Det sidste punkt på dagsordenen er:

5) Forespørgsel nr. F 31:

Forespørgsel til sundhedsministeren:

Er regeringen enig i, at Danmark skal indgå i den bindende aftale med FN om en mere bæredygtig medicinindustri, jf. rapporten »Promoting Innovation and Access to Health Technologies« af 14. september 2016 fra FN’s generalsekretariats højpanel om adgang til medicin, hvor Danmark kan understøtte bæredygtig medicinalindustri med mere åbenhed i medicinalindustrien, mere rimelige medicinpriser og en bedre prioriteringsfordeling af forskningsmidlerne?

Af Pernille Schnoor (ALT) og Peder Hvelplund (EL).

(Anmeldelse 17.01.2017. Fremme 19.01.2017).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til torsdag den 27. april 2017.

Det er først fru Pernille Schnoor, Alternativet, for en begrundelse. Værsgo.

Tak. I september 2015 vedtog statsministeren og de andre statsoverhoveder og regeringsledere i FN de nye globale verdensmål for bæredygtig udvikling. Et af verdensmålene, nr. 3, handler om at sikre et sundt liv for alle og fremme trivsel for alle aldersgrupper. Vi forpligtede os ved den lejlighed også til at arbejde for det.

Vi har sammen med Enhedslisten indkaldt til debat på baggrund af en FN-rapport, der indeholder anbefalinger i forhold til medicinpriser og udvikling af ny medicin. Vi mener, at vi bør drøfte rammerne for udvikling af ny medicin, nationalt som internationalt, for at kunne tage det politiske ansvar for en bæredygtig folkesundhed. Debatten i dag ønsker vi skal være første skridt.

I FN's generalsekretariats højpanel om adgang til medicin er der klare anbefalinger. En af dem er, at vi indgår en global aftale. I Danmark behøver vi ikke vente på resten af det internationale samfund for at gå i gang. Der er en lang række anbefalinger til nationale tiltag, og vi bør starte processen for at få dem implementeret i Danmark allerede i dag.

Jeg ser frem til en god og frugtbar debat med Folketingets partier.

Tak til ordføreren. Så er det den fungerende sundhedsminister, værsgo.

Tak for det, formand. Og tak til forslagsstillerne for at bringe et vigtigt og interessant emne på banen om adgangen til medicin og innovativ sundhedsteknologi. Jeg vil også gerne kvittere for, at FN sætter fokus på et emne, der har stor betydning for hele verdens befolkning. Det er et emne, som vi naturligvis også er meget optaget af i regeringen, fordi vi ønsker de bedste vilkår til at sikre patienters adgang til ny medicin og innovative behandlinger i fremtiden.

FN-rapporten sætter fokus på forholdet mellem de incitamenter, der skal sikre udviklingen af ny sundhedsteknologi, og den globale befolknings adgang til medicin. Højniveaupanelet finder i rapporten, at de nuværende regler for patenter, prissætning og internationale handelsaftaler skaber ubalance i den globale adgang til medicin. For at sænke prisniveauet på medicin ønsker højniveaupanelet bl.a., at stater spiller en større rolle i lægemiddeludviklingen, at lægemidlers slutpriser afkobles de omkostninger, et lægemiddelfirma afholder i forbindelse med både forskning, produktion og udvikling, og at internationale patentregler anvendes på anden vis og i mindre omfang.

Mens rapporten har nogle vigtige pointer, kan flere af anbefalingerne efter min vurdering hæmme innovationen, og dermed kan vi ende med at svække patienternes adgang til ny medicin. Hvis vi ser på, hvad der skal til, for at patienter fremover kan få adgang til de mest innovative lægemidler, så kan man helt grundlæggende tale om to forhold, der skal være på plads.

For det første skal der forskes i, udvikles og produceres nye lægemidler. Og fordi det kan kræve investeringer på mellem 7 og 35 mia. kr., løbes der en stor risiko ved at udvikle nye lægemidler. Det er en risiko, som lægemiddelindustrien påtager sig i dag.

For det andet skal vi som patienter og sundhedssystemer have råd til at købe den udviklede medicin. Lægemiddelvirksomhederne er altså afhængige af at kunne afsætte deres medicin til os. Det giver os nogle muligheder for at anvende styringsmekanismer, der kan hjælpe os med at afværge medicinprisernes himmelflugt.

I Danmark er prisloftaftalerne med industrien, medicintilskudssystemet og Medicinrådet med til det. I Danmark har vi samtidig også en god synergi mellem industrien og de offentlige forskningsinstitutioner, der bidrager til, at vi får noget ud af den danske grundforskning. Der er altså tale om et økosystem, hvor lægemiddelindustri, forskning og sundhedsvæsen er gensidigt afhængige af hinanden. Og for at det økosystem kan være bæredygtigt, ja, så er det vores politiske opgave at sikre og opretholde en gunstig balance, hvor vi har råd til både at købe medicinen og at sikre, at der udvikles ny medicin.

I FN-rapporten anbefales det, at lægemiddelpriserne håndteres, ved at nationalstater binder sig til en konvention, der skal afkoble forsknings- og udviklingsomkostningerne fra lægemidlers slutpris. Til det forslag skal man have øje for, at lægemidler udvikles på markedsvilkår. Fordi lægemiddelvirksomheder opererer på konkurrencevilkår, er de underlagt det samme krav om vækst, der gør det attraktivt for investorer at indskyde kapital i virksomhederne. Afkobles forsknings- og udviklingsomkostningerne fra lægemidlets slutpris, risikerer man, at gevinsten af investeringen alt andet lige ikke vil vurderes tiltrækkende, og så får vi ikke de lægemidler, vi efterspørger.

Forslaget lægger samtidig op til, at staten skal spille en større rolle, når der skal investeres i lægemiddeludviklingen. Vi ville altså antagelig også selv skulle investere tungt i udvikling af nye lægemidler. Rapporten giver imidlertid ikke belæg for, om det offentlige lige så effektivt vil kunne forske i og udvikle nye lægemidler. Konsekvensen af forslaget kan derfor højst sandsynligt ventes at hæmme innovationen, og det vil også betyde negative konsekvenser for patienters adgang til medicin.

Så derfor er jeg af den overbevisning, at vi bedst håndterer adgang til medicin og medicinprisernes niveau ved at forbedre de styringsmekanismer, vi har i dag. Og på den måde forpligter vi heller ikke staten til at tage de risici, der er forbundet med lægemiddelproduktion.

Det, vi i stedet gør i dag for at bidrage til udviklingen af lægemidler, er at investere i forskning på bl.a. det sundhedsvidenskabelige område. Den offentligt finansierede forskning er med til at danne grobund for ny viden, nye opfindelser og på sigt måske også nye lægemidler. Danmark har en topplacering i OECD, når det handler om investering i forskning på sundhedsområdet.

Den nye viden og de eventuelle patenter, som udspringer af den offentligt finansierede forskning, har danske forskningsinstitutioner flere muligheder for at drage fordel af. Forskningsinstitutionerne har siden år 2000 kunnet overtage rettighederne til en given opfindelse med henblik på erhvervsmæssig nyttiggørelse. Institutioner kan f.eks. indgå aftale med relevante virksomheder om at udnytte rettighederne, så opfindelserne kan bruges i udvikling af nye lægemidler. De kan også indgå i offentlig-private partnerskaber, hvor institutioner og virksomheder tidligt indgår i et fælles forskningsprojekt. Derudover kan institutioner sælge patentrettigheder til private virksomheder på markedsvilkår.

På den måde kan både offentlige og private få meget ud af den offentligt finansierede forskning. Typisk er der tale om opfindelser på et meget tidligt stadie, hvilket også afspejles i den pris, som institutionerne kan forvente at opnå. Der er altså stadig langt fra grundforskning til færdigudviklede lægemidler.

Vi er i regeringen meget opmærksomme på at sikre, at Danmark får nok ud af de offentlige forskningsinvesteringer. Og derfor har forskningsministeren nedsat et udvalg, der er i gang med en omfattende analyse af forskningens effekter med det formål at sikre, at de store offentlige investeringer i forskning giver mest værdi for samfundet. Med de danske investeringer i offentlig forskning og styringsmekanismer inden for prishåndtering vil vi sikre balance i økosystemet, sådan at der udvikles lægemidler, vi har råd til.

Højniveaupanelets anbefalinger rummer dog også nogle gode elementer. Eksempelvis anbefaler rapporten, at man i forhandlinger om internationale handelsaftaler laver systematiske konsekvensanalyser af adgang til sundhed, og det er regeringen enig i. Overordnet set er regeringens mål at føre en økonomisk og socialt ansvarlig handelspolitik, og det er vi ikke alene om. Også i EU har man i de senere år allerede arbejdet med konsekvensanalyser i bilaterale handelsaftaler. I konsekvensanalyserne, de såkaldte Sustainability Impact Assessments, ser man på forventede konsekvenser for både miljø, menneskerettigheder, sociale spørgsmål og sundhed.

Så sat på spidsen finder højniveaupanelet bag rapporten, at handelspolitiske hensyn og internationale patentregler spænder ben for adgang til medicin, og det er altså efter min opfattelse for ensidigt. For at adressere udfordringen med hensyn til adgang til medicin bør man i stedet se bredere på problemstillingerne. Mange forhindringer i udviklingslandene skyldes dårlig infrastruktur, utilstrækkelig finansiering og mangel på sundhedsfagligt personale. Der er altså tale om udfordringer, der bærer præg af forskelle på nationale sundhedssystemer og divergerende sociale og økonomiske vilkår for adgangen til medicin.

