Det næste punkt på dagsordenen er:

14) Forespørgsel nr. F 27:

Forespørgsel til børne- og socialministeren:

Hvordan vil ministeren sikre, at mennesker med demens kan få en bedre og mere sammenhængende sagsbehandling med så få sagsbehandlere som muligt, og hvordan vil ministeren sikre, at ansøgninger om sociale ydelser, hjælp eller støtte er lettere at gå til samt udfylde?

Af Liselott Blixt (DF), Karina Adsbøl (DF), Henrik Brodersen (DF), Mette Hjermind Dencker (DF), Jeppe Jakobsen (DF), Merete Dea Larsen (DF) og Morten Marinus (DF).

(Anmeldelse 10.01.2017. Fremme 12.01.2017).

Jeg gør opmærksom på, at eventuelle afstemninger om forslag til vedtagelse vil finde sted tirsdag den 25. april 2017.

Jeg giver ordet til hr. Jeppe Jakobsen, Dansk Folkeparti, for begrundelse af forespørgslen. Værsgo.

Tak for det. I december vedtog satspuljepartierne den nationale handlingsplan for demens. Det var et arbejde, der pågik i Sundheds- og Ældreministeriet, hvor man tog fat på væsentlige udfordringer på demensområdet, bl.a. med midler til kompetenceløft for plejepersonale, bedre udredning, mere forskning og meget andet godt.

Men handlingsplanen tog jo netop afsæt i Sundheds- og Ældreministeriets ressort, og derfor har vi i dag rejst de her tre forespørgselsdebatter til andre ministre. For demens er jo ikke bare en sygdom, som kræver behandling, men derimod en sygdom, som rammer et helt menneske og en hel familie og har indvirkning på snart sagt alle livets forhold.

Derfor denne forespørgsel til børne- og socialministeren, da demensramte og deres pårørende også har behov for indsatser, som falder inden for kommunernes socialforvaltninger. Det er indsatser, som ofte kan være svære at få tildelt, og som ofte ikke tager hensyn til, at systemer bliver særlig besværlige, når en demenssygdom sætter ind. Vi ser frem til besvarelsen og den efterfølgende debat.

Tak for det. Og så besvares forespørgslen af børne- og socialministeren, som får ordet her. Værsgo.

Tak, formand. Den forespørgselsdebat, som vi er nået til nu, handler om en bedre og mere sammenhængende sagsbehandling for mennesker med demens. Helt konkret er jeg blevet spurgt om, hvordan jeg vil sikre, at mennesker med demens kan få en bedre og mere sammenhængende sagsbehandling med så få sagsbehandlere som muligt, og hvordan jeg vil sikre, at ansøgninger om sociale ydelser, hjælp eller støtte bliver lettere at gå til og udfylde.

Jeg er faktisk rigtig, rigtig glad for, at vi har denne forespørgselsdebat, for den er med til at sætte fokus på, at borgere med demens kan have forskelligartede udfordringer, der stiller krav til en sammenhængende og helhedsorienteret sagsbehandling i kommunerne.

Inden jeg svarer på spørgsmålet vil gerne starte med at sige mere generelt, at vi i regeringen har et særligt fokus på borgere med demens og deres pårørende. Og som det også blev nævnt af hr. Jeppe Jakobsen lige før, indgik vi kort før jul sammen med satspuljepartierne en aftale om den nationale demenshandlingsplan 2025, hvor i alt 470 mio. kr. bliver prioriteret til 23 nye initiativer, der skal give et markant løft på området. Og det er første gang, der bliver afsat så mange penge til det område.

Demenshandlingsplanen vil bl.a. bidrage til at skabe sammenhæng og kvalitet i indsatsen over for borgere med demens og deres pårørende og understøtte, at Danmark bliver et mere demensvenligt land.

Et af initiativerne betyder, at der bliver etableret 12-15 rådgivnings- og aktivitetscentre spredt rundt i landet, og på disse centre samles en række tilbud til borgere med demens og deres pårørende, så det bliver muligt for samme center at få rådgivning om en række af de forskellige problemstillinger og udfordringer, som man møder, når sygdommen rammer.

Hvis jeg så skal gå over til at svare konkret på spørgsmålet, vil jeg sige, at de forvaltningsretlige regler siger, at det er kommunerne, som har ansvaret for at tilrettelægge sagsbehandlingen. Kommunerne har også en særskilt forpligtelse til at sikre, at også borgere, der kan have vanskeligt ved at forstå og ikke mindst også vanskeligt ved at gennemskue sagsbehandlingsprocedurer, får mulighed for at medvirke ved behandlingen af deres sager. I regeringen finder vi, at ansvaret for tilrettelæggelsen af sagsbehandlingen skal fastholdes ude i kommunerne.

Det gør vi, fordi vi mener, at kommunerne er dem, som er tættest på borgerne og også har de bedste forudsætninger for at tilrettelægge sagsbehandlingen ud fra individuelle hensyn i de enkelte tilfælde. F.eks. vil det være muligt for kommunen at tilrettelægge en skræddersyet sagsbehandlingsprocedure for en borger med demens, som måske har brug for lidt ekstra tid til at få forklaret et sagsbehandlingsskridt eller få hjælp til at udfylde et ansøgningsskema. Der kan også være tale om, at man som borger med demens har brug for lidt mere tid til vejledning i valgmuligheder i forhold til hjælp og behandling, og det er så vel i forhold til offentlige som private, så det frie valg også styrkes.

Her kan demenskoordinatorerne også spille en afgørende rolle ved eksempelvis at give oplysninger om og henvisning til kommunernes forskellige tilbud på demensområdet. Jeg er derfor også rigtig glad for, at alle kommuner ifølge KL i dag har ansat demenskoordinatorer. Mange steder står de nemlig for at koordinere en kvalificeret indsats for borgere med demenssygdomme og ikke mindst også for de pårørende.

Men selv om ansvaret for tilrettelæggelsen af sagsbehandlingen er placeret i kommunerne, betyder det ikke, at der ikke gøres noget fra centralt hold for at understøtte, at kommunerne gør sagsbehandlingen så enkel og forståelig og ikke mindst også så gennemskuelig som muligt for den enkelte borger. Så der bliver løbende udviklet redskaber, som kommunerne kan gøre brug af.

Det drejer sig om redskaber, som kan bruges i den tværsektorielle organisering og koordinering så vel som internt i den enkelte kommune. Redskaberne er generelle for socialområdet, men de kan selvfølgelig også anvendes i forhold til demens. Redskaberne skal medvirke til at sikre en bedre og mere sammenhængende sagsbehandling med så få sagsbehandlere som muligt. Jeg kan som relevante redskaber her nævne koordinatorer på voksenområdet og ODA-projektet.

