet gjorde alt for at forhindre, at den samme målsætning kom ind i gymnasiereformen. I diskussionen om statens uddannelsesstøtte synes Liberal Alliance, ligesom Venstre og Konservative, at det er helt fint at skære ned på SU'en og erstatte det med flere lån, selv om netop det at låne til uddannelse betyder noget for både optagelse og frafald, især for unge med lavtuddannede forældre, hvilket bl.a. forskningsinstitutionen KORA har vist.

Men der er også sket et skifte hos Venstre, der nu har lagt det brede mål om øget social mobilitet i graven. Godt nok fremlagde regeringen i maj 2016 ti sociale mål for social mobilitet, men de var reduceret til en indsats rettet mod børn og unge, der har modtaget en forebyggende indsats, eller som er anbragt. Væk er den brede indsats for at udvikle et velfærdssamfund, som er med til at kompensere for social og klassemæssig ulighed og give alle lige muligheder uanset deres baggrund.

Da hr. Esben Lunde Larsen fra Venstre kortvarigt blev udnævnt til uddannelses- og forskningsminister, fjernede han som noget af det første det mål i de videregående uddannelsers udviklingskontrakt, der hed »Øget social mobilitet – flere talenter i spil«. Det syntes han var noget pjat, og som han sagde, havde Venstre længe været imod at drive socialpolitik i uddannelsespolitikken. Men det vil faktisk få enorme konsekvenser for det Danmark, som vi ellers er stolte af giver gode muligheder til alle, hvis regeringens ideologiske drejning fortsætter. Vi skal tværtimod udvikle daginstitutioner, skoler, ungdomsuddannelser og videregående uddannelser, så de har rammer, undervisningsformer og læringsmiljøer, der er bedre til at gøre alle børn og unge dygtigere uanset deres baggrund.

Det er bl.a. derfor, folkeskolen skal tilbyde mulighed for hjælp med lektier og faglig fordybelse og udvikle varierede undervisningsformer med kombination af teori og praktik. Det er derfor, der skal være bevægelse i løbet af dagen, både fordi det er sundt og gør børnene mere motiverede og klogere, og fordi det er vigtigt at åbne skolen mod omverdenen med forenings- og idrætslivet, virksomheder osv. for at få en virkelighedsnær skole. Det er alt det, som den understøttende undervisning giver tid til, og det giver dermed bedre rammer til at udvikle en folkeskole for alle.

Det betyder også, selv om det nogle gange glemmes i debatten, at der gives bedre mulighed for at gennemføre forløb for særligt talentfulde børn, og at de dygtige kan få mulighed for at blive endnu dygtigere. Folkeskolen skal være en god skole for hele folkets børn, og det kræver aktiv politisk opbakning til og mål om, hvilken skole det skal være, herunder evnen til at øge den sociale mobilitet.

Der, hvor de borgerlige tager fejl, er netop, når de forfalder til at mene, at det alene er et personligt ansvar, hvis man ikke klarer sig godt. Men klasseskellene eksisterer stadig, og økonomisk ulighed hænger uløseligt sammen med ulige muligheder. Derfor vil Socialdemokratiet, De Radikale, SF, Alternativet og Enhedslisten fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget opfordrer regeringen til at fastholde målet om at give alle mulighed for at blive så dygtige som muligt uanset social baggrund gennem uddannelsessystemet. Det gælder både som formål i uddannelseslovene og som værktøjer f.eks. i forbindelse med udviklingskontrakter på de videregående uddannelser, indretning af SU m.v. Det har været et fundament i det danske velfærdssamfund at udvikle grundskoler, ungdomsuddannelser og videregående uddannelser, som bidrager til at øge den sociale mobilitet i samfundet, bl.a. med undervisningsformer, der giver alle børn og unge muligheder for at udvikle også de potentialer, de ikke fik med hjemmefra. Der er fortsat brug for at udvikle det danske velfærdssamfund, så det er med til at kompensere for social- og klassemæssig ulighed. Vi har brug for alle talenter i det danske samfund, og det skal uddannelsessystemet være med til at understøtte hele vejen igennem.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 48).

Jeg skal i øvrigt beklage, at Enhedslisten ikke har haft mulighed for at være til stede her, men de står selvfølgelig bag det samlede forslag til vedtagelse.

Tak. Det fremsatte forslag til vedtagelse vil herefter indgå i den videre forhandling.

Der er et par korte bemærkninger, og den første spørger er hr. Henrik Dahl, Liberal Alliance. Værsgo.

Hvis vi forudsætter, at forældrene har et hæderligt erhverv, hvad er så det helt principielle problem ved, at børn bliver det samme som deres forældre?

Ordføreren.

Der er ikke noget principielt problem i, at børn bliver det samme som deres forældre, men det skal også være sådan, at børn får perspektivet til at se, at de kan gå andre veje, og at de måske opdager – og det er jo en af de ting, som skolen også har som formål – at de har nogle potentialer, evner og talenter, som de måske ikke havde opdaget eller var blevet bakket op i hjemmefra. En af skolens vigtige opgaver er netop at give det brede perspektiv og udfolde alle de potentialer, børn har for at blive så dygtige som muligt.

Spørgeren.

Jeg formoder, at ordføreren er bekendt med Rockwoolfondens nylige, meget grundige undersøgelse af USA og Danmark, hvoraf det fremgår, at den danske SU tilsyneladende ikke har nogen som helst virkning i retning af at bryde den sociale mobilitet, hvis man sammenligner med USA. Hvad er ordførerens kommentar til det?

Ordføreren.

Der har jo været en stor diskussion om SU'en og SU'ens evne til at bryde den negative sociale arv. Jeg tror, at hvis man skal være retfærdig over for de mange forskellige undersøgelser, der har været, har der været forsket utrolig lidt i det i Danmark. Det kan man selvfølgelig undre sig over, når SU'en trods alt fylder så meget, i forbindelse med de økonomiske omkostninger, der også er til et uddannelsessystem.

Jeg vil derfor henholde mig til det, som forskningsinstituttet KORA har undersøgt i forhold til danske forhold med SU, og det er, at jo mere der lægges op til, at man skal låne fra starten – og det er jo det, der har ligget i Venstres oprindelige udspil, nemlig at det skulle man fra dag et, når man startede på en videregående uddannelse – jo mere rammer det socialt skævt, fordi man kan se, at unge, der kommer fra hjem, hvor man ikke har en uddannelsestradition, også er opdraget med, at man altså skal tjene pengene først, før man går ud og låner. Så det rammer skævt alene af den grund, at det fraholder dem fra at turde tage skridtet til en videregående uddannelse, hvis der i højere grad er lån.

Det næste spørger er fru Anni Matthiesen, Venstre. Værsgo.

Jeg vil gerne prøve at få skabt en lidt mere sådan ordentlig stemning her i salen i dag. Sådan en fredag eftermiddag ærgrer det mig lidt, at fru Christine Antorini virker lidt sur, synes jeg.

Jeg synes faktisk, at Socialdemokratiet og Venstre sammen har lavet rigtig mange gode aftaler på det her område, som netop er med til at begrænse de her udfordringer. Og jeg vil derfor egentlig gerne have ordføreren til at bekræfte noget: Er det ikke rigtigt, at hvis vi f.eks. tager folkeskolereformen, kan man sige, at der har Venstre været med til at sikre, at der bliver fokus på at få gjort noget ved de her ting? Og for den sags skyld, at vi jo også inden længe kommer med et udspil på dagtilbudsområdet, som også skal være med til at løfte de her ting.

Ordføreren.

Jeg vil utrolig gerne bruge det her som en anledning til at sige tak for det gode samarbejde, der har været og er med Venstre om uddannelsespolitikken. Og det håber jeg også fremgik af starten på min ordførertale, altså at det lige præcis er noget af det, der har kittet Danmark sammen, at vi på tværs mellem højre og venstre faktisk har haft en ambition og har gennemført vigtige reformer for at øge den sociale mobilitet.

Det er selvfølgelig derfor, vi bliver bekymret, når der kommer en udvidelse af regeringen med et parti, som har haft det som mål ikke at bruge staten og dermed uddannelsessystemet til at øge den sociale mobilitet. Jeg er så glad for, at ministeren nu siger noget andet. Det gør os lidt mere trygge i forhold til det, som vi virkelig mener er et fundament under det danske velfærdssamfund, nemlig at alle skal kunne se, at man har muligheden for at kunne få opfyldt sine drømme.

Så derfor vil jeg sige tak til Venstre for at understrege, at vi netop har stået sammen om, at alle skal blive så dygtige som muligt uanset social baggrund. Det har vi faktisk gjort i de fleste uddannelsessammenhænge, og Socialdemokraterne håber, det fortsætter. Det er derfor, vi har været lidt ærgerlige over, at den tidligere forskningsminister fra Venstre fjernede det som et mål i forhold til de videregående uddannelser.

Spørgeren.

Det er jo godt, at hvis vi kan få skabt den lidt mere behagelige op mod weekenden-stemning, for jeg ved jo netop, at alle de tiltag, som vi faktisk har været med til blev skrevet ind også i regeringsgrundlaget, jo er nogle af de ting, hvor vi nu kommer med forslag til, hvordan man kan være med til at bryde de her tendenser. Jeg tror da, at alle sammen, også inklusive ordføreren fra Socialdemokratiet, er enige i, at vi i de seneste år har fundet ud af, at jo tidligere man sætter ind omkring de her ting, jo bedre. Derfor skal min appel så måske være her til sidst, at derfor ser jeg jo gerne, at også Socialdemokratiet på den måde kommer til at være med til at bakke op om nogle af de forslag og for den sags skyld udspil, som vi kommer med, også fra regeringens side, her inden for de næste måneder.

Ordføreren.

Det har jo altid ligget Socialdemokratiet på sinde at være med i alle de vigtige reformer, aftaler, der understøtter et velfærdssamfund, der giver alle lige muligheder, og selvfølgelig vil vi gå ind i forhandlinger også om et fremtidigt dagtilbudssystem. Vi vil måske så appellere lidt baglæns, og vi også håber, at regeringen vil fortsætte med det brede samarbejde, som der er om folkeskolereformen, gymnasiereformen, erhvervsuddannelsesreformen, og som forhåbentlig også kommer om de videregående uddannelser.

Jeg siger jo det her, fordi regeringen desværre har valgt at lave en ensidig aftale med Dansk Folkeparti om den såkaldte uddannelsesparathedsvurdering for unge i 8. klasse, hvor vi må sige, at vi er meget forundrede i aftalekredsen, som jo gælder i den her sammenhæng, Socialdemokratiet, SF og De Radikale, over, hvorfor man har valgt at lave den uden at invitere os til en drøftelse om det.

Den næste spørger er hr. Jens Henrik Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Når vi nu har diskussionen om social mobilitet, vil jeg egentlig gerne høre ordførerens kommentarer til – fordi det jo tit bliver lignet med sådan en vertikal linje – om der er nogle værdimæssige forskelle på at tage en håndværkeruddannelse og tage en akademisk videregående uddannelse.

Ordføreren.

På ingen måde, tværtimod ville jeg ønske, at der var langt flere unge, over for hvem meget motiverende forældre – fordi vi ved, at det betyder rigtig meget for den uddannelsesvej, de vælger – sagde, at ved du hvad, hold op, hvor er du bare god til matematik, og du har tekniske kundskaber og er god til at bygge og konstruere; vi synes, at du skulle prøve at overveje at tage dig en uddannelse inden for de erhvervsfaglige uddannelser; det kan være som tømrer, det kan være som snedker; det kan være inden for en række af de andre uddannelser, i stedet for at det automatisk svar er, at hvis man f.eks. er god til matematik, at konstruere osv., så skal man tage en videregående uddannelse. Så nej, vi er faktisk meget optaget af, at vi netop har et uddannelsessystem, der motiverer til hele viften af uddannelser og dermed potentialer og drømme, man måtte have.

Spørgeren.

I forlængelse af det vil jeg gerne høre, om ordføreren så ikke også er enig i, at det må være lige så prisværdigt og noget, vi skal arbejde lige så meget for, at akademikerbørn tager en håndværkeruddannelse som vice versa.

Ordføreren.

Det er jeg fuldstændig enig i, men når det er, vi er optaget af begrebet social mobilitet, handler det om de mange børn og unge, som f.eks. slet ikke får en uddannelse. Hvis man tager de unge under 30 år, der er på kontanthjælp i dag, er det, de desværre har tilfælles, at ni ud af ti af dem ikke har mere end folkeskolens afgangsprøve, hvis de overhovedet har fået folkeskolens afgangsprøve. Det betyder, at deres muligheder videre i livet er rigtig svære, fordi vi er et uddannelsesland, hvor det er vigtigt, at man har muligheden for, at man kan uddanne sig, og det er utrolig svært, hvis man kun har folkeskolens afgangsprøve og endda måske en dårlig afgangsprøve og en dårlig erfaring med skolen. Så social mobilitet er at give alle en mulighed, også de børn og unge.

Tak til den socialdemokratiske ordfører. Den næste ordfører i rækken er hr. Jens Henrik Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti.