FN-rapporten er et af de internationale bud på, hvordan den problemstilling bedst håndteres. Emnet diskuteres ivrigt internationalt, og vi engagerer os i drøftelserne om priser og om adgang til medicin i både Nordisk Ministerråd, EU, OECD og WHO. I EU bakker Danmark bl.a. op om en analyse af, hvorvidt der i det europæiske system er de rigtige incitamenter til stede til netop at sikre adgang til lægemidler. At vi internationalt ser på at sikre incitamenterne til udvikling, betyder jo ikke, at vi ikke har forventninger til industrien. Tværtimod forventer vi, at også den sundhedsteknologiske industri skal være med til at tage ansvar for, at effektiv medicin er tilgængelig for patienterne.

Mens rapporten peger på vigtige problemstillinger, mangler de gode løsninger, hvis vi vil opretholde sundhedsvæsener, der kan tilbyde innovative og rationelle behandlinger. Så jeg mener derfor ikke, at Danmark skal indgå en aftale på de præmisser, der foreslås i rapporten. Det vil næppe skabe en bæredygtig medicinalindustri, fordi staterne vil skulle løbe mange store risici. I stedet synes jeg, at vi inden for de rammer, vi har i dag, fortsat skal arbejde for at sikre de rette incitamenter for både udvikling af og adgang til lægemidler. Tak for ordet.

Tak for det. Så er det ordføreren for forespørgerne, fru Pernille Schnoor.

Tak. Ifølge medicinalindustrien koster det i gennemsnit 10 mia. kr. at udvikle et nyt lægemiddel. De nærmere beregninger er dog desværre ikke offentligt tilgængelige, så vi ved reelt ikke, hvad tallet dækker over. Samtidig viser sammenlignelig medicinudvikling, der er lavet uden profit for øje, at medicin kan udvikles for en tiendedel af industriens egne skøn.

I Alternativet mener vi derfor, at krav om fuld gennemsigtighed i forhold til forskningsomkostninger, offentlige forskningsbidrag, skatterabatter og prisstrategi vil sikre et langt bedre grundlag for en fair prisforhandling og prissætning. Vi mener ikke, at opgaven med at sikre tilgængelig medicin for alle er løst. Tilgængelighed betyder for os, at medicinens pris er rimelig, så den er til at betale for alle, og at ny medicin og behandling bliver udviklet også på de områder, som ikke giver stor markedsmæssig profit, men som kommer de enkelte borgere og folkesundheden generelt til gode.

Danmarks Radios tv-program Kontant kunne i december 2016 dokumentere, hvordan medicinalvirksomheder hæver medicinpriser med 3.000 pct. fra den ene dag til den anden. Det er ikke alene urimeligt over for forbrugerne, men de eksploderende medicinpriser modarbejder også vores mål om at fremme vores sundhed. På grund af de monopollignende vilkår har medicinalindustrien frihed til at fastsætte priserne, som de vil, når de køber rettighederne til ny medicin.

I Alternativet har vi derfor ønsket et prioriteringsinstitut. Der er for nylig etableret et nyt Medicinråd af regionerne for at håndtere problemet med de stigende priser. De har mulighed for at håndtere et aspekt af medicinprisernes himmelflugt, nemlig forhandlingspositionen, når medicinen er færdigudviklet. Det er en position, der hidtil har været meget dårlig og har resulteret i, at det danske sundhedsvæsen har betalt op til ½ mia. kr. mere for medicin end vores norske naboer med et prioriteringsinstitut. Medicinrådet er et skridt i den rigtige retning, men det er et plaster på såret og ikke en tilstrækkelig løsning.

For at finansiere vores sundhedsvæsen i fremtiden er det heller ikke nok, at hospitalerne gang på gang pålægges at spare. Det skubber bare aben over på hospitalernes ledelser, der må skære i antallet af medarbejdere. Resultatet er uholdbart for vores sundhedsvæsen og for patientsikkerheden. Så sent som for en måned siden fortalte Herlev Hospital, at de akut skulle finde yderligere 45 mio. kr. i personaleomkostninger for at betale for ekstremt dyre kræftbehandlinger.

Nationale regeringer har mulighed for og også et stort ansvar for at sikre sig, at forskningen i sidste ende gavner befolkningen mest muligt. 25-33 pct. af alt ny medicin på markedet er baseret på offentlig forskning betalt af skattekroner.

I dag er universiteterne dygtige til at samarbejde med private virksomheder, men ofte får ét privat firma eksklusive rettigheder til forskningsresultaterne, uden at der stilles krav til fair markedsføring eller prissætning. Hvis vi ikke sikrer den bedste udnyttelse af de ejendomsrettigheder, universiteterne genererer, ender samfundet ofte med at betale flere gange for den samme medicin. Den danske stat bør stille krav til, at offentlige forskningsmidler skal følges af en socialt ansvarlig markedsførings- og prissætningspolitik i tråd med det, som FN-rapporten anbefaler.

Så har vi også et internationalt ansvar. Som jeg nævnte indledningsvis, vedtog statsministeren i september 2015 sammen med de andre regeringsledere og statsoverhoveder FN's nye globale verdensmål for bæredygtig udvikling, og her er det så verdensmål nr. 3, der går på at sikre et sundt liv for alle og fremme trivsel for alle aldersgrupper. Hermed har vi så forpligtet os til at arbejde for det. Med 2030-dagsordenen og de 17 bæredygtighedsmål har verdens ledere forpligtet sig til en bred politisk og universel dagsorden, som vi alle har ansvaret for at løfte.

I oktober udgav FN en rapport om adgangen til medicin, og her foreslår de, at landene indgår en bindende aftale, der skal sikre lavere medicinpriser, prioritering af forskning i sygdomme med lav økonomisk profit og mere gennemsigtighed i medicinalindustrien. Den gode nyhed er altså, at FN's generalsekretariats højpanel om adgang til medicin allerede har gjort forarbejdet for os.

Panelets rapport fra september 2016 har meget klare anbefalinger, der kan udbedre nogle af de mest kritiske uoverensstemmelser mellem patientrettigheder, sundhedsvæsen, international handel og vores medicinske forsknings- og udviklingssystem. Et af disse er at indgå en international aftale. Det mener Alternativet at Danmark bør arbejde for i det lange perspektiv, men på kort sigt er der ting, vi kan og bør igangsætte med det samme – jeg er næsten færdig. Regeringen har netop udgivet ...

Det nytter ikke noget, at man er næsten færdig. Når taletiden er klart overskredet, må man tage det en anden gang. Taletiden er overskredet. (Pernille Schnoor (ALT): Må jeg læse vedtagelsesteksten op?) Ja, det er uden for taletiden. Værsgo.

Tak. Jeg vil gerne her til slut læse forslaget til vedtagelse op, som bakkes op af Alternativet, Enhedslisten og SF:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at Danmark står over for en kæmpe udfordring i forhold til at finansiere vores sundhedsvæsen, hvor udgifter til medicin udgør en stigende økonomisk belastning.

Folketinget ønsker at leve op til FN's verdensmål om at sikre et sundt liv for alle og fremme trivsel for alle aldersgrupper. Derfor skal Danmark understøtte en bæredygtig medicinalindustri med mere åbenhed og gennemsigtighed i medicinalindustrien.

Folketinget pålægger derfor regeringen at nedsætte et ekspertudvalg, der skal udarbejde en implementeringsplan for de anbefalinger fra FN’s generalsekretariats højpanel om adgang til medicin, der vurderes at kunne gavne det danske sundhedsvæsens adgang til billig medicin af høj kvalitet.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 87).

Tak for det. Forslaget indgår i den videre forhandling.

Så går vi videre til ordførerrækken, og det er hr. Flemming Møller Mortensen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det, formand. Vi er i Socialdemokratiet af den opfattelse, at vores land i høj grad vægter helhed og lighed, hvor ordentlighed og ansvar løftes for alle, også globalt. Sådan har holdningen været her i vores land i årtier, det er Danmark faktisk kendt for ud over landets grænser. Det er med meget stor stolthed og glæde, at jeg også i dag bærer den reversnål, som symboliserer FN's 17 bæredygtighedsmål. Det er rigtig afgørende, at verden står sammen for at forbedre verden. De 17 verdensmål rummer bl.a., at vi skal reducere fattigdom, vi skal reducere sygdom, vi skal fremme trivsel, vi skal også fremme innovation og forskning, vi skal reducere ulighed, og vi skal fremme globale partnerskaber. Danmark bærer et meget stort ansvar, lige så vel som alle andre lande og andre landes parlamenter bærer et stort ansvar.

Forespørgselsdebatten her i dag handler om adgang til medicin, og hvordan vi kan understøtte bæredygtig medicinindustri med højere grad af åbenhed, hvordan vi sikrer mere rimelige medicinpriser, og hvordan vi sikrer en bedre prioritering og fordeling i forhold til forskningsmidler i de her områder. Socialdemokratiets holdning er, at de her emner allerede bliver diskuteret i flere forpligtende fora, hvor Danmark indgår – Nordisk Ministerråd, EU, OECD og FN's Verdenssundhedsorganisation, WHO – fora, som varetager de her emner, og flere af foraene matcher i høj grad den samfundsmodel og struktur, vi har her i Danmark. Det ønsker Socialdemokratiet at vi fortsætter og videreudvikler.