I forhold til koordinatorer på voksenområdet er der en handlevejledning for koordinatorfunktionen på voksenområdet, hvor handlevejledningen indeholder redskaber og tilknyttede implementeringsguider, som er centrale i sager, hvor der er mange aktører involveret, og hvor borgeren også har en løbende kontakt med kommunen. Der er også redskaber og implementerigsguider, som kan bruges i forhold til nye borgere med komplekse sager og i forhold til borgere, som ikke selv kan koordinere et forløb.

ODA-projektet har til formål at forbedre indsatsen for borgere med demens og deres pårørende. ODA indeholder redskaber, som kan være med til at sikre et mere koordineret samspil mellem den kommunale myndighed, leverandører af ældrepleje og frivillige sociale organisationer. Og der er desuden ODA-redskaber til analyse og planlægning af den kommunale organisering og koordinering af indsatsen.

Så ud over redskaberne til at understøtte kommunernes tilrettelæggelse af sagsbehandlingen på en mere enkel, forståelig og gennemskuelig måde er vi i regeringen også i færd med at gennemføre regelændringer, som skal lette sagsbehandlingsprocedurerne på hjælpemiddelområdet til gavn og glæde for både borgere og kommuner. Det sker som led i revisionen af servicelovens voksenbestemmelse, hvor vi netop nu er i gang med at foretage de regelændringer, som skal udmønte den politiske aftale fra november sidste år.

En af regelændringerne er, at vi skaber hjemmel til, at kommunerne får mulighed for at bruge en forenklet sagsbehandlingsprocedure ved ansøgninger om hjælpemidler og forbrugsgoder. Og proceduren, som kan benyttes i enkle og entydige sager, betyder, at der vil blive truffet afgørelse ud fra ansøgningen alene, så man lettere, men også gerne hurtigere, kan få et hjælpemiddel eller et forbrugsgode. Det kunne f.eks. være en gps til en borger med demens.

En anden regelændring er at gøre det obligatorisk for kommunerne at anvende tro- og loveerklæringer ved genbevilling af hjælpemidler. Det betyder, at i de tilfælde, hvor funktionsnedsættelsen er uændret og der blot er behov for en udskiftning af et hjælpemiddel, skal der ikke ske en ny sagsbehandling med ny udfyldelse af ansøgningsskemaer, ny indhentning af oplysninger osv. osv. Det er altså nok, at borgeren underskriver en tro- og loveerklæring som dokumentation for, at behovet fortsat er til stede.

Jeg håber meget, at disse regelændringer vil være med til at lette sagsbehandlingsprocedurerne for både kommuner og borgere, og selvfølgelig også for borgere med demens.

Hvis jeg her til sidst skal samle lidt op, er det altså regeringens holdning, at ansvaret for tilrettelæggelsen af sagsbehandlingen er bedst tjent med at blive fastholdt ude i kommunerne, men fra centralt hold skal vi naturligvis understøtte, at kommunerne gør sagsbehandlingen så enkel, forståelig, overskuelig og gennemsigtig som overhovedet muligt for den enkelte borger.

Derfor bliver der også løbende udviklet redskaber, som skal medvirke til at sikre en bedre og mere sammenhængende sagsbehandling, ligesom der også bliver gennemført lettelser i sagsbehandlingsprocedurerne på specifikke områder. Men ud over det vil regeringen også drøfte med KL, hvordan man kan øge kommunernes opmærksomhed generelt på at sikre en bedre og enklere og mere sammenhængende sagsbehandling.

Dermed siger vi foreløbig tak til ministeren. Så går vi videre til forhandlingen, og det er først ordføreren for forespørgerne, hr. Jeppe Jakobsen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Når verden bliver mindre og mindre overskuelig for en borger i Danmark, har vi som samfund et ansvar for at lave vores systemer så let overskuelige som muligt. Hvad der giver mening for systemet, giver ikke altid – ja, vel faktisk stort set aldrig – mening for borgerne.

At forskellige indsatser hører under forskellige kontorer og forvaltninger, kan skabe fokus i netop den indsats, den enkelt medarbejder skal levere til borgeren, og at forskellige ydelser og forskellige hjælpeindsatser falder under forskellige paragraffer, er overskueligt for sagsbehandleren, der skal tildele hjælpen, men denne sirlige strukturering og kasseinddeling behøver ikke at være noget, som borgeren skal præsenteres for, eller være noget, som borgeren skal forholde sig til og sætte sig ind i for at kunne få den hjælp, som er nødvendig for den enkelte borger. Det må og skal ikke være svært at få den hjælp, man har behov for i Danmark. Punktum. Og det gælder i særlig grad, når man rammes af en demenssygdom.

Demens er en sygdom, som i forhold til emnet, vi diskuterer her, er så djævelsk indrettet, at jo mere specialiseret støtte fra det offentlige, man har brug for, desto sværere har man ved at gennemskue, hvordan man skal bede om den. Derfor har samfundet en helt særlig forpligtelse til at gøre det overskueligt for den demensramte at få den hjælp, som vil gøre det muligt for den demente at fortsætte sit liv så længe som muligt.

Derfor er vi også glade for, at regeringen vil tage det her op over for kommunerne, for det er her, opgaven ligger. Der skal findes nye metoder til at forenkle den måde, man som borger møder det offentlige på. Det er ikke borgerens opgave at forstå kommunen. Det er kommunens opgave at forstå borgeren.

Jeg skal til sidst på vegne af Dansk Folkeparti, Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget finder, at borgere med demens kan have forskelligartede udfordringer, der stiller krav til en sammenhængende, helhedsorienteret og individuel sagsbehandling.

Folketinget noterer sig med tilfredshed, at regeringen har særligt fokus på borgere med demens og deres pårørende og at der i den nationale demenshandlingsplan er afsat midler til et markant løft af området.

Folketinget er enig i, at ansvaret for sagsbehandlingens tilrettelæggelse fastholdes kommunalt, og mener, at demenskoordinatorer spiller en afgørende rolle i koordineringen af kommunernes demensindsats.

Folketinget har med tilfredshed noteret sig, at der for at understøtte en enkel og forståelig sagsbehandling løbende udvikles redskaber, som kommunerne kan anvende. De demente og deres pårørende skal oplyses om alle valgmuligheder for hjælp og behandling – private som offentlige – så det frie valg styrkes.

Folketinget er derfor tilfreds med, at regeringen vil drøfte med KL, hvordan kommunernes opmærksomhed på generelt at sikre en bedre, enklere og mere sammenhængende sagsbehandling kan øges.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 80).

Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Det oplæste forslag til vedtagelse vil indgå i de videre forhandlinger.