Tak. Da jeg kiggede på forespørgselsteksten: Hvad vil ministrene gøre for at øge den sociale mobilitet gennem uddannelse? så spekulerede jeg jo lidt over, hvad det er, der menes. Fordi hvad betyder mon social mobilitet? Det bliver ofte italesat sådan, at det handler om, at hvis forældrene ikke har en akademisk uddannelse, skal børnene tage en; så har vi social mobilitet. Men med de behov, vi har på arbejdsmarkedet i dag, så undrer jeg mig over, at vi ikke har lige så meget fokus på, at de, som kommer fra akademiske familier, skal blive håndværkere.

I den sammenhæng vil jeg jo glæde mig over den nye uddannelsesparathedsvurdering, som blev præsenteret i går, for det afgørende kan jo ikke være at kravle højt op i et akademisk træ, men at alle unge får de bedste muligheder for at udnytte deres evner bedst muligt. Det skal jo ikke handle om uddannelsessnobberi, om, at det er finere og bedre at tage en akademisk uddannelse. Det må jo handle om, at alle skal have lige muligheder for at blive lige præcis det, de kan og gerne vil.

Der er i dag flere end nogen sinde, som får en videregående uddannelse, men der er ikke sket noget særligt med sandsynligheden for at bryde den sociale arv, og så vidt jeg er bekendt, er der videnskabeligt belæg for at sige, at hvis den sociale arv skal brydes, så skal det ske i de meget tidlige år. Det vil sige, at det, vi reelt taler om i dag, handler om vuggestuer, børnehaver og måske folkeskolen og til en vis grad ungdomsuddannelserne. Men derefter er der ikke noget, der tyder på, at vi kan skabe nogen væsentlig effekt.

Det gør også, at jeg tænker lidt, at i den her debat, vi har lige nu, er uddannelsesministeren reelt irrelevant. Ja, undskyld til ministeren. Der findes andre temaer, hvor ministeren er relevant, vil jeg så lige sige, men lige her må vi fokusere på de tidlige år, dvs. længe før de unge kommer i nærheden af de videregående uddannelser. Hvis uddannelsessystemet skal gøre noget, er det i høj grad i folkeskolen og til en vis grad i ungdomsuddannelserne, og derfor kommer UPV'en også ind som en relevant parameter med alt, hvad den indebærer af vurdering og støtte til at se evner og kompetencer bredt og dermed sikre et grundlag for mobilitet, både mod boglighed og faglighed. Kunne vi ikke blive enige om at værdsætte begge dele lige højt, så det her ikke bliver en kamp om, at noget er bedre end andet, men en stræben efter at udnytte evner bedst muligt?

Dansk Folkeparti vil derfor opfordre regeringen til at fokusere på, at alle får de bedst mulige chancer, og i den forbindelse tænker jeg ikke mindst på dem, som nok mest har brug for en indsats, nemlig den gruppe af unge, som ikke umiddelbart overhovedet kommer ind i uddannelsessystemet – den gruppe, som Stefan Hermann-udvalget kommer med anbefalinger om på tirsdag. I den sammenhæng handler social mobilitet for mig og for os først og fremmest om at sikre en vej til at bruge den enkeltes evner bedst muligt, så den unge kan få et godt og aktivt liv og bidrage til samfundet. Tak.

Der er korte bemærkninger. Den første spørger er fru Annette Lind, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Nu nævnte ordføreren, at man støtter, at der skal være en faglig vurdering i UPV'en. I Socialdemokratiet støtter vi også, at der skal være en faglig vurdering i UPV'en, for vi vil nemlig gerne se det her som en helhedsvurdering. Men vi vil gerne se det i en sammenhæng med det, som ordføreren også sagde om ekspertudvalgets anbefalinger. Så derfor mener vi, at det er totalt forhastet, at det skal være sådan, for i DF og i resten af den borgerlige blok kender man ikke indholdet. Så jeg vil meget gerne have, at undervisningsordføreren for DF kan løfte sløret for, hvad den her undervisningsparathedsvurdering med den faglige vurdering skal indeholde. Det er jo så tyndt som ingenting. Man må have en vurdering af det, når man nu vil have det hastegennemført i stedet for at vente på ekspertudvalgets anbefalinger på tirsdag.

Ordføreren.

Jamen det helt centrale i den sammenhæng er jo at få bredt vurderingen ud, så den enkelte kan få en vurdering, i forhold til hvad man er god til både fagligt og bogligt. Og det er bredden i den. Detaljerne i den skal udvikles herfra, så det er jo ikke sådan, at jeg her vil kunne stå og sige, at den lige præcis skal se sådan og sådan ud. Det, der interesserer mig, er sådan set hovedsigtet i den, nemlig at den faktisk skal sikre, at man ikke bare får det her boglige, altså at du er god til det, eller også er du kasseret. Man skal kigge på bredden, og man skal kigge på, om vedkommende er god til noget bogligt, god til noget fagligt, noget med hænderne, og at vedkommende sådan set kan gøre det ene eller det andet, afhængigt af hvad vedkommende er mest motiveret for. Det er det centrale i det for mig.

Spørgeren.

Det er vi jo ikke uenige om, men det er da ufattelig sløset at gå i samarbejde med en regering om noget, man ikke ved hvad skal udvikles til. Hvorfor vil DF ikke vente på anbefalingerne på tirsdag, når man overhovedet ikke kender en pind til, hvad indholdet skal være? Man tænker, at det må man finde ud af lidt hen ad vejen. Samtidig skal det hastegennemføres med en høring i næste uge. Og det, det også handler om, er, at det her undrer os rigtig meget i forligskredsen, nemlig at Dansk Folkeparti tænker, at vi vil lige gøre det uden om forligskredsen, når vi nu godt kunne have ventet, i forhold til at anbefalingerne kommer på tirsdag.

Ordføreren.

Jamen man kan altid diskutere rigtig længe, om man skulle gøre det ene eller det andet i den ene eller den anden rækkefølge. Det, jeg synes er helt centralt, er, at jeg sådan set hører, at alle er enige om, at det her med at lave en uddannelsesparathedsvurdering, der er bredere end den, vi har, er en rigtig god idé. Og så kan vi ikke se, at der er noget til hinder for, at vi bare skal se at komme i gang og gøre det. Det er derfor, at vi selvfølgelig også bakker op om, at det her forløb kommer til at køre.

Den næste spørger er fru Christine Antorini, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak. Tak for ordførertalen, og også tak for det, som jeg hørte, som at Dansk Folkeparti er optaget af, at social mobilitet også er noget, vi politisk skal arbejde for, og at mulighederne bliver styrket. Jeg vil derfor gerne høre, hvad Dansk Folkeparti mener om, at den tidligere uddannelses- og forskningsminister fra Venstre egenhændigt besluttede at fjerne målet om, at de videregående uddannelser også skulle arbejde med – som et blandt ni andre mål, skal det siges – at skabe et undervisnings- og uddannelsesmiljø, der øgede den sociale mobilitet for netop at sætte alle talenter i spil.

Ordføreren.

Jeg synes et eller andet sted, at jeg også svarede på det i min ordførertale. For for mig at se handler social mobilitet om noget, der skal ske langt, langt tidligere end på de videregående uddannelser. Jeg tror ikke på, uanset hvad man gør på de videregående uddannelser, at man reelt bryder den sociale arv dér, hvis man ikke har gjort en ordentlig indsats helt tilbage i børnehaven og folkeskolen. Så det er sådan set derfor, jeg tænker, at det hører hjemme dér. Så kan man altid diskutere, hvad for nogle rammer der skal være for de studerende på de videregående uddannelser. Men det er for mig at se ligesom en anden ting end at have et specifikt fokus på social mobilitet, og derfor mener jeg ikke, at målsætningen om social mobilitet hører hjemme på de videregående uddannelser.

Spørgeren.

Nu har vi forskellige universiteter, som bruger forskellige undervisningsmetoder og -forløb, fordi de også har nogle forskellige pædagogiske tanker om, hvordan man skaber de bedst mulige unge, der skal ud efterfølgende. Et af de universiteter, der har været meget optaget af, hvordan man lavede undervisningsforløb, er Aalborg Universitet. Det ligger i et område, som har haft enorm gavn af, at der er kommet et universitet på et højt fagligt niveau, som har givet uddannelse til unge, hvoraf mange kommer fra det, man kalder uddannelsesfremmede hjem.

Der er mange mønsterbrydere, forstået på den måde, at de kommer fra en baggrund, hvor det er første gang, der er en ung, der får en videregående uddannelse. Og det er bl.a., fordi Aalborg Universitet har arbejdet med virkelighedsnære, projektorienterede arbejdsformer. For langt de fleste studerende gælder, at når de skal til at skrive deres speciale, gør de det i samarbejde med en virksomhed.

Anerkender ordføreren, at det gør en forskel i forhold til at bryde negativ social arv, at man også tænker i undervisningsformer?

Ordføreren.

Jeg ved ikke, om jeg kan sige, at det skulle være dokumenteret, at det gør en forskel. Det er jeg sådan set ikke sikker på. Men jeg er helt sikker på, at det gør en stor forskel, i forhold til hvordan man lærer, og hvad man får lært, hvilke rammer der er, og hvilke undervisningsmetoder der bliver brugt. Og der er stor forskel på de forskellige universiteter, det har fru Christine Antorini selvfølgelig helt ret i, men jeg er ikke sikker på, at det ene nødvendigvis er bedre end det andet.

Altså, Aalborg Universitet er helt klart farvet af de studerende, der er, og de grupper, der er oppe i det område. Men jeg køber bare ikke det med, at det skal handle specifikt om social mobilitet. Jeg mener sådan set, det handler om at skabe de bedst mulige rammer for at skabe den bedst mulige læring for de studerende, man har på de enkelte uddannelsessteder.

Den næste spørger er hr. Jacob Mark, Socialistisk Folkeparti.

Tak for det, og tak for talen. Jeg synes i virkeligheden, det er en ret interessant melding at påstå, at man ikke kan gøre så meget for den sociale mobilitet på de videregående uddannelser. Altså, jeg er med på, at den forebyggende indsats betyder noget, men jeg har nu også en idé om, at det betyder noget, hvad man gør på de videregående uddannelser. Så jeg vil bare høre ordføreren, om ordføreren ikke mener, at det f.eks. betyder noget for den sociale mobilitet, at vi har gratis uddannelse; og at det betyder noget for den sociale mobilitet, at vi har en SU, der gør, at man kan fordybe sig i sine studier.

Betyder de to ting f.eks. ikke noget for den sociale mobilitet, selv om det er på de videregående uddannelser?

Ordføreren.

Jeg ved egentlig ikke, om jeg er overbevist om, hvor meget det betyder. Jeg synes, det er en rigtig god idé, at vi har SU, som vi har det. Men tidligere blev der henvist til KORA's undersøgelse, i forhold til hvad det måske ville betyde, hvis man ændrede på SU-systemet. Og jeg synes, de undersøgelser, man trækker frem, sådan set peger på, at det kan gå både den ene og den anden vej. Der er rigtig mange flere i dag, der får en videregående uddannelser, men det er ikke, fordi det er blevet nemmere i dag at bryde den sociale arv, end det har været tidligere. Det har man jo sådan set ikke haft nogen succes med at ændre på.

Så hvad det lige er for nogle værktøjer, der gør det ene og gør det andet – om det skal være på den ene eller på den anden måde – mener jeg sådan set ikke der er belæg for at sige specifikt. Og det er egentlig derfor, jeg siger, at det, der må være hovedsigtet, når vi nu lige er inde på de videregående uddannelser, er, at der skal være den størst mulige grad af læring og den størst mulige grad af dygtiggørelse. Jeg er helt sikker på, at det er det, man får de bedste resultater med.

Spørgeren.

Tak. Altså, da man lavede den første store SU-reform, kunne man faktisk se, at der var væsentlig flere fra ikkeboglige hjem, der tog en uddannelse. Så er det rigtigt, at det er svært at vurdere, hvor stor en betydning det ville have for den sociale mobilitet, hvis man skar lidt ned på SU'en, men man kunne faktisk se en effekt, da man lavede SU-reformen. Jeg tror, det var i 1989, uden at jeg er helt sikker.

Jeg vil bare høre ordføreren nu, hvor jeg har ordføreren, om ordføreren kunne se sig selv i en reform sammen med regeringen, hvor man skar ned på SU'en – altså hvis man f.eks. skar den ned med 800 kr. og foreslog, at flere skulle låne – og om ordføreren kunne forestille sig, at det ville have en effekt på den sociale mobilitet i Danmark.

Ordføreren.

Jamen jeg mener faktisk, at KORA's undersøgelser viste, at man ikke med nogen som helst sikkerhed kunne sige, om det forslag, som lå på daværende tidspunkt fra den daværende regering, ville have nogen effekt på den sociale mobilitet eller have nogen som helst effekt på, hvor mange der tog en videregående uddannelse. Man kan diskutere det rigtig meget og rigtig længe, for hvor meget betyder den velfærd, der i almindelighed er i samfundet, i forhold til hvor mange der tager en uddannelse? Hvad er det egentlig for nogle parametre, der styrer det her?