Socialdemokratiet mener, at vi skal tage det her ansvar, det er vi forpligtet på, men vi mener faktisk også, at vi allerede tager ansvaret. Socialdemokratiet vil derfor sikre, at vi holder fast i lige nøjagtig den nationale handlingsplan, som regeringen har fremlagt i forhold til FN's 17 verdensmål. Den skal reducere og helst udrydde fattigdommen i Danmark og sikre bæredygtig udvikling for hele verden.

Vi synes faktisk ikke i Socialdemokratiet, at præmisserne i den FN-rapport, det drejer sig om her, er klare nok til, at vi som parti kan sige, at nu vil vi binde os til det og ikke andet, netop det, som forespørgslen lægger an til. Derfor vil jeg nu gerne læse et forslag til vedtagelse op, som er støttet af Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti. Forslaget til vedtagelse lyder sådan:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget noterer sig, at FN med rapporten »Promoting Innovation and Access to Health Technologies« sætter fokus på et vigtigt emne om adgang til behandlinger. FN-rapportens anbefalinger tager imidlertid ikke i tilstrækkelig grad højde for FN-landenes forskellige økonomiske og sociale vilkår og sundhedssystemer, ligesom rapportens anbefalinger om beskyttelse af innovation kan have betydelige negative konsekvenser for incitamenterne til at udvikle nye og effektfulde lægemidler.

Folketinget bakker op om en balanceret tilgang til håndtering af udfordringer med lægemiddelpriser og adgang til innovativ medicin og finder, at det bør ske inden for de rammer, der gælder i dag. På den baggrund afstår Folketinget fra at anbefale, at Danmark tilslutter sig en eventuel kommende FN-konvention, der udmønter rapporten.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 88).

Tak for det. Der er et par korte bemærkninger. Først er det fru Pernille Schnoor, Alternativet, værsgo.

Tak, og tak, fordi man er så positiv. Det havde jeg da også håbet at Socialdemokratiets ordfører ville være. Socialdemokratiet er meget aktivt, også i det tværgående udvalg, vi har fået her i Folketinget for at finde frem til, hvordan vi implementerer de 17 bæredygtighedsmål fra FN. Der er noget, der undrer mig lidt. Jeg kan høre på ordføreren, at det er noget med, at præmisserne i rapporten ikke er klare nok. Der bliver også nævnt noget med landeforhold, forstod jeg det som. Det undrer mig, hvorfor Socialdemokratiet ikke kan være med til at se nærmere på rapporten, som er det eneste, vi foreslår. Vi foreslår bare, at der nedsættes et ekspertpanel, som vurderer – der står netop i vores forslag til vedtagelse, at det bare skal vurderes – hvad i den her rapport der kan gavne det danske sundhedsvæsens adgang til billig medicin.

Ordføreren.

Nu har jeg også læst det forslag til vedtagelse, som fru Pernille Schnoor læste op tidligere. Der står også, at der skal udarbejdes en implementeringsplan for anbefalinger i lige nøjagtig den her rapport fra det her høje panels side. Det, jeg giver udtryk for, er, at den her sag er rigtig, rigtig væsentlig for os, for vi skal sikre højere grad af lighed, højere grad af mulighed for adgang til ny, innovativ medicin overalt i verden. Vi mener fra Socialdemokratiets side, at i nogle af de fora, jeg nævnte her, har man i høj grad fokus på det. Vi tror på, at det arbejde skal fortsætte. Det præciserede jeg og gjorde meget, meget tydeligt.

Jeg siger blot, at vi mener ikke, at præmisserne i rapporten er så grundige og detaljerede, at vi for nuværende kan sige, at det præcis er det, vi skal bakke op om. Men som jeg siger, vil vi følge regeringens nationale handlingsplan, som også rummer det her område, meget, meget nøje, for vi skal have sikret forbedringer.

Tak. Fru Pernille Schnoor.

Ja, og det er også lige præcis derfor, at vi foreslår, at der skal udarbejdes en implementeringsplan kun for de anbefalinger, der vurderes at kunne gavne det danske sundhedsvæsen. Det er det, der står i den vedtagelsestekst, som den socialdemokratiske ordfører også har set tidligere, som ordføreren siger. Så derfor undrer det mig, at ordføreren siger, at det ligesom bliver gjort i de fora, det er relevant for. Men er det ikke også relevant for alt, hvad vi gør her i Folketinget, at vi implementerer FN's bæredygtighedsmål?

Ordføreren.

Jeg kan høre, at flere af ordførerne overhovedet ikke er i tvivl om, hvor den socialdemokratiske holdning ligger, og hvordan vi i årtier har arbejdet for, at vi skal tage ansvar i verden. Og jeg vil tillade mig at konkludere, at det måske også er en af grundene til, at Danmark har det positive omdømme i forhold til at tage ansvar. Så jeg er da glad for, at jeg som socialdemokratisk ordfører og Alternativets ordfører i hvert fald har en tydelig enighed om væsentligheden på det her punkt.

Tak for det. Så er det fru Stine Brix, Enhedslisten. Værsgo.

Mit spørgsmål ligger i forlængelse af det, som fru Pernille Schnoor lige har spurgt til. Det forslag til vedtagelse, som vi har fremsendt også til den socialdemokratiske ordfører, består jo af to led: punkt 1, at der bliver foretaget en vurdering af, hvilke af de anbefalinger, som der ligger i FN-rapporten, der har relevans for Danmark, og punkt 2, at de anbefalinger, man så vurderer har en relevans for Danmark, beslutter man at implementere. Og jeg forstår ikke på det, som ordføreren svarede fru Pernille Schnoor lige før, hvad det er i det forslag, som Socialdemokratiet ikke kan støtte.

Ordføreren.

Det, jeg har givet udtryk for, er, at vi ikke synes, at rapportens præmisser, som det her jo bygger på, er klare nok til, at vi vil binde os på det her. Altså, som jeg ser den vedtagelsestekst, som fru Pernille Schnoor læste op, så siger den, at der skal nedsættes et ekspertudvalg, der skal udarbejde en implementeringsplan netop med baggrund i den her rapports anbefalinger. Og det var bare den præmis, jeg siger vi ikke synes står tydeligt nok til, at vi vil binde os på det.

Men jeg kan også love fru Stine Brix, at vi er der, når der skal forhandles, og når vi skal anholde regeringens nationale handlingsplan på det her område. Så jeg er overbevist om, at vi forhåbentlig inden for ret kort tid får lejlighed til og mulighed for at sige, hvordan vi griber det her an. For vi ønsker fra socialdemokratisk side, at vi løber hurtigt. Jeg ville gerne have, at vi løb foran alle andre, men vi skal sørge for, at præmisserne for, i hvilken retning vi skal løbe, og hvad vi skal beslutte, er gennemdrøftet ordentligt.

Fru Stine Brix.

Jeg kunne godt tænke mig, hvis ordføreren så kunne uddybe, hvad det er for nogle præmisser, der ikke er på plads i rapporten, som det ene. Og som det andet: Hvorfor betyder det så, at der ikke er nogen som helst af de anbefalinger, der ligger i rapporten, som man så kan bruge til noget? Altså, nogle af dem er jo meget enkle for mig at se, f.eks. forslaget om, at man arbejder for at sikre mere gennemsigtighed i medicinalindustrien. Altså, det er da ikke så kontroversielt for mig at se. Hvorfor står nogle uklare præmisser, der ikke er på plads, i vejen for, at Socialdemokratiet kan støtte, at man arbejder mere for at sikre mere åbenhed i medicinalindustrien?

Ordføreren.

Jeg er da meget ked af ordførerens måde at lægge mig noget i munden på, jeg aldrig har sagt, nemlig at jeg ikke skulle være klar til at arbejde for mere åbenhed i medicinalindustrien. Så synes jeg, ordføreren helt har glemt, hvad vi som socialdemokrater har arbejdet for i forhold til nationale lovgivninger, og hvad det er, vi arbejder for også internationalt. For noget af det, vi arbejder for, er jo lige nøjagtig åbenheden, transparensen i forhold til det.

Tak til ordføreren. Så er det fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Og tak til Enhedslisten og Alternativet for at rejse den her forespørgselsdebat med det hovedspørgsmål, om regeringen er enig i, at Danmark skal indgå i en bindende aftale med FN om en mere bæredygtig medicinindustri på baggrund af rapporten fra FN.

De seneste år har vi jo hørt utrolig meget om, hvor stort et medicinbudget vi har i sundhedsvæsenet, samt at det er grunden til, at vi er presset på sundhedsområdet. I Sundhedsudvalget har vi også arbejdet en del med dette, og som medlem af udvalget ved jeg, at det er en sandhed med modifikationer, fordi sundhedsbudgettet procentvis ikke er steget ret meget de seneste år. Der er fra regeringens side også lavet gode aftaler på medicinområdet, og vi har i Folketinget fået lavet syv principper, som hele Folketinget er samlet om, og som netop bruges i Medicinrådet, når der kommer ny medicin.