Og der fortsætter vi så med ordføreren for Socialdemokratiet, nemlig hr. Orla Hav.

Dansk Folkeparti har ønsket en forespørgselsdebat om dementes vilkår. Det skal de ikke have utak for. Det er en god idé, for det er en vanskelig situation, borgere kan komme i med den diagnose. Derimod forekommer det forslag til vedtagelse, som Dansk Folkeparti har fremsat, mig en lille smule underligt, for det adresserer i den grad ikke særlig meget handling, men nævner sådan de gode viljers parkeringsplads. Og det er da også et smukt formål, men det ser ikke ud til at flytte alverden.

Vi har den opfattelse, at der er brug for handling og gerne meget mere handling på det her område. Demens og i øvrigt en række andre sygdomme har så indgribende konsekvenser for den ramte og vedkommendes pårørende, at vi bør kunne stille med det allerbedste beredskab. Alle er enige om en tidlig indsats, men sandheden er jo, at afstanden mellem borgerne og det offentlige i dag er så stor, at det ikke er her, man kan nå at sætte tidligt ind. Kendskabet til den enkelte borger i den enkelte forvaltning er simpelt hen ikke tilstrækkelig til at vide, om der er sket ændringer i borgerens situation. Her bærer de pårørende en kæmpestor opgave – ofte en opgave, som bliver overset. Vi ved, at de ofte har svært ved at vurdere rækkevidden af de signaler, der er de tidlige symptomer på demens og i øvrigt en række andre lidelser.

Ofte må de støtte sig på foreningsbaserede initiativer, der orienterer om symptomerne, men det er jo ikke resultatet af en målrettet indsats fra de offentlige aktører, som ligger til grund herfor. Det bør være dem, der er de bærende og de stærke, også i de tidlige stadier. Borgeren har krav på en udredning for at konstatere, at der er tale om demens eller en anden progredierende lidelse – en udredning, der vel og mærke skal hvile på sundhedsfaglige vurderinger. Ofte er det den praktiserende læge, der er den næste station efter den pårørende, og her skal vi arbejde på at der er et godt kendskab til borgeren, så lægen kan vurdere, om der er sket ændringer i personligheden og adfærden, der kunne tyde på en sygdom. Derfor skal der være god adgang til et velfungerende sundhedsvæsen, der kan følge op på den praktiserende læges vurdering. Når dette grundlag er tilvejebragt, handler det om, at kommunen skal følge op med den håndholdte indsats, som den demente har behov for.

Det skulle være vores indledning til debatten, og så vil jeg gerne læse følgende forslag til vedtagelse op på vegne af Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at borgere med en række progredierende sygdomme, herunder demenssygdomme, har forskelligartede udfordringer, der stiller store krav til en sammenhængende og helhedsorienteret indsats. Tidlig indsats og udredning er helt afgørende for at støtte og bevare helbredstilstanden bedst muligt. Folketinget konstaterer, at der stadig er store udfordringer forbundet med at give mennesker med disse sygdomme, bl.a. demens, en tidlig og sammenhængende indsats.

Folketinget konstaterer, at både kommuner og regioner spiller en væsentlig rolle i at sikre en sammenhængende og helhedsorienteret indsats for disse borgere. Udredningen skal ske af sundhedsvæsenet, og kommunen skal følge op med en håndholdt indsats. Folketinget opfordrer regeringen til at inddrage borgere med demens og andre progredierende sygdomme og deres særlige problemstillinger i arbejdet med det nære sammenhængende sundhedsvæsen.

Folketinget opfordrer regeringen til at drøfte med KL og regionerne, hvordan opmærksomheden på generelt at sikre en bedre, enklere og mere sammenhængende sagsbehandling kan øges.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 81).

Det skulle være vores bidrag.

Tak til ordføreren. Det oplæste forslag til vedtagelse vil indgå i forhandlingerne her.

Der er en spørger, og det er hr. Jeppe Jakobsen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Det er selvfølgelig altid rart at snakke om udredninger og sådan noget, men nu er det selvfølgelig en forespørgselsdebat rejst over for socialministeren om sagsbehandling og ikke over for sundhedsministeren om udredning – men lad nu det ligge.

Jeg kan forstå, at ordføreren er lidt skuffet over, at Dansk Folkeparti ikke har lagt op til handling. Det er jo, fordi det her er et forslag til vedtagelse uden retsvirkning. Hvis vi vil have handling, går vi efter beslutningsforslag eller lovforslag – det er der, man kan få noget, der signalerer handling. Men lad nu det ligge, lad os så se fremad, lad os handle sammen.

Jeg kan forstå på en gallupmåling, at det netop er Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, som befolkningen ser mod, hvis der skal ske noget på ældreområdet. Hvilke handlingsinitiativer ser Socialdemokratiet så der skal tages i forhold til det, som forespørgslen handler om, nemlig sagsbehandling for demente?

Ordføreren.

Jamen det skriver vi jo faktisk i det forslag til vedtagelse, som DF ikke vil støtte, nemlig at der er brug for en håndholdt indsats i kommunerne. Det er jo helt afgørende, at der er en håndholdt indsats i forhold til den enkelte borger, som står med sine konkrete symptomer på det stadie af den sygdom, som er fremadskridende. Så det er jo den håndholdte indsats, vi vil have sikret at kommunerne kan leve op til.

Om kommunerne bliver bedre i stand til at leve op til det med de finanslove, som Dansk Folkeparti får vedtaget sammen med regeringen, skal jeg ikke kunne svare på, men det kan hr. Jeppe Jakobsen svare på.

Spørgeren.

Nu kan det godt være, at jeg ikke er så semantisk belæst og ikke ved så meget om ordenes betydning, men hvad er forskellen på en håndholdt sagsbehandling og en, som vi foreslår, sammenhængende, helhedsorienteret og individuel sagsbehandling? Hvordan er »håndholdt« et bedre sagsbehandlingsredskab end en sammenhængende, helhedsorienteret og individuel sagsbehandling, når man nu klandrer os for ikke at gøre det godt nok i forhold til det her?

Ordføreren.

Jamen jeg tror da ikke, at der er voldsom stor forskel i forhold til det, som hr. Jeppe Jakobsen giver udtryk for. Det håndholdte er jo bare et mere forståeligt udtryk for den almindelige borger, altså det, at man har en forventning om, at man i kommunen bliver mødt med, at kommunen tager udgangspunkt i borgerens situation, og at den kan være vidt forskellig. Det kan være en tidlig demensdiagnosticering, man møder frem med, eller det kan være en sen diagnosticering, og så er der himmelvid forskel på den indsats, som skal finde sted, og det er altså op til kommunen at agere på den bane.