Så derfor tænker jeg jo stadig væk, at det, det handler om, er at have et videregående uddannelsessystem, der er så godt som muligt, og et uddannelsessystem i det hele taget, der bedst muligt imødekommer behovet og ønsket fra de enkelte unge for at lære så meget som muligt, så de kan komme så godt i vej som muligt. Og det gælder sådan set, uanset om det er i folkeskolen eller på de videregående uddannelser.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Den næste taler i rækken er fru Anni Matthiesen som ordfører for Venstre.

Tak, formand. Her indledningsvis vil jeg egentlig gerne lige sige, at jeg står her som Venstres børne- og undervisningsordfører, men egentlig også på vegne af Venstres uddannelsesordfører Jakob Engel-Schmidt.

Det glæder mig rigtig meget, at vi i dag har mulighed for at debattere det her, som jo er et rigtig vigtigt emne også for Venstre. Hvordan sørger vi for mest mulig social mobilitet i vores uddannelse, altså at unge og børn ikke bliver tabt i vores undervisnings- og uddannelsessystem, blot fordi de kommer fra et økonomisk eller socialt udfordret hjem? Heldigvis er der langt højere social mobilitet i dag, end der var for blot 10 eller 20 år siden, og jeg tror egentlig, at vi alle sammen kender nogle eksempler, måske endda rørende eksempler på gode mønsterbrydere. Selv kommer jeg til at tænke på en pige, som faktisk blev født af en mor, som var stofmisbruger, og pigen havde en rigtig vanskelig start på livet. I dag kan jeg sige, at jeg kender hende, fordi hun læser på universitetet og er i gang med at studere til at blive advokat. Men heldigvis, kan man sige, var det ikke hendes mor, der fik lov til at sætte standarden for hendes liv. Denne pige er som sagt godt på vej og har også formået at score topkarakterer. Hun har været med til at bryde den negative sociale arv, og hun har vist, at danske børn ikke er tvunget til at blive det, som deres forældre er.

Hvis vi skal have endnu flere gode historier om mønsterbrydere, og det synes vi i Venstre at vi skal, er det vigtigt med en tidlig indsats, for vi ved, hvor meget det, der sker i de første år af livet, påvirker børnene. Vores regering har gjort en særlig indsats for at løfte elever, som har det svært i undervisnings- og uddannelsessystemet. Bekæmpelse af negativ social arv er en del af vores regeringsgrundlag, og ligeledes er det en del af vores aftale om et fagligt løft af folkeskolen. Og der er mere på vej. Her i løbet af foråret har vi nemlig planer om at fremlægge en ambitiøs plan for bedre kvalitet også i dagtilbuddene. Jeg ved godt, at det ikke er det, der er nævnt i forespørgselsteksten i dag, men jeg synes faktisk, at det er vigtigt at få sagt. For det er nemlig vigtigt at sætte tidligt ind.

I Danmark er der fri og lige uddannelse til alle. Med vores skattefinansierede uddannelser og SU-system har danske unge heldigvis gode muligheder for at bryde den negative sociale arv. Men det handler ikke kun om uddannelse. Det handler også om, at alle får de bedst mulige forudsætninger for at klare sig godt også senere i deres liv, altså at vi ikke taber de unge undervejs i uddannelsessystemet, så vi så der skal til at samle dem op igen.

På baggrund af det vil jeg gerne have lov til at læse en vedtagelsestekst op, som vi i Venstre foreslår sammen med Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og De Konservative. Vi håber, at vi i Folketinget kan blive enige om, at det er i den retning, vi skal gå, så vi fortsat kan forbedre den sociale mobilitet i uddannelsessystemet. Vores forslag til vedtagelse lyder:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget vurderer, at det er en central udfordring for uddannelsessystemet at bidrage til at øge den sociale mobilitet. Folketinget konstaterer, at regeringen prioriterer en tidlig indsats i dagtilbud, folkeskole og ungdomsuddannelser i forbindelse med at øge den sociale mobilitet.

Folketinget noterer, at regeringen bl.a. afsætter en pulje på 500 mio. kr. til at tilskynde folkeskoler til en bedre indsats over for de fagligt svageste elever og vil på baggrund af en ekspertgruppes arbejde komme med forslag til, hvordan flere unge får en ungdomsuddannelse.

Folketinget lægger vægt på, at der er fri og lige adgang til uddannelse i Danmark. Det understøttes med skattefinansierede uddannelser og SU. De videregående uddannelsesinstitutioner skal stille høje faglige krav til alle studerende, og kundskabstilegnelsen er altid det primære.

Folketinget opfordrer regeringen til at udvikle kvaliteten i uddannelsessystemet, så alle elever og studerende udfordres og kan indfri deres fulde potentiale.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 49).

Tak. Det fremsatte forslag til vedtagelse vil herefter indgå i den videre forhandling.

Der er korte bemærkninger, og den første spørger er fru Annette Lind, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Fru Anni Matthiesen efterlyste den gode stemning her en fredag eftermiddag, og det vil jeg gerne være med til at bidrage til. Da vi lavede de nye rammer for folkeskolen, var det sådan, at vi lavede de overordnede mål, at alle elever skulle blive så dygtige, som de kunne, uanset social baggrund. Det samarbejde vil jeg gerne takke rigtig meget for, for det er enormt vigtigt for Socialdemokratiet, og jeg ved også, det er vigtigt for Venstre. Jeg vil bare gerne spørge ordføreren om noget. Selvfølgelig er forældrene i forgrunden, men er skolen ellers det primære sted, hvor man skal bryde den sociale arv?

Ordføreren.

Jeg tror måske også, hvis vi kigger tilbage i tiden, at vi så kan sige, at næsten uanset hvilken farve regeringen har haft, er der blevet kæmpet med den her opgave, og jeg tror måske ikke, man kan sige, at det kun er et enkelt sted, man primært skal sætte ind. Jeg brænder i hvert fald rigtig meget for selv også som børneordfører at få gjort nogle tiltag, bl.a. allerede i dagtilbuddene, hvor vi forhåbentlig så der kan sikre, at man allerede begynder at bryde den negative sociale arv og for den sags skyld understøtter børn allerede ned i 3, 4, 5-årsalderen for at sikre, at de kommer godt fra start, også den dag, de skal starte i skole.

Spørgeren.

Vi deler det med, at en tidlig indsats er vigtig, det er der slet ikke nogen tvivl om. Ordføreren sagde også, at der er mere på vej, og det er der jo også, for vi har siddet rigtig mange måneder og lavet en gymnasiereform, men der fik vi desværre ikke ind, at det skulle være det helt overordnede mål i forhold til social mobilitet. Men hvad vil ordføreren for Venstre gøre for at sikre, at den sociale mobilitet bliver formindsket i den kommende reform, som vi skal have implementeret efter sommerferien på gymnasieområdet?

Ordføreren.

Man kan sige, at uanset om man siger i ungdomsuddannelserne eller for den sags skyld i grundskolen, i dagtilbuddene, som jeg nævnte før, tror jeg, det er vigtigt, at man sætter ind, og at man sætter ind på den måde, at man giver børnene den bedst mulige start til at kunne komme videre.

Noget af det, som vi måske alle sammen i spænding venter på, er så bl.a. ekspertgruppens anbefalinger, som kommer i løbet af næste uge, og der glæder jeg mig rigtig meget til at se, om vi der også sammen kan finde nogle veje til at sikre især den gruppe, som måske ikke får en uddannelse i dag. Desværre er der jo rigtig mange unge, jeg tror, det er omkring 10.000 pr. ungdomsårgang, som, når de er 23, faktisk ikke har noget fast ståsted, når det gælder en uddannelse, og der håber jeg lidt vi på den måde kan få rettet op på nogle af de ting, som vi drøfter også her i salen i dag.

Næste spørger er fru Christine Antorini, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak. Jeg vil godt sige, at jeg er utrolig glad for det indlæg, som Venstres ordfører holdt, fordi det afspejler præcis det, vi også har haft oplevelse af igennem mange års samarbejde omkring uddannelsespolitikken, nemlig at det også har været en del af, hvordan man tænker grundskole, ungdomsuddannelser, videregående uddannelser, at have et blik for, hvordan man giver alle lige muligheder igennem uddannelse. Så tak for det.

Derfor vil jeg bare spørge ordføreren for Venstre, om det ikke bekymrer ordføreren – det kan måske være, at det har været som enkeltperson; det skal jeg ikke kunne sige, men dog i sin egenskab af minister – at Venstres egen minister på det tidspunkt aktivt og selvstændigt fjernede målet om, at de videregående uddannelser også skulle fremme øget social mobilitet.

Ordføreren.

Det er klart, at vi i Venstre har højt til loftet, og vi kan, som man jo også har i andre partier, have forskellige holdninger til tingene. Jeg har tillid til, at den tidligere minister, som valgte at gøre det her, havde undersøgt de her ting på forhånd og jo ikke var bekymret for at fjerne de ting. Der må jeg igen sige, at som jeg kender hr. Esben Lunde Larsen, ved jeg, at han om nogen sætter sig ind i tingene på forhånd, inden han foretager sig noget.

Spørgeren.

Nu var hr. Esben Lunde Larsen jo så ikke bare folketingsmedlem, men minister for regeringen, da Venstre var en etpartiregering, så man må gå ud fra, at det trods alt repræsenterer Venstres synspunkter.

Det, som hr. Esben Lunde Larsen også udtalte, var, at Venstre i mange år har været imod at drive socialpolitik i uddannelsespolitikken. Jeg kunne godt tænke mig, om ordføreren lige vil sætte lidt flere ord på, hvad det vil sige, for jeg hørte jo samtidig en klar tilkendegivelse af, at det var vigtigt at kunne øge den sociale mobilitet. Nu ved jeg godt, at ordføreren ikke sidder med videregående uddannelser, så lad os holde fast i at kigge på ungdomsuddannelserne. Hvad er det, Venstre mener man kan gøre i forhold til at øge den sociale mobilitet, som jeg kan høre vi er enige om er vigtig, også i forhold til ungdomsuddannelserne?

Ordføreren.

Ja, jeg kan først og fremmest bekræfte, at selvfølgelig har Venstres tidligere uddannelses- og forskningsminister repræsenteret Venstres holdning på det tidspunkt. Når det så er sagt, ja, så mener jeg faktisk, at det er rigtig vigtigt, at man tænker tingene sammen, og at man for den sags skyld, som vi jo gør her inden længe, lytter til det, som forskerne også har været på banen med de seneste år og sagt til os:

Prøv at høre her. Det er fint nok, I gør nogle ting, når I måske når til ungdomsuddannelserne eller for den sags skyld de videregående uddannelser, men I får meget mere og I sikrer væsentlig flere, hvis man sætter ind langt tidligere.

Det er egentlig det, jeg synes er vigtigt at vi også lytter til. Vi er jo alle sammen blevet klogere, og vi kan få væsentlig flere flyttet, hvis man starter med at sætte ind allerede i dagtilbuddene og dermed faktisk sikrer, at alle får afsæt til at komme godt i gang, også den dag de skal starte i skolen.

Den næste spørger er hr. Jacob Mark, SF. Værsgo.

Tak for det. Jeg synes sådan set, det på mange måder er et ganske udmærket forslag til vedtagelse, som flertallet er kommet frem til. Især den første sætning, »Folketinget vurderer, at det er en central udfordring for uddannelsessystemet at bidrage til at øge den sociale mobilitet«, synes jeg er rigtig god, for jeg mener også, at det er en opgave for uddannelsessystemet at bidrage til at øge den sociale mobilitet. Når ordføreren hører det, jeg lige har sagt, er den sætning så i modstrid med det faktum, at den selv samme regering, som nu laver det her, har været med til at fjerne målet om, at uddannelserne skal bidrage til at øge den sociale mobilitet, i udviklingskontrakterne for de videregående uddannelser? Er det her forslag til vedtagelse i modstrid med den beslutning? Mener ordføreren det?

Ordføreren.

Nej, det mener jeg faktisk ikke at det er. Og så er jeg jo glad for, at SF's ordfører, hr. Jacob Mark, holder af teksten i vores fælles forslag til vedtagelse i den blå blok. Jeg vil jo sige, hvad jeg også har sagt til hr. Jacob Mark i flere sammenhænge, at der er mange steder, hvor SF egentlig er enig med Venstre. Det ved jeg at hr. Jacob Mark også har tilkendegivet ad flere omgange. Og det glæder mig, så det er måske forkert, at vi ikke også har valgt at spørge SF, om de ville være med på forslaget til vedtagelse her.

Spørgeren.

Tak for buddet – eller det kom så ikke. Men jeg synes, at det forslag til vedtagelse, vi selv har lavet, trods alt er bedre. Når det så er sagt, vil jeg bare spørge om noget. Nu står det jo her sort på hvidt, og jeg formoder, at det er det, Folketinget ender med at vedtage, altså at uddannelsessystemet skal bidrage til at øge den sociale mobilitet. Man har taget det mål om præcis det samme ud af udviklingskontrakterne under den nuværende regering. Kunne man forestille sig, at Venstre i fremtiden ville synes, det var fornuftigt at putte målet om social mobilitet ind i kontrakterne for de videregående uddannelser igen, så man altså lever op til det forslag til vedtagelse, man har tænkt sig at vedtage?