For Dansk Folkeparti er det vigtigste ikke at holde medicinpriserne nede, men at sikre, at vi får den medicin, som kan hjælpe borgerne, og som for noget medicins vedkommende faktisk også er med til at gøre dem raske og friholde dem fra ekstra indlæggelser, men som også er med til at forebygge indlæggelser. Hvis vi skulle have andre til at bestemme, hvilken medicin vi har råd til, så er vi i DF ikke sikre på, at vi ville være lige så innovative, som vi er, på det her område. Det at sammenligne flere landes økonomi kan hurtigt blive en gene for nogle af landene.

Vi arbejder gerne sammen på tværs af landegrænser for at sikre, at vi kan presse medicinalvirksomhederne, men vi tror, at vi er bedst til at bestemme, hvilken slags medicin der skal bruges her i Danmark, og derfor kan vi ikke tilslutte os forslaget til vedtagelse fra Alternativet og Enhedslisten. Vi støtter forslaget til vedtagelse fra regeringen, som netop også pointerer, at FN-rapportens anbefalinger ikke i tilstrækkelig grad tager højde for de forskellige FN-landes økonomiske og sociale vilkår og også sundhedssystemer.

I Dansk Folkeparti mener vi også, at vi i Danmark er et selvstændigt land og selv skal bestemme, hvordan vi vil lave lovgivning, og hvad lovgivningen skal indeholde. Vi ønsker ikke at blive bundet op på nogle anbefalinger fra FN, som vi ikke kender konsekvenserne af – eller på anden måde indgå en bindende aftale herom. Dansk Folkeparti vurderer også, at flere af FN-rapportens anbefalinger er uhensigtsmæssige, herunder forslaget om at ændre brugen af de internationale databeskyttelsesregler – for hvilke konsekvenser kan det medføre? Dertil hører også, at der i rapporten ikke skeles til, hvordan anbefalingerne vil påvirke de forskellige sundhedssystemer landene imellem.

Vi skal selvfølgelig som land både sikre, at der bliver udviklet ny medicin, og at vi styrker dette arbejde nationalt, bl.a. også ved at forbedre landets indkøbsprocedurer. Vi afstår i Dansk Folkeparti fra at binde os til en eventuel bindende aftale, bl.a. fordi, som ministeren sagde i sin tale, rapportens anbefalinger og praktiske løsninger ifølge regeringen er mangelfulde. Tak for ordet.

Tak for det. Pernille Schnoor, Alternativet, for en kort bemærkning.

Jeg har bare lige et enkelt spørgsmål. Den her forespørgselsdebat handler jo ikke om, at vi bare ligesom tager FN's rapport, og så implementerer vi bare alt det i Danmark. Forespørgselsdebatten handler jo om, at det er et startskud til, at vi kan vurdere, hvilke af de her forslag der ville være gode for Danmark.

Et af de forslag, som jeg også nævnte i min tale, er det her med at få gennemsigtighed i forhold til forskning og de forskningsomkostninger, der er forbundet med at udvikle medicin. Er ordføreren ikke enig i, at det kunne være en fordel, når vi som det offentlige giver midler til at udvikle medicin, at vi så også har ret til at få vide, hvad det egentlig koster at udvikle medicin?

Værsgo.

Gennemsigtighed er selvfølgelig altid godt, og der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi gerne arbejder for øget gennemsigtighed. Men nu er det jo også sådan, at vi i Folketinget og Sundhedsudvalget jo netop har drøftet det her rigtig meget, også i forhold til medicinpriser.

Men det skal ses på baggrund af forespørgerens, kan man sige, ordlyd for forespørgslen. Her skriver forespørgeren:

»Er regeringen enig i, at Danmark skal indgå i den bindende aftale med FN om en mere bæredygtig medicinindustri?«

Der er bare nogle uhensigtsmæssigheder i den rapport. Og så vil vi jo gerne selv bestemme her i Danmark, så vi ikke på en eller anden måde risikerer at blive bundet op på en eller anden FN-konvention, som vi ikke selv, kan man sige, er herre over.

Fru Pernille Schnoor.

Det forstår jeg godt, men det er jo også derfor, man laver en vedtagelsestekst, og det er også derfor, som jeg understregede over for den tidligere ordfører, at vi ikke binder os. Altså, vi ønsker jo heller ikke bare blindt at sige ja til alt, for der kan selvfølgelig være forskelle mellem lande. Det er jo derfor, vi siger: Jamen lad os da kigge på de her anbefalinger og se på, hvad vi så kan bruge, som er gavnligt for Danmark. Og der nævner jeg så det her med gennemsigtighed. Er det ikke rimeligt, at vi ved, hvad vores penge bliver brugt til, i forhold til hvad det koster at udvikle medicin?

Værsgo, ordføreren.

Tak for det. Og så vil jeg gerne gentage mig selv, nemlig at Dansk Folkeparti finder, at det er vigtigt, at der er gennemsigtighed omkring det. Derfor drøfter vi det også gerne i Sundhedsudvalget, som vi har gjort rigtig mange gange. Netop også i forhold til medicinpriser har vi jo vedtaget de syv principper, som Alternativet nok også er bekendt med.

Tak for det. Tak til ordføreren. Så er det fru Jane Heitmann, Venstre, som næste ordfører.

Jeg skal lige gøre opmærksom på, at beder man om korte bemærkninger, er det vældig godt, hvis man trykker sig ind, også til den anden korte bemærkning.

Værsgo.

Tak, formand. Forespørgerne ønsker med denne forespørgselsdebat at sætte fokus på de globale udfordringer, som vi står over for, for så vidt de angår adgangen til sundhedsteknologi, medicin og vacciner – og det er en reel problemstilling.

Så sent som i efteråret deltog jeg i FN's generalforsamling sammen med Alternativets ordfører, og i foråret deltog jeg i FN's kvindekonference. Og det har slået mig under begge møder, hvor meget FN's verdensmål fylder i debatten – og heldigvis.

Verdensmål nr. 3 er jo helt centralt for debatten her. Mål nr. 3 adresserer jo vores alle sammens sundhed, uanset hvor vi vokser op, hvilket køn eller alder vi har. Og målet er klart: Folkesundheden set med de globale briller skal højnes, og adgangen til effektiv, sikker og billig medicin eller vacciner skal øges og gøres tilgængelig for alle. Det er et ambitiøst mål, som FN-nationerne har forpligtet sig på inden 2030. Og det er helt rigtigt set, at FN går forrest og med FN's generalsekretariats højniveaupanel sætter adgang til medicin på den globale dagsorden. Fra Venstres side deler vi fuldt ud ambitionen om en bedre tilgængelighed for medicin.

De seneste års hjemlige diskussioner om muligheden for adgang til hurtig behandling, fælles principper for sygehusmedicin, sundhedsdata og en historisk god prisaftale, som den tidligere Venstreregering indgik, er jo gode eksempler på, at vi også i Venstre er optaget af den problemstilling.

I efteråret så rapporten »Promoting innovation and access to health technologies« dagens lys, og i kølvandet på rapporten har der rejst sig en del spørgsmål, men også anerkendelse af, at man tager fat i en vedkommende problemstilling. Et af de spørgsmål, som rapporten adresserer, er spørgsmålet om, hvorvidt en international forsknings- og udviklingskonvention skal afkoble forsknings- og udviklingsomkostninger fra slutpriser for at sikre lave priser. Og lad det være sagt med det samme: Fra Venstre side mener vi, at det er en farlig sti at bevæge sig nedad. Hvorfor, kan man spørge sig selv. Fordi, mener vi, hvis man afkobler forsknings- og udviklingsomkostningerne, vil vi fjerne innovationsincitamenterne fra medicinalindustrien, og det er der ingen, som vil have glæde af.

Det er komplicerede mekanismer, som styrer både udvikling og prissætning, og når jeg siger det sådan, er det jo ikke for at gå industriens ærinde, men patienternes. For sandheden er jo, at vi er afhængige af hinanden – patienter, borgere, industri, forskere og samfund. Uanset om det er de nationale eller internationale samfund, har vi brug for, at nogle vil gå forrest og investere risikovillig kapital. Industrien investerer massivt i udviklingen af ny medicin og ny teknologi, og det gør vi også som samfund.

Jeg har noteret mig, at højniveaupanelet anbefaler større åbenhed om publikationer og forskningsresultater, ligesom højniveaupanelet peger på muligheden for, at stater skal overtage en større rolle i forskning og udvikling af ny sundhedsteknologi. Og det er fint med åbenhed. Men det skal være balanceret, så vi ikke sætter vores patentsystem under pres. Patenter er afgørende for, at industrier kan se ideen med at investere milliarder i nye produkter. Og i forhold til udviklingslandene har man jo allerede i WTO vedtaget, at de medlemslande, der hører under FN's mindst udviklede lande, helt er undtaget fra patentforpligtelserne, for så vidt de angår lægemidler.

Det betyder, at der allerede i dag er taget visse hensyn til udviklingslandene. Jeg mener ikke, at det nødvendigvis vil sikre innovationskraften i de enkelte samfund, blot fordi staten overtager mere innovation. Men jeg ser gerne, at flere lande vil gå i Danmarks fodspor og følge vores eksempel. For det er jo sådan, at Danmark er det land i OECD, som prioriterer offentlige investeringer i sundhedsvidenskabelig forskning og udvikling højst i forhold til BNP. Med andre ord: Var det en konkurrence, ja, så ville Danmark være vinderen.