Så det er den indsats, der er behov for. Det er også derfor, vi opfordrer til, at det ikke alene er kommunerne, der skal levere på den her dagsorden – det skal man også fra det sundhedsvæsen, som stiller diagnosen.

Næste spørger er fru Liselott Blixt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Jeg må starte med at sige, at jeg faktisk tror, vi går fuldstændig fejl af hinanden i forhold til forespørgslen og besvarelsen fra Socialdemokratiet. Vi har jo netop lavet en national handlingsplan, hvor I også selv er med, om sundhedsvæsenet. Det her drejer sig om sociale ydelser, og hvor svært det er, når man får en diagnose som demens, altså at man har svært ved at få et værgemål, at man har svært ved at få ledsagelse, at det er svært, når man først har diagnosen, at komme på plejehjem, at det er svært, når man skal have fat i skat.dk, når man skal have tilskud til sin medicin, når man skal ind alle mulige andre steder, hvor der er en sagsbehandling. Det drejer sig om de sociale ydelser, det drejer sig ikke om udredning – det har vi jo sat penge af til, og det har vi lavet en national handlingsplanen om.

Jeg tror, det her skyder helt forbi, så jeg vil faktisk hellere lade være med at stille et spørgsmål, for vi går fejl af hinanden, og man klandrer hinanden for noget, som overhovedet ikke har noget med det at gøre. Det her handler om sociale ydelser, og det er derfor, det er socialministeren, der har sagen. Så det hænger slet ikke sammen.

Ordføreren.

Jeg ved ikke, om det ikke hænger sammen i fru Liselott Blixts hoved. For mig hænger det ganske udmærket sammen, altså at den borger, der henvender sig med sin pårørende, har behov for at få en sagsbehandling, som tager udgangspunkt i borgerens aktuelle situation. Og det skal kommunen agere ud fra. Nogle får det konstateret på et ganske tidligt tidspunkt, andre kommer meget sent – det er også en del af sygdomsbilledet.

Så derfor har vi en kæmpestor forventning om, at kommunerne er i stand til at håndtere det her, og derfor er der ingen forskel i forhold til den verden, som vi svarer på det her ud fra. Der er en sammenhæng, i forhold til at det bliver konstateret. Og det er fint, at der er en national handlingsplan, det undsiger vi overhovedet ikke, og vi er med på, at kommunerne skal følge op med den håndholdte indsats, som skal afspejle, at de her forløb er meget forskellige.

Spørgeren.

[Lydudfald] ... må jeg spørge: Hvad har udredningen at gøre med det, som vi har oppe nu? Hvorfor tager man det med i forslaget til vedtagelse, altså at det er vigtigt med en udredning? Det har vi jo placeret; der har vi lavet lovgivning på området. Det er det, der undrer mig. Vi taler netop om, at der er demenskoordinatorer ude i kommunerne – det er netop dem, der laver den håndholdte indsats. Det står i vores forslag til vedtagelse, for det er dem, der skal koordinere det. Og det er derfor, jeg mener, at jeres forslag til vedtagelse overhovedet ikke hænger sammen med det, som forespørgslen handler om.

Ordføreren.

Jeg er nødt til at sige, at jeg synes, fru Liselott Blixt taler om farverne, som de blinde gør det. Eksempelvis er der ingen bestemmelser, som gør, at kommunen får besked om, om der nu er stillet en diagnose. Der er ingen sikkerhed for, at der bliver afleveret en besked om det fra det sundhedsfaglige system til kommunen, som så kan gå i gang med en sagsbehandling – medmindre borgeren tager sin sag og sit udskrivningsbrev, eller hvad det nu er, med, så er der ingen sikkerhed for det. De her borgere er nogle, som er rigtig svage, og som har en svag sygdomserkendelse og har få ressourcer at trække på, og derfor er der jo en nødvendighed i, at det diagnosticerende sundhedsvæsen arbejder meget tættere sammen med den sociale sektor.

Med det siger vi tak til ordføreren. Den næste i rækken er fru Jane Heitmann for Venstre. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil godt indledningsvis takke Dansk Folkeparti for at rejse debatten i dag. Det er en vigtig debat, og vi har det i Venstre, fuldstændig som man har det i Dansk Folkeparti, sådan, at demensområdet er et område, som vi har særdeles skarpt fokus på. Jeg skal i øvrigt hilse fra Venstres socialordfører.

I dag har mere end 35.000 danskere fået konstateret demens. Det samlede antal demensramte skønnes dog at være langt højere, og læg dertil, at antallet af demensramte forventes at stige de kommende år. Det stiller store krav til indsatsen på området. Det er også baggrunden for, at regeringen og de øvrige partier bag satspuljen i efteråret præsenterede en national demenshandlingsplan, og med planen øremærker vi knap en halv milliard kroner til området frem mod 2019, så vi kan gøre Danmark til et mere demensvenligt land både for de demensramte og for de pårørende.

Sundhedsministeren sagde i forbindelse med præsentationen af handlingsplanen, at: »Demens er et stort og komplekst sygdomsområde«. Det er der ingen tvivl om. Derfor er det også helt på sin plads, at vi investerer i demensområdet, og derfor er det også glædeligt, at vi over en bred kam politisk er enige om netop den prioritering.

For så vidt angår forespørgslen her, adresserer den som bekendt sagsbehandlingen på socialområdet: Hvordan vi sikrer, at mennesker med demens får en mere sammenhængende sagsbehandling med så få sagsbehandlere som muligt, og hvordan vi sikrer, at ansøgninger om sociale ydelser og hjælp eller støtte bliver lettere at håndtere. Venstres generelle tilgang til demensindsatsen bygger på værdighed, tryghed og respekt for forskellighed. Det var også nogle af de værdier, der blev fremhævet af satspuljepartierne i forbindelse med demenshandlingsplanen. Og det er vigtige værdier.

Derfor danner de også grundlaget for Venstres tilgang til forhandlingen af denne forespørgsel. Venstre støtter en sammenhængende indsats, fordi det i vores optik medfører den mest optimale sagsbehandling for både de demensramte og deres pårørende. Samtidig har vi øjet på individet og dets forskelligheder. Vi må nemlig ikke glemme at have blik for den enkelte, for det enkelte menneske – heller ikke i sagsbehandlingen.

På den baggrund kan jeg meddele, at Venstre kan tilslutte sig det forslag til vedtagelse, som Dansk Folkepartis ordfører netop har læst op fra talerstolen. Venstre noterer sig med glæde, at der er drøftelser med KL, og især også, at der med teksten lægges op til, at det frie valg styrkes.