Ordføreren.

Jeg synes faktisk ikke, at de to ting, som SF's ordfører påpeger her, er modstridende. Vi står ved teksten i forslaget til vedtagelse, selvfølgelig gør vi det, men jeg synes jo egentlig samtidig, at det er vigtigt at have fokus på, hvordan det så også er, man sætter ind for at øge den her sociale mobilitet. Som jeg netop også svarede fru Christine Antorini, er min holdning til det i hvert fald, at vi skal blive bedre til at starte noget før. For det virker dybt godnat, hvis man venter, til folk når til de videregående uddannelser, inden man gør en indsats, hvis man faktisk kunne have løst opgaven allerede nede i dagtilbuddene.

Tak til Venstres ordfører. Den næste i rækken er hr. Henrik Dahl som ordfører for Liberal Alliance.

Jeg har først en meget, meget kort bemærkning, der er på kanten af dagsordenen. Jeg håber, at det er i orden. Rektor for Københavns Universitet Ralf Hemmingsen holder reception lige nu i anledning af sin fratræden, og de fleste af vi forskningsordførere ville være dukket op, hvis vi ikke havde skullet passe vores arbejde. Nu vil jeg nøjes med at anerkende hans indsats herfra, og det er jeg sikker på at ministeren og kredsen af forskningsordførere også gør.

Så til det, debatten handler om. Jeg vil starte med at sige lidt om en mand, der hedder James Heckman. Han er en amerikansk økonom, som i år 2000 modtog nobelprisen for sin forskning i stikprøver. Og stikprøver er et uhyre spændende emne, men det er ikke derfor, han er kendt i en bredere kreds. Det, James Heckman er kendt for i en bredere kreds, er, at han på et tidspunkt i begyndelsen af 00'erne satte sig for at forske i det program til at bryde den negative sociale arv, som præsident Bush II havde sat i værk, og som hed »No Child Left Behind«. Heckman fandt ud af, at de antagelser, der lå bag Bushadministrationens forståelse af social mobilitet var delvis forkerte, og det interesserede Bushs efterfølger Obama så meget, at Obama begyndte at bruge Heckman som rådgiver.

I artiklen her, som jeg skal lade være med at gennemgå i detaljer, konkluderer Heckman bl.a., at sociale indsatser, der finder sted tidligt i et barns liv, er langt mere virkningsfulde end senere indsatser som f.eks. – og jeg citerer fra artiklen: lavere klassekvotienter, jobtræning, rehabiliteringsprogrammer, voksenuddannelser, stipendier til uddannelse eller øgede udgifter til politi.

Hvorfor er det så sådan? Det er det, fordi det, Heckman fik ud af at evaluere »No Child Left Behind«-programmet, var, at forudsætningerne for at bryde den negative sociale arv ikke alene er kognitive, altså populært sagt intellektuelle forudsætninger, men også ikkekognitive. Og de væsentlige faktorer, som Heckman nåede frem til også var vigtige for at bryde den negative sociale arv, var impulskontrol, godt helbred, udholdenhed, opmærksomhed, motivation og selvtillid.

De helt afgørende ikkekognitive forudsætninger for at bryde den negative sociale arv har to kendetegn. De bliver bibragt meget tidligt i livet, og de bliver som hovedregel bibragt i familierne. Heckmans konklusion er, at cirka halvdelen af uligheden i livsindkomst er betinget af faktorer, som er afgjort på det tidspunkt, hvor man fylder 18 år.

Så til spørgsmålet om uddannelsessystemets evne til at bryde den negative sociale arv. Jørgen S. Dich, for længst afdød dansk økonom og forfatter, som jeg holder meget af, var så kynisk i bogen »Den herskende klasse« at hævde, at hele projektet med at fremme den sociale mobilitet gennem uddannelse udelukkende var en løftestang for at skabe flere stillinger netop inden for den herskende klasse af akademikere. Om det virkelig er så galt fat, tør jeg ikke sige. Men ifølge bl.a. en autoritet som Erik Jørgen Hansen er det danske uddannelsessystem ikke særlig effektivt i forhold til at bryde den negative sociale arv. Det har han påvist ved flere lejligheder, bl.a. i klassikeren »En generation blev voksen«. Heller ikke den høje danske SU har den helt store konsekvens. Det antyder i hvert fald en sammenligning af USA og Danmark, som Rockwool Fonden nylig har foretaget.

Derfor tror jeg, at man skal tage Heckmans resultater alvorligt. De ikkekognitive færdigheder, man lærer i familien, og som man lærer tidligt i livet, at de vigtigste for at bryde den negative sociale arv. Og så tror jeg, at man må vende forståelsen af SU om. Det er ikke SU, der skaber den sociale mobilitet. Men hvis betingelserne for social mobilitet er til stede, så skal ingen, der er kvalificeret til optagelse på en uddannelse, være forhindret i at få en uddannelse som følge af sine sociale omstændigheder. Tak.

Der er nogle korte bemærkninger. Den første spørger er fru Annette Lind, Socialdemokratiet, værsgo.

Jeg går ud fra, at hr. Henrik Dahl støtter det rammeforsøg, som ministeren har sat i gang med at gøre skoledagen kortere mod at tage den understøttende undervisning. Det betyder, at ude på skolerne kommer man til at skulle have kortere skoledag. Det betyder også, at man skal have længere tid åbent i fritidshjemmene. Vi ved også, at det er børn, hvis forældre tjener mindst, der ikke kommer i fritidshjem. Man får frataget timerne i skolen, og man kommer måske heller ikke på fritidshjem, hvis det er sådan, at forældrene ikke vil bruge pengene eller ikke har råd.

Mener ordføreren, at det er den rigtige vej at gå for at øge den sociale mobilitet eller i det mindste mindske social ulighed?

Ordføreren.

Det er meget heldigt, at der bliver lavet et forsøg, for hele meningen med et forsøg er jo, at man laver en forsøgsmæssig opstilling, indhenter nogle oplysninger, ser, hvordan tingene falder ud, sammenligner med, hvordan den øvrige virkelighed er, og så kan man drage sin konklusion derfra. Så nu må vi se, hvordan forsøget falder ud.

Spørgeren.

Tror ordføreren, at det vil hjælpe de elever, som allerede falder ud af systemet, mens forsøget foregår? Det var det første spørgsmål.

Så vil jeg gerne spørge om puljen, der skal løfte eleverne og tilskynde til en særlig indsats på skolerne. Mener ordføreren, der, så vidt jeg forstår, har meget kendskab til skoleverdenen, at man kan forbedre en skole fra det ene år til det andet? Og mener ordføreren, at det er rigtigt, at man skal give det som belønning? I Socialdemokratiet synes vi, at vi skal underbygge ved at give nogle penge, så man kan blive bedre. Så tror ordføreren, at man kan ændre fra det ene år til det andet, og er det rigtigt belønnet, og hvad skal vi gøre med de elever, der falder ud allerede under forsøget?

Der er 30 sekunder til besvarelse af de mange spørgsmål. Ordføreren.

For det første synes fru Annette Lind at forudsætte, at forsøget vil slå fejl. Så pessimistisk synes jeg ikke man skal være. For det andet er der ikke nogen påviselig sammenhæng mellem, hvad det koster at drive en skole, og hvor god den er. Det er blevet fastslået mange gange. Så jeg tror, det er en meget, meget bred vifte af faktorer, der afgør, hvor godt det går med de enkelte skoler.

Den næste spørger er fru Christine Antorini, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak. Det er jo fuldstændig rigtigt, at det er velkendt, at der er mange forskellige ting, der har betydning for børns muligheder videre i livet, og at den tidlige indsats gør en verden til forskel på bl.a. nogle af de ting, som ordføreren også nævnte, som evnen til behovsudsættelse – det sagde ordføreren ikke direkte, men det sammenfatter noget af det – motivation osv. Noget af det, der begejstrer i Danmark, er, at vi så har daginstitutioner, hvor børn kan starte tidligt og det netop ikke bare er rå pasning, men en mulighed for også at opbygge og udvikle de kompetencer. Så det går jeg ud fra at ordføreren anerkender: Det er godt, at vi har institutioner, der kan gøre det.

Derfor vil jeg gerne høre, om det er Liberal Alliances holdning, eller hvor Liberal Alliance står, i forhold til at det alene er forældrenes ansvar. Det var det, som den tidligere familieordfører for Liberal Alliance, der nu er undervisningsminister – fru Merete Riisager – sagde: Det er alene forældrenes ansvar at sikre børns chancer videre i livet. Punktum. Men det står jo lidt i modsætning til Heckmankurven, som ordføreren selv nævnte, for den viser faktisk, at det gør en forskel, når andre også kan træde til, hvis hjemmet ikke kan gøre det. Så hvad er egentlig Liberal Alliances synspunkt?

Ordføreren.

Jeg har den opfattelse, at det er i familierne, den primære socialisering finder sted, og det er der, slaget skal slås. Der kan godt gøres noget, men hvis familierne ikke fungerer, vil det altså ifølge Heckmans forskning i mange situationer have meget negative konsekvenser for børnene i forhold til de variabler, som Heckman ser på.

Spørgeren.

Derfor er den videre konklusion for Heckman jo lige præcis, at det er derfor, der er brug for nogle gode pædagogiske tilbud, der kan kompensere for det, man ikke kan i hjemmene. Der vil jeg bare lige igen sige at Liberal Alliances synspunkt – i hvert fald i opposition – var, at den sociale arv består af den påvirkning, forældre giver deres børn, og at den kan vi ikke fjerne. Men jeg kan høre, at ordføreren her er lidt mere åben over for, at vi dog har institutioner, der kan være med til at give flere børn lige muligheder.

Ordføreren nævnte også en del forskning. Niels Ploug, som har udgivet den nye bog om social arv og ulighed, siger bl.a., at økonomisk ulighed hænger uløseligt sammen med ulige muligheder. Nu er Liberal Alliance meget tilhængere af ulighed til at øge motivationen: Kan ordføreren lidt uddybe sammenhængen med at øge den sociale mobilitet, som man støtter i forslaget til vedtagelse?

Ordføreren.

Hvis jeg kan få en time eller sådan noget til at forklare det, kan det muligvis godt lade sig gøre, men det er jo nogle meget, meget komplicerede spørgsmål.

Uligheden i Danmark er ikke særlig stor. Vi er stadig væk det tredjemindst ulige land i OECD, og det er jo det, der er lagt til grund for, at vi ikke anser det for at være et uoverstigeligt problem. Vi er næsten OECD-mestre i lighed.

Den næste spørger er fru Lotte Rod, Det Radikale Venstre. Værsgo.

Jeg bed mærke i, at Liberal Alliances ordfører taler meget om den helt tidlige indsats. Derfor har jeg bare et spørgsmål. Når nu vi i Radikale Venstre gerne vil have flere pædagoger i vores daginstitutioner, løber vi så åbne døre ind hos Liberal Alliance?

Ordføreren.

Ikke nødvendigvis den eneste indsats, men den vigtigste indsats er altså i familierne. Det er der, den værdimæssige prægning sker, så lad os holde os til det.

Spørgeren.

Jo, men der kan jo også være nogle familier, som har brug for hjælp, og der kan daginstitutioner spille en vigtig rolle. Så jeg vil bare høre Liberal Alliance om det. Når man taler om den tidlige indsats, er det så kun familierne, eller kan man faktisk godt se en god idé i, at vi også støtter op om, at der er tid til at gøre en særlig indsats i vores daginstitutioner?

Ordføreren.

Daginstitutioner er jo ikke et tilbud om, at, hvad skal vi sige, få familier på ret køl, og få familier til at præge børn på en mere hensigtsmæssig måde. Så jeg kan ikke sådan helt se, hvordan pasningstilbud hænger sammen med, at man vokser op i en familie, der er præget af uhensigtsmæssige værdier.

Tak til Liberal Alliances ordfører. Den næste i rækken er fru Carolina Magdalene Maier som ordfører for Alternativet.

Tak for det, formand. Nu sagde Liberal Alliances ordfører, eller påstod – det er en påstand – at der ikke er særlig stor ulighed i Danmark, at det ikke er et særlig stort problem. Men det er i hvert fald et faktum, at uligheden er steget i Danmark over de seneste 20 år, og det er da i hvert fald et problem. Og jeg vil påstå, at uligheden stadig væk er for høj i Danmark.

Det var bare lige en indledning. Men jeg kunne godt tænke mig at starte nedefra, for der er flere ordførere, der har været oppe at nævne det her med den tidlige indsats, og det var egentlig også en af mine pointer, nemlig at hvis vi gerne vil øge den sociale mobilitet i uddannelse, handler det om at sætte tidligt ind. Og så er der forskellige perspektiver i det. Et er åbenbart, at det er familien, som det hele ligesom falder tilbage på, og at det er svært at gøre det om eller forandre en struktur, man har med sig fra familien, når man kommer op igennem uddannelsessystemet.