Som jeg nævnte indledningsvis er adgangen til medicin også en dagsorden, som vi er optaget af i Venstre, og vi kan fuldt ud støtte det arbejde, som allerede er igangsat i bl.a. EU, OECD og WHO. For nylig deltog jeg i et debatarrangement om sjældne sygdomme sammen med Socialdemokratiets sundhedsordfører. Og det glæder mig, at der med udgangspunkt i EU's rådskonklusioner fra juni 2016 nu igangsættes et analysearbejde, som bl.a. skal se på incitamentsstrukturerne, altså om de er gunstige i forhold til at skubbe på udviklingen af ny sundhedsteknologi, som gruppen af patienter med sjældne sygdomme kan få glæde af. Det er jo også en problemstilling, som FN-rapporten adresserer.

Når vi fra Venstres side ikke kan bakke op om en bindende aftale, som forespørgerne ønsker det, ja, så er det set fra vores stol bl.a., fordi rapporten mangler nuancer. Rapporten tager f.eks. ikke højde for, at der i verden er forskellige sundhedssystemer, og rapporten peger ikke på, hvordan man sikrer bæredygtige og fremtidssikrede løsninger. Skal vi i mål med verdensmål nr. 3, er det afgørende, at de enkelte landes sundhedssystemer styrkes, og at man opretholder fokus på indkøbsprocedurer, og at lande som Danmark holder fast i samarbejdet med WHO og herigennem støtter det globale samarbejde om adgang til medicin og vaccine.

Vi kan støtte det forslag til vedtagelse, som Socialdemokratiets ordfører læste op tidligere – og undskyld, at jeg overskred taletiden.

Det går nok. Man skal også lige have lov til at blive færdig, selvfølgelig, med sidste sætning.

Fru Pernille Schnoor, Alternativet. Værsgo.

Tak til en positiv ordfører. Jeg var også så heldig at deltage i et møde i dag med finansministeren, som også er meget engageret og positiv over for de her problemstillinger. Det, jeg ville have sagt, hvis jeg havde nået det i min ordførertale, var jo også, at regeringen har taget initiativ til det her – jeg ville faktisk have rost regeringen, men det nåede jeg ikke – og har udgivet en handlingsplan for, hvordan vi kan følge op på FN's verdensmål. Det er jo også meget positivt, og tak for det til Venstre og regeringen.

Prioritet nr. 2 heri handler om mennesker, og der er 19 forslag til, hvordan vi kan arbejde med det, men kun to af dem handler om noget med sundhed og trivsel og ikke om tilgængelighed til medicin. Er det ikke også i Venstres interesse, at vi har den her gennemsigtighed? Vi foreslår jo ikke, at vi bare skal implementere alt, hvad FN-rapporten siger, men at vi i hvert fald skal være åbne over for at kigge på det.

Værsgo.

Tak for det. Jamen jeg står jo her og bliver næsten sådan lidt rosarød i kinderne over al den ros fra Alternativets ordfører, og tak for det. Vi er også i Venstre rigtig stolte over og glade for den handlingsplan, som en samlet regering jo har fremlagt, og de fire prioriteter. Og det er fuldstændig rigtigt, at prioritet nr. 2 handler om mennesker. Og skal vi rundt om det hele menneske, bliver vi også nødt til at sige, at sundhed fylder meget – ja, det gør det – men der er jo også andre ting, som fylder omkring et menneske: ligestillingsdagsordenen f.eks.

Fru Pernille Schnoor.

Det er rigtigt. Men man kan sige, at når der nu kun er fire prioriteringsområder, og det ene handler om mennesker, og to ud af de 19 kun handler om sundhed og trivsel, så kunne man måske godt sætte lidt mere fokus på det, og det er det, vi prøver på at gøre i dag. Mit spørgsmål var bare om, at vi jo ikke forlanger, at Venstre skal give en blankocheck til at indføre alt, hvad der står i den her rapport, men at vi starter i dag med at drøfte, hvad vi kan implementere af de forslag, som den her rapport beskriver.

Ordføreren, værsgo.

Om det vil jeg sige til Alternativets ordfører, at jeg meget gerne gentager det, som jeg jo nævnte i min ordførertale, nemlig at ordføreren på sin vis sparker en åben dør ind, for der er i regi af EU f.eks. om de sjældne sygdomme jo taget initiativ til, at man skal se på incitamentsstrukturerne. Det er en del af det, som FN's højpanelrapport også adresserer, nemlig de sjældne sygdomme. Så på den måde er vi jo sådan set allerede i gang. Og Danmark har tilkendegivet, at man bakker fuldt og helt op om de rådskonklusioner, som der ligger fra juni 2016. Så vi er i gang.

Fru Stine Brix, Enhedslisten. Værsgo.

Jeg mener stadig, der er områder, hvor vi har et kæmpe problem. Hvis man kigger på de sygdomme, som især rammer verdens fattigste, altså malaria, tuberkulose osv., så ved vi, at det er et område, hvor der i meget ringe grad forskes og udvikles medicin. Og det er alene af den årsag, at det ikke kan betale sig, fordi man har vanskeligt ved afsætte produkterne og tjene penge på dem.

Det giver jo sig selv, at det er sådan, man tænker, hvis man har en virksomhed, der skal tjene penge. Og det er et af de spørgsmål, der adresseres med det her forslag om en fælles forsknings- og udviklingsaftale, hvor man vil forpligte de nationale lande på at indgå i et samarbejde for at sikre, at der sker forskning på de områder, hvor industrien ikke træder til.

Ordføreren sagde jo selv i sin tale, at Danmark er et af de lande, der bidrager allermest, når det gælder offentlig forskning, og dermed kan man jo se det her som en mulighed for at forpligte andre lande til også at spytte i kassen, og vi kunne bruge noget af den forskning, vi allerede investerer i, til at løse det her kæmpemæssige problem med, at der er store sygdomsområder, hvor industrien af sig selv ikke går ind og forsker og udvikler.

Så kunne ordføreren ikke se en fidus i, at vi på den måde – og vi er faktisk i mål med det i Danmark – kunne forpligte andre til at træde ind?

Værsgo, ordføreren.

Jeg synes, at det, man kan sige om rapporten her, er, at den jo ikke lægger langsigtede løsningsmodeller frem. Rapporten tager heller ikke højde for, at sundhedssystemer verden over er forskellige. Vi har forskellige prissætningsstrukturer og forskellige infrastrukturer, og vi har forskellige udfordringer, for så vidt angår sundhedspersonale. Og der kunne jeg godt have ønsket mig, at man fra FN's side i højere grad havde balanceret og nuanceret rapporten her og også var kommet med lidt flere løsningsforslag, som peger lidt længere frem.

Fru Stine Brix.

Der er i hvert fald to anbefalinger, som jeg synes jeg meget relevante i forhold til den her problemstilling, som er, at der er store sygdomsområder, som der ikke forskes i, fordi det ikke kan betale sig.

Den ene er at forpligte staterne til at dække det hul, ved at det offentlige går ind og bidrager til at sikre, at der er forskning på det område. Det synes jeg er helt oplagt at kigge på.

Den anden er at udvikle nye modeller, som gør, at man som enkelt virksomhed ikke skal bære sådan en kæmpemæssig risiko, som det er at gå i gang med at udvikle, men at man bider det over i mindre faser. Det synes jeg er et rigtig interessant bud, man godt kunne arbejde videre med, så man sikrer, at der kommer mere innovation og fremdrift i udviklingen af lægemidler de steder, hvor vi ikke ser nogen fremdrift i dag.

Så kunne man ikke finde noget inspiration til nogle af tingene, også selv om det, som ordføreren siger, ikke er en totalløsning på alt, hvad der vedrører den globale sundhed?

Ordføreren.

Der er da helt bestemt inspiration at hente. Jeg synes jo, at alene det, at FN tager teten og kommer med et bud, bør inspirere os alle sammen. Og jeg vil da gerne her takke Alternativets ordfører for at sætte emnet til debat. For det er jo et lille skridt, i forhold til at vi alle sammen får tunet opmærksomheden ind på, at her er et område, som det giver god mening at arbejde videre med. Og det er jo bl.a. også derfor, FN har verdensmål.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, og så er det fru Stine Brix som ordfører for Enhedslisten.

Tak for det. Vi har stillet den her forespørgsel, fordi vi ønsker, at Danmark tager skridt i retning af at sikre en mere bæredygtig medicinindustri. Nu har vi hørt en masse tale om, hvorfor det er godt, som det er i dag, altså den måde, medicin bliver udviklet på, og hvordan priserne på medicin bliver fastsat. Jeg vil gerne fremhæve nogle af de problemer, som vi ser.

Punkt 1 er der de meget, meget høje priser på ny medicin. Det undergraver vores sundhedsvæsen, og det har vi diskuteret mange gange i Danmark, som flere allerede har været inde på. Men det gælder også i stort set alle andre lande, at udgifterne til medicin er en stor belastning for sundhedsvæsenet. Punkt 2 er det sådan, at der er sygdomme, som det ikke er økonomisk rentabelt at forske i og udvikle ny medicin til. Det er f.eks. tropesygdommene, men det gælder også på et så vigtigt område som antibiotika, hvor det er meget svært at tjene penge på at udvikle antibiotika, og derfor ser vi en meget sløv udvikling og en meget sløv forskning.