Tak til ordføreren. Og den næste i rækken er fru Stine Brix, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Dansk Folkeparti har rejst en forespørgsel om mennesker med demens, og hvordan de mødes, når de har brug for hjælp i kommunen – som jeg har forstået forespørgslen. Og det, som man kan læse ud af spørgsmålet, er, at det især sigter på, hvordan vi sikrer en bedre og mere sammenhængende sagsbehandling, hvor der er så få sagsbehandlere som muligt, men også hvordan vi sikrer, at det bliver lettere at søge de sociale ydelser, som man kan have behov for at søge.

Der er jo ofte tale om komplicerede regler, som flere også har fremhævet, når man har brug for social hjælp. Det er også meget almindeligt, at de sagsbehandlere, som sidder og skal forholde sig til de ansøgninger, som kommer ind, sidder med store bunker af sager og skal forholde sig til rigtig mange forskellige borgere på én gang. Og så er der også det forhold, at de mennesker, som har behov for hjælp, ofte er nogle mennesker – især når det gælder demens – som har vanskeligt ved at overskue komplicerede processer.

Jeg synes, det er vigtigt at fremhæve, at det jo ikke kun gælder borgere, der har demens. Det kan gælde rigtig mange forskellige borgere, at det kan være vanskeligt at overskue sagsbehandlingen. Vi ser det som et symptom, når vi i det sociale system støder på, at folk af egen lomme betaler private sagsbehandlere og advokater for at gå med til møder med kommunen. Det er jo et tegn på, at lovgivningen er for kompliceret, og at man ikke føler, at ens retssikkerhed bliver varetaget ordentligt af kommunen.

Det bliver fremhævet i spørgsmålet, at det er vigtigt at sikre en sammenhængende sagsbehandling, og at der er så få sagsbehandlere som muligt. Det er jeg helt enig i, for jeg tror, at det, at man skal forholde sig til rigtig mange forskellige mennesker og man skal starte forfra, hver eneste gang man har et møde med kommunen, føles som at løbe panden mod en mur for mange borgere. Og derfor synes jeg, det kunne være interessant, når vi taler om det her område, at vi også skeler til nogle af de erfaringer, som der p.t. gøres på børneområdet, hvor man jo arbejder med at have et loft over, hvor mange sager en sagsbehandler sidder med.

Vi kender det som Sverigesmodellen, og efterhånden er det blevet til Herningmodellen, men det er sådan set underordnet. Pointen med, at vi lægger et loft over, hvor mange sager man som sagsbehandler sidder med, synes jeg egentlig godt vi kan lade os inspirere af, når det gælder mange andre områder end børneområdet, f.eks. også de dementes behov for en sagsbehandling i kommunen.

I demenshandlingsplanen lægges der op til, at der skal være demenskoordinatorer i alle kommuner, og det er jo meget fint, men demenskoordinatoren er ofte ikke den, der sidder med den egentlige sagsbehandling. Der er der brug for mange andre, og det kunne være relevant at se på, om der egentlig er nok sagsbehandlere derude. Det er der jo ikke sat penge af til i demenshandlingsplanen, og der mener jeg at vi har et problem, hvis vi skal kunne sikre det her med, at der er få sagsbehandlere i mødet med kommunen.

Endelig vil jeg også tilføje til den debat, vi har, at når det handler om at gøre det enklere og mere overskueligt at gå til, når man skal ansøge om sociale ydelser, er det jo fint nok, at der udvikles redskaber til den slags, men jeg mener, det er en del af det problem, vi ser, med den tvungne digitalisering, som borgerne mødes med. Det, at man skal udfylde ansøgninger digitalt, og at det i hvert fald som udgangspunkt er forventningen, at man som borger gør det, ved vi er en barriere, både for ældre, men sådan set også for mange andre, fordi man på den måde ikke har så let adgang til at få rådgivning om, hvad man egentlig har af rettigheder, hvordan man søger osv. Det er uhyre vigtigt, at vi holder fast i, at der er en mulighed for at blive fritaget fra den tvungne digitalisering, når det handler om at kunne få adgang til det, man egentlig har ret til.

Endelig vil jeg sige, når vi diskuterer demenshandlingsplanen, som i hvert fald ligger i kanten af dagens forespørgselsdebat, at jeg mener, det er et væsentligt problem, at den er finansieret via satspuljen, både fordi den finansiering i sig selv er hamrende asocial og betales af de mennesker, som har mindst, men også fordi det jo i sagens natur er en midlertidig finansiering og vi risikerer sådan en stop and go-finansiering af et område, og det mener jeg er uhensigtsmæssigt.

Tak til ordføreren. Den næste i ordførerrækken er fru May-Britt Kattrup, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. Mennesker med demens kan have svært ved at forstå og forholde sig til, hvad der sker omkring dem. De kan blive meget utrygge ved den mindste ændring i deres hverdag, for de har brug for stabilitet og så få, men genkendelige mennesker og omgivelser som muligt. De er meget afhængige af pårørende eller andre, som kan hjælpe dem med selv den mindste lille ting i hverdagen, for slet ikke at tale om komplicerede ting som sagsbehandling i det offentlige system. Jeg har hørt om ansøgning til støttestrømper, som krævede ansøgning i hele fem eksemplarer, og ud over at det er besværligt, er ansøgningen forbundet med en hel del flere omkostninger end selve støttestrømpen.

Jeg kan kun støtte, at der indføres mere sammenhængende og enkle procedurer for sagsbehandling og ansøgninger og i øvrigt gerne en bagatelgrænse. Det gælder helt generelt for alle områder, og for mennesker med demens gælder det især, fordi de som regel ikke selv vil være i stand til at hitte rundt i alle papirer, procedurer og mange forskellige sagsbehandlere. LA synes helt sikkert, at en bedre og mere sammenhængende og mindre bureaukratisk sagsbehandling med færre sagsbehandlere på alle områder bør være et mål, og for at understøtte dette mål på ældreområdet har ældreministeren bl.a. nedsat en arbejdsgruppe, som skal komme med forslag til, hvordan overflødigt bureaukrati kan undgås fremover. Også på socialområdet er der sat et arbejde i gang med at udvikle redskaber til netop dette formål. Et af initiativerne i den omfattende nationale handlingsplan for borgere med demens er også, at der bliver etableret 12-15 rådgivningscentre, hvor borgere med demens og deres pårørende kan få råd og vejledning fra et og samme center.

Ud over at sagsbehandling bør være sammenhængende, enkel og med så lidt bureaukrati som muligt, lægger jeg også meget vægt på, at sagsbehandling skal tage hensyn til det enkelte individ, og at borgere generelt gøres bekendt med alle valgmuligheder for hjælp og behandling, både private og offentlige, således at vi styrker det frie valg. Liberal Alliance støtter teksten, som tidligere blev læst op af hr. Jeppe Jakobsen. Tak.