Jeg tror ikke, vi skal være i tvivl om, at den tidlige indsats er den, der gør en forskel. Og derfor tror jeg også, at når vi taler social mobilitet i uddannelse, også i forhold til de videregående uddannelser, skal vi i høj grad kigge på netop daginstitutionerne og folkeskolerne. Og noget af det, som jeg egentlig blev glad for at undervisningsministeren har været ude med – selv om man helt klart kan være enig i, at timingen måske har været lidt mærkelig – er det her med at kigge på, hvordan det lige er, vægtningen af evalueringen ligger i folkeskolen. Og man har været ude at pege på, at vi kunne give en lidt større plads til nogle af de kompetencer, som ikke er de boglige kompetencer, i forhold til uddannelsesparathedsvurderingen og i det hele taget i forhold til feedback til eleverne. Og det er vi i Alternativet sådan set meget enige i.

Det er dog ikke kun feedback, der har noget at sige. Det er jo også vægtningen af fagene i folkeskolen – altså hvor meget de enkelte fag fylder kvalitativt og kvantitativt. Og der ville vi jo i Alternativet gerne, hvis man kunne få mere fokus på netop de kreative fag, håndværksfagene, fordi det faktisk er der, man kunne fange nogle af de elever, der er rigtig dygtige til det, og bygge dem op i forhold til at sige: Det er det, som I skal ud og bruge jeres liv på, for det er det, I er rigtig dygtige til.

Med det vil jeg også gerne i forlængelse af det sige, at jeg tror, at noget af det, som vi måske alle sammen skal se os selv i øjnene i forhold til, og hvor vi måske skulle prøve at være en lille smule modige i forhold til at tænke i nye baner, er det her med, at børn ikke lærer i takt. Altså, vi har måske haft en tendens til at synes, at børn, der går i 2. klasse, skal kunne det og det, at børn, der går i 4. klasse, skal kunne læse på det og det niveau, og at børn, der går i 7. klasse, skal kunne det og det. Måske skal vi udfordre hinanden og os selv i forhold til den tankegang, for jeg tror sådan set, at i stedet for at være så forhippet på, at børn skal kunne læse noget bestemt på et bestemt tidspunkt, skal vi i højere grad lære dem at bruge nogle af de kompetencer, som de måske har i stedet for, og engagere dem i også gerne at ville lære at læse – altså at man igennem det, at de er kreative og dygtige til musik eller håndværk og design eller et af de andre fag, kan snige en anden faglighed ind, som så kan opkvalificere de kompetencer, som de måske ikke har så naturligt med sig i bagagen.

Så det der med at tænke de forskellige fagligheder lidt mere på tværs og i et forskudt tempo allerede i folkeskolen tror jeg kunne gøre en kæmpe forskel, i forhold til at de børn, der så går ud af folkeskolen og skal videre i uddannelsessystemet, i mindre grad falder ned i et eller andet hul, hvor de ikke kommer videre fra. Og det hul hedder nu, at det er 20 pct. af de danske elever, der går ud af folkeskolen, som ikke får en ungdomsuddannelse. Det er 70.000 børn, som kommer ud af folkeskolen og ikke går over i en ungdomsuddannelse, og det er selvfølgelig et kæmpestort problem. Og jeg glæder mig rigtig meget til på tirsdag, når ekspertudvalget kommer med anbefalinger i forhold til det forberedende felt, for der tror jeg sådan set på at vi bredt i Folketinget kan sætte os sammen og kigge på om vi ikke skulle lægge en indsats, som følger nogle af de anbefalinger.

Til sidst vil jeg gerne nævne, at Liberal Alliances ordfører var inde på, at vi i Danmark ikke er særlig gode til at bryde den sociale arv igennem uddannelsessystemet, og det tror jeg sådan set er rigtigt. Det har Erik Jørgen Hansen peget på, og det er jo sådan set rigtigt nok, altså at det har vi måske ikke været så gode til. Og vi har jo prøvet forskellige modeller. I forhold til optaget på universiteterne er der det her med kvote 2, som jo ikke fungerer, for kvote 2 er endnu mere socialt skævvridende end kvote 1. Og i den optik kunne jeg godt tænke mig at man måske også bliver lidt bedre i forhold til de videregående uddannelser til at eksperimentere lidt med nye former for optag. Altså, man kunne netop blive inspireret af Syddansk Universitet, der, som ministeren selv nævner, faktisk har rigtig gode erfaringer med optagelsesprøver og efterfølgende personlige samtaler. Måske skulle vi prøve at tænke det lidt bredere, i forhold til hvordan vi kunne sammensætte et system for optagelse på de videregående uddannelser, som på den ene side skærer lidt ned på hele det her karakterræs og på den anden side åbner op for nogle alternative måder for optagelse, som faktisk ikke rammer socialt skævt. Jeg har ikke svaret på, hvordan de ser ud, men jeg synes, vi skal lære af de erfaringer, som man har gjort sig nogle af de forskellige steder, hvor man har eksperimenteret med det, og så prøve at udfolde det i Danmark.

Der er korte bemærkninger, og den første spørger er hr. Henrik Dahl, Liberal Alliance. Værsgo.

Kan min kollega, fru Carolina Magdalene Maier, som ovenikøbet er sociolog, ligesom jeg selv er, ikke prøve at forklare mig – muligvis sociologisk, muligvis politisk – hvorfor det er et problem, at der er den tredjelaveste ulighed blandt alle OECD-landene i Danmark. Det næstmindst ulige land er Island, og det er, fordi der var så mange mennesker, der mistede alt, hvad de ejede, under krisen. Er det sådan, at vi skal gribe det an? Men frem for alt, hvorfor er det et problem?

Ordføreren.

Det kommer jo an på, hvilket perspektiv man kaster på det. I et sammenligningsperspektiv med resten af OECD-landene er det så et problem? Nej, det er det da ikke. I et sammenligningsperspektiv er det da ikke noget problem, at vi er nr. 3. I et absolut perspektiv er det så et problem, at der er ulighed i Danmark? Ja, det er det, fordi vores mål altid må være at skabe lighed i vores samfund.

Spørgeren.

Men ligheden i Danmark opstår som følge af omfordeling. Før vi omfordeler, er Danmark et meget ulige land, fordi vi har et ekstremt ekskluderende arbejdsmarked, hvor det er svært at komme ind. Omfordelingen har jo så nogle afledte problemer, i form af at det hæmmer den økonomiske aktivitet. Kan ordføreren ikke kommentere lidt på de problemer, der opstår, ved at vi afhjælper uligheden ved at omfordele?

Ordføreren.

Hvis jeg skal forstå det rigtigt, siger ordføreren, at jeg skal kommentere på, at vi afhjælper uligheden med omfordeling, og det er et problem – hvis jeg forstod det rigtigt. Nej, jeg har misforstået spørgsmålet. Men jeg kan i hvert fald afvise, at det er et problem, at vi har en omfordelingsmodel i Danmark. Det er jo rigtig nok, at hvis vi ikke omfordelte, ville vi have endnu større ulighed, og ville det skabe en trickle down-effekt, som måske ville komme dem til gode, der ligger nede på bunden til at starte med? Det tror jeg simpelt hen ikke på.

Den næste spørger er fru Anni Matthiesen, Venstre. Værsgo.

Alternativets ordfører siger i talen, at Alternativet rigtig gerne vil have, at der kommer mere eller øget fokus – tror jeg der blev sagt – på de kreative fag i grundskolen. Så er jeg nødt til at spørge Alternativet: Hvad er det for fag, Alternativet mener skal fjernes? Eller mener Alternativet, at dagene er nødt til at blive længere for at få øget fokus på de kreative fag?

Ordføreren.

Nej, helt konkret er vi også kommet med et skoleudspil i den her uge. Vi ønsker på ingen måde, at skoledagene skal blive længere. Vi ønsker sådan set at sætte det fri til skolerne at bestemme, hvor lange skoledagene skal være, selvfølgelig med et minimum, men det minimum, som vi forholder os til, er sådan set det, der var før reformen, dvs. kortere skoledage, end vi har i dag. Når vi så ønsker at indføre mere tid og rum til de kreative fag, hvor tager vi det så fra? Det gør vi bl.a. igennem, at der er nogle af de ekstra timer, der blev lagt i dansk og matematik – jeg tror faktisk, det var en time om ugen – med reformen, som vi ønsker at føre tilbage til sådan, som det var før reformen.

Spørgeren.

Det får mig så til at stille spørgsmålet, om Alternativets ordfører ikke synes, at det var et problem, at inden vi gik i gang med den nye skolereform, var der rigtig, rigtig mange elever, som gik ud af grundskolen uden at kunne læse og regne, og det var jo derfor, at en bred politisk opbakning her i Folketinget satte fokus på det, altså rigtig mange partier mente, at nu er vi nødt til at få taget fat på det, fordi det er urimeligt, at så mange elever, når de forlader grundskolen, ikke kan læse og regne og dermed har sværere ved at starte på en ungdomsuddannelse. Er ordføreren ikke bekymret, i forhold til at man så jo åbenbart vil fjerne nogle af timerne i både dansk og matematik? Havner vi så ikke samme sted, hvor rigtig mange vil ende med faktisk ikke at kunne læse og regne?

Ordføreren.

Nej, det er jeg ikke bekymret for, for det skal jo ses i den optik, som jeg også nævnte i min ordførertale, at vi sådan set tror på, at det med at lære, f.eks. at læse og regne, altså de klassiske boglige færdigheder, skal ses i et langt mere dynamisk perspektiv i forhold til at sige, at det godt kan være, at vi ikke alle sammen lærer at læse i 2. klasse. Det kan godt være, at nogle først lærer at læse i 4. klasse. Det er okay. Men den tid og den inspiration, som vi skal give eleverne til at få lyst til at lære at læse, kan godt være igennem nogle af de andre fag, og derfor ser vi en meget større dynamik og et meget større flow imellem fagene gennem at indføre nogle flere kreative fag. Så er det sådan set det, der er vores intention.

Tak til Alternativets ordfører. Så er det fru Marianne Jelved som ordfører for Radikale Venstre.

Tak, hr. formand. Vi ved, at 3-årige børn i familier med forældre, der ikke har en uddannelse, er 2 år efter børn på 3 år, hvis forældre har uddannelse. Vi ved også, at de ikke kan indhente de 2 år. Derfor kan vi ikke sidde denne viden overhørig. Vi er nødt til at tage den alvorligt. Jeg vil gerne anbefale på mit partis vegne, at Folketinget samler sig om at øge mulighederne i vuggestuer og børnehaver for, at man kan kompensere for det, nogle børn mangler, nemlig sproglig, fysisk og motorisk udvikling på samme niveau som de bedre stillede børn.

Vi kan også se, at forskningen viser, at der er grupper af børn i Danmark, der underpræsterer. Sådan kalder man det. Det ser vi, hvis vi sammenligner med andre nordiske lande. Vi ved, at der er en risiko for, at lærerne har lavere forventninger til nogle eleverne end til andre, hvis de ikke er superbevidste om det her forhold. Vi ved også, at eleverne selv er meget bevidste om forventningerne til dem. Den viden kan vi heller ikke sidde overhørig. Vi ved også, at der er en polarisering blandt de unge. Der er tendenser til en præstationskultur, som kan virke usund. Bl.a. giver det sig udtryk i, at det perfekte bliver normen. Vi kan også se ved sammenligninger af 1. g'ere, som ikke får karakterer i 1. g, at de er langt mere åbne og diskuterende og afprøvende med forskellige synspunkter og opfattelser end unge i 1. g, som får karakterer. Nogle af dem er tilbøjelige til at holde sig helt stille i baggrunden for ikke komme til at dumme sig, og så hænger man også i kanten af gruppen.

Måske er forklaringen, at vi efterhånden lever i det, man kunne kalde et OECD-fællesskab. Det vil sige, at der er kort vej fra input til output, og man skaber nogle fælles måleinstrumenter. Ved at sammenligne tror vi, at vi bliver bedre. Vi glemmer måske værdien af de undervisende og lærende fællesskaber, hvor læreren gennem undervisning åbner verden for børnene og eleverne, og de lærer at være en del af stærke fællesskaber, fordi de får del i skolens dannelsesviden i fællesskaber. Og det har ikke kun noget at gøre med indholdet i undervisningen, men også med den måde, der bliver undervist på.

Jeg vil gerne give et par eksempler på det. 4. klasse var på besøg på Statens Museum for Kunst. De skulle møde kunstværker, og de skulle drøfte, hvad frihed er, når de står over for et kunstværk. De var blevet introduceret til Kierkegaard, inden de kom. Nu stod de over for en blender med en fisk i, der var vand i, og der var en knap foran. De 10-årige børn står i en kreds omkring blenderen og taler om, hvad frihed er i den situation. Det, der er interessant, når der står en lærer som mig bagved og iagttager dem, er, at det ikke er muligt for mig at se, at der er nogle, der hænger i kanten i fællesskabet. De er alle med, og de opfører sig alle, som om de har ret til at være med i det fællesskab, hvor de er anerkendt på lige fod med alle de andre. Det er en fantastisk vigtig erfaring, børn gør med at være med på lige fod med andre. Det er ikke muligt at spotte den elev, der hænger udenfor. Alle svar er nemlig gode svar, og de er faktisk i virkeligheden fælles om at prøve at nå til en fælles forståelse, hvor de lytter til hinanden og drøfter tingene og bruger sproget. Det er et særlig sprog, de bruger. De bruger nemlig det sensitive sprog, det æstetiske sprog, der ikke skal læres, det skal vækkes. Og alle kan være med på lige fod i det læringsfællesskab. Det er det sprog, vi bruger i kunsten; det er det sprog, vi bruger, når vi diskuterer med hinanden, hvad meningen med samfundet er, hvad meningen med livet er, hvad meningen med skolen skal være osv. Det er i modsætning til det faglige sprog, som er det, der skal læres, og som derfor også i sit væsen er ekskluderende, og som det kan være svært for nogle børn at komme ind i. Derfor skal de have en hjælpende hånd. Begge sprog skal bruges i skolen, og begge sprog skal bruges i hverdagen.