Det er problemer, som skyldes den strukturelle måde, medicinindustrien er indrettet på, hvor vi i høj grad overlader det til industrien at udvikle ny medicin, og jeg synes egentlig, at det giver sig selv, at når formålet med at udvikle medicin er at tjene penge, så giver det også nogle begrænsninger på, hvor man kigger hen, hvad for nogle produkter man synes er interessante, hvad for nogle sygdomsgrupper man synes er interessante.

Samtidig har vi et patentsystem, som betyder, at en virksomhed, som har udviklet et produkt, har et monopol på det produkt i en årrække, og det er klart, at det giver en endog meget gunstig situation for den virksomhed, fordi den i høj grad selv kan bestemme, hvilken pris de vil tage, når de har et produkt, som kan være livsvigtigt for dem, der skal bruge det. Vi har også set mange, mange eksempler på, at der spekuleres i de patenter. Det blev på et tidspunkt døbt patentkrumspring, når man ser virksomheder lave meget små kosmetiske ændringer eller ændre en tablet fra at være en, man spiser almindeligt, til at være en sugetablet, for at kunne udvide sit patent og fastholde den høje indtjening. Det er strukturelle problemer, og derfor skal der også strukturelle tiltag til, hvis vi vil imødegå dem.

Som jeg nævnte, er det ikke kun et problem i Danmark. Det er også et globalt problem, og det er jo baggrunden for, at Ban Ki-moon som generalsekretær for FN igangsatte det arbejde, som førte til den rapport, som vi diskuterer her i dag. Vores ønske med den her forespørgsel er at gøre Folketingets partier opmærksom på rapporten, og det har vi i hvert fald nået. Men ønsket er selvfølgelig også, at vi bruger de anbefalinger, som er relevante for Danmark. Derfor skriver vi også i vores forslag til vedtagelse, at det, vi mener er det første skridt, er, at vi nedsætter et ekspertudvalg, som gennemgår rapporten og kommer med en plan for, hvordan vi kan implementere de anbefalinger, som er relevante for Danmark. Lad mig fremhæve nogle af de anbefalinger, som jeg synes er særlig interessante.

For det første er det at sikre en større grad af gennemsigtighed i medicinalindustrien. Vi taler rigtig meget om, at vi skal blive bedre til at forhandle priser i Danmark. En forudsætning for det er øget gennemsigtighed, for uden den står vi rigtig dårligt i forhold til at forhandle. Det handler om gennemsigtighed i forhold til, hvad det egentlig har kostet at udvikle et givent produkt. Det aner vi ikke i dag. Det handler om gennemsigtighed i forhold til, hvilke kliniske data som ligger til grund for det nye produkt. Det handler om, hvilke patenter produktet bygger videre på, altså opfindelser andre har lavet. Og det handler om, i hvilken grad offentlig forskning indgår i produktet, og hvilke priser andre lande betaler for det samme produkt. Alle de her oplysninger vil være af stor værdi for det danske sundhedsvæsen og f.eks. for det medicinråd, der skal sidde og foretage vurderinger.

En anden vigtig anbefaling er anbefalingen vedrørende offentlig forskning. Som Venstres ordfører fremhævede lige før, bruges der rigtig mange penge i Danmark på offentlig forskning i medicin. Derfor synes jeg, det er rigtig interessant, at FN-rapporten peger på spørgsmålet om, hvordan vi kan bruge det til i højere grad at stille krav til, hvordan samarbejdet mellem den offentlige forskning og den private industri også kommer borgerne til gavn og ikke fører til, at industrien patenterer et produkt, som de så efterfølgende tager en urimelig høj pris for. Vi kunne også bruge de anbefalinger, hvor man peger på, at der i de nuværende regler fra TRIPs-aftalerne faktisk findes mulighed for at udfordre patenterne. Vi ved, at der i øjeblikket er sager i europæiske lande som Tyskland og Italien, hvor man bruger de muligheder til at udfordre de meget høje priser, der bliver sat på f.eks. præparater til hepatitis C.

Der ligger også nogle rigtig interessante anbefalinger til, hvordan man imødegår det forhold, ministeren taler om, altså at man som industri løber en meget, meget stor risiko, når man udvikler et produkt. Det kan man imødegå ved at bryde det op i nogle mindre faser, hvor også mindre biotekvirksomheder får mulighed for at komme ind. Alt i alt er der rigtig mange gode anbefalinger, vi kan bruge videre frem.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru May-Britt Kattrup, Liberal Alliance.

Balancen mellem adgang til ny medicin og incitamenter til at udvikle den er et meget vigtigt emne. Det er et forhold, som har ekstremt vigtig betydning for vores overlevelse og livskvalitet, og for at vi kan blive behandlet mod farlige sygdomme. Det er også to sider af samme sag, som er indbyrdes afhængige.

Når vi taler om, at der skal være adgang til medicin, kræver det, at der overhovedet er medicin til rådighed, og der er kun medicin til rådighed, hvis nogen har udviklet den. Det er den private lægemiddelindustri, som står for mere end 90 pct. af de nye lægemidler, der er blevet udviklet gennem de seneste 20 år. I ulande kan det være et problem at få råd til nødvendig medicin. Derfor er det almindeligt, at der forhandles bilateralt med hvert enkelt land, og mange ulande har priser, som ligger langt under den pris, som rigere lande betaler. Mangel på medicin i udlandet kan i øvrigt også skyldes andre ting end økonomi, f.eks. infrastruktur, mangel på kvalificeret sundhedspersonale, korruption og politisk uro.

Men adgangen til medicin har lykkeligvis gennemgået en meget positiv udvikling. Adgangen til hiv/aidsmedicin i lav- og mellemindkomstlande er steget væsentligt fra 2003 til 2009, faktisk fra 12 pct. til 54 pct., og der blev i 2012 indgået en aftale om at forpligte sig til at donere 14 milliarder behandlinger af tropiske sygdomme over de næste 10 år. Værdien på verdensplan af initiativer i udviklingslandene er steget fra under 2,7 mia. kr. i 2000 til over 19 mia. kr. i 2010. Behandlinger doneret eller solgt til kostpris i udviklingslandene er steget fra 100 mio. til 700 mio. i samme periode. Industrien støtter offentlig-privat samarbejde og projekter, som kan hjælpe med at fjerne barrierer i forsyningskæden og sikre, at medicinen når frem til patienten. Så man må sige, at udviklingen er meget positiv.

Men det koster usandsynlig mange penge at udvikle medicin. Det koster mellem 7 mia. og 35 mia. kr. at udvikle et produkt. Lægemiddelindustrien siger 10 mia. kr. i gennemsnit, og det tager mellem 8 og 10 år, så det er kun virksomheder med virkelig god økonomi, der kan løbe sådan en risiko. Derfor er det vigtigt, at virksomhederne har en stor økonomisk ballast, så der er penge til at investere og udvikle for og økonomi til at løbe risikoen med de store investeringer, også dem, som ikke bliver til noget, og det er her, patentrettighederne kommer ind, og derfor er de vigtige. Der er store omkostninger, ressourcer og risici forbundet med forskning og udvikling af nye lægemidler. Derfor er en effektiv beskyttelse af immaterielle rettigheder ved hjælp af patenter afgørende. Der ville ikke være et forretningsmæssigt incitament til at udvikle lægemidler, hvis andre lovligt kunne kopiere det dagen efter. Det skal dog bemærkes, at der ikke er patent på over 98 pct. af medicinen på WHO's liste over væsentlig medicin, og ingen af de danske virksomheder har patent på medicin på WHO's liste over væsentlig medicin. Lægemiddelindustrien udtager sjældent patent i ulandene på grund af manglende lovgivning.

FN-rapportens anbefalinger tager ikke i tilstrækkelig grad højde for FN-landenes forskellige økonomiske og sociale vilkår og sundhedssystemer, ligesom rapportens anbefalinger om beskyttelse af innovation kan have betydelige negative konsekvenser for incitamenterne til at udvikle nye og effektfulde lægemidler. Jeg kan derfor ikke anbefale, at Danmark tilslutter sig en eventuel FN-konvention, der udmønter rapporten. Derfor støtter jeg og Liberal Alliance teksten i forslaget til vedtagelse, som er læst op af hr. Flemming Møller Mortensen, og jeg skulle hilse fra Konservatives ordfører og sige, at det gør hun også.

Tak for det. Der er lige et par korte bemærkninger, først fra fru Stine Brix.

Liberal Alliances ordfører gentog den her påstand fra industrien om, at det koster omkring 10 mia. kr. at udvikle et produkt, men en central pointe er jo, at vi faktisk ikke ved det. Det er en påstand, og derfor er det en helt central anbefaling i FN-rapporten, at vi sikrer gennemsigtighed, med hensyn til hvad det reelt koster at udvikle et givent produkt. Det er helt centralt for, at vi kan forhandle pris, og derfor er det jo en forudsætning for, at vi kan få lavere priser.

Derfor kunne jeg godt tænke mig at høre, om Liberal Alliances ordfører ikke kan se en pointe i at stille krav om gennemsigtighed, med hensyn til hvad de reelle udviklingsomkostninger egentlig er.