Vi siger tak til ordføreren. Den næste er netop fru Pernille Schnoor fra Alternativet, der er på vej. Værsgo.

Tak. Nu er der flere i dag, der har nævnt, at de har kendskab til mennesker, der har demens. Min farmor havde Alzheimers sygdom. Det er en frygtelig sygdom, og det har også været nævnt flere gange i dag, at mennesker med demens er i en helt særlig situation. Det var hun også. Jeg har selv set, hvor alvorligt det er for den person, der får demens, og for de pårørende, altså familien, hvor alle bliver berørt af den demens. Og selv om alle forløb er forskellige, ved vi, som det også er blevet nævnt i dag, at det er en sygdom, hvor selve sygdommen ikke over tid kan blive bedre, desværre. Men det kan den enkeltes livssituation og hverdag godt blive, og det skal vi gøre alt, hvad vi kan, for at den bliver.

En af de urimelige ting, der sker nu, er, at mennesker, der frygter at have en demenssygdom, kan risikere at vente op til 50 uger på overhovedet at komme igennem en sagsbehandling og på at blive udredt. Det sker på trods af lovkrav om hurtig udredning, som man kan læse på Alzheimerforeningens hjemmeside. Det er selvfølgelig helt urimeligt, for jo bedre og jo hurtigere sagsbehandlingen og udredningen er, jo hurtigere får man en afklaring, og jo hurtigere kan man få en meningsfuld hverdag med bedre livskvalitet.

I den nye nationale handlingsplan for demens, som er blevet nævnt nogle gange i dag, og som vi også er med i, er der afsat 145 mio. kr. til bedre og hurtigere udredning af demens. Samtidig skal vi også sikre, at regeringen sammen med kommunerne retter opmærksomhed på at sikre enklere og mere sammenhængende sagsbehandling, som det også bliver nævnt i den vedtagelsestekst, vi er med i. Og vi håber, at de ting tilsammen kan gøre, at hverdagen og livssituationen for den enkelte med demens bliver bedre.

Med det siger vi tak til ordføreren. Den næste i rækken er hr. Kristian Hegaard. På grund af denne sals mangelfulde indretning – i hvert fald indtil videre – taler hr. Kristian Hegaard, Det Radikale Venstre, fra sin plads. Og værsgo, ordet er hermed givet.

Tak for det. Demens er desværre kommet for at blive, og antallet af demente kommer til at stige. Når der sker en stigning i antallet af demente, sker der også en stigning i antallet af pårørende. Pårørende såvel som demente er i kontakt med sagsbehandlere og visitation, når det stigende behov løbende indtræffer. Det er en rigtig svær situation. Det er langt rarere at nyde samværet med den, man holder af, end at holde møder på kommunekontoret.

Hjælp skal man dog have i den meget svære situation, så det er særdeles afgørende, at kontakten med den hjælp, man skal have, er smidig. Den sidste tid skal bruges med den demente, ikke med en masse forskellige sagsbehandlere, ikke med at starte forfra med nye sagsbehandlere, ikke med usikkerhed om, hvem der nu behandler ens sag.

Det her er i virkeligheden så væsentligt et princip, at man jo sagtens kan bruge det også på andre områder: på ældreområdet, handicapområdet og området for udsatte børn. Og jo færre sagsbehandlere, man er i kontakt med, jo bedre.

Men det vigtige er ikke kun færrest mulige sagsbehandlere, for det er også et sammenhængende patientforløb, og det er det, vi sætter fokus på i vores forslag til vedtagelse, for kommuner og regioner har en væsentlig rolle at spille i forhold til hinanden. Det gør man eksempelvis med forløbsprogrammer i sundhedsaftaler, med opgaveafgrænsninger og samspilsrelationer i en fælles koordination og et sammenhængende sagsforløb for at sikre, at den pårørende og den syge kan have mest muligt samvær i den meget svære tid.

Tak til ordføreren for Det Radikale Venstre. Den næste er fru Kirsten Normann Andersen fra Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Tak til Dansk Folkeparti for at sætte vilkårene for demente på dagsordenen. Man lad mig også indledningsvis afsløre, at jeg gerne havde set, at Dansk Folkeparti havde været lidt mere rummelige i forhold til målgruppen for debatten.

Jeg er enig med fru Liselott Blixt i, at vi bør holde godt øje med den sammenhængende indsats i forhold til sagsbehandlingen og vilkår for mennesker med demens, men også i forhold til øvrige patientgrupper med progredierende sygdomme som f.eks. Parkinsons sygdom og sclerose m.v., for fælles for de diagnoser er nemlig, at det desværre kun bliver værre. Så meget desto mere overrasket er jeg også over Dansk Folkepartis forslag til vedtagelse, som efterlader det indtryk, at det faktisk går ganske godt.

Jeg vil da ikke undlade at benytte lejligheden til at udtrykke et ønske om, at vi i forhold til borgere med demens og andre progredierende sygdomme kan forbedre indsatsen i forhold til sagsbehandling. Fælles for borgere, som får sådan en diagnose, er nemlig, at det eneste, der er sikkert, er, at det bliver værre. Og ud over at det i sig selv kan udløse en krise, betyder det også et behov for tæt, håndholdt og koordineret samarbejde mellem kommuner og regioner.

Alt for ofte må borgere, som modtager sådan en diagnose, nemlig klare sig selv alt for længe, og det er ærgerligt af flere årsager. Det er de færreste, som har kendskab til, hvordan man forebygger, at sygdommen udvikler sig hurtigt, og de færreste har kendskab til, hvilke hjælpemidler der eventuelt kunne gøre hverdagens nye udfordringer mindre. Men forebyggelsen har betydning for livskvaliteten og – sekundært i den her sammenhæng – altså også for samfundsøkonomien.

Det kunne derfor i den grad også give mening, om patienter med progredierende diagnoser modtager én samlet handlingsplan, en plan, hvor sagsbehandlere, hjemmepleje og den regionale behandler samarbejder om at afhjælpe de udfordringer, som diagnosen medfører, både i forhold til job eller pension, i forhold til diverse behov for tilskud til medicin, i forhold til hjælpemidler, som kan lette hverdagen, og i forhold til boligforhold, hvor der kan være behov for hjælp både på kort og lang sigt, og meget andet.

Derfor er jeg også glad for, at flere partier tilslutter sig en vedtagelsestekst, som i det mindste anerkender udfordringen og insisterer på, at der er behov for en særlig indsats, så sagsbehandlingen i forhold til borgere med bl.a. demens skal være håndholdt og koordineret mellem regioner og kommuner.

SF bakker derfor også op om forslaget til vedtagelse fremført af hr. Orla Hav fra Socialdemokratiet.