Jeg vil fortælle om Liva i 3. klasse, som kommer hjem. Hun er vant til at få vist stjernebillederne på augusthimmelen af sin bedstefar. Nu har hun malet et maleri til sin bedstefar, og hun siger, det forestiller stjerner, Mælkevejen og rummet. Nu skal vi til i grupper at undersøge planeter. Det er vi nødt til at være sammen om. Vi kan jo ikke sidde alene med alt det, vel bedstemor? Det er et barn, som er ved at få del i den dannelsesviden, som skolen har, ved at der bliver undervist på en sådan måde, at læreren viser det, som de ikke selv ved. Det er det, som får verden til at hænge sammen: stjernerne, Mælkevejen og rummet – sådan sagde hun – rummet. Det var fuldt af mystik. Men det var en verden, der blev åbnet for hende. Det er en fantastisk oplevelse for børn at komme igennem 10 år i folkeskolen på den måde. Derfor er dannelsesviden også et spørgsmål om at øge mulighederne for, at man kan skabe bedre mobilitet i uddannelsessektoren.

Tak til den radikale ordfører. Den næste i rækken er hr. Jacob Mark som ordfører for SF.

Tak for det. Der er efterhånden blevet sagt rigtig mange kloge ting om social mobilitet, også bredt fra partiernes side, så jeg tror ikke, jeg har tænkt mig at kaste mig ud i en ny stor analyse af det begreb. Jeg noterede mig, at Venstres ordfører gerne vil have, at vi har en lidt bedre stemning, fordi det er fredag. Jeg havde egentlig tænkt mig at sadle lidt om i min tale, og til ære for uddannelses- og forskningsministeren har jeg lavet ti teser inden for social mobilitet, som jeg tror er nogle veje, vi kan gå, hvis vi ønsker at fremme social mobilitet i fremtiden.

Den første er, at social mobilitet kræver, at vi får et mere lige samfund. Det er ganske rigtigt, at vi er et af de mest lige samfund i Europa og verden, men det betyder ikke, at vi ikke igennem lighed skal blive ved med at sikre, at vi har social mobilitet. Ulighed kommer til udtryk i sport, i sundhed og også i vores uddannelsesvæsen, og hvis man i fremtiden ikke bliver ved med at tænke over det, når man laver reformer, risikerer vi, at det forsvinder.

Nr. 2, som flere har været inde på, hvilket jeg glæder mig til at se udmøntet, når vi skal lave en dagtilbudsreform, er forebyggelse i dagtilbud og skoler. Jeg tror sådan set, at Dansk Folkepartis ordfører har ret, når ordføreren siger, at en stor del af det, der sker, både på ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser, kan man forhindre eller forbedre, hvis man sætter tidligt ind.

Nr. 3 er, at social mobilitet kræver gratis uddannelse. Det vil sige, at vi fortsat skal værne om det princip, at det er frit at tage en uddannelse. Det kræver også, at vi ikke skal snige brugerbetaling ind ad bagdøren med tårnhøje priser på studiebøger, med rejser og ture, der koster en formue også for dem, der ikke har råd. Og så kræver det også i mine øjne muligheden for at blive klogere. Derfor synes jeg heller ikke, der skal være et loft over, hvor mange uddannelser man kan tage.

Nr. 4 er, at SU'en skal være god, og man skal kunne leve af den. Det har vi været inde på. Jeg tror faktisk på, at det betyder noget, at unge mennesker, der kommer fra hjem, hvor man ikke har særlig mange penge, kan få støtte til at tage deres uddannelse, så de ikke behøver at arbejde meget ved siden af.

Nr. 5 er styrket vejledning for alle elever. Det bliver rigtig aktuelt på tirsdag, når Stefan Hermann-udvalget kommer med deres anbefalinger til, hvordan vi kan sikre, at også flere fra restgruppen får en uddannelse. Jeg tror, at vi kan forbedre vores vejledningsindsats bredt set, og jeg tror, det vil betyde, at flere tager en erhvervsuddannelse i fremtiden, og jeg tror, det vil betyde, at flere vælger rigtigt første gang. Jeg tror, at hvis man vil have flere til at vælge rigtigt, er det et bedre middel at bruge vejledning, end det er at bruge adgangskrav.

Nr. er 6 styrket fastholdelse. Jeg er glad for, at uddannelsesministeren selv nævnte STU, for STU er netop nogle af dem, der har arbejdet rigtig meget med fastholdelse, især i starten af deres bachelorforløb. Ud over den menneskelige værdi, der er i, at mennesker ikke dropper ud af deres uddannelse af forskellige årsager, der kan være negative, er det også en rigtig positiv tendens for samfundet, når vi sikrer, at unge ikke dropper ud af deres uddannelse.

Nr. 7 er mere feedback. Nu er der jo egentlig blevet afsat en feedbackpulje af regeringen, som skulle være brugt til kvalitet i uddannelserne. Den er så allerede brugt, men jeg synes, det er vigtigt i fremtiden at sikre, at uanset om man går på en produktionsuddannelse, en ungdomsuddannelse eller en videregående uddannelse, kan man få feedback, for jeg tror, at især for nogle af dem, som kommer fra hjem, hvor man ikke kan få særlig meget hjælp til sine opgaver eller til, hvordan man udvikler sig fagligt, er det vigtigt at kunne få feedback.

Nr. 8 er at skrue ned for karakterræset og prøvetyranniet. Allerede nu er det sådan, at vi tester børn ti gange i nationale test gennem folkeskoletiden. Vi tester dem i PISA, vi stiller flere og flere krav op gennem gymnasiet. Man har adgangskvotienter på flere uddannelser, der er højere end selve skalaen. Og i det hele taget er der tendenser, der tyder på, at det der karakterræs betyder noget for det faglige miljø ude på uddannelserne. Der var f.eks. en undersøgelse forleden, der viste, at gymnasieeleverne føler sig lige så stressede som de 20 pct. mest stressede på arbejdsmarkedet. Så man skal skrue lidt ned for karakterræset og prøveræset og fokusere mere på vejledning og feedback.

Nr. 9 er, at vi skal hjælpe dem, der falder igennem. Derfor foreslår vi gratis psykologhjælp til unge, fordi det koster en formue at gå til psykolog. Det har vi efterhånden indført i 20 kommuner startende med min egen kommune, da jeg sad som børneudvalgsformand. Det betyder, at unge mennesker, der har brug for at snakke og brug for at blive raske, fordi de har en psykisk lidelse, kan gå gratis til psykolog.

Nr. 10 er, at uddannelserne aktivt skal gøre en indsats for at kæmpe for at fremme den sociale mobilitet, og det kommer bl.a. til udtryk f.eks. i de her udviklingskontrakter, hvor man kunne skrive ind som mål, at det er vigtigt, at vi fremmer den sociale mobilitet.

Der var ti konkrete forslag til, hvordan man kan fremme social mobilitet i det danske uddannelsesvæsen, og det vil vi kæmpe for i fremtiden.

Tak til SF's ordfører. Tiden passede perfekt. Den næste ordfører i rækken er fru Brigitte Klintskov Jerkel som ordfører for Det Konservative Folkeparti.

Langt de fleste unge i Danmark tager en uddannelse og klarer sig godt, men der er en gruppe unge, som ikke klarer sig lige så godt og har faglige udfordringer og er i risikozonen for et liv på kanten af samfundet. Dem skal vi selvfølgelig sørge for en indsats over for. Derfor har Konservative også sammen med Venstre og Liberal Alliance skrevet ind i regeringsgrundlaget, at vi vil lave en indsats for at sikre den sociale mobilitet. Det vil vi bl.a. gøre ved at styrke den tidlige indsats i dagtilbud, da mange kompetencer og færdigheder grundlægges i de tidlige år. Derfor vil børne- og socialministeren også komme med et udspil her i løbet af 2017 om dagtilbudsområdet og om bedre kvalitet i dagtilbud.

Samtidig har flere partier jo heldigvis også kunnet enes om en folkeskolereform, hvor alle elever skal blive så dygtige, som de kan, og hvor der er kommet mere bevægelse ind i undervisningen og understøttende undervisning og pædagoger i undervisningen, og der er også nu tvungen lektiehjælp. Samtidig har vi jo også lige her i Folketinget besluttet en justering af folkeskolereformen, hvor vi bl.a. har indført krav om ordblindetest i 4. klasse, og at inklusionen skal have mere fokus på det enkelte barns behov – blot for at nævne nogle af de justeringer, der har været.

Derudover afsætter regeringen også en pulje for elevløft på 500 mio. kr. over 3 år, som skal målrettes de skoler med mange elever, der har et lavt fagligt niveau. Det er jo også tiltag, som er med til at øge den sociale mobilitet. Endelig kommer, som flere også har nævnt i salen i dag, den her ekspertgruppe jo i næste uge med anbefalinger til bedre veje til ungdomsuddannelserne, hvor der er fokus på de elever, der ikke er i stand til at gå den direkte vej videre i uddannelsessystemet. Ud fra ekspertgruppens anbefalinger vil regeringen jo så komme med forslag til, hvordan flere unge kan få en ungdomsuddannelse, og at de vælger den rigtige uddannelse første gang.

Så det bliver spændende at se ekspertgruppens anbefalinger og være med i det videre arbejde i forhold til det. I forhold til det videre uddannelsesområde understøtter vi jo her i Danmark den sociale mobilitet, ved at vi tilbyder skattefinansierede videregående uddannelser og SU til alle studerende.

Så man kan sige, at der jo samlet set tages gode tiltag netop for at øge den sociale mobilitet. En aftale om en folkeskolereform er jo bl.a. et af dem, hvor flere partier bredt i Folketinget har været med, og nu kommer der så en mulighed for måske også at kunne indgå en aftale om kvaliteten på dagtilbudsområdet. Det synes jeg er meget positivt.

Der er en kort bemærkning fra fru Christine Antorini, Socialdemokratiet. Værsgo.

Jeg vil gerne sige tak til den konservative ordfører for et virkelig godt og konstruktivt indlæg i debatten om vigtigheden af at øge den sociale mobilitet. Jeg siger det af et oprigtigt hjerte, fordi det jo er tydeligt at høre, at De Konservative har stærke ønsker i forhold til, at dagtilbud i endnu højere grad skal være den gode start, som kan kompensere for det, hvor forældre måske af forskellige grunde ikke nødvendigvis har givet deres børn det med, de skal have, når de starter i dagtilbud. Det synes jeg er utrolig positivt. Jeg noterer mig også med glæde, at De Konservative fremhæver folkeskolereformen, som vi har lavet i fællesskab, som en af vejene til også at få en skole, der møder flere børn med de forskelligheder, de har med sig hjemmefra.

Så mit spørgsmål går alene på den lille ting, som De Konservative til gengæld har gjort til en meget stor ting, nemlig de obligatoriske tilbud om lektiehjælp. En af grundene til, at det blev indført, var jo faktisk, at det kunne give børn, som ikke kunne blive hjulpet derhjemme, bedre muligheder for at de kunne øve og træne de fag og emneforløb, de havde haft i skolen. Kan den konservative ordfører ikke sætte et par ord på, hvorfor det ikke også er en god idé for at øge den sociale mobilitet?

Ordføreren.

Jo, det kan jeg sagtens. Vi synes, det er en rigtig god idé med lektiehjælp, men den skal målrettes de elever, der har behov for det, og det er ikke alle elever, der har det. Jeg kan faktisk give et eksempel fra min egen kommune. Nu er det sådan, at jeg sidder i byrådet i Greve og selv har været formand for børn- og ungeudvalget, som dækker folkeskoleområdet, i 8 år, og der har vi faktisk altid haft frivillig lektiehjælp. Der har vi, før folkeskolereformen, lavet det på den måde, at hvis en lærer spottede, at en elev havde behov for noget ekstra støtte, noget ekstra hjælp, noget lektiehjælp, så kunne man faktisk lave en kontrakt imellem eleven og elevens forældre og læreren, som man underskrev, og hvori der stod, at du skal komme et vist antal timer om ugen og få noget lektiehjælp. Og det fungerede faktisk rigtig fint.

Så synes jeg netop, at man målretter det mod de elever, der har behovet, og dem, som ikke har behovet, behøver så ikke at sidde og optage tid for dem, der rent faktisk har behov for det. Så det er faktisk baggrunden for, at vi har syntes, at det skulle være frivilligt og ikke tvungent.

Værsgo, fru Christine Antorini.