Ordføreren.

Jeg synes, at offentlige indkøbere altid har en pligt til at forhandle den bedst mulige pris. Det skal man altid gøre, og derfor er det også fint, at vi har fået Medicinrådet til at styrke den del af det. Men omkostningerne hos en privat virksomhed vedrører udviklingen af produkter, som er udviklet af private mennesker for private menneskers egne penge, og dem kan vi ikke komme og forlange at få indblik i. Og i øvrigt er der også forretningshemmeligheder, kan man kalde det. Altså, man er jo nødt til at kunne have nogle utrolige oplysninger, for hvis alle andre virksomheder blot kunne kopiere det, som en virksomhed har udviklet, så var der jo ikke noget incitament til at udvikle det. Jeg ville da nødig stå i en situation, hvor vi ikke havde de her store private virksomheder til at udvikle ny livsvigtig medicin til det danske marked og hele det globale marked.

Fru Stine Brix.

Først må jeg lige anholde, at produkterne er udviklet alene for private virksomheders penge; det passer simpelt hen ikke. Vi ved, at man i høj grad baserer sine produkter på offentlig forskning. Mindst 25 pct., måske helt op til en tredjedel af alle de produkter, der er på markedet, baserer sig på offentlig forskning. Det er det ene punkt.

Men til det, ordføreren siger, vil jeg sige: Vi kan jo sagtens stille et krav om, at for at vi vil købe et produkt, vil vi også vide, hvad det samlede beløb, der ligger bag, er, altså i forhold til forskning og udvikling – netop for at vi har en mulighed for at udfordre den pris, som industrien kommer og foreslår at det skal koste. Det kan vi jo sagtens foreslå.

Ordføreren.

Nu er det sådan, at der er virkelig, virkelig langt, fra et forskningsprojekt er afsluttet, til det færdige produkt er på markedet. Det er her, at alle de her mange milliarder kroners investering kommer ind. Og jeg ville som sagt nødig være i en situation, hvor vi ikke havde de private virksomheder til at løfte den del af det, for det kunne vi simpelt hen ikke klare offentligt. Det er den ene ting.

Den anden ting er, at jeg som sagt synes, at offentlige indkøbere altid har pligt til at forhandle den bedst mulige pris. Men vi har ikke ret til eller krav på at se, hvilke omkostninger virksomhederne har i forbindelse med det her.

Så er det fru Pernille Schnoor.

Det er også lidt i forlængelse af det spørgsmål, der lige er stillet. For der er jo ingen af forslagene i den her rapport, der har til formål at ødelægge medicinalindustrien. Det er en rapport, hvor FN forsøger at gøre op med nogle love, der skaber incitament til ineffektiv og dyr forskning. Faktisk handler det bl.a. om at prøve at sikre private virksomheder via nogle alternative finansieringsmodeller, og det kunne jo godt tænkes, at der kunne komme mange flere små og mellemstore danske medicinalvirksomheder ind, der ville få gavn af, at vi fik fjernet de her monopolforhold. Så det må da også være i Liberal Alliances interesse, at vi får kigget på nogle alternative finansieringsmodeller og får mere gennemsigtighed, i forhold til hvad det er, vi bruger vores penge til, og mere konkurrence på markedet.

Ordføreren.

Jeg synes, at vi skal have fuld gennemsigtighed i alt, hvad det offentlige betaler – alt, hvad der betales med skattepenge, skal der være fuld gennemsigtighed i. Men hvad private virksomheder bruger deres private penge til, mener jeg ikke at vi skal gå ind og kræve ret til at vide alt om.

Med hensyn til ineffektiv og dyr forskning vil jeg sige, at virksomhederne tjener penge på de her ting, og hvis deres forskning var ineffektiv og for dyr, ville de jo lave om på det. Det er jo det, der er fordelen ved erhvervsvirksomheder – de er afhængige af indtjeningen. Hvis det offentlige er ineffektivt, kan man bare kræve nogle flere skattekroner, men det kan en privat virksomhed ikke. Så derfor kan jeg altså ikke helt forstå, at man tror, de har en ineffektiv forskning. Og hvis det skulle være for virksomhedernes skyld, at man skulle lave reglerne om, kunne man jo så spørge virksomhederne, hvad de gerne vil – altså, hvis det er for deres skyld, synes jeg, man skulle høre dem om, hvad de vil; så skal man jo ikke tvinge noget ned over hovedet på dem.

Fru Pernille Schnoor.

Nu er det jo netop sådan, at vi har monopollignende tilstande, og det betyder, at det er nogle mekanismer, der træder ud af kraft, som normalt er på et marked. Og det tror jeg også godt at ordføreren ved. Jeg nævnte jo f.eks. i min ordførertale, at der er eksempler på, at man lader medicinpriser stige med over 3.000 pct. fra den ene dag til den anden fra en medicinalvirksomheds side. Det lyder da for mig, som om der er et eller andet galt i forbindelse med det. De her virksomheder står jo på ryggen af offentlig forskning. Så jeg synes bare, det kunne være interessant at høre, om Liberal Alliance ikke kan støtte, at man foreslår, at vi skal finde nogle alternative finansieringsmodeller, så flere virksomheder kan komme i spil.

Ordføreren.

Tak for det. Jeg tror sådan set, at markedet klarer det meget bedre, hvis målet er at få flere virksomheder i spil. For hvis du har et marked, hvor der er en indtjeningsmulighed, vil der komme flere virksomheder i spil. Men det er jo heller ikke sådan, at vi ikke ser store medicinalvirksomheder gå konkurs, netop fordi de skal investere så store summer i et produkt, før det er kommet fra forskning til det endelige produkt. Den risiko er jeg glad for at private virksomheder tager – at vi ikke skal løbe den for skatteborgernes penge.

Vi siger tak til fru May-Britt Kattrup. Der er ikke flere korte bemærkninger, og vi går videre i ordførerrækken til fru Lotte Rod, Radikale Venstre.

Tak for det. Jeg har mine tvivl, og det har jeg, fordi det i den her sag er svært at blive klogere på, hvad det konkrete egentlig betyder. Jeg vil gerne dele min tvivl, i håbet om at vi sammen måske kunne blive klogere her i debatten.

I Radikale Venstre har vi jo i mange år arbejdet for at få billigere medicin til udviklingslandene, ligesom vi også har arbejdet for at få et prioriteringsinstitut i Danmark, som kan hjælpe os med at få mest sundhed for pengene og i det hele taget træffe bedre beslutninger. Omvendt siger regeringen jo her i dag, at man er bekymret for, at de her anbefalinger betyder, at det ikke kan svare sig for danske medicinalvirksomheder at udvikle ny medicin. Der er selvfølgelig ikke nogen, der ønsker, at vi kommer i en situation, hvor man så vil drosle ned eller måske endda helt stoppe med at udvikle ny medicin i Danmark – for selvfølgelig kan vi ikke det samme som stat. Men hvad er egentlig argumentet fra regeringens side for, at det vil gå så galt? For selvfølgelig skal det hænge sammen for en virksomhed, at man kan tjene det hjem, som det har kostet at forske og udvikle, men hvad nu, hvis det her bare betyder, at vi kan sætte ind de steder, hvor man tager en helt urimelig pris, i forhold til hvad forskningen og udviklingen egentlig har kostet? Så hvor er det, regeringen ser at det her vil have så drastiske konsekvenser, som man siger?

Jeg forstår derfor heller ikke helt, at regeringen med en automatreaktion afviser, at vi skal følge anbefalingerne. Det her kommer jo fra FN, og jeg synes da som udgangspunkt, at vi skal være med. Samtidig synes jeg også, at det er fair nok, at man ikke bare her i en forespørgselsdebat nikker til, at nu laver vi en implementeringsplan. Men jeg vil jo faktisk mene, at vi burde kunne blive enige med hinanden om, at vi vil arbejde videre med det her. Jeg synes også, debatten i dag viser, at vi har brug for at få et kvalificeret grundlag at diskutere de konkrete elementer ud fra, og vi vil i hvert fald gerne fra radikal side være med til at holde regeringen i ørerne, hvad angår at få fremskaffet et kvalificeret grundlag og fortsætte debatten.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger, så vi går videre til fru Kirsten Normann Andersen, SF.

Medicinpriser og medicinalindustriens enorme indflydelse på udbud, men især efterspørgsel, er også i Danmark en evig kilde til debat, mens løsningerne ikke ligefrem står bøjet i neon. I Danmark er vi særlig udfordret af, at voldsomt stigende medicinpriser er med til at udhule vores sundhedsbudgetter. Det er et problem, som også regionerne ofte har peget på. Og indtil videre har vores eneste mulige svar været at nedsætte et prioriteringsudvalg, som bl.a. på grundlag af saglige kriterier skal vælge og fravælge medicin, som alene på grund af prisen ikke kan stå mål med den samlede sundhedsbehandlingsindsats i øvrigt. I Spanien er situationen endnu værre. Her må mange borgere opgive at få livsvigtig medicin, som den enkelte borger ganske enkelt ikke har råd til.