Tak. Der er en enkelt kort bemærkning, og den er fra fru Liselott Blixt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Nu var der nogle direkte spørgsmål til undertegnede, ikke at man stiller spørgsmål ad den vej, men det kan man jo godt en gang imellem, eller en undren over, hvorfor vi ikke tager de andre diagnoser med, og jeg har sagt, at vi to arbejder sammen bagefter om det. Jeg kunne jo stille det samme spørgsmål: Hvorfor er Socialistisk Folkeparti gået med ind og har lavet en demenshandlingsplan, der kun hjælper demente? Hvorfor laver man kun pårørendekursus for pårørende til mennesker med demens? Og sådan kan jeg stille en masse spørgsmål vedrørende det, som den nationale handlingsplan indeholder.

Det er jo derfor, vi har indkaldt til forespørgslen, og det er jo det, vi har prøvet at sige gentagne gange: Vi mener, at når vi laver en national handlingsplan, skal den gå ind over alle ministerier. Det er jo der, vi begår fejl gang på gang herinde, nemlig at når vi laver en eller anden ordning, laver vi den med et ministerium, men vi glemmer at kigge over til et andet ministerium for at se, at hov, der ryger de sgu på røven, rent ud sagt.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge ordføreren om forslaget til vedtagelse, med hensyn til at udredningen er det vigtigste. Nu har jeg ikke set det endnu, jeg har ikke fået det, så det er jo svært at huske det, men jeg ved bare, at der blev stillet en masse udredningsspørgsmål. Er det ikke med i den nationale handlingsplan?

Vi har taletider, og vi har også regler om, at der ikke må bruges bandeord her i salen.

Værsgo til ordføreren.

Nå, der fik De den, fru Liselott Blixt.

Jeg har læst forespørgselsteksten i dag, som at det også handler om at kigge på den sammenhængende sagsbehandling med så få sagsbehandlere som muligt i forhold til mennesker med demens isoleret set, altså noget med ansøgninger og noget med sagsbehandlere. Så jeg tænker, at forespørgselsdebatten giver anledning til også at kigge mere bredt på, hvad der kunne være af behov for at være koordinerende i forhold til borgere med demens, og der prøver jeg så bare at sige, som jeg også gjorde i den foregående debat, at jeg godt tror, at man også kunne overføre det til andre områder, hvor der er tale om borgere med progredierende lidelser, nemlig det der med at have én sagsbehandler, som kan holde fast i, hvad det nu er, de siger på hospitalet i forhold til min nuværende situation, hvad det er for nogle hjælpemidler, jeg kan have behov for her og nu, og hvilke jeg kan have behov for på den lange bane osv. Det giver rigtig god mening, og det var egentlig bare den pointe, jeg godt kunne tænke mig at samle op igen.

Spørgeren.

Det glæder jeg mig til, så den dag, jeg kommer med de næste handlingsplaner på Parkinsonområdet og scleroseområdet, ved jeg i hvert fald, at vi har en støtte – det kan også være, vi kan lave det sammen. Men der, hvor jeg vil hen, er, at grunden til, at man indkalder socialministeren til en forespørgsel, jo er, fordi man mangler at lave nogle ting på det område. Sundhedsministeriet og udredning og alle de her ting har vi sat penge af til, så det her handler jo om, at når man går op til sin kommune, får man den hjælp, man skal have, i socialforvaltningen.

Ordføreren.

Men det er jo i virkeligheden tankevækkende, at når regionen er færdig med udredningen, går den information jo ikke automatisk til nogen kommune, fordi sådan er vores system indrettet, så det er faktisk den enkelte borger, der selv aktivt skal være opsøgende i forhold til den kommunale sagsbehandler efterfølgende. Jeg kunne godt drømme om, at man tænkte sagsbehandling sammen i forhold til borgere, som har progredierende lidelser, fordi det eneste, vi er sikre på, er, at det bliver værre, og derfor er der også behov for nogle, som hele tiden kan holde hånd i, hvad næste step kunne være i forhold til behov for hjælp – det kunne være bolig, det kunne være pension, det kunne være medicintilskud, det kunne være hjælpemidler osv.

Dermed siger vi tak til ordføreren. Så går vi videre til hr. Orla Østerby, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Kort før jul indgik regeringen en aftale med satspuljepartierne om en national demenshandlingsplan frem mod 2025. I de kommende år har vi afsat 470 mio. kr. prioriteret over de her 4 år til 23 nye initiativer, som skal give et markant løft på området. Det synes jeg da må være det vigtigste budskab, og så kan man have en diskussion, hvor man går ned i tingene. Det er jo første gang nogen sinde, der bliver afsat så mange penge på området. Den nationale demenshandlingsplan er nu på vej ud for at virke til gavn for mennesker med demens, men så sandelig også til gavn for de pårørende. De pårørende er her en meget, meget stor og belastet kategori, som vi skal have fokus på, for det er dem, der står med mange af opgaverne.

Det er glædeligt, at kommunerne rundtomkring ifølge KL alle sammen har ansat en demenskoordinator. Det er jo for at koordinere de her ting og de her fokusområder, som der er i den nationale handlingsplan. Vi har tidligere opsporing, bedre kvalitet i pleje, støtte til mennesker med demens og pårørende, demensvenlige boliger og øget viden og kompetenceniveau.

Når vi går ind og ser på det, viser det sig, at der jo er mange spillere på det her område. Jeg har i kommunalt regi arbejdet meget med demensområdet, og jeg kan sige, at vi konstant får nye publikationer. Senest er der kommet et magasin her i påsken fra socialpædagogerne, som har indspark til, hvordan vi takler problematikken omkring de demente. Der er mange forskellige spillere på det område. Det vil sige, at det jo er et område, der er i rivende udvikling – og heldigvis for det. Derfor er det, at vi også går i gang med det her med en national handlingsplan, noget, der gør, at det breder sig som ringe i vandet. Det betyder jo, at kommunerne får meget viden, dels fra de 12-15 rådgivnings- og aktivitetscentre, vi er i gang med at etablere, dels fra de ekspertiser, der er i regionalt regi, men så sandelig også ude i de kommunale institutioner. I den lille kommune oppe ved Lemvig, som jeg kommer fra, har vi længe været i gang med en demenshandlingsplan, og vi har nu lavet et specialcenter for demente, simpelt hen for at koncentrere og samle de her opgaver. Jeg ved, at der er mange andre kommuner, der også er i gang med det. Det er jo sådan set essensen af det, altså at man kommer fra regionalt regi, hvor man har fået en diagnose, og så kommer hjem til sin kommune og bliver hjulpet i det område, og der er demenskoordinatorer meget, meget vigtige spillere.