Tak. Det er jo sådan, at det netop er et obligatorisk tilbud om lektiehjælp, og det betyder, at hvis man ikke har brug for lektiehjælpen, vil der være andre forløb omkring faglig fordybelse. Det er jo sådan, som det står i folkeskolereformen. Og det er jo med den pointe, som jeg egentlig også har haft en opfattelse af at De Konservative har været optaget af, at alle børn kan blive så dygtige som muligt, også de dygtige børn, der f.eks. skal have nogle muligheder for nogle ekstra forløb omkring talentudvikling. De kan virkelig gå i dybden på et endnu højere fagligt niveau, som kræver noget ekstra tid.

Så jeg vil bare høre, om ordføreren ikke anerkender, at det jo netop er en kombination af muligheden for at kunne få hjælp til lektier, som jeg kan høre at ordføreren også ved betyder noget for dem, der ikke kan få hjælp derhjemme, og det, at det for de børn, som ikke har brug for det, er en anden form for træning, som jeg egentlig tænker mig at De Konservative synes er vigtig, når man ønsker en høj faglighed for alle.

Værsgo til ordføreren.

Tak. Ja, jeg kan desværre her så konstatere, at det, jeg hører rundt omkring, jo så faktisk er, at den her tvungne lektiehjælp ikke fungerer lige godt på alle skoler. Det er jeg ked af at sige. Det gør den ikke. Og det bekræfter mig faktisk i, at den nok mere skal være målrettet dem, der har behovet, mens dem, som ikke nødvendigvis har behovet, men godt selv kan gå hjem og arbejde med deres lektier, så har muligheden for det og ikke skal sidde nogle timer på skolen, fordi de nu skal, men i stedet kan lave noget andet. Så man laver indsatsen for dem, der virkelig har behovet, og så har man rent faktisk også nogle voksne faglige ansatte personer til stede, der kan hjælpe dem med deres lektier.

Tak for det. Der er ikke flere, der har bedt om ordet, så tak til ordføreren. Og så er det undervisningsministeren.

Tak for debatten. Det er jo et gammelt politisk retorisk trick at tillægge sine politiske modstandere onde hensigter. Og jeg aner en lille smule af denne strategi i den forespørgselsdebat, som vi netop har gennemgået. Det er jo sådan, at forskellige partier løser problemer forskelligt. Det betyder ikke, at man ikke anerkender problemerne.

I mit parti og i de andre regeringspartier anerkender vi fuldstændig udfordringen for børn, der vokser op i hjem, hvor de ikke får så meget hjælp, eller hvor deres forældre ikke taler meget med dem, eller hvor der måske ligefrem finder svigt eller misbrug sted eller noget helt tredje.

Vi ønsker, at alle børn og unge, uanset hvor de kommer fra, skal have muligheder i livet. Men de politiske forslag, vi kommer med, og den måde, vi betragter problemstillingen på, er jo ikke fuldstændig den samme, som man har f.eks. i Socialdemokratiet, men også i nogle af de andre partier, der tilhører det, man populært kalder den røde fløj.

Men jeg synes generelt, det er en god idé at diskutere, hvad det er for nogle politiske løsninger, man forestiller sig. Kan vi blive enige om nogle af dem, kan man få dem vedtaget? Hvad er godt, og hvad er skidt? Det med at tillægge hinanden onde hensigter har aldrig været noget, jeg er meget optaget af. Jeg tror faktisk, at alle partier på hver deres måde har gode hensigter.

Nå, tak for debatten, hvor vi er kommet rundt om et vigtigt emne. Som jeg indledte med at sige, er det at øge den sociale mobilitet centralt i regeringens uddannelsespolitik. Der er fortsat en for stor gruppe af unge, som falder igennem og f.eks. reelt ikke kan læse, skrive eller regne. Negativ social arv skal ikke være en hæmsko for den enkelte i livet, og jeg vil bidrage til, at alle får mulighed for at opfylde deres fulde potentiale gennem uddannelse. Det vil jeg gøre på flere fronter.

For det første på det lange, seje træk med løbende udvikling af uddannelse på baggrund af de seneste reformer. Jeg følger udviklingen tæt, bl.a. gennem følgeforskningsprogrammer, og så sætter jeg ind med investeringer og ekstra tiltag der, hvor det bliver nødvendigt. F.eks. har regeringen netop indgået en aftale med Dansk Folkeparti om at supplere uddannelsesparathedsvurderingen med en praksisfaglig dimension. Det vil være med til at sikre en højnelse af uddannelsesniveauet for dem med andre kompetencer end de rent boglige. I den forbindelse vil jeg i dialog med parterne på området have fokus på, hvordan vi kan skabe den yderligere frihed, som skal være rammen for, at lærerne kan løfte eleverne.

For det andet vil jeg sætte ind med større tiltag der, hvor der er brug for nytænkning. Regeringen vil afsætte en pulje til elevløft på 500 mio. kr. over 3 år, som skal tilskynde skoler til en bedre indsats over for de fagligt svageste elever. Regeringen vil samtidig styrke indsatsen for de unge, der aldrig får en ungdomsuddannelse. En ekspertgruppe vil inden længe komme med anbefalinger til bedre veje til ungdomsuddannelserne, og som opfølgning herpå vil jeg bl.a. komme med forslag til, hvordan flere unge får en ungdomsuddannelse. Jeg kan således forsikre jer om, at regeringen tager problemstillingen alvorligt og handler på den.

Der er nogle spørgsmål eller kommentarer. Fru Annette Lind, Socialdemokratiet, værsgo.

Tak for det. Da vi lavede de nye rammer for folkeskolen, havde vi som det øverste mål, at alle elever skal blive så dygtige, som de kan, uanset social baggrund, og så skal man trives med at gå i skole. Den aftale var Liberal Alliance ikke med i, da vi lavede den. Da vi så skulle lave de nye rammer for gymnasiereformen, ønskede vi i Socialdemokratiet at have det samme mål, fordi vi synes, at det med social mobilitet er en enormt vigtig del af det, vi står for. Der var det bl.a. Liberal Alliance, som ikke ønskede det.

Er det et udtryk for, at man ikke synes, at det skal være en del af skolens arbejde, at man skal øge den sociale mobilitet, og hvorfor er det, at man ikke vil have det som et overordnet formål?

Værsgo.

Som jeg lige nævnte, ser vi jo lidt forskelligt på social mobilitet. En ting, man kan sige, er, at vi ikke er nær så gode til social mobilitet i Danmark, som vi går og tror. Vi er ikke specielt fantastiske, hvis man ser på det i forhold til andre vestlige lande som f.eks. USA. Vi tænker: Vi er meget, meget bedre end dem. Det er lidt vores opfattelse, vores værdi, og vi vil gerne være bedre. Men måske er vi ikke så gode, som vi tror.

Det, jeg mener, og regeringen mener, er, at vi skal sørge for, at uanset hvor du kommer fra, har du rigtig gode muligheder i livet. Men de forslag, vi kommer med, vil jo nogle gange ikke være fuldstændig de samme, som dem, Socialdemokratiet kommer med, f.eks. de 500 mio. kr., som vi har afsat til de skoler, hvor man har svært ved at løfte nogle elever, og hvor skolelederne måske ikke arbejder systematisk nok med den her indsats. Vi mener, at de skal have noget faglig sparring, og de skal også have credit for det, hvis de løser opgaven bedre end forventet.

Værsgo til fru Annette Lind.

Undervisningsministeren nævnte også den her uddannelsesparathedsvurdering, som skal have en faglig dimension. Det er vi enige i i den røde blok. Det har vi også tilkendegivet i en mail til undervisningsministeren. Alligevel går undervisningsministeren uden om den røde blok og laver det her, inden ekspertudvalget på tirsdag kommer med sine anbefalinger, som vi gerne ville have ventet på. Nu haster det så meget at få lavet den her i forhold til lovgivningen. Når det haster så meget – og man kan ikke nå at bruge den her uddannelsesparathedsvurdering i næste skoleår – må ministeren vide, hvordan den skal være, og hvad den indeholder. Kan ministeren lige løfte sløret for, hvad den her uddannelsesparathedsvurdering skal indeholde? Og er det god forligsskik at gøre det uden om en forligskreds?

Værsgo.

Tak. Socialdemokratiet fik jo rent faktisk mulighed for at være med. Det følte Socialdemokratiet sig ikke helt klar til på det tidspunkt, og det respekterer jeg. Det var der så en række andre partier der var klar til – og der er ikke tale om forligsstof. I forhold til udformningen af det vil jeg sige, at selv om jeg er cand.mag. i pædagogik, er der altså folk, der er dygtigere til at lave sådan en metode end mig. Og derfor kommer vi til at inddrage nogle eksperter, i forhold til hvordan den konkret skal udformes.

Fru Christine Antorini, Socialdemokratiet.

Ministeren gjorde det til et spørgsmål, om det var onde hensigter, at vi har rejst en forespørgselsdebat om, hvad regeringen ønsker at gøre for at øge den sociale mobilitet. Jeg vil gerne understrege, at for os har det intet med onde hensigter at gøre. Vi er reelt optaget af noget, der har været et fundament for udviklingen af det danske velfærdssamfund, nemlig at gøre alle børn og unge så dygtige som muligt uanset deres sociale baggrund.

Derfor har vi også været utrolig glade for, at en bred forligskreds omkring folkeskolereformen var enige om, at det skulle ind som et overordnet mål for folkeskolereformen. Liberal Alliance ønskede ikke at være med. Det samme gjaldt i forhold til gymnasiereformen, hvor Liberal Alliance var ret hårdnakkede modstandere af, at det skulle med som en del af den.

Derfor vil jeg gerne høre undervisningsministeren, som nu står bag et forslag til vedtagelse her – og det vil jeg gerne kvittere for – hvor der står, at regeringen og Dansk Folkeparti faktisk synes, at man skal gøre noget for at øge den sociale mobilitet, om det betyder, at Liberal Alliance har ændret holdning og nu bakker op om, at det er vigtigt, at daginstitutioner, grundskole, ungdomsuddannelser og videregående uddannelser også har den opgave for at kompensere der, hvor forældre af forskellige grunde ikke nødvendigvis alene kan udvikle deres børns potentialer fuldt ud.

Værsgo.

Når jeg sagde sådan, var det, fordi Socialdemokratiets ordfører i sin tale sagde, at Liberal Alliance var ligeglade med social mobilitet, og der tillægger man jo Liberal Alliances politikere en intention og en holdning, som vi selvfølgelig ikke har. Vi er meget optaget af, at alle typer af familier får gode muligheder for deres børn. Jeg kan nævne en række områder, hvor vi har været optaget af det her, men f.eks. har jeg været meget optaget af børn med særlige behov; dels i forhold til omskiftelighed i skoledagen, hvor der er noget, der tyder på, at de mange skift, der er i skoledagen nu, kan være særlig hårde for børn med adhd eller andre handicap; dels at børn med særlige behov kan få et frit skolevalg. Det er bare for at nævne et par eksempler, hvor jeg har beskæftiget mig med det.

Men det er klart, at vi er forskellige partier, og vores tilgange til et politisk område er jo forskellige. Det betyder bare ikke, at man er ligeglad.

Fru Christine Antorini.

Jeg kunne godt tænke mig, at ministeren forholdt sig til det helt principielle, nemlig om det skal være en del af de uddannelseslove, vi har, at det er et mål, at børn og unge selvfølgelig skal blive så dygtige som muligt, men at det også skal være uanset social baggrund – hvorfor det at have som mål at øge den sociale mobilitet også er uddannelsesstederne formål. Liberal Alliance har jo modarbejdet det hele vejen igennem, og derfor spørger jeg, om undervisningsministeren nu vil gøre alt, hvad undervisningsministeren kan, for, at de institutioner, som ministeren varetager ansvaret for, også udvikler undervisningsformer, læringsmiljøer osv., som rent faktisk er med til at fremme social mobilitet.

Værsgo.

Jamen som jeg lige sagde, er metoderne lidt forskellige, og de ting, vi fokuserer på, vil jo være lidt forskellige. Regeringen har i sit regeringsgrundlag, at vi ønsker, der skal være en god social mobilitet i samfundet, at der skal være transparens, at der skal være objektive kriterier, og at der skal være tilbud til familier, som har svært ved at hjælpe deres børn. Så det har vi med i regeringsgrundlaget. At vores metoder, vores tilgang og vores systematik er lidt anderledes end det, Socialdemokratiet kommer med, synes jeg ikke er mærkeligt. Vi er jo forskellige partier. Vi har forskellige tilgange.

Tak for det. Hr. Jacob Mark, Socialistisk Folkeparti.

Tak for det. Og tak for talen. Jeg tror egentlig, at den primære uenighed i hvert fald historisk set har ligget i, om man som politiker mener, at uddannelsespolitik og socialpolitik er forbundet i en eller anden form. Og der kan jeg bare sige, at jeg mener, man er nødt til at se på de to ting i et hele, for hvis vi vil have flere til at tage en uddannelse, er vi også nødt til at se på deres sociale baggrund.