Danmark kan ikke selv løse verdens sundhedsproblemer, det kan medicinalindustrien øvrigt så heller ikke, selv om medicinalindustrien er en af verdens mest magtfulde industriområder. Der er brug for en overnational handlingsplan, og derfor er det også glædeligt, at EU-medlemslandene faktisk har forpligtet sig til den konklusion, herunder også Danmark. Der pågår således allerede drøftelser om en række dilemmaer eksempelvis i forhold til uforklarligt høje prisniveauer for medicin mod sjældne sygdomme, om offentlige investeringer og adgang til forskningsresultater og om hele den eksisterende kompensationsmodel i EU-landene og om problemet med, at medlemslandene forhandler individuelt om priser med industrien.

Det er et faktum, at den magtfulde medicinalindustri hører til blandt de absolut bedste lobbyister både i EU, men også i Danmark. Og når man mistænker medicinalindustrien for, at det mere handler om penge end om verdensbefolkningens sundhed, hænger det naturligvis sammen med den manglende transparens, som indebærer, at det ofte er mere end svært at gennemskue prisstrukturer. Man kan i det mindste ikke afvise, at staten betaler for det samme produkt to gange, måske endda tre gange, når vi først betaler for grundforskningen, og senere, når den videre forskning er overgået til medicinalindustrien, foregår der måske tilmed yderligere statslige forskningstilskud, og endelig betaler staten den fulde pris for slutproduktet. Det er jo ærlig talt kun genial købmandslogik fra den ene part, nemlig medicinalindustrien, også på det danske marked, hvor vi selv har fordelskortet.

SF har noteret sig en rådskonklusion fra 17. juni 2016. Den er ganske vist ikke lovgivende, men den daværende Venstreregering forpligtede sig hertil, og det var bl.a. omkring de dilemmaer, jeg netop lige har nævnt. Af samme grund synes jeg også der er grund til at støtte vedtagelsen fra Alternativet og Enhedslisten.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger, og vi er færdige med ordførerrækken. Jeg skal høre, om sundhedsministeren ønsker ordet. Det gør sundhedsministeren. Værsgo.

Der skal blot afslutningsvis fra min side lyde en tak for en god debat om en rapport, som på mange områder, som jeg nævnte i min ministertale, har interessante elementer, og som på andre områder har elementer, som umiddelbart ikke adresseres på bedste vis, sådan som det anbefales i rapporten, men i andre fora, som der også er redegjort for af en lang række af ordførerne. Men jeg synes, det har været en god debat og vigtigt, at holdningstilkendegivelserne i forhold til anbefalinger og de overordnede mål om at sikre en bæredygtig udvikling for medicinudvikling alt andet lige har været adresseret. Tak for det.

Der er en enkelt kort bemærkning. Fru Stine Brix, værsgo.

Jeg vil høre ministeren, hvad ministeren siger til at gå videre med det forslag, som fru Lotte Rod kom med, om at gå ind og lave en systematisk gennemgang af rapporten og beskrive, hvor Danmark har nogle muligheder, og også, hvor ministeren mener at der er nogle problemer, og hvor der er nogle ting, vi kan bruge til noget.

Værsgo.

Jeg vil gøre det på den måde, at jeg vil sørge for at fremsende min besvarelse, altså den første mundtlige besvarelse, jeg gav. For jeg brugte faktisk stort set hele min taletid på netop at gennemgå fordele og ulemper ved rapporten. Så jeg mener sådan set, at det analysearbejde så at sige er lavet ved at lave den der grundige gennemgang af rapporten, hvor jeg i hvert fald fra min side redegør for, hvad der ser fornuftigt ud, og hvad jeg ikke mener ser fornuftigt ud. Så det vil jeg sørge for tilgår udvalget.

Spørgeren.

Tak for det. Så kan det være, vi må stille nogle opfølgende spørgsmål. Men jeg kunne godt tænke mig at spørge her til sidst, om ministeren mener, at vi har et problem med den måde, som medicinudvikling foregår på i dag. Anerkender ministeren, at der er store sygdomsområder, som der ikke forskes og udvikles tilstrækkeligt i, fordi det ikke kan betale sig? Og anerkender ministeren også, at vi har et system, hvor industrien i høj grad selv kan sætte en pris, fordi den har et de facto monopol? Så kan det være, at man ikke er enig i de løsninger, der ligger fra FN. Men er man interesseret i at adressere de to problemstillinger?

Ministeren, værsgo.

Til spørgsmålet om jeg er enig i, at der globalt set er problemer i forhold til at løse store globale sygdomstilfælde, eksempelvis malaria, er svaret ja. Det er også derfor, at Danmark faktisk globalt set støtter arbejdet med adgang til medicin og vaccine i de multilaterale organisationer, som flere af ordførerne også var inde på, f.eks. WHO.

Fru Lotte Rod.

Måske vil ministeren uddybe, hvad regeringen bygger det på, når man siger, at man er bekymret for, at det her vil betyde, at det faktisk ikke kan svare sig for medicinalvirksomhederne at udvikle og forske i ny medicin?

Ministeren.

Som jeg var inde på i min ministerbesvarelse, er det jo ikke risikofrit at forsøge at udvikle ny medicin. Det kræver store investeringer, for det er jo ikke givet på forhånd, at man får et slutprodukt, der kan kommercialiseres, altså sælges. Derfor er der store risici forbundet med det, og det redegjorde jeg for. Nu står jeg ikke lige med tallene, så jeg tør ikke begynde at kaste om mig med tal. Men det er blot for at sige, at industrien jo også forsker i ting, der ikke bliver til noget, arbejder med ting, der ikke bliver til noget, og forsøger at udvikle ting, der så at sige ikke bliver til sællerter.

Fru Lotte Rod.

Det er jeg helt med på, men der er meget stor forskel på, om det her kommer til at betyde, at det slet ikke kan svare sig for danske virksomheder at udvikle ny medicin, eller om det alene vil gå ind og lykkes os at kunne forhandle prisen ned de steder, hvor den er sat urimelig højt. Hvad er det regeringen konkret ser i de her anbefalinger, der gør, at man tror, at det vil være så hårdt for industrien, at det slet ikke kan svare sig at udvikle ny medicin mere?

Ministeren.

Det er, fordi der sådan lidt banalt sagt i nogle af anbefalingerne er en sådan tilgang med, at det nu er stater, der skal udvikle medicinen, og dermed er der ikke nogen konkurrencefordele ved at være first movers og være dem, der kommer først med et nyt produkt. Og alt andet lige: Hvor er investorerne så henne? Hvor er interessen i at investere i en udvikling, som også giver et afkast? Jeg anerkender, at det er et kommercielt marked, men det er også bare for at sige det ærligt, for hvori vil risikovilligheden ligge, hvis det på den måde skal foregå på fuldstændig åbne vilkår?

Fru Pernille Schnoor.

Jeg har bare en kort bemærkning til det spørgsmål. Anerkender ministeren, og er ministeren åben for, at der kunne være andre modeller, der imødekommer den risiko, ministeren lige har nævnt, nemlig at man økonomisk set påtager sig en meget stor opgave, når man udvikler medicin hos medicinalvirksomheder? Fru Stine Brix har været inde på en af modellerne, efter hvilken man f.eks. deler det op i bidder. Anerkender ministeren, at vi skal drøfte de muligheder?

Ministeren.

Jeg har meget vanskeligt ved at forestille mig det. Det bliver en lidt forsimplet diskussion, når man står og siger, at det bliver delt op i små stykker, jubi, og så får man udviklet en masse medicin. Jeg tror, det er vigtigt at fokusere på, hvorfor vi har patenter. De er nødvendige for hovedparten af de virksomheder, der udvikler ny medicin, fordi patenterne er fuldstændig afgørende for deres forretningsmodel, så det ikke bare lige bliver kopieret med det samme. Tænk, hvis et præparat, man uden tvivl har brugt milliarder på at udvikle, blev kopieret med det samme. Hvorfra opstår incitamenterne så til at lave den type udvikling?

Spørgeren.

Vi stiller jo krav, når vi bruger leverandører i det offentlige. Så vi kunne jo også godt stille krav i forbindelse med de penge, vi bruger på at investere i forskning på det her område. Jeg synes i hvert fald, debatten i dag har vist, at vi nok ikke helt sparker en åben dør ind, som en ordfører sagde tidligere i dag. For det er et meget stort område, og der er også nogle muligheder for, at flere virksomheder i Danmark kunne komme på banen på det her marked, hvis vi får gjort noget ved det. Det ved jeg ikke om ministeren er enig i.

Ministeren.

Jeg tror, at man skal være varsom med at forsimple den her rapport og bare entydigt konkludere, at man enten sparker en dør ind eller ikke gør det. For udviklingen af innovativ medicin forudsætter også, at der er et attraktivt marked for de aktører, som udvikler det. Den offentlige finansiering til forskning er jo et langt stykke af vejen grundforskningen, og der er også langt fra grundforskning til et færdigt præparat. Så er der den kapital, der kommer fra virksomhederne og fra medicinalindustrien i forhold til vedvarende at sikre den innovative medicin, og at den også kan komme på markedet med alle de sikkerhedsmekanismer, vi jo også lovgivningsmæssigt sætter om det, og der tror jeg bare, at man skal være varsom med at tro, at en svækkelse af reglerne vil gøre noget godt for de mennesker, der har brug for innovativ medicin.

Tak til sundhedsministeren.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, så forhandlingen er sluttet.

Afstemningen om de fremsatte forslag til vedtagelse vil finde sted torsdag den 27. april 2017.