Vi er kommet rigtig langt i Danmark på det her område. Vi kan komme meget længere. Vi ved, at det er et meget komplekst område. Der er – som det er blevet nævnt flere gange – godt 200 diagnoser. Så det er en meget svær problematik, også fordi det er en sygdom, som jo slår ned, hvor man ikke selv forestiller sig, at den vil slå ned. Det gør jo, at det både er den, der får sygdommen, men så sandelig også de pårørende, der bliver ramt. Derfor har vi f.eks. i min kommune også for længst oprettet og etableret et dagcenter for demente, sådan at demente simpelt hen kan komme ind. Og det betyder, at den pårørende kan få en fritime eller to eller tre, for alle de her tiltag er jo med til at gøre, at man kan få en værdig hverdag, men måske samtidig også stadig væk kan holde sammen som ægtefæller.

Vi er i gang med en proces, som jeg tror vil give udvikling på masser af forskellige områder, som vi slet ikke kan forudse nu. Jeg synes, at vi er på rette vej, og De Konservative støtter forslaget til vedtagelse, som er læst op af DF's ordfører.

Tak til ordføreren for Det Konservative Folkeparti. Og så er det ministeren – igen. Værsgo.

Tak for det, formand. Jeg vil meget gerne starte med at sige tak til Dansk Folkeparti for at rejse debatten; det er et vigtigt område. Og så vil jeg egentlig sige, at det har været meget givtigt for mig som minister at lytte til debatten i dag med alle de ordførere for hver deres område, som har bidraget til den. Der er både socialordførere, sundhedsordførere og ældreordførere, og det er lige før, man kunne tro, at den sidste ordfører også godt kunne have været kommunalordfører; der var i hvert fald også et godt kommunalt perspektiv. At lytte til de meget forskelligartede perspektiver har været meget nyttigt og inspirerende, og det vil jeg gerne sige en stor tak for.

Så er jeg jo glad for at kunne konstatere, at Folketinget er tilfreds med, at vi i regeringen har et særligt fokus på demensområdet. Og jeg har også sådan noteret mig, at der er en tilfredshed med, at vi i regeringen vil drøfte med KL, hvordan kommunernes opmærksomhed på at sikre en bedre, enklere og mere sammenhængende sagsbehandling kan øges. Men mest af alt vil jeg sige tak for at opleve det fælles engagement omkring demens som sygdom, som samtlige ordførere har demonstreret her i salen, uanset hvilken ordførerkasket man har haft på. Tak.

Tak. Der er et enkelt spørgsmål fra hr. Jeppe Jakobsen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Det er jo netop det, der er kendetegnet for demens. Det er, at det er enormt mange områder, som demens rammer ind på.

Nu er der jo lavet en handlingsplan, som er hele nationens og hele regeringens og hele Folketingets, stort set, handlingsplan, og derfor vil jeg spørge, om man gør sig nogen overvejelser internt i Socialministeriet om måske at gå lidt tættere på nogle af tingene og sige: Kunne vi her indrette os lidt bedre, så vi også tager hensyn til demens? Noget af det, som jeg i hvert fald tit bliver præsenteret for, er jo, at serviceloven har én paragraf for hjælp til den demensramte og én paragraf for pårørende. Men der mangler ligesom den der paragraf, der hedder hjælp til familien, altså de demente med deres pårørende, så man på den måde kunne sikre en mere sammenhængende indsats i den sociale indsats. Er det noget, man måske kunne forestille sig at man gerne ville se på i Socialministeriet?

Ministeren.

Jeg synes i hvert fald, det er rigtig vigtigt hele tiden at fortsætte ad den vej, hvor vi skaber mere overskuelighed, skaber mere sammenhæng og også mere enkelhed, sådan at det også bliver lettere ude i kommunerne. Noget af det, jeg jo nævnte i min tale, er, at vi så sent som i det lovforslag, vi har behandlet for ikke så lang tid siden, om servicelovens voksenbestemmelser, bl.a. kigger ind i, hvordan vi skaber hjemmel til, at kommunerne får mulighed for at bruge en mere forenklet sagsbehandlingsprocedure. Jeg nævnte det med, at vi gør det obligatorisk for kommunerne at bruge de her tro og love-erklæringer, sådan at man ikke, hvis man har brug for et hjælpemiddel – og demente kan også godt få brug for et hjælpemiddel, eksempelvis en gps, men det kunne også være andre former for hjælpemidler – skal igennem en lang ansøgningsproces på ny, men at man altså bare, hvis man har samme behov, simpelt hen kan underskrive en tro og love-erklæring, og så får man det samme hjælpemiddel genbevilget. Jeg tror, det er noget, vi har været opmærksomme på igennem en tid, men jeg tror også, det er noget, vi kommer til at være opmærksomme på i fremtiden.

Spørgeren.

Jeg tror bare ikke kun, det er demens. Det er jo mange andre. Forældre med handicappede børn er jo også i en situation, hvor ét individs ulykke rammer en familie. Er ministeren ikke enig i, at man godt kunne indrette lovgivningen efter det? Hvis man skal se på det hele, på en mere helstøbt indsats, er der måske behov for en kolonne af tiltag ved siden af pårørende, ved siden af den ramte, der hedder familierelationer, som en samlet indsatspulje. I stedet for at man skal prøve at kombinere lovgivninger, kunne man på den måde finde én paragraf, der kunne se på en familie, som tit bliver ramt.

Ministeren.

Jeg synes i al fald, det er nogle meget, meget inspirerende tanker. Jeg tror, at alle os, som er indvalgt, gerne vil sikre bedst muligt, at den lov, som er vedtaget, også er nem at fortolke, let at tilgå, sådan at det er enkelt for kommunerne at vide, hvordan de skal tage lovgivningen ned, og hvordan de skal bruge den.

Der er lige et ord hos ordføreren, der trigger mig, og det er børnehandicap. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at jeg her har øjnene ret skarpt rettet mod, om loven så også bliver fulgt. Vi har jo desværre set på børnehandicapområdet, at der er en meget, meget høj procentdel af omgørelser, altså hvor man enten sender sagen tilbage i kommunerne, eller hvor man simpelt hen ændrer sagen. Når vi når op på, at næsten 50 pct. af afgørelserne på børnehandicapområdet, bliver omgjort, synes jeg, det er et meget højt tal. Det er også derfor, jeg har lavet den her såkaldte tørresnor, hvor vi ligesom siger: Godt, så får vi altså vist, hvad det er for nogle kommuner, som har høje omgørelsesprocenter.

Med det siger vi tak til ministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingerne sluttet.

Som tidligere nævnt vil afstemningen om de fremsatte forslag til vedtagelse finde sted tirsdag den 25. april 2017.