Jeg synes, der bliver vævet lidt frem og tilbage, så først vil jeg egentlig bare høre, om ministeren er enig i, at det er et mål både for folkeskolen og for ungdomsuddannelserne at mindske betydningen af den sociale baggrund.

Værsgo.

Forbundetheden er der jo. Spørgsmålet er hvordan, og hvordan man konkret løser de udfordringer, der er. Når vi lige har lavet en aftale om den praksisfaglige UPV, løser det ikke alle problemer i verden, men det er én mulighed for at give børn, som har praktisk-faglige evner, en ordentlig feedback på det og blod på tanden i forhold til at gøre det til en levevej. Der er nogle af dem, som kommer fra en baggrund, hvor der ikke står høje bogreoler, og der er nogle af dem, der gør. Der er helt forskellige unge mennesker. Men altså, jeg tror bare, vi ser den her forbundethed forskelligt – på den blå fløj og på den røde fløj.

Hr. Jacob Mark.

Ja, det gør vi nok, men jeg synes faktisk, det er et positivt skred i uddannelsespolitikken i Folketinget mod, at vi alle sammen ligesom arbejder ud fra den målsætning at mindske betydningen af den sociale baggrund i uddannelsessystemet og ikke bare i hjemmet. Altså, det synes jeg faktisk er en positiv udvikling for Folketingets arbejde med uddannelsespolitik, og det vil jeg gerne kvittere for.

Der har tidligere, f.eks. på erhvervsuddannelserne, været et socialt taxameter, og jeg kunne egentlig godt tænke mig, at man igen diskuterede taxametersystemet på ungdomsuddannelserne, også med henblik på at fremme den sociale mobilitet, f.eks. ved at lave et socialt taxameter. Så jeg vil bare spørge: Kunne ministeren forestille sig, at man kunne diskutere taxametersystemet igen?

Værsgo.

Altså, jeg er ikke særlig optaget af den gode vilje. Jeg er optaget af, at tingene faktisk hjælper nogle. Ja, det er det, jeg er optaget af: at vi får lavet nogle tiltag, der faktisk giver børn en mulighed, og ikke bare sender et signal.

Så er det fru Lotte Rod, Radikale Venstre.

Vi skriver i vores forslag til vedtagelse: »Vi har brug for alle talenter i det danske samfund, og det skal uddannelsessystemet være med til at understøtte hele vejen igennem.« Er ministeren enig i det?

Værsgo.

Regeringen har lavet et forslag til vedtagelse, som vi synes er den bedste måde at afrunde den her debat på. Så det er det, som jeg er enig i.

Fru Lotte Rod.

Jamen der kan være flere grunde til, at man laver sit eget. Så bare for at spørge specifikt til det her: Altså, er ministeren enig i den pointe, at vi faktisk tror på, at vi har brug for alle talenter, og at det er uddannelsessystemets opgave at understøtte det hele vejen igennem?

Værsgo.

Det er jo svært at være uenig i, at talent skal komme til orde. Talent kan jo være noget meget forskelligt. Igen: Når vi har lavet den her praksisfaglige del af UPV'en, er det jo, fordi vi anerkender, at de unge ikke kun skal i gymnasiet, og at praktisk-faglige kvalifikationer er mindst lige så vigtige i vores samfund. Det er også et talent, og det er en måde at anerkende talent på.

Tak for det. Så er der ikke flere spørgsmål til ministeren. Er uddannelses- og forskningsministeren interesseret i at tage ordet? Værsgo.

Tak for debatten. I dag stilles der gode rammer til rådighed for de unge med skattefinansieret videregående uddannelse og Statens Uddannelsesstøtte. Det understøtter en fri og lige adgang til videregående uddannelser for dem, der har evnerne, uanset stand.

De videregående uddannelsesinstitutioner skal skabe gode rammer for studielivet. Det er et vigtigt arbejde, men særindsatser må ikke overskygge det faglige arbejde – kundskabstilegnelsen skal altid være den primære opgave. De videregående uddannelsesinstitutioner skal ikke være et socialt eksperiment, men meritokratiske institutioner.

Kun med uddannelser af høj kvalitet kan vi udfordre de studerende til at udfolde deres talent. Uddannelser af høj kvalitet er et centralt pejlemærke for regeringens arbejde med de videregående uddannelser, og det vil også lade sig afspejle, når der skal indgås nye kontrakter med de videregående uddannelsesinstitutioner.

Men tak for debatten. Jeg synes, at den har været nyttig.

Så er der et par kommentarer, der hurtigt kom på. Fru Christine Antorini, Socialdemokratiet. Værsgo.

Det var, fordi ministeren var så hurtig i sin opsamling på debatten. Men jeg vil gerne takke ministeren, for jeg synes, der var nogle virkelig gode takter i forhold til at putte noget på, hvad angår det med, hvordan man også på de videregående uddannelser kan arbejde med at øge den sociale mobilitet. Jeg noterede mig, at ministeren først konstaterede det, der også står i forslaget til vedtagelse, nemlig at det faktisk er vigtigt at have som fundament, og at uddannelsessystemet også bidrager til at øge den sociale mobilitet. Ministeren nævnte bl.a. det at arbejde med studiegrupper, mentorforløb, læseforløb, forskellige initiativer i forhold til fastholdelse. Det vil jeg gerne takke for, for det viser jo lige præcis det, der er vores pointe, nemlig at det betyder noget, når uddannelserne, uanset om vi snakker grundskole eller ungdomsuddannelser, tænker i, hvordan de tilrettelægger både læringsmiljøer og undervisningsforløb for børn og unge og – når det er videregående uddannelser – voksne. De har meget forskellig baggrund, og vi ved også, det betyder noget, hvordan de knækker koderne i forhold til et akademisk miljø. Så tak for det.

Derfor vil jeg bare bede ministeren om måske at sætte et par ord yderligere på, hvorfor det så ikke også skal være en del af noget, som regeringen kunne overveje at genindføre for at nå et af målene blandt udviklingskontrakternes hensigter, nemlig at videregående uddannelser også skal være med til at øge den sociale mobilitet.

Værsgo.

En af grundene til, at jeg nævner det, der foregår på Syddansk Universitet i forhold til optagelse, er, at man nu bruger nye metoder i forhold til kvote 2. Man ser i meget, meget højere grad på det egentlige potentiale for, at den unge gennemfører uddannelsen. Men det er stadig analytisk baseret. Grunden til, at jeg ikke kommer til at gennemføre det, fru Christine Antorini sigter til, er, at jeg synes, at man, når man kigger historisk på danske universiteter og de videregående uddannelser, nogle gange er kommet i tvivl om, hvorvidt de ikke i rigelig grad har oplevet angreb på det faglige fundament under institutionerne. Der er det, jeg siger, at objektivt set har vi SU, vi har gratis uddannelser, og vi har de ting, jeg har nævnt. Det må række. For det grundlæggende arbejde må altså gøres i institutionerne under de videregående uddannelser. Det er min tilgang til det, for jeg må sige, at dele af den politiske kamp, der er foregået de sidste 30 år, omkring de videregående uddannelser, har været sådan, at man altså nogle gange har set, at det faglige fundament har vaklet under uddannelserne.

Tak. Fru Christine Antorini.

Jeg vil gerne understrege, at vi er fuldstændig enige om, at målsætningen med det at gå på en uddannelse – det er sådan set, uanset hvor det er i uddannelseskæden – er, at man skal blive så dygtig som muligt. Det er et fagligt fundament. Så kan man diskutere det, for der er mange ting i et faglighedsbegreb. Det er jo både, kan man sige, at blive dygtig i forhold til færdigheder og kundskaber, evnen til at samarbejde, sætte sin viden i spil osv. Der er et bredt faglighedsbegreb, som det vurderes på.

Jeg kunne godt tænke mig, om ministeren måske kunne komme lidt nærmere ind på, hvor problemet i at have et mål om, at uddannelserne skal øge den sociale mobilitet, så er, når vi er enige om, at det skal ske uden at gå på kompromis med fagligheden.

Værsgo.

Jamen det er, fordi det let kan komme til at slås med hinanden, i hvert fald hvis man kigger på de sidste mange, mange års uddannelsesdiskussion. For mig er det kundskabstilegnelsen, der er det helt afgørende. I virkeligheden kan man sige, at et meritokratisk system, det meritbaserede, jo var det, der oprindelig brød med hele spørgsmålet om de privilegeredes adgang i modsætning til dem, som ikke havde den samme mulighed. Det var jo netop, at når det blev evnebaseret, var den sociale stand væk. Det synes jeg er det afgørende at fastholde. Det betyder ikke, at jeg er imod det, jeg i øvrigt har nævnt, for det er jeg ikke. Men jeg er bekymret for universiteternes og de videregående uddannelsers faglige grundlag, hvis ikke man virkelig, virkelig beskytter det. Det skal ikke være et socialt eksperiment, og det har der været tendenser til historisk.

Tak for det. Så er det hr. Jacob Mark, Socialistisk Folkeparti.

Tak for det. Jeg tænker, at man ikke behøver at se social mobilitet som værende noget, der handler om, at vi bare skal have alle de socialt udsatte i Danmark ind på universiteterne. Altså, social mobilitet er sådan set for os alle sammen. Det er, hvor meget jeg kan bevæge mig, hvis jeg får vejledning og feedback; det er, hvor meget personer, der kommer fra Nordsjælland og har forældre med høj indkomst, kan bevæge sig, fordi de får undervisning med udgangspunkt i lige præcis det, de har brug for. Så social mobilitet kan jo være mange ting, som er helt anderledes end det der sociale eksperiment, og derfor synes jeg godt det kan være sammen med faglighed.

Men det, jeg gerne vil spørge om, handler om det, ministeren nævnte om Syddansk Universitet og deres optagproces. Jeg har i løbet af den tid, jeg har siddet herinde, faktisk oplevet, at der er ret mange ordførere, som er interesseret i at kigge på det der optagsystem, der netop tager udgangspunkt i det, der foregår på Syddansk Universitet. Så jeg vil gerne høre ministeren, om ministeren kunne forestille sig at sætte et arbejde i gang med, at man kigger på optagsystemet og tager udgangspunkt i erfaringer fra Syddansk Universitet?

Ministeren.

Men jeg er i gang med at følge det, der foregår på Syddansk Universitet. I det hele taget, ja, det fører lidt for vidt i den her diskussion, men hele spørgsmålet om at anvende store data til at sikre – apropos social mobilitet – at det er folk, som rent faktisk har en chance for og potentialet til at gennemføre en højere videregående uddannelse, og at man i langt højere grad kan være præcis i forhold til det, synes jeg har mange, mange spændende perspektiver. Så selvfølgelig vil jeg det.

Hr. Jacob Mark.

Det vil jeg bare sige vil være et spændende arbejde. For problemet i dag synes jeg er, at kvote 1 er der nogle uhensigtsmæssigheder ved, og at det, hvad angår kvote 2, nærmest er blevet en myte, at det er godt for den sociale mobilitet, men det viser forskningen jo at det ikke nødvendigvis er. Så jeg tror, vi mangler en tredje vej. Og der tror jeg at netop sådan et arbejde med at kigge på Syddansk Universitet kunne være ret spændende, så det håber jeg at flere partier kunne få lov at deltage i.

Ministeren.

Man skal altid passe på, at den tredje vej ikke fører til den tredje verden. Men der er ikke nogen tvivl om, at der med de datastrømme, vi ser, som i højere og højere grad indsamles, bliver mulighed for at være langt mere præcis, og det tror jeg sådan set Folketinget i fællesskab har en interesse i; meritbaseret. Men merit kommer bare til at betyde mere, når man ved mere, og det kan jeg love hr. Jacob Mark – forudsat selvfølgelig, at jeg bliver siddende lidt længere på den her post end på de poster, jeg har været vant til at bestride igennem min nu snart 4-årige ministerkarriere – at jeg vil vende tilbage om.

Tak. Så er det fru Lotte Rod, Radikale Venstre.

Jeg vil gerne bede ministeren uddybe det sidste, han sagde i sin indledende tale, for et splitsekund hørte jeg det, som om han var villig til at skrive social mobilitet ind i udviklingskontrakter, og så skyndte han sig at sige til fru Christine Antorini, at det ikke var tilfældet. Så jeg vil gerne have ministeren til at gøre os klogere på, hvad det var, han sagde.

Værsgo til ministeren.

Jamen jeg kan jo svært redegøre for, hvad det var, fru Lotte Rod hørte. Altså, jeg har ikke sagt, at vi skal skrive det ind – bestemt ikke – for det har jeg ikke noget ønske om. Jeg er bekymret for, at man derved anfægter de videregående uddannelsers faglige integritet. Men jeg vil gerne bruge de instrumenter, som jeg har redegjort for.

Fru Lotte Rod.

Jamen så vil jeg gerne bede ministeren om at uddybe over for mig, hvad det var, ministeren lagde op til at man gerne ville kigge på.

Værsgo til ministeren.

Jeg tror egentlig bare, jeg redegjorde for de instrumenter, som er i anvendelse, og som i øvrigt fremgår af forslaget til vedtagelse. Længere er den sådan set ikke.

Tak for det. Og så er der ikke flere korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er debatten sluttet.

Afstemning om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted tirsdag den 28. februar 2